Samfundsfagsnyt 172 - FALS

Adidas kom til Syrien for i første omgang at
finde en producent til det lokale marked. Vores
prøveordre var en succes. Derefter sendte de en
mand herned og vi folk på uddannelse til
Frankrig. Vi modtog Adidas know how til
sportstøj. Efterfølgende byggede jeg en stor fabrik
med 14.000 kvadratmeter og 1150 arbejdere.
Og vi begyndte at eksportere Adidas til hele
kloden, men kun tekstiler. Adidas var overordentlig
tilfredse og gjorde meget for os. Ikke
kun af økonomiske grunde.”
Virksomhedspatriarken Riad Seif afviser
med bestemthed, at det multinationale Adidas
udnyttede den billige syriske arbejdskraft.
Tværtimod giver han udtryk for, at hans ledelsesform
kom arbejderne til gode. Mine gamle
venstrefløjsører lytter til det sympatiske medmenneske
med en vis vantro:
”Vi behandlede arbejderne ordentligt og tog
os af dem på fabrikken, også børnene. Det dannede
en ny skole i Syrien mht. relationen mellem
arbejder og arbejdsgiver. F. eks. var der gratis
kantinemad, sportsaktiviteter i løbet af dagen,
sygeforsikring og opsparing til lejligheder.
Vi behandlede arbejderne som vores børn
eller brødre. Det var noget, der gav genlyd og
noget, folk begyndte at snakke om. Jeg havde
et omdømme som den ærlige boss for 1600
arbejdere. Det var også årsagen til, at jeg uden
politisk erfaring stillede op som uafhængig
kandidat til det syriske parlament i 1994, hvor
jeg fik det højeste stemmetal. Mine arbejdere
deltog i valgkampagnen som var de mine
børn.”
En høj, slank sekretær kommer ind på kontoret
med en bakke med tekopper og en kande
med kogende vand. Ligesom ”dværgen” er hun
er helt i hvidt, også tørklædet. Hun smiler,
mens Seif skodder en cigaret og tænder en ny.
Der er ingen advarselstegn på pakken om, at tobak
dræber.
”I 1994 var jeg på toppen af min karriere
sammen med min søn og 1600 arbejdere. Vi
adidasmanden
eksporterede for mere end 13-14 millioner $ om
året.
Da nogle af mine venner foreslog mig at stille
op til det syriske parlament, opfattede jeg det
som en vittighed. Men pludselig befandt jeg
mig i centrum af en valgkampagne. Det kom
helt bag på mig, at jeg fik det højeste stemmetal.
Men fra det øjeblik ændrede mit liv sig.
Jeg ønskede at yde mit bedste og overføre
mine erfaringer fra virksomheden til samfundet
som helhed. Min virksomhed hørte til de
største i landet, hvor der var mange små virksomheder.
Jeg tænkte slet ikke på politiske reformer.
Det lå helt uden for min forestillingsverden.
Jeg ville bare gøre noget ved korruptionen
og for industrien som helhed.”
Korruptionen er et altgennemtrængende
problem i det syriske samfund fra sundhedsvæsen
over politi, militær og erhvervsliv. Penge
under bordet åbner mange døre og kan f. eks.
betale for fritagelse for værnepligt.
I Seifs barndom var den blotte mistanke om,
at en person havde modtaget bestikkelse nok
til, at vedkommende blev stemplet og socialt
isoleret, fortæller han.
Som nybagt parlamentariker var Riad Seif
var naiv som en fårehyrde i Cassablanca. Demokrati
var der åbenlyst ikke tale om i parlamentet:
”Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at enhver
institution i Syrien – ikke kun parlamentet –
kun er en formalitet. Der er intet reelt, intet
sandt i det. Parlamentet er kun til for syns
skyld. Enhver syrer ved det. Over for det internationale
samfund kan man sige: Ok, vi har et
parlament med flere partier. Men reelt har det
intet med demokrati at gøre.
Intet parlamentsmedlem har indflydelse på
vedtagelsen af nye love eller kan ændre noget
som helst. Forslag kommer fra regeringen. Den
reelle magt ligger hos det hemmelige politi,
præsidenten og Baathpartiet. Diskussioner i
parlamentet er kun formelle.
samfundsfagsnyt december 2008
1