Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab
- Om iagttagelse, position og objektivitet
diskussion om Det Gode, det retfærdige. Nu skulle så de samfundsmæssige lov begrundes,
men i hvad? Hvad skulle udgøre grundlaget for det gode? Kan man udlede gode
retfærdige love fra den naturfilosofi, som man møjsommeligt havde udviklet? (Thielst,
2001, Thyssen, Russell, 1953) Kunne det gode begrundes objektivt? Og hvilke metoder
skal i så fald lede mennesket til dette objektive grundlag?
Sofisterne forsøgte som de første at begrunde de samfundsmæssige love. Sofisterne
afviste, for det første, muligheden for et fast objektivt grundlag for samfundet. Derfor
hævdede Protagoras, at dyd kan læres, og at mennesket derfor måtte være altings målestok.
Mennesket har sin individuelle sansning, og erkendelsen er derfor relativ og subjektiv.
Hvad der er derudover, ved vi ikke noget om. ”Det værende” og ”sandheden” kan der
ikke siges noget objektivt om, så det er op til mennesket selv i fællesskab at afgøre, hvilke
værdier der skal efterstræbes. (Thyssen, 1981)
Dette synspunkt kritiserede Platon. For hvis mennesket var altings målestok, så gøres
sandheden umulig. For som han argumenterede: Hvad der er sandt for dig, er ikke sandt
for mig, og hvad der er retfærdigt for dig, er måske uretfærdigt for mig - og hvad stiller vi
så op med det? At vi så skulle finde sandheden mellem os, svarer til at sandheden skulle
ligge i ord og de konventioner, der styrer ordene. Det sande kan ikke gøres relativt og
selvmodsigende, mente Platon.
For at følge Platons argumenter, må vi genkalde os, at før og lige omkring Platons tid
var alt stadig ét, Fysis. Nogle hævdede i mangel af abstrakte ord og idéer, at alt bestod af
Guder. Det var den samtid Platon trådte ud af. Verden bestod således af en forvirrende
mangfoldighed af ting, der hele tiden forandrede sig efter gudernes forgodtbefindende,
vilkårligt og uforudsigeligt. For den umiddelbare sansning og iagttagelse var verden derfor
et kaos: tingene opstod, forandredes og gik til grunde, tilsyneladende uden orden.
Sanseverden var en flux. Det centrale spørgsmål var, om der eksisterede en inderste
substans, en bund eller en orden – i denne verden af flux, som mennesket kunne tage
afsæt i?
I sin søgen efter orden, tog Platon afsæt i forholdet mellem sprog og virkelighed.
Nøgleordene, mente han, beskrev det specifikke men konstant foranderlige, flux: Den
specifikke fugl, ”Pip Hans” – svarede i Platons verden til den flygtige og uendeligt
nuancerede verden, som mennesket kommer i forbindelse med gennem sine sanser.
Tingene og ordene
Ud af det specifikke som f.eks. fulgen: ”Pip Hans”, sergent Petersen, Himmelbjerget, osv.
udledte Platon nu det almene: Fugl, soldat, bjerg – som kan bruges om enkeltfænomener,
men som i sig selv synes at henvise til noget andet. Dette ”noget” er det, der gør, at man
kan sige ”se et bjerg!”, om det så er Himalaya eller Himmelbjerget. Altså dette ”noget” er
det, som gør at de udgør kategorier: fugl, menneske, bjerg, osv.
Dette ”noget” er fast og uforanderligt til alle tider og steder. Dette noget er grunden
globalpeace.dk
under almenbegrebet, og det bliver altså i almenbegrebet, at Platon finder det faste og
uforanderlige. Disse fællestræk, det almene var det egentlige i verden, den egentlige
genstand for det Platon kaldte viden.
Platons faste grund og udgangspunkt bliver på den måde den rationelle erkendelse, som
han knytter til spekulation, tanker eller fornuft (logos), og som derfor skal undersøges
deduktivt via almenbegreberne og argumenterne.
Tankens vej
Centralt for Platon var hans søgen efter et grundlag for den gode handling. En søgen efter det
subjektives grundlag kan man også kalde det. I denne søgeproces kritiserede han igen og
Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 6