Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Turen gik til det nordlige Afrika,
- nemlig Tunesien og lidt af Sahara.
Når man som jeg sidder her og tænker tilbage på dengang for
længe siden, hvor jeg havde gjort mig gode venner med to
mænd, som var direktører de helt rigtige steder, nemlig Arne
Dyhrberg fra Zoologisk have og datidens direktør for Danmarks
akvarium. Ja så kan jeg ikke lade være med, at lade tankerne
komme til mig igen om hvilke dejlige oplevelser, der
blev mig tildelt på grund af dette berigende bekendtskab og det
vil jeg nu delagtiggøre over for læserne. Det skal lige forstås
sådan her, at da jeg jo på samme tid tillige var ansat ved militæret,
blev dette kendskab til et meget dejligt og frugtbart samarbejde
os tre imellem.
For ved militæret kunne jeg få alle de vagter, jeg kunne overkomme,
ud over den sædvanlige vagtturnus. Ja, nogle gange
betalte de andre befalingsmænd mig oven i købet for at tage
deres vagter. Således, at de kunne komme hjem til deres kone
eller kæreste. Jeg kunne nu, få vagterne udbetalt i rede penge
eller som afspadseringer, især det sidste var en god forretning
for mig, så den fremgangsmåde brugte jeg så til fulde.
Så med alle de fridage dette afstedkom, op til fem uger ad gangen,
havde jeg jo ofte masser af frihed.
Denne brugte jeg så til at rejse ud til fremmede lande, for her at
få forskellige ting og sager med hjem til de to før omtalte herrer.
De var jo altid interesserede i at få nye spændende ting
hjem til deres udstillinger, for publikum higede altid efter at se
nye eksotiske dyr fra fjerne spændende lande.
Det bedste af det hele var, at jeg, for det første fik rejserne betalt,
og for det andet, fik jeg ikke alene nogle fantastiske oplevelser
på selve turene, men så sandelig da også en pæn slat
penge for de ting jeg havde med hjem til dem. Dog kun i de
2

tilfælde, hvor jeg ikke blev taget i tolden. For skulle dette ske,
så var jeg bare på herrens mark og hvis dette nogen sinde var
blevet tilfældet, måtte jeg overhoved ikke nævne deres navne,
for de skulle jo nødig indblandes i noget der blot mindede om,
at det kunne være den mindste smule ulovligt.
Så på denne måde fik jeg mange gode rejser rundt i og omkring
Middelhavslandene i de år.
På en af disse ekspeditioner blev jeg for nogle år tilbage sendt
på en tur ned til Tunesien, for så derfra at skulle fortsætte ned i
nærheden af selve det nordlige af Saharas ørken på en af mine
såkaldte minisafarier. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg
nu vil prøve at delagtiggøre Jer i.
Ankomsten til Tunesien.
Selve turen foregik fra den 6. til den 19. juni i 1971.
Jeg steg ombord i flyet fra Kastrup. Datoen var tirsdag den 6.
juni 1971 kl. 08.15, det var en dejlig forsommer dag, hvor temperaturen
allerede her i Danmark var oppe på 18 grader.
Efter ca. 4,5 timers flyvning landede vi så i Tunesiens lufthavn
i nærheden af byen Monastir, og da jeg steg ud af flyvemaskinen
slog varmen én lige i smasken som en stor hammer, den
tørre temperatur var her 42 grader. Det var brændende solskin,
og det gjorde det ikke meget bedre, at vi nu skulle ud på en
halvanden times buskørsel, før vi ankom til vores hotel.
Da jeg så endelig ved 15.30 tiden ankom til det hotel, der skulle
bruges som base for mine videre ekspeditioner, fik jeg anvist
mit værelse, samt den ”Boy” der skulle varte mig op under mit
ophold her på hotellet. Det viste sig at være en pragtfuld knægt
på en 16 – 17 år, der gik ulastelig ren klædt i en meget flot blå
3

skjorte og sorte bukser, og på de bare fødder, de uundværlige
sandaler som alle hernede gik med. Han talte et, blændende
godt engelsk, selvom Tunesien ellers i de seneste hundrede år
havde været fransk. Alene dette burde have givet mig stof til
eftertanke, men nej, det gik først op for mig langt senere, ude
midt i en varm ørkenoase.
Tunesiens Historie.
Det er måske her lige på sin plads at fortælle lidt om Tunesiens
historie. Lang tid før vores tidsregning, ca. 900 år før Kristi
fødsel, var byen Kartago blevet grundlagt af Fønikerne.
Men senere, dengang da Romerriget ikke kunne blive stort nok,
besejrede romerne Kartago og ødelagde byen i omkring år 150
før vores tidsregning, men omkring år 50 før vores tidsregning
genopbyggedes Kartago så igen og blev gjort til en hovedby i
den nu romerske provins Africa.
Så springer vi frem til år 1575, hvor det nu var tyrkernes tur til
at erobrere hele Nordafrika og dermed også Tunesien, der nu
blev base for en romantisk tid med masser af sørøveri og andre
givtige forretninger af samme art.
Dette eventyr sluttede først da Frankrig ikke kunne holde fingrene
for sig selv og erobrede Nord-algerier i år 1830. Omkring
1880 blev Tunesien så også indlemmet som en koloni af de
Nordafrikanske lande, der nu tilhørte Frankrig.
Under den 2. Verdenskrig var Tunesien underlagt både Italien
og Tyskland, men efter krigen blev landet så igen tilsluttet
Frankrig, og i 1956 fik Tunesien så sin selvstændighed.
5

Men først i 1963 kunne franskmændene så endelig få taget sig
sammen til at rømme Tunesien, hvor de til stadighed havde
haft deres berygtede fremmedlegionærkorps udstationeret.
Tilbage til nutiden.
Landet støder op til Middelhavet og ligger indeklemt imellem
Algeriet og Libyen og er et lilleput land, sammenlignet med
disse to store lande, for Tunesien er ”kun”, 750 km. langt og
375 km. bredt, så det vil sige, at landet er ca. 4 gange så stort
som Danmark, og der bor ca. 7 millioner mennesker i landet.
En af disse indbyggere var altså ved skæbnens magt blevet
udvalgt til at være min Boy i den tid, hvor jeg var gæst i deres
land. For landet var blevet meget afhængige af turistindtægterne
i disse år, for i 1969 havde der været et par store alvorlige
naturkatastrofer i landet, bl.a. jordskælv, flodbølge og så en
efterfølgende tørke.
Den Tunesiske regeringen med præsident Bourguiba i spidsen
havde så set sig nød til at åbnet landet for turister i 1970.
Så vi turister blev virkelig behandlet som noget kostbart, fordi
vi lagde mange penge i det katastroferamte land.
Min stakkels Boy kunne i starten ikke forstå, at der ikke var
noget, han kunne gøre for mig. Hverken hænge mit tøj på
plads, det ville jeg helst selv, eller få lov til at pudse mine sko.
For på dette tidspunkt var det jo stadig de glade flipperdage i
Danmark, og den største mode hjemme på dette tidspunkt var,
at gå med de populære ørkenstøvler, der jo var lavet i ruskind
og med rågummisåler. Sådan tre par havde jeg taget med, og de
skulle jo i hvert fald ikke pudses.
Så, da jeg så hans nedtrykte ansigtsudtryk, bad jeg ham gå ud i
byen og prøve at finde ud af at få lavet en aftale med en taxa-
6

chauffør, der ville køre mig ned igennem Tunesien og ned til
det nordligste af Sahara, hvor jeg mente der var størst chance
for at finde nogle af de ting, jeg denne gang var sendt ud for at
finde. Bare en lille strækning på omkring 800 km.
Jeg havde nu allerede været nød til at forklaret min Boy, hvori
mit arbejde bestod. At jeg skulle fange nogle forskellige små
dyr som skorpioner, agamer, padder, ørkenræve og fugle, her
fra hans dejlige land, hvis det da ellers var mig muligt.
Da jeg havde fortalt ham det, forklarede jeg ham så, at han jo
nok kunne se, at det var mig tvungen nødvendigt, at have en
pålidelig chauffør med et køretøj, der kunne klare strabadserne
ned igennem landet og ud i ørkenen og så sandelig da også
hjem igen.
Jeg bad ham især finde ud af, hvad sådan en tur ville koste, for
al dette ville jeg have at vide på forhånd. Bare således så jeg
ikke pludselig stod et eller andet sted nede i Saharas no-where
land og ikke kunne komme hjem, fordi den tyvagtige bandit til
en chauffør nu pludselig ville have det dobbelte for at køre mig
tilbage eller bare plyndrede mig og overlod mig til Moder naturens
ubarmhjertighed barmhjertelighed.
Min Boy lovede mig at alt dette, skulle han da nok, med den
store Allahs hjælp, klare for mig.
Da han så endelig var blevet sendt af sted, fik jeg mig lidt tid til
at gå mig en tur rundt i området omkring hotellet og nød at
være turist, inden det for alvor skulle gå løs den næste eller en
af de næst følgende dage.
I en lille lund tæt ved hotellet opdagede jeg en fuglerede med et
ynglepar af nogle fantastiske farvestrålende fugle, som jeg aldrig
mindes at have set før, og de havde fire halvstore unger.
Pludselig slog der en fræk genial tanke ned i min hjerne, for
hvis jeg nu natten før jeg skulle hjem, sneg mig over og fangede
alle seks fugle og så tog dem med hjem og satte dem i en af
9

