difoet-nyt 55.vp - heerfordt.dk

diføt⋅nyt 

Ny dansk el-bil på vej! 

Pionérånden lever 

– men hvem tør satse? 

Korncirkler 1998 

Ord og virkelighed 

Les Case: 

Lovende eksperiment 

med kold fusion 

Bognyt: 

Bessler / Keely / HAARP 

Kold fusion / korncirkler 

PYRAMIDE i Kolding 

NR. 55.4 / MARTS 1999 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. 

www.difoet.dk 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand 

Agerkær 17, 2., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05 

Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar 

Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14 

Mogens Larsen - Kasserer 

Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre 

Christian Heerup 

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd 

Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds 

Agertoften 27, 2750 Ballerup 

Jan Koed - Redaktør 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C 

Allan Göttsche - Suppleant 

Boholmsvej 7, 3250 Gilleleje 

DIFØT Århus 

Ib Bang - Formand 

Joh. P. Sørensensvej 12, Tebstrup, 8660 Skanderborg 

Girokonto 

939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Medlemskab 

Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages 

som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte 

1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent: 

250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr. 

Forsiden 

At pionérånden har det 

godt i Danmark er denne 

nyudviklede »hybridbil« et 

fremragende eksempel på. 

Bilen drives af en elektromotor, 

der henter sin ener- 

gi fra solen eller en lille 

dieselmotor – kort sagt en 

solbil med hjælpemotor. 

Opfinderne søger nu penge 

til produktudvikling af 

Connector 2001, som er 

navnet på fremtidsbilen. 

16. årgang nr. 55.4, mar. 1999 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt ⋅ nyt 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv. 

1817 Frederiksberg C 

tel/fax 33 22 37 28 

email: jan-koed@inet.uni2.dk 

Udgivelse 

diføt ⋅ nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Bladet udkommer med fire 

numre om året. 

Oplag: 300 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Hvad kan det nytte? 

Dansk bilindustri 

3 

søger finansiering 5 

Kortnyt 

Katalytisk fusionsproces 

7 

– der kan reproduceres 11 

Ordenes virkelighed II 15 

Engelske korncirkler 1998 20 

Til pendulsvingere 

og andet godtfolk 23 

Words to Eat 25 

Bognyt 26 

Foreningsnyt 31

Finansiering: 

Hvad kan det nytte? 

Af Albert Hauser 

I januarudgaven 98 af fagforeningsbladet 

METAL kunne man læse om den 

danske opfinder Bent Mikkelsens »energivæske«. 

Væsken kan fremstilles af billige 

naturprodukter og frembringer under 

forbrug i en særlig anordning en 

kraftig jævnstrøm, der ifølge Mikkelsen 

ville erstatte afbrænding af olieprodukter 

i kraftværker, husholdninger og 

transportmidler. 

Altså endnu engang en form for fri eller 

billig energi og i dette tilfælde i Dannevang-Nørresundby! 

Bent Mikkelsen har opfundet mange 

andre ting og ovennævnte idé er flere år 

gammel, men blev forsinket af en sygdomsperiode. 

Han er klar over ideens 

brisans og derudover irriteret over, at der 

hverken i Danmark eller for den sags 

skyld i hele Europa hersker nogen interesse 

for afprøvningen eller produktionsmodningen 

af hans system. 

Han blev derfor tvunget til at forhandle 

med USA koncerner, der gerne 

vil købe hans opfindelse, men som samtidig 

forbyder normal patentering (med 

dertil hørende offentlig fremlæggelse) 

og tilmed nægter at garantere for systemets 

ibrugtagning i overskuelig fremtid. 

Altså endnu engang opkøb fra verdens supermagt 

til skuffeprojekt. 

Jeg blev gjort opmærksom på historien 

gennem tilsendelse af ovennævnte 

blad af DIFØT medlemmet Ib Nielsen på 

Fyn og skrev derfor til Mikkelsen for at 

tilbyde DIFØT’s evt. assistance. 

Jeg fik ikke noget svar, men et andet 

medlem fortalte mig, at Mikkelsen allerede 

havde solgt til USA. Efter nogle måneder 

ringede jeg til Nørresundby og blev 

derved klar over, at opfinderen stadig lå i 

forhandlinger. 

Nu var det min agt at finde en dansk 

sponsor, og et medlem i Aabenraa ønskede 

samtidig, at jeg orienterede en lokal 

politiker om DIFØT. Det kvindelige folketingsmedlem, 

der samtidig er civilingenieur, 

fik både materialer fra biblioteket 

og Mikkelsens adresse og ærinde. 

Desværre blev der ikke mere ud af dette 

skind og jeg kontaktede herefter Poul 

Andreassen, nyvalgt formand for de 

konservative og tidligere direktør for ISS 

og Storebæltskonsortiet. 

Hverken dette initiativ eller kontakten 

til Gaya-fonden – samt min seneste 

henvendelse til LEGO – gav pote. LEGO 

har på grund af egen krise ansat en »virksomhedsdoktor«, 

der er kendt for tidligere 

at have hjulpet Bang & Olufsen i 

Struer i en lignende situation, men denne 

person vil eller kan heller ikke hjælpe, 

og jeg beklager endnu engang dybt 

Steen Danøs død først i 1998. 

Denne tidligere redder af Thrige-Titan 

og senere vinder over statens AMBI var 

blandt meget andet også formand for et 

forskningsprojekt, der udviklede det i 

presse og TV omtalte »danske superbatteri«. 

Da ingen ville producere dette genopladelige 

batteri, der både var lettere, 

mere energirigt, bedre formbart og mindre 

affaldsbelastende end de kendte blybatterier, 

blev der indgået en aftale med 

et USA firma. Man kunne herefter læse i 

pressen, at amerikanerne efter flere tabte 

retssager mod de danske interesser med 

deres hær af sagførere havde kørt danskerne 

træt. Man afhændede produktionen, 

hvad Danø kaldte en »fjendtlig 

3

diføt ⋅ nyt 55.4 

overtagelse«, og vi har siden ikke set noget 

til dette batteri! 

Jeg mødte Steen Danø på Juliegaard 

ved Svendborg, da en opfinder fra Vejen 

skulle præsentere en permanentmagnetisk 

motor. Bildsø (se frienergi-tabel i diføt 

⋅ nyt 35, side 18-20) havde kontaktet 

mig efter fjernsynsindslaget i Voksdugen, 

men var ifølge eget udsagn advaret og 

skræmt af en nabo, der var advokat, mod 

at vise apparatet til nogen og heller ikke 

til mig. Han havde tilsyneladende vanskeligheder 

med at styre sin »turbine«, 

der flere gange løb løbsk. Da jeg tilbød 

min hjælp med at belaste eller bremse 

hans ustyrlige apparat, gik han med til at 

vise mig nogle dele »efter« at centrifugalkræfterne 

havde spredt dem i rummet. 

Han lovede at genopbygge modellen 

og vise den til den af mig fundne sponsor, 

men da mødeterminen nærmede 

sig, havde han intet at vise og ville have 

mig til at aflyse aftalen på Fyn. Det var en 

vinterdag nær jul med blæst og sneglatte 

veje, da jeg måtte hente en slukøret opfinder 

på hans bopæl. 

Steen Danø havde i en af gårdens længer 

indrettet et kontor han kaldte sit »laboratorium«. 

Efter en kort præsentation 

overlod jeg ordet til Bildsø, som måtte 

indrømme sin fiasko. Til sidst spurgte jeg 

Steen Danø, om jeg måtte komme igen, 

når jeg havde noget konkret, og hvordan 

han ville have hjulpet en evt. opfinder. 

Han ville gerne en anden gang høre om 

nye muligheder, og hans plan var i så 

fald at spytte personligt 1 mio. i bøssen. 

Herudover mente han at kunne mønstre 

ni andre venner, der hver især kunne 

klare et tilsvarende beløb! 

Se, dette var en fremsynet person, som 

man desværre må lede efter som den berømte 

knappenål i høstakken. 

4 

Men tilbage til Bent Mikkelsen. Problemet 

er ikke så enkelt, som jeg erfarede, 

da jeg ringede til ham anden gang og 

han forklarede, at hans »energivæske« 

på prototypestadiet efter startblandingen 

først kan anvendes efter syv måneder. 

Dette gælder hans hjemmelavede 

metode, men ved industriel fremstilling 

vil dette tidsrum kunne afkortes betydeligt. 

Jeg har spekuleret på, om Mikkelsen 

skulle tilbyde sit system til Japan, der 

som bekendt er verdensmester i at forvandle 

nye ideer til anvendelige produkter. 

Her har vi dog i øjeblikket en finansiel 

krise, der knapt nok er overstået. 

Krisen der begyndte i Indonesien påstås 

fremkaldt af den amerikanske storspekulant 

George Soros. I hvert fald har 

en indonesisk politiker truet Soros med 

alverdens ulykker, og tidligere har en 

fransk finansminister angrebet Soros, da 

samme person i 1993 udløste devalueringen 

af det britiske pund (fra kr. 11,- til 9,-) 

og samtidig tjente milliarder til sig selv! 

Jeg kan huske, at mange danskere var 

meget betænkelig ved Tysklands genforening 

i 1989. Også Euro-valutaens 

indførelse har Danmark holdt sig foreløbig 

ud af – altid beredt til at mele egen 

kage – uden tanke for, at Euro’en netop 

er et værn mod spekulation og ovennævnte 

kapitalister og enkeltpersoners 

tilladte forgyldning! 

Født i Holland, opvokset i Tyskland 

og efter at have arbejdet i flere andre 

europæiske lande har jeg i dag dansk 

borgerskab og føler mig måske derfor 

som europæer. Jeg lægger mere vægt på 

at se det der forbinder de forskellige folk 

end det der skiller dem – og det er nok 

ikke så galt.

Produktudvikling: 

Dansk bilindustri 

søger finansiering 

Hybridbilen ‘Connector 2001’ er på 

hjul. Konceptet holder hvad det lovede 

på tegnebordet og nu er virksomheden 

bag projektet klar til aktietegning. 

Af Bjarne Egelind 

– Jeg tror ikke bilisterne ville have de små 

el-biler fordi de var for langsomme, havde 

for begrænset aktionsradius og batterier 

fyldte alt for meget, lyder det fra 

opfinder og initiativtager til en ny, dansk 

hybridbil, Børge Christensen, Ebeltoft. 

Vores bil er på ingen måde en storebror 

til Ellerten, men derimod en konkurrent 

til almindelige biler, understreger 

Christensen, der efter mange år i flyvevåbnet 

som pilot, radartekniker og civilingeniør 

har taget initiativet til etablering 

af virksomheden Toria A/S og til hybrid-projektet, 

der blandt andre foregår i 

samarbejde med ingeniørhøjskolerne i 

Sønderborg og Århus samt Ålborg Universitet. 

Avanceret nytænkning 

Connector 2001 ligner en sportsvogn. Den 

har god plads til seks voksne personer og 

er udstyret med Head Up Display (som 

det der anvendes i jagerfly, hvor dele af 

instrumenteringen spejles på frontruden). 

Bilen vil til sin tid være i konstant 

satellit-forbindelse med det nationale 

serviceværksted og giver selv besked, 

længe før eventuelle tekniske problemer 

indvirker på sikkerheden eller medfører 

stop. Samme kommunikationssystem er 

årsag til, at hybriden omgående bliver 

sporet ved tyveri. 

Torias koncept 

6m 2 solceller er nedfældet i køler og tag, 

der leverer 680 W jævnstrøm til forureningsfri 

el-bykørsel. Strømmen opsamles 

i 12 akkumulatorer på til sammen 144 

V, magen til akkumolatortypen der bruges 

i fly. Nævnte batterier føder en 20 kW 

el-motor (27,2 hk), så bilen kan køre en 

forureningsfri distance på 30-40 km i 

sommersol. Hvis den aktionsradius ikke 

rækker, tilkobler en 2 cyl. dieselmotor på 

16 kW automatisk, og så er rækkevidden 

stort set ubegrænset. 0 til 100 km/t nås på 

15 sek., og når foden flyttes fra speederen 

virker el-motoren som generator, der lader 

akkumulatorerne, hvilket også sker 

under opbremsning. 

