Samfundsfagsnyt 172 - FALS
Samfundsfagsnyt 172 - FALS Samfundsfagsnyt 172 - FALS
adidasmanden Formanden har sit eget team, sine egne skuespillere. Jeg husker en episode med besøgende fra Europaparlamentet. Forinden overhørte jeg, at formanden instruerede sit mandskab i at fingere en ophedet debat for at give indtryk af divergerende opfattelser. Medlemmerne har ingen magtinstrumenter,” lyder det lavmælt og desillusioneret. ”Hafez Asad er glad for alle slags demokratiske formaliteter, men de er tomme. Et andet eksempel var et forslag om at fordoble toldsatsen på importeret garn. Det var mit område og stred mod den lokale industris interesser. Vi ville miste mange kunder og masser af eksportindtægter. Intet sted i regionen var der told på dette råstof. I løbet af to år blev afgiften fordoblet fire gange. Jeg indgav en klage, og der blev nedsat et udvalg til at undersøge sagen. Der var seks medlemmer fra Baath og undertegnede i ensom majestæt. De lod som om de undersøgte sagen, men afgjorde sagen som premierministeren ønskede. Hvorfor nu det, spurgte jeg? Jamen, vi kan ikke sætte os op imod premierministerens vilje, svarede de. Baath har magten, parlamentet er kun en dekoration.” ”Jeg havde anseelse både hos forretningsmændene og arbejderne mht., hvordan man kunne samarbejde. Men jeg gjorde den erfaring, at man ikke kunne ændre økonomien uden at lave politiske reformer. Jeg opdagede, at jeg var oppe imod ”store hajer”, korrupte mennesker, der havde al magt i deres hænder.” Med sine kritiske spørgsmål og liberalistiske drømme om økonomiske og politiske reformer var Riad Seif – som befandt han sig i en gummibåd – drevet ud i farvande med underjordiske skær og rovfisk. Snart brød der en dødbringende orkan løs omkring Seifs person, familie og virksomhed. Han blev bragt til fallittens rand: samfundsfagsnyt december 2008 ”Jeg blev pålagt ufattelige skatter, der oversteg, hvad andre syrere måtte betale. Skatter pålagt for ingenting. Så fik jeg pålæg om at betale 112 millioner syriske pund. I virkelighedens verden burde det ikke have været mere end syv mio. Jeg betalte 83 mio. hvad der svarede til to mio. $ på det tidspunkt. Det fik mig til at gå konkurs. Lad mig give dig et eksempel: vi eksporterede tekstiler. Til gengæld importerede vi Adidassko til vores butikskæde. Tekstilerne var hovedaktiviteten. Men pludselig forbød de mig at importere sko. Det kostede mig mindst en million $ og ødelagde handelen i mine forretninger. Jeg blev snart tvunget til at sælge al min ejendom og min andel af fabrikken, men straks efter fik den nye ejer omgående en ny tilladelse til at importere sko.” Hajen over alle hajer var Hafez al Asad: den absolutte enehersker i toppen af det syriske magtapparat. En mand, der regerede uafbrudt i 30 år – fra 1970-2000: ”Han anså sig selv som indehaveren af landet, men ikke som en diktator. Derfor havde han ret at lade landet gå i arv til sine børn. Der var ingen tvivl om, at sønnen ville arve positionen. Men man kan umuligt arve en stat. Det er ikke et landbrug.” - Men Syrien var vel ikke ligeså despotisk som Saddams Irak, indskyder jeg, mens Seif tænder en ny cigaret. Samtidig går et frisk pust gennem lokalet. Hans 38-årige datter Joumina er på besøg, sekulariseret og vestlig i sit checkede outfit, udslået hår, hvid skjorte og stramme bukser. Hun læser jura efter en skilsmisse. De hilser indforstået på hinanden. Hun er sin fars beskytter. ”Der er ingen reel forskel på de to regimer,” fortsætter Seif. ”De to personers karakter var ikke ens. Men følelse af ejerskab var ens. Begge kunne sætte folk i fængsel for et godt ord. Det er 100 % det samme. Ingen har nogen ret. Kun ejeren. Han kan gøre med dig som han lyster.
