Videnskab - globalpeace.dk

Videnskab 

- Om iagttagelse, position og objektivitet 

Claus Kold, dr. 

Report 6 • Global Peace Institute • 19. maj 2006 

Resumé 

Jeg vil med dette paper forsøge at uddybe den videnskab, det er at være 

forsker af menneskers og organisationers liv og handlinger og, hvordan 

det adskiller sig fra forskning i fysik og biologi. Det almindelige billede af 

naturvidenskabsmanden er billedet af en hvidkitlet mand, som står og 

kigger på sine kolber eller lodder og slisker, mens det almindelige billede 

af samfundsvidenskabs- manden er uklart. For hvad er et sociologisk 

deltagende feltstudie? Hvordan bliver et ophold i Dansk KFOR til 

videnskab? Hvad kigger forskeren efter? Og hvordan bliver hans eller 

hendes iagttagelser til videnskab? 

globalpeace.dk 

Global Peace Institute • www.globalpeace.dk • email: globalpeaceinstitute@me.com 1




Det oprindelige og afgørende spørgsmål, når det drejer sig om samfundsvidenskabelig 

objektivitet, er om der findes et sted, en position, hvorfra mennesket, soldaten eller 

forskeren objektivt kan iagttage, forstå og forklare mennesket, samfundet og staten - et 

sted for enden af et samfundsvidenskabeligt mikroskop? Hvis jeg skal forholde mig til 

kravet om objektivitet, må jeg derfor forfølge det spørgsmål. I samme spørgsmål er et 

andet indbygget, og det er om der findes en objektiv verden uafhængig af menneskets 

erkendelse af den? Kan sandheden bevises, og kan det gode udledes heraf? Eller er 

mennesket uløseligt forbundet med verden, staten, samfundet, organisationen? Og er 

mennesket fastholdt i en subjektiv position i sin begribelse af livet? 

Det centrale spørgsmål erkendelsesfilosofien beskæftiger sig med, er hvorvidt men- 

nesket kan erkende en virkelighed, som den er, eller om den erkendte virkelighed netop 

kun siger noget om menneskets erkendelse, menneskets sansning og tænkning og dermed 

om mennesket selv. Hvis virkeligheden ikke bare skal indsamles og systematiseres, men 

skal igennem det filter, den for-forståelse som menneskets og forskerens erkendelse og 

person udgør, på hvilket grundlag kan mennesket så handle, forskeren objektivt forske og 

soldaten retfærdigt kæmpe? 

Feltforskning og objektivitet 

Feltforskningen er langt fra billedet af forskeren, som har placeret sig et sted ”uden for”. 

Tværtimod placerer feltforskeren sig midt i feltet, og deltager i feltets liv og levned på 

godt og ondt. Hvis man drager en parallel til naturvidenskabelig forskning, kan man 

beskrive det med at feltforskeren nedsænkes som en menneskelig sonde eller 

måleinstrument i det sociale hav. De iagttagelser, forskeren gør sig, de følelser som det 

afstedkommer og de relationer og interaktioner, som kommer ud af denne nedsænkning, 

er det, som over teoretisk, metodisk og analytisk intervention skal gøres til videnskab. 

Feltstudiet lader sig derfor ikke gøre uden menneskets mellemkomst, i sin forståelse og 

medleven i feltets indre liv og omverdensafgrænsning. Feltstudiet står derfor om noget 

som antitesen til objektivitetskravet. 

Der findes ingen andre danske sociologiske beskrivelser af feltforskning i militære 

operationer. Derfor mener jeg, det er nødvendigt at fremlægge de filosofiske og 

videnskabelige præmisser en sådan hviler på, for derved af undgå, at beskrivelserne får et 

utydeligt og tilfældigt skær over sig. Læseren vil ellers efter at have læst beskrivelserne af 

feltet og analyserne af det, med rette kunne stille spørgsmålene: hvorfor valgte forskeren 

netop disse situationer ud blandt så mange andre, og hvorfor valgte forskeren netop 

denne teori og ikke en anden teori? Og under disse relevante spørgsmål lurer et helt 

grundlæggende spørgsmål: er forskningen da bare tilfældige valg af tilfældige situationer, 


som analyseres ud fra tilfældigt valgte teorier, og er alle forskningsmæssige ’svar’ lige gode, 

eller er der tale om at manipulere politisk eller organisatorisk ønskede svar frem? 

Forskning er ikke en tilfældig proces, ligesom teorier ikke kan vælges tilfældigt. Der er 

ære en nær sammenhæng mellem forskningsobjekt, opgave og teori, og denne 

sammenhæng gælder også metode og analyse. Samtidig må feltstudiet på grund af sin 

sværhedsgrad og sit ’objekt’ være ekstra nøjagtig. Det er f.eks. vigtigt, at forskeren kan 

begrunde sit teorivalg ud fra forskningsobjektet; det er vigtigt, at forskeren kan begrunde 

sine valg af placering i feltet ud fra, hvad observationen skal observere; det er vigtigt at 

forskeren kan mærke og rumme de reaktioner, som feltstudiet medfører, og 

videnskabeliggøre sine egne reaktioner; det er vigtigt at erkende, f.eks. hvilket perspektiv 




og hvilken begrænsninger ens køn sætter før et deltagende feltstudie. Ligeledes er den 

valgte forskningsposition afgørende vigtig for, hvad man som feltforsker ser, hører og 

mærker, og det skal være en tydelig og reflekteret fremgangsmåde, der leder til felt- 

forskerens konstruktion af data. 

At forske i praksis, består i en forskningsmæssig vekselvirkning mellem at iagttage, 

hvad feltets aktører ’gør’, hvad feltets aktører ’siger’ og hvad feltet fremstiller af ydre 

symboler på sin omverdensforståelse. I mødet med feltet møder man en kropsligt 

funderet ordløs praksis, i den ideografiske ’indlevelse’ heraf kommer kønnet markeret til 

syne, og afviser eller inddrager. Som forsker kan man grundet sit køn og kønnets praksis 

derfor ikke placere sig i hvilke felter som helst. F.eks. vil jeg aldrig påtage mig at 

gennemføre feltforskning i mødregrupper. Mit køn vil være en hindring. Det samme 

mener jeg gælder for Forsvaret, som er domineret af mænds ordløse praksis, hvilket 

udelukker kvindelige forskere. Det er desuden vigtigt at alle forskningsmæssige 

’komponenter’ placeres rigtigt i forskningsforløbet i forhold til hinanden, så f.eks. en 

historisk forklaring kan støtte, problematisere eller helt afvise forskerens ’fornemmelser’ 

og senere analyser, eller at forskeren samtidig formår at vedblive med at være forstående 

og åben, så han kan afvise for tidlig teoretisering af feltdata; at forskeren kan 

videnskabeliggøre at feltet både kan inkludere og ekskludere, så han eller hun ikke bliver 

en del af feltet. 

Jeg ønsker med dette paper at give læseren mulighederne for at få indsigt i 

baggrunden for mine teori- og metodevalg, samt i mine overvejelser, så det bliver muligt 

kvalificeret at diskutere med eller endog at være lodret uenig i mine analyser. 

Før teori - filosofi 

Den europæiske kultur og videnskab har sine rødder i det antikke Grækenland. Så godt 

som alle områder af europæisk videnskab er dybt præget af, og har udviklet sig på 

baggrund af den antikke græske filosofi. 

Filosofi er det græske ord for kærlighed til visdom. Første gang ordet blev taget i 

anvendelse var at betegne de ideer og begreber, som en række tænkere fremstillede i deres 

bestræbelser på at nå til indsigt på et erkendelsesmæssigt plan, så adgangen til viden blev 

pålidelig i modsætning til samtidens myter, som opfattede og levede i verden som et 

resultat af guders, halvguders og dæmoners handlinger. 

Denne vending mod en erkendelsesmæssig bestræbelse, er af Max Weber, blevet 

betegnet som verdens ’affortryllelse’. Denne affortryllelse tog sociologerne Horkheimer 

og Adorno senere op, og beskrev den som en bevægelse fra Mythos mod Logos. I Webers 

undersøgelse bliver den samfundsmæssige rationalisering umiddelbart identificeret med 

den form for rationalitet, som er blevet dominerende i det moderne kapitalistiske 

samfund, hvilket resulterer i en meget pessimistisk samtidsdiagnose, som hos Horkheimer 

og Adorno bliver næsten helt sort. Habermas’ går tilbage til Weber og kritiserer ham for i 


sine analyser af det moderne vestlige samfunds rationaliseringer at lægge for stor vægt på 

målrationaliteten, hvilket Habermas mener, er for begrænset et perspektiv. Habermas’ idé er, 

at den samfundsmæssigt nødvendige integration oprindeligt var funderet i religion og rite. 