Færdig forretningsplan 

Det ærgrer Børge Christensen hver gang 

han tænker på pensionskassernes udtalelser 

i november sidste år, hvor flere ledende 

skikkelser fastslog, at kasserne 

uden held og med lup havde ledt efter 

danske erhvervsprojekter, det var værd 

at gå ind i. Og erhvervsminister Pia Gjellerup 

sekunderede ved at efterlyse projekter: 

»Danmark har alt for få innovative 

virksomheder«. 

5


Hjertet i ‘Connector 2001’, der kun vejer som en Fiat 600, består af en el-motor og en lille 2 cyl. dieselmaskine. 

I by drives bilen alene af el fra solpaneler, på motorvej supplerer dieselmotoren. 

Foto: Bjarne Egelind 

Generelt mener Christensen, der findes 

mange danske innovative virksomheder 

og som et nærliggende forslag peger 

han på Toria A/S. Med en færdig prototype 

og med udsigten til en serie 0-model 

i 2002 er virksomheden ved at lægge 

sidste hånd på sit aktietegningsmateriale. 

Beskedent kapitalbehov 

– Foreløbig har vi investeret 2,5 mio. kr. i 

projektet, der har et aktiekapitalbehov 

på 40 mio. og et samlet kapitalbehov på i 

alt 90 mio. kr., fortæller ingeniør og 

direktør Alistair Persson, som til dagligt 

står for udviklingsarbejdet. Indeholdt i 

beløbet er de resterende udviklingsomkostninger, 

den endelige produktmodning, 

etableringen af en produktionslinie, 

tests og godkendelser samt markedsføring. 

Set i relation til, at virksomheden i op- 

6 

startsfasen kalkulerer med en årlig produktion 

på 3.000 biler og en egenkapital 

efter 10 år på 300 mio. kr. synes den nødvendige 

aktiekapital på 40 mio. kr. ikke 

af så meget. Som Børge Christensen udtrykker 

det: 

– Når der i kulturelt øjemed kan skaffes 

12 mio. kr. til et laserlys langs den jyske 

vestkyst, og der er råd til at investere 

20 mio. kr. i renovering af en rytterstatue 

i København, og en boldklub i Ålborg 

kan tegne aktier for 80 mio., kan det vel 

ikke være en umulig sag at fremskaffe 40 

mio. kr. til et seriøst projekt, der er ensbetydende 

med etableringen af mange arbejdspladser, 

en omfattende eksport og 

store importbesparelser. 

100 km på 3 l brændstof 

– Af grunde som jeg kun skal gisne om 

har ingen af de etablerede bilproducenter 

udviklet deres motorer yderligere i

energimæssig øjemed, siger Børge Christensen. 

En bilmotor bruger i dag stort 

set samme mængde brændstof per kørt 

km som den gjorde for 10 år siden. Også 

på det felt er Connector 2001 meget længere 

fremme end konkurrenterne. Vi 

mere end opfylder kravene til en »3 liters 

bil«, hvilket vil sige, at vores bil faktisk 

kører over 100 km på 3 l brændstof. I november 

sidste år blev Connector 2001 tildelt 

European Solar Prize. 

Connector 2001 

Forhjulstrukket, seks pers. stationcar 

Mål: Bredde: 2 m, længde: 5,5 m, højde: 

1,5 m, frihøjde: 0,4 m 

Tom vægt: 780 kg 

Drivenergi: Sol og dieselolie, 20 kW vekselstrømsmotor, 

væskekølet dieselmotor 

16 kW, automatgear, luftaffjedring, 

ABS-bremser, airbags 

Acceleration: 0-100 km/t under 15 sek. 

Topfart: 120 km/t 

Økonomi: 30-40 km/l plante- eller dieselolie 

Batterier: Vedligeholdelsesfrie, forseglede 

gel-type blybatterier, 3,7 kWt, særligt 

batteriudligningsudstyr, ladning fra solceller 

Karosseri: Sandwich-bund i skum og 

glasfiberarmeret epoxy. Tag og bagklap 

i glasfiberarmeret termoplast, forklap i 

glasfiberarmeret polyester, døre i glasfiberarmeret 

epoxy. 

Instrumentering: Head UP Display 

(HUD) og bærbar PC, der også kan bruges 

til navigation, radio, CD afspiller, 

alarm og black box funktion 

Sikkerhed: Connector 2001 er noget højere 

end normale biler og ved frontalt 

sammenstød glider motor og transmission 

ned under karossens skrå forende 

Kortnyt 

Økologisk netværk 


Et brugbart netværk, en indgang til den 

økologiske verden – og et længe tiltrængt 

forum, hvor belæste grønne forskere 

på den ene side og jordnære praktikere 

på den anden kan udveksle erfaringer 

og slå bro. 

Karakteristikken af det grønne netværk 

Øko-net faldt i går på Askov Højskole, 

hvor landbrugsforskere, økonomer og 

sociologer på den ene side og økologiske 

selvbyggere og diverse andre græsrødder 

på den anden side holdt årsmøde og 

udvekslede erfaringer. Samtidig kunne 

den brogede skare fejre det unge Økonets 

jubilæum. Netværket med sekretariatsleder 

Lars Myrthu som ledende ildsjæl 

blev dannet for 5 år siden af folk, der 

ærgrede sig over den enorme viden og 

alle de erfaringer, som folk gjorde og gør 

sig inden for økologi, uden at andre nogen 

sinde får gavn af det. 

I dag ligger netværkets blad Øko-net 

på biblioteker og folkeskoler landet over, 

og de daglige telefonopkald, e-mail og 

andre henvendelser til sekretariatet 

kommer ikke mindst fra lærere, der har 

fundet ud af, at de kan bruge netværket 

til at skaffe sig et overblik over den viden 

og de eksperter, der findes inden for bestemte 

grønne emner eller som ønsker at 

få formidlet en kontakt til en af de mange 

foreninger, der har det mere eller mindre 

fælles formål at skabe et bæredygtigt og 

økologisk samfund. 

Netværket er netop blevet evalueret 

for Den Grønne Fond, der støtter projektet, 

og den femårige har fået flotte karak- 

7


terer som en »effektiv formidler, der udfylder 

en vigtig rolle som netværksskaber 

og fornyer« i den grønne verden. 

Øko-net er ikke nogen traditionel miljøbevægelse, 

men en tværgående størrelse, 

der slår bro mellem diverse miljøengagerede 

og formidler kontakt og viden 

mellem de mange græsrødder, organisationer 

og andre interesserede. 

Ifølge psykolog og forsker på Danmarks 

Tekniske Universitet Jeppe Læssøe, 

der i mange år har fulgt græsrøddernes 

spiren og vækst, består Øko-nets store fortjeneste 

i at have slået bro mellem forskere 

og praktikere. 

– I andre lande betyder »folkeoplysning« 

statens informationer til folket. Danmark 

har andre traditioner for folkeoplysning, 

og her placerer øko-netværket sig. Både 

som formidler af folkelig viden og erfaring 

og som fornyer i den forstand, at 

møderne mellem de mange miljøengagerede 

kræfter inspirerer og fører til nye 

initiativer, siger Jeppe Læssøe. 

I løbet af de 5 år, der er gået, siden netværket 

åbnede, er økologi »kommet på 

alles læber«, som temaet lød for jubilæumsmødet 

– underforstået: Danmark er 

nået langt inden for økologisk landbrug. 

Men hvis danskerne skal leve bæredygtigt, 

er det kun de første skridt, der er taget. 

Forude ligger den mere omfattende 

omstilling til et egentligt bæredygtigt 

samfund, hvor økologi ikke bare er noget, 

man kan købe i en plasticpose med et 

rødt Ø i Brugsen. 

Øko-nets adresse er www.eco-net.dk 

8 

Anne Bech-Danielsen 

Kilde: Politiken 24.1.99 

Visionær pyramide 

Nyt og gammelt forenes i et opsigtsvækkende 

byggeri, som i disse måneder rejser 

sig på en bakke ved Koldings nordlige 

indfaldsvej: Designet er lånt fra det 

gamle Ægypten, men udførelsen er i stål 

og blåt glas a la Downtown Manhattan. 

Det er med andre ord en pyramide 

skabt til det næste årtusind, og når den 

står færdig til indvielse i marts, vil den 

ikke blot være et nyt vartegn for Kolding, 

men også huse et af landets mest spændende 

og alsidige tilbud inden for naturmedicinsk 

behandling. 

Den spektakulære bygning er døbt 

Euro Helse Pyramiden og kommer til at 

rumme en række helseklinikker, hvoraf 

fire vil være besat af uddannede og eksaminerede 

heilpraktikere samt en helsebutik. 

Det er Kolding-heilpraktikeren Egon 

Pedersen, der i mange år har arbejdet på 

at få det visionære projekt ført ud i livet – 

et moderne og fleksibelt behandlingscenter, 

hvor også de ydre, arkitektoniske 

rammer udgør en dynamisk del af behandlingen. 

Pyramiden er tegnet af arkitekt Jens 

Chr. Roskjær, og dens ydre mål – i størrelsesforholdet 

1:10 – følger nøje proportionerne 

på den ægyptiske Keopspyramide. 

Vinklerne er således nøjagtig 

54,4 grader, fordi adskillige historiske 

forsøg har påvist, at netop dette mål 

medfører en stærkt koncentreret energi 

under pyramiden. Eksempelvis holder 

fødevarer sig friske i længere tid, når de 

opbevares under en pyramide med disse 

proportioner. 

– I behandlingssammenhæng kan denne

energi udnyttes til at løfte immunforsvaret 

og styrke patienternes psykiske 

balance og velbefindende, siger 

Egon Pedersen, der sammen med de øvrige 

heilpraktikere glæder sig til at flytte 

ind i de nye, spændende og rummelige 

omgivelser. 

Egon Pedersens klinik hører i øvrigt til 

blandt de mest søgte herhjemme og har i 

en årrække haft afdelinger i både Göteborg 

og Madrid. Klinikken råder over 

noget af det mest moderne diagnosticeringsudstyr 

i Danmark – både når det 

gælder irisanalyse og mørkefelt-mikroskopi. 

I Euro Helse Pyramiden kommer Egon 

Pedersens heilpraktikere desuden til at 

indgå i et tæt samarbejde med blandt andet 

healere og psykologer og kan således 

blive en banebrydende institution inden 

for de nye behandlingsformer – blandt 

andet lys- og farvebehandling. 

Michael Klintø 

Kilde: ErhvervsBladet 2.2.99 

Velux satser på solfangere 


Velux koncernen, der er blandt de ti største 

industri-virksomheder i Danmark 

med en omsætning på mere end 6 mia. 

kr., går nu ind på solvarme-markedet. 

Det nye produkt, der bliver lanceret 

under navnet Velsun, er en solfanger, 

som er indbygget i Velux inddækningen. 

Det betyder, at solfangeren kan sammenbygges 

med Velux ovenlysvinduer. 

Den grundlæggende ide er at producere 

en såkaldt bygningsintegreret solfanger, 

der ikke virker som et fremmedlegeme, 

men som harmonerer med husets udseende. 

Velux’ indtog på solvarme-markedet 

kan blive et gennembrud for solenergien 

i Danmark. 

– Vi håber, at vores entre på markedet 

kan blive det gennembrud, som solenergien 

i Danmark fortjener, siger markedschef 

Ole Pilgaard, som er leder af Velsun, 

der er 100% ejet af Velux. 

Velsun blev stiftet i 1998 og introducerer 

9


den første solfanger på det danske marked 

1. april i år. I første omgang har Velsun 

ikke planer om eksport. 

Velsun er først til at sætte standardiserede 

solfangere i egentlig industriel 

produktion i Danmark. I Danmark er 

produktionen af solfangere til dato foregået 

i håndværksvirksomheder. 

Velsun vil ikke dumpe priserne på solfangere; 

men selskabet vil markedsføre 

produkterne under eget navn som en 

mærkevare. En Velsun solfanger kommer 

til at koste ca. 2.500 kr. pr. m 2 og inddækningen 

kommer til at koste 550 kr. 

pr. m 2 . 

