Samfundsfagsnyt 172 - FALS

adidasmanden
en lille bog, der blev udgivet i 3000 eksemplarer.
Nettet var endnu ikke så udviklet. Jeg fik
tilbud om enorme summer for at holde bøtte.
Men sagde nej. I stedet fik jeg fem års fængsel.”
I modsætning til så mange andre politiske
fanger blev Riad Seif hverken tortureret eller
behandlet dårligt i de fem år, han sammen med
en anden parlamentariker kom til at tilbringe
bag tremmer:
”Europaparlamentet og andre parlamentarikere
holdt øje med os. Vi havde vores eget værelse
og de mest nødvendige ting: tv, køleskab.
Vi kunne også få bøger. Jeg blev ikke tortureret
som andre og led ikke ligeså meget som de andre.
Slet ikke som Michel Kilo gør i dag. Han
afsoner sammen med almindelige kriminelle.
Arif Dalila lider forfærdeligt. Han var universitetsprofessor
og fik en dom på 10 år uden en
påviselig årsag. Han kritiserede dem for korruption.
Han er isoleret i et lille værelse og har
kun en lille radio hos sig. Han har ingen kontakt,
det havde jeg.
Jeg udnyttede tiden, dyrkede sport og læste
meget. Der var plads til 7000 mennesker i
fængslet. Det var næsten som en lille by, hvor
alle forbrugsvarer var tilgængelige. Mine pårørende
kom en gang om ugen og medbragte,
hvad jeg havde brug for.”
”De sidste par måneder forsøgte man at indgå
en handel med mig. Indenrigsministeren
kom på besøg. Men jeg afslog.”
Seif understreger flere gange, at han ikke kan
fortælle alt, og det gør han så heller ikke i dette
tilfælde. I stedet spørger jeg, om han bad til Allah
i fængslet, men det afviser han. ”Jeg tror,
men har en verdslig indstilling”.
- Det er mit indtryk, at oppositionen imod
regimet er splittet og svag? Jeg har indtryk af, at
alle kritiserer alle?
”Jeg respekterer oppositionen. Beundrer
dem alle. Bortset fra enkelte, der er plantet af
det hemmelige politi, er de virkelig oppositionelle.
Og stærke tilhængere af demokrati. Regi-
samfundsfagsnyt december 2008
met anvender hele sin uindskrænkede magt.
Flere 100.000 hemmelige agenter overvåger disse
få oppositionelle. Flertallet af dem er fattige
og har en nøjsom tilværelse. Alligevel fortsætter
de med at kæmpe for demokrati. Selvfølgelig er
regimet vinderen i en krig, der føres på så ulige
betingelser.
I Damaskus-deklarationen fra 2005 kræver
vi en gradvis indførelse af demokrati, men med
fredelige midler. Som underskrivere har vi kurdere,
kristne, muslimer, arabere, alavitter, drusere,
liberalister og islamister. Alle er med. Vi
modsætter os diskrimination af ideologiske, etniske
eller religiøse årsager. Regeringen har
hårdnakket forsøgt at opløse denne koalition,
men uden held.”
Oprindelig støttede Det muslimske Broderskab
Damaskus-deklarationen, men initiativtagerne
har besluttet at nedfryse samarbejdet,
fordi organisationen har allieret sig med tidligere
vicepræsident Khaddam, der hoppede af i
2006.
”Han har en sort fortid. Han var en af hovedmændene
bag angrebet på Damaskusforåret.
Hvis Broderskabet ændrer signaler, kan vi tage
spørgsmålet op igen. Vi er ikke imod dem.”
”Vores hovedkrav er ytringsfrihed, menneskerettigheder,
forsamlingsfrihed. Hvis regeringen
bliver presset til at anerkende menneskerettighederne,
vil samfundet kunne bevæge sig i
retning af demokrati. Det er vores naturlige ret.
Vi opererer ikke hemmeligt, men i øjeblikket
kan vi ikke bede almindelige mennesker om at
være med. De er ikke opdateret på alt, hvad der
foregår i Libanon og Palæstina. Folk er ikke
overbevist om, at demokrati er løsningen. De
frygter irakiske tilstande. Vi bebrejder ikke nogen
noget og vil stille og roligt introducere vores
program.”
”Man må være ansvarlig i sin politik. Derfor
søger vi at undgå konflikt med regimet, så vidt
vi kan. Vi ønsker ikke at gøre regimet alt for
nervøst. Det kan ske, vi ryger i fængsel igen,