Problem

3.C PBL som skolens pædagogiske fundament
stofudvælgelse og stofforenklinger, hvorved de utilsigtet risikerer at trække den pædagogiske praksis over mod
en endnu højere grad af lærerstyring.
Hvilke kriterier skal man da sætte for udvælgelsen af stoffet i en tid, hvor de unges kreativitet og tænkeevne
måske er vigtigere end mestringen af bestemte tekniske færdigheder, som de nok skal tilegne sig, når det bliver
nødvendigt? Eller er det skolernes pligt først og fremmest at levere grydeklare færdigheder til virksomhederne,
hvilket nogle skolefolk vil hævde?
Under alle omstændigheder ved vi, at arbejdsfunktioner ændrer sig i hastigere tempo, så selvom den ivrige tale
om kreativitet, fleksibilitet, tænkeevne og mange andre forandringsparate dyder til tider synes overgearet, er der
nok noget om snakken. Evne til at tilegne sig ny kundskab er uden tvivl helt afgørende. Og når sådanne typer
kompetencer bliver vigtige, er det heller ikke længere skolen og lærerne, somr alene kan og bør afgøre, hvad
der er relevant stof. Også de studerende må i studieprocessen inddrages i vurderinger af hvad der er relevant
lærestof - det der i PBL-princippet om deltagerstyring kaldes ”den subjektive relevans-, ellers kan de ikke i
tilstrækkelig grad udvikle disse kompetencer.
Mange lærere rundt om på kvu og tekniske skoler har vendt sig mod retorikken om de omstillingsparate dyder,
”der fjerner opmærksomheden fra det faglige”, som det siges. En murer skal stadig kunne mure, og en
konstruktør skal stadig kunne tegne, og en ingeniør skal kunne…..!
Diskussionerne og samtalerne med lærerne i FoU-projektet peger på, at skal PBL-ideen slå rod i kvu/mvumiljøer,
må der etableres en forståelse af det problembaserede, hvor fagenes discipliner, metoder og teknikker
også har plads, ellers udhules lærerens professionsforståelse af den uddannelse, de underviser i, og så mister
de først deres identitet som (fag)lærere.
PBL’s bud
En pointe er naturligvis, at der ingen færdigstrikkede løsninger findes på de her nævnte forandringer. PBL er
heller ikke en entydig løsning . Men skolerne bliver nødt til - som system - først at stille nogle af disse spørgsmål
for derefter at finde adækvate og operationelle svar på de markante forandringer, de står midt i. Ellers kan det i
uheldigste fald ende med, at fagene alene bliver en sag for enkeltlæreren. Dermed kommer læreren til at stå
isoleret med de mange uløste spørgsmål og uden den tidligere juridiske og kulturelle rygdækning for sit fag. Det
vil i det lange løb blive en uholdbar belastning af lærerrollen, især når man dertil lægger de forandringer, der
sker i ungdomskulturen med nye forventninger til læreren om at kunne skabe meningsfuldhed og
betydningsfulde relationer.
24