Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Men det var da slet ingen ting, for det stod meget værre til, når
og hvis man sammenlignede med det køretøj, der skulle bringe
os ned igennem ørkenen og hjem igen.
En lille gammel Renault, af den slags, hvor bilen var så lille, at
det var nødvendigt at placere taxameteret på ydersiden af
chaufførens dør, og døren så ydermere var bundet på med ståltråd,
og for at det hele så skulle passe sammen, så var der minsandten
også fire forskellige slags dæk på bilen.
Chaufføren stod der ved siden af sin taxa og lænede sig op ad
den åbne dør med en ”cigabøj” i den ene mundvig og målte
især mig.
Han bad om halvdelen af pengene nu, og så skulle han have
resten, når han havde afleveret mig i morgen aften. Jeg gav
ham de aftalte penge, som han stak ned i en af bukselommerne,
hvorefter han satte sig pustende, på grund af sit store korpus,
ind i bilen. Service med at få stablet vores udstyr ind i vognen,
og det der med kunderne først, var et ord han overhoved ikke
var i besiddelse eller forstod betydningen af.
Jeg sagde til min Boy, at han skulle sætte sig ind på bagsædet,
og da han var vel anbragt, prøvede jeg forgæves at få kantet
mig ind i denne lille pygmæ bil.
Ham der, der mere og mere lignede sørøvernes efterkommer
synes at nyde dette, for han sad bare der og gloede på mig alt
imens jeg forgæves prøvede at få placeret mig, men så til sidst
gik der en satan op i mig, og jeg sagde til min Boy, at han skulle
spørge chaufføren, om det var på denne plads her ved basaren,
at han igen ville aflevere mig efter turen i morgen aften.
Dette fik jeg bekræftet, hvor på jeg resolut rev passagersædet
ud af bilen, og stillede det op ad en husmur et stykke fra bilen
gik tilbage, og så satte jeg mig ind ved siden af min Boy, der
sad og undertrykte en skraldende latter, nu var der masser af
plads til mine lange ben.
12