Manuscripts don't burn - Bernadette Preben-Hansen

Another Chimera’s Diary. En anden kimæres dagbog 1
Groningen, August 14, 2001. Copenhagen, 2012
A Catalogue of Microfilms of Latin Medieval Scholastic Manuscripts.
Saxo-Institute, Greek and Latin, University of Copenhagen med mere
[a] SIGLs mikrofilmkatalog er Saxo-instituttet, Græsk og Latins kortkatalog over mikrofilm, anskaffet til brug for
forskningsvirksomheden på instituttet. En mikrofilm indeholder en affotografering af en eller flere tekster fra et
eller flere middelalderlige håndskrifter. Det drejer sig om tekster, der på mikrofilmens anskaffelsestidspunkt var
uudgivne, og derfor ikke tilgængelige i publiceret form.
›SIGLs mikrofilmsamling udgør grundlaget for en side af instituttets forskningsaktivitet (1. forskning på
grundlag af uudgivne tekster, 2. tekstudgivelse), er specialiseret i faget latinsk middelalderlig skolastisk filosofi,
logik og semantik og er unik, da samlingen afspejler instituttets medarbejderes forskningsinteresser 1955 til i dag.
Samlingen, der er vokset kontinuerligt 1960’erne til i dag, indeholdt (1997) mikrofilm, indkøbt til instituttet 1955-
97 af tekster fra omtrent trettenhundrede middelalderlige latinsksprogede håndskrifter fra et stort antal
europæiske forskningsbiblioteker. Hvert håndskrift indeholder ofte flere forskellige værker, og ofte af forskellige
forfattere. Nogle mikrofilm gengiver kun en del af håndskriftet, men langt de fleste mikrofilm gengiver
håndskriftet i dets fulde omfang (in extenso).
›SIGLs mikrofilmkatalog er et dobbelt kortkatalog med syv-ottetusinde håndskrevne og maskinskrevne kort,
hvor identiske oplysninger er registreret to gange. De to kortkataloger er sorteret i alfabetisk rækkefølge, det ene
efter bibliotek, det andet efter forfatter. Dr.phil. SE har beskrevet katalogen (25. august 1999): ”Den dobbelte
katalog består af (1) en katalog, hvori hvert enkelt håndskrift har et eller flere kort, hvorpå der er noteret, hvilket
bibliotek håndskriftet befinder sig i, hvilken signatur det har, og hvilke værker det (eller den del, der foreligger
mikrofilm af) indeholder, hvem forfatterne er, og hvor i håndskriftet værkerne befinder sig, (2) en anden katalog,
hvor hvert enkelt af de værker, der forekommer i et håndskrift, har sit eget kort, men hvor oplysningerne i øvrigt
er som i den første katalog”.
›Kortene i SIGLs mikrofilmkatalog indeholder altså oplysninger i form af forfatter og tekstidentifikation,
folioreference, og mikrofilmnumre i SIGLs mikrofilmsamling for tekster fra de affotograferede håndskrifter.
Kortene indeholder ingen yderligere information. SIGLs mikrofilmkatalog findes på SIGLs middelalderbibliotek, et
institutbibliotek på Københavns Universitet Amager (KUA).
[b] Fra medio juli til ultimo oktober 1997 kopierede jeg SIGLs mikrofilmkatalog. Kopieringen var i studieleder
dr.phil. Jørgen Mejers kendskab. Han var fuldt orienteret, men uinteresseret: ”gør hvad du vil, men på eget
ansvar”, sagde han (respons på mikrofilmkatalogkopi-ideen). Da institutleder SE er erklæret inhabil i sager vedr.
B. Preben-Hansen (dekanen 1994), samt frabad sig enhver henvendelse, blev institutlederen ej orienteret ved
mig. ›SE (f. 1946) og den studerende (f. 1967) havde et kæresteforhold bag sig. En reserveret lærer-elev relation
på afstand, der på institutlederens spontane initiativ (17. december 1989) uventet og grænseoverskridende antog
1 En kimære er et fabelvæsen, hvis eksistens alene beror på et sprogligt udsagn. Ebbesen, Sten. The Chimera’s Diary. The Logic of Being (ed. Knuuttila,
Hintikka). Dordrecht 1986, 115-43 (90-277-2019-3). Parliamentary Commissioner for Civil and Military Administration in Denmark, Folketingets
Ombudsmand: 2011-2405-7510, 2010-5151-7011 (February 17, 2011), 2010-0681-7012, 2008-2217-701, 2007-2118-701, 2006-2287-712, 2006-2023-
712, 2005-1794-712, 2004-2695-712; Danish University and Property Agency, Universitets- og Bygningsstyrelsen: 06-010590; Danish Ministry of
Science, Technology and Innovation, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling: 42 137; Danish Ministry of Education, Undervisningsministeriet:
2000-2726-276; University of Copenhagen, Personale og Jura: 715-861-3/99 (Bernadette Preben-Hansen): June 25, 1999; A Catalogue of Microfilms of
Latin Medieval Scholastic Manuscripts, Saxo-Institute, Greek and Latin, University of Copenhagen (1997); Faculty of Humanities, Det Humanistiske
Fakultet: 605-0019/11-4550 (2011), 605-0017/11-4550, 605-0001/06-7710, 605-0001/06-4550, 401-221-149/97-4261 (Sten Ebbesen).
TILGÆNGELIGHED/AKTINDSIGT: umiddelbar tilgængelighed, jf. B. Preben-Hansen. Engagement (December 17, 1989; March 14, 1991) with Dr. Sten
Ebbesen (b. 1946), and the University of Copenhagen (1994-2011). On The Medieval Library (access to books, periodicals and microfilms), Aristotle’s
Rhetoric in Latin Scholasticism: John Jandun and John Buridan (90s), Library and microfilm permission, University of Copenhagen (2004), The Royal
Library of Copenhagen (2011/12).
