At leve med hiv - Hivzonen

Liv med hiv
Henning, 50, har været hiv-smittet I 21 år. Siden dengang, der ikke
var nogen behandling. Siden dengang omgivelserne var bange for
hiv-smittede. Siden dengang, det endnu mere end i dag kunne have
kolossale omkostninger at være åben om sin hiv-status. Han har været
gennem alle tænkelige op- og nedture, og deler her ud af sine erfaringer.
Den vigtigste? At du sagtens kan leve et godt liv med hiv!
Testen og den første tid efter
Første gang, jeg hørte om hiv, var i begyndelsen af 1980’erne.
Jeg vidste, hvordan virus smittede, og hvordan man kunne beskytte sig
mod det. Men egentlig anså jeg hiv for at være noget, der ikke rigtig vedkom
mig. For jeg valgte jo mine partnere med omhu: De så altid sunde og
raske og solbrændte ud… Så da jeg i slutningen af 1986 valgte at blive
testet, var det mest for at få bekræftet, at jeg selvfølgelig var hiv-negativ
– så jeg derefter kunne være konsekvent omkring sikker sex. Men sådan
gik det ikke. Jeg blev testet hos min praktiserende læge. Han talte ikke
med mig om tankerne bag min beslutning – eller om de konsekvenser,
det kunne have for mig. Og da han havde fået svaret, ringede han til min
arbejdsplads og bad mig komme op i klinikken samme formiddag.
Jeg snuppede en hurtig pause og gik derop med bange anelser.
Han slog op i journalen og sagde: ”Blodprøven viser, at du er hiv-positiv.
Hvad vil du gøre ved det?” Han spurgte ikke, om der var nogen derhjemme,
der kunne tage lidt vare på mig. Eller om jeg havde brug for
nogen form for hjælp. Han gav mig bare det, som jeg opfattede som
min dødsdom, og sendte mig ud i december-travlheden, hvor jeg med
voldsom vrede så folk gå rundt med deres julegaveindkøb i en verden,
som for dem var som altid, men for mig var fuldkommen og uigenkaldeligt
forandret.
Julen var forfærdelig. Jeg fortalte ikke min familie, at jeg var hiv-smittet.
Jeg var ensom, ulykkelig og bange – overbevist om, at den næste
forkølelse ville tage livet af mig. Efter nytår fi k jeg taget en ny test på
Marselisborg Hospital. Resultatet var selvfølgelig det samme, men jeg
var denne gang omgivet af et hold af kompetente læger, sygeplejersker
og psykologer, hvis tilbud om samtaler og jævnlige blodprøvekontroller,
jeg tog imod. Sådan blev den aller første tids kaos og ensomhed afl øst
af en tryg ramme. Og efter en del samtaler hos psykologen på hospitalet,
kom der en dag, hvor jeg pludselig igen kunne høre fuglene synge og
solen varme, da jeg cyklede hjem. Det gav en følelse af, at jeg igen kunne
få styr på mit liv.
39