Hjørring Bibliotek - Create Room for Experience
Biblioteket i hånden Om bibliotekernes forsøg med at tilbyde nye veje til de mange tjenester ad digital vej Michael Larsen, informationskonsulent og webredaktør, Danmarks Biblioteksforening Mobiltelefonen og internettet vil i løbet af blot et par år smelte helt sammen. Mobilen er med overalt, folk vil søge oplysninger uanset, hvor de befinder sig, og derfor er det vigtigt, at biblioteket også er tilgængeligt overalt. Udbydere af tjenester og informationskilder til mobiltelefonen vil vokse markant i antal, og det vil fremover ikke kun være større firmaer, som er spillere på denne bane. Også bibliotekerne skal med, og det er derfor også nødvendigt at få indsamlet erfaringer med brugen af de nye muligheder, også fordi fremtidens brugere i endnu højere grad end nu vil anvende mobilen som en helt og aldeles integreret del af hverdagen. DB-fokus på nye teknologier Folkebiblioteket skal podcastes og bibliotekerne skal tænke mere offensivt, når det gælder de nye digitale tjenester og indhold på internet. Der skal tænkes i nyudvikling af decentral service gennem ny biblioteksservice og -vidensadgang via mobiltelefoner og andre håndholdte enheder, lyder det i et af Danmarks Biblioteksforenings Budskaber om biblioteksudvikling (2006). Tilbage i efteråret 2007 arrangerede DB derfor i samarbejde med DBC og Danmarks Biblioteksskoles Kursusafdeling temadagen “Biblioteket i hånden”. Fokus var på bibliotekernes muligheder for at anvende forskellige teknologier, der supplerer nettet til formidling af bibliotekernes tilbud til borgerne, og at nå brugerne i alle aldre via de mange forskellige mobile telefoner og andre enheder af forskellig slags. Trådløse muligheder Den 26. maj i år lagde Vejle Bibliotek så lokaler til 2. afdeling af temadagen “Biblioteket i hånden”. Baggrunden for at fokusere på de digitale muligheder ligger helt naturligt i den hastigt voksende udbredelse af bl.a. trådløse netværk og behovet for ny decentral service efter de sidste par års mange filiallukninger. Stadig flere byer opretter områder med trådløs adgang for borgerne, ligesom der findes tiltag, hvor brugere giver andre adgang til egne trådløse netværk og dermed får genereret stadig større områder med trådløs adgang (se f.eks. www.fon.com). Udbredelsen af hotspots vil kraftigt øge både muligheden og konkurrencen om borgernes opmærksomhed. Store datamængder bliver distribueret trådløst, og kampen om ‘kundernes’ opmærksomhed vokser dag for dag. I det perspektiv var temadagen i Vejle en opløftende oplevelse, da den med tre helt konkrete cases gav et tydeligt bevis på, at man på en række biblioteker var godt i gang med at tænke i nye baner og afprøve forskellige nye digitale tjenester, som borgerne kan benytte sig af, bl.a. via mobiltelefonen. Mobile biblioteksforsøg Med “Det Mobile Bibliotek” viste Aalborg Bibliotekerne første version af en mobiloptimeret adgang til bibliotekets services, hvor borgerne har adgang til en række tjenester, og med www.mobib.nu er der desuden lavet en indgang til biblioteket skræddersyet specielt til mobiltelefonen. På Kolding Bibliotekerne er man i gang med at afprøve semacodes. Med mobiltelefonen kan man scanne semacodes på materialer og herigennem blive ledt direkte videre til flere informationer om materialerne. Endelig blev Herlev Bibliotekernes Ultra-FM gennemgået. Podcast er en oplagt mulighed for bibliotekerne til at udbrede flere informationer til interesserede brugere, og de mange tekniske muligheder blev diskuteret. Disse tre eksempler var blot nogle af en lang række af forsøg, som finder sted på bibliotekerne netop nu. Nysgerrigheden var også på denne anden temadag om emnet stor og vidner om, at mange biblioteker allerede er parate til at afprøve de nye muligheder. Efterårets arrangement viste, at der tages mange både store og små skridt ud af den digitale vej på landets biblioteker, og interessen for at høre om disse initiativer var så stor ved efterårets arrangement, at de tre arrangører valgte at afholde endnu en temadag med dette emne som udgangspunkt. Om vi vil det eller ej ... De tekniske muligheder vokser hele tiden, og selv om det til tider kan synes lidt uoverskueligt, hvor der skal sættes ind, så er det vigtigt at huske på, at nye bibliotekstjenester på mobilen ikke blot er en nødvendig service, men også en helt oplagt måde aktivt at markedsføre biblioteket på over for borgerne. Det handler om at være med, og erfaringerne som blev delt på temadagen inspirerer forhåbentlig til endnu flere forsøg rundt omkring, så bibliotekerne kan ruste sig til at tage endnu et skridt ud af den digitale motorvej. Ligesom det i disse tider med bibliotekslukninger er en ny måde at yde decentral service på. Mere om de tre cases på temadagen: Aalborg: http://www.njl.dk/Det_mobile_bibliotek-306.aspx Kolding: http://www.koldingbib.dk/02367/03200/ Herlev: http://www.herlev.bibnet.dk/musik/podcast/ Hent præsentationer fra dagen via www.db.dk – Kurser – Oplæg og præsentationer. Danmarks Biblioteker 2008 - nr. 5 15