1

2
privat karakter. Initiativet kom bag på den studerende. 2 Begge parter var ensomme. Det viste sig, at de samtalte
usædvanligt godt, som lærer og elev og som mennesker. Han meddelte dog ikke den generte studerende, at hun
hermed kunne imødese sociale studie- forsknings- og karrieremæssige barrierer på instituttet, på universitetet,
samt i den internationale forskningsfamilie. Forholdet blev til en gensidig forelskelse, forlovelse (14. marts 1991)
og fælles folkeregisterregistreret privatadresse (1991). (Regensen, den studerendes bopæl, er et socialt uegnet
sted for en lærer-elev relation af ulige alder og universitetsstatus). Adressen blev istandsat, malet og tapetseret,
parret i samarbejde, fulde af forventning og glæde. Ingen tvivl om parrets gensidige oprigtighed og forelskelse.
›Adressen havde familiehistorie (1970-90). Den indbefattede hjemmeboende teenagedatter (f. 1972) i eget
barndomshjem og uanmeldte besøg af fhv. hustru - på adressen: ægteparrets hjem (1970-89). Hustruen
afhentede endnu ejendele. Den studerende uinformeret følte skam, dog uden andel i skilsmissen (1990).
Situationen var akavet for begge kvinder. ›Teenagedatteren sårede og såede tvivl om faderens oprigtighed,
daglige talestrømme. 3 Ordene flød om forældrenes skilsmisse (vedkom ej den studerende, en ny chance var jo
opstået for et forelsket par). Steddatter irettesatte og stillede tilpasningskrav til sin fem år ældre stedmoder:
”Sådan gør man ikke, når man vil ind i en familie”. Intentioner blev misforstået, parforholdet kommenteret,
potentielle fremtidsscenarier opstillet (om fremtiden kan intet siges). Skrækscenariet som økonomisk afhængig
hjemmegående på adressen uden eget selvstændigt liv og netværk tonede sig frem.
›Den studerende savnede middelalderbiblioteket 24/7. Hun savnede Sten. Teenagedatteren forstod ikke
fællesskabet: middelalderfilosofien, forskningsdriften for latinske tekstudgivelser, devotionen til
lærdomshistorien, drømmen om håndskriftrejserne: den internationale forskningsfamilie, relationen som lærer
og elev, tosomheden og samtalerne. ”Hvad har du og far til fælles?” ”Da kan da ikke leve med fars mange rejser”
”Marie, rejser er en berigelse”. ”Far er gift med instituttet, han bliver aldrig gift med dig”. ”Jamen, Marie. Jeg er
gift med middelalderbiblioteket”. En ubetænksom social fejldisposition fra institutlederens side 4 vendte børnene
imod den studerende, der kom til at føle sig som en gøgeunge 5 - på adressen. Af natur reserveret holdt hun
afstand. Ung, uerfaren og fremtidsangst for sin studiesituation på instituttet (institutlederen, den faglige vejleder
og ph.d. koordinatoren - i én og samme person - var nu inhabil), opførte den studerende sig uhensigtsmæssigt
overfor institutlederen, som et vildt dyr presset op i en krog. Parret gled fra hinanden på få dage, uden samtale.
Parret havde ikke samtalt om hverdagen, om økonomi, om den afhængighed den studerende frygtede. På
instituttet ventede eksaminer der ikke kunne aflægges, der var ingen eksaminator.
›Den studerende var ensom, ingen arbejdsro, en indre uro simrede. Ingen accept eller respekt for den
studerende som person, hendes livsvalg. Hun havde jo sagt ”ja”. Presset blev voldsomt. ”Du er ligesom en ting,
far har installeret her i huset, som en trøst. Far elsker kun mor” sagde steddatteren - med en pointe. Der var en
sandhed i det udsagn. ”Du tager far fra mig” sagde hun en dag. Smertefuldt for begge parter, den studerende
forstod. Aldersforskellen blev reel i familiens sociale relationer. Med en pater familias kunne hun ej tale. 6 Han
sansede intet. Den studerende følte sig som et trofæ, fremvist for familien (inkl. hustruen), tro mødt med mistro,
garrotteret i en familiærhierarkisk spændetrøje af andres etablerede livsvaner, ej afholdt som menneske, og nu til
kassation med ordene: ”for lidt glæde” (SE 1991). Adressen blev porten til Hades.
›Hun forløb sig, teede sig, overskred en personlig grænse. Behovet for enrum, at genfinde balancen: ”Jeg
krakelerer, kvindetunger taler mig itu, mig selv kender jeg jo bedst selv (ej min steddatter): et bogmenneske er
2 Ud på aftenen ved instituttets julefrokost (17. december 1989) greb institutlederen uventet og uopfordret den noget berusede og generte
studerendes hånd. Uden tilskyndelse (hun havde aldrig set på sin lærer med ”private tanker”). Aldersforskellen er enogtyve år. Han tog hende med sig i
en taxa til institutlederens privatadresse (Skolevej 20, 2820 Gentofte), ej til den studerendes bopæl, universitetskollegiet Regensen (Store
Kannikestræde 2, 1169 København K). Han græd i taxaen. Hustruen siden 1970 havde forladt ham (1989). Som en ensom mand. Også den studerende
var ensom. Opholdet forløb i ærbar sømmelighed. Men grænsen mellem privat og institut var voldsomt overskredet - uden den studerendes egenvilje.
Hun, der som ung var sky, havde ikke ansporet institutlederen til privat omgang. Situationen udviklede sig, december 1989, i gensidighed.
Kæresteforholdet (gensidig affektion) blev lykkeligt, men i skjul i relation til instituttet (1990). Institutlederen meddelte hende ingentids, at nu sad hun i
klemme i ”karrieren”.
3 Sætningerne ses i dagbogen, 1990’erne.
4 Inddragelse af børneværelset. Børnene blev dermed hjemløse i eget barndomshjem, kort efter forældrenes skilsmisse. Institutlederen forstod ikke, at
dispositionen var idiotisk, også overfor den skamfulde studerende. Han lyttede ej, men beskyldte den studerende for ”at ville ha’ hele huset”.
5 ”Hun vil tage mors plads”, lød det fra den mellemste. Dét var præcis hvad den studerende ikke ville! En faders hjerte har mange rum, og ingen tager
noget fra nogen. Faderen orienterede givetvis ikke sin teenagedatter om bopælsplanen, og ikke den studerende, at familien givetvis ikke var orienteret.