Derfor hævder Habermas, at rationaliseringens hovedtendens er at det mytisk, sakrale 

efterhånden ”afmytologiseres” i en sprogliggørelse. Dette udvikler tænkning, sprog og 

begreber og når dermed frem til begrebet om en uddifferentieret livsverden som danner 

baggrund for en kommunikativ handlen. (Horkheimer, 1944, Fabricius, 1965, Richter, 

1979, Outhwaite, 1994: 88f, Nørager, 1985: 119) 

Denne rationaliseringsbevægelse beskriver samtidig bevægelsen fra en følelse af 

afmagt til en følelse af i højere grad at have kontrol. Logos rummer derfor i sig et opgør 




med Mythos. Med Logos´ fødsel, fødes samtidig kimen til modernitetens verdslige opgør 

med det guddommelige. Dette opgør kommer i dag til udtryk bl.a. i de konflikter, der 

globalt har fået terrorens kampform. 

Den erkendelsesmæssigt baserede bestræbelse sigtede mod at forstå og blive klogere på to 

områder – for det første i den ydre verdens beskaffenhed, og for det andet i en forståelse 

af det handlingsmæssige og sociale felt, hvordan mennesker og samfund iagttager, tænker, 

føler og agerer. Jeg kalder disse to perioder for hhv. det sande og det gode. 

Tomhed, substans og ånd 

Den før-sokratiske filosofis mest centrale problemstilling var at etablere en 

samfundsmæssig orden gennem at presse naturtvangen tilbage, hvilket blev gjort i en 

begribelse af naturen i form af naturfilosofien. Denne periodes hovedspørgsmål var af 

samme grund: hvad er fysis? Fysis blev samtidig beskrevet som det værende, ro eller 

ubevægelighed overfor livets forandring og bevægelse. Dette fokus affødte det logiske 

problem: hvis fysis var ét, hvad var så bevægelse og forandring? 

Det centrale symbol for den før-sokratiske tænkning om fysis er Sphaira - kuglen, som 

for Phytagoras står for Jordens og Universets form. Hos Empedokles udtrykker dette 

symbol en skjult guddommelig skikkelse, og hos Heraklit en roterende yin yang klode af 

lys og mørke, skabelse og død. (Fabricius, 1965: 52) Heraklit mente, at alt er i evig 

forandring. Verden opstår som følge af den dynamiske og cykliske vekselvirkning mellem 

modsætninger, og hvert modsætningspar udgør en enhed. (Fabricius, 1965, Capra, 1975) Hans 

opfattelse var, at alle forandringer i verden var et resultat af en dynamisk vekselvirkning 

mellem modsætninger. Han opfattede derfor ethvert modsætningspar som en enhed, der 

overskred alle modsatrettede kræfter. Denne enhed kaldte han for logos. (Capra, 1975, 

Fabricius, 1965) 

”For Parmenides (o. 475 fvt.) symboliserede Sphaira den viden om det uforanderligt 

værende, som tanken når frem til, når den har gennemtrængt sansernes bedrageriske 

verden.” (Fabricius, 1965: 52) Parmenides er således blevet kendt for formuleringen af 

princippet om at det værende er, og omvendt at det ikkeværende ikke er. I en sådan 

sanseverden er modsætningerne i bestandig kamp og samspil og verdenshjulet eller 

”fødslernes hjul” i evig rotation. (Fabricius, 1965: 52) Parmenides opfattede derfor 

forandringer som en umulighed, og de forandringer, mennesket oplever i omverdenen, 

knyttede han til sanserne, og opfattede dem derfor som illusioner skabt af menneskets 

sanser. Deraf følger en skepsis overfor sanseverdenen. 

”Parmenides’ overvindelse af Heraklits synligt-sansende univers med dets dynamiske 

modsætningsprincip og evig genkomst fører ham til erobringen af modsætningernes 

enhed i en før-eksisterende, usynlig værensform af ren tanke og ubevægelig harmoni. 

Mulighederne for et sådant gennembrud og en sådan syntese eksisterede allerede hos 

Heraklit, når han kunne kalde vejen opad og nedad for ’én og den samme’ ’godt og ondt 


for ét’. Modsætninger må nemlig udspringe af en grundlæggende enhed, når de i den 

skabte verden kan optræde selvregulerende. Denne ur-enhed er den uskabte verden eller 

tankens verden, hvor som Parmenides siger, ’det tænkende og det værende er ét og det 

samme’. ” (Fabricius, 1965: 50f) 

I græsk klassisk tænkning blev bevidsthed og rationalitet på den måde opfattet som et 

overordnet princip, der gav realiteten orden, struktur og mening. Mennesket med dets 

sansning og tænkning var kun én blandt mange dele af denne altomfattende logos som 

samlet begrundede menneskets rationalitet. ”Stedet” for menneskets bevidsthed og 

tænkning blev således placeret udenfor mennesket selv – i en metafysik. Dette sted, denne 




kosmologiske-metafysiske rationalitet var universel – og repræsenteret af først guder, 

senere af Gud. 

Subjektivitet og objektivitet 

Denne dualistiske tænkning om substans og ånd antog efterhånden eksistensen af ét 

guddommeligt princip over alle guder, som blev anset for at være ét eller lig med enheden 

i universet. (Capra, 1975) Senere smeltede denne tænkning sammen med den gudetro, der 

gradvis tog form af en person, en forstandig fader, som stod uden for verden og styrede 

den, som vi finder den i både kristendom og islam. (Fromm, 1956) Spaltningen i værende 

og ikkeværende er således fødestedet for den occidentale opfattelse af en fra materien 

udspaltet Gud, som samtidig leder til en fra materien udspaltet menneskelig ånd eller sjæl. 

Dermed skabtes den dualisme, der grundlæggende har præget den vestlige verdens 

tænkning lige siden. 

Parmenides’ værende havde form som en stor farveløs Sphaira, som især Demokrit 

udviklede til en atom-teori. (Thyssen, 1981) I denne teori består verden af små atomer (a 

- tomos, gr. ikke deleligt), som er hårde, farveløse og uforanderlige klumper af 

unedbrydeligt materie. Dette stof kunne antage forskellige egenskaber en idé, som senere 

blev et grundbegreb i vestlig tro, filosofi, forskning og metode. Atomteorierne måtte 

forklare bevægelse, iagttagelse, bevidsthed, forandring, etc., - menneskets ånd blev med 

andre ord selv inddraget i disse overvejelser om substans. 

Den menneskelige inddragelse i denne teori om en fysisk verden blev gjort ved, at 

knytte subjektivitet, følelser, etc. sammen med såkaldte ”sjæleatomer”, som skulle være 

særligt fine atomer, men altså også af egentlig materiel karakter, der bevægede sig overalt, 

og som indgik i enestående forbindelser, hvorved de dannede den individuelle sjæl. Der 

blev således sondret skarpt mellem sjæl og materie, hvor materien bestod af helt passive 

og isoleret set døde partikler (objekter), som så bevægede sig i tomheden, det tomme 

rum. Hvad der eksisterede udover atomerne og sjæleatomerne blev udelukket som 

subjektivitet. 

Subjektiviteten blev knyttet til de sanseindtryk, som stammer fra bl.a. smag, lugt og 

farve. Disse subjektive sansekvaliteter var uvirkelige i forhold til det virkelige tomme rum, 

hvori kun atomerne bevægede sig. Spørgsmålet var, hvordan en tilfældig sammenhobning 

af atomer kunne udvikle bevidsthed, hukommelse, læring, tanker, identitet og smag for 

slet ikke at tale om forandring og udvikling? 

Sammensætningerne til hele størrelser, som f.eks. træer, og bevægelser kunne ikke 

forklares, men måtte sættes i forbindelse med ydre og udenforstående kræfter af åndelig 

karakter, måske en Gud. 

I denne idé konstruktion fødes det problematiske forhold til objektivitet og 

subjektivitet. Denne konstruktion fødte desuden adskillelsen mellem naturvidenskab og 

de humanistiske videnskaber, som fik betegnelsen åndsvidenskab. Og med opfattelsen af 


materien som døde små kugler, atomer, og ånd som noget forskelligt fra materien blev det 

efterhånden muligt isoleret at interessere sig for ånden, for menneskets sjæl, og de til 

erkendelsen knyttede problemer: etik, moral og retfærdighed - grundlaget for den gode eller 

rette løsning af konflikter og de rette handlinger. 