Ifølge Velux vil et fuldt udbygget solvarmeanlæg 

installeret hos en dansk 

husstand koste ca. 30.000 kr. Et solvarmeanlæg 

kan derefter levere op til 60% af en 

families energiforbrug til opvarmning af 

det varme vand på årsbasis. 

Velux giver tre væsentlige begrundelser 

for at udvide sit forretningsområde til 

at omfatte solfangere: 

En stigende miljøbevidsthed i befolkningen. 

Stigende energipriser. 

Markedet er i vækst. 

Beregninger fra Energistyrelsen viser, at 

markedet for solfangere har et potentiale 

på 5.000 anlæg om året om 10 år. 

– Vi satser på at udvide det danske solvarme-marked 

betragteligt med vores 

nye produkt. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, 

hvor sjældent solvarme i dag 

indgår som en del af nyt byggeri, slutter 

Ole Pilgaard. 

Søren Dietrichsen 

Kilde: ErhvervsBladet 3.3.99 

10 

Partikel skaber sensation 

Ved hjælp af en enorm vandtank placeret 

1 km under jorden er det nu lykkedes 

for et hold forskere fra USA og Japan 

at påvise, at elektronens neutrale makker 

– neutrinoen – har en masse. 

Resultatet er bemærkelsesværdigt, 

fordi det strider mod fysikkens nuværende 

standardmodel for, hvordan 

naturens mindste byggesten og naturkræfter 

skulle opføre sig. Ifølge denne teori 

skulle neutrinoer være masseløse. 

Men de nye japanske målinger viser, 

at neutrinoerne i stedet har en masse på 

mindst 0,07 elektronvolt, svarende til under 

en milliontedel af, hvad en elektron 

vejer. Det lyder ikke af meget. Men resultatet 

vil få stor indflydelse på vores forståelse 

af universet, fordi neutrinoerne 

findes i så stort et antal overalt i universet. 

Måske er det partikler som disse, der 

udgør det ukendte såkaldt sorte stof, 

som ifølge beregninger burde stå for 

over 90% af al massen i universet. 

Neutrinoer findes i tre forskellige udgaver. 

Ifølge den fysiske teori kan de kun 

skifte mellem disse tilstande, hvis de har 

en masse. Og det er netop et sådant skift 

fra en type neutrino til en anden, som 

forskerne nu har påvist ved at studere de 

svage lysspor, som neutrinoerne efterlader, 

når de løber gennem vand. 

Kilde: Illustreret Videnskab 13, okt. 98 

Alt, hvad der eksisterer … 

består af noget 

Gabs

Kold fusion: 

Katalytisk fusionsproces 

– der kan reproduceres 

I sidste nummer af diføt nyt var der en omtale af ‘Den syvende internationale 

konference for kold fusion’ – ICCF-7, der blev afholdt i Vancouver i april sidste 

år. Denne artikel går lidt nærmere på et af de mest lovende eksperimenter, der 

blev demonstreret ved konferencen. 

Af Eugene Mallove 

Kemiingeniør dr. Les Case viser sin originale 

‘Mark-I’ katalytiske fusionscelle ved ‘Cold Fusion 

Technology’s laboratorium i Bow den 30. april 

1998. Tidligere på dagen havde en tilsvarende 

celle opnået – og overskredet – den temperaturstigning, 

som Case havde forudsagt. 

Foto E. Mallove 

Dr. Leslie C. Case, som er en erfaren kemiingeniør 

med fire akademiske grader 

fra MIT, overraskede os alle ved ICCF-7 

ved at demonstrere sin gasfase »katalytiske 

fusion«, som han har udviklet gennem 

de sidste ca. 6 år. Han blev inspireret 

af det arbejde, som E. Yamaguchi udførte 

i 1992 ved NTT laboratorierne, nemlig 

dannelse af helium og overskudsvarme 

på grundlag af palladium i en kold fusion 

i gasfase. 

Selv om Case bor i New Hampshire, 

kendte jeg ikke noget til ham. Han forholdt 

sig med vilje tavs indtil slutningen 

af november 1997, hvor han kunne offentliggøre 

sit internationale patent. 

Men ved ICCF-7 fortalte han det hele. 

Han har tilsyneladende opdaget et meget 

snævert aktionsområde for aktive 

kulkatalysatorer, der lades med forskellige 

ædle metaller (i vægtområdet 0,1% til 

0,5%). Indtil videre virker palladium 

bedst, siger han. Ved at opvarme disse 

katalysatorer (der er ikke tale om elektrolyse), 

siger han, at der med stor pålidelighed 

kan produceres en betragtelig 

mængde varme, når disse katalysatorer 

bliver udsat for adskillige atmosfæres 

tung brintgas (deuterium gas). 

Endvidere har han udviklet det helt 

afgørende »nul-resultat« med tung brint 

og inaktive katalysatorer, der opfører sig 

på samme måde, som hvis de udsættes 

for almindelig (let) brint. Det ligner et 

skudsikkert kontroleksperiment. Vi kan 

ikke se, at der er noget galt med forsøget, 

så vi forventer han kommer meget langt 

med sit eksperiment. Det foregår på et 

niveau med høje temperaturer (150- 

250° C eller derover), hvilket betyder, at 

udvikling af damp og elektrisk kraft er 

inden for rækkevidde, hvis processen 

gentagne viser sig at være ægte og robust. 

11


Hvad der virkelig imponerede mig, 

var hans demonstration her i vores laboratorium 

i Bow, New Hampshire, den 

30. april umiddelbart efter ICCF-7. Han 

medbragte størstedelen af det udstyr, vi 

skulle bruge, mens jeg stillede kraftforsyningen 

og beholderen med brinten til rådighed. 

Eksperimentet er særdeles enkelt. 

Ethvert veludstyret laboratorium 

på et gymnasium eller universitet kan 

udføre forsøget, hvis de blot får stillet en 

beholder med brint, en beholder med 

deuterium og den rigtige katalysator til 

rådighed. Leverandøren af sidstnævnte 

12 

Portræt 

Dr. Case voksede op i Oklahoma, 

men levede det meste af sit voksne 

liv i Massachusetts og New 

Hampshire. I nogle år drev han sit 

eget firma inden for den kemiske 

plastbranche i Nashua, New 

Hampshire. Han læste til kemiingeniør 

ved Tufts University og Purdue 

University. Dr. Case har fire 

akademiske grader fra MIT. Hans 

far var geokemiker og arbejdede 

hele sit liv i Oklahoma for Gulf Oil 

Corporation, hvor han hjalp dem 

med at løse problemerne med 

vandforurening som opstår, når 

vandet pumpes op sammen med 

olien fra undergrunden. 

Dr. Case er vidt berejst i Asien og 

Europa. Blandt hans interesser er 

klassisk musik og vinsmagning! 

Han går aldrig glip af en lejlighed 

til at aflægge en fornem vingård et 

besøg. Alt i alt er Les Case en fascinerende 

person, og hans arbejde er 

storslået. EM 

har han afsløret! Katalysatoren kan købes 

og står allerede på hylden. Som flere 

andre blev jeg så begejstret, at jeg øjeblikkeligt 

bestilte en forsyning af katalysatorer, 

så jeg selv kunne komme i gang. 

Det var utroligt spændende at se temperaturen 

kravle over basislinjen og blive 

ved med det. Da temperaturen nåede 

op over de 5° C over basis (kontrolniveauet), 

sagde Les til mig med et smil på 

læben: »Vi er allerede i det forjættede 

land.« Da vi var nået op over 10° C 

grundlinjen, forlod vi det igangværende 

eksperiment og gik ud for at spise. Da vi 

igen kom tilbage 1½ time senere var temperaturen 

nået endnu 3° i vejret. Efter en 

lang dag med observationer og forberedelse 

af hele eksperimentet følte jeg en 

dyb tilfredsstillelse. 

Jeg tror, at dette eksperiment på bedste 

måde legemliggør den originale 

Pons-Fleischmann idé. For mig er det 

indlysende, at det minder om det »varme-efter-døden-fænomen«, 

som så 

mange har rapporteret kommer fra celler 

med kold fusion: produktion af varme 

uden tilført energi, efter at reaktionen er 

kommet i gang. Effekten er blevet observeret 

af Fleischmann og Pons (rapporteret 

i Physics Letters A, 1993) og især i 

Aratas og Zhangs arbejde (IE, nr. 18) med 

palladium-sort materiale. Motorola observerede 

i deres forsøg en gennem flere 

dage vedvarende varme-efter-dødeffekt 

i en Patterson Power Cell. Case har 

set fænomenet med overskudsvarme 

vare ved i uger – men desværre har han 

aldrig ladet det køre i det uendelige. 

Case har bekræftet dannelsen af helium-4 

i processen ved at sende prøver til 

Oak Ridge National Laboratory. For at man 

kan fæste endnu mere lid til resultaterne, 

burde der have været flere af disse prø-

ver, men jeg er tilfreds med, at Case 

sandsynligvis opnår helium-4 produktion. 

Den er på et sådant niveau – 100 

ppm (parts pr. mio.), langt over niveauet 

på 6 ppm i luften – at der ikke er nogen 

som helst mulighed for, at det hidrører 

fra en »forurening«. Såfremt Oak Ridge 

prøvningen er gyldig, tror jeg han har 

ramt plet. Dette er reaktionen: D+Dbliver 

til helium-4 plus vidunderlig, ren 

overskudsvarme. 

Hvis gentagelse er mulig, vil det være 

helt umuligt for nogen at benægte hans 

proces: Vi fortalte ham, at på grund af 

den utroligt fjendtlige holdning til forskningsområdet 

og den umådelige skepsis, 

er det en simpel nødvendighed at fremstille 

et apparat, der er selvkørende – dvs. 


Dr. Les Cases katalytiske fusionscelle er en lufttæt, oval stålbeholder, anvendt som iltflaske i 2. verdenskrig. 

Den er anbragt i en kurv beregnet til opvarmning ved hjælp af en modstandsspole (et apparat 

der bruges af kemikere). Målinger af varierende vekselstrømsforsyninger giver præcise udlæsninger 

af den konstante krafttilførsel til varmeaggregatet. En katalysator af aktiv kul, ladet til 0,4% med 

palladium (er tilgængelig på markedet), blev af Case anvendt til demonstrationen ved ‘Cold Fusion 

Technology’ laboratoriet i Bow, New Hampshire. Foto E. Mallove 

at der ikke må tilføres nogen elektrisk 

kraft. Logisk set burde der ikke være noget, 

der forhindrer ham i at demonstrere 

en selvkørende proces meget snart – i løbet 

af de kommende få uger. Han arbejder 

på det i dette øjeblik. Derudover vil 

andre forsøge at gøre det efter. 

Altså – er der en varmekilde, der leverer 

8 W eller mere overskudsvarme i 

den celle, vi så, tillige med en forøgelse af 

temperaturen på 13,2° C over nul (dette 

skøn er måske endda for konservativt), 

er der ved Gud ikke nogen grund til, at 

processen ikke skulle kunne varme sig 

selv op, hvis den blot er isoleret i en termoflaske 

eller lignende. Derefter kan 

man aftage varme og/eller omdanne den 

til elektricitet på en kontrolleret måde. 

13


Her er de vigtigste positive egenskaber 

ved denne form for katalytisk fusion: 

1. Processen synes at være særdeles 

gennemprøvet af en erfaren videnskabsmand, 

som nu har frigivet den 

præcise opskrift, så enhver kan gå i 

gang – netop det som kritikerne har 

råbt op om siden begyndelsen. Nu er 

bolden på deres banehalvdel. Nu er 

det dem, der er tvunget til at modbevise 

ham. 

2. Processen synes velegnet til at udgøre 

en enkel, kommercielt anvendelig 

teknologi til frembringelse af 

energi i såvel små, decentrale enheder 

som i store kraftværker. 

3. Deuterium-gas er billig (det ved 

varm-fusionsdrengene alt om: det 

var det de havde i sinde at bruge som 

brændstof). I teorien har energicellen 

med en overskudsvarme på 8 

watt, som den der blev præsenteret i 

vores laboratorium i torsdags, tilstrækkelig 

deuterium i sig til at fungere 

i 2000 år på dette energiniveau. 

