Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Der står man så, og det gør man faktisk.
Altså står op og besørger, og ved afslutningen, når maven har
fået læsset det meste af alt det ud, der irriterede den, går det i al
sin afmagt op for en, at der kun står en 2 liters mindre ren flaske
med vand i.
Det går så pludselig i al sin gru op for én, at der ikke findes
noget, der minder om toiletpapir her ude i ørkenen.
Det går virkeligt op for én, at man nu rigtig er på skideren.
Selve folkloren.
Nå, lad os nu gå over til en helt anden slags underholdning, der
også blev afholdt af de beduiner, der havde bespist os.
Det var først en meget graciøs krukkedans, hvor der kom tre
kvinder i flotte gevandter ind, med hver sin krukke på hovedet
og dansede svævende henover dansepodiet.
Men der skete også andre ting, for ved mit bord var der pludselig
en ældre tysk mand, der kravlede rundt nede i sandet mellem
stolene. Jeg spurgte ham deltagende, om der var noget jeg
kunne hjælpe med. Nej tak, svarede han.
Jeg spurgte så, hvad det dog var han ledte efter.
Til sidst fik jeg så at vide, at han havde været ved at spise en
tør dadel, men pludselig havde han fået et hoste anfald, og så
var den røget ud af munden på ham og ned og ud i sandet.
Jeg sagde til ham at han da bare skulle lade den ligge, for det
var der da ikke nogen der lagde mærke til, han kunne da bare
tage en ny fra det fad der stod her oppe på bordet.
Jo tak, den var god med mig, svarede han så, men denne her
dadel var nu helt speciel for ham, for hans overmunds forlorne
tænder sad nemlig fast i dadlen.
Ved fælles hjælp fandt vi begge dele.
46