Hvis han er tilfreds, kan du få frie hænder. Hvis ikke, kan der ske hvad som helst.” Oprindelig havde Seif to sønner og Joumina. Men i 1996 mistede han den ene søn. Han forsvandt sporløst 2. august 1996 i havnebyen Lattakia ved Syriens Middelhavskyst. ”I begyndelsen troede vi, det var en ulykke, men senere fandt vi ud af, at han var bortført og sandsynligvis dræbt. Det var en episode, der var tilrettelagt af nogle store hajer på et tidspunkt, hvor jeg bekæmpede korruptionen.” - Var det en advarsel til dig? ”Ja,” svarer Seif stille. ”Men vi er ikke i stand til at klage og bringe sagen for retssystemet. Det er nul og niks. Vi kan heller ikke fortælle alt. Jeg har stadig en søn tilbage. Ham vil jeg ikke miste. Men ud fra alt hvad vi ved, var der ikke tale om en ulykke, men om en velforberedt hændelse.” Seif var skilt fra sønnens mor. Hun blev bragt til vanviddets rand af den sorg, som ramte hende. Riad Seif nægtede at lade sig kue: ”Da jeg stillede op til valget i 1994, var det nærmest for sjov. I 1998 udfordrede jeg regimet. Jeg vandt imod deres vilje, hvad der sker ganske sjældent. Det hemmelige politi var imod mig, hele Baath-partiet, regeringen, fagforeningerne. De forventede ikke, at jeg ville få mere end 8.000 stemmer, men jeg fik 183.500. Selv for mig var det en overraskelse. De 183.500 var ikke en gang alle stemmer, en masse stemmer blev ”lagt til side”. Derfor tør jeg nok sige, at jeg har stor troværdighed i Damaskus.” Efter årtusindskiftet i 2000 døde eneherskeren Hafez Asad. Måske var der alligevel håb forude og plads til reformkrav. Til spørgsmålet om hans syn på afdøde svarer Seif, at han ikke kan udtrykke sin fulde mening, men må vare sin mund. Alt andet kan føre ham i døden, siger han, og fortæller, at han er under daglig overvågning: ”Jeg er ikke en person, som nærer had til nogen person. Jeg håbede, at en ny æra ville oprin- adidasmanden de, selv om der kun var en valgmulighed, og Bashar Asad var det eneste håb. Måske ville han være mere fair overfor befolkningen og indlede politiske reformer. I 2000 mødtes vi hver søndag i dette kontor. 30-40 intellektuelle. Vi havde ikke travlt, men ønskede at implementere en civilsamfundskultur og, at Bashar gradvist ville indføre politiske reformer. Derfor agerede vi meget forsigtigt i Damaskusforåret. Men vi blev meget skuffede over, at Bashar Asad ikke greb chancen, så Syrien kunne lægge den dårlige tid med hans far bag sig. Der gik ikke længe før Bashar begyndte at opføre sig ligesom sin far. Nu har han siddet i syv år. Vi var ikke revolutionære og bekæmpede aldrig Bashar. Men blev skuffede. Det var et stort tab for landet.” 7. september 2001 faldt hammeren med voldsom kraft ned over parlamentsmedlemmet Riad Seifs hoved. Han blev arresteret og smidt i fængsel: ”Som reformtilhænger var jeg allerede blevet afhørt. Min bevægelse hed National Forum for Dialog. Den rullede som en snebold. Der blev dannet mange nye fora. Folk begyndte at udtrykke sig frit. Regimet frygtede for, at de ikke kunne kontrollere det og trykkede på stopknappen. Jeg erklærede at ville genåbne mit forum, selv uden tilladelse. Jeg ringede til en fransk professor fra Sorbonne for at få ham til at afholde en forelæsning om demokrati. Jeg fik en advarsel om, at hvis denne forelæsning blev afholdt, ville jeg blive kastet i fængsel. Det var den ene begrundelse. Den anden handlede om en advarsel fra kommunikationsministeren: Hvis jeg fortsatte min propaganda mod mobilbranchen, som Bashar Asads fætter havde monopoliseret, ville jeg blive fængslet. Jeg lavede en klage i parlamentet. Men de forsøgte at få mig til at opgive. Hele Syrien talte om den uhyrlige mobilskandale. Jeg offentliggjorde informationer om det i aviser og skrev samfundsfagsnyt december 2008
- Page 1 and 2: samfundsfagsnyt istanbul - en storb
- Page 3 and 4: Beretning 007/08 Bestyrelsens beret
- Page 5 and 6: Det er muligvis korrekt, men det me
- Page 7 and 8: offentliggjort i Gymnasieskolen), s
- Page 9 and 10: nyt fra fagkonsulenten af Bent fisc
- Page 11 and 12: ministeriets indsatsområder, og de
- Page 13 and 14: istanbul - en storby mellem traditi
- Page 15 and 16: istanBul - en storBy mellem traditi
- Page 17 and 18: istanBul - en storBy mellem traditi
- Page 19 and 20: istanBul - en storBy mellem traditi
- Page 21 and 22: ikke inddrager det sene 1700 tals r
- Page 23 and 24: intensiv lytning med fede pointer p
- Page 25 and 26: 40 bøger og en lang tid som forman
- Page 27 and 28: adidasmanden af Bjørn meidell den
- Page 29: Adidas kom til Syrien for i første
- Page 33 and 34: men vi kan ikke løbe fra vores ans
- Page 35 and 36: skriftlig eksamen 008. Besvarelse a
- Page 37 and 38: i anledning af Columbusfondens pris