Der er så store mængder deuterium i 

1km 3 havvand, at hvis det blev omsat 

til He-4 gennem varm fusion eller 

katalytisk fusion (kald det bare kold 

fusion), ville den frigjorte energi 

svare til den kemiske eksplosionsenergi 

i samtlige kendte oliereserver 

på jorden. 

4. Dette er et eksistensbevis – bevis på, at 

den overordnede idé, at det er muligt 

at foretage kernereaktioner ved lav 

temperatur uden dødbringende 

stråling. Jeg var allerede overbevist 

af de talrige beviser på kold fusion og 

transmutation, men dette forsøg kan 

meget vel blive en pind til kritikernes 

14 

ligkiste. Processen er så simpel, at 

den ikke kan undgå at spredes som 

en løbeild og vinde anerkendelse – 

ligesom røntgenstrålerne gjorde i 

1895 efter at den første skepsis hos 

Kelvin og andre havde lagt sig. 

Opdatering oktober 98 

Dr. Les Case har optrappet sit forsøg 

på at fremstille en selvkørende , 

varmeproducerende konstruktion, 

der kan indeholde en katalysator af 

palladium-kul på op til et kilogram. 

Gennem de sidste to måneder har 

han kontinuerligt haft en lille enhed 

med deuterium-gas kørende 

ved en temperatur på 215° C–35° C 

mere end den temperatur, man ville 

have opnået ved en simpel opvarmning 

af brintgassen med et 

elektrisk varmelegeme ved samme 

effekt. En analyse af eksperimentet 

foretaget af en ekspert i varmetransmission, 

Don Slack, antyder, 

at denne form for temperaturafvigelse 

ikke kan forklares med 

nogen tilfældighed i forskellen 

mellem varmetransmissionen i 

brintgas og deuterium. 

En anden god nyhed er, at Michael 

McKubres gruppe (se diføt 

⋅ nyt 54, side 7-9) er ved at foretage 

forsøg med processen, og at de 

tilsyneladende har opnået finansiel 

støtte til deres forskning fra en afdeling 

af det amerikanske militær. 

EM 

Artiklen blev første gang bragt i Infinite Energy 

19, 1998. Originaltitel: Reproducible Catalytic 

Fusion Process Announced by Dr. Les Case.

Essay: 

Ordenes virkelighed II 

Af Ernst Rasmussen 

Naturvidenskabernes udvikling har 

gang på gang belært os om, at spirer til 

fremskridt netop ofte ligger i det rette 

valg af definitioner. 

Niels Bohr 

I den foregående artikel blev der peget 

på forskelligt som tyder på at mennesket 

engang levede i en langt mere harmonisk 

og direkte forbindelse med naturen 

end det er tilfældet i dag. Ikke blot mht. 

de rent fysiske forhold, men også dér 

hvor mennesket forbandt sig med sine 

artsfæller (og muligvis også med naturen 

selv) ved hjælp af de første »sproglyde« 

eller »ord« som blev anvendt. Der har efter 

alt at dømme eksisteret en så eksakt 

(»sand«) overensstemmelse mellem det 

vi i dag ville kalde tingens væsen og tingens 

begreb at moderne videnskab kun 

kan ønske-drømme om at opnå en lignende 

en-til-en overensstemmelse engang 

i fremtiden. Blot må man tilføje at 

hele dette »visdomsfyldte naturliv« blev 

udspillet helt og aldeles i det man kunne 

kalde et »ubevidst oplevelsesfelt«. Hvad 

der dengang eksisterede af sproglyde 

kan altså ikke umiddelbart sammenlignes 

med det vi i dag forstår ved klare og 

bevidste begreber. 

På et eller andet tidspunkt er der dog 

sket noget vi i dag må betragte som et af 

udviklingshistoriens mest fundamentale 

og ejendommelige spring: overgangen 

fra »lyd« til »ord«. Og når man i skabelsesberetningen 

kan læse om at Adam, 

som en af sine første pligter, fik til opgave 

at »give dyrene navne« så gemmer der 

sig måske en dybere betydning i dette. 

Der gives da også tolkninger der går ud 

på at fortællingen er en symbolsk fremstilling 

af menneskets primære opgave – 

simpelthen den: »at give tingene navne«. 

Kommer vi frem til historisk tid så 

gentages dette mere konkret. Jeg tænker 

her på fortællingerne om Pythagoras. Da 

Pythagoras blev spurgt om hvad der var 

den højeste visdoms væsen, svarede 

han: »Tallet« – »Og hvad kommer i visdom 

nærmest til dette?« – »Den som gir 

tingene navne« sagde han. 

Som det fremgår af det indledende 

Bohr-citat har vi i dag et andet forhold til 

ordene. Medmindre nogen tror at den 

moderne forsker, stående overfor sin 

nye opdagelse, »gennemskuer tingens 

væsen med sin ånd og gir tingen dens 

rette navn« (som Heraklit skulle have 

sagt det) så må vi i dag tale om »et valg af 

definitioner« – NB hvilket jo også implicerer 

at vi kan vælge forkert! De kosmiske 

sandheder om tingenes væsen dumper 

ikke længere ned i vores turban som 

fuldmodne appelsiner. Vi lever i den såkaldte 

post-moderne tid hvor en af 

grundsætningerne lyder: »Sandheden 

er et dekret.« Den der argumenterer 

bedst kommer i besiddelse af »sandheden« 

– og får flest appelsiner kunne man 

tilføje! 

J.-F. Lyotard rammer plet når han siger: 

»Spørgsmålet om viden er i informatikkens 

tidsalder mere end nogensinde 

blevet et spørgsmål om styring. I det moderne 

samfund skal videnskaben erstatte 

den udslidte religion for at definere 

15


livsmålene. Og på videnskabens nuværende 

stadium er mennesket kun det 

man siger det er. Det videnskabelige spil er 

i færd med at blive et rigmandsspil, hvor 

den rigeste har de største chancer for at 

få ret. Der sættes lighedstegn mellem rigdom, 

effektivitet og sandhed. Man køber 

ikke videnskabsmænd, teknikere og apparatur 

for at få sandheden at vide, men 

for at forøge ydeevnen.« 

Der er nu gået 20 år siden dette blev 

formuleret og tendensen, som Lyotard 

beskrev, er bestemt ikke blevet mindre 

uudtalt. Selv indenfor de mere alternative 

og frie forskergrupper, hvor man kunne 

håbe at mere ideelle tanker skulle 

blomstre, stikker denne penge-djævel sit 

hoved frem. Her blot et lille, men nærliggende 

eksempel: Den eneste respons 

som jeg modtog på min sidste artikel angik 

ikke artiklens grundlæggende pointer 

af etisk og erkendelsesmæssig art, 

men simpelthen spørgsmålet: »Hvordan 

bygger man et tonoscop?« (!) – Drejer alt 

sig da kun om at få stikkontakten sat i så 

hurtigt som muligt – og så hen på patentkontoret? 

Jeg har før nævnt de »mystiske« maskiner 

i Methernita og vil her blot tilføje: 

såfremt disse maskiner virker (og hvorfor 

skulle de ikke gøre det?) så skyldes 

dette helt sikkert ikke en ensidig fokusering 

på spørgsmålet: »Hvordan?«, men 

en meget bredere interesse for spørgsmålet: 

»Hvorfor?« – Og som noget endnu 

mere grundlæggende: Et dybt og 

ægte holistisk livssyn, hvor kunstneriske, 

historiske, sociale – og nogen ville 

også sige religiøse – ideer har været vigtigere 

end det isolerede energispørgsmål. 

Personligt er jeg ikke i tvivl om at den almindelige 

jagt på hurtige resultater ud 

fra mottoet: »Hvad kan det bruges til« 

16 

(= hvad gir hurtig økonomisk gevinst 

indenfor mit speciale) i virkeligheden 

skærer toppen af de vigtigste opdagelser. 

I en verden hvor stadig flere følger 

denne tendens er det meget vigtigt at der 

eksisterer en sammenslutning som f.eks. 

DIFØT – naturligvis forudsat at man her 

formår at fastholde selve formålsparagraffen 

og den rette betydning af nøglebegreberne 

i denne paragraf. F.eks. kan 

begrebet »teknik«, såfremt det ensidigt 

associeres med »mekaniske redskaber«, 

ikke forbinde sig harmonisk med begrebet 

»økologi« (videnskaben om levende 

væseners forhold til de ydre livsbetingelser). 

Opfatter man derimod teknik som: 

»Den rigtige måde at gøre tingene på« så 

ville man også kunne tale om »en plantes 

teknik« f.eks. i den proces hvor planten, 

på den enkleste måde, suger saften op i 

stænglen. Skal man efterligne en sådan 

»teknik« – som det var Schaubergers ide 

– så gøres dette ikke udelukkende formedelst 

»mekaniske redskaber«. Dette blot 

som et lille eksempel på betydningen af 

at arbejde med begreberne til de forbinder 

sig harmonisk med hinanden. 

Jeg tror mange mennesker har en 

anelse om sådanne sammenhænge, men 

desværre glemmer de at arbejde med begreberne 

indtil de hænger ubrydeligt 

sammen og gennemskues klart i deres 

helhed. Blev dette gjort ville langt flere, 

når de selvmodsigende forhold blev alt 

for indlysende og kvælende, lægge deres 

livsstil om. 

Hvis denne »forglemmelse« ikke var 

så udbredt ville man næppe tale så meget 

om »de etiske principper« (ikke 

mindst i relation til den nyeste forskning). 

Men netop her – i denne »snak om 

det etiske« – ender vejen blindt for de fle-

ste. På den ene side indses det at vores 

ensidige mekaniske tænkning fører til 

store menneskelige katastrofer – ja endog 

naturkatastrofer. På den anden side 

gir man op overfor det eneste middel 

som man ved kunne afværge disse katastrofer: 

Den etiske udvikling. Enten tror 

man at det etiske kun kan leve af (og 

sammen med) religionen – hvad man, 

forståeligt nok, ikke ønsker. Eller man 

anskuer situationen ud fra en ren kvantitativ 

vurdering. (Hvis ikke mange andre 

ændrer holdning kan jeg heller ikke selv 

finde kraft til dette.) 

I relation til denne sidste indstilling er 

man endog begyndt at overveje noget 

helt umuligt: »At lave love for det etiske«! 

Det store spørgsmål er altså: Hvor finder 

den enkelte, i sig selv, kraften til at handle 

mere etisk (ærligt) i den stadig voldsommere 

dans om guldkalven, som ikke 

kan fortsættes meget længere uden at 

lede ind i dommedagsagtige perspektiver. 

Hvor skimtes et lyspunkt i disse 

ting? 

Måske kan netop den kolde og åndløse 

bemærkning: »Sandheden er et dekret« 

vise sig som det sporskifte der gir os 

mulighed for, som enkeltindivider, at 

køre i en ganske anden retning. Er det 

ikke sandsynligt at det er her – i det specifikt 

menneskelige (i begrebssproget) – 

vi må begynde hvis vi vil finde løsningen 

på vore selvskabte problemer? Diagnosen 

må i hvert fald stilles præcist før vi 

kan gøre os håb om nogen virkelig helbredelse. 

De ord vi vælger at bruge har langt 

større betydning end vi normalt forestiller 

os. Det er ikke længe siden at vi, på 

det udenrigspolitiske plan, oplevede 

dette. I et landområde tæt på Grækenland 

blev befolkningen stillet overfor et 


valg: Kald området for »Makedonien« og 

der blir krig. Kaldes området for noget 

andet kan krigen undgås. Og her et par 

eksempler fra vore egne »områder«. Enhver 

ved hvor galt man kommer af sted 

såfremt udtrykket »evighedsmaskiner« 

dukker op. (Og dette til trods for at hele 

universet – set fra livets synsvinkel – 

kunne betragtes som forskellige former 

for »evighedsmaskiner«). »Kold fusion« 

tør man vel nævne i dag, men begrebet er 

dog, mig bekendt, gjort så suspekt at 

man i fremtiden formodentlig må kæmpe 

bravt inden »det rette valg af definitioner« 

kommer på plads. 

Noget lignende har man jo set før. 