mine volierer derhjemme og så senere når de var blevet akklimatiseret,
tilmeldte dem som dansk 1. gangs opdræt.
Jo, jo man får store vilde tanker der i 40 graders varme, men
mere om dette senere.
Jeg gik omkring i mine egne tanker og blev dus med omgivelserne,
og da det var ved at blive mørkt, oplevede jeg den fascinerende
oplevelse det er, at opleve dette utrolige naturfænomen
med den fantastiske solnedgang her nede sydpå, hvor det bare
lige bliver helt mørkt på en halv time og så den fantastiske stilhed,
der derefter følger. For så blot en times tid senere, at høre
alle nattens dyr, når de istemte deres smukke sange og lyde.
Dette kan ikke beskrives, det skal bare opleves én gang i éns
liv, og man vil aldrig glemme dette eventyrlige naturfænomen.
Ved 20.00 tiden kom min Boy meget glad og stolt tilbage og
fortalte, at han selvfølgelig havde klaret den lille beskedne opgave
jeg havde stillet ham.
Jeg skulle bare mødes med chaufføren nede ved den sydlige
udkanten af byens basar kl. 06.00 næste morgen tidlig, og turen
frem og tilbage ville koste omregnet i danske penge ca. 400 kr.
Det lød egentlig umiddelbart rimelig billigt.
Jeg gav min Boy en dinar (ca. 30.- kr.) og sagde, at jeg var meget
stolt over alt det arbejde, han havde gjort for mig.
Jeg kunne dog ikke lade være med forsigtigt at spørge ham, om
han nu også var sikker på, at denne chauffør var til at stole på.
For jeg havde jo hørt et eller andet om nogle af disse her fanatiske
muslimer rundt omkring i Nordafrika, der gik og legede
strubesnittere, og om han nu også var helt sikker på, at jeg også
ville komme helskindet hjem igen.
Jo, jo da, han var da selvfølgelig helt sikker på, at der overhovedet
intet var, der ville kunne ske mig.
Men samtidigt, så stod han sådan lidt mærkeligt og vred sig og
så ned på sine sandaler, og lidt efter så han mig lige ind i øjne-
10

ne og spurgte, nu med en helt anden meget mere fast stemme,
om ikke der var en lille mulighed for, at han måtte få lov til
tage med på et stykke af vejen, for så ville han nemlig lige tage
hjem for at aflægge sin familie et besøg, der tilfældigvis netop
boede dernede sydpå. Og specielt lige netop i det område hvor
hans familie boede, ville der være rigtig mange af lige præcis
de dyr, som jeg havde fortalt ham, at jeg meget gerne ville fange
med hjem til Danmark.
Joe, - han talte godt for sin syge moster gjorde han, for da jeg
så spurgte ham ud med hensyn til at få fri fra hans arbejde her
på hotellet, fortalte han kækt, at han da allerede havde fået fri
af hotelledelsen, de næste fire dage.
Ja ja, han var nu en snedig lille udspekuleret fyr ham min Boy,
han havde allerede planlagt og tilrettelagt alt.
Så over sådan en utrolig iver kunne jeg jo blot grinende sige, at
selvfølgelig, måtte han da godt køre med så langt, som han nu
skulle.
For mit eget vedkommende var det jo altid rart med lidt selskab
på den lange rejse, for jeg var jo næsten sikker på, at chaufføren
ikke kunne ret mange ord på engelsk.
Og ganske rigtigt, hvor fik jeg dog ret.
Turen til oasen.
Den næste morgen i buldrende mørke, mødtes vi med en direkte
efterkommer fra den glade sørøver tid, sådan så han i alt fald
ud i mine øjne, da vi mødtes med vores chauffør.
Forstil Jer en halvfed sortsnusket mandsperson med halvlange
skægstubbe, og i en beskidt undertrøje, der i sine yngre dage
havde været hvid, lasede bukser og godt udtrådte sandaler.
11

Men det var da slet ingen ting, for det stod meget værre til, når
og hvis man sammenlignede med det køretøj, der skulle bringe
os ned igennem ørkenen og hjem igen.
En lille gammel Renault, af den slags, hvor bilen var så lille, at
det var nødvendigt at placere taxameteret på ydersiden af
chaufførens dør, og døren så ydermere var bundet på med ståltråd,
og for at det hele så skulle passe sammen, så var der minsandten
også fire forskellige slags dæk på bilen.
Chaufføren stod der ved siden af sin taxa og lænede sig op ad
den åbne dør med en ”cigabøj” i den ene mundvig og målte
især mig.
Han bad om halvdelen af pengene nu, og så skulle han have
resten, når han havde afleveret mig i morgen aften. Jeg gav
ham de aftalte penge, som han stak ned i en af bukselommerne,
hvorefter han satte sig pustende, på grund af sit store korpus,
ind i bilen. Service med at få stablet vores udstyr ind i vognen,
og det der med kunderne først, var et ord han overhoved ikke
var i besiddelse eller forstod betydningen af.
Jeg sagde til min Boy, at han skulle sætte sig ind på bagsædet,
og da han var vel anbragt, prøvede jeg forgæves at få kantet
mig ind i denne lille pygmæ bil.
Ham der, der mere og mere lignede sørøvernes efterkommer
synes at nyde dette, for han sad bare der og gloede på mig alt
imens jeg forgæves prøvede at få placeret mig, men så til sidst
gik der en satan op i mig, og jeg sagde til min Boy, at han skulle
spørge chaufføren, om det var på denne plads her ved basaren,
at han igen ville aflevere mig efter turen i morgen aften.
Dette fik jeg bekræftet, hvor på jeg resolut rev passagersædet
ud af bilen, og stillede det op ad en husmur et stykke fra bilen
gik tilbage, og så satte jeg mig ind ved siden af min Boy, der
sad og undertrykte en skraldende latter, nu var der masser af
plads til mine lange ben.
12

Chaufføren fik røgen i den gale hals af raseri, da jeg sagde arvanti,
(af sted / kør), til ham.
Min tur ned igennem Tunesien mod Sahara var nu begyndt.
De første par timer blev der ikke sagt et ord, men så begyndte
chaufføren pludselig at grine og sige en hel masse, jeg spurgte
min Boy, hvad det nu var, der var så morsomt, og fik at vide at
det var første gang, at der var en kunde, der havde gjort dette
ved hans elskede taxa, og at det ville han huske, når han for
fremtiden skulle ud at køre med langbenede turister, for så ville
han jo også få dobbelt så mange ture, når der nu på denne måde
kun var plads til en passager ad gangen, så på sin egen måde
takkede han mig faktisk for den gode idé jeg havde givet ham.
Så det kan godt svare sig at være bestemt engang imellem.
Vandmelonerne.
Vi var nu nået så langt uden for beboede områder, så asfaltvejene
var afløst af naturlige grusveje, ikke for at forklejne dem
de var nu ikke så meget dårligere at køre på end de asfalterede.
Forskellen var blot den, at vi nu havde en flot hale af orange
støv efter os.
Da vi så havde kørt en ca. 300 km., stoppede vi pludselig ved
en stor vandmelonmark, og chaufføren gik resolut ud og gav
sig til at tisse på nogle ung planter, og min Boy sagde, at vi
skulle gøre det samme, det behøvede han ikke sige to gange,
for min blære var godt og vel fyldt.
Da dette hygge tisseri så var overstået, gik chaufføren over og
brækkede tre kæmpe store vandmeloner af og placerede dem
der, hvor jeg ellers havde haft rigelig plads til mine lange ben,
men som min Boy sagde, nu havde vi givet næring til den næste
høst, og så var der ingen, der kunne blive sure over, at vi nu
13

havde fået læskende frisk frugt og væske med til det næste
stykke vej, det var bare noget enhver rejsende kunne gøre.
Smart ide, der jo nok aldrig kunne finde indpas på vores
grønsagsmarker i Danmark.
Det var nu allerede ved at være frygteligt varmt i denne lille
blikspand, klokken var lidt over 10.00, og solen var ved at have
fået god magt, og vi havde passeret nogle af de store saltsøer,
der strakte sig til højre for os, hvor man kunne se store flokke
af flamingoer. Jeg fik chaufføren til at køre så tæt på som han
nu turde og her stoppede vi så, for jeg ville lige nyde dette fantastiske
syn, men det var noget nedslående at se på, da jeg gik
ud til selve saltsøens bred.
For der var i år sket det, at på grund at den megen tørke var der
fordampet meget mere end normalt af vandet i søen. Det medførte
så, at salt koncentrationen så var blevet meget høj.
Som så igen medførte, at salten dannede store klumper på benene
af de små unger når de bevægede sig, så de til sidst væltede.
Nu fik de så også saltvand på dun dragten, når de så igen
prøvede på at rejse sig op igen, tørrede saltvandet hurtigt til
tunge saltkager og til sidst var de så tunge af salt, at de ikke
længere kunne rejse sig op, og det endte med at ungen døde af
sult. Så det var et ulykkeligt syn at se disse 1000’vis af døde
ildelugtende flamingo unger ligge der og rådne op.
Det var forfærdelig at gå der og bare føle sig totalt hjælpeløs.
Vi måtte køre meget langt før det endelig lykkedes at se nogle
unger der nok ville overleve, for her havde forældrefuglene
bygget deres mudder tuer på lidt dybere vand. Så salten havde
svære ved at størkne.
15

Nå, men til sidst måtte vi jo videre og humøret blev hurtig bedre
for på den videre tur kunne man til venstre se ud over det
azurblå Middelhav over i mod øen Djerba.
Vi skulle helt ned til Dehibat, før der igen skulle ske noget.
Så efter ca. 6 timers kørsel, kun afbrudt af enkelte oplevelser
angående fatamorganaer, I ved de her naturfænomener af luftspejlinger,
et par optankninger, af benzin til bilen og vandmeloner
til os, som vi igen betalte med det nu sædvanlige ritual,
vågnede min Boy pludselig op og dirigerede nu chaufføren ned
af et støvet karavanespor.
Efter yderligere halvanden times kørsel dukkede der en oase op
i det fjerne.
Da vi nåede lige i udkanten af oasen, hvor man kunne begynde
at skelne de forskellige ting, så jeg, at der inde imellem de
mange store palmer, var en større samling beduintelte, og et
stykke derfra en stor flok dromedarer og heste.
Disse dyr havde hver især fået deres forben bundet sammen,
således, at de ikke kunne løbe længere væk, end at de altid
kunne ses fra teltene, men samtidig kunne de alligevel gå nok
så fredeligt og græsse i den vegetation, der var lagt ud til dem.
Da vi nu var nået så tæt på, kunne man se, at nogle af de mest
almindelige fugle her i oasen, var gråspurven, der var over alt i
små flokke. Samt nogle halvstore sorte gribbe, der akavet hoppede
rundt. En temmelig hjemlig lyd, der nåede mine ører, var
lyden af tyrkerduer, de var overalt både ved vandbrønden og i
palmerne, ja ja, men hernede hørte de ligesom lidt bedre
hjemme.
Nå, mine ører blev nu vendt imod lyden af min Boy, der sagde
noget til chaufføren på en helt ny måde. Det var en utrolig effekt,
det havde, for chaufføren blokerede bilen, så godt det nu
17