Sandhedens grundlag 

Filosofien skiftede fokus efterhånden som det græske samfund voksede, blev stærkere, 

politiseredes og udviklede egne love som et samfundsmæssigt sidestykke til naturlovene. I 

den proces mister naturfilosofien sin dominans og en anden samfundsorienteret filosofi 

træder i stedet. Dette skifte markerede samtidig et skifte fra at diskutere Det Sande til en 




diskussion om Det Gode, det retfærdige. Nu skulle så de samfundsmæssige lov begrundes, 

men i hvad? Hvad skulle udgøre grundlaget for det gode? Kan man udlede gode 

retfærdige love fra den naturfilosofi, som man møjsommeligt havde udviklet? (Thielst, 

2001, Thyssen, Russell, 1953) Kunne det gode begrundes objektivt? Og hvilke metoder 

skal i så fald lede mennesket til dette objektive grundlag? 

Sofisterne forsøgte som de første at begrunde de samfundsmæssige love. Sofisterne 

afviste, for det første, muligheden for et fast objektivt grundlag for samfundet. Derfor 

hævdede Protagoras, at dyd kan læres, og at mennesket derfor måtte være altings målestok. 

Mennesket har sin individuelle sansning, og erkendelsen er derfor relativ og subjektiv. 

Hvad der er derudover, ved vi ikke noget om. ”Det værende” og ”sandheden” kan der 

ikke siges noget objektivt om, så det er op til mennesket selv i fællesskab at afgøre, hvilke 

værdier der skal efterstræbes. (Thyssen, 1981) 

Dette synspunkt kritiserede Platon. For hvis mennesket var altings målestok, så gøres 

sandheden umulig. For som han argumenterede: Hvad der er sandt for dig, er ikke sandt 

for mig, og hvad der er retfærdigt for dig, er måske uretfærdigt for mig - og hvad stiller vi 

så op med det? At vi så skulle finde sandheden mellem os, svarer til at sandheden skulle 

ligge i ord og de konventioner, der styrer ordene. Det sande kan ikke gøres relativt og 

selvmodsigende, mente Platon. 

For at følge Platons argumenter, må vi genkalde os, at før og lige omkring Platons tid 

var alt stadig ét, Fysis. Nogle hævdede i mangel af abstrakte ord og idéer, at alt bestod af 

Guder. Det var den samtid Platon trådte ud af. Verden bestod således af en forvirrende 

mangfoldighed af ting, der hele tiden forandrede sig efter gudernes forgodtbefindende, 

vilkårligt og uforudsigeligt. For den umiddelbare sansning og iagttagelse var verden derfor 

et kaos: tingene opstod, forandredes og gik til grunde, tilsyneladende uden orden. 

Sanseverden var en flux. Det centrale spørgsmål var, om der eksisterede en inderste 

substans, en bund eller en orden – i denne verden af flux, som mennesket kunne tage 

afsæt i? 

I sin søgen efter orden, tog Platon afsæt i forholdet mellem sprog og virkelighed. 

Nøgleordene, mente han, beskrev det specifikke men konstant foranderlige, flux: Den 

specifikke fugl, ”Pip Hans” – svarede i Platons verden til den flygtige og uendeligt 

nuancerede verden, som mennesket kommer i forbindelse med gennem sine sanser. 

Tingene og ordene 

Ud af det specifikke som f.eks. fulgen: ”Pip Hans”, sergent Petersen, Himmelbjerget, osv. 

udledte Platon nu det almene: Fugl, soldat, bjerg – som kan bruges om enkeltfænomener, 

men som i sig selv synes at henvise til noget andet. Dette ”noget” er det, der gør, at man 

kan sige ”se et bjerg!”, om det så er Himalaya eller Himmelbjerget. Altså dette ”noget” er 

det, som gør at de udgør kategorier: fugl, menneske, bjerg, osv. 

Dette ”noget” er fast og uforanderligt til alle tider og steder. Dette noget er grunden 


under almenbegrebet, og det bliver altså i almenbegrebet, at Platon finder det faste og 

uforanderlige. Disse fællestræk, det almene var det egentlige i verden, den egentlige 

genstand for det Platon kaldte viden. 

Platons faste grund og udgangspunkt bliver på den måde den rationelle erkendelse, som 

han knytter til spekulation, tanker eller fornuft (logos), og som derfor skal undersøges 

deduktivt via almenbegreberne og argumenterne. 

Tankens vej 

Centralt for Platon var hans søgen efter et grundlag for den gode handling. En søgen efter det 

subjektives grundlag kan man også kalde det. I denne søgeproces kritiserede han igen og 




igen Protagoras for at gøre mennesket til altings målestok. En konsekvens af et sådant 

udgangspunkt ville gøre sandheden er umulig. (Thyssen, 1981) En påstand kan ikke være 

selvmodsigende; og ethvert argument må forudsætte, at det er muligt at kende forskel på 

sandt og falsk. 

Platon nåede frem til, at sandheden lå i almenbegreberne, fænomenerne, der var kopier af 

konstante idéer, som ikke kan sanses, men højst erkendes gennem tanken. 

Det egentlige, ordenen, bliver på den måde hos Platon former eller idéer. Platons betoning 

af tænkningen og den rationelle tilgang grundfæster dermed spaltningen mellem idé og materie, 

der den dag i dag ligger som omdrejningspunkt i megen forskning og mange 

forskningsdiskussioner: Som opdeling mellem subjektivt og objektivt, falsk og sandt, indre og 

ydre, osv. 

Hvis man derimod som Platons elev, Aristoteles mener, at det er substansen og 

sansningen af denne, der danner grundlag for viden, bliver konsekvensen en 

undersøgende tilgang, at et empirisk grundlag må skabes for erkendelsen. Platon var 

interesseret i formen (ideerne eller sandheden) bag flux (al variationen), og betoner dermed 

det nomotetiske aspekt i den videnskabelige metode. Aristoteles fokuserer på flux, fordi han 

deri mener at kunne aflæse formen (sandheden). Dermed betoner hans tilgang det 

ideografiske i den videnskabelige metode. 

Men ud af Platons tænkning, er det Platons idé om almenbegrebet, der blev grundlaget 

for Aristoteles tænkning. Opdagelsen af almenbegrebet som genstand for sand viden er 

baggrunden for Aristoteles og hans væsentligste arv fra Platon. (Hamle, 1966) 

Sansernes vej 

Aristoteles vender Platons synsvinkel om. For Aristoteles tager erkendelsen sit 

udgangspunkt i sansningen og ikke i tanken. Sanseindtrykkene bliver reflekteret i den 

menneskelige psyche, og fæstner sig ved gentagelser til en erindring, og bliver siden hen til 

egentlig erfaring, som Aristoteles kalder empeiria. Der findes intet i bevidstheden, som ikke 

forinden er blevet sanset, empeiria (Thyssen, 1981: 66). En lignende opfattelse dukker 

igen op hos empirikeren Locke (1690). 

I modsætning til Platon mener Aristoteles at almenbegreberne (Platons ”ideer”) er 

subjektive forestillinger, som dannes ved systematisk iagttagelse af de enkelte 

kendsgerninger, f.eks. fugle. 

Forandring kræver i denne konstruktion en ydre årsag: Gud, den ubevægede bevæger, 

der er alle formåls årsag. Dermed søger Aristoteles at sikre, at der er sammenhæng 

mellem bevidsthed og materie. 


Tænkningen og forskningen i middelalderen 

Op gennem middelalderen lå videnskabelig tænkning, metode og analyse på det nærmeste 

stille under kirkens indflydelse, hvor dogmatikken herskede. Videnskab og filosofi var 

ufri, og havde til opgave at bekræfte og sikre kirkens sandheder rationelt. (Thyssen, 1981). 

Det er f.eks. kendetegnende for kirkens bibelhermeneutik, at dens mål snarere var at 

bekræfte sit eget synspunkt end at kritisere og evt. nytænke den kristne lære: “Målet for 

fortolkningen var fastlagt på forhånd, og teksten kunne principielt ikke sige noget nyt. 

Hvis enkelte tekststeder stred mod den officielle doktrin, måtte man finde en læsemåde, 

som kunne tilvejebringe den ønskede overensstemmelse.” (Gulddal, 1999: 15) 

Først sent i det 15. årh. begyndte man igen at udføre forsøg for at efterprøve 

spekulative hypoteser. Dette var med til yderligere at udvikle matematikken, og førte til 

egentlige videnskabelige teorier; som byggede på forsøg, der igen var formulerede i det 




matematiske sprog. Kombinationen af empirisk viden og matematik står som den 

moderne videnskabs gennembrud. 