Tænk f.eks. på Franz Mesmers såkaldte 

»dyrisk magnetisme« som blev latterliggjort 

og forkætret indtil opdagelsen 

fandt anerkendelse under begrebet 

»hypnose«. Eller hvad med begrebet 

»æteren«? Man kunne overveje om ordet 

rummer nogle belastende overtoner 

med relation til det spirituelle. Dernæst 

kunne man evt. kæmpe for netop at bevare 

disse overtoner, eller – omvendt – 

vælge et helt nyt ord. Alt set i forhold til 

hvor godt det lykkes at gøre rede for det 

spirituelle. På tilsvarende måde er alle 

begreber i virkeligheden forbundne med 

(og afhængige af) hinanden. 

Naturligvis kan vi ikke begrænse et 

emne som »ordenes virkelighed« til et 

snævert videnskabs-teknisk område. 

Skal vi tale om virkelig videnskab må hele 

menneskelivet omfattes. Det er i vore 

forestillinger om ordenes betydning 

(den betydning som vi i dag selv må skabe) 

at vi kan finde mulighed for nye erkendelser, 

som igen – qua ordenes indre 

sammenhængskraft – atter forbinder sig 

til nye erkendelser. Kunsten består i at 

sætte denne proces i gang på den rigtige 

17


måde. Mange har nok indset at alle fremskridt 

i forståelsen må starte med »folkeoplysningen«. 

Men i den folkeoplysning 

vi kender i dag glemmer man altid det 

vigtigste: At disse mange oplysninger, 

som tilflyder os så rigeligt, må forbindes 

harmonisk med hinanden for at blive 

»frugtbare« (sandheder). 

Teorien om et ursprog, og eksemplerne 

med tonoscopet, blev egentlig blot 

bragt på bane i den foregående artikel for 

at skærpe alvoren og opmærksomheden 

overfor de ting der fremføres i denne artikel. 

Når jeg nævnte muligheden for at 

nå tilbage (eller bedre: frem) til et sådan 

ursprog igen så må dette forstås rigtigt. 

Selvom den helt præcise overensstemmelse 

mellem tanke-ord-fysiske former 

nok stadig eksisterer, så er dette felt ikke 

længere tilgængeligt på samme direkte 

måde som tidligere. 

Jeg forestiller mig at vore fremtidige 

begreber og definitioner (selv om de må 

kunne holde stand overfor enhver argumentation) 

får en vis »bredde« eller 

»elasticitet«, netop hvad der er videnskabssprogets 

dilemma i dag, hvor man 

har fastlåst sig i nogle knivskarpe og 

urokkelige definitioner og ydermere 

nedsænket aldeles vandtætte skodder 

mellem de mange – tror man – »helt forskellige« 

discipliner. Den visionære Oswald 

Spengler havde ret da han iagttog 

dette forhold og kom med denne forudsigelse: 

»Den eksakte videnskab går 

selvtilintetgørelsen i møde som følge af 

sine problemstillingers og metoders raffinering.« 

At finde den absolutte eller »eksakte« 

sandhed opstilles altså ikke her som et 

mål. Formodentlig vil vi i årtier (for blot 

at nævne et eksempel) diskutere om 

evangelierne gir os det absolut sande bil- 

18 

lede af hvad der er foregået. Usikkerheden 

om den præcise ordlyd og den videnskabelige 

godtgørelse af kildernes 

ægthed bliver tilsyneladende stadig større. 

Men det der ikke kan anfægtes er den 

inspirationskraft der udgår fra visse 

Jesus-ord. Det er noget tilsvarende jeg 

sigter imod med disse overvejelser over 

de »sande« eller »rigtige« begreber som 

vi må finde og lære at bruge i fremtiden. 

»Sandheden er det som er frugtbart« 

sagde Goethe. De »rigtige« ord (eller definitioner) 

kan ikke blot slås op i en ordbog. 

De må konstant – og i ærlighed – tilkæmpes 

af enhver der har forstået at udviklingen 

ikke kan gå videre på det hav 

af løgne vi i dag møder den med. Som en 

tommelfingerregel kunne man dog sige: 

Pas på de »smukke ord« (jvf. Lao-tse!). 

Der hvor tingene går helt galt er ofte der 

hvor vi vælger »populære« eller »positive« 

betegnelser for noget som i virkeligheden 

kræver begreber der nok kan 

være mindre behagelige at lytte til, men 

til gengæld formidler den rette forståelse. 

Fristelsen til at gribe til de »positivt 

værdiladede« ord kan være stor fordi 

mange af disse ord ligner hinanden og 

fordi det der klinger bedst straks bringer 

os ind i varmen. Overvej f.eks. forskellen 

på »fantasi« overfor »fantasterier« eller 

det »barnlige« overfor det »barnagtige«. 

Hvad der ofte burde afvises fordi det faktisk 

modsvarer det andet begreb af disse 

begrebspar accepteres måske fordi vi anvender 

de to første begreber som imidlertid, 

med deres »positive klang« i disse 

tilfælde tilslører kendsgerningerne. 

Alle sådanne »uærlige« betegnelser 

skaber problemer. Hvorledes skulle man 

f.eks. nogensinde kunne løse »arbejdsløshedsproblemet« 

så længe man ikke vil

indse – og benævne – det som et »beskæftigelsesproblem«? 

Hvorfor kan den 

hjemmegående husmoder – eller den 

hjemmegående filosofs – betydningsfulde 

og ofte yderst krævende aktivitet ikke 

opnå status af »arbejde«? 

Det vrimler med eksempler af denne 

art. Her et par yderst vigtige: Mange vil 

ikke indse at »det sociale« i virkeligheden 

ikke henviser til samvær, men til samarbejde. 

Resultatet blir at en blanding af 

sentimentalitet og flokmentalitet roses 

som »social adfærd«! Overvej også hvor 

megen frustration og dårlig samvittighed 

der konstant blir fremmanet fordi 

man fortsat taler om »det danske samfund« 

når man i virkeligheden burde tale 

om »den danske stat« – eller endnu mere 

præcist: »det danske bureaukrati«. Det er 

i sådanne fordrejningsprocedurer at ordene 

mister deres oprindelige kraft. 

Når »ordenes virkelighed« skal genskabes 

er vi altså helt overladt til os selv 

og vores egen samvittighed. Vi kan hverken 

stole på ordbøger eller »kosmiske 

indstrømninger«. (NB Når det moderne 

menneske taler ind i tonoscopet ser det 

ikke meningsfyldte strukturer – kun 

kaos!). Hjælpen fra det kosmiske er forsvundet 

kunne man sige. 

I virkeligheden er denne hjælp dog 

meget tættere på end nogensinde før. 

Den findes nemlig i hver enkelt persons 

evne til selvstændig tænkning og begrebsdannelse. 

Men åbenbart er man 

parat til at gøre hvad som helst for at 

undgå netop denne mulighed. Nogle 

klamrer sig til de såkaldte »videnskabelige 

autoriteter«. Andre søger hjælp hos 

clairvoyante og medialt begavede personer 

skønt denne vej ikke længere er farbar. 

Allerede for mere end 80 år siden advarede 

R. Steiner mod denne mulighed 


når han til en ivrigt søgende kunne sige: 

»Hvorfor har De så travlt med at blive 

klarsynet – enhver ko er klarsynet!« 

Den dyriske klarsynsevne, som vi 

normalt betegner »instinkt«, tilhører 

egentlig – for menneskets vedkommende 

– en tidligere udviklingsperiode. Når 

denne evne nu igen dukker op i mange 

mennesker kan den virke vildledende og 

volde skade medmindre den forvandles 

(sublimeres) gennem den klare tænkning 

og kunstnerisk udtryk. Desværre 

forstås dette kun af meget få af vor tids 

populære »kanaler«. 

Som det fremgår af det foregående så 

besidder ordene – selvom de i dag er degenereret 

til floskler og klicheer – en 

enorm magt. Denne magt er, som også 

nævnt, oftest uden etisk basis og virker 

derfor i mange tilfælde som manipulation 

eller »forførende snak« hvor det 

egentlige sigte er økonomisk vinding. Vi 

må altså konkludere: Ingen kommer tilsyneladende 

uden om sproget, men vi 

kan ikke stole på ordene. 

Der findes imidlertid et andet sprog 

som vi kan stole på – nemlig talsproget. 

Naturligvis kan talsproget (sammenknyttet 

med statistikker og tilnærmelser) 

anvendes med en tilsvarende sløringseffekt 

som det alm. sprog – og dog: »Tallene 

i sig selv er sande fordi de ikke lader sig 

forbinde med følelser« (Tor Fretheim). 

Den samme sandhedskvalitet gælder 

også de lovmæssigheder vi kan udlede af 

talsystemernes strukturer. Et tema som 

jeg håber at kunne vende tilbage til ved 

given lejlighed. 

19

Af Marcus Allen 

Tror du, at alle korncirklerne er menneskeskabte? 

Tror du, at ingen af korncirklerne 

er menneskeskabte? De fleste der 

bliver stillet disse spørgsmål vil som regel 

svare »nej« til begge – hvilket kun kan betyde, 

at der er et fænomen. I 1998 er korncirklerne 

fortsat med at dukke op i samme 

frodige takt som i de foregående år. 

De har fascineret tusinder af besøgende i 

det sydlige England, hvor de fleste af 

symbolerne dukker op. 

Rapporter og fotografier af korncirkler 

fra Belgien, Canada, Kroatien, Tjekkiet, 

Finland, Tyskland, Holland, Israel og 

USA er modtaget og bliver registreret 

med jævne mellemrum på hjemmesiden 

for Crop Circle Connector, www.cropcircleconnector.com. 

Her kan man tydeligt 

se, hvor vidt udbredt fænomenet er 

blevet. 

Den første større figur i England i 1998 

viste sig mellem 12 midnat og 2 om natten 

mandag den 4. maj: The Beltane Wheel 

(se ovenfor) målte ca. 55 m i diameter, bestod 

af 33 segmenter og lå i en mark med 

olieraps – en sprød, ca. 120 cm høj plante, 

der er let at bøje. Tidspunktet for dens 

20 

Engelske korncirkler 1998 

opdukken kendes, fordi en lokal fotograf 

havde stillet sine kameraer op for at fotografere 

månen og den efterfølgende solopgang 

over området. Han ville have opdaget, 

hvis der havde været andre mennesker 

til stede, men der var ingen. 

Da korncirklen lå inden for synsvidde 

af Silbury Hill og var let at se fra den travle 

A4 (vejen mellem London og Bristol), 

tiltrak den sig med det samme pressens 

og fjernsynets bevågenhed. Det skeptiske 

kamerahold kunne ikke forklare, 

hvorfor dets sædvanligvis pålidelige udstyr 

blev stadig mere uarbejdsdygtigt 

inde i korncirklen. 

The Beltane Wheel’s geometri påkaldte 

sig også opmærksomhed, da det ikke er 

specielt indlysende at anvende 33 delinger 

af cirklen. Hver syntes at være en del 

af tre overlappende cirkler. Designet er 

vanskeligt nok at udføre på papir for slet 

ikke at tale om at udføre det på en hældende 

mark i mørke. Korncirkeldannelsen 

er ikke til at blive klog på! 

Den engelske sommer udmærker sig 

især ved to ting: kun lidt solskin og få timers 

nattemørke – højst seks. Ligesom 

tidligere år opstod der nye figurer næsten 

hver nat, i juli og august endda op

mod to eller tre hver nat. Mere end 150 

korncirkler i England på fire måneder i 

1998 – stort set det samme som i de ti 

foregående år – kan ikke affærdiges som 

resultatet af nogle få natlige spøgefugles 

aktiviteter, selv om nogle stædigt forsøger 

at bortforklare dette særdeles iøjnefaldende 

fænomen. 

Det udpræget visuelle aspekt tiltrak 

sig opmærksomhed hos TV selskaberne. 

NBC lavede optagelser på New Zealand, 

BBC og ITV i Storbritannien. Alle hyrede 

de de samme få mennesker til at optræde 

foran kameraerne. Resultatet af anstrengelserne 

blev larmende annonceret som 

den forklaring, vi alle har ventet på. 

Sammenlignet med det fulde omfang af 

korncirklerne og med dokumentation af 

mere end 3.000 over hele verden forekommer 

deres indsats at være noget anstrengt 

og udvise mangel på kreativitet. 

