Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab
- Om iagttagelse, position og objektivitet
Alle a priori erkendelser er analytiske, fordi det, der siges om subjektet. F.eks. er det
ikke gennem erfaringen at man finder ud af at ungkarle er ugifte. Det sker gennem en
analyse af begrebet.
Og alle a posteriori er syntetiske, fordi man ikke på forhånd kan vide f.eks. at legemer
har tyngde. Det er noget, man finder ud af gennem erfaring.
Men der er ifølge Kant erkendelser, som både er syntetiske og a priori, og det er her
Kant øjner erkendelsens og forsoningens mulighed. Et eksempel på dette, er f.eks.
udsagnet om at den lige linie mellem to punkter er den korteste. Herved tilbageviser Kant
Humes postulat.
Hvis der kun eksisterede analytiske a priori og syntetiske a posteriori sætninger, så var
konsekvensen den Hume skitserede, nemlig en benægtelse af erkendelsens mulighed, og
den skepticisme, som vi finder hos Hume, og som vi finder den i det langvarige opgør
mellem Platons rationalisme og Aristoteles empirisme. Men med Kants tilbagevisning af
Hume og overskridelse af Platon og Aristoteles sættes erkendelsen endelig fri.
Kants konstruktion ændrede grundlæggende på filosofiens måde at tænke subjektets
forhold til objektverdenen på. For med Kants konstruktion blev dette forhold ændret til
den tænkendes forhold til det tænkte, altså et indre projekt. Et projekt, der fokuserede på
sansningen og begreberne.
For Kant var den menneskelige bevidsthed et aktivt organ, som formede og afstemte
sanseindtrykkene. Med Kant ændres den filosofiske opfattelse af menneskelivet fra at
have været et vita kompletiva, til et vita aktiva, dvs. et liv og en tænkning som selv
konstruerer og ordner sin omverden i begreber og kategorier.
Tilbage står imidlertid problemet med at få hold på substansen. Det er præcis her
Hegel senere sætter sin kritik ind. Den vil jeg imidlertid ikke gå ind i her, men snarere vil
jeg afslutte den filosofiske vandring med Kant.
Når jeg afslutter den idémæssige vandring her og dermed betoner Kant i så høj grad
som jeg gør her, så hænger det sammen med Kants betydning for især den klassiske
sociologi, og især for sociologiens metode, som vi senere vil gennemgå og kunne forstå.
Det er især Dilthey og Weber og de senere Glaser og Strauss’ metoder, der lader sig belyse
og forstå i dette lys. Dilthey forsøgte direkte inspireret af Kant at skabe en parallel til
Kants filosofi inden for samfundsvidenskaberne. Og den senere Weber var både
inspireret af Kant, han var ny-kantianer, og inspireret af Dilthey.
Den videnskabelige fortolknings grundlag og metode
Med denne afslutning af den idémæssige gennemgang tager jeg så et hop ind i de
samfundsvidenskabelige teorier, som netop tager sine afsæt i disse filosofiske
konstruktioner.
For de teoretiske samfundsvidenskaber er iagttagelsen og erkendelsen lige så vigtig
som hos de filosoffer, som vi lige har gennemgået. Der foreligger også her en lang
globalpeace.dk
udviklingshistorie, men jeg vil hoppe direkte til den nyere hermeneutik og herfra gå videre
til de samfundsvidenskabelige teorier.
Det var først i begyndelsen af det 19. århundrede at den hermeneutiske
fortolkningslære blev en selvstændig fagdisciplin. En central personen i denne udvikling
var teologen og filosoffen Friedrich Schleiermacher (1768-1834). I sit filologiske arbejde
med fortolkning og forståelse stødte Schleiermacher hele tiden på fortolkningsmæssige
problemer, som han ikke med datidens teologiske og filologiske værktøjer og
begrænsninger kunne løse. Han mente derfor, at hermeneutikken ikke var udviklet nok,
og opfattede det derfor som sin opgave at formulere en teori, der kunne redegøre for
forståelsens almene karakter.
Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 12