Perioden kaldes anni mirabiles -de underfulde år, og her lægges grunden til det, der i 

dag kaldes den klassiske fysik. En fysik, der – ikke uden kampe med kirken – vendte op 

og ned på datidens teleologiske verdensbillede. Den nye fysik lagde grunden til at betragte 

verden som et stort mekanisk urværk, der – da det først var sat i gang af Gud – kunne 

køre videre idet uendelige, fordi delene var forbundet, ikke af finale årsager, men af 

efficiente årsagsforbindelser. Hvor den klassiske videnskab beskæftigede sig med en 

klassificering af tingene med henvisning til faste Gudgivne pladser, blev konsekvensen af 

det nye efficient dominerede verdensbillede et fokus på funktionsmåder, samspillet mellem 

de enkelte tandhjul i universets mægtige urværk. I forlængelse heraf genopstår det 

eksperimentelle erkendelsesideal; ”når sandheden ikke længere kan fastslås dogmatisk fra 

oven (af en vilje), må den belægges empirisk (gennem tusindvis af observationer).” 

(Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). Sandhedsværdien af erkendelser bevises gennem 

sansning af metodisk gennemførte eksperimenter, hvorved der produceres empiri, uden 

at der henvises til Gud eller telos. Den nye fysik bevirker et skift fra en statisk, teleologisk 

verdensopfattelse domineret af phronesis og causa finalis til en dynamisk 

verdensopfattelse, i hvilken videnskaben får som mål at forklare forandringer: tingenes 

opståen, udvikling og forgåen (Lund, 1962: 226-7). 

Renæssancens nye fysik og naturerkendelse får helt afgørende betydning for filosofien. 

I 1543 udgives Kopernikus’ ”De Revolutionibus Orbium Coelestium” (om 

himmellegemernes omløbsbevægelser). Kopernikus mente, at naturen måtte være simpel, 

og for den simple beskrivelses skyld satte han noget fysisk i centrum, nemlig solen. Modet 

til at beskrive Jorden som bevægelig fik Kopernikus ved at læse de gamle græske 

filosoffer, der havde lignende idéer (Hastrup, 1999: 13). Denne bevægelige jord brød i så 

stor grad med datidens verdensbillede, at Kopernikus har lagt navn til betegnelsen for 

brud med gængse tankebaner: ”en kopernikansk vending”. 

Munken Bruno byggede videre på Kopernikus' verdensbillede, men afviste, at solen 

skulle være centrum: der er intet centrum, verdensrummet er uendeligt, argumenterede 

han: ligegyldigt hvor langt en bueskytte kommer ud, kan han altid skyde en pil længere ud. 

Således bliver også stedbestemmelsen og bestemmelser som ”op” og ”ned” relative. Med 

dette argument bryder Bruno med Aristoteles’ ordens- og normkonstituerende 

kosmologi, som havde sat dagsordenen for antikkens og middelalderens verdensbillede. 

Selvom Bruno legitimerede verdensrummets uendelighed ud fra tanken om Guds 

uendelighed, så vendte hans verdensbillede op og ned på de herskende forestillinger. Hvis 

jorden (og Gud) ikke er verdens centrum, er den heller ikke længere den finale kraft. 

Dermed stilles der spørgsmålstegn ved altings formål (Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). 

Brunos provokerende udsagn kunne senere danne basis for en ny videnskab: 

samfundsvidenskaben. Det er først når menneskets handlinger ikke følger en på forhånd 


given, guddommelig plan, at det bliver interessant og nødvendigt at undersøge, hvorfor og hvordan 

mennesket handler som det gør. 

Gud som metafysisk ”henvisningssted” var blevet brugt til at begrunde fysikkens love. 

Og Gud blev samtidig brugt til at begrunde menneskelige handlinger og 

samfundsmæssige strukturer. Religionen var dominerende over science, filosofi og kunst 

(Habermas, 1984; Madsen 1994; Heller, 1999) Menneskets handlinger udfoldede sig 

samfundsmæssigt ureflekteret, og de blev traditionelt og karismatisk begrundet. Med 

Guds gradvise fald bliver de menneskelige handlinger i stigende grad et problem, der på 

samme måde som samfundene kan gøres til genstand for videnskab, og der opstår således 




en række humanistiske videnskaber, der så at sige søger at træde i guds sted i begrundelser 

og forudsigelser af menneskelig adfærd. 

Renæssancens rationalisme 

Renæssancens opgør med Gud startede som hos Platon spekulativt. Rationalisterne 

hævdede modsat empirismen muligheden af at opnå viden om virkeligheden alene ved brug 

af tanken. Periodens mest indflydelsesrige rationalister var Descartes, Spinoza og Leibniz. 

Det var René Descartes, der genoptog Platons diskussion af den rationalistiske tilgang 

i det 17. århundrede. Hans filosofi byggede på en inddeling af virkeligheden i to adskilte 

og uafhængige områder, nemlig i res cogitas og res extensa, som betegnede hhv. det 

ikke-udstrakte (bevidsthed) og det i rummet udstrakte (fysisk-materielle objekter). 

Verden skulle forstås og forklares gennem logisk analyse af idéer, som var medfødte, 

og som dybest set viste tilbage til en metafysisk telos, som hvilede i Gud. 

Rationalisterne opfattede, inspireret af den klassisk-mekaniske fysik, nu i stigende 

grad verden som en maskine. De anså fornuften som erkendelsens kilde i lyset af fysikkens 

afvisning af sanseerfaring som grundlag for erkendelse, og mente at årsagsforbindelser 

(causa efficiens) snarere end guddommelige, immanente formål (causa finalis) forklarer 

verdens sammenhæng. En indstilling, der afprøver sammenhænge og indbyrdes 

forbindelser, en søgen efter love, der kan forklare ”hvordan”? 

Alle rationalistiske tankesystemer bygger – inspireret af den nye fysiks mekaniske 

verdensopfattelse – på et princip om lovmæssighed (Thyssen 1981: 81). En sådan 

mekanistisk opfattelse af verden medfører en formulering af forudsigelse som videnskabens 

opgave, en nomotetisk indstilling. 

Den moderne empirisme 

Kritikken af rationalismen kan siges at omfatte to faser: En første dekonstruerende fase, 

som i form af den engelske empirisme søger at placere ”stedet” for erkendelse i det enkelte 

individs erfaring. Den engelske empirisme strækker sig fra John Locke (1632-1704) til 

David Hume (1711-1776). Og derpå en næste og mere konstruerende fase kom til at bestå 

af den tyske idealisme, som lader ”jeg’et” foreskrive eller konstruere naturen dens 

lovmæssighed. Den tyske idealisme strækker sig fra Kant (1724-1804) over Fichte og 

Schelling til Hegel (1770-1831). (Larsen og Thyssen, 1980) 

Også denne kritik var præget af en mekanisk definition af universet, der banede vej 

for en stadig mere radikal deling af subjekt-objekt, som sluttelig skulle ende i opfattelsen 

af at epistemologien var helt frigjort (åndens diskurs) fra ontologien (tingen, essensen), og 

på samme tid overhovedet endelig kunne frigøre filosofi og samfundsvidenskab fra stedets 

(Guds eller substansens) nødvendighed. 

Udgangspunktet for John Locke var, at han prøvede at blive mere eksakt om de 

koncepter mennesket bruger, når det forholder sig til grundlaget for sansningen hos det 


nye frie eller isolerede ”jeg”. Menneskets bevidstheds empiri bestod hos Locke af ”idéer”. 

Ifølge Locke findes substansen bag det, mennesket kan opfatte gennem sin sansning. 

Det betyder, at mennesket ikke kan have idéer om substansen, kun om idéer om idéer. Som 

en konsekvens heraf opfattede Locke at bevidsthedens enhed har at gøre med en sjælens 

enhed et sted bag de evigt skiftende perceptioner. 

Lockes centrale idé, var at menneskets bevidsthed har en kapacitet til at optage 

erfaring gennem refleksion. Al materialet i menneskelig erfaring kommer fra erfaringen. 

Herved tager Locke springet fra ontologi til epistemologi. At Locke skiftede fra at fokusere på 

grundlag for erkendelse til de begreber, vi erkender igennem markerer et filosofisk skifte fra 




en erkendelsesteori om det værende til en erkendelsesteoretisk analyse af begreber – fra 

analyse af ting til analyse af tanker. 

Lockes interesse i menneskets evne til perception, er på samme tid en interesse for 

menneskets natur, som jo ikke længere er en del af Gud. Ifølge Locke er den 

menneskelige bevidsthed derfor fra begyndelsen tom – en ”tabula rasa”, hvorpå erfaringen 

skriver sin historie. På den måde tilføjes bevidstheden både en historie og en teknik, 

hvorefter det bliver muligt at styre sansning og dermed forme bevidsthedens udvikling. 