Det tog dem adskillige timer at gøre dem 

færdige, og i nogle tilfælde skulle der 

projektørlys til. 

Ligegyldigt hvilke forklaringer der gives 

på dannelsen af korncirklerne – og 

der er mange – forekommer det ikke særligt 

relevant, for det er disse ekstraordinære 

formers virkning på mennesker, 

der er det sande mål for deres betydning. 

Menneskers liv har ændret sig, og nye og 

bedre livsforløb synes at have været resultatet 

af at beskæftige sig med at 

undersøge korncirkler. 

Dette blev stadig mere tydeligt ved de 

to korncirkelarrangementer sidste sommer. 

Crop Circle Celebration weekenden, 

der blev arrangeret af Francine Blake og 

Wiltshire Studies Group, blev afholdt i 

Alton Barnes, Wiltshire 18.-19. juli. Den 

trak flere folk til end nogen sinde tidligere. 

To store telte med plads til boder og 

servering var nødvendige som et supple- 


ment til den berømte Coronation Hall.En 

international gruppe på 14 talere præsenterede 

et bredt udvalg af emner – som 

altid med relation til den betydning, 

korncirklerne har haft på deres forskning. 

Andy Thomas’ informative og underholdende 

gennemgang af forskellige detaljer, 

der er observeret ved korncirklerne, 

og hans enestående lysbilledshow af 

figurer optaget gennem de sidste 10 år 

var som altid med til at minde folk om, 

hvor udbredt dette fænomen egentlig er, 

og hvor lidt vi endnu ved om det. Andys 

nye bog, Vital Signs (se anmeldelsen side 

27), blev også søsat denne weekend. Bogens 

undertitel fortæller meget præcist 

om dens formål: »En komplet indføring i 

korncirkelmysteriet, og hvorfor det ikke 

er svindel«. 

Michael Glickman fra Californien demonstrerede 

på sin egen uforlignelige 

måde den stadigt mere sofistikerede geometri, 

man kan studere i korncirklerne. 

Dr. Chet Snow sammenkædede 

Hopi- og Maya-profetierne og sine egne 

forudsigelser om jordforandringer med 

symbolerne i de engelske korncirkler. 

Kurt Browne præsenterede materiale 

om kabbalaen og åndelige traditioner i 

Afrika, hvor han påviste, at menneskehedens 

søgen efter visdom og sandhed 

har alt at vinde fra kontakten med disse 

tilsyneladende forskellige kilder. 

Den følgende weekend, 24.-26. juli, 

afvikledes det niende symposium i 

Glastonbury, Investigating Crop Circles 

and Signs of Our Times. Det fandt sted i 

den nyligt istandsatte forsamlingssal. 

Roland og Clare Pargeter organiserede 

det, som mange af de tilstedeværende 

var enige om var det til dato hidtil bedste 

symposium. Det begyndte om fredagen 

21


med en 80-personers 

bustur til korncirklerne 

og en hel dags forelæsninger 

for de mange tilbageblevne.Begivenheden 

trak folk til fra 

Amerika og Europa og 

enkelte fra Sydafrika og 

Australien. De af os der 

bor i England skønner 

kun på hvor heldige vi 

er, når vi er sammen 

med entusiaster, der 

har rejst så langt for at se 

korncirklerne. 

Med over 20 talere fordelt over tre 

dage blev programmet holdt på sporet af 

Rolands venlige autoritet. Brian O’Leary 

– og hans blå gris (du skulle have været 

der!) – gav os en forhenværende astronauts 

syn på, hvor langt nogle forskere 

går med at udfordre de eksisterende 

paradigmer. David Kingston viste opsigtsvækkende 

videooptagelser af et 

UFO over Dorset, England. Peter Paget 

advarede os om de forestående farer, 

hvis vi ikke bliver mere opmærksomme 

på det pontentielle kaos forårsaget af 

den såkaldte århundredskiftefejl. Lynn 

Picknett og Clive Prince afslørede deres 

gennembrudsforskning i Johannes Døberen, 

hvis indflydelse er blevet undertrykt 

længe, men som nu er ved at blive 

taget op til nyvurdering. 

Med de mange talere, der naturligt 

nok talte om korncirkler, og med blandingen 

af tilsyneladende forskellige emner 

– det hele koncentreret i Glastonburys 

enestående atmosfære – endte 

dette symposium med, at mange nåede 

frem til en erkendelse af, at puslespillet 

er ved at tage form, at brikkerne passer 

sammen, og at et større motiv er ved at 

22 

Denne udsædvanlige figur, 

der var ca. 122 m lang, dukkede 

op i en hvedemark 

den 6. august 1998 ved 

Lockeridge ikke så langt fra 

Avebury i Wiltshire. Figuren 

er kendt under navnet 

‘Dronningen’. 

dukke frem. Korncirklerne 

er katalysatoren. 

Som om al opmærksomheden 

gav korncirkelmagerne 

(hvor de 

end kommer fra) nyt 

mod, sluttede sæsonen 

med et vedvarende højt niveau af opsigtsvækkende 

dannelser helt til slutningen 

af august. Nogle af de sidste blev slået 

ned af mejetærskere få timer efter, at 

de var blevet dannet, dog ikke før der 

kunne tages fotografier – det eneste bevis 

på, at disse figurer nogen sinde har 

eksisteret. 

Måske får vi aldrig et definitivt svar på 

det ofte stillede spørgsmål: »Hvad betyder 

de?« Hvis du føler trang til at stille 

spørgsmålet, vil du sandsynligvis ikke 

værdsætte svaret, fordi det vil være en 

andens svar. Måske er det ikke meningen, 

at der skal kunne svares på spørgsmålet, 

fordi korncirklerne ikke betyder 

andet, end det det enkelte menneske ønsker 

de skal betyde. 

Prøv at besøge i det mindste én korncirkel 

før du forlader denne Jord og opdag, 

at der virkelig er magiske kræfter på 

spil. 

Artiklen er oversat fra tidsskriftet NEXUS, 

okt./nov. 1998. Originaltitel: The New Swirled 

Order. UK Crop Circles of 1998.

Forsøg: 

Til pendulsvingere og andet godtfolk 

Af Albert Hauser 

I diføt ⋅ nyt 43/96 skrev jeg under Skyder 

vi gråspurve med kanoner? om den ungarske 

forsker G. Egelys elektroniske energimålehjul 

(jeg hørte at vores formand 

har et sådant) samt ønsket om at lave lignende 

elektroniske hjælpemidler til 

jordstråle/vandfinding. Jeg »skød« også 

på de mange mindre pålidelige »pendulsvingere« 

og beklagede, at der findes 

for få seriøse af slagsen. Netop derfor opfordrede 

jeg til, at nogen blandt nutidens 

utallige elektronik-nørder burde opfinde 

instrumenter, der supplerede fåtallet 

af duelige »pindegængere«. 

Da jeg selv er »svag« i elektronik, koncentrerer 

jeg mig om mekaniske og 

elektromekaniske forsøg og må overlade 

opgaven til anden side. Desværre bemærkede 

jeg ingen respons og prøver 

derfor igen med et lignende emne. 

Tyngdebølger 

I sidste diføt ⋅ nyt (54) omtalte jeg den 

nyeste tyngdekraftforskning fra Tyskland 

og derved den nu desværre afdøde 

ing. Hans Jäckel. Han kunne uden hjælpemidler 

ikke blot føle udstrålingen fra 

bl.a. vandårer, men også bestemme sydog 

nordpoler på magneter! Denne evne 

havde jeg hidtil kun hørt om fra Kaspar 

Hauser, hittebarnet fra Nürnberg. Ved 

hjælp af denne egenskab kunne Hans 

Jäckel bestemme beliggenheden af de 

stående tyngdekraftbølger, der omslutter 

vores jord i kugleskaller. 

Skallerne har en afstand af ca. 2,3 m og 

hvert lag en tykkelse på 50 mm, hvor la- 

gets øverste grænse »føltes af Jäckel« som 

en magnetisk nordpol og lagets underside 

som en sydpol! 

Han afprøvede grænselagets polarisering 

med en kraftig permanentmagnet, 

deri1mafstand under laget og sydpolen 

øverst, løfter samme 10 cm og danner 

en pukkel på 1,5 m i diameter. Lagene 

hæver og sænker sig 0,6miendøgnrytme, 

og Jäckel kunne herved først bestemme 

klokkeslæt og senere også højderne 

over havet, da han opdagede, at 

lagenes daglige bevægelse på 0,6 m tiltager 

med voksende afstand over havniveauet 

(fx i bjergene). 

Jäckel rejste i vinterhalvåret ofte til 

Spanien og kunne forbløffe medlemmerne 

af det geografiske institut i Alicante 

med at »føle« institutbygningens højde 

over havet med 1 m nøjagtighed! 

Han skrev herefter flere breve til tyske 

forskere – som (hvad der ikke forbavser 

mig spor) – hyllede sig i tavshed. Han 

forsøgte også en teknisk måling ved 

hjælp af selvbyggede milligramnøjagtige 

magnetvægte, hvilket dog 

mislykkedes. 

Mit ønske er nu, at nogen vil tage det 

af den afdøde forsker påbegyndte arbejde 

op og bygge et elektronisk instrument, 

der kan spore »tyngdebølgen« og 

evt. også andre »eksotiske strålinger«. 

23


Min beskrivelse her 

er et forkortet uddrag af 

en syvsiders artikel fra 

raum&zeit 65/93 som findes 

i vores bibliotek. 

Forsøg med 

tyngdekraft 

Mit i diføt ⋅ nyt 54 omtalte 

brev til Eduard 

Krausz blev besvaret 

telefonisk og hermed 

ikke så uddybende, at 

jeg uden videre kan påbegynde 

de ønskede 

tyngdekraftforsøg. 

Krausz anvendte titan 

for holdbarhedens skyld ved de påkrævede 

høje hastigheder, men almindeligt 

stål kan også bruges. En forklaring på det 

finske forsøg fik jeg ikke og heller ikke 

nogen kommentar til Lehners idé fra 

RQM. 

Såfremt hastigheden af den turbinedrevne 

prøveopstilling forhøjes ud over 

de først anvendte 85.000 o/min, øges 

vægttabet tilsvarende! Jeg har nu bestilt 

en af Krausz’ bøger til låns for at orientere 

mig ad denne vej. I raum&zeit 91 oplyses 

der i overskiften til Eduard Krausz’ 

første artikel, at den tyske prof. Gunther 

Nimtz i 1995 lykkedes med at overføre 

informationer med 4,7 gange lysets hast! 

Model af stirlingmotor 

I mine bestræbelser på at opdrive eller 

fremstille en lille »evighedsmaskine«, 

her af 2. orden, indkøbte jeg formedelst 

DM 100,- et ministirling-byggesæt fra 

Hamburg. 

En af mine tyske pennevenner havde 

sendt mig en video, der viser et sådant 

apparat i funktion. Kun 100 mm i diame- 

24 

ter, 120 mm høj og 75 g tung kan den holdes 

på håndfladen og køre udelukkende 

på håndens varme! 

Efter samlingen af den afbildede model 

kunne samme efter nogen justering 

virkelig køre hvilende på håndfladen, 

men sættet er så pas simpelt, at hver maskine 

har sine egne data. Mindst opnåelige 

temperaturforskel opgives i brochuren 

med 4°, nogle maskiner kræver 

en større varmeforskel og derfor garanteres 

kørslen på hånden ikke under alle 

forhold! I mit tilfælde er den (målt med 

kviksølvtermometer) krævede varmeforskel 

ca. 7°. 

Nu var det hele tiden min hensigt – i 

stedet for opvarmning af maskinens 

underside – tværtimod at køle oversiden 

på lignende måde som den i diføt ⋅ nyt 

31/93 beskrevne »drikkefugl«. En sådan 

fordampningskøling kan få min model 

hvilende på hånden eller en radiator til 

at øge omdrejningshastigheden, men 

ikke alene drive maskinen. 

Først nu begyndte jeg at måle den afkøling 

et vandfugtet stykke filt kan af-

stedkomme. Resultatet af min primitive 

målemetode var kun ca. 2° og altså langt 

fra min models formåen. 

