Undervisningsministeriets sektoranalyse af folkeskole - Økonomi- og ...

- 110 -
Drift af specialskoler eller specialklasser for elever med mere almindeligt
forekommende handicap (psykisk udviklingshæmmede elever,
DAMP og autisme) vil forudsætte en kommunestørrelse på ikke under
50.000 indbyggere. I det omfang der er tale om sjældnere handicap,
hvor man ikke kan forvente, at en kommune vil kunne få det tilstrækkelige
grundlag til at opbygge en ekspertise, kan det være relevant at
overveje en ordning, hvor en eller flere kommuner – typisk de kommuner,
hvor specialskolerne er beliggende, udpeges som ansvarlig for
driften af institutionen, mens de øvrige kommuner kan indgå overenskomst
med disse kommuner om undervisning af børnene. Det bør dog
indgå i overvejelserne, at der kan opstå usikkerhed i relation til, om
”brugerkommunerne” vil vælge andre løsninger og dermed udtynde
det økonomiske og faglige grundlag for ordningen.
Det er imidlertid nogle meget sjældne handicap som fx døvblindhed,
hvor det ikke vil være rimeligt ud fra en betragtning om faglig bæredygtighed
at udpege en kommune som ansvarlig driftsherre, ligesom
den rådgivning, der bør være til rådighed for kommunerne i disse tilfælde
ikke kan varetages på kommunalt plan.
Det må derfor overvejes nærmere, hvor ansvaret for driften af sådanne
meget specialiserede institutioner skal placeres og hvordan rådgivningen
til kommunerne i forbindelse med disse elever skal varetages.
De samme overvejelser gælder den rådgivning af kommunerne, som
ligger ud over de funktioner, som de kommunale Pædagogisk Psykologisk
rådgivninger selv i større kommuner kan forventes at kunne
varetage. Landsdækkende fælleskommunale videnscentre, statsinstitutioner
eller selvejende institutioner kan være løsningsmodeller. I den
forbindelse er det vigtigt at være opmærksom, at der vil kunne indhentes
viden fra andre sektorer, herunder sygehussektoren, der har værdifuld
indsigt i enkelte handicap og den sociale sektor, som kan supplere
vurderingerne hos PPR.
Overvejelser om en fremtidig placering af særligt specialiserede rådgivning
til kommunerne og til driften af og ansvaret for særligt specialiserede
institutioner kan genfindes i betænkningen fra udvalget bag
særforsorgens udlægning i 1980. Inden udlægningen blev den største
del af særforsorgen drevet direkte af staten, der dækkede de fulde anlægs-
og driftsudgifter for institutionerne.
Udlægningen til amtskommunerne skete dengang ud fra en målsætning
om, at den handicappede skulle have mulighed for at få en tilværelse
så nær det normale som muligt, og at denne målsætning bedst
kunne opfyldes, hvis den handicappede blev betjent med de tilbud,
som samfundet i øvrigt stiller til rådighed for borgerne.
Den hidtidige forestilling om en organisatorisk, finansielt og begrebsmæssigt
afgrænset forsorg blev således opgivet til fordel for den
største mulige harmonisering med tilgrænsende almene og specielle
foranstaltninger i kommunalt og amtskommunalt regi – fx folkeskolen
med dens specialundervisning.