(Thyssen, 1981: 87) 

John Locke afviser med sin konstruktion rationalismens påstand, at vi har medfødte 

ideer. Det er erfaringen, der afsætter sine spor, og former mennesket. Dette er afgørende 

for opfattelsen af mennesket: bevidstheden bliver noget, der aktivt kan formes og dannes, 

og mennesket har dermed ikke fra fødslen sin identitet i kraft af blod og byrd (Thyssen 

1981: 87). ”Der er intet i sjælen, som ikke først er gået gennem sanserne”, argumenterer 

Locke (Durant 1973: 156). 

Det aktualiserer imidlertid det gamle filosofiske spørgsmål om bevidsthedens enhed 

og grundlaget for denne. For hvis sjælen ikke findes på forhånd, hvad sikrer så dens enhed? 

Hvor er ”substansen” bag de mange skiftende forestillinger, der fylder bevidstheden? 

For at fastholde ”jeg’ets” enhed og undgå at det opløses i et bundt af 

usammenhængende sansninger griber Locke så alligevel tilbage til stedet bag sansningerne, 

til den sikre Gud. Lockes arbejde markerer dermed et ufærdigt opgør med Platon og 

Aristoteles i sin erkendelsesteori. Men Lockes konstruktion flytter dog menneskets 

position fra at have været indlejret i en ordens- og normkonstituerende kosmologi, hvor 

dets position og handlinger begrundedes kollektivt i at vise tilbage (også tidsligt) til Gud, 

traditioner og normer; til en situation hvor mennesket individuelt må vise frem (i tid) for 

at legitimere og samtidig (identitets)skabe sig selv. 

Den empiriske skepsis, markerer det endelige sammenbrud af den klassiske filosofis 

bevidsthedsbegreb. Locke konstruerede en filosofisk tænkning, hvor al viden stammede 

fra perception, og han forkastede idéer om medfødte idéer, men accepterede dog idéen 

om en substans. Berkeley dekonstruerede den materialistiske idé om substans. Men det 

var især Hume, der opløste det overordnede sted for rationalitet. Fra Descartes og Locke 

overtog Hume det skarpe skel mellem sjæl og legeme og det sansebestemte 

erfaringsbegreb, hvor erfaring er summen af de i bevidstheden erindrede oplevelser. 

Humes konsekvente konklusioner pegede på, at dette begreb om den menneskelige 

subjektivitet umuliggjorde en objektiv erkendelse. Hos Hume var der ikke er andet end 

spredte og usammenhængende sansninger tilbage, som altså ikke samles i noget ”jeg”, en 

sjæl. Der var intet sted bag ved eller udenfor menneskets perception eller bevidsthed, som 

kunne begrunde denne. 

Dette problem var derfor hos Hume uløst. Ved siden af stedets uløste problem, var 

der desuden problemet vedrørende objektet for rationaliteten. Problemet er, at objektet 

bliver sanset, og at det således bliver udsat for sansningens vilkår. Med denne indsigt er 

den Kantianske problemstilling uundgåelig. 


Kants forsoning 

Kants filosofiske projekt består i en kritik af den empiriske filosofi, dvs. en kritik af 

Locke, men især en kritik af Hume, som næsten gør erkendelsen umulig. En kritik og 

konstruktion med det mål, må nødvendigvis forholde sig til de samme 

hovedproblemstillinger, som løber ned gennem erkendelsesfilosofiens historie og 

udvikling. Det er derfor de samme problemer og diskussioner Kant må føre og forsøge at 

løse. Og det er jeg´ets enhed, at dette jeg fungerer sammenhængende over tid, at dette jeg 




har sanser og en hukommelse, og endelig at dette jeg og denne sansning sker i forhold til 

noget, en omverden. 

Forudsætningen for Kants filosofiske konstruktion var at ’jeg’et’, ikke både kunne 

være en del af bevidsthedsindholdet og samtidig noget adskilt fra bevidsthedsindholdet. 

Jeg’et var forudsætningen for bevidsthed, hukommelse og erkendelse, og det var derfor 

nødvendigt at dette skete sammenhængende over tid. 

Kant må derfor nok undersøge menneskets betingelser for at sanse og erkende, 

men han mener ikke, at han er i stand til at undersøge og forholde sig til, hvad dette 

”noget” er. Substansen eller ”Das Ding an Sich” efterlader han i nogen grad tilbage som 

et problem for eftertiden. 

Kants konstruktion fik et forsonende præg, idet den består i at han både anerkender 

de rationelle og de empiriske filosofiske systemers forståelse af erkendelsen. På sin vis kan 

man derfor sige, at Kant med sin konstruktion forsøger at forsone både Platon og 

Aristoteles, og at få begge disse store tankesystemer, hvis møde skaber voldsomme 

paradokser, til at fungere sammen i det menneskelige væsens liv. 

Kant påstår således på den ene side, at mennesket ikke kan sanse og tænke uden sprog 

og begreber. Påstanden rummer logisk samtidig den påstand, at der er en nær 

sammenhæng mellem det sansede og den sansende, og den relation kommer til udtryk i 

sproget. At erkendelse er givet forud for erfaring kaldte Kant for a priori. 

Kant mente på den anden side samtidig, at mennesket erkender eller sanser ’noget’, og 

at al erkendelse kommer fra erfaringen. Den sansebaserede erfaring kaldte han for a 

posteriori. 

Med Kants konstruktion har vi nu en erfaring, som ikke baserer sig på sansningen og 

en anden som netop baserer sig på erfaringen. 

I Kants konstruktion af a priori erfaringen indgår to redskaber som fornuften bruger, 

nemlig anskuelsesformerne og forstandsformerne. 

Forstandsformerne omfattede tid og rum, som ifølge Kant kun gælder for mennesker 

og ikke for ting. Det er mennesket, som i sin anskuelse af omverdenen, skaber tiden og 

rummet. Men alle ting indtager en plads i tid og rum, og som følge deraf kan der opstilles 

love, som nødvendigvis gælder alle anskuelser, . Det er matematikken, der beskæftiger sig 

med disse love, som således på forhånd gælder al erfaring. Fordi de gælder på forhånd 

kalder Kant dem for a priori. 

Med Kants forstandsformer bevæger vi os fra den ydre verden ind i menneskets indre 

verden, ind i Kants forståelse af tænkningens verden. Sin analyse af den indre 

tankeverden kaldte Kant for analysen af den transcendentale logik, fordi det netop er en 

analyse af bevidsthedens evne til at hænge sammen og tænke over tid. Kant mente at der 

var 12 forstandsformer, som bevidstheden brugte til at tænke med. På samme måde som 

med anskuelsesformerne kunne forstandsformerne heller ikke overføres på den verden, 

som ligger udenfor mennesket. Forstandsformerne bruges af mennesket til at forme 

erfaringen, så den bliver til en menneskelig erfaring. Forstandsformerne ordner 

iagttagelserne i kategorier, og gør dem derved til viden. 


Erkendelsens mulighed 

Man kan her spørge sig, hvordan Kant mente at forsone den rationalistiske filosofi med 

den empiriske? Og hvordan er det ville være muligt at udvide erfaring og viden, hvis det 

ikke sker gennem erfaringen? Sidder mennesket håbløst fast i sine rationelle begreber om 

verden? 

Svaret på det ligger i Kants arbejdede med erkendelsestilgangene, a priori og a 

posteriori. Disse to erkendelsestilgang mente Kant var hhv. analytiske og syntetiske. 




Alle a priori erkendelser er analytiske, fordi det, der siges om subjektet. F.eks. er det 

ikke gennem erfaringen at man finder ud af at ungkarle er ugifte. Det sker gennem en 

analyse af begrebet. 

Og alle a posteriori er syntetiske, fordi man ikke på forhånd kan vide f.eks. at legemer 

har tyngde. Det er noget, man finder ud af gennem erfaring. 

Men der er ifølge Kant erkendelser, som både er syntetiske og a priori, og det er her 

Kant øjner erkendelsens og forsoningens mulighed. Et eksempel på dette, er f.eks. 

udsagnet om at den lige linie mellem to punkter er den korteste. Herved tilbageviser Kant 

Humes postulat. 

Hvis der kun eksisterede analytiske a priori og syntetiske a posteriori sætninger, så var 

konsekvensen den Hume skitserede, nemlig en benægtelse af erkendelsens mulighed, og 

den skepticisme, som vi finder hos Hume, og som vi finder den i det langvarige opgør 

mellem Platons rationalisme og Aristoteles empirisme. Men med Kants tilbagevisning af 

Hume og overskridelse af Platon og Aristoteles sættes erkendelsen endelig fri. 

