Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

i dagtimerne opholdte sig inde i nogle forladte isfuglehuler, der
var gravet ind i den nu udtørrede flodbrink.
Ungerne var vilde efter at få lov til at hjælpe deres høvdinge
søns gæst, så de stak bare deres bare hænder ind i hulerne, og
med en hurtig bevægelse ragede de alt hvad der var inde i gangene
ud, og det var lige meget om det var skorpioner, frøer
eller tudser.
For mig var det bare med at få fat i nogle af alle de plastik
æsker og stofposer, som jeg havde haft med hjemmefra og så
ellers bare se og få stoppet dyrene, så forsigtigt som muligt ned
i disse. For heri skulle de helst kunne klare sig, i de næste ca.
14 dage.
Under vores tur ned langs flodsengen var vi også kommet til et
mindre vandområde, hvor det simpelthen vrimlede med nogle
kedelige grøn/brune frøer, ja der var i 10.000’vis af dem, så
dem lod jeg være, jeg fangede kun de tudser der var store
smukke og farvestrålende.
Efter ca. en lille times tid synes jeg godt nok, at nu måtte det
være nok for denne gang.
Ali havde hjemme på hotellet fortalt mig, at det ville være en
god ide, hvis jeg altid havde en hel masse småpenge på mig,
når jeg skulle ud blandt landbefolkningen, for der var tit børn,
som med glæde ville samle forskellige dyr sammen til folk som
mig, for at få et par håndører for det.
Så efter Ali’s anvisning for måden at sige tak til børnene på,
tog jeg en håndfuld småpenge og smed dem højt op i luften.
Så de blev godt spredt og børnene løb hujende og skrigende
rundt for at få del i dette overflødighedshorn af penge.
Jo, børn er nu dejlige.
22