Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab
- Om iagttagelse, position og objektivitet
matematiske sprog. Kombinationen af empirisk viden og matematik står som den
moderne videnskabs gennembrud.
Perioden kaldes anni mirabiles -de underfulde år, og her lægges grunden til det, der i
dag kaldes den klassiske fysik. En fysik, der – ikke uden kampe med kirken – vendte op
og ned på datidens teleologiske verdensbillede. Den nye fysik lagde grunden til at betragte
verden som et stort mekanisk urværk, der – da det først var sat i gang af Gud – kunne
køre videre idet uendelige, fordi delene var forbundet, ikke af finale årsager, men af
efficiente årsagsforbindelser. Hvor den klassiske videnskab beskæftigede sig med en
klassificering af tingene med henvisning til faste Gudgivne pladser, blev konsekvensen af
det nye efficient dominerede verdensbillede et fokus på funktionsmåder, samspillet mellem
de enkelte tandhjul i universets mægtige urværk. I forlængelse heraf genopstår det
eksperimentelle erkendelsesideal; ”når sandheden ikke længere kan fastslås dogmatisk fra
oven (af en vilje), må den belægges empirisk (gennem tusindvis af observationer).”
(Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). Sandhedsværdien af erkendelser bevises gennem
sansning af metodisk gennemførte eksperimenter, hvorved der produceres empiri, uden
at der henvises til Gud eller telos. Den nye fysik bevirker et skift fra en statisk, teleologisk
verdensopfattelse domineret af phronesis og causa finalis til en dynamisk
verdensopfattelse, i hvilken videnskaben får som mål at forklare forandringer: tingenes
opståen, udvikling og forgåen (Lund, 1962: 226-7).
Renæssancens nye fysik og naturerkendelse får helt afgørende betydning for filosofien.
I 1543 udgives Kopernikus’ ”De Revolutionibus Orbium Coelestium” (om
himmellegemernes omløbsbevægelser). Kopernikus mente, at naturen måtte være simpel,
og for den simple beskrivelses skyld satte han noget fysisk i centrum, nemlig solen. Modet
til at beskrive Jorden som bevægelig fik Kopernikus ved at læse de gamle græske
filosoffer, der havde lignende idéer (Hastrup, 1999: 13). Denne bevægelige jord brød i så
stor grad med datidens verdensbillede, at Kopernikus har lagt navn til betegnelsen for
brud med gængse tankebaner: ”en kopernikansk vending”.
Munken Bruno byggede videre på Kopernikus' verdensbillede, men afviste, at solen
skulle være centrum: der er intet centrum, verdensrummet er uendeligt, argumenterede
han: ligegyldigt hvor langt en bueskytte kommer ud, kan han altid skyde en pil længere ud.
Således bliver også stedbestemmelsen og bestemmelser som ”op” og ”ned” relative. Med
dette argument bryder Bruno med Aristoteles’ ordens- og normkonstituerende
kosmologi, som havde sat dagsordenen for antikkens og middelalderens verdensbillede.
Selvom Bruno legitimerede verdensrummets uendelighed ud fra tanken om Guds
uendelighed, så vendte hans verdensbillede op og ned på de herskende forestillinger. Hvis
jorden (og Gud) ikke er verdens centrum, er den heller ikke længere den finale kraft.
Dermed stilles der spørgsmålstegn ved altings formål (Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545).
Brunos provokerende udsagn kunne senere danne basis for en ny videnskab:
samfundsvidenskaben. Det er først når menneskets handlinger ikke følger en på forhånd
globalpeace.dk
given, guddommelig plan, at det bliver interessant og nødvendigt at undersøge, hvorfor og hvordan
mennesket handler som det gør.
Gud som metafysisk ”henvisningssted” var blevet brugt til at begrunde fysikkens love.
Og Gud blev samtidig brugt til at begrunde menneskelige handlinger og
samfundsmæssige strukturer. Religionen var dominerende over science, filosofi og kunst
(Habermas, 1984; Madsen 1994; Heller, 1999) Menneskets handlinger udfoldede sig
samfundsmæssigt ureflekteret, og de blev traditionelt og karismatisk begrundet. Med
Guds gradvise fald bliver de menneskelige handlinger i stigende grad et problem, der på
samme måde som samfundene kan gøres til genstand for videnskab, og der opstår således
Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 8