Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab
- Om iagttagelse, position og objektivitet
har sanser og en hukommelse, og endelig at dette jeg og denne sansning sker i forhold til
noget, en omverden.
Forudsætningen for Kants filosofiske konstruktion var at ’jeg’et’, ikke både kunne
være en del af bevidsthedsindholdet og samtidig noget adskilt fra bevidsthedsindholdet.
Jeg’et var forudsætningen for bevidsthed, hukommelse og erkendelse, og det var derfor
nødvendigt at dette skete sammenhængende over tid.
Kant må derfor nok undersøge menneskets betingelser for at sanse og erkende,
men han mener ikke, at han er i stand til at undersøge og forholde sig til, hvad dette
”noget” er. Substansen eller ”Das Ding an Sich” efterlader han i nogen grad tilbage som
et problem for eftertiden.
Kants konstruktion fik et forsonende præg, idet den består i at han både anerkender
de rationelle og de empiriske filosofiske systemers forståelse af erkendelsen. På sin vis kan
man derfor sige, at Kant med sin konstruktion forsøger at forsone både Platon og
Aristoteles, og at få begge disse store tankesystemer, hvis møde skaber voldsomme
paradokser, til at fungere sammen i det menneskelige væsens liv.
Kant påstår således på den ene side, at mennesket ikke kan sanse og tænke uden sprog
og begreber. Påstanden rummer logisk samtidig den påstand, at der er en nær
sammenhæng mellem det sansede og den sansende, og den relation kommer til udtryk i
sproget. At erkendelse er givet forud for erfaring kaldte Kant for a priori.
Kant mente på den anden side samtidig, at mennesket erkender eller sanser ’noget’, og
at al erkendelse kommer fra erfaringen. Den sansebaserede erfaring kaldte han for a
posteriori.
Med Kants konstruktion har vi nu en erfaring, som ikke baserer sig på sansningen og
en anden som netop baserer sig på erfaringen.
I Kants konstruktion af a priori erfaringen indgår to redskaber som fornuften bruger,
nemlig anskuelsesformerne og forstandsformerne.
Forstandsformerne omfattede tid og rum, som ifølge Kant kun gælder for mennesker
og ikke for ting. Det er mennesket, som i sin anskuelse af omverdenen, skaber tiden og
rummet. Men alle ting indtager en plads i tid og rum, og som følge deraf kan der opstilles
love, som nødvendigvis gælder alle anskuelser, . Det er matematikken, der beskæftiger sig
med disse love, som således på forhånd gælder al erfaring. Fordi de gælder på forhånd
kalder Kant dem for a priori.
Med Kants forstandsformer bevæger vi os fra den ydre verden ind i menneskets indre
verden, ind i Kants forståelse af tænkningens verden. Sin analyse af den indre
tankeverden kaldte Kant for analysen af den transcendentale logik, fordi det netop er en
analyse af bevidsthedens evne til at hænge sammen og tænke over tid. Kant mente at der
var 12 forstandsformer, som bevidstheden brugte til at tænke med. På samme måde som
med anskuelsesformerne kunne forstandsformerne heller ikke overføres på den verden,
som ligger udenfor mennesket. Forstandsformerne bruges af mennesket til at forme
erfaringen, så den bliver til en menneskelig erfaring. Forstandsformerne ordner
iagttagelserne i kategorier, og gør dem derved til viden.
globalpeace.dk
Erkendelsens mulighed
Man kan her spørge sig, hvordan Kant mente at forsone den rationalistiske filosofi med
den empiriske? Og hvordan er det ville være muligt at udvide erfaring og viden, hvis det
ikke sker gennem erfaringen? Sidder mennesket håbløst fast i sine rationelle begreber om
verden?
Svaret på det ligger i Kants arbejdede med erkendelsestilgangene, a priori og a
posteriori. Disse to erkendelsestilgang mente Kant var hhv. analytiske og syntetiske.
Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 11