kunne lade sig gøre. Standsede motoren, og vendte sig langsomt
om og så på min Boy, hvorpå han som død og helvede
sprang ud af bilen, og det var ellers noget af en kraftpræstation
på grund af hans korpus, hvorpå han lod sig falde på knæ i sandet
og gjorde Allahs tegn for ham.
Jeg steg også ud og gloede helt åndssvagt på dette optrin, da
jeg så spurgte min Boy, hvad der nu var galt, hvad alt dette
betød, fik jeg bare det svar, at jeg lige skulle vente et lille stykke
tid her, for så ville han komme tilbage om lidt efter mig.
Hvorefter han bare gik ned af stien og ind i oasen over i mod
teltene, herfra kom der straks en hel masse mennesker farende
hen imod ham, og de faldt også alle på knæ i sandet for ham og
gjorde Allahs hilsen imod ham. Han gik smilende og nikkende
forbi dem, direkte over i retning imod det største af teltene og
gik ind.
Efter en halv times tid kom han tilbage, og nu var han klædt
om i noget meget flot beduin tøj og med en flot krumsabel i sit
skærf.
I samme øjeblik chaufføren så ham, røg han igen ned på knæ
med næsen nede i sandet og skævede op, og hans øjne blev om
mulig endnu større, og han så helt forskræmt ud.
Jeg fattede ikke en bønne, men der var nu ved at gå en prås op
for mig.
Så da min Boy var helt ovre ved mig, spurgte jeg ham, hvem
han egentlig var.
Med et stort fejende buk, præsenterede han sig nu, som beduin
høvdinge sønnen Ali, og at hans familie nu meget gerne ville
have lov til at hilse på mig.
Jeg har fortalt, at det var varmt hernede ikk?!
Hvis ikke, så tro mig når jeg nu siger, at sveden bare rendte ned
ad ryggen på mig, på grund af nervøsitet? Tja, - Måske!
18

Min Boy Ali fortalte mig nu hvordan jeg skulle opføre mig, når
vi nu om lidt kom hen og skulle ind i høvdingeteltet.
Jeg skulle huske, at sætte mine støvler uden for teltet, og at jeg
endelig ikke måtte se de tilstedeværende mænd i øjnene, først
når de hver især havde nikket til mig, og så til sidst ville beduinhøvdingen,
altså Ali’s fader byde mig at tage plads og derefter
var det i orden at se på den man talte med eller til.
Så jeg skulle bare tage det roligt, for Ali skulle nok præsentere
mig for hele sin familie.
Jeg garanterer for, at alle palmerne langs stien ind i oasen og
hen til teltene fik en frisk saltvandsindsprøjtning fra mig, for så
meget svedte jeg på den korte tur det var, at gå de ca.100 meter
hen til høvdingeteltet.
Men der var ingen grund til panik, for da vi først var kommet
ind i teltet og de liggende mænd, der lå der på store farvestrålende
puder, lige havde set mig lidt an under Ali’s præsentation,
først til sine onkler og dernæst for sin fader, der rejste sig
op og bukkede over imod mig, hvorefter han med et stort smil
bød mig velkommen i sin ydmyge bolig, som han kaldte det
her kæmpe store telt og på et helt fejlfrit engelsk.
Da han så min overraskelse, spurgte han, om jeg virkelig ikke
troede, at de kunne tale engelsk her ude i ørkenen, dette fik de
deltagende mænd til at le højlydt.
Jeg måtte jo indrømme, at jeg godt nok var blevet lidt overrasket,
men hvis jeg havde tænkt mig lidt om, så burde jeg jo
have anet uråd allerede ved det, at hans søn Ali talte så flot et
engelsk.
Dette gjorde faderen meget stolt, og jeg havde reddet ansigt.
Herefter fik jeg anvist en plads på et par store silkepuder.
19

Så snart jeg havde fået sat mig, klappede Ali’s fader i hænderne
og fra en indgang i den anden ende af teltet, kom der nu helt
tildækkede kvinder ind, hvor kun øjnene var synlige og serverede
forskellige slags madretter for os.
Det var her jeg for første gang stiftede bekendtskab med friske
dadler, de var så søde, saftige og friske og der var nok af dem.
Jeg fik senere at vide, at man bare gik lige uden for teltet og
plukkede dem direkte af dadelpalmerne.
Til disse dadler blev der serveret tørrede strimler af kød, samt
en meget sød the.
Da vi havde fået lidt at spise, begyndte samtalen ellers lystig og
jeg fik nu at vide, hvorfor de alle her ude i oasen var så dygtige
til at tale engelsk, jo, alle mændene havde da boet i England og
alle havde da gået på engelske kostskoler, også Ali. Sådan!
Nu begyndte samtalen ellers at gå nemmere og Ali’s familie
var meget glade for at svare på mine mange spørgsmål.
Det der nok blev brugt den meste tid på var nok, da jeg kom til
at spørge dem om, hvordan de troede, at ørkenen var opstået.
Der var mange forskellige opfattelser af årsagerne til dette.
De var dog alle enige om, at det især var menneskeskabte problemer,
der gik langt tilbage i tiden.
F.eks. var de alle også helt enige om, at det især var Romerriget,
der havde den største skyld. For de havde ryddet enorme
store skovområder for at få træ til deres store galejskibe.
Når skovene så var væk, tog det ikke mange år, før end, at de
store hav storme med deres tunge regnskyer ude fra det vestlige
Atlanterhav, som i skovtiden havde givet sit livgivende vand til
al vegetationen, nu havde kunnet få den ellers gode muldjord,
til at blive skyllet bort og ind imod lavlandet, da der nu ikke
var nogle træer med rødder til at holde fast på jorden mere.
Når så regnsæsonen var ovre og varmen tog til, og al væden
fordampede, så alt blev tørt.
20

Ja, så havde vindene nu nemt kunne føre det lette jord, grus og
sand meget langt væk, for så til sidst at danne de kæmpe store
sanddriver, der så igen med vindens magt kunne blive ført
rundt som vandreklitter, og så havde man til sidst fået et stort
naturproblem. - Nemlig, - at en kæmpeørken var blevet født.
En anden årsag der den dag i dag også er med til at udvide ørkenen
er, at de mange nomadestammer, der stadig færdedes her
med deres store græssende dyre flokke er med til, at gøre deres
til at de få sparsomme plantearter udryddet. Desuden sker der
også det, at de få træarter der måtte være tilbage hist og her,
bliver brugt til brændsel og jo flere mennesker der færdes i
området, ja jo længere rundt i cirkler må man jo gå for at fælde
de få træer, der så bliver brugt til brænde til madlavningen.
For i landene omkring Sahara er det jo stadigvæk et statussymbol
at have så store gede-, og kvæghjorte som muligt, så alle
var enige om at det var en spiral uden fremtid.
Efter et par times tid i hyggelig samtale, bad Ali sin fader om at
få lov til, at vise mig rundt i deres oase, hvilket blev bevilget.
For mændene skulle nu alligevel til at slappe rigtig af, for nu
skulle de nemlig til at ryge på deres meget smukke vandpiber.
Vi gik ned til vandbrønden, der jo altid er en oases samlingssted,
og nu hvor høvdinge sønnen var kommet hjem, og han så
desuden havde denne her meget høje, og især meget blege gæst
med, var der noget at tale om.
Der var også en masse børn, og det var dem Ali nu henvendte
sig til.
Som han forklarede mig, så havde han bedt (læs beordret) dem
om, at hjælpe mig med at fange nogle store tudser, der normalt
21

i dagtimerne opholdte sig inde i nogle forladte isfuglehuler, der
var gravet ind i den nu udtørrede flodbrink.
Ungerne var vilde efter at få lov til at hjælpe deres høvdinge
søns gæst, så de stak bare deres bare hænder ind i hulerne, og
med en hurtig bevægelse ragede de alt hvad der var inde i gangene
ud, og det var lige meget om det var skorpioner, frøer
eller tudser.
For mig var det bare med at få fat i nogle af alle de plastik
æsker og stofposer, som jeg havde haft med hjemmefra og så
ellers bare se og få stoppet dyrene, så forsigtigt som muligt ned
i disse. For heri skulle de helst kunne klare sig, i de næste ca.
14 dage.
Under vores tur ned langs flodsengen var vi også kommet til et
mindre vandområde, hvor det simpelthen vrimlede med nogle
kedelige grøn/brune frøer, ja der var i 10.000’vis af dem, så
dem lod jeg være, jeg fangede kun de tudser der var store
smukke og farvestrålende.
Efter ca. en lille times tid synes jeg godt nok, at nu måtte det
være nok for denne gang.
Ali havde hjemme på hotellet fortalt mig, at det ville være en
god ide, hvis jeg altid havde en hel masse småpenge på mig,
når jeg skulle ud blandt landbefolkningen, for der var tit børn,
som med glæde ville samle forskellige dyr sammen til folk som
mig, for at få et par håndører for det.
Så efter Ali’s anvisning for måden at sige tak til børnene på,
tog jeg en håndfuld småpenge og smed dem højt op i luften.
Så de blev godt spredt og børnene løb hujende og skrigende
rundt for at få del i dette overflødighedshorn af penge.
Jo, børn er nu dejlige.
22

Klokken var nu blevet hen ad 17.00, og Ali og jeg blev enige
om, at det nu var tid for mig til at komme tilbage til Monastir.
Og nej, der var ikke tid til at sige pænt farvel til Ali’s familie,
det skulle Ali skam da nok gøre for mig.
Så vi gik direkte over imod taxaen, hvor chaufføren igen var
nede og bide i sandet, han havde virkelig fået respekt for Ali.
Ali bad ham med en gestus med hånden om at rejse sig op,
hvilket han til trods for sin krops store størrelse lynhurtigt fik
gjort.
Ali sagde en hel masse til ham og chaufføren stod bare der og
så ned i sandet og nikkede og nikkede.
Da Ali var færdig og chaufføren havde sat sig ind i bilen, kom
Ali over til mig og sagde, at han havde givet chaufføren strenge
instrukser om, at hvis der bare var krøllet så meget som ét hår
på mit hoved, inden han havde nået at få afleveret mig i god
behold ved hotellet, ja så viste Ali’s familie udemærket godt
hvor chaufføren og hans familie boede.
Og som Ali sagde til mig, ja så mente han det altså bogstavelig
talt, så Ali mente nu nok, at jeg roligt kunne lægge mig til at
sove på hele turen hjem, hvis jeg havde lyst til det, for nu blev
det jo snart helt mørkt, og så var der jo alligevel ikke noget at
se på turen hjem, så han ønskede mig en rigtig god tur og på
gensyn om fire dage.
Det mest begivenhedsrige, der skete på turen hjem var de mange
flokke af geder, der blev drevet ad grusvejene. Samt, at vi
mange gange mødte nogle lange karavaner af dromedarer, der
gjorde det lidt vanskelig for chaufføren at komme frem.
Så jeg var først hjemme igen ved halvtotiden om natten, og
denne gang kan I lige stole på at chaufføren for ud af bilen for
en for mig, da han havde kørt mig helt op til hotellets hovedindgang.
24

