Problem

2.C. PBL som skolens pædagogisk fundament
PBL som Curriculum-model
Hvad er et curriculum?
Curriculum betyder læreplan, og en læreplan er ikke kun en oversigt over en uddannelses mål, indhold, fag,
evalueringsformer osv. Den er også et udtryk for en bestemt måde at tænke uddannelse på.
Med overskriften PBL som curriculum-model handler det ikke længere kun om didaktiske og metodiske
overvejelser vedrørende det enkelte PBL-studieforløb. Men her rejses spørgsmålet, hvordan man kan tænke og
gennemføre hele uddannelser på et PBL-grundlag. Hvordan kan man udforme en uddannelses læreplan -
curriculum - efter en PBL-tankegang, hvor den studerendes samlede uddannelsesforløb ses som en
kompetenceudvikling, der tager udgangspunkt i studier, projekter og cases, som tilsammen vurderes som
eksemplariske for uddannelsen? Et PBL-opbygget curriculum er på den måde et modsvar til nogle af de
udfordringer, som blev omtalt i afsnittet ”Begrundelser for PBL i videregående uddannelser”.
”Alt for meget stof”
Her kommer stoftrængselsproblematikken især ind i billedet. Især i kvu/mvu med en lang tradition og historie
hænger meget gammelt lærestof ved som ”kulturarv”, som er svær at slippe, selvom det umiddelbart synes
ubrugeligt i moderne erhverv. Men det har netop givet uddannelserne deres identitet, og hvad mister man så,
hvis man slipper det? Den teknologiske udvikling fra 50’erne og op til i dag har været voldsom og gjort især de
tekniske uddannelser ”rådvilde” over for den ”alt for megen viden”, der strømmer til udefra. Så hvordan kan man
på to eller tre år nå at vide alt, hvad der er værd at vide? og hvordan kan man presse ”det nye” ind i en i forvejen
hårdt pumpet læreplan. Rådvildheden kommer til udtryk i retorikken: De unge skal ”lære at lære”, forberedes til
”omstilling” og ”livslang læring” osv., men samtidig fremføres vigtigheden af, at uddannelserne, især de toårige
kvu’er, fremstår med deres egen profil. De skal have deres eget væsen, deres særlige faglige identitet.
Modsætningen mellem på den ene side alt ”det nye”, der presser sig på, omskifteligheden osv., og på den
anden side behovet for at bære en faglig tradition og stolthed med sig, er blevet stadig mere påtrængende. Men
denne modsætning tematiseres ikke i øjeblikket i en sådan grad, at der kommer klare didaktiske bud på, hvad
der så skal være læringens indhold (lærestof), og for så vidt heller ikke, hvad der skal være dens form.
Spørgsmålet om, hvordan skolerne hidtil har reageret på stoftrængselsproblematikken, bliver dog så meget
desto mere interessant. For hvordan afgør uddannelsesplanlæggere og lærere i praksis, hvilket lærestof der skal
formidles, eller rettere hvad der ikke skal formidles?
16