Kants konstruktion ændrede grundlæggende på filosofiens måde at tænke subjektets 

forhold til objektverdenen på. For med Kants konstruktion blev dette forhold ændret til 

den tænkendes forhold til det tænkte, altså et indre projekt. Et projekt, der fokuserede på 

sansningen og begreberne. 

For Kant var den menneskelige bevidsthed et aktivt organ, som formede og afstemte 

sanseindtrykkene. Med Kant ændres den filosofiske opfattelse af menneskelivet fra at 

have været et vita kompletiva, til et vita aktiva, dvs. et liv og en tænkning som selv 

konstruerer og ordner sin omverden i begreber og kategorier. 

Tilbage står imidlertid problemet med at få hold på substansen. Det er præcis her 

Hegel senere sætter sin kritik ind. Den vil jeg imidlertid ikke gå ind i her, men snarere vil 

jeg afslutte den filosofiske vandring med Kant. 

Når jeg afslutter den idémæssige vandring her og dermed betoner Kant i så høj grad 

som jeg gør her, så hænger det sammen med Kants betydning for især den klassiske 

sociologi, og især for sociologiens metode, som vi senere vil gennemgå og kunne forstå. 

Det er især Dilthey og Weber og de senere Glaser og Strauss’ metoder, der lader sig belyse 

og forstå i dette lys. Dilthey forsøgte direkte inspireret af Kant at skabe en parallel til 

Kants filosofi inden for samfundsvidenskaberne. Og den senere Weber var både 

inspireret af Kant, han var ny-kantianer, og inspireret af Dilthey. 

Den videnskabelige fortolknings grundlag og metode 

Med denne afslutning af den idémæssige gennemgang tager jeg så et hop ind i de 

samfundsvidenskabelige teorier, som netop tager sine afsæt i disse filosofiske 

konstruktioner. 

For de teoretiske samfundsvidenskaber er iagttagelsen og erkendelsen lige så vigtig 

som hos de filosoffer, som vi lige har gennemgået. Der foreligger også her en lang 


udviklingshistorie, men jeg vil hoppe direkte til den nyere hermeneutik og herfra gå videre 

til de samfundsvidenskabelige teorier. 

Det var først i begyndelsen af det 19. århundrede at den hermeneutiske 

fortolkningslære blev en selvstændig fagdisciplin. En central personen i denne udvikling 

var teologen og filosoffen Friedrich Schleiermacher (1768-1834). I sit filologiske arbejde 

med fortolkning og forståelse stødte Schleiermacher hele tiden på fortolkningsmæssige 

problemer, som han ikke med datidens teologiske og filologiske værktøjer og 

begrænsninger kunne løse. Han mente derfor, at hermeneutikken ikke var udviklet nok, 

og opfattede det derfor som sin opgave at formulere en teori, der kunne redegøre for 

forståelsens almene karakter. 




Schleiermacher mente, at fortolkning ikke kun praktiseres inden for filologien af 

specialister, men at mennesker også i hverdagen udfører hermeneutiske operationer for at 

forstå andres mening. Noget så dagligdags som en rekrutteringstekst, våbeninstruks eller 

en krigshistorie kan gøres til genstand for et hermeneutisk arbejde. Schleiermachers 

definition af hermeneutik som ”forståelse af fremmed tale” (Schleiermacher, 1768-1834) 

er derfor bred, og kan enten rette sig mod genstandens objektive side, de 

grammatisk-sproglige strukturer eller mod de subjektive ytringer som en manifestation af 

psykologisk individualitet. De to dimensioner (kontekst og tekst) var i Schleiermachers 

fremstilling ligeværdige, og han betonede, at de aldrig kunne adskilles helt, men at de 

skulle arbejde sammen og støtte hinanden i forståelesearbejdet. 

Schleiermachers arbejde førte ham til at opfatte at talens enkelte dele forstås ud fra 

den helhed, de indgår i, mens helheden omvendt forstås ud fra delene. I denne 

sammenhæng formuleres denne problematik som den hermeneutiske cirkel. Her bliver 

spørgsmålet om mening ikke til en henvisning til Gud eller en autoritet, men til et 

spørgsmål om den sammenhæng, de enkelte elementer indgår i og danner. 

Afhængighedsforholdet mellem del og helhed er i streng forstand en logisk cirkel, og 

er som sådan et paradoks for den ligefrem logiske videnskab, da den her opfattes som en 

umulig cirkelslutning. Men hermeneutikken fra og med Schleiermacher opfattede ikke den 

hermeneutiske cirkel som et problem, derimod snarere som et grundvilkår i omgangen 

med sine ’objekter’. Fortolkningen opfattedes som en proces, der svingede frem og 

tilbage mellem enkeltiagttagelser og overordnet sammenhæng. En sådan proces skal ikke 

undgås eller bringes til afslutning i en endegyldig ’objektiv’ forståelse; men er tværtimod 

en uendelig opgave. 

Fortolkningens cirkelstruktur er dog paradoksal, for hvis helhedsmeningen først er 

konstrueret på baggrund af enkeltiagttagelser, som kun er forståelige ud fra den helhed, 

de indgår i, så bliver forståelsesprocessen umulig. For at imødekomme denne umulighed 

indfører Schleiermacher en skelnen mellem fortolkningens komparative og divinatoriske 

fremgangsmåder. Denne dobbelte fremgangsmåde gælder både for den grammatiske 

(regel) og den psykologiske forståelse. 

Schleiermachers komparative metode går ud på at sammenligne værker eller 

tekststeder for at påvise almene lovmæssigheder, og derved fastslå en præcis mening af den 

genstand, som undersøges. Den divinatoriske metode er en kritisk fortolkning, som sker 

med afsæt i en ”divination”, et dristigt gæt. Divinationen er således ikke dikteret i teksten, 

men er ubegrundet, og skal først blive tydelig undervejs i forståelsesarbejdet. 

Verstehen 

Som beskrevet var åndsvidenskaberne stærkt påvirket af naturvidenskabens fremskridt, 

og forsøgte derfor at optage dens positivistiske kvantitative arbejdsmetoder. Forsøgene på 

at overtagelse naturvidenskabelige kausalitetsbegreber resulterede i at åndsvidenskabelig 


forskning blev identisk med kortlægning i skemaer for årsag og virkning, præcis som i 

fysikken, biologien eller medicinen. 

Wilhelm Diltheys (1833-1911) var af den opfattelse, at overførslen af natur- 

videnskabelige arbejdsmetoder til den åndsvidenskabelige forskning filosofisk set var 

utilfredsstillende, og han arbejdede med delingen af den klassiske skelnen mellem 

åndsvidenskab og naturvidenskab gennem hele sit liv, for at opstille en selvstændig 

erkendelsesteori for åndsvidenskaberne. Inspirationen til det fik han hos Kant, der i sin 

Kritik der reinen Vernunft (1781) havde forsøgt at opstille en filosofi for de empiriske 

naturvidenskaber. Dilthey ville opstille en tilsvarende filosofi inden for 

åndsvidenskaberne. 

Svarende til Descartes trak Dilthey en skarp grænse mellem natur- 




og åndsvidenskaber. I naturvidenskaberne står videnskabsmanden over for fremmede, 

livløse genstande, og hans primære opgave er derfor at optælle dem, systematisere dem, 

forklare deres indbyrdes relationer og for derefter at formulere sine iagttagelser i nogle 

almene love. Naturen kan ikke forstås, da den ikke er del i ånden. 

I åndsvidenskaberne står derimod som hos Kant den erkendende overfor fænomener, 

som er menneskelige frembringelser. Fortolkeren og det fortolkede objekt kommer af det 

samme. Mennesket er selv er et historisk væsen, på en og samme gang den, der udforsker 

historien, og den der skaber den. Dilthey betragtede alle menneskeskabte fænomener som 

objektiveringer, dvs. som konkrete, sanselige udtryk for noget ideelt. Åndsvidenskabens 

opgave var således at forstå disse objektiveringer - f.eks. ret, stat, kunst, religion, videnskab, 

filosofi – eller krig som udtryk for det liv mennesker og organisationer udviser. 

Forståelse bliver således en slags tilbageoversættelse af disse objektiveringer til ånden. 

En oversættelse, der rækker lige fra forståelse af enkeltpersoners livsytringer og til 

forståelse af de mest abstrakte strukturer af samfundsmæssig, kulturel eller historisk art. 