Det er vel næsten unødvendigt, at jeg fortæller, at der intet
ubehageligt hændte mig på turen fra oasen og hjem til hotellet.
Her kunne jeg så også få betalt chaufføren, de sidste penge jeg
skyldte ham, og jeg gav ham også en pæn drikkeskilling, og I
skulle se ham gå bukkende baglæns tilbage til sin taxa.
Så en meget spændende dag var nu til ende, og jeg smed mig
glad på min seng på værelset og faldt næsten omgående i søvn,
dog først efter lige at tænke lidt på, hvad dog den næste dag
kunne bringe af spændende ting imod denne dag, der nu var
slut og så ellers godnat i 30 graders varme.
Kartago, byen der ikke vil dø.
Endnu et par dage var gået, og en ny varm dag truer, men der
skulle nu alligevel ske noget.
Så efter et stort solidt morgenmåltid var jeg lige en tur ovre for
at se til mit, ” 1. gangs opdræt ”.
De små ligner altså en slags pindsvineunger med deres fjer, der
er ved at bryde igennem de hvide fjerhylstre, men de er nu meget
nuttede at se på.
Jeg glædede mig allerede til at få dem med mig hjem.
Jeg havde besluttet mig for at ville slappe lidt af, så jeg ville
lege turist i dag. Jeg ville tage en tur ned til noget de her kaldte
El Djem, her skulle være en gammel ruinby, som skulle være
meget smuk, ifølge dem her på hotellet og så skulle den ligge
bare en times kørsel herfra.
Så efter turen i starten af ferien er det jo bare barnemad, så nu
var det af sted, ud for at få fat i en taxa.
25

Denne gang var jeg så heldig, at få fat i en chauffør der kunne
lidt engelsk, og da jeg endelig fik forklaret ham, hvor det var
jeg ville hen, rystede han fortvivlet på hovedet, slog ud med
hænderne og sagde bedrøvet, at turisterne aldrig ville se noget
af det mest bedårende, der var skabt i Tunesien.
Og hvad skulle det da så være, ville jeg da meget gerne vide.
Jamen, om jeg da slet ikke havde lyst til at se den berømte og
sagnomspundne ruinby af Kartago, der lå lige deroppe ved siden
af deres store stolte hovedstad Tunis.
Jeg spurgte ham så, hvor langt der så var op til denne meget
roste ruinby og fik så at vide, at der var ca. 3 timers kørsel.
Nå sådan, der kom sandheden frem, det var bare for at tjene
mange flere penge på turen, og dette sagde jeg så til ham.
Han blev godt nok fornærmet og fortalte, at hvis vi nu aftalte
en pris for turen derop og hjem igen, her og nu. Ja så ville han
samtidig også stå til rådighed for mig som guide i al den tid det
tog for ham at vise mig rundt i den gamle by, som han var så
stolt over at skulle vise frem.
For dette hverv havde hans familie nu snart haft i en menneskealder.
Ja, han talte nu godt for sig, så det endte jo med, at
jeg sagde ja tak til tilbudet.
På turen derop underholdt han mig med mange gode historier
om, hvilken stormagt Kartago havde været, samt at Kartago
havde været jævnet med jorden flere gange, og at det Kartago
vi nu skulle op og se, var for det meste opført af Romerne og
Byzantekerne, og at de kunne spores tilbage til omkring 150 år
før vores tidsregning.
Men i de rigtige gode gamle dage havde Kartago regeret over
et kæmpe område, der strakte sig fra det nuværende Spanien
over de fleste af øerne op imod Italien, så som Corsika, Sardinien
og Sicilien for blot at nævne nogle af de største og så el-
26

lers det nordligste af Afrika fra Libyen og så helt over til Gibraltar
strædet.
Så i hele dette område sad de godt på al skibsfarten og således
også på handlen i det meste af Middelhavet.
Så det kan jo nok forstås, at de var en torn i øjet på Romerriget,
hvor det så endelig lykkedes dem at besejrede hele området
engang i år 150 før vor tid, for så at genopbygge Kartago igen.
Det var altså ruinerne fra dengang, jeg nu var på vej op for at
se.
Jeg må nok tilstå, at jeg virkelig blev glædelig overrasket, da vi
endelig nåede derop, det var virkelig storartet at se disse ruiner
og så samtidig kunne gå der og ligefrem fornemme, hvor langt
fremme, de her romere havde været dengang for over 2000 år
siden.
Et sted var der en slags badeanstalt, og et andet sted var der
toiletter der havde haft rindende vand i byen, for til begge steder
havde de ved hjælp af lange aquadukter ledt det friske kildevand
fra de bjerge, der lå langt syd/vest fra byen.
Netop på grund af den tilførsel af friskt rent vand, blev Kartagos
indbyggere jo aldrig rigtig angrebet af forskellige smitsomme
sygdomme.
Så det med at forebygge sygdomme var de altså allerede klar
over den gang.
Disse store bygningsværker, som man stadig kan se mange
steder i Tunesien, står der den dag i dag og er et fantastisk skue
at opleve fra fortiden.
Så var der også de fantastiske flotte mosaikbilleder, der både
prydede væggene og gulvene.
Jo det var nu alligevel en fantastisk oplevelse.
28

Det der nu nok kunne ødelægge mine illusioner en lille smule
på dette storslåede sted, var det, at der var ved at blive bygget
beboelsesejendomme meget tæt op ad de gamle ruiner.
De burde efter min mening have fået lov til at stå her helt for
sig selv, som et flot monument fra fortiden.
Det pudsige var, at der næsten ingen turister var her, men det
kan godt være, at den tunesiske regering ikke var så interesseret
i, at få dette unikke sted overrendt så det blev for hurtigt
nedslidt, eller også er de bange for, at turisterne skal begynde
at tage nogle af de smukke mosaikstykker med sig hjem.
Min guide fortalte mig, at det havde der været nogle tyske turister
der fornyelig havde gjort, men de var heldigvis blevet taget
i tolden og havde, måtte aflevere det hele igen.
Jeg kan i alt fald godt se, at det ville være synd, hvis dette hærværk
mod Kartago gamle udsmykkede ruiner havde fået lov til
at fortsætte.
På hjemturen ville chaufføren lige vise mig selve Tunesiens
hovedstaden Tunis, men den kørte vi bare langsomt igennem,
og det var nu nok en god ide, for her ville der også have været
mange ting at se på, men det var der ikke tid til i dag.
For Tunis er en meget stor by med et utal af historier og nogle
fantastiske flotte bygninger, så jeg fornemmede straks, at her
kunne der også bruges mange timer, men måske senere, for
hvem ved hvad fremtiden bringer.
Så er der igen sket det, at endnu en dag var ved at være gået så
utrolig hurtig, og nu gik turen igen sydpå og som så ofte før,
blev det hele afsluttet med, at jeg igen nåede at opleve denne
fantastiske solnedgang, som jeg nok aldrig bliver træt af at opleve,
den udspillede sig over bjergene ud imod vest, nu da vi
igen nærmede os Monastir.
30

Da jeg til sidst var blevet sat af ved hotellet og havde fået takket
og betalt min chauffør/guide for en fantastisk oplevelse.
Ja, så kunne jeg altså ikke modstå fristelsen til, at gå mig en
stille ensom aftentur i hotellets park, hvor jeg bare gik og beundrede
aftenen.
Og i fulde drag nød jeg igen denne storslåede stjernehimmel.
Her fik jeg igen den herlige følelse af, at bare jeg rakte hånden
op, ja så kunne jeg ikke undgå at plukke af stjernerne, da disse
var så tydelige, når man står hernede ved ørkenen, her hvor der
næsten ikke var noget lys om natten.
Oh hvor føltes det bare dejligt, at jeg stadig kunne forundres,
for sådanne oplevelser var for mig en slags sand livs eliksir.
Det var jo det, at når jeg sådan stod der og var i pagt med naturen,
der virkelig fik mig til at føle, at det var nu lige i dette sekund,
at jeg levede. Og hvor var jeg dog heldig, at jeg gav mig
selv tid til at opleve dette storslående natursceneri.
Turen går til El Djem.
Efter et godt aftensmåltid og en meget tiltrængt nattesøvn, var
det nu da jeg igen vågnede blevet tid til at spekulere på, at få
noget af det pålagte arbejde udført.
Alt dette sad jeg nu og overvejede, imens jeg sad her ved morgenbordet
i hotellets restaurant.
Jeg sad altså bare her og nød dette herlige solide morgenmåltid,
da tjeneren diskret kom og spurgte, om jeg eventuelt kunne
være interesseret i at deltage i en pragtfuld tur rundt i deres
fantastiske dejlige land og at jeg skulle få det til en helt speciel
pris.
31

