Videnskab - globalpeace.dk

Recommendations

Info

Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet med Mythos. Med Logos´ fødsel, fødes samtidig kimen til modernitetens verdslige opgør med det guddommelige. Dette opgør kommer i dag til udtryk bl.a. i de konflikter, der globalt har fået terrorens kampform. Den erkendelsesmæssigt baserede bestræbelse sigtede mod at forstå og blive klogere på to områder – for det første i den ydre verdens beskaffenhed, og for det andet i en forståelse af det handlingsmæssige og sociale felt, hvordan mennesker og samfund iagttager, tænker, føler og agerer. Jeg kalder disse to perioder for hhv. det sande og det gode. Tomhed, substans og ånd Den før-sokratiske filosofis mest centrale problemstilling var at etablere en samfundsmæssig orden gennem at presse naturtvangen tilbage, hvilket blev gjort i en begribelse af naturen i form af naturfilosofien. Denne periodes hovedspørgsmål var af samme grund: hvad er fysis? Fysis blev samtidig beskrevet som det værende, ro eller ubevægelighed overfor livets forandring og bevægelse. Dette fokus affødte det logiske problem: hvis fysis var ét, hvad var så bevægelse og forandring? Det centrale symbol for den før-sokratiske tænkning om fysis er Sphaira - kuglen, som for Phytagoras står for Jordens og Universets form. Hos Empedokles udtrykker dette symbol en skjult guddommelig skikkelse, og hos Heraklit en roterende yin yang klode af lys og mørke, skabelse og død. (Fabricius, 1965: 52) Heraklit mente, at alt er i evig forandring. Verden opstår som følge af den dynamiske og cykliske vekselvirkning mellem modsætninger, og hvert modsætningspar udgør en enhed. (Fabricius, 1965, Capra, 1975) Hans opfattelse var, at alle forandringer i verden var et resultat af en dynamisk vekselvirkning mellem modsætninger. Han opfattede derfor ethvert modsætningspar som en enhed, der overskred alle modsatrettede kræfter. Denne enhed kaldte han for logos. (Capra, 1975, Fabricius, 1965) ”For Parmenides (o. 475 fvt.) symboliserede Sphaira den viden om det uforanderligt værende, som tanken når frem til, når den har gennemtrængt sansernes bedrageriske verden.” (Fabricius, 1965: 52) Parmenides er således blevet kendt for formuleringen af princippet om at det værende er, og omvendt at det ikkeværende ikke er. I en sådan sanseverden er modsætningerne i bestandig kamp og samspil og verdenshjulet eller ”fødslernes hjul” i evig rotation. (Fabricius, 1965: 52) Parmenides opfattede derfor forandringer som en umulighed, og de forandringer, mennesket oplever i omverdenen, knyttede han til sanserne, og opfattede dem derfor som illusioner skabt af menneskets sanser. Deraf følger en skepsis overfor sanseverdenen. ”Parmenides’ overvindelse af Heraklits synligt-sansende univers med dets dynamiske modsætningsprincip og evig genkomst fører ham til erobringen af modsætningernes enhed i en før-eksisterende, usynlig værensform af ren tanke og ubevægelig harmoni. Mulighederne for et sådant gennembrud og en sådan syntese eksisterede allerede hos Heraklit, når han kunne kalde vejen opad og nedad for ’én og den samme’ ’godt og ondt globalpeace.dk for ét’. Modsætninger må nemlig udspringe af en grundlæggende enhed, når de i den skabte verden kan optræde selvregulerende. Denne ur-enhed er den uskabte verden eller tankens verden, hvor som Parmenides siger, ’det tænkende og det værende er ét og det samme’. ” (Fabricius, 1965: 50f) I græsk klassisk tænkning blev bevidsthed og rationalitet på den måde opfattet som et overordnet princip, der gav realiteten orden, struktur og mening. Mennesket med dets sansning og tænkning var kun én blandt mange dele af denne altomfattende logos som samlet begrundede menneskets rationalitet. ”Stedet” for menneskets bevidsthed og tænkning blev således placeret udenfor mennesket selv – i en metafysik. Dette sted, denne Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 4
Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet kosmologiske-metafysiske rationalitet var universel – og repræsenteret af først guder, senere af Gud. Subjektivitet og objektivitet Denne dualistiske tænkning om substans og ånd antog efterhånden eksistensen af ét guddommeligt princip over alle guder, som blev anset for at være ét eller lig med enheden i universet. (Capra, 1975) Senere smeltede denne tænkning sammen med den gudetro, der gradvis tog form af en person, en forstandig fader, som stod uden for verden og styrede den, som vi finder den i både kristendom og islam. (Fromm, 1956) Spaltningen i værende og ikkeværende er således fødestedet for den occidentale opfattelse af en fra materien udspaltet Gud, som samtidig leder til en fra materien udspaltet menneskelig ånd eller sjæl. Dermed skabtes den dualisme, der grundlæggende har præget den vestlige verdens tænkning lige siden. Parmenides’ værende havde form som en stor farveløs Sphaira, som især Demokrit udviklede til en atom-teori. (Thyssen, 1981) I denne teori består verden af små atomer (a - tomos, gr. ikke deleligt), som er hårde, farveløse og uforanderlige klumper af unedbrydeligt materie. Dette stof kunne antage forskellige egenskaber en idé, som senere blev et grundbegreb i vestlig tro, filosofi, forskning og metode. Atomteorierne måtte forklare bevægelse, iagttagelse, bevidsthed, forandring, etc., - menneskets ånd blev med andre ord selv inddraget i disse overvejelser om substans. Den menneskelige inddragelse i denne teori om en fysisk verden blev gjort ved, at knytte subjektivitet, følelser, etc. sammen med såkaldte ”sjæleatomer”, som skulle være særligt fine atomer, men altså også af egentlig materiel karakter, der bevægede sig overalt, og som indgik i enestående forbindelser, hvorved de dannede den individuelle sjæl. Der blev således sondret skarpt mellem sjæl og materie, hvor materien bestod af helt passive og isoleret set døde partikler (objekter), som så bevægede sig i tomheden, det tomme rum. Hvad der eksisterede udover atomerne og sjæleatomerne blev udelukket som subjektivitet. Subjektiviteten blev knyttet til de sanseindtryk, som stammer fra bl.a. smag, lugt og farve. Disse subjektive sansekvaliteter var uvirkelige i forhold til det virkelige tomme rum, hvori kun atomerne bevægede sig. Spørgsmålet var, hvordan en tilfældig sammenhobning af atomer kunne udvikle bevidsthed, hukommelse, læring, tanker, identitet og smag for slet ikke at tale om forandring og udvikling? Sammensætningerne til hele størrelser, som f.eks. træer, og bevægelser kunne ikke forklares, men måtte sættes i forbindelse med ydre og udenforstående kræfter af åndelig karakter, måske en Gud. I denne idé konstruktion fødes det problematiske forhold til objektivitet og subjektivitet. Denne konstruktion fødte desuden adskillelsen mellem naturvidenskab og de humanistiske videnskaber, som fik betegnelsen åndsvidenskab. Og med opfattelsen af globalpeace.dk materien som døde små kugler, atomer, og ånd som noget forskelligt fra materien blev det efterhånden muligt isoleret at interessere sig for ånden, for menneskets sjæl, og de til erkendelsen knyttede problemer: etik, moral og retfærdighed - grundlaget for den gode eller rette løsning af konflikter og de rette handlinger. Sandhedens grundlag Filosofien skiftede fokus efterhånden som det græske samfund voksede, blev stærkere, politiseredes og udviklede egne love som et samfundsmæssigt sidestykke til naturlovene. I den proces mister naturfilosofien sin dominans og en anden samfundsorienteret filosofi træder i stedet. Dette skifte markerede samtidig et skifte fra at diskutere Det Sande til en Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 5
Page 1 and 2: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 3: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 23: Videnskab - Om iagttagelse, positio

Videnskab - globalpeace.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?