Nu havde min tyske penneven sammen 

med videoen også sendt nogle beskrivelser 

af en anden tysk maskine, der 

kan fungere på en temperaturforskel på 

kun 3° og ved nogle modifikationer bringes 

helt ned på 1°. Samme apparat koster 

dog DM 1.200,-, og derfor må jeg hellere 

bygge det selv. 

En sådan model kræver en diameter 

på 200 mm eller mere, højden vil være ca. 

140 mm og dens slagvolumen må være 

seks gange større. 

Under rubrikken Words to Eat skriver 

Eugene Mallove: 

»Såfremt de kemikere ved Utahs 

Universitet, der troede de havde 

opdaget kold fusion i 1989, 

havde forstået Faradays lov om 

elektrolyse bedre, så ville de 

måske aldrig have bragt sig selv 

og os andre i forlegenhed.« 

Vi er glade for at kunne bringe denne 

idiotiske kommentar af den elskværdige 

nobelpristager, Leon Lederman, 

frem i lyset. Lederman har været i 

medierne på grund af sin politisering 

omkring behovet for en forbedring af 

de videnskabelige uddannelser. Jeg 

foreslår, at han begynder med selv at 

blive fortrolig med en af videnskabens 

grundpiller: nye og efterprøvede eksperimentelle 

resultaters forrang for 

tidligere tiders teorier. 


Den dyre tyske maskine er allerede afprøvet 

med brint og helium i stedet for 

luft og fordobler derved sin hastighed, 

men mister disse gasser efterhånden ved 

de to cylindres glidespalter. 

Samme maskine kan trække et spilleur 

og jeg har planer om at: 

1. Bygge en model der med bælge bliver 

fuldstændig tæt, så andet end 

luft kan anvendes. 

2. Erstatte spilleuret med en ventilatorpropel, 

så luftbevægelsen fremmer 

den tilsigtede vandfordampning og 

dermed øger køleeffekten. 

Der findes ikke noget mere pinligt 

end en videnskabsmand, der som Lederman 

docerer et emne, som vedkommende 

ikke ved en pind om. Lederman 

har tilsyneladende hentet sin 

viden om kold fusion hos upålidelige 

»autoriteter« som fx uvidende journalister 

og selvoptagede videnskabsmænd, 

der på et forkert grundlag og 

ganske uetisk har udtalt sig om en ny 

klasse af videnskabelige observationer. 

25


Bognyt 

John Collins: Perpetual Motion: 

An Ancient Mystery 

Solved? An Investigation into 

the Legend of Bessler’s Wheel. 

Permo Publications. ISBN 

0-9531615-0-1. $32,-. 

John Collins’ arbejde – en historisk rekonstruktion, 

oversættelse og analyse – 

er et monumentalt arbejde udført af en 

mand, der har viet en stor del af sit liv til 

det de fleste mennesker – ikke mindst de 

fleste videnskabsfolk – er enige om er en 

håbløs sag: studiet af en påstået maskine, 

der udelukkende ved hjælp af indre mekaniske 

indretninger er i stand til at 

frembringe ydre arbejde, tilsyneladende 

i al evighed. 

Og så har vi alligevel i Collins’ velskrevne 

bog, som er vanskelig at lægge 

fra sig, hvis man først er begyndt på den, 

en utrolig historie om en skikkelse i det 

tidlige 1800-tal, Johann Bessler (også 

kendt som Orffyreus – red.anm.), som efter 

alle solemærker at dømme synes at 

have udført dette kunststykke. Tror jeg 

på, at Bessler virkelig gjorde det? Afgjort 

»nej!« – og alligevel »ja!« Der er tvingende 

og fundamentale grunde i fysikken til 

at tro, at det er umuligt at fremstille en sådan 

maskine, men de historiske vidnesbyrd 

– specielt de metoder der blev brugt 

til at afprøve flere af de både små og store 

hjul Bessler skabte – er overbevisende 

(hvis ikke, og det går jeg ud fra, der er 

blevet manipuleret med de historiske kilder 

gennem oversættelsen eller ved udeladelser). 

26 

Man bør læse denne bog, fordi den 

gengiver et menneskeligt drama med tydelige 

paralleller til hændelserne i andre 

igangværende tvister over påståede 

»magiske« apparater, og hvordan man 

afprøver dem. Denne bog begår ikke den 

fejltagelse at reducere indviklede historiske 

hændelser til en sandsynligvis forkert 

og forenklet historie om bedrag, noget 

som anerkendte leksika har gjort 

med Bessler og andre. 

John Collins har arbejdet inden for 

maskinindustrien i det meste af sine 53 

år. Han har været ansat hos GEC og Rolls 

Royce Aero Engines og har tjent 5 år under 

RAF, hvor han arbejdede med den første 

Concorde. Han drev på et tidspunkt sit 

eget nyhedsbureau, som ifølge ham selv 

fik en kort levetid, fordi han brugte alle 

pengene. Han vendte tilbage til maskinerne 

og er i dag britisk salgschef for et 

stålfirma. Han bor i Leamington, omkring 

25 km fra Shakespeares fødested, 

Stratford upon Avon. 

Eugene Mallove 

Infinite Energy 21/98 

Theo Paijmans: Free Energy 

Pioneer: John Worrell Keely. 

1998, Illuminet Press. 472 s. 

ISBN 1881532151. $19,95. 

John Worrell Keely var en af verdens første 

og fremmeste pionerer inden for fri 

energi. Hvad var det Keely hævdede, 

han havde opdaget? Hvad skete der med 

Keelys manuskripter og hans næsten 

2.000 apparater og maskiner? Hvorfor 

var den okkulte undergrund så interesseret 

i ham? Hvad karakter havde hans 

eksperimenter med antigravitation? Er

der en forbindelse mellem de tidlige 

UFO observationer i begyndelsen af 

1800-tallet og Keelys antigravitationsapparater? 

Hvad er den hemmelige tradition 

bag okkult teknologi? Hvad er den 

sande identitet bag det legendariske 

Vril-samfund og arven til Keely? 

I en blændende og ekstremt detaljeret 

tour de force tager den europæiske forfatter 

og forsker, Theo Paijmans, os med på 

en rejse gennem de grundlæggende forudsætninger 

for forskningen i den fri 

energi. Læs om Koons’ og Tippies 

ånde-maskiner og Mesmers dyriske 

magnetisme, Reichenbachs Od og 

Bulwer-Lyttons Vril-kraft. Bogen medtager 

for første gang på engelsk nyt materiale 

om den mystiske, østrigske opfinder, 

Karl Schappeller, og aldrig tidligere offentliggjorte 

breve af Nikola Tesla. Gennem 

en omfattende dokumentation viser 

Paijmans med al ønskelig tydelighed, 

at Keely og de andre opfindere ikke arbejdede 

isoleret, men inden for rammerne 

af en meget hemmelig og tavs tradition, 

den okkulte teknologi. 

Borderlands Catalog 1998 

Andy Thomas: Vital Signs. A 

Complete Guide to the Crop 

Circle Mystery and Why it is 

not a Hoax. 1998. 144 s. Ca. 

200 ill. ISBN 1-85770-155-0. 

£12,95. 

De engelske korncirkelentusiaster venter 

hvert forår og sommer i spænding på 

at se, hvilke kunstneriske og geometriske 

vidundere der med en zen-lignende 

flygtighed vil blive raderet ned i markerne. 

Men det gør lyseslukkerne også. Des- 


værre har de senere års svindelnumre 

bragt den seriøse offentlige opmærksomhed 

fra det mystiske fænomen på afveje. 

I sin tredje bog, Vital Signs, appellerer 

Andy Thomas til mennesker, der måske 

er yderst skeptiske med hensyn til korncirklerne, 

men som har bevaret en gnist 

af nysgerrighed, som kan vækkes til live. 

Han bringer en kort introduktion til fænomenets 

historie, hvor han inddrager 

videnskabelige, statistiske og geometriske 

analyser af forskellige eksempler, 

understøttet af sort/hvide fotografier og 

diagrammer samt en særlig sektion med 

farveillustrationer. Dernæst udforsker 

han andre usædvanlige vidnesbyrd som 

fx optagelser af usædvanlige lyde og lysfænomener, 

rapporterede »tidslommer« 

og fysisk/psykiske virkninger inde i symbolerne 

– alt sammen noget der kan hjælpe 

os med at forstå fænomenet som helhed. 

Så hvis vi lægger denne viden til 

grund og antager, at kun en brøkdel af 

korncirklerne er svindel, kan vi stille 

spørgsmålet: hvordan opstod de? Hvem 

eller hvad er ansvarlig for deres dannelse? 

Thomas diskuterer et antal forskellige 

hypoteser som fx naturlige jordkræfter, 

naturånder, ekstradimensionale/ 

udenjordiske intelligenser, ja selv menneskelig 

psykisk påvirkning, og han 

fremhæver, at fænomenet allerede har 

haft en transformerende virkning på 

dele af menneskeheden. Meningen med 

disse tegn vil måske stadig unddrage sig 

vores bevidste sind, men kan vi med sikkerhed 

sige, at vi ikke bliver påvirket på 

det underbevidste og kollektive plan? 

Nexus okt./nov. 98 

27


Jerry E. Smith: HAARP. The 

Ultimate Weapon of the Conspiracy. 

1998, Adventures 

Unlimited Press. 248 s. ISBN 

0932813534. $14,95. 

Et af verdenshistoriens mest kontroversielle 

eksperimenter skal sættes i værk i 

1999. Men er »Projektet til forskning i 

højfrekvent radioaktiv nordlys« 

(HAARP), der har base ved Gakona i det 

sydvestlige Alaska (se diføt ⋅ nyt 49, side 

20-22), blot et projekt for »Den store Videnskab« 

eller et omfattende militært 

projekt – et led i sammensværgelsen bag 

den nye verdensorden? Ifølge forfatteren 

til den seneste bog om HAARP, 

Jerry Smith, er sidstnævnte tilfældet, og 

han bruger meget plads på at vise hvorfor. 

De videnskabsmænd, der har det 

»officielle« job med at bruge antenneanlægget 

til at undersøge nordlyset med, 

synes at være dårligt informeret om den 

påståede militære dagsorden og militærets 

frygtindgydende potentiale til at 

påføre planeten og dens beboere stor 

skade. 

I det omfattende værk analyserer 

Smith baggrunden for HAARP med udgangspunkt 

i Teslas teknologi, Bernard 

Eastlunds patent til ændring af Jordens 

atmosfæriske, ionosfæriske og/eller 

magnetosfæriske områder samt den 

elektromagnetiske krigsførelse mellem 

det tidligere USSR og USA. Han stiller 

spørgsmålet, om HAARP er »ukontrolleret 

videnskab« eller et »stjernekrigsprojekt« 

og advarer om, at det måske er i 

modstrid med internationale aftaler. 

Bortset fra det ene åbenlyse militære 

formål, at lette kommunikationen med 

undervandsbåde, tyder den hidtidige 

28 

forskning på, at de højfrekvente og ekstremt 

lavfrekvente (HF og ELF) bølger, 

som HAARP kan udsende, er i stand til at 

ændre vejrforholdene og den mentale 

tilstand og opførsel hos hele befolkninger. 

Og selv militæret er ikke i stand til at 

fortælle, hvad der vil ske, når energi i gigawatt-klassen 

sendes ind i ionosfæren. 

Smith presser på for at vi indleder en debat 

og søger at påvirke regeringer og 

virksomheder – hvad enten vi ønsker 

projektet standset eller i det mindste insisterer 

på, at der bliver taget skridt til 

passende sikkerhedsforanstaltninger. 

Nexus okt./nov. 98 

The Journal of Scientific Exploration. 

Society for Scientific 

Exploration. Kvartalstidsskrift. 

JSE, P.O.Box 5848, 

Stanford, CA 94305-5848. 

$45,- sub. 

Omkring 1981 stod det klart for en lille 

gruppe videnskabsfolk, at adskillige fænomener, 

som i mangel af et bedre ord 

kan beskrives som mystiske, blev 

ignoreret af det videnskabelige samfund 

over en bred front. Disse fænomener, 

som ikke passede ind i de kendte videnskabsdiscipliner, 

led også under, at de tilsyneladende 

stred mod kendte videnskabelige 

principper, og at de i mange tilfælde 

lagde op til krævende, objektive 

studier. 