Jeg bad ham fortælle mig lidt mere og fik så at vide at klokken
10.00 skulle der have afgået en bus med nogle af hotellets gæster,
men da der desværre kun havde tilmeldt sig 9 stykker, og
der skulle være mindst 10, før end at turen blev gennemført. Så
hvis jeg ville ulejlige mig med at tage med på denne to dags
tur, kunne jeg få lov til at deltage for det der svarede til 100 kr.,
hvor det ellers normalt ville koste 250 kr..
Jeg synes at det lød rimeligt, så jeg bad tjeneren ordne det fornødende
med hensyn til tilmeldingen, hvilket han lovede, men
jeg måtte love ham, at jeg endelig ikke måtte fortælle de andre
gæster, at jeg fik turen billigere, hvilke jeg selvfølgelig lovede.
Så nu kunne turen gennemføres, og jeg tænkte, hvorfor ikke
gøre det til en behagelig opgave at tage med på denne tur.
Så på en halv time havde jeg fået pakket, det der var nødvendigt
for mig, for at tage af sted på denne to dages tur.
Det viste sig at de andre gæster, der skulle med, var tyske turister,
og de var i alt fald ikke meget for at tale engelsk, men det
ville guiden gerne, for det viste sig hurtigt, at de tyske turister
ikke var i særlig høj kurs i Tunesien, jo deres penge var gode
nok, men som mennesker var de lidt for højrøvede, der først i
70’erne, men mange af dem havde jo også været her i 40’erne.
Prut om prisen.
Så vi startede med at køre ned til El Djem området, hvor det for
det meste var buschaufføren, der på gebrokken tysk orienterede
os om de forskellige historiske begivenheder fra området.
Alt imens guiden underholdte mig, om sit kære land og om
hvad jeg især skulle passe på, når vi nu snart var kommet til det
32

første stop på turen, nemlig en meget stor basar, hvor der var
store muligheder for, at man kunne fare vild. Så jeg var godt
forberedt, da vi landede, og guiden havde også fået lært mig
hvordan man skal handle på sådan et sted.
For man måtte aldrig betale den fulde pris, der blev forlangt for
en vare, for så fornærmede man sælgeren. Næe, man skulle
rakke varen ned og tilbyde sælgeren en tredjedel af prisen for
denne ynkelige vare, og så ellers vende sig om for at gå, for så
ville sælgeren komme farende efter én med et bedre tilbud og
så fremdeles.
Det var lige en handelsmåde, der tiltalte en jyde som mig, det
var utrolig skægt, og man kunne virkelig gøre nogle gode
handler dernede, også selvom ingen af os forstod hinanden.
Det foregik ved, at sælgeren først skrev prisen på varen f.eks.
30 dinar ned med kridt på en lille skifferplade, man kiggede
lidt på prisen og så lidt på f.eks. det tæppe, man nu havde udset
sig, vendte og drejede det, lod som om man undersøgte det
meget nøje. Efter hvad, fandt jeg aldrig rigtig ud af.
Herefter rystede man på hovedet og satte en streg over de 30
dinar og skrev 10 dinar i stedet for.
Hvorefter sælgeren vendte det hvide ud af øjnene, og sagde en
hel masse og stampede i sandet og rev tæppet ud af ens hånd
og lagde det tilbage i stakken.
Når man så ligesom begyndte at gå over i retningen af nabo
boden, kan det ellers nok være at han igen fik fat i tæppet og
trak én over til hans egen bod igen.
Og sådan kunne der godt gå en halvtimes tid, der så for mit
vedkommende endte med, at jeg fik tæppet for 13 dinar.
Sådan, man er vel jyde.
34

Der var en fra bussen, en kraftig tysk kvinde, der havde forelsket
sig i et meget smukt, men noget større tæppe, som en anden
sælger, ville have 50 dinar for, og konen åbnede pungen og
fandt 50 dinar frem og rakte dem over imod manden, hvorpå
han tog tæppet ud af hånden på kvinden og lagde det tilbage i
stakken og vendte hende ryggen, hun havde virkelig fornærmet
ham dybt.
Jo disse fattige sælgere havde til hver en tid deres stolthed, som
et rigtigt ærligt handelsfolk.
En anden ting der var i meget høj kurs, var sangfugle, der sad i
små flettede træburer, sådanne fugle som kanarier og især stillitserne,
hvor de var anbragt med et stykke pap imellem hvert
bur.
Således, at de kunne høre, men ikke se hinanden. Det var på
denne måde, de lærte at synge, ved at efterligne hinandens
sang.
Jeg kunne heller ikke lade være med at få mig et billigt grin, på
grund af en avisdreng, der blev ved med at følge efter en af
turisterne for at sælge ham en engelsk avis, men turisten ville
ikke købe avisen.
Som en sidste chance, vendte han sig mod avisdrengen og fortalte
ham, at han altså ikke kunne læse.
Det var jo egentlig en meget god undskyldning, for hernede i
Nordafrika er der jo mange analfabeter.
Men nej, avisdrengen var ikke sådan at slå ud, for han sagde
bare til turisten, køb nu den her avis af mig og sæt den i din
jakkelomme, for så tror folk her da ikke at du er så dum.
Behøver jeg fortælle, at drengen fik solgt sin engelske avis.
36

Fremmedlegionær fortet.
Nå, de to timer der var sat af her på basaren gik hurtigt og vi
skulle så videre og denne gang gik ture ud ad nogle støvede
ørkenveje, for vi skulle nu ud til et nedlagt ørkenfort fra de
franske fremmedlegionærers tid for at overnatte.
Sikken et syn vi blev modtaget af, da vi ankom, det var som at
opleve et fatamorgana, for efter flere timers kørsel i en varm
bus, hvor det fine sand fandt ind alle vegne, var der gudhjælpemig
en swimmingpool ude midt i ørkenen.
Det nød jeg i fulde drag helt alene, for guiden var kommet til at
fortælle, at det undertiden hændte, at der kom skorpioner ned
til vandet for at drikke, men de faldt bare ned i poolen uden at
kunne komme op igen.
Det virkede på tyskerne, de skulle ikke ud for at afsvale sig,
men det skulle jeg, det var bare dejligt.
Men der var nu god grund til advarslen.
Den næste morgen, da jeg ville tage mig et brusebad, var der
kun koldt vand, så man vågnede. Men da vandet havde løbet
lidt, kom der en fire cm. lang gul skorpion op ad afløbes hullet,
og det var en af de arter, man ikke skulle spøge med.
Så den fik lov til at smage støvlen, og det var også meget vigtigt
altid at huske at tømme sko og støvler, før end at man satte
sine små fødder ned i dem.
For især hvis støvlerne er væltet, er disse jo et dejlig mørkt og
fugtigt sted, hvor skorpionerne godt kunne finde på at gemme
sig.
Nå, men da vi havde fået os et simpelt morgenmåltid, skulle vi
lige en tur rundt i legionærområdet.
Sandsynligvis på grund af, at der holdt denne her store turistbus
her ude i no-where land, var der kommet en flok børn fra
37

morgenstunden af, for forandring fryder altid for sådan nogle
børn, der jo bare så det som noget spændende, at der nu skete
der noget nyt.
Så på et eller andet tidspunkt spurgte jeg guiden, om ikke han
lige kunne spørge børnene, om ikke de vidste, om der her i
dette område var mulighed for at fange nogle af de store sorte
ørken skorpioner.
Hvilket han så straks gjorde.
Og jo da, de vidste da udemærket, hvor man kunne finde og
fange dem, jeg skulle bare følge med.
I skulle have set disse herlige unger fare af sted og løfte den
ene sten efter den anden, her rundt omkring på området ved
fortet. For så pludselig at høre deres skønne jalla lyde, hver
gang de havde fundet en af de store, som jeg så stille og rolig
kom og tog med en lang pincet, for derefter at putte dem ned i
hver sin plastikæske.
I skal lige huske på, eller se for Jer, at disse børn gik altså barbenede
rundt, og fandt disse store flotte sorte ørkenskorpioner
til mig.
Det var også herude i dette område, at jeg første gang stiftede
bekendtskab med ørkendompapperne, denne lille sandfarvede,
men alligevel skønne fugl med sit knaldrøde næb, der lever
sammen parvis, her ude i den brændende ørken. Dem måtte jeg
også huske at have nogle med hjem af, men først senere, for
fuglene skulle først fanges dagen før afrejsen, ellers kunne de
ikke klare tilfangetagelsen og senere den lange transport, og det
ville jo være synd.
38

Klippehulelandsbyen.
Men vi skulle jo fortsætte vores turist tur, vi skulle ud til en
lille ørkenby, hvor beboerne her boede i klippehuler. De havde
i generationer boet her, hvor deres forfædre før dem havde
hugget store rum ud i de kalksandstens bjerge, som de af nogle
fjendtlige stammefolk for længe siden var blevet fordrevet ud
til, og her havde de så nødtvungen besluttet, at her kunne de så
prøve at skabe sig et hjem.
Efterhånden som familierne voksede, lavede man jo bare nye
rum, så på denne måde opstod der jo aldrig boligmangel.
Af alle de kalksandstens stykker, som de så efterhånden havde
fået hugget ud af bjerget, for at skabe de nye rum, havde de så
brugt til at bygge en beskyttende stenmur hele vejen rundt om
området, og den blev jo højere og højere.
Her blev dyrene så drevet indenfor ved solnedgang og nu kunne
de holde deres dyr godt beskyttet for natten.
Vi fik også forevist, hvordan de klarede at bage brød her. For
ude midt på gårdspladsen var der nogle store flade sorte sten på
ca. en meter i diameter, og midt på dagen når solen stod højest
og ”bagte”, lagde kvinderne bare en klump dej på stenene, som
de så med en lang tyk pind som kagerulle, fladede ud til en stor
flad pandekage. Når det var gjort lod de ellers bare solen om at
bage disse store pandekager, der lignende bløde fladbrød.
Det var nok den største bageovn, jeg til dato har set.
Udflugt på egen hånd.
Normalt, når jeg er ude på mine forskellige rejser, har jeg gjort
mig det til en fast regel, at rejse så meget som muligt med deres
offentlige transportmidler, og især de forskellige landes busser
er en helt speciel oplevelse. Det er utroligt meget man kan se
39

når man kommer ind i de byområder, hvor man normalt ikke
ville turde, og de lokale bus brugere er som reglen meget nysgerrige
og vil hellere end gerne i kontakt med en turist, der
sådan tør rejse rundt alene.
Men det kan ind imellem også være anderledes spændende, for
netop her nede i Tunesien, fik jeg en for mig lidt for spændende
oplevelse. Jeg var taget med en rutebil nede fra Monastir
bus central, for at komme lidt længere væk og til en billig penge.
For jeg ville ud til de Blå bjerge, der skulle være et meget
betagende syn.
Da bussen så endelig var nået over til en lidt mindre landsby
der hed Makter. Da fik jeg chokket, som jeg siden hen lærte en
masse af.
For da jeg skulle til at stå ud af bussen på rutebil stationen,
ville jeg jo lige spørge chaufføren, på hvilket tidspunkt bussen
returnerede til Monastir igen.
For jeg var jo godt klar over, at det der med at prøve at læse på
en arabisk bus køreplan, ja det kunne jeg lige så godt opgive
fra starten, for de arabiske bogstaver er ganske vist meget
smukke, men for mig var det komplet umuligt at få en mening
ud af dem.
Så jeg spurgte som sagt chaufføren, der var meget venlig, og
på sit bedste turist engelsk fik han endelig forklaret mig, at den
første bus til Monastir ville afgå i morgen tidlig klokken 7,30.
Nå, så står man der og hvad gør man så, ja som tiden den gik
blev jeg jo til sidst klar over, at i denne her lille landsby var der
i hvert fald ikke noget sted, hvor man kunne leje sig ind til et
sted at overnatte.
Så til sidst var der ikke andet for mig at gøre, end at jeg fandt
mig en bænk i en lille krog i en baggård og her lagde jeg mig
til at sove for natten.
41

