Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab
- Om iagttagelse, position og objektivitet
med Mythos. Med Logos´ fødsel, fødes samtidig kimen til modernitetens verdslige opgør
med det guddommelige. Dette opgør kommer i dag til udtryk bl.a. i de konflikter, der
globalt har fået terrorens kampform.
Den erkendelsesmæssigt baserede bestræbelse sigtede mod at forstå og blive klogere på to
områder – for det første i den ydre verdens beskaffenhed, og for det andet i en forståelse
af det handlingsmæssige og sociale felt, hvordan mennesker og samfund iagttager, tænker,
føler og agerer. Jeg kalder disse to perioder for hhv. det sande og det gode.
Tomhed, substans og ånd
Den før-sokratiske filosofis mest centrale problemstilling var at etablere en
samfundsmæssig orden gennem at presse naturtvangen tilbage, hvilket blev gjort i en
begribelse af naturen i form af naturfilosofien. Denne periodes hovedspørgsmål var af
samme grund: hvad er fysis? Fysis blev samtidig beskrevet som det værende, ro eller
ubevægelighed overfor livets forandring og bevægelse. Dette fokus affødte det logiske
problem: hvis fysis var ét, hvad var så bevægelse og forandring?
Det centrale symbol for den før-sokratiske tænkning om fysis er Sphaira - kuglen, som
for Phytagoras står for Jordens og Universets form. Hos Empedokles udtrykker dette
symbol en skjult guddommelig skikkelse, og hos Heraklit en roterende yin yang klode af
lys og mørke, skabelse og død. (Fabricius, 1965: 52) Heraklit mente, at alt er i evig
forandring. Verden opstår som følge af den dynamiske og cykliske vekselvirkning mellem
modsætninger, og hvert modsætningspar udgør en enhed. (Fabricius, 1965, Capra, 1975) Hans
opfattelse var, at alle forandringer i verden var et resultat af en dynamisk vekselvirkning
mellem modsætninger. Han opfattede derfor ethvert modsætningspar som en enhed, der
overskred alle modsatrettede kræfter. Denne enhed kaldte han for logos. (Capra, 1975,
Fabricius, 1965)
”For Parmenides (o. 475 fvt.) symboliserede Sphaira den viden om det uforanderligt
værende, som tanken når frem til, når den har gennemtrængt sansernes bedrageriske
verden.” (Fabricius, 1965: 52) Parmenides er således blevet kendt for formuleringen af
princippet om at det værende er, og omvendt at det ikkeværende ikke er. I en sådan
sanseverden er modsætningerne i bestandig kamp og samspil og verdenshjulet eller
”fødslernes hjul” i evig rotation. (Fabricius, 1965: 52) Parmenides opfattede derfor
forandringer som en umulighed, og de forandringer, mennesket oplever i omverdenen,
knyttede han til sanserne, og opfattede dem derfor som illusioner skabt af menneskets
sanser. Deraf følger en skepsis overfor sanseverdenen.
”Parmenides’ overvindelse af Heraklits synligt-sansende univers med dets dynamiske
modsætningsprincip og evig genkomst fører ham til erobringen af modsætningernes
enhed i en før-eksisterende, usynlig værensform af ren tanke og ubevægelig harmoni.
Mulighederne for et sådant gennembrud og en sådan syntese eksisterede allerede hos
Heraklit, når han kunne kalde vejen opad og nedad for ’én og den samme’ ’godt og ondt
globalpeace.dk
for ét’. Modsætninger må nemlig udspringe af en grundlæggende enhed, når de i den
skabte verden kan optræde selvregulerende. Denne ur-enhed er den uskabte verden eller
tankens verden, hvor som Parmenides siger, ’det tænkende og det værende er ét og det
samme’. ” (Fabricius, 1965: 50f)
I græsk klassisk tænkning blev bevidsthed og rationalitet på den måde opfattet som et
overordnet princip, der gav realiteten orden, struktur og mening. Mennesket med dets
sansning og tænkning var kun én blandt mange dele af denne altomfattende logos som
samlet begrundede menneskets rationalitet. ”Stedet” for menneskets bevidsthed og
tænkning blev således placeret udenfor mennesket selv – i en metafysik. Dette sted, denne
Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 4