Samfundsfagsnyt 172 - FALS

adidasmanden
af Bjørn meidell
den følgende artikel handler om fabrikan-
ten og eksparlamentarikeren riad seif, som
er en af nøglefigurerne i oppositionen mod
det syriske Baathregime. den bygger på
to møder under en pause i hans gentagne
fængsliner.
Riad Seif var en stor fisk. Det er han ikke længere.
”Store hajer” – som han kalder sine modstandere
– har angrebet og skambidt ham. Hans
indre timeglas giver ham en daglig påmindelse
om, at tiden er knap, men han nægter at give
op. Og for et halvt års tid siden giftede han sig
endnu en gang – denne gang med en palæstinensisk
kvinde.
Seif er manden, der i 1990´erne bragte Adidas
til Syrien. Som energisk iværksætter af en
velfungerende tekstilfabrik indgik han en givtig
kontrakt med den multinationale gigant. Virksomheden
blev underleverandør til verdensmarkedet.
Som modydelse leverede Adidas
mærkevaresko til det lokale marked.
I kølvandet på 1980´ernes alliance med en nu
afdød supermagt og Syriens internationale isolation
medvirkede forretningsmanden Seif til at
skaffe sit land en mulig plads i en globaliseret
verden. Han var en inkarnation af succes og repræsenterede
et håb om velstand for tusindvis
af Damaskusborgere.
Det er advokaten Haitham Maleh, som har
gjort mig opmærksom på, at Riad Seif atter er
på fri fod efter fem års fængsel. Maleh indgik i
det team af forsvarere, som forgæves talte Seifs
sag i 2001. Jeg har en aftale med Riad Seif en
tidlig søndag morgen kl. ni på hans kontor på
sjette etage i det centrale Damaskus ved siden af
Hotel Bhustan.
Jeg undersøger beliggenheden dagen før og
på et af Damaskus larmende hovedstrøg løber
jeg tilfældigt ind i to irakere, der er flygtet fra
Bagdads rædsler, men de er tilsyneladende i
godt humør. De kender ikke Bhustan, men finder
alligevel den rette opgang og Riad Seifs
navn stavet på arabisk på et stort skilt. Tusind
tak! Nu er den hjemme!
Er jeg alt for tidlig på den? Klokken er ni.
Har plantet mig på en stol på Seifs tilsyneladende
mennesketomme kontor på sjette etage. Døren
til kontoret var åben. Her er ikke et øje,
men udsigt til det mondæne, mastodontagtige
lyse Four Seasons luksushotel, stinkende trafik
og rustne paraboler på hustagene.
I ventetiden begynder angsten at simre i mig.
Leger jeg igen med ilden? Hørte i går om en
schweizisk kvinde, som er blevet arresteret i
lufthavnen efter avisskriverier om regimet og
kontakt med den politiske opposition. Med Seif
som eksempel er mit ærinde også at belyse dissidenternes
vilkår og mål. Efter sin løsladelse i
2006 og Michel Kilos tilsvarende fængsling er
Seif nummer et i oppositionen og med garanti
under overvågning – fysisk og på telefonen.
Jeg føler mig på ingen måde høj i hatten ved
tanken om, at jeg med min opringning også
kan have påkaldt mig interesse hos det hemme-
samfundsfagsnyt december 2008
9