Det blev en rigtig kold fornøjelse, for nå det bliver nat hernede
i nærheden af en bjergkæde bliver det faktisk meget koldt.
Men hvad, jeg blev jo igen en erfaring rigere.
Så efter denne oplevelse huskede jeg altid at spørge på bus
centralen, om bussen nu også gik tilbage samme dags aften
igen.
”Dufine”.
Efter disse dage og ture, fandt jeg ud af, at det muligvis ville
være billigere og sjovere, selv at købe mig en gammel brugt
bil.
For en sådan kunne købes meget billigt her, og benzinen var
også meget billig, ca. 50 ører pr. liter.
Jeg fik igen Ali til at hjælpe mig med at få fremskaffet en lille
”Dufine”, som jeg til sidst fik for sølle 30 dinar, det var omkring
900.- kr., så nu kunne jeg smutte rundt for mig selv ude i
naturen.
Udflugter.
Men selvom jeg nu var flot kørende, hændte det dog stadig, at
jeg tog på nogle af de busture, der var arrangeret af rejseselskabet.
Og det er det den næste historie handler om.
For nu var tiden inde til, at jeg ville ud og se og opleve ægte
folklore. Så nu stod den på bustur igen, også denne gang igen
med en flok tyskere.
42

Efter, at vi alle var steget ombord og nu havde tilbagelagt godt
to timers kørsel ad meget støvet veje, var der en udbredt utilfredshed
blandt de tyske turister, der brugte det meste af turen
til hele tiden brokkede sig højlydt over så det ene og så det
andet på det meste af hele denne tur. For hvis de lukkede sidevinduerne
i på bussen, ja så blev der jo alt for varmt, men når
de så åbnede vinduerne, ja så kom der jo en masse støv ind i
bussen.
De var meget svære at stille tilpasse, for de havde forventet
busser med aircondition. Men havde der været det, så tror jeg
bare, at de så ville havde kunnet beklage sig over, at nu havde
de altså fået en slem forkølelse på grund af de store temperaturforskelle,
der så ville være opstået, når de nu kom fra sådan en
afkølet bus og nu skulle ud til de 45 grader, der var udenfor
hernede midt på dagen.
Nå, men ok, til sidst kom vi da endelig ud til en lille mystisk
beduinlandsby, hvor vi skulle indtage aftensmaden med en
masse vin, det var jo også lige sagen i 45 graders varme, og
derefter skulle der være folkelig underholdning.
Vi blev nu bænket i nogle store telte, hvor der var hængt nogle
store flotte farvestrålende tæpper op som loftsbeklædning. Det
så noget brandfarligt ud, men vi satte os altså ned ved nogle
meget lange borde. Det der måske ødelagde lidt af min 1001
nats stemning var, de her forbandede hvide plastik stole eller
de her cafestole med deres små plastikdubbe besatte ben, der
stille og roligt gled ned i sandet hele tiden.
Der var desuden kommet yderligere fire busser fra andre hoteller,
og da alle var blevet bænket, blev der så serveret deres nationale
ret hernede, nemlig Couscous, det er noget, der ligner
semuljegryn, der er kogt som ris. Eller også er det en slags hir-
44

se, der næsten er kogt ud, og så er der en masse stykker kogte
velsmagende dromedar kød blandet i, og til sidst var det hele
pyntet med friske figner, dadler og chilipeber.
Især chilipeberen var godt nok noget, der trak vand, for de var
meget stærke de der her var blevet brugt, og der var kun vin til
at skylle maden ned med.
Prøv lige at spørg mig om vinen der blev skænket var sur. Jeg
vil svare på denne måde, at det var godt, at jeg havde skjorten
uden på bukserne.
Men alt i alt var maden faktisk meget velsmagende, og jeg fik
rigeligt at spise, for da de tyske turister endelig havde fået at
vide, at det virkelig var, dromedar kød, der var i blandingen. Ja,
så var det, så som så med afsætningen, og tjenerne blev ved
med at nøde mig til at tage igen og igen, hvilket jeg selvfølge
gjorde, for man siger jo ikke nej tak, når man som jeg er gæst,
det ville da være ganske uhøfligt.
Så jeg blev virkelig behagelig mæt.
De sanitære forhold.
Der var jo også de der store bugnende fade med alle mulige
dejlige frugter, og især var der igen overfyldt med friske dadler,
som man så kunne sidde og spise af igennem hele aftenen.
Men det skulle nu senere hen på aftenen vise sig at give bagslag.
Men så lærer man de lokales sanitære forhold at kende på en
helt anden måde.
Efter indtagelsen af al den der krydrede mad og al den friske
frugt, går maven pludselig amok, og man må en tur ud til et
mindre afskærmet område.
45

Der står man så, og det gør man faktisk.
Altså står op og besørger, og ved afslutningen, når maven har
fået læsset det meste af alt det ud, der irriterede den, går det i al
sin afmagt op for en, at der kun står en 2 liters mindre ren flaske
med vand i.
Det går så pludselig i al sin gru op for én, at der ikke findes
noget, der minder om toiletpapir her ude i ørkenen.
Det går virkeligt op for én, at man nu rigtig er på skideren.
Selve folkloren.
Nå, lad os nu gå over til en helt anden slags underholdning, der
også blev afholdt af de beduiner, der havde bespist os.
Det var først en meget graciøs krukkedans, hvor der kom tre
kvinder i flotte gevandter ind, med hver sin krukke på hovedet
og dansede svævende henover dansepodiet.
Men der skete også andre ting, for ved mit bord var der pludselig
en ældre tysk mand, der kravlede rundt nede i sandet mellem
stolene. Jeg spurgte ham deltagende, om der var noget jeg
kunne hjælpe med. Nej tak, svarede han.
Jeg spurgte så, hvad det dog var han ledte efter.
Til sidst fik jeg så at vide, at han havde været ved at spise en
tør dadel, men pludselig havde han fået et hoste anfald, og så
var den røget ud af munden på ham og ned og ud i sandet.
Jeg sagde til ham at han da bare skulle lade den ligge, for det
var der da ikke nogen der lagde mærke til, han kunne da bare
tage en ny fra det fad der stod her oppe på bordet.
Jo tak, den var god med mig, svarede han så, men denne her
dadel var nu helt speciel for ham, for hans overmunds forlorne
tænder sad nemlig fast i dadlen.
Ved fælles hjælp fandt vi begge dele.
46

Mavedans og slangetæmmer.
Efter en lille halvtimes dans, blev krukkedanserne så afløst af
en meget farvestrålende mavedanserinde.
Hun var utrolig dygtig og egentlig også meget køn, men hvor
hun dog lugtede af et eller andet ubestemmeligt.
Da hun så var færdig med sine danse, vågnede jeg så helt op,
for nu var det tid til slangetæmmerens numre, det havde jeg
faktisk glædet mig meget til, for jeg havde jo selv lidt kvælerslanger
hjemme i Danmark, bare sådan en 13 stykker, som jeg
gik og fodrede på derhjemme.
Men snydt, det var en slem skuffelse for mig.
Men for de andre var det en stor oplevelse, men de kunne jo
nok heller ikke se det samme, som hvad jeg kunne.
For, for det første, så var brilleslangerne blevet blændet med
gloende jern og for det andet, havde de fået deres gifttænder
trukket ud. Så en ting var i alt fald helt sikkert, disse slanger
havde kun en opgave tilbage, og det var at dø en meget langsom
sultedød. For når de ikke havde deres gifttænder, kunne de
jo ikke længere sprøjte de enzymer ind i byttedyret, der er nødvendige
for den senere nedbrydelse af byttedyret, der er nødvendig
for fordøjelsen, når slangen havde slugt sit bytte.
Den flotte Irma æske, som gave.
Nå, men jeg sad faktisk og blev mere og mere harm over, hvor
lidt dette menneske respekterede sine dyr, som gav ham så
mange penge, for der blev smidt rigtig mange penge op til ham.
49

Det var især de kvinder, der var mest bange for slangerne, som
smed flest penge op til ham, men det var samtidig også de mest
nysgerrige, for der er jo noget sensuelt dragende over slanger.
Da han så havde fået sine slanger ned i kurvene igen og gik i
gang med, at lade nogle små skorpioner kravle op ad sin arm
og jeg nu rigtig kunne se dem, så jeg at de også var blevet pint
for jeg kunne se at deres giftbrod var klippet af, gik der en lille
djævel op i mig. Jeg gik lige en tur ud i bussen, hvor jeg bl.a.
havde en flot stor Irma husholdnings tændstikæske, der var
meget dekorativ udsmykket. Denne tog jeg og tømte for tændstikker,
herefter tog jeg så en af mine store flotte sorte ørkenskorpioner
fra rygsækken, og den satte jeg så ned i æsken og
skubbede skuffen i igen.
Så gik jeg stille og roligt tilbage og ind i teltet igen og satte mig
forsigtigt ned ved mit bord.
Her lagde / stillede jeg så æsken, så den var meget synlig fra
podiet, og der gik da heller ikke mange minutter, før end at
ham slangetæmmeren fik øje på den. Og ganske rigtigt, som
jeg havde forventet, kom han pludselig ned til bordet, og på
gebrokken tysk spurgte han, om ikke han måtte låne æsken et
øjeblik.
Jeg rejste mig, og ligesom med en Allah gestus bukkede for
ham, hvorpå jeg tog æsken og rakte den over i mod ham, i det
jeg på engelsk forklarede ham, at det rent faktisk var en gave til
ham fra mig, da han jo var den store slangetæmmer, som både
Kobraslanger og skorpioner lod sig underkaste.
Oh hvor var han stolt over mine ord, så han tog bukkende imod
Irma-æsken og gik så tilbage, op på sit podium igen.
Her gjorde han så et meget stort nummer ud af at åbne æsken,
og pludselig skreg han som en hysterisk kvinde, der lige har set
en stor fed lodden edderkop og klappede æsken i med begge
hænder. Faktisk, som når man klasker en myg ihjel.
50

