Videnskab - globalpeace.dk

Recommendations

Info

Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet og åndsvidenskaber. I naturvidenskaberne står videnskabsmanden over for fremmede, livløse genstande, og hans primære opgave er derfor at optælle dem, systematisere dem, forklare deres indbyrdes relationer og for derefter at formulere sine iagttagelser i nogle almene love. Naturen kan ikke forstås, da den ikke er del i ånden. I åndsvidenskaberne står derimod som hos Kant den erkendende overfor fænomener, som er menneskelige frembringelser. Fortolkeren og det fortolkede objekt kommer af det samme. Mennesket er selv er et historisk væsen, på en og samme gang den, der udforsker historien, og den der skaber den. Dilthey betragtede alle menneskeskabte fænomener som objektiveringer, dvs. som konkrete, sanselige udtryk for noget ideelt. Åndsvidenskabens opgave var således at forstå disse objektiveringer - f.eks. ret, stat, kunst, religion, videnskab, filosofi – eller krig som udtryk for det liv mennesker og organisationer udviser. Forståelse bliver således en slags tilbageoversættelse af disse objektiveringer til ånden. En oversættelse, der rækker lige fra forståelse af enkeltpersoners livsytringer og til forståelse af de mest abstrakte strukturer af samfundsmæssig, kulturel eller historisk art. Diltheys ”livsytringer” skal forstås helt konkret: når en person smiler, så fortolkes det som udtryk for glæde. Smilet bliver således en ydre objektivering af personens indre bevidsthedstilstand. Begrebet livsytring definerer Dilthey som et sanseligt udtryk for ”noget åndeligt”. I naturvidenskaberne hersker forholdet mellem årsag og virkning som en mekanisk relation, der ikke har noget med det menneskelige liv og den menneskelige ånd at gøre. Den åndsvidenskabelige parallel til denne kausalitet placeres med henvisning til Kant i relationen mellem udtrykket (den tænkende) og det udtrykte (tænkte). Det, som ifølge Dilthey ligger bag et udtryk, er først og fremmest oplevelser, der er en slags mindsteenheder, som alle åndsvidenskabelige fænomener må føres tilbage til. Disse mindsteenheder optræder som klynger af et meningsindhold, som samler sig i et forløb bestående af enkelte livsmomenter, og som danner mening i forhold til personens samlede livsforløb. Det kunne f.eks. se således ud: en kaptajn har en samlet sum af oplevelser, som giver ham et grundlag for at lede, som han gør. Gennem en fortolkning af hans ledelse kan man ”efter-opleve” kaptajnens oplevelser, og således opnå indsigt i det uddannelses- og ledelsesforløb, som oplevelserne viser tilbage til. Det er denne rekonstruktion af det forudgående forløb som ifølge Dilthey er målet for forståelsen. Disse mindsteenheder ligner det, vi senere skal se hos Glaser og Strauss i form af deres iagttagelse af felters koder, som de samler til kategorier, der besidder et bestemt meningsindhold. Det er denne rekonstruktion af det forudgående forløb som ifølge Dilthey er målet for forståelsen. Modsat naturvidenskabernes erkendelse er åndsvidenskaberne netop baseret på indføling, efter-oplevelse og fantasi. Dilthey var som beskrevet inspireret af Kant, og han udarbejdede derfor et antal kategorier for forståelsen af den historiske verden. Blandt disse kategorier er relationen mellem del og helhed, der som vi så også spillede en rolle i Schleiermachers hermeneutik, og som er af helt central betydning for åndsvidenskaberne, da det er denne relation, som gør det muligt at begribe og konstruere sammenhænge. globalpeace.dk Sociologi Som vi så, så mente Dilthey, at samfunds- og kulturvidenskaben studerede menneskers livsytringer og mening, som gjorde forståelsesmetoden nødvendig, mens omvendt naturvidenskaben som studerede sjælløse ting ikke skulle forstå sine objekter. Wilhelm Windelband (1848-1915) mente som Dilthey, at hovedforskellen mellem natur- og kulturvidenskaberne var, at naturvidenskaberne arbejdede på at opstille generelle lovmæssigheder (nomotetiske videnskaber), mens kulturvidenskaberne arbejdede på at videnskabeliggøre enkeltytringen (idiografisk). Nomos er således det græske ord for generelt Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 14
Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet princip, som er naturvidenskabens legitime mål, mens ideo, er det græske ord for det særegne, at den menneskelige verden er forbeholdt forståelsen og fortolkningen af enkelttilfældet, og at der ikke kan opstille generelle love herfor. (Månsson i Kaspersen, 2000: 90) Max Weber forsøgte som nykantianer at udarbejde en klar adskillelse af samfunds- og kulturvidenskabernes i forhold til naturvidenskaberne. Max Weber opfattede således at kausale forklaringer var utilstrækkeligt forklaringsgrundlag i samfundsvidenskaben, hvis de ikke blev kombineret med en fortolkende forståelse. Denne udvidelse hentede Weber netop hos Dilthey og Windelband. Webers kausalbegreber Hos Weber var det individet og dets sociale handlen, som var udgangspunktet i den sociologiske analyse. At det er individets handlingsaspekt, som han tager udgangspunkt i, viser han i sin definition af, hvad sociologien som samfundsvidenskab består: ”Ved sociologi vil vi - således som vi hér anvender dette særdeles mangetydige ord - forstå den videnskab, som tydende søger at forstå den sociale handlen, og som derigennem vil årsagsforklare den i dens forløb og virkninger.” (Weber, 1972: 1) Weber stiller således skarpt på den samfundsvidenskabelige forsknings dobbelte opgave, idet han deler sociologien i ”forståelse” og ”forklaring”: ”Som ”handlen” vil vi betegne en menneskelig adfærd - hvad enten der er tale om en ydre eller indre handling, om undladelse eller samtykke - hvis og for så vidt den eller de handlende forbinder en subjektiv mening hermed. Ved ”social” handlen forstår vi derimod en handlen, som ifølge dén mening, den eller de handlende forbinder hermed, retter sig mod andres adfærd, og som i sit forløb er orienteret herimod.” (Weber, 1972: 1) Den sociologiske metode skulle ifølge Weber være rationel, hvilket vil sige at forskeren først konstruerer et idealtypisk, målrationelt handlingsforløb, som han bagefter analyserede i forhold til den faktiske iagttagede handlen. Denne faktiske handlen ville så i en eller anden grad afvige fra det målrationelle handlingsforløb. Altså først rationel forsøgsopstilling, hypotese, så testning og sluttelig analyse. Weber lagde vægt på kausalforklaringens betydning i den sociologiske metode, men mente desuden at sociologien også skulle forholde sig til den meningsforstående opgave, fordi sociologiens objekt (aktøren) er handlende og meningsproducerende. Derfor skal sociologien også løse den opgave, tydende at forstå de meningsbærende handlinger. Det er her begrebet forståelse eller verstehen kommer ind: globalpeace.dk ”Mens det indenfor astronomien er således at himmellegemerne bare interesserer os for så vidt som deres relationer er tilgængelige for kvantitativ, eksakt måling, er det fænomenernes kvalitative kulør som er vigtig for os indenfor samfundsvidenskaben. Dertil kommer at det i samfundsvidenskaberne drejer sig om indvirkninger fra sjælelige processer; og at ’forstå’ dem ved at leve sig ind i dem, er naturligvis en specifikt anden art end dem som den eksakte naturvidenskab kan eller vil løse med sine formler.” (Weber, 1922/1994: 183) Begrebet ’verstehen’ fik Weber fra Dilthey, men han bruger det på en anden måde, idet han deler begrebet i to, idet han skelner mellem en direkte (ideografisk) og en forklarende (nomotetisk) forståelse. Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 15
Page 1 and 2: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 13: Videnskab - Om iagttagelse, positio
Page 23: Videnskab - Om iagttagelse, positio

Videnskab - globalpeace.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?