Nogle emner som fx de elektriske effekter, 

der er knyttet til jordskælv, blev 

helt overset af det videnskabelige samfund 

på grund deres uvante tværvidenskabelighed. 

Andre, som fx beretningerne 

om kuglelyn og psykokinese, blev afvist, 

fordi de fik folk til at føle ubehag og

ofte ikke kunne underbygges af solid bevisførelse. 

Videnskabsfolkene var klar over, at 

hvis de skulle nå til bunds i mysterierne, 

hvoraf mange var forblevet uløst gennem 

århundreder, var det ikke sandsynligt, 

at det ville ske som resultatet af en 

enkelt mands værk. Brudstykker af viden 

om alle disse oversete emner måtte 

bringes frem i lyset. Når de var gjort tilgængelige, 

kunne de blive undersøgt af 

flere mennesker med forskellig baggrund. 

Nogle var måske i besiddelse af 

forskellige brudstykker af viden, andre 

havde evnen til kritisk tænkning eller 

spontane indsigter, som de måske kunne 

bidrage med. 

Med henblik på at realisere dette idealistiske 

scenario blev det første møde i Society 

for Scientific Exploration holdt den 5. 

januar 1982 i Det nationale Videnskabsakademi 

i Washington DC. Det var en lille 

flok lærde folk med etableret status, for 

størstedelen astronomer, der ikke var til 

sinds at glemme alt om UFO’er. 

Endnu i dag er selskabets medlemstal 

lavt. Medlemmerne er videnskabsfolk og 

akademikere, der er anerkendte på hver 

deres felt. De fleste, men ikke alle medlemmer, 

har doktorgrader og er aktive 

forskere på forskellige områder. Men i et 

forsøg på at øge sin indflydelse og sprede 

sine ressourcer åbnede selskabet i 1992 

sine døre og accepterede alle med den 

samme målsætning som samarbejdspartnere. 

I 1987 kom den første Journal of Scientific 

Exploration til verden. Som officielt organ 

for selskabet optog det artikler fra 

medlemmerne om ethvert afvigende fænomen, 

forudsat at artiklen var skrevet 

objektivt, professionelt og med videnskabelig 

stringens. Informationer og ide- 


er om gamle mysterier kunne nu blive 

endevendt, kritiseret, efterprøvet, betvivlet, 

afvist eller bestyrket. Det som begyndte 

som et beskedent, halvårligt tidsskrift 

er nu blevet til et internationalt 

kvartalstidsskrift. 

Leslee Kulba 

Electric Spacecraft Journal 17/96 

Antje Bultmann: Auf der Abschußliste. 

Wie kritische Wissenschaftler 

mundtot gemacht 

werden sollen. München 

1998, Knaur Verlag. 349 s. 

DM 16,90. 

Udstødning, chikane, regulære trusler – 

den som af samvittighedsgrunde nægter 

at samarbejde om moralsk ømtålelige 

projekter eller om at fremstille farlige 

produkter – for ikke at tale om at offentliggøre 

dem – skal med alle til rådighed 

stående midler bringes til tavshed. Det 

kan fx komme til at berøre både det faglige 

og private eksistensgrundlag. 

I denne bog fortæller et udvalg af ofre 

fra Tyskland, Israel, Rusland og USA for 

første gang om deres erfaringer, da de 

satte sig til modværge: Mod den politisk 

betingede undertrykkelse af ubehagelige, 

videnskabelige erkendelser, om følgerne 

af miljøgifte og atomar stråling, 

mod hemmelige militærprojekter, mod 

den glidende forvandling af en civil virksomhed 

til en rustningskoncern. Med et 

ufatteligt mod og uden hensyn til konsekvenserne 

kæmper disse mennesker for 

at fremme en ansvarlig handlemåde på 

arbejdspladsen. 

raum&zeit 93, maj/juni 1998 

29


Tadahiko Mizuno: Nuclear 

Transmutation: The Reality of 

Cold Fusion. 1998, Infinite 

Energy Press. 152 s. ISBN 

1-892925-00-1. $39,95. 

Den engelske oversættelse af dr. Mizunos 

banebrydende bog om kold fusion 

giver et levende indtryk af en forskers erfaringer 

på dette kontroversielle område. 

Dr. Mizuno opregner omhyggeligt 

både de mørke og lyse sider af historien: 

frustrationen, kedsomheden, den endeløse 

guerillakrig med forskere, der ønskede 

at stoppe forskningen, videnskabsjournalister 

der syntes at trives ved 

at udsprede formodede negative resultater, 

frugtesløse forsøg på at offentliggøre 

en artikel eller blive lyttet til ved fysikkongresserne; 

men også triumfen ved 

dramatiske eksperimenter, der producerede 

enorme mængder overskudsenergi, 

og den paradigme-omvæltende 

opdagelse af lavenergi transmutation af 

tunge grundstoffer, der fandt sted ved 

elektroderne i den kolde fusion. 

Det er umuligt for én bog at indeholde 

alt om den stadigt voksende bestræbelse 

på verdensplan for at forstå gåden om 

den kolde fusion, men for dem, der gerne 

vil høre resten af historien, er denne 

fremlæggelse af en videnskabsmands erfaringer 

på videnskabens grænseområder 

en udmærket begyndelse. 

Tadahiko Mizuno blev født i Asahigawa 

by, Hokkaido, i 1945. Han tog afgang 

fra Afdelingen for anvendt fysik på Hokkaidos 

nationale Universitet i 1968. I 1973 

modtog han sin Ph.D. i anvendt fysik. 

Blandt hans resultater i kold fusion var 

de første velunderbyggede rapporter om 

neutronmålinger i Japan, pionérarbejde 

30 

med ladede, massive protonledere og 

nøglestudier af transmutationsprodukter. 

I øjeblikket er han hjælpeprofessor i 

anvendt atomfysik ved Hokkaido Universitet. 

Forlaget 

Efter min mening er denne åbenhjertige 

redegørelse af dr. Mizuno 

den mest tankevækkende, mest 

interessante og videnskabeligt set 

nyttigste af alle bøger til dato om 

»kold fusion«. Under processen 

med at fremlægge sine erfaringer 

og synspunkter giver dr. Mizuno et 

vigtigt indblik i den måde, forskningen 

ofte udvikler sig i praksis, 

og hvordan processen nogle gange 

kan synke ned i et kaos, ligesom 

»kold fusion«. 

Professor George Miley 

University of Illinois 

Fusion Studies Laboratory

Foreningsnyt 

DIFØT Århus 

KOMMENDE MØDER 

Fri energi 

ONSDAG DEN 21. APRIL vil Ole Nielsen 

holde et foredrag om frienergimaskiner. 

Forskellige typer frienergimaskiner 

vil blive behandlet, og de mulige 

teorier bag disse vil blive diskuteret. 

Af typer der vil blive draget frem kan 

nævnes: Hyde, Hendershot og Blacklight 

Power processen. Hydes og Hendershots 

apparater er elektriske frienergi-apparater. 

Blacklight Power processen af Mills 

er en mellemting mellem kemisk og 

atomenergi, en proces der ifølge opfinderen 

leverer en stor del af solens energi. 

Processen er if. Mills den samme der gør 

sig gældende i hvad andre betegner som 

kold fusion. 

∞ 

Mødet afholdes på: 

Viby Bibliotek, Skanderborgvej 170 

8260 Viby J 

Mødetid: kl. 19.30. 

Datomedlemskab: 40 kr. inkl. kaffe/the 

og kage. 

Hvis en mand begynder med vished, 

ender han med at tvivle; men stiller han 

sig tilfreds med at tvivle i begyndelsen, 

så vil han slutte med vished. 

Francis Bacon 


Flytning 

Husk, hvis du flytter, også at meddele 

det til vores kasserer eller til redaktionen. 

Det hænder vi får blade retur på grund af 

ukendt adresse. 

Tidsskriftlæsekredsen 

I forbindelse med den sidste udsendelse 

af bladet blev der vedlagt en tilmeldingsblanket 

i diføt ⋅ intern 25 til dette års 

»abonnement« på kredsen. Bestyreren af 

læsekredsen, Arne Christensen, minder 

om, at man aktivt skal tilmelde sig de ønskede 

tidsskrifter en gang om året, hvis 

man vil fortsætte sit abonnement på læsekredsens 

blade. 

Tidligere numre 

Samtlige udkomne numre af diføt ⋅ nyt 

1-55 kan stadig erhverves for 25,- kr. pr. 

blad. Du kan bestille de ønskede numre 

ved at indbetale det aktuelle beløb på 

DIFØT’s girokonto (se side 2). Til porto 

og forsendelse tillægges 15 kr. pr. bestilling. 

Angiv bestillingen på forsiden af 

girokortet. 

Konsulentdatabase 

Vi forsøger i DIFØT Århus at skabe 

en konsulentdatabase, hvor interesserede 

vil kunne hente konsulentassistance 

til deres projekter. 

Interesserede brugere/konsulenter 

kan rekvirere registreringsmateriale 

hos: 

Steen Andersen 

Vrøndingvej 72, Vrønding 

8700 Horsens 

tel 75 67 41 00 

31


DIFØT København 

KOMMENDE MØDER 

Videoaften 

TIRSDAG DEN 16. MARTS bruger vi aftenen 

til at se nogle interessante videofilm 

med relation til foreningens interesseområder. 

Vi spiller ud med at vise en 

video om formationer på Mars med tydelige 

paralleller til sydengelske landskabsmonumenter. 

Materialet stammer 

bl.a. fra et illustreret foredrag, Richard 

Hoagland holdt i FN. 

Andre emner for aftenen vil være 

korncirkler, en ny video fra RQM (det 

schweiziske firma, der er i gang med at 

udvikle en frienergi-maskine) samt den 

tyske opfinder, Pöschl, og hans problemer 

med at finansiere udviklingen af en 

motor, der drives med 10% olie og 90% 

vand. 

Men i øvrigt vil de tilstedeværende 

have mulighed for at præge aftenens 

program. Engelskkundskaber vil være 

en fordel. 

Skalarbølger - torsionsbølger 

TIRSDAG DEN 20. APRIL tager Anders 

Heerfordt os med på en rejse ind i et særdeles 

interessant og grænsesøgende 

forskningsområde, som ikke mindst russerne 

har dyrket i mange år. Efter den 

kolde krigs afslutning begynder denne 

viden efterhånden at blive kendt uden 

for Rusland. Af navne på området kan 

nævnes Shipov, Bagrov, Veinik, Kozyrev 

og Akimov. 

DIFØT er kommet i besiddelse af flere 

interessante afhandlinger i engelsk oversættelse 

om disse og andre forskeres arbejde. 

Anders Heerfordt giver et sam- 

32 

Mødekalender 

Tirsdag 16. marts 99 kl. 19.30: 

Møde i København 

Videoaften 

Tirsdag 20. april 99 kl. 19.30: 

Møde i København 

Anders Heerfordt: 

Skalarbølger – torsionsbølger 

Onsdag 21. april 99 kl. 19.30: 

Møde i Århus 

Ole Nielsen: Fri energi 

mendrag af de nyeste resultater på området 

og kommer ind på de mulige anvendelser 

af torsionsbølger eller -felter fx inden 

for antigravitation, æterfysik, magnetfelter, 

jordstråler og fremstilling af 

generatorer. 

∞ 

Møderne i DIFØT København foregår i: 

Østerbrohuset, Århusgade 103 

2100 København Ø 

Vi starter kl. 19.30. Entré for medlemmer 

og gæster 30 kr. I pausen kan der købes 

the, kaffe eller andre forfriskninger. 

Kontingent 

De fleste medlemmer vil sammen med 

dette nummer af bladet modtage et girokort 

til indbetaling af den kommende 

kontingentperiode. På adresselabelen på 

kuverten vil der stå »Udløbet« ved siden 

af den dato, hvorfra dit medlemskab løber. 

Bestyrelsen håber, at du har lyst til at 

fortsætte dit medlemskab af DIFØT. 

JK

difoet-nyt 55.vp - heerfordt.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?