Og så ved jeg faktisk ikke ret meget mere af, hvad der yderligere
skete inde i teltet, for pludselig svævede jeg ud i natten.
Det gik først rigtigt op for mig, hvad der var sket, da jeg landede
i sandet uden for teltet.
Jeg var simpelthen blevet, måske ikke taget i hoved og røv,
men så i hvert fald taget, i hver af mine arme af to kæmpe store
Zulu negere, og så bare båret og derefter drønet ud i sandet.
Det var så samtidig signalet til almindelig opbrud for resten af
selskabet.
For alle gæsterne forlod nu teltet, og der var jo ingen af dem,
der rigtig vidste, hvad det var, der havde været i den æske, jeg
havde overrakt slangetæmmeren, men når en af deres medgæster
var blevet taget og smidt ud uden nogen grund, blot fordi
han havde været så flink og modig at han havde turde rejse sig
op, for at holde en smuk tale for slangetæmmeren og så derefter
overrakt ham en flot æske som gave, for så straks derefter at
være blevet smidt ud af teltet. Nej det var bare for meget.
Så nu ville de alle sammen bare hjem til deres forskellige respektive
hoteller og det skulle være nu.
Den aften kom jeg for engang skyld rimeligt tidlig i seng, men
dog først efter at jeg havde været ude og fange en stor portion
natsværmere og oldenborrelignende flyvende biller til mine
tudser, under en af hotellets få lamper, hvor jeg de forgående
aftener havde set nogle natsværmere flyve rundt.
Ja, så efter en vel overstået fangst, var der inviteret til stort
ædegilde i badekaret, hvor jeg havde mine store dejlige tudser
gående.
Joe, jeg tilstår, at jeg igen bare sov de uskyldige børns søvn.
52

Opskrift på Couscous.
Den næste formiddag gik jeg over i hotellets køkken og forespurgte
chefkokken der, hvordan den rigtige måde at lave Couscous
den var.
Han blev meget glad, for han havde lige en times tid tilovers,
så det ville han da meget gerne fortælle mig, hvordan han tilberedte
deres national ret, nemlig Couscous på den rigtige måde.
Så det er chefkokkens Couscous opskrift der nu følger:
Man tager ca. 1 kg. dromedar kød og 1 kg. oksekød af den fine
slags. Kødet skæres i 2-3 cm. store terninger.
Så tages 2-3 store løg og 1 helt hvidløg og disse pilles og hakkes.
10 spiseskefulde oliven olie varmes op i en stor gryde, og kød,
løg og hvidløg brunes under stadig omrøring i ca. 5 min.
Herefter tilsættes der så meget vand, så det hele lige akkurat er
dækket af vand.
Salt og peber tilsættes med kærlig og nænsom hånd, låget lægges
på og det hele får nu lov, at stå og simre for svag varme i
ca. 30 min.
Tilbehøret, der består af enten 300 g. hirse frø eller semuljegryn
kommes i en skål og overhældes med let saltet vand. Rør
lidt rundt i skålen, så I til sidst kan se at frø/gryn opsuger vandet,
altså svulmer op.
Når dette begynder at ske lægges det et viskestykke over og det
hele sættes til side for at suge væske.
Så tager man og udkerner peberfrugterne, dadlerne udstenes,
tomaterne skoldes og flås, gulerødder skylles og til sidst skæres
det hele i tynde strimler.
Dette tilsættes så det simrende kød, når de 30 min. er gået.
Det hele får nu lov til at stå og simre yderligere i ca. 20 min.
53

Når grøntsagerne er blevet tilsat hældes hirse frøene eller semuljegrynene
op i en sigte, der så anbringes ved hjælp af 3 stk.
S-formede kroge i en gryde med kogende vand, således at sigtens
indhold kan blive dampet, men det må ikke komme i berøring
med vandet, læg igen et viskestykke over, og lad dampen
gøre sit arbejde, lad det stå sådan i ca. 30 min.
Når tiden er gået, hældes frøene/grynene op i en skål og der i
blandes forsigtigt ca. 100 g. smør.
Når dette er gjort, hældes disse nu op midt i et stort fladt fad.
De sammen kogte kød og grøntsager, draperes rundt i kanten
af fadet.
Til slut anbringes lidt rå peberfrugtstrimler og hele udstenede
dadler på toppen af det hele som blikfang, og dette kostelige
måltid, er nu klart til at blive serveret.
Jeg kan stå inde for at det virkelig smager godt, så med lidt
modifikation til danske forhold, kan det uden tvivl også hjemme
blive til et fremragende festmåltid, velbekomme.
Dyrene skal pakkes.
Så nærmede tiden sig hvor jeg skulle til at planlægge hjemturen.
Igennem de sidste 12 dage havde jeg fået samlet et større
lager af tomme toiletpapirs ruller.
Disse skulle bruges til, at putte de små fugle ind i, efter at hver
enkelt fugl, først forsigtigt, var svøbet ind i toiletpapir rundt om
deres vinger, for at holde disse inde til fuglens krop.
Jeg havde i de sidste dage været rundt på de nærmeste basarer,
her havde jeg købt det meste af de forskellige spændende fugle,
de her havde haft til salg.
Jeg havde oven i købet nogle dage i forvejen været dernede og
havde aftalt med nogle af fuglefængerne om, hvilke fugle jeg
54

meget gerne ville købe og samtidig fortalt dem, at jeg også
gerne ville have hunner til de forskellige hanner, som de havde
siddende.
Dette havde jeg lidt vanskelig ved at få dem til at forstå. For,
hvem gad da give penge for en fugl, der ikke ville synge.
Så til sidst endte det med, at jeg måtte sige til dem, at jeg kun
ville have de andre, altså hannerne, hvis de også skaffede mig
hunnerne, og sådan blev det så.
Da jeg sidst på aftenen før afrejsedagen var færdig med at pakke
det hele ned, havde jeg 78 par af forskellige fugle, som jeg
havde lagt ind i et mørkt skab. For på denne måde ville fuglene
ligesom gå i dvale, og deres stofskifte bliver meget nedsat tillige
med deres åndedræt.
Nu skulle jeg bare lige ud og få hentet mit ”1. gangs opdræt”.
Så jeg drog af sted med to store net, som jeg havde lånt på hotellet,
disse kunne lige godt og vel nå omkring reden og så en
papkasse, der skulle bruges til at transportere fuglene ind på
værelset i.
Jeg listede over til træet og fik samlet nettene omkring reden
og holdt disse med den ene hånd, fik fat i min lommelygte for
at blænde fuglene og derefter så tage dem en efter en.
Der var alt for stille, ingen forskrækkede fugle.
Snydt, snydt, reden var tom, jeg var kommet en sølle dag for
sent. For jeg havde været der ovre for at se til dem aftenen i
forvejen, og der var de der alle, med den ene af forældrene på
reden og den anden siddende på grenen lige ved siden af reden.
Så intet 1. gangs opdræt til mig denne gang og det var nok også
godt nok, for ærlighed varer som bekendt længst.
55

Men jeg fik en anden oplevelse samme aften, for jeg var så
heldig at få øje på en natravn, altså en med fjer, den her med
det brede næb.
Da jeg senere den følgende dag fortalte Ali om min oplevelse,
kunne han fortælle mig en mærkelig historie om de indfødtes
syn på Natravnen. For hernede bliver den af hyrderne kaldt for
gedemalkeren. Dette skyldes, at når hyrderne i dagtimerne så
denne fugl sove i nærheden af deres hjorte, og så dens mærkelige
store brede gab, så troede de, at det var den, der om natten
malkede deres kvæg, og for dem er der noget uhyggeligt over
disse fugle der sov om dagen og så var ude på jagt om natten
og så deres uhyggelige skrig.
Ja overtro er nu noget mærkeligt noget.
Selve afrejsen fra Nordafrika.
Tid til afgang, så jeg var tidlig oppe den næste morgen.
For vi skulle forlade hotellet klokken 10.00, så nu var det med
at få pakket det hele ned i kufferten, der var forsynet med både
dobbelt bund og låg. Her blev alle fuglene og insekterne så
anbragt i nogle specielle skumgummilommer, så de ikke lå og
raslede op og ned ad hinanden.
Men mit største problem var mine tudser. For sådanne nogle
tisser, når de bliver forskrækket, så det gik jo ikke. For de kunne
ikke tåle at ligge i deres eget tis.
Så jeg måtte til at finde ud af en snedig løsning.
Det blev en af mine veninder, som jeg havde lært at kende på
hotellet, der blev min redning.
For hun havde en meget firkantet skuldertaske, og den fik jeg
lov til at låne.
Jeg fik så lavet en papkasse, der passede ned i tasken.
56

Heri blev tudserne så anbragt med nogle lag af avispapir, imellem
hvert lag af tudserne, jeg havde så at sige givet dem ble på
så nu skulle de nok kunne klare turen hjem til Danmark.
Mit farvel til Ali.
Så pludselig var alt i fineste orden, og jeg havde en halv time
til mig selv.
Den brugte jeg til at finde Ali min ”Boy”, for han havde virkelig
været mig en stor hjælp, både med hensyn til turen ned til
hans familie, men også når vi havde været nede i bazarene for
at få tingene, og især fuglene til den helt rigtige pris.
Så det var med megen vemod, at vi nu skulle til at tage afsked
med hinanden.
Selv om jeg nu vidste, at han ikke manglede penge og selv
havde råd til at købe, lige meget hvad han havde lyst til, havde
jeg alligevel en dag taget mig sammen og var kørt ind til en
butik inde i Monastir, hvor jeg tidligere havde set, at de også
solgte musikinstrumenter, og her havde jeg så købt en guitar til
ham.
Det var så den, som jeg så nu var på vej ned for at forærede
ham, som tak for al den hjælp han havde ofret mig, og det var
virkelig noget der trak tårerne frem i hans øjne, da han bare
stod der og så helt hjælpeløs ud, da jeg overrakte den til ham.
For han havde enkelte gange, når vi havde siddet inde på mit
værelse og holdt hyggeaftener sammen med nogle af de andre
gæster, der tit var inde for at se mit menageri eller bare for at
hyggetale, ja så havde han ofte fortalt, at han godt kunne tænke
sig at lære at spille på guitar.
For så ville han underholde hotellets gæster med nogle af sine
fædrelandssange, samt nogle af alle de sange, han havde lært
dengang, da han havde gået på kostskolen oppe i England.
57