6 Den studerende kunne lide de tre børn, et venskabeligt forhold til den yngste datter (f. 1978), ingen relation til sønnen (f. 1974), der ignorerede
hende, den ældste datter (f. 1972) kunne ikke lide den studerende. Venskabet med den yngste datter var en berigelse. Tredjepart kan intet sige til en
fader om hans teenagedatter; det kunne synes at sætte splid mellem fader og datter. Tredjepart må derfor bære byrden i tavshed. Situationen kræver
livserfaring. Fra højborgerskab med rod i Europa til dansk naturisme er et kultursammenstød.

3
jeg, må være alene, blot nogle døgn. Jeg prøver jo som jeg bedst kan, men jeg er jo mig” (usagte tanker). 7 Fulgte
med nogen modvillighed et usensitivt familieråd (sin mors), der imod hensigten skilte parret. Han fremførte
beskyldninger om manglende accept af fortiden: ”Jeg er intet uden mine børn”, sagde han. Ingen samtale. Det
kom til et brud, institutlederens beslutning. ”Du er ung endnu, du finder nok en anden” sagde Marie på trappen,
da den studerende måtte flytte. ”Pas på din far, Marie”.
›Adressen blev fraflyttet med nogen lettelse. Så kunne børnene genfinde roen med deres fader, efter
forældrenes nylige skilsmisse. Og den studerende kunne genfinde sin sjælero. Hun måtte være økonomisk
uafhængig, og arbejde med et sundt levedygtigt forskningsprojekt med intellektuel udfordring på tekster af en
kvalitet, arbejdstiden værd. Et radikalt brud anså den studerende for unødvendigt. Den studerende hægede om
venskabet (hun var jo forelsket efter to års samliv, tryg i havn og favn), om lærer-elev relationen. Og parret havde
haft det godt, gensidigt glade som lærer-elev og kærester - inden adressen, især hun var glad for ham. Hun ville
bevare forholdet (for en praktiserende katolik er en forlovelse, eller rettere seksuallivet, retteligen under
ægteskabet, en alvorlig aftale imellem to mennesker; hun havde sagt ja til et principielt livslangt forhold), lade
nogle år gå til egen etablering, børnenes tarv - uden stedmoder i barndomshjem (for begge parters
velbefindende) - som den harmoniske tid inden adressen, som også børnene accepterede. 8 Hun overvejede
kandidatstudieskift. Institutlederen tog det - unødvendige - skarpslebne valg mellem sin datter og den
studerende. Ingen samtale, teenageren var flyttet hjemmefra, den studerende sendt retur til
universitetskollegiet, institutlederen sad alene tilbage på adressen.
›Institutlederen erklærede åbent uvenskab (1993) efter nogen tids vaklen (1992). Også han balancerede
vistnok tanken at bevare lærer-elev relationen, venskabet (1992). Men institutsekretæren slog en kile ind, så
parterne blev skilt fra nærvær som hidindtil, pustede til gløderne i asken, da der faldt ro om parret. Hun hindrede
den studerende adgang til middelalderbiblioteket. 9 Og begyndte at chikanere den studerende (dokumentation på
Fakultetssekretariatet). ›Fra en pind for farlig for en fugl, for ung, forledt (17. december 1989) fra
middelalderbiblioteket, direkte i fakultetets bureaukratiske fedtefad: kærlighed og karriere i samme paradoksale
cocktail, centreret om samme magtfulde person.
[c] Den studerende var faldet i en social klemme, på instituttet og i universitetssystemet. Instituttet, især
institutsekretæren 10 havde set skævt 11 til relationen. Som havde hun loyalitetsmonopol på institutlederen. En
slags ejendomsforhold. Løbende havde hun kommenteret parforholdet, den studerendes social- og
studiesituation på instituttet, særlig i eksamenstid. Som lå ”skylden” for en gensidig forelskelse hos den
studerende. Grænsen for respekten for andres privatlivs fred blev overskredet (1991). Nu var den studerende ”et
institutproblem” (jf. studielederen, mht. eksamen og kollegialitet) og omtalt som sådan (studielederen). SE
nægtede permanent enhver samtale (1993). Han klappede sig i som en østers, aldrig en hilsen. Institutlederen
besluttede (1993), at den studerende ingen relation måtte have til forskningsinstituttet (jf. dr.phil. Jørgen
Raasted), muligvis endda til universitetet som institution. Institutlederen ville have den studerende ud af sit liv,
herunder af instituttet.
›Institutsekretæren hægede om institutlederens navn. Hun havde ladet den studerende vide (1990), at
forholdet til en studerende qua studerende kunne skade institutlederen på Fakultetet. 12 ›Seksuelle relationer
7 Skilsmissen var som at blive revet midt over. Som at føde et dødfødt barn. Fysik og psyke indstillet på at give, forgæves. Sorgen blev kronisk. Jeg blev
et kvart menneske, der ikke levede, men overlevede. ”Du er en fremmed”, sagde SE (1993). Og ”Sten” var også en del af mig. Jeg skrev og skrev.
8 I 1999 fraflyttede institutlederen adressen, og begyndte et nyt liv andetsteds. Her kunne en anden livshistorie have taget sin begyndelse i fællesskab.
9 Institutsekretæren var klar over, at begyndte parret at arbejde som hidindtil, i fred og arbejdsro, den ene på sit kontor, den anden på
middelalderbiblioteket, var der en chance for, at parret ville genfinde hinanden. Den studerende fik ubegrundet inddraget sin læseplads, tømt sin PC for
data, og uvarslet returneret et brev, der indeholdt et ottemåneders udenlandslegat fra FIDEM (legatet gik efterfølgende til en anden), med påskriften:
”Return to sender. Not employed at this institute nor at any other institute at the University of Copenhagen” (1994). Andre studerendes post gik
uproblematisk igennem. Universitetsbetjentene opfangede herefter posten inden den nåede institutsekretæren. En februardag (1995) nægtede
institutsekretæren, i vidnes påsyn, at låse den studerendes vinterfrakke ud, og lod hende stå udenfor institutdøren, som hun demonstrativt aflåste.
