Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Nå, men til sidst måtte vi jo videre og humøret blev hurtig bedre
for på den videre tur kunne man til venstre se ud over det
azurblå Middelhav over i mod øen Djerba.
Vi skulle helt ned til Dehibat, før der igen skulle ske noget.
Så efter ca. 6 timers kørsel, kun afbrudt af enkelte oplevelser
angående fatamorganaer, I ved de her naturfænomener af luftspejlinger,
et par optankninger, af benzin til bilen og vandmeloner
til os, som vi igen betalte med det nu sædvanlige ritual,
vågnede min Boy pludselig op og dirigerede nu chaufføren ned
af et støvet karavanespor.
Efter yderligere halvanden times kørsel dukkede der en oase op
i det fjerne.
Da vi nåede lige i udkanten af oasen, hvor man kunne begynde
at skelne de forskellige ting, så jeg, at der inde imellem de
mange store palmer, var en større samling beduintelte, og et
stykke derfra en stor flok dromedarer og heste.
Disse dyr havde hver især fået deres forben bundet sammen,
således, at de ikke kunne løbe længere væk, end at de altid
kunne ses fra teltene, men samtidig kunne de alligevel gå nok
så fredeligt og græsse i den vegetation, der var lagt ud til dem.
Da vi nu var nået så tæt på, kunne man se, at nogle af de mest
almindelige fugle her i oasen, var gråspurven, der var over alt i
små flokke. Samt nogle halvstore sorte gribbe, der akavet hoppede
rundt. En temmelig hjemlig lyd, der nåede mine ører, var
lyden af tyrkerduer, de var overalt både ved vandbrønden og i
palmerne, ja ja, men hernede hørte de ligesom lidt bedre
hjemme.
Nå, mine ører blev nu vendt imod lyden af min Boy, der sagde
noget til chaufføren på en helt ny måde. Det var en utrolig effekt,
det havde, for chaufføren blokerede bilen, så godt det nu
17