Da jeg så gav ham guitaren og sagde til ham, at nu havde han
bare lige at se og få lært at spille på den, overraskede han mig
endnu engang, ved at tage guitaren og stemme den og så ellers
bare begynde at spille de skønneste melodier på den.
For han havde nemlig også lært at spille guitar dengang på
kostskolen. Men han havde aldrig selv nået at få taget sig
sammen til at købe sig en guitar.
Så jo, han blev meget glad og rørt for min gave til ham.
Så var den svære tid kommet, da det var nødvendig at sige farvel,
for det der med at tage afsked med nogle man har haft det
utroligt godt med, har aldrig rigtig været min kop the.
Men det skulle jo gøres og så ellers af sted.
Efter den lidt anderledes traditionelle tur tilbage ad de støvede
veje, denne gang var jeg jo selv kørende, ankom jeg så endelig
til Monastir.
Det havde været min mening, at få solgt bilen og få bare lidt
penge tilbage for den, men tiden var simpelthen løbet fra mig.
For da jeg endelig nåede ud til lufthavnen, var der kun en halv
time til indskrivningen.
Så jeg så ingen anden udvej en blot at parkerer vognen på taxaholdepladsen
lige udenfor indgangen. Her var der alligevel et
utroligt rod af alle mulige biler, der bare var kastet ind, hvor de
nu kunne holde. Jeg lod nøglerne sidde i bilen og fik fat i mine
kufferter og begav mig ind i afgangshallen.
Sammen med de andre hjemrejsende turister, skulle vi så til at
have vores bagage indskrevet.
Så vi stillede op i en lang kø og ventede. For hernede gik det
meget langsomt, men endelig lykkedes det da og jeg nåede da
også over til udgangen.
58

Da begyndte problemerne.
For nu vågnede tudserne op til dåd, de begyndte at kvække, og
det var desværre meget højlydt.
Jeg prøvede først at slå lidt på tasken, det hjalp lidt.
Men da jeg så stod lige ved siden af de tunesiske tolderne og
skulle gå det sidste stykke før ombordstigningen, begyndte
kvækkeriet igen. Tolderne begyndte at kigge meget undrende
på mig, så var der jo ikke andet for mig at gøre, end at tage mig
til maven og så fremstamme ”bad stomach”, altså dårlig mave.
De så godt nok lidt vel mistænkelige ud, men jeg tror på den
anden side, at de tænkte lad os bare slippe af med ham så hurtig
som mulig, før end at her måske begynder at lugte.
Så de vinkede mig videre, og jeg skyndte mig ombord på flyveren.
Nu var det bare af sted hjem ad mod Danmark.
Endelig hjemme i Danmark igen.
Da det så endelig blev annonceret, at vi igen skulle spænde
sikkerhedsbælterne, begyndte jeg at få sommerfugle i maven.
For nu skulle jeg så igennem den danske told, og det var meget
værre, for jeg bliver altid stoppet.
Jeg havde nu ellers taget højde for det fleste af de problemer
der kunne opstå, for selv om min store kuffert så tung ud, vejede
den jo ikke så meget. Så jeg havde aftalt med en af mine
medpassager, der havde købt en hel del kunstgenstande af metal,
så han havde en brav overvægt, som han da så også havde
måttet betale ekstra for. Så da han havde haft sine problemer
bare med at få kufferten ind i Monastir lufthavn, han havde
dårligt kunne løfte den da han ikke var så stærk, havde jeg lovet
ham, at jeg nok skulle tage mig af hans kuffert, og jeg hav-
59

de også fået hans udførsels papir på varerne, så vi byttede bare
kufferter.
Så det var der ingen problemer i det.
Emsig tolder.
M e n, da vi så var landet i Kastrup, og skulle ud igennem tolden,
blev jeg ganske rigtig standset af en ældre tolder, jeg gav
ham så udførselspapirerne, men dem var han ligeglad med, han
gad ikke engang se indholdet i kufferten, men spurgte mig kun
om, hvad jeg havde i skuldertasken.
Hertil kunne jeg jo kun svare, som sandt var, tudser.
Hertil bad han mig så lige åbne tasken, hvilket jeg selvfølgelig
så gjorde.
Nu fik han jo øje på papkassen, og nu gentog han sit forrige
spørgsmål.
På dette gentog jeg mit forrige svar.
Så ville han altså meget gerne lige undersøge indholdet af selve
kassen, og jeg lettede lidt på låget til papkassen, hvorpå han
gispende, tog sig sammen og sagde, at det var forbudt at indføre
frøer til Danmark.
Jeg gjorde ham så opmærksom på, at det ikke var frøer, men
tudser. Samt, at det kun var forbudt at indføre krog-næb, pelsdyr
og gift-dyr, men da tudser ikke tilhørte nogle af disse tre
kategorier, måtte de altså godt indføres.
Men han mente nej, for han var sikker på, at det, i følge Washington
konventionen, var det var strengt forbudt.
Så kom der heldigvis en meget lidt ædru svensker, med en
stang smøger under hver arm, og ham fik tolderen så tilfældigvis
øje på.
Og nu var svenskeren så pludselig meget mere vigtigt for ham
end jeg var, for han var nu ikke rigtig helt sikker på, hvad det
60

egentlig var, han skulle lede efter, og i hvilke sagsakter. Når
han så i stedet kunne få fat i en, der så åbenlyst smuglede, som
svenskeren her gjorde, så skyndte han sig at sende mig igennem,
ud til friheden.
Jeg fik byttet om på kufferterne, så jeg fik min egen, og jeg fik
også afleveret skuldertasken til min veninde igen.
Jeg tog nu afsked med mine rejsefæller.
Ude i ankomsthallen blev jeg modtaget af den ene af mine to
udsendere.
Hvorefter min udsender og jeg så steg ind i bilen og forlod
lufthavnen, for at køre ind til selve København, hvor dyrene så
blev fordelt.
Biotopiske rapporter
Noget af det, jeg havde fået lært fra de andre ture var, at der
altid skulle skrives en biotop rapport over dyrene. Det vil sige
at på hver enkelt dyreart jeg fangede/købte/fandt, skulle jeg
altid sørge for, at beskrive den biotop, hvor dyrene var blevet
fanget.
Dette skulle gøres så godt som overhovedet muligt.
Og hvis der var nogle, der var blevet købt, så skulle jeg se efter,
hvordan de levede ude i den frie natur.
Således, så man kunne give dem så gode forhold at leve under i
fangenskab, som det overhoved var muligt.
Dette havde jeg så også gjort denne gang.
Troede jeg da, men ak nej!
For da Arne Dyhrberg sad og gennemlæste mine rapporter,
spurgte han pludselig mig om, hvor de her frøer, som jeg havde
været ved at falde i, der nede i beduinoasen, hvor de var henne?
61

Jeg kunne jo bare fortælle, at når der havde været så mange,
havde jeg selvfølgelig ikke taget nogle af dem med hjem.
For jeg mente da ikke, at de kunne havde været så spændende
som tudserne, der jo kun havde været ganske få af.
Joe, - selvfølgelig kunne Arne da godt se det fra mit synspunkt.
Men, der var jo bare lige det, at de der frøer, som jeg ikke havde
regnet for noget, ja dem havde han altså kun hørt om, men
aldrig selv set og de var for resten utrolig sjældne, for de levede
kun lige præcist i den der lille oase.
Og havde jeg da bare haft et enkelt par af dem med hjem, havde
det været hele turen værd, ikke at forklejne alle de andre
dejlige og smukke dyr jeg havde med hjem, men altså....!
Okay, okay, bestil en ny billet og jeg tager der ned med det
samme efter et par til dig, sagde jeg så.
Hertil svarede Arne bare at nu skulle jeg lige tage hjem og
slappe lidt af og så ellers bare se at få optjent nogle flere fridage,
for der var altså endnu en lille spændende tur, der lå og
ventede på mig.
Så fremtiden tegner lyst for den der ved, at rejse er at leve, og
det gør jeg, for det er lige mig.
Efterskrift:
Nogle uger efter hjemkomsten modtog jeg et brev fra myndighederne
i Monastir lufthavn.
Men da det selvfølgeligt var skrevet på fransk, måtte jeg have
fat på en af mine fransklærere, der forgæves havde prøvet at
lære mig fransk på et kursus inde på Berlitz sprogskole, til at
oversætte brevet for mig.
Det ville hun da meget gerne hjælpe mig med.
62

Så hun forklarede mig, at det var et brev fra de tunesiske lufthavns
myndigheder, hvori De i skrappe vendinger forklarede
mig, at de havde fundet ud af, at jeg havde parkeret mit køretøj
ulovligt. Samt, at jeg havde efterladt mit køretøj til stor gene
for trafikken, og til fare for sikkerheden.
Retten havde derfor idømt mig en bøde på 4 dinar og inddraget
min ejendomsret til køretøjet. Mit køretøj var derefter blevet
solgt på en offentlig auktion, så den bøde jeg var blevet idømt,
var blevet fratrukket salgsprisen, og de havde derfor vedlagt
mig en check på det resterende beløb.
Checken lød på 38 dinar.
Nu skal man lige huske på, at jeg selv kun havde givet 30 dinar
for den, og nu havde de tunesiske myndigheder haft hele det
store arbejdet med at få den transporteret væk og så fået solgt
den så godt på en auktion, at jeg fik alle mine penge tilbage og
ydermere i sidste ende havde jeg tjente 120.- kr. på den, uden
selv at have rørt en finger.
Så det kan godt være, at de er et dygtigt handelsfolk dernede i
Tunesien, m e n ! ! !
Mange hilsner fra
Jan Lyngdorf.
63