Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab
- Om iagttagelse, position og objektivitet
en erkendelsesteori om det værende til en erkendelsesteoretisk analyse af begreber – fra
analyse af ting til analyse af tanker.
Lockes interesse i menneskets evne til perception, er på samme tid en interesse for
menneskets natur, som jo ikke længere er en del af Gud. Ifølge Locke er den
menneskelige bevidsthed derfor fra begyndelsen tom – en ”tabula rasa”, hvorpå erfaringen
skriver sin historie. På den måde tilføjes bevidstheden både en historie og en teknik,
hvorefter det bliver muligt at styre sansning og dermed forme bevidsthedens udvikling.
(Thyssen, 1981: 87)
John Locke afviser med sin konstruktion rationalismens påstand, at vi har medfødte
ideer. Det er erfaringen, der afsætter sine spor, og former mennesket. Dette er afgørende
for opfattelsen af mennesket: bevidstheden bliver noget, der aktivt kan formes og dannes,
og mennesket har dermed ikke fra fødslen sin identitet i kraft af blod og byrd (Thyssen
1981: 87). ”Der er intet i sjælen, som ikke først er gået gennem sanserne”, argumenterer
Locke (Durant 1973: 156).
Det aktualiserer imidlertid det gamle filosofiske spørgsmål om bevidsthedens enhed
og grundlaget for denne. For hvis sjælen ikke findes på forhånd, hvad sikrer så dens enhed?
Hvor er ”substansen” bag de mange skiftende forestillinger, der fylder bevidstheden?
For at fastholde ”jeg’ets” enhed og undgå at det opløses i et bundt af
usammenhængende sansninger griber Locke så alligevel tilbage til stedet bag sansningerne,
til den sikre Gud. Lockes arbejde markerer dermed et ufærdigt opgør med Platon og
Aristoteles i sin erkendelsesteori. Men Lockes konstruktion flytter dog menneskets
position fra at have været indlejret i en ordens- og normkonstituerende kosmologi, hvor
dets position og handlinger begrundedes kollektivt i at vise tilbage (også tidsligt) til Gud,
traditioner og normer; til en situation hvor mennesket individuelt må vise frem (i tid) for
at legitimere og samtidig (identitets)skabe sig selv.
Den empiriske skepsis, markerer det endelige sammenbrud af den klassiske filosofis
bevidsthedsbegreb. Locke konstruerede en filosofisk tænkning, hvor al viden stammede
fra perception, og han forkastede idéer om medfødte idéer, men accepterede dog idéen
om en substans. Berkeley dekonstruerede den materialistiske idé om substans. Men det
var især Hume, der opløste det overordnede sted for rationalitet. Fra Descartes og Locke
overtog Hume det skarpe skel mellem sjæl og legeme og det sansebestemte
erfaringsbegreb, hvor erfaring er summen af de i bevidstheden erindrede oplevelser.
Humes konsekvente konklusioner pegede på, at dette begreb om den menneskelige
subjektivitet umuliggjorde en objektiv erkendelse. Hos Hume var der ikke er andet end
spredte og usammenhængende sansninger tilbage, som altså ikke samles i noget ”jeg”, en
sjæl. Der var intet sted bag ved eller udenfor menneskets perception eller bevidsthed, som
kunne begrunde denne.
Dette problem var derfor hos Hume uløst. Ved siden af stedets uløste problem, var
der desuden problemet vedrørende objektet for rationaliteten. Problemet er, at objektet
bliver sanset, og at det således bliver udsat for sansningens vilkår. Med denne indsigt er
den Kantianske problemstilling uundgåelig.
globalpeace.dk
Kants forsoning
Kants filosofiske projekt består i en kritik af den empiriske filosofi, dvs. en kritik af
Locke, men især en kritik af Hume, som næsten gør erkendelsen umulig. En kritik og
konstruktion med det mål, må nødvendigvis forholde sig til de samme
hovedproblemstillinger, som løber ned gennem erkendelsesfilosofiens historie og
udvikling. Det er derfor de samme problemer og diskussioner Kant må føre og forsøge at
løse. Og det er jeg´ets enhed, at dette jeg fungerer sammenhængende over tid, at dette jeg
Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 10