Lege i livstræets krone - Foreningen Jysk Børneforsorg

Skæbner
Hovedbestyrelsens formand, socialrådgiver Jette
Hansen indleder her årsskriftet med betragtninger om
det store ansvar, det er at bære skæbner i sine hænder.
Inspiration fra bogen ”Højtlæseren” knyttes sammen
med foreningens arbejde med formål og værdigrundlag.
Af Jette Hansen
Drengen og kvinden
Jeg læste i foråret bogen ”Højtlæseren” af
Bernhard Schlink. Bogen gjorde dybt indtryk på
mig med sin beretning om to menneskeskæbner.
Hovedpersonerne er ”Drengebarnet” med navnet
Michael og kvinden Hanna.
Ved bogens begyndelse er Drengebarnet 15 år og
Hanna 36, de er bosiddende i en tysk by i efterkrigstiden.
De mødtes tilfældigt. Drengebarnet
kom en dag under et sygdomsudbrud til at kaste
op på gaden ud for Hannas bolig. Hun hjalp ham
beredvilligt i situationen, og da han et halvt år
senere var i bedring for sin gulsot, sendte hans
mor ham af sted til kvinden med en buket blomster
som tak for hjælpsomheden.
Der udviklede sig et kærlighedsforhold de to imellem. Drengebarnet,
som Hanna kaldte ham, fortalte blandt andet, at han var mere optaget
at hende end af skolen. Det reagerede hun kraftigt på og opfordrede ham
til at være flittig med skole og lektier. Hanna arbejdede som sporvognskonduktør.
Hun viste interesse for hans bøger og opfordrede ham til at
læse højt for sig under påskud af, at hans stemme var så smuk. Herefter
blev deres fælles ritual: højtlæsning, styrtebad, elskov og samvær.
For at få mere tid sammen med Hanna foreslog Drengebarnet, at de i
påskeferien skulle planlægge en fælles cykeltur. Hanna interesserede
sig ikke for hans orientering om ruten på
kortet eller om at finde den rigtige vej
under turen. Der opstod en konflikt, da
Drengebarnet en morgen var stået tidligt
op og gået ud for at købe blomster til
Hanna. Han forstod ikke hendes voldsomme
reaktion, da han kom tilbage. Han
havde jo lagt en seddel med ”godmorgen”
og besked om, at han snart var der igen.
Pludselig en dag var Hanna væk.
Drengebarnet kontaktede i sin uforklarlighed
sporvejsselskabet, der kunne oplyse,
at hun havde meddelt, at hun ikke kom
mere. Helt uforståeligt, havde funktionæren
sagt, fordi Hanna netop var tilbudt
uddannelse til vognstyrer.
Skjulte svagheder
Der gik mange år, inden de genså hinanden.
Drengebarnet havde valgt at læse
jura og var som studerende med til at overvære
den første koncentrationslejrproces,
et retsopgør med nazitiden. Hanna var
som 17-årig kommet til Berlin, havde fået
arbejde ved Siemens, afstod fra en forfremmelse
og meldte sig i 1943 til SS som vogterske.
Indtil foråret 1944 gjorde hun tjeneste
i Auschwitz og efterfølgende i en lille annekslejr tæt ved Krakow.
Hanna blev anklaget sammen med fem andre vogtersker.
Anklagepunkterne handlede om speciel udvælgelse af kvinder i lejren,
men også om et bombardement under en fangetransport mod vest, hvor
alle fanger på nær en mor og datter omkom, fordi de var låst inde i en
kirke, og ingen bekendte sig til at have nøglen. Den overlevende datter
var under retssagen et betydningsfuldt vidne. Hun havde skrevet en
bog om lejren og transporten. Bogen var tilgængelig for alle og blev derfor
ikke læst op. Hanna indrømmede til slut at have skrevet en betydningsfuld
rapport for at undgå konfrontation med en skriftekspert, og
hun blev anklaget for at have ført pennen og ordet og dømt til livsva-
“Vi møder skæbner, der
kommer til at berøre os
dybt”
rigt fængsel.
Fortsættes næste side
3