Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Chaufføren fik røgen i den gale hals af raseri, da jeg sagde arvanti,
(af sted / kør), til ham.
Min tur ned igennem Tunesien mod Sahara var nu begyndt.
De første par timer blev der ikke sagt et ord, men så begyndte
chaufføren pludselig at grine og sige en hel masse, jeg spurgte
min Boy, hvad det nu var, der var så morsomt, og fik at vide at
det var første gang, at der var en kunde, der havde gjort dette
ved hans elskede taxa, og at det ville han huske, når han for
fremtiden skulle ud at køre med langbenede turister, for så ville
han jo også få dobbelt så mange ture, når der nu på denne måde
kun var plads til en passager ad gangen, så på sin egen måde
takkede han mig faktisk for den gode idé jeg havde givet ham.
Så det kan godt svare sig at være bestemt engang imellem.
Vandmelonerne.
Vi var nu nået så langt uden for beboede områder, så asfaltvejene
var afløst af naturlige grusveje, ikke for at forklejne dem
de var nu ikke så meget dårligere at køre på end de asfalterede.
Forskellen var blot den, at vi nu havde en flot hale af orange
støv efter os.
Da vi så havde kørt en ca. 300 km., stoppede vi pludselig ved
en stor vandmelonmark, og chaufføren gik resolut ud og gav
sig til at tisse på nogle ung planter, og min Boy sagde, at vi
skulle gøre det samme, det behøvede han ikke sige to gange,
for min blære var godt og vel fyldt.
Da dette hygge tisseri så var overstået, gik chaufføren over og
brækkede tre kæmpe store vandmeloner af og placerede dem
der, hvor jeg ellers havde haft rigelig plads til mine lange ben,
men som min Boy sagde, nu havde vi givet næring til den næste
høst, og så var der ingen, der kunne blive sure over, at vi nu
13