Videnskab - globalpeace.dk

Recommendations

Info

Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet diskussion om Det Gode, det retfærdige. Nu skulle så de samfundsmæssige lov begrundes, men i hvad? Hvad skulle udgøre grundlaget for det gode? Kan man udlede gode retfærdige love fra den naturfilosofi, som man møjsommeligt havde udviklet? (Thielst, 2001, Thyssen, Russell, 1953) Kunne det gode begrundes objektivt? Og hvilke metoder skal i så fald lede mennesket til dette objektive grundlag? Sofisterne forsøgte som de første at begrunde de samfundsmæssige love. Sofisterne afviste, for det første, muligheden for et fast objektivt grundlag for samfundet. Derfor hævdede Protagoras, at dyd kan læres, og at mennesket derfor måtte være altings målestok. Mennesket har sin individuelle sansning, og erkendelsen er derfor relativ og subjektiv. Hvad der er derudover, ved vi ikke noget om. ”Det værende” og ”sandheden” kan der ikke siges noget objektivt om, så det er op til mennesket selv i fællesskab at afgøre, hvilke værdier der skal efterstræbes. (Thyssen, 1981) Dette synspunkt kritiserede Platon. For hvis mennesket var altings målestok, så gøres sandheden umulig. For som han argumenterede: Hvad der er sandt for dig, er ikke sandt for mig, og hvad der er retfærdigt for dig, er måske uretfærdigt for mig - og hvad stiller vi så op med det? At vi så skulle finde sandheden mellem os, svarer til at sandheden skulle ligge i ord og de konventioner, der styrer ordene. Det sande kan ikke gøres relativt og selvmodsigende, mente Platon. For at følge Platons argumenter, må vi genkalde os, at før og lige omkring Platons tid var alt stadig ét, Fysis. Nogle hævdede i mangel af abstrakte ord og idéer, at alt bestod af Guder. Det var den samtid Platon trådte ud af. Verden bestod således af en forvirrende mangfoldighed af ting, der hele tiden forandrede sig efter gudernes forgodtbefindende, vilkårligt og uforudsigeligt. For den umiddelbare sansning og iagttagelse var verden derfor et kaos: tingene opstod, forandredes og gik til grunde, tilsyneladende uden orden. Sanseverden var en flux. Det centrale spørgsmål var, om der eksisterede en inderste substans, en bund eller en orden – i denne verden af flux, som mennesket kunne tage afsæt i? I sin søgen efter orden, tog Platon afsæt i forholdet mellem sprog og virkelighed. Nøgleordene, mente han, beskrev det specifikke men konstant foranderlige, flux: Den specifikke fugl, ”Pip Hans” – svarede i Platons verden til den flygtige og uendeligt nuancerede verden, som mennesket kommer i forbindelse med gennem sine sanser. Tingene og ordene Ud af det specifikke som f.eks. fulgen: ”Pip Hans”, sergent Petersen, Himmelbjerget, osv. udledte Platon nu det almene: Fugl, soldat, bjerg – som kan bruges om enkeltfænomener, men som i sig selv synes at henvise til noget andet. Dette ”noget” er det, der gør, at man kan sige ”se et bjerg!”, om det så er Himalaya eller Himmelbjerget. Altså dette ”noget” er det, som gør at de udgør kategorier: fugl, menneske, bjerg, osv. Dette ”noget” er fast og uforanderligt til alle tider og steder. Dette noget er grunden globalpeace.dk under almenbegrebet, og det bliver altså i almenbegrebet, at Platon finder det faste og uforanderlige. Disse fællestræk, det almene var det egentlige i verden, den egentlige genstand for det Platon kaldte viden. Platons faste grund og udgangspunkt bliver på den måde den rationelle erkendelse, som han knytter til spekulation, tanker eller fornuft (logos), og som derfor skal undersøges deduktivt via almenbegreberne og argumenterne. Tankens vej Centralt for Platon var hans søgen efter et grundlag for den gode handling. En søgen efter det subjektives grundlag kan man også kalde det. I denne søgeproces kritiserede han igen og Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 6
Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet igen Protagoras for at gøre mennesket til altings målestok. En konsekvens af et sådant udgangspunkt ville gøre sandheden er umulig. (Thyssen, 1981) En påstand kan ikke være selvmodsigende; og ethvert argument må forudsætte, at det er muligt at kende forskel på sandt og falsk. Platon nåede frem til, at sandheden lå i almenbegreberne, fænomenerne, der var kopier af konstante idéer, som ikke kan sanses, men højst erkendes gennem tanken. Det egentlige, ordenen, bliver på den måde hos Platon former eller idéer. Platons betoning af tænkningen og den rationelle tilgang grundfæster dermed spaltningen mellem idé og materie, der den dag i dag ligger som omdrejningspunkt i megen forskning og mange forskningsdiskussioner: Som opdeling mellem subjektivt og objektivt, falsk og sandt, indre og ydre, osv. Hvis man derimod som Platons elev, Aristoteles mener, at det er substansen og sansningen af denne, der danner grundlag for viden, bliver konsekvensen en undersøgende tilgang, at et empirisk grundlag må skabes for erkendelsen. Platon var interesseret i formen (ideerne eller sandheden) bag flux (al variationen), og betoner dermed det nomotetiske aspekt i den videnskabelige metode. Aristoteles fokuserer på flux, fordi han deri mener at kunne aflæse formen (sandheden). Dermed betoner hans tilgang det ideografiske i den videnskabelige metode. Men ud af Platons tænkning, er det Platons idé om almenbegrebet, der blev grundlaget for Aristoteles tænkning. Opdagelsen af almenbegrebet som genstand for sand viden er baggrunden for Aristoteles og hans væsentligste arv fra Platon. (Hamle, 1966) Sansernes vej Aristoteles vender Platons synsvinkel om. For Aristoteles tager erkendelsen sit udgangspunkt i sansningen og ikke i tanken. Sanseindtrykkene bliver reflekteret i den menneskelige psyche, og fæstner sig ved gentagelser til en erindring, og bliver siden hen til egentlig erfaring, som Aristoteles kalder empeiria. Der findes intet i bevidstheden, som ikke forinden er blevet sanset, empeiria (Thyssen, 1981: 66). En lignende opfattelse dukker igen op hos empirikeren Locke (1690). I modsætning til Platon mener Aristoteles at almenbegreberne (Platons ”ideer”) er subjektive forestillinger, som dannes ved systematisk iagttagelse af de enkelte kendsgerninger, f.eks. fugle. Forandring kræver i denne konstruktion en ydre årsag: Gud, den ubevægede bevæger, der er alle formåls årsag. Dermed søger Aristoteles at sikre, at der er sammenhæng mellem bevidsthed og materie. globalpeace.dk Tænkningen og forskningen i middelalderen Op gennem middelalderen lå videnskabelig tænkning, metode og analyse på det nærmeste stille under kirkens indflydelse, hvor dogmatikken herskede. Videnskab og filosofi var ufri, og havde til opgave at bekræfte og sikre kirkens sandheder rationelt. (Thyssen, 1981). Det er f.eks. kendetegnende for kirkens bibelhermeneutik, at dens mål snarere var at bekræfte sit eget synspunkt end at kritisere og evt. nytænke den kristne lære: “Målet for fortolkningen var fastlagt på forhånd, og teksten kunne principielt ikke sige noget nyt. Hvis enkelte tekststeder stred mod den officielle doktrin, måtte man finde en læsemåde, som kunne tilvejebringe den ønskede overensstemmelse.” (Gulddal, 1999: 15) Først sent i det 15. årh. begyndte man igen at udføre forsøg for at efterprøve spekulative hypoteser. Dette var med til yderligere at udvikle matematikken, og førte til egentlige videnskabelige teorier; som byggede på forsøg, der igen var formulerede i det Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 7
Page 1 and 2: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 5: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 23: Videnskab - Om iagttagelse, positio

Videnskab - globalpeace.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?