Vidnet (Christel T. Lund) låste vinterfrakken ud, efter institutsekretærens fyraften.
10 Hannah Krogh Hansen, TAP-medlem af Fakultetsrådet, og nær dekanen. Ved forlovelsesreceptionen (14. marts 1991) på instituttet krøb
institutsekretæren sammen, og forsvandt ind på sit kontor, idet institutlederen officielt meddelte forlovelsen. Institutsekretæren lyste op (et spontant
glædesudbrud) ved nyheden om skilsmisse (december 1991), mens den studerende, der meddelte hende adresseforandringen, lod tårerne strømme.
Institutsekretæren begyndte herefter at rende institutlederen på døren med trøst og kaffe, i den studerendes påsyn.
11 Som også Karsten Friis-Jansen og Fritz Saaby Pedersen (middelalder-instituttet), dog af to vidt forskellige årsager. Klassiker-miljøet var giftigt.
12 ”Du må ikke fortælle nogen her, at du er kæreste med
Sten. Det kan skade Sten”, sagde hun (1990), ”Du kan risikere at klare dig for godt her ved instituttet, bedre end du er værd, nu du er kæreste med
Sten” (1990), ”Censor må jo skelne mellem dit og Stens arbejde” (1990), ”Tre børn, jeg ville ikke” (1990). Institutsekretæren spurgte ind til private
forhold.

4
mellem ansatte og studerende på Københavns Universitet er et tabu, især ved ulige alder. Københavns
Universitet beskytter ikke de studerende i de dybe afhængighedsforhold, der opstår mellem ansatte og
studerende, særlig på små forskningsfag (som her med to indskrevne studerende). Udenlandske universiteter,
som også Det Danske Forsvar, har umisforståelige regler: nej! Københavns Universitet har ingen regler, der
beskytter en studerende i en sårbar livssituation.
›Faget og stedet, især middelalderbiblioteket, var også hendes liv. Den studerende nægtede at forlade
forskningsfaget, nu stavnsbåndet ved en kandidatgrad, jf. Lex Haarder. Hun var en dygtig ambitiøs studerende,
der foretrak aftenerne og nætterne på middelalderbiblioteket, når kun forskeren sidder tilbage - ved
institutsekretærens fyraften. Men kvinde i en mandsverden på Københavns Universitet. Ph.d. stipendier til
danskere i fagene græsk og latin tildeles på Københavns Universitet alene unge mænd.
›Da B. Preben-Hansen forgæves ønskede samtale, gerne over studielederen, nemlig en aftale om fredning af
hendes studier (adgang til middelalderbiblioteket, mikrofilmsamlingen, undervisning og eksamen, til ”de for
studier og forskning nødvendige biblioteksressourcer” til gennemførelse af det legatstøttede forskningsprojekt
(Aristotle’s Rhetoric in Latin Scholasticism: John Jandun and John Buridan: http://www.preben.nl/Buridan.htm) indledte
institutleder SE, der nægtede hende arbejdsadgang til mikrofilm og middelalderbibliotek, en såkaldt
disciplinærsag (1994) over Fakultetssekretariatet. 13 ›Legatansøgningen var signeret af institutleder SE (1992). B.
Preben-Hansen havde modtaget Dronning Ingrids romerske Fond (1992/93) samt to Herzog August Bibliothekstipendier
(1993, 1994). Hun var forpligtet til at afslutte sit arbejde. Og forskning er 24/7. Facaden holdt på
instituttet, men institutlederen mistede én cykelventil (1994). Han havde nægtet vejledning, men skrev det
modsatte til Fakultetet, samt at den studerende intet afleverede (1994). Han VILLE intet modtage. ›Instituttets
reelle daglige leder var institutsekretæren. Hun inddelte sin omverden i akademisk hierarki (havde selv forgæves
forsøgt sig med en kandidatgrad), men var en dygtig sekretær, navnlig med en begavet næse for dagligdags
politik. 14
[d] Dekanen (John Kuhlman Madsen) forstod ikke problemet: praktisk arbejdsadgang til de for studier og
forskning nødvendige biblioteksressourcer, adgang til eksamen. Dekanen skrev om ”repressalier” og den
studerende, nu konferensstuderende, forstod ikke, hvad dekanen mente. Det viste sig, at SE havde været i
samtale med dekanen. Dekanen afviste samtale med den studerende. Fakultetet rejste disciplinærsag: sagen om
cykelventilen. Hvor den studerende skrev ”grædende” til Fakultetet, skrev institutlederen ”truende”. Den
studerende græd. Ti år blev det til dér i inderste immobile cirkel, hvor den (guds)forladte sidder. Da
institutlederen, ansporet af institutsekretæren, rejste en disciplinærsag (1994) i en privatsag, blev den
studerende sat i det dilemma: valget mellem loyalitet overfor en person, til hvem hun havde næret ubetinget
tillid, 15 eller forsvar. Institutlederen er blind for sociale mekanismer, og havde ikke set institutsekretærens
emotion gennem mange år. ”Lige børn leger bedst”, sagde dr.phil. Jørgen Raasted (1994).
[e] Studieårene gik i frustration. Arbejdsadgang til mikrofilm og middelalderbibliotek var hindret (den studerende
ønskede at arbejde i fred på middelalderbiblioteket, og lære editionspraksis af latinske filosofiske tekster).