Diltheys ”livsytringer” skal forstås helt konkret: når en person smiler, så fortolkes det 

som udtryk for glæde. Smilet bliver således en ydre objektivering af personens indre 

bevidsthedstilstand. Begrebet livsytring definerer Dilthey som et sanseligt udtryk for 

”noget åndeligt”. I naturvidenskaberne hersker forholdet mellem årsag og virkning som 

en mekanisk relation, der ikke har noget med det menneskelige liv og den menneskelige 

ånd at gøre. Den åndsvidenskabelige parallel til denne kausalitet placeres med henvisning 

til Kant i relationen mellem udtrykket (den tænkende) og det udtrykte (tænkte). 

Det, som ifølge Dilthey ligger bag et udtryk, er først og fremmest oplevelser, der er en 

slags mindsteenheder, som alle åndsvidenskabelige fænomener må føres tilbage til. Disse 

mindsteenheder optræder som klynger af et meningsindhold, som samler sig i et forløb 

bestående af enkelte livsmomenter, og som danner mening i forhold til personens 

samlede livsforløb. Det kunne f.eks. se således ud: en kaptajn har en samlet sum af 

oplevelser, som giver ham et grundlag for at lede, som han gør. Gennem en fortolkning af 

hans ledelse kan man ”efter-opleve” kaptajnens oplevelser, og således opnå indsigt i det 

uddannelses- og ledelsesforløb, som oplevelserne viser tilbage til. Det er denne 

rekonstruktion af det forudgående forløb som ifølge Dilthey er målet for forståelsen. 

Disse mindsteenheder ligner det, vi senere skal se hos Glaser og Strauss i form af deres 

iagttagelse af felters koder, som de samler til kategorier, der besidder et bestemt 

meningsindhold. Det er denne rekonstruktion af det forudgående forløb som ifølge 

Dilthey er målet for forståelsen. Modsat naturvidenskabernes erkendelse er 

åndsvidenskaberne netop baseret på indføling, efter-oplevelse og fantasi. 

Dilthey var som beskrevet inspireret af Kant, og han udarbejdede derfor et antal 

kategorier for forståelsen af den historiske verden. Blandt disse kategorier er 

relationen mellem del og helhed, der som vi så også spillede en rolle i Schleiermachers 

hermeneutik, og som er af helt central betydning for åndsvidenskaberne, da det er denne 

relation, som gør det muligt at begribe og konstruere sammenhænge. 


Sociologi 

Som vi så, så mente Dilthey, at samfunds- og kulturvidenskaben studerede menneskers 

livsytringer og mening, som gjorde forståelsesmetoden nødvendig, mens omvendt 

naturvidenskaben som studerede sjælløse ting ikke skulle forstå sine objekter. Wilhelm 

Windelband (1848-1915) mente som Dilthey, at hovedforskellen mellem natur- og 

kulturvidenskaberne var, at naturvidenskaberne arbejdede på at opstille generelle 

lovmæssigheder (nomotetiske videnskaber), mens kulturvidenskaberne arbejdede på at 

videnskabeliggøre enkeltytringen (idiografisk). Nomos er således det græske ord for generelt 




princip, som er naturvidenskabens legitime mål, mens ideo, er det græske ord for det 

særegne, at den menneskelige verden er forbeholdt forståelsen og fortolkningen af 

enkelttilfældet, og at der ikke kan opstille generelle love herfor. (Månsson i Kaspersen, 

2000: 90) 

Max Weber forsøgte som nykantianer at udarbejde en klar adskillelse af samfunds- og 

kulturvidenskabernes i forhold til naturvidenskaberne. Max Weber opfattede således at 

kausale forklaringer var utilstrækkeligt forklaringsgrundlag i samfundsvidenskaben, hvis 

de ikke blev kombineret med en fortolkende forståelse. Denne udvidelse hentede Weber 

netop hos Dilthey og Windelband. 

Webers kausalbegreber 

Hos Weber var det individet og dets sociale handlen, som var udgangspunktet i den 

sociologiske analyse. At det er individets handlingsaspekt, som han tager udgangspunkt i, 

viser han i sin definition af, hvad sociologien som samfundsvidenskab består: 

”Ved sociologi vil vi - således som vi hér anvender dette særdeles mangetydige ord - forstå den 

videnskab, som tydende søger at forstå den sociale handlen, og som derigennem vil årsagsforklare 

den i dens forløb og virkninger.” (Weber, 1972: 1) 

Weber stiller således skarpt på den samfundsvidenskabelige forsknings dobbelte opgave, 

idet han deler sociologien i ”forståelse” og ”forklaring”: 

”Som ”handlen” vil vi betegne en menneskelig adfærd - hvad enten der er tale om en ydre eller 

indre handling, om undladelse eller samtykke - hvis og for så vidt den eller de handlende forbinder 

en subjektiv mening hermed. Ved ”social” handlen forstår vi derimod en handlen, som ifølge dén 

mening, den eller de handlende forbinder hermed, retter sig mod andres adfærd, og som i sit forløb 

er orienteret herimod.” (Weber, 1972: 1) 

Den sociologiske metode skulle ifølge Weber være rationel, hvilket vil sige at forskeren 

først konstruerer et idealtypisk, målrationelt handlingsforløb, som han bagefter 

analyserede i forhold til den faktiske iagttagede handlen. Denne faktiske handlen ville så i 

en eller anden grad afvige fra det målrationelle handlingsforløb. Altså først rationel 

forsøgsopstilling, hypotese, så testning og sluttelig analyse. 

Weber lagde vægt på kausalforklaringens betydning i den sociologiske metode, men 

mente desuden at sociologien også skulle forholde sig til den meningsforstående opgave, 

fordi sociologiens objekt (aktøren) er handlende og meningsproducerende. Derfor skal 

sociologien også løse den opgave, tydende at forstå de meningsbærende handlinger. Det 

er her begrebet forståelse eller verstehen kommer ind: 


”Mens det indenfor astronomien er således at himmellegemerne bare interesserer os for så vidt som 

deres relationer er tilgængelige for kvantitativ, eksakt måling, er det fænomenernes kvalitative 

kulør som er vigtig for os indenfor samfundsvidenskaben. Dertil kommer at det i 

samfundsvidenskaberne drejer sig om indvirkninger fra sjælelige processer; og at ’forstå’ dem ved at 

leve sig ind i dem, er naturligvis en specifikt anden art end dem som den eksakte naturvidenskab 

kan eller vil løse med sine formler.” (Weber, 1922/1994: 183) 

Begrebet ’verstehen’ fik Weber fra Dilthey, men han bruger det på en anden måde, idet 

han deler begrebet i to, idet han skelner mellem en direkte (ideografisk) og en forklarende 

(nomotetisk) forståelse. 




Den direkte ideografiske forståelse nås gennem handling og gennem fornemmende 

empati, f.eks. som den deltagelse man, som forsker udfolder under et feltstudie. Den 

forklarende nomotetiske forståelse opnås, hvis jeg som forsker sætter mig ind i feltets 

erklærede hensigt med den forestående handling. Weber arbejder således med en rationelt 

begrundet forklarende forståelse. Den forklarende nomotetiske udbygger således den 

direkte ideografiske forståelse, så den eller de iagttagede handlinger yderligere kan forstås 

og forklares ud fra handlingssituationens kontekst. 

F.eks. konstablens motiv for sin handling lærer jeg at forstå ved at deltage, samtale og 

dele liv med ham, på den måde mærker jeg tavst, får jeg samtalende at vide, hvordan han 

forklarer sig selv, tænker og fornemmer jeg. Jeg lærer af ham, hvordan jeg skal lægge 

geværet før jeg skyder, lærer jeg at pakke min rygsæk, så den ikke belaster min ryg eller 

’gnaver’, og på den måde lærer jeg noget om konstablens rationelle motivationsforståelse. 

På samme måde deltager jeg, belastes jeg og bliver jeg træt, når jeg følger løjtnanten på en 

20 timer lang eskortekørsel, og på den baggrund forstår jeg sergentens opgivelse og 

forvirring, når han skal tage stilling til et spørgsmål fra en konstabel, og derfor ikke gider 

svare. På den måde lærer jeg noget om affektuelt betinget, eller irrationel 

motivationsforståelse. 

På den måde lærer jeg konstablens og sergentens brede spektrum af praksis, følelser 

og tanker at kende, som soldaten i enkelthandlinger udfolder i forhold til Forsvaret som 

institution. 

