Videnskab - globalpeace.dk

Recommendations

Info

Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet matematiske sprog. Kombinationen af empirisk viden og matematik står som den moderne videnskabs gennembrud. Perioden kaldes anni mirabiles -de underfulde år, og her lægges grunden til det, der i dag kaldes den klassiske fysik. En fysik, der – ikke uden kampe med kirken – vendte op og ned på datidens teleologiske verdensbillede. Den nye fysik lagde grunden til at betragte verden som et stort mekanisk urværk, der – da det først var sat i gang af Gud – kunne køre videre idet uendelige, fordi delene var forbundet, ikke af finale årsager, men af efficiente årsagsforbindelser. Hvor den klassiske videnskab beskæftigede sig med en klassificering af tingene med henvisning til faste Gudgivne pladser, blev konsekvensen af det nye efficient dominerede verdensbillede et fokus på funktionsmåder, samspillet mellem de enkelte tandhjul i universets mægtige urværk. I forlængelse heraf genopstår det eksperimentelle erkendelsesideal; ”når sandheden ikke længere kan fastslås dogmatisk fra oven (af en vilje), må den belægges empirisk (gennem tusindvis af observationer).” (Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). Sandhedsværdien af erkendelser bevises gennem sansning af metodisk gennemførte eksperimenter, hvorved der produceres empiri, uden at der henvises til Gud eller telos. Den nye fysik bevirker et skift fra en statisk, teleologisk verdensopfattelse domineret af phronesis og causa finalis til en dynamisk verdensopfattelse, i hvilken videnskaben får som mål at forklare forandringer: tingenes opståen, udvikling og forgåen (Lund, 1962: 226-7). Renæssancens nye fysik og naturerkendelse får helt afgørende betydning for filosofien. I 1543 udgives Kopernikus’ ”De Revolutionibus Orbium Coelestium” (om himmellegemernes omløbsbevægelser). Kopernikus mente, at naturen måtte være simpel, og for den simple beskrivelses skyld satte han noget fysisk i centrum, nemlig solen. Modet til at beskrive Jorden som bevægelig fik Kopernikus ved at læse de gamle græske filosoffer, der havde lignende idéer (Hastrup, 1999: 13). Denne bevægelige jord brød i så stor grad med datidens verdensbillede, at Kopernikus har lagt navn til betegnelsen for brud med gængse tankebaner: ”en kopernikansk vending”. Munken Bruno byggede videre på Kopernikus' verdensbillede, men afviste, at solen skulle være centrum: der er intet centrum, verdensrummet er uendeligt, argumenterede han: ligegyldigt hvor langt en bueskytte kommer ud, kan han altid skyde en pil længere ud. Således bliver også stedbestemmelsen og bestemmelser som ”op” og ”ned” relative. Med dette argument bryder Bruno med Aristoteles’ ordens- og normkonstituerende kosmologi, som havde sat dagsordenen for antikkens og middelalderens verdensbillede. Selvom Bruno legitimerede verdensrummets uendelighed ud fra tanken om Guds uendelighed, så vendte hans verdensbillede op og ned på de herskende forestillinger. Hvis jorden (og Gud) ikke er verdens centrum, er den heller ikke længere den finale kraft. Dermed stilles der spørgsmålstegn ved altings formål (Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). Brunos provokerende udsagn kunne senere danne basis for en ny videnskab: samfundsvidenskaben. Det er først når menneskets handlinger ikke følger en på forhånd globalpeace.dk given, guddommelig plan, at det bliver interessant og nødvendigt at undersøge, hvorfor og hvordan mennesket handler som det gør. Gud som metafysisk ”henvisningssted” var blevet brugt til at begrunde fysikkens love. Og Gud blev samtidig brugt til at begrunde menneskelige handlinger og samfundsmæssige strukturer. Religionen var dominerende over science, filosofi og kunst (Habermas, 1984; Madsen 1994; Heller, 1999) Menneskets handlinger udfoldede sig samfundsmæssigt ureflekteret, og de blev traditionelt og karismatisk begrundet. Med Guds gradvise fald bliver de menneskelige handlinger i stigende grad et problem, der på samme måde som samfundene kan gøres til genstand for videnskab, og der opstår således Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 8
Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet en række humanistiske videnskaber, der så at sige søger at træde i guds sted i begrundelser og forudsigelser af menneskelig adfærd. Renæssancens rationalisme Renæssancens opgør med Gud startede som hos Platon spekulativt. Rationalisterne hævdede modsat empirismen muligheden af at opnå viden om virkeligheden alene ved brug af tanken. Periodens mest indflydelsesrige rationalister var Descartes, Spinoza og Leibniz. Det var René Descartes, der genoptog Platons diskussion af den rationalistiske tilgang i det 17. århundrede. Hans filosofi byggede på en inddeling af virkeligheden i to adskilte og uafhængige områder, nemlig i res cogitas og res extensa, som betegnede hhv. det ikke-udstrakte (bevidsthed) og det i rummet udstrakte (fysisk-materielle objekter). Verden skulle forstås og forklares gennem logisk analyse af idéer, som var medfødte, og som dybest set viste tilbage til en metafysisk telos, som hvilede i Gud. Rationalisterne opfattede, inspireret af den klassisk-mekaniske fysik, nu i stigende grad verden som en maskine. De anså fornuften som erkendelsens kilde i lyset af fysikkens afvisning af sanseerfaring som grundlag for erkendelse, og mente at årsagsforbindelser (causa efficiens) snarere end guddommelige, immanente formål (causa finalis) forklarer verdens sammenhæng. En indstilling, der afprøver sammenhænge og indbyrdes forbindelser, en søgen efter love, der kan forklare ”hvordan”? Alle rationalistiske tankesystemer bygger – inspireret af den nye fysiks mekaniske verdensopfattelse – på et princip om lovmæssighed (Thyssen 1981: 81). En sådan mekanistisk opfattelse af verden medfører en formulering af forudsigelse som videnskabens opgave, en nomotetisk indstilling. Den moderne empirisme Kritikken af rationalismen kan siges at omfatte to faser: En første dekonstruerende fase, som i form af den engelske empirisme søger at placere ”stedet” for erkendelse i det enkelte individs erfaring. Den engelske empirisme strækker sig fra John Locke (1632-1704) til David Hume (1711-1776). Og derpå en næste og mere konstruerende fase kom til at bestå af den tyske idealisme, som lader ”jeg’et” foreskrive eller konstruere naturen dens lovmæssighed. Den tyske idealisme strækker sig fra Kant (1724-1804) over Fichte og Schelling til Hegel (1770-1831). (Larsen og Thyssen, 1980) Også denne kritik var præget af en mekanisk definition af universet, der banede vej for en stadig mere radikal deling af subjekt-objekt, som sluttelig skulle ende i opfattelsen af at epistemologien var helt frigjort (åndens diskurs) fra ontologien (tingen, essensen), og på samme tid overhovedet endelig kunne frigøre filosofi og samfundsvidenskab fra stedets (Guds eller substansens) nødvendighed. Udgangspunktet for John Locke var, at han prøvede at blive mere eksakt om de koncepter mennesket bruger, når det forholder sig til grundlaget for sansningen hos det globalpeace.dk nye frie eller isolerede ”jeg”. Menneskets bevidstheds empiri bestod hos Locke af ”idéer”. Ifølge Locke findes substansen bag det, mennesket kan opfatte gennem sin sansning. Det betyder, at mennesket ikke kan have idéer om substansen, kun om idéer om idéer. Som en konsekvens heraf opfattede Locke at bevidsthedens enhed har at gøre med en sjælens enhed et sted bag de evigt skiftende perceptioner. Lockes centrale idé, var at menneskets bevidsthed har en kapacitet til at optage erfaring gennem refleksion. Al materialet i menneskelig erfaring kommer fra erfaringen. Herved tager Locke springet fra ontologi til epistemologi. At Locke skiftede fra at fokusere på grundlag for erkendelse til de begreber, vi erkender igennem markerer et filosofisk skifte fra Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 9
Page 1 and 2: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 7: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 23: Videnskab - Om iagttagelse, positio

Videnskab - globalpeace.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?