Eksamen blev en social umulighed. Institutsekretæren chikanerede (i vidners nærvær), spredte rygter på
Fakultetet (også bevidnet). Den studerende brød sammen. Og sagen nåede rektor. Rektors juridiske
chefkonsulent (Dorrit Wivel) copypastede uden kildeangivelse (kandidaten genkendte filologens pen, så
umiskendeligt ej juristens) den inhabile institutleders partsindlæg (SE) ind i rektors papirer for ukritisk at erklære
13 Den studerende havde en mundtlig aftale med studielederen (Jørgen Mejer) om enkeltvise lån på dagsbasis fra middelalderbiblioteket mod en
låneseddel med navn per item (altså bevilget brud på præsensbiblioteksreglementet). En særregel, jeg overholdt (jeg arbejdede i eksil på et
nabo-institut). Ikke desto mindre rejste institutlederen SE straks endnu en universitetssag (1997/98). Fakultetssekretariatet (Kirsten Stenbjerre) idømte
den studerende en advarsel. Den faldt for at have lånt én bog fra middelalderbiblioteket med låneseddel med navn. Da institutsekretæren havde aflåst
instituttet i minutterne før lukketid, blev bogen afleveret ugen efter. Den studerende havde ultimo 90’erne alene fredags-adgang til
middelalderbiblioteket, efter aftale med dekanen. I 1998 brød jeg i desperation særreglen, da jeg tog bunker af bøger, flest med lånesedler med navn,
med på naboinstituttet, grundet en ph.d. ansøgning (Groningen Universitet, Nederlandene). Den skulle skrives i hast. Jeg modtog ph.d. stipendiet, men
blev fulgt over landegrænserne af KU (Kirsten Stenbjerre, Dorrit Wivel). At den fhv. forlovede/samlever, alias institutlederen rejser disciplinærsager
imod sin fhv. forlovede/samlever, alias den studerende, som alternativ til en privat samtale, er psykisk tortur. Kandidaten kollapsede i Nederlandene (email
1999). Institutlederen SE rejste endnu en disciplinærsag (1999). Og kandidaten blev relegeret (1999).
14 ”Nu er det enten dig eller mig, her på instituttet”, sagde institutsekretæren pludseligt en dag (1994). ”Hvor er du dog modbydelig”, svarede den
studerende (1994). Da instituttet blev sammenlagt til Saxo-instituttet (2004), og TAP’erne fysisk adskilte fra VIP’erne, valgte institutsekretæren at lade
sig pensionere. I marts og september 2011 fik den pens. institutsekretær rejst endnu to Fakultetssager (ved personalechef Hanne Møller) imod
kandidaten, ved synet af kandidaten på universitetets grund. En kontordame stod posteret som vagt med kandidatens portrætfotografi.
15 c. 20. august 1991. ”Tre børn, det er nok!” sagde institutlederen.

5
den inhabile modparts udokumenterede påstande og udsagn vedr. min person for såkaldt ”faktiske forhold”
(Dorrit Wivel). Og dér lå det skriftlige forlæg på sagsmappen set ved aktindsigt (1999). ”Det er nemmere at citere
fra en allerede eksisterende rapport, når dine grove og gentagne overtrædelser skal beskrives. Rapporten
beskriver faktiske forhold” skrev chefkonsulenten (Dorrit Wivel 1999), da kandidaten klagede til Fakultetet.
Juristen udøvede ingen kildekritik.
›Men rapporten beskriver ikke faktiske forhold. Modpartens udsagn vedr. min person, herunder usande
påstande (1999) om opførsel på middelalderbiblioteket, afspejler ikke faktiske forhold. Få dage inden rektors
relegations-afgørelse førte chefkonsulenten og institutlederen (SE) en personlig samtale på rektorsekretariatet.
Den studerende, der - som ph.d. stipendiat ved Groningen Universitet, Nederlandene - var udenlandsdansker,
blev kun formelt hørt, stod uden juridisk bistand og er afvist aktindsigt i samtalenotatet (Dorrit Wivel). Dorrit
Wivel har afvist delinkventen generel aktindsigt. Kandidaten og chefkonsulenten er hverandre personligt
ubekendte.
›Den studerende blev relegeret. Hun blev relegeret på tanker (en neurose per e-mail til institutlederen 1999).
Relegation fra en højere uddannelsesinstitution har senmiddelalderlige præmisser: udelukkelsen af det
akademiske forskningsmiljø er universitetets intellektuelle dødsstraf. En grusom dom, der nedbryder et
universitetsmenneskes netværk, en slags ultimativ isolationsstraf. Relegation har endvidere konsekvenser for
delinkventen i samfundet, ikke mindst økonomisk: tab af muligheden for dimittendsats.
›Rektor underskrev relegationen, anvist af chefkonsulenten. Dorrit Wivel meddelte telefonisk kandidaten et
antal beskyldninger fra privatlivet, uskrevne. 16 Da Dorrit Wivel har afvist delinkventen aktindsigt, kender
delinkventen derfor ej den reelle relegationsbegrundelse. Ankemuligheder findes ej. Kandidaten ankede
afgørelsen til Undervisningsministeriet (hun fik medhold), senere til Ombudsmandsinstitutionen (2004). Men
sagen var faldet for forældelsesfristen. Hun måtte passe sit ph.d. stipendium ved Groningen Universitet (1999),
og var mentalt udmattet. Uddannelsesstyrelsen tildelte Fakultetssekretariatet en påtale (2001).
Fakultetssekretariatet med dekanen i spidsen fik ved rektorsekretariatet trukket påtalen tilbage i
Videnskabsministeriet (2002).
[f] Begrundelsen for min kopiering af instituttets mikrofilmkatalog (1997) var digitalt forskningsidealistisk, såvel i
egen forskningsinteresse, som i håbet om at institutlederen ville tale med mig. Jeg nærede egentligt intet
uvenskab overfor min fhv. forlovede (jeg levede i en indre selvdestruktiv dødsspiral af mindreværd, ensomhed og
længsel), men frustration over institutsekretærens opførelse, institutlederens omgang med min person,
institutlederens tiltale af min person på universitetet som ”fuser, gå aldrig tilbage til en fuser!” (KU 1995) - ”Jeg
har magten til at få dig relegeret fra universitetet!” (KU 1995) - ”lus!” - ”har man hørt en loppe gø”
(middelalderbiblioteket 1994) - ”kælling” (Palermo, Chiesa di San Cataldo, 19. september 2007), blokaden af mine
studie- og forskningsmuligheder, mine eksamener, samt ikke mindst Fakultetets behandling af mit navn og min
person. Kvindelige sagsbehandlere, uønsket indblanding i private forhold, den studerende værnende om samme
(parrets privatliv vedkom ikke Fakultetet). Og en dekan der ikke lyttede til den studerende. Ydmygelser,
særordninger ueffektuerede i praksis, ingen studievejledning, intet råd om kandidatstudieskift, ingen hjælp til
studier i udlandet, intet kendskab til begrebet ”forskning” og hvad det indebærer. Dekanen afviste den
studerendes bøn om en temporær bibliotekssærordning (1994) over Fakultetsbiblioteket. Institutlederen rejste
endnu en disciplinærsag: sagen om ukvemsord. Han nævnte ej sine egne. Den studerende anså ordvekslingen (en
episode udenfor universitetets område) for privat, men ”sagen” blev behandlet som et universitetsanliggende.
