At leve med hiv - Hivzonen

Åbenheden
Da jeg blev konstateret hiv-positiv, var det andre tider, end det er i dag.
Hiv-smittede var endnu mere stigmatiserede end i dag, omgivelserne
undgik os. Der var konstante historier i medierne om hiv-smittede, som
på grund af omgivelsernes frygt for smitte, blev fyret eller udstødt fra
deres arbejde, børnehave eller familier. Frygten var så massiv, at den
blokerede for budskabet om, hvordan virus rent faktisk smitter. Og mange
hiv-smittede oplevede skyld og skam i forbindelse med deres sygdom.
I sådan en stemning, kræver det ekstraordinært mod at stå åbent frem
om sin hiv-status. Jeg havde fortalt det til nogle få, nære venner.
Men jeg vurderede, at min arbejdsplads ikke skulle vide noget. Imidlertid
havde min chef fundet ud af, hvad der var galt med mig, og derfor blev
det alligevel besluttet, at mine kolleger skulle have sandheden at vide.
Og der kom kun godt ud af det. Der var forståelse og omsorg og en
medleven i mine håb om medicin og vaccine, når der havde været gode
nyheder i TV. Og ikke mindst betød åbenheden, at jeg slap for hvide
løgne, når jeg i arbejdstiden skulle til aftaler på hospitalet.
Støtten fra psykologen på hospitalet var medvirkende til, at jeg bestemte
også at fortælle mine forældre, at jeg er hiv-smittet. Jeg var aldrig bange
for, at de ville slå hånden af mig, men jeg havde svært ved at skulle sige
til dem, at jeg var syg og skulle dø. Jeg ville ikke gøre dem kede af det.
Og de blev selvfølgelig kede af det, mens jeg fandt en form for lettelse
ved at have delt noget meget svært med dem. Set i bagklogskabens
klare lys, begik jeg den fejl, at jeg fratog dem den samme mulighed for
at dele det svære, da jeg forbød dem at fortælle det til mine søskende.
Dermed var de alene med deres nye viden og ængstelse. Senere fortalte
jeg selv til mine søskende og deres familier, at jeg er hiv-smittet.
Og præcis som med mine forældre har jeg stort set ikke oplevet andet
end omsorg og opbakning.
Åbenheden om min hiv-status har været umådelig vigtig for mig. At have
kunnet dele det svære med de mennesker, der betyder noget for mig,
oplever jeg i dag som en afgørende forudsætning for, at jeg er kommet
så godt gennem det lange forløb med alle op- og nedturene. Åbenheden
har frigjort kræfter, som jeg har skullet bruge til at kæmpe med.
Hemmeligheder, derimod, tager på kræfterne: Det er hårdt at skulle
holde styr på et dobbelt bogholderi, hvor nogen ved noget og andre ved
noget andet – og hele tiden at være bange for at blive ”afsløret”.
Derfor er min anbefaling til ny-smittede: Overvej grundigt om ikke du
skal være åben om din hiv-status. Jeg hører tit ny-smittede sige, at der
jo ikke er nogen grund til at fortælle noget, så længe man ikke er syg og
ikke får medicin.
40