Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Da jeg så gav ham guitaren og sagde til ham, at nu havde han
bare lige at se og få lært at spille på den, overraskede han mig
endnu engang, ved at tage guitaren og stemme den og så ellers
bare begynde at spille de skønneste melodier på den.
For han havde nemlig også lært at spille guitar dengang på
kostskolen. Men han havde aldrig selv nået at få taget sig
sammen til at købe sig en guitar.
Så jo, han blev meget glad og rørt for min gave til ham.
Så var den svære tid kommet, da det var nødvendig at sige farvel,
for det der med at tage afsked med nogle man har haft det
utroligt godt med, har aldrig rigtig været min kop the.
Men det skulle jo gøres og så ellers af sted.
Efter den lidt anderledes traditionelle tur tilbage ad de støvede
veje, denne gang var jeg jo selv kørende, ankom jeg så endelig
til Monastir.
Det havde været min mening, at få solgt bilen og få bare lidt
penge tilbage for den, men tiden var simpelthen løbet fra mig.
For da jeg endelig nåede ud til lufthavnen, var der kun en halv
time til indskrivningen.
Så jeg så ingen anden udvej en blot at parkerer vognen på taxaholdepladsen
lige udenfor indgangen. Her var der alligevel et
utroligt rod af alle mulige biler, der bare var kastet ind, hvor de
nu kunne holde. Jeg lod nøglerne sidde i bilen og fik fat i mine
kufferter og begav mig ind i afgangshallen.
Sammen med de andre hjemrejsende turister, skulle vi så til at
have vores bagage indskrevet.
Så vi stillede op i en lang kø og ventede. For hernede gik det
meget langsomt, men endelig lykkedes det da og jeg nåede da
også over til udgangen.
58