›I 1990’erne fandt jeg på middelalderbiblioteket et opslagsværk i tre bind (Emden: A Biographical Register of
the University of Oxford), som Det Kongelige Bibliotek meldte ”bortkommet” siden 1970’erne. Jeg afleverede
personligt værket på Det Kongelige Bibliotek, og sendte afleveringskvitteringen til instituttet. Institutlederen
rejste straks endnu en disciplinærsag: sagen om det afleverede opslagsværk. Sekretariatschefen lod sagen falde.
Jeg blev angst ved institutlederen, min fhv. forlovede, rædselsslagen og var faldet i en levende-død mental
tilstand af sorg og fremtidsblokade, selvmordet som daglig tanke. ”Disciplinærsagen” satte institutlederen og den
studerende mod hverandre qua universitetsstatus. Institutsekretæren agerede i misforstået loyalitet. Og
Fakultetssekretariatet fastfrøs scenariet til et stereotypt iscenesat rollespil, selv når ingen handling forelå. Som
om menneskelige relationer ikke er komplekse og kan udvikles over tid. Ingen samtale.
16 Institutlederen henvendte sig 1999 til de civile myndigheder (Gentofte kriminalpoliti). De civile myndigheder afviste ham.

6
›Fakultetssekretariatet så ikke, at institutlederens ”sager” kunne næres af personlige motiver med seksuelle
undertoner. Fyrre år under KU’s ægide (2012) og aldrig udenfor universitetet fostrer en social nærsynethed. Og
instituttet fungerer som en familie under en pater familias.
›Studier og forskning er jo min identitet. ”Hjemme” er middelalderbiblioteket, uddannelse, undervisning og
forskning, altså universitetet i betydningen: lærdomscenter. Da institutlederen var inhabil, og kollegaer kollegiale,
var jeg hindret eksamen i græsk og middelalderfilosofi. Som en 22-årig studerende (1989) var jeg ej bevidst,
endsige bevidstgjort om socialsituation (for den studerende) ved kærlighedsforhold mellem ansatte og
studerende på Københavns Universitet. Institutlederen rejste endnu en disciplinærsag: sagen om
mikrofilmkatalogkopien. Fakultetssekretariatet henlagde sagen (Kirsten Stenbjerre 1998). Institutlederen
genrejste mikrofilmsagen for Personale og Jura (Dorrit Wivel 1999). Kandidaten bad over sekretariatschefen
(Stenbjerre) institutlederen modtage databasen (1998), forgæves. CD posttilsendt, kvittering ved Christian
Troelsgaard (2004).
[g] Institutlederen beskrev mikrofilmkatalogens oplysninger (Personale og Jura, 25. august 1999):
“En betydelig del af dens oplysninger kan føres tilbage til offentliggjorte
håndskriftkataloger, men en anden betydelig del af oplysningerne skyldes selvstændig forskningsindsats fra
instituttets medarbejdere. De forskningsresultater i form af tekstidentifikation, mm., som katalogen indeholder
skyldes, som det er fremgået, flere personer. Blandt de vigtigste bidragsydere har været afdøde prof. J. Pinborg
(†1982) og dr.phil. N. J. Green-Pedersen, som i 1970’erne og de tidlige 80’ere var stipendiat ved vort institut. Jeg
tør dog med stor sikkerhed hævde at langt de fleste kort repræsenterer mit personlige arbejde. Efter min
opfattelse kan B. Preben-Hansen således ingen ret have til at offentliggøre katalogen. Skulle hun producere 17 en
af hende selv forbedret version, vil denne dog bero på uretmæssig tilegnelse af andres upublicerede forskning.
Docent, dr.phil. SE”.
›Nu var der ingen tanke om offentliggørelse af katalogen. Kirsten Stenbjerre, Fakultetets sekretariatschef, havde
ikke forstået mit skriftlige spørgsmål: ”hvorledes jeg retteligen burde forholde mig til de kopierede oplysninger?”.
Sekretariatschefen vidste ikke, hvad en database er og kan bruges til. ”Hvad skal du med adgang til bøger? Du er
jo kandidat” spurgte en anden kvindelig juridisk sekretariatsansat. Studier og forskning forudsætter, uagtet
akademisk titel, adgang til de for studier og forskning nødvendige forskningsressourcer: bibliotek (publikationer),
mikrofilm (middelalderlige håndskrifter), kommunikation (isolation er kontraproduktivt) og arbejdstid.
[h] Udsagnene vakte min interesse. Der ses nemlig en elementær logisk inkonsistens i den syllogistisk
komponerede tekst:
“De forskningsresultater i form af tekstidentifikation, mm., som katalogen indeholder, skyldes”:
præmis (1): “offentliggjorte håndskriftkataloger”
præmis (2): “selvstændig forskningsindsats fra instituttets medarbejdere”
konklusion: “andres upublicerede forskning”
kontradiktion mellem præmis (1) og konklusion = konklusionen er falsk
præmis (1): sand
præmis (2): sand
konklusion: falsk
Jeg satte mig for systematisk at undersøge udsagnenes sandhedsværdi, dvs. dokumentere, hvorvidt hvert enkelt
forskningsresultatet er publiceret eller ej (det er jo publikationer der har gjort instituttet til en international
forskningsinstitution).
17 Ordet ”producere” er i Sten Ebbesens terminologi et skældsord. Ordet implicerer automatik og manglende tankevirksomhed.