- Page 39 and 40: eferat for fals’s generalforsamli
- Page 41 and 42: Bestyrelsesmøde den 10. september
- Page 43 and 44: Præcisering af nye spørgeord i f
- Page 45 and 46: (som et tidligere klasseparti) besv
- Page 47 and 48: anmeldelser anmeldelser nanna mik-m
- Page 49 and 50: anmeldelser demokratisering (nye m
- Page 51 and 52: anmeldelser og omgangsformer, der f
- Page 53 and 54: indblik i undervisningen af lars mo
- Page 55 and 56: faglig dag på CBs for samfundsfags
- Page 57 and 58: egionalkursus i Hederegionen region
- Page 59 and 60: øvrige adresser regionsfortegnelse
adidasmanden<br />
Formanden har sit eget team, sine egne skuespillere.<br />
Jeg husker en episode med besøgende<br />
fra Europaparlamentet. Forinden overhørte jeg,<br />
at formanden instruerede sit mandskab i at fingere<br />
en ophedet debat for at give indtryk af divergerende<br />
opfattelser. Medlemmerne har ingen<br />
magtinstrumenter,” lyder det lavmælt og<br />
desillusioneret.<br />
”Hafez Asad er glad for alle slags demokratiske<br />
formaliteter, men de er tomme. Et andet eksempel<br />
var et forslag om at fordoble toldsatsen<br />
på importeret garn. Det var mit område og<br />
stred mod den lokale industris interesser. Vi<br />
ville miste mange kunder og masser af eksportindtægter.<br />
Intet sted i regionen var der told på<br />
dette råstof. I løbet af to år blev afgiften fordoblet<br />
fire gange.<br />
Jeg indgav en klage, og der blev nedsat et udvalg<br />
til at undersøge sagen. Der var seks medlemmer<br />
fra Baath og undertegnede i ensom majestæt.<br />
De lod som om de undersøgte sagen,<br />
men afgjorde sagen som premierministeren ønskede.<br />
Hvorfor nu det, spurgte jeg? Jamen, vi<br />
kan ikke sætte os op imod premierministerens<br />
vilje, svarede de.<br />
Baath har magten, parlamentet er kun en dekoration.”<br />
”Jeg havde anseelse både hos forretningsmændene<br />
og arbejderne mht., hvordan man<br />
kunne samarbejde. Men jeg gjorde den erfaring,<br />
at man ikke kunne ændre økonomien<br />
uden at lave politiske reformer. Jeg opdagede, at<br />
jeg var oppe imod ”store hajer”, korrupte mennesker,<br />
der havde al magt i deres hænder.”<br />
Med sine kritiske spørgsmål og liberalistiske<br />
drømme om økonomiske og politiske reformer<br />
var Riad Seif – som befandt han sig i en gummibåd<br />
– drevet ud i farvande med underjordiske<br />
skær og rovfisk. Snart brød der en dødbringende<br />
orkan løs omkring Seifs person, familie<br />
og virksomhed. Han blev bragt til fallittens<br />
rand:<br />
samfundsfagsnyt december 2008<br />
”Jeg blev pålagt ufattelige skatter, der oversteg,<br />
hvad andre syrere måtte betale. Skatter pålagt<br />
for ingenting. Så fik jeg pålæg om at betale<br />
112 millioner syriske pund. I virkelighedens<br />
verden burde det ikke have været mere end syv<br />
mio. Jeg betalte 83 mio. hvad der svarede til to<br />
mio. $ på det tidspunkt. Det fik mig til at gå<br />
konkurs.<br />
Lad mig give dig et eksempel: vi eksporterede<br />
tekstiler. Til gengæld importerede vi Adidassko<br />
til vores butikskæde. Tekstilerne var hovedaktiviteten.<br />
Men pludselig forbød de mig at importere<br />
sko. Det kostede mig mindst en million<br />
$ og ødelagde handelen i mine forretninger. Jeg<br />
blev snart tvunget til at sælge al min ejendom<br />
og min andel af fabrikken, men straks efter fik<br />
den nye ejer omgående en ny tilladelse til at importere<br />
sko.”<br />
Hajen over alle hajer var Hafez al Asad: den<br />
absolutte enehersker i toppen af det syriske<br />
magtapparat. En mand, der regerede uafbrudt i<br />
30 år – fra 1970-2000:<br />
”Han anså sig selv som indehaveren af landet,<br />
men ikke som en diktator. Derfor havde<br />
han ret at lade landet gå i arv til sine børn. Der<br />
var ingen tvivl om, at sønnen ville arve positionen.<br />
Men man kan umuligt arve en stat. Det er<br />
ikke et landbrug.”<br />
- Men Syrien var vel ikke ligeså despotisk<br />
som Saddams Irak, indskyder jeg, mens Seif<br />
tænder en ny cigaret.<br />
Samtidig går et frisk pust gennem lokalet.<br />
Hans 38-årige datter Joumina er på besøg, sekulariseret<br />
og vestlig i sit checkede outfit, udslået<br />
hår, hvid skjorte og stramme bukser. Hun<br />
læser jura efter en skilsmisse. De hilser indforstået<br />
på hinanden. Hun er sin fars beskytter.<br />
”Der er ingen reel forskel på de to regimer,”<br />
fortsætter Seif. ”De to personers karakter var<br />
ikke ens. Men følelse af ejerskab var ens. Begge<br />
kunne sætte folk i fængsel for et godt ord. Det<br />
er 100 % det samme. Ingen har nogen ret. Kun<br />
ejeren. Han kan gøre med dig som han lyster.
Change language