[i] Jeg kunne efter to års bibliografiske studier konkludere (Personale og Jura, 14. august 2001):
”En betydelig del af mikrofilmkatalogens oplysninger kan føres tilbage til offentliggjorte håndskriftkataloger, men
en anden betydelig del af oplysningerne skyldes selvstændig forskningsindsats fra instituttets medarbejdere,
publiceret af instituttets medarbejdere 1955 til i dag.
›De forskningsresultater i form af tekstidentifikation, mm., som katalogen indeholder, skyldes, som det er
fremgået, flere personer. Blandt de vigtigste bidragsydere har været afdøde prof. H. Roos SJ, afdøde prof. J.
Pinborg, som publicerede deres forskningsresultater (især sophismata, grammatica speculativa, modi significandi)
1961-82, og posthumt under redaktion af dr.phil. SE; dr.phil. N. J. Green-Pedersen, som i 1970’erne og de tidlige
80’ere var stipendiat ved vort institut (IGLM), og som publicerede sine forskningsresultater (især topica,
consequentiae) 1973-97, og dr.phil. SE.
›Det kan dog dokumenteres, at stor del af oplysningerne skyldes dr.phil. SEs personlige arbejde, da en stor del
af oplysningerne (især sophistici elenchi, fallaciae, sophismata) kan genfindes i dr.phil. SEs
publikationsvirksomhed 1970 til i dag. En tredje del af oplysningerne kan genfindes i international forskning
(commentariorum medii aevi in aristotelem latinorum), publiceret 1950’erne til i dag. I langt de fleste tilfælde er
den internationale forskning udført og publiceret i samarbejde med instituttet under auspicier af dr.phil.erne J.
Pinborg og SE; især under dr.phil. SE, 1980’ til 2010’erne, da forskningsinstituttet har tradition for at huse
internationale gæsteforskere. Middelalderbiblioteket og mikrofilmsamlingen er i international topklasse.
›Efter min opfattelse er B. Preben-Hansen således principielt i sin gode ret til at anvende de oplysninger (de
publicerede forskningsresultater i form af tekstidentifikation, mm.) som katalogen indeholder mod en
bibliografisk reference for hver enkelt oplysning. Hun har nu andre gøremål. Og arbejdet blev udført i håb om
samarbejde. Derimod har B. Preben-Hansen naturligvis ingen ret til at offentliggøre SIGLs mikrofilmkatalog,
hvilket B. Preben-Hansen på intet tidspunkt har haft eller vil få til hensigt.
›B. Preben-Hansen har hermed produceret en af hende selv forbedret version af katalogen, der dog beror på
tilegnelse af andres gennempublicerede forskning, altså på en kopi af SIGLs mikrofilmkatalog 1997 (studielederen
var bekendt med kopieringen), samt sammenlignende studier i instituttets medarbejderes
publikationsvirksomhed og international forskning 1950’erne til i dag”. Der findes ingen upublicerede oplysninger
i SIGLs mikrofilmkatalog. www.preben.nl/KU2001.pdf
[j] Sekretariatschefen (Kirsten Stenbjerre) tildelte B. Preben-Hansen en teoretisk mikrofilmadgang (1998), men
glemte arbejdsadgangen. Således var mikrofilm-konsultation umulig. Præsensbiblioteksreglementet tillod ingen
undtagelser.
›Personale og Jura (Karsten Christensen) tildelte B. Preben-Hansen en biblioteks- og mikrofilmsærordning over
Det Kongelige Bibliotek, Center for Manuskripter og Boghistorie (2004). Ordningen blev effektueret omtrent ni år
senere (2012), da Folketingets Ombudsmand indvilgede i at se på sagen (17. februar 2011).
›SE er i dag professor MSO ved Københavns Universitet. Fakultetssekretariatet sender endnu skrivelser (2012), i
dag ved personalechef Hanne Møller. Tillid og loyalitet er en gensidig menneskelig aftale mellem to - og kun to -
parter (ej medtalt: familie og institutsekretær), uagtet akademisk titel, universitets- og socialstatus. Han vil ikke
acceptere hendes eksistens, i dag internationalt. Og hun er ked af det, aldrig ophørt med at holde af mennesket
bag magtbrynden. Hans livslange arbejde har skabt et internationalt forskningsmiljø i København, nu med
fremtidsmuligheder for faget i Skandinavien (ej for hende). Professoren omgås hun ubesværet naturligt, altid med
afstand, internationalt bevidnet siden 90’erne. De to omgås som hverandre fremmede (hans valg). Hun taler ej
om historien. Venner er vidner ved symposier, hvor også hun hører til. Jeg fører dagbog siden 1989, nedskriver
situationer og sætninger.
7

8
[k] Bibliotekssærordningen, ved Regelsamling for Københavns Universitet: 18. 01 (9. november 1989). Aftale om
biblioteksmæssigt samarbejde mellem Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek. Kap. 4,
Lånesamarbejde, paragraf 7:
”For bøger og tidsskrifter, der ikke findes i noget andet offentligt tilgængeligt dansk bibliotek, gælder at
institutbibliotekerne er principielt forpligtede til efter bestyrerens nærmere bestemmelse enten at udlåne bøgerne
gennem Det Kongelige Bibliotek eller til at tillade interesserede, der ellers ikke er adgangsberettigede til
vedkommende institutbibliotek at benytte bøgerne på stedet eller på en af Det Kongelige Biblioteks læsesale”
›Etableringen af særordningen tog elleve år (1994-2004), effektueringen af bibliotekssærordningen tog
Fakultetssekretariatet omtrent ni år (2004-12), herunder lå mikrofilmordningen ét år (2011-12) ubehandlet hos
Det Kongelige Bibliotek, Center for Boghistorie og Manuskripter (Ivan Boserup). Ordningen blev effektueret 2012.
Indlånsordningen fungerer i dag med ventetid af ca. tre uger per item (2013). Vente-ugerne gør
forskningsprocessen ekstrem vanskelig, kræver organisation, dog en kolossal lettelse set med baggrund i venteårene
(2002-12). Kandidaten rejser hyppigt på biblioteksrejser til Berlin og Groningen, og befinder sig i udlandet ¼
af året i forskningsøjemed. Hun samler og scanner til PDF, såvel på Det Kongelige Bibliotek som i udlandet.
›Kandidaten lider under det manglende tilhørsforhold og isolation. Det hele menageri er naturligvis en
kærlighedshistorie til et forskningsfag, et middelalderbibliotek (og engang til Sten), med dokumentation på
Københavns Universitet. Hun vil efter insisterende universitetsstudier gerne tage en anden kandidateksamen
udenfor Saxo-instituttet, men er forhindret genindskrivning på Københavns Universitet.
›Det er pinefuldt ikke officielt at måtte skabe sig en ny og anden karriere. Og dermed legitimere vente-årene,
arbejde sig ud af en bureaukratisk låst livssituation (2000-10’erne) ind i en fremtid. Som studerende bedømtes
hun i kategorien lige under toppen (10-13, gl. skala), hun er arbejdsom 24/7, engageret, reserveret,
selvdisciplineret. Personalechef Hanne Møller, 18 dekanen Ulf Riber Hedetoft og kandidaten er hverandre
personligt ubekendte. Fakultetssekretariatets behandling af min person 2000’-10’erne er uværdig siden 90’erne
og ude af proportion med reelle faktiske forhold. Og jeg ”er intet uden universitetet”.
Bernadette Preben-Hansen
Abstract in English (500 words): 2013, in progress
18 Kendetegnende for Kirsten Stenbjerre, Dorrit Wivel og Hanne Møller, i.e. bureaukraternes behandling af den studerende/kandidatens person er
forudfattet ubegrundet mistro. Ingen af parterne kender hverandre personligt. Den studerende bad skriftligt gentaget Stenbjerre om ”en ordentlig og
værdig behandling på Fakultetet”, forgæves. Stenbjerre var berygtet for absolutisme, dvs. ”dødsdomme”. Ingen af de juridiske kandidater har
forskningsbaggrund. Påfaldende er det, at ikke mindst på KU genkendes princippet: ”kvinde er kvinde værst”. Navnlig Dorrit Wivel synes (1999-2013) at
arbejde partisk - uden kritisk sans og kildekritik - i sårbare personsager. Hun har aldrig set kandidaten, men samtalte personligt med docenten
(rektorsekretariatet, juni 1999). Wivel syltede årelangt bibliotekssærordningen (1999-2012), samt telefonerede såvel Ombudsmandsinstitutionen som
dekan Ulf Riber Hedetoft. Dorrit Wivel nærmest ”tilsvinede” kandidaten skriftligt fra rektorsekretariatet (1999-2004), da kandidaten drillede.

Fra dagbogen, 2013
›Mandag, 29. april 2013, 12:00, SE går op ad trappen fra metroen ved Islands Brygge, tilfældigvis går BPH ned ad
samme trappe, ned i metroen. Han registrerer hende. Hun hilser på trappen, lavmælt og venligt: ”dav, Sten”. Og går
videre (det gør ondt) ned i metroen, ned i Hades. Han hilser ej og aldrig. De velkendte trækninger om munden, og
blikket der stirrer lige frem. Kandidaten sørger endnu over tabet og relationen, der forliste til en dødedans i
90’erne, med dagbog siden 1989. SE vil ikke acceptere hendes eksistens. En træagtig sort-hvid personlighed,
generøs overfor sine elever, stejl og hævngerrig i privatlivsrelationer, hvor han selv har erklæret uvenskab, altid
uden intuition, uden samtale, uden tilgivelse.
›Mandag, 6. maj 2013, 17:00, beretningens to hovedpersoner passerer tilfældigt hverandre ved Det Kongelige
Bibliotek. Hun udstråler tilbageholdende imødekommenhed, med ansigtet i ro. Han registrerer hende på afstand,
passerer uden hilsen, med blikket stift fremadrettet: ”den ustoiske stoiker”. For ikke at forulempe SE hilser
kandidaten ej heller. Hun erkender at have såret ham, for tyve år siden. Det var ikke meningen, men afmagt. Hun
havde (har) viljen til en livslang relation, men i 90’erne ikke det fornødne livsfundament til at tackle en akavet
familiær socialsituation, sige fra overfor en statusprogrammeret institutsekretær, samt manglede erkendelsen,
hvorvidt det var akademiet eller personen (grundigt blandet sammen), hendes livsvilje gjaldt. En betragtelig
aldersforskel har betydning, ikke et forelsket par imellem, men i forhold til omverden, uomgængelige sociale
relationer med forudfattede ideer på andres vegne. Den studerende ville ikke skilles, i særdeleshed ikke fra
universitetet i betydning ”lærdomscenter”.
SE ødelagde mit privatliv i mine unge studieår (direkte i kølvandet på sin skilsmisse), men langt værre: permanent
mine studie- forsknings- og karrieremuligheder ved Københavns Universitet. Hér er jeg i dag kvinden uden navn
og identitet. Universitetet burde under Lex Haarder i tide have tilskyndet mig til kandidatstudieskift. SE har ikke
gjort mit liv internationalt til en dans på roser, da seksuelle relationer mellem ansatte og studerende på højere
uddannelsesinstitutioner i udlandet enten er forbudt eller et endnu større tabu end i Danmark. Den skam og skyld,
en ung kvindelig studerende må trækkes med, kan intet menneske undes. Og den mur på Københavns Universitet,
hun støder panden imod dagligt i 2010’erne, har ingen proportion i rimelighed med den sag i 90’erne, ingen ved
hvad handler om, ej heller de implicerede. Ingen af de to hovedpersoner vidste, hvad den handlede om.
Microfilm-card, Saxo-institute, Greek and Latin, University of Copenhagen:
Database-card:
[ ]
TOWN AUTHOR
LIBRARY
SIGN
FOLIA TEXT
FILM
[ ]
country town library signature olim folia
author content text incipit explicit/colophon provenance
catalogue Weijers literature edition questions remarks
ff digitised Copenhagen Netherlands Internet
9