Feltstudiets sigte er således en direkte ideografisk forståelse af konstablens og sergentens 

handlinger eller praksis: hvad er det egentlig soldaten gør. Den forklarende nomotetiske 

forståelses opgave er at forstå soldaternes forklaring, mening, motiv og baggrund for 

deres handlinger. Weber forsøger således, som vi har fulgt den hermeneutiske cirkels 

udvikling, at placere sig kantiansk i midten, og at ville kunne forstå en handling ud fra 

dens mening, og samtidig kunne forklare handlingen ud fra dens motiv. 

Idealtyper og objektivitet 

Hos Weber består den historiske og samfundsmæssige virkelighed af en uoverskuelig 

mangfoldighed af handlinger og interesser. Når forskeren skal studere et sådant kaos af 

fakta, må han nødvendigvis altid gøre det ud fra et bestemt og afgrænset perspektiv. At 

udvælge bestemte fakta, som forskeren således er tvunget til, består desuden altid i at tage 

afsæt i en samfundsmæssig position: 

”Der findes ingen slet og ret ’objektiv’ videnskabelig analyse af kulturlivet eller (hvilket måske 

betyder noget mere begrænset, men som til vort formål sikkert ikke betyder noget væsentligt 

forskelligt) af ’sociale fænomener’ uafhængigt af specielle og ’ensidige’ synspunkter, som - 

udtrykkelig eller stiltiende, bevidst eller ubevidst - vælger de sociale fænomener ud som 

forskningsemne, analyserer dem og organiserer dem. Grunden er at ethvert samfundsvidenskabeligt 

arbejde har et egenartet erkendelsesmål, som vil gå ud over en rent formel betragtning af det sociale 

samkvems - juridiske eller konventionelle - normer.” (Weber, 1922/1994: 181) 


Der findes derfor ikke nogen objektiv videnskabelig position ’udenfor’ samfundet, som 

kan bruges til iagttagelse og analyse af samfundet. Weber var af den opfattelse, at 

forskeren altid vil have en forståelse de samfundsmæssige objekter, som han ‘iagttagende’ 

deltager i, og dermed være subjektiv: 

“The close connection between interpretation and explanation in Weber’s thought is further illustrated 

by his recommendation of ‘ideal types’ as heuristic devices. His ideal types are simplifica- 




tions or ‘one-sidedly’ exaggerated characterizations of complex phenomena that can be hypothetically 

posited and then ‘compared’ with the realities they are meant to elucidate. Often, the ideal 

types Weber actually suggested were models of rational action; sometimes, they permitted selected 

elements within causal or behavioral sequences to be ascribed to specified causes, motives, or beliefs. 

In any case, one cannot understand Weber’s doctrine of ideal types apart from his broader vision of 

causal analysis and interpretation. For Weber and for us, in sum, ideal types make sense only to 

the extent that they permit the discriminations and counterfactual ‘comparisons’ involved in the 

construction of adequate interpretations or explanations” (Ringer, 1997: 5) 

Men selvom samfundsvidenskaben hviler på værdier, så skal den være værdineutral. 

Samfundsvidenskaben må derfor kun tale om fakta og aldrig om værdier. Altså en streng 

skelnen mellem er og bør. Hvert enkelt menneske har sine egne værdier, og vælger altid 

disse subjektivt, og handler muligvis efter dem. Men samfundsvidenskaben kan derfor 

aldrig tale om ’gode’ eller ‘sande’ værdier, men udelukkende analysere effekter af 

forskellige handlinger. Der er ifølge Weber en hume’sk kløft mellem empirisk viden og 

vurderinger, mellem er og bør. 

For at løse problemet med den samfundsvidenskabelige værdineutralitet udviklede 

Weber sin idealtypemetodologi, som han delvist hentede fra nationaløkonomien, der 

arbejdede med idealtyper, som når den f.eks. talte om idealtypen ’marked’. I idealtypen 

’marked betoner økonomerne: 

”ensidigt (...) én eller et par synsvinkler og ved at lægge en masse spredte og ikke klart 

afgrænsede fænomener sammen ... enkelte fænomener som føjer sig efter disse ensidigt 

betonede synsvinkler og bliver til et samlet tankebillede” (Weber i Kaspersen, 2000: 

91) 

På den ene side rejser han på den måde en kritik af, at kulturvidenskaben skal være 

nomotetiske som naturvidenskaben, og på den anden side søger han at etablere metoder 

til en forstående tilgang. 

”Weber himself first extensively discussed the ’idealtype’ in his 1904 essay on ’Objectivity’. 

As usual, his point of departure was ’abstract economic theory,’ which can provide 

an ’ideal portrait’ of the processes resulting from ’strictly rational action’ in a competitive 

’free market’ economy. This ’construction’ has ’utopian’ character, in that it is obtained 

by conceptually ’heightening’ certain aspects of reality” (Ringer, 1997: 111) 


Idealtyper er rationalistiske, tankebilleder, konstruktioner, som forskeren bevidst 

konstruerer ud fra kendte og markante træk ved den sociale virkelighed, han empirisk 

ideografisk skal undersøge. Denne konstruktion er tydeligt nykantiansk. Idealtypen i sin 

helhed kan sammenlignes med Schleiermachers ‘divination’, det dristige gæt eller kastet. 

En idealtype kan f.eks. være ‘fjende’, ‘krig’ eller ‘Forsvaret’, ‘kapitalisme’, etc. Sådanne 

idealtyper må ikke forveksles med ‘virkelighed’, og de opstår ikke som et simpelt 

gennemsnit af det felt, der skal undersøges, men at forskeren bevidst, ensidigt betoner 

visse aspekter af den virkelighed, han skal til at undersøge. 

Idealtypen således ikke en realt ‘eksisterende abstraktion’, men et ‘idealt 

grænsebegreb’, som forskeren på forhånd må konstruere, så han kan tydeliggøre 

bestemte, træk ved det sociale felt, han skal undersøge, og som han kan bruge til at 

iagttage med. En idealtype er altså forskerens rationelle konstruktion, som han bruger på 

den komplekse virkelighed. Idealtyper kan konstrueres om hvilke samfundsmæssige felter 




som helst, men må ikke have vurderende islæt, da de udelukkende er til brug for at 

afgrænse den samfundsmæssige virkeligheds mangfoldighed. 

Videnskabs- og forskerpositionernes brug på feltet 

Max Weber udviklede aldrig specifikke og konkrete feltmetoder ud fra sine teorier, men 

overlod dette konkrete arbejde til eftertiden. Denne udvikling kommer imidlertid først i 

gang indenfor sociologien med B. G. Glaser og A. L. Strauss’ bog fra 1967, ”The 

Discovery of Grounded Theory. Det var forfatternes erklærede hensigt at udvikle Webers 

begreber om ”verstehen” så det kunne bruges metodisk og praktisk i nutidige feltstudier. 

Bogen og de efterfølgende bøger rummer således rigelige konkrete metodebeskrivelser, 

anvisninger og vink, som er meget brugbare i konkrete feltstudier. * 

Valget 

Hvis man arbejder med grounded theory skal man frigøre sig fra anden analytisk teori, 

antagelser og data, for derved at kunne komme i ‘kontakt’ med feltets egne udviklede 

koncepter. At arbejde med grounded theory betyder, at man er fri fra andres teorier og 

problemstillinger, og at konstante henvisninger til andres teorier derfor ikke er 

nødvendige. Forskeren har således ingen idé om, hvilket ‘paradigme’, der vil vise sig, når 

han begynder at sortere feltets kategorier i overensstemmelse med kategoriernes 

teoretiske koder. Det er en åben proces at arbejde på denne måde, og se hvad der dukker 

op uden at have udtænkt dette på forhånd. (Glaser, 1992: 82) 

“In grounded theory one does not think up hypotheses and then test them. That is the 

verificational methodology. In grounded theory the analyst induces patterns of relatiships 

suggested by the data, and they emerge with theoretical codes to relate them.” 

(Glaser, 1992: 84) 

Forskeren arbejder på den måde ud fra feltets egen måde på at forstå, skabe sammenhæng 

og mening, forskeren skal ikke være ‘smart’ og selv regne det hele ud, men snarere kunne 

lytte, sortere og selvfølgelig være teoretisk og teoretisere, når studiet er nået så langt. De 

data som feltet i sine ytringer fremkommer med forsøger forskeren at integrere ud fra det 

som data selv foreslår, og på den måde dukker (‘emerges’), der efterhånden et feltfunderet 

mønster op. Dette mønster af sammenhænge kan så udgøre grundlaget for en teori, som 

så senere kan testes. (Glaser, 1992: 84) Glaser gør dog opmærksom på, at denne metode 

kun er nødvendig i begyndelsen af feltstudiet. Forskeren producerer først data i feltet, 

allerede her begynder han at kode og konstant at sammenligne kodede ytring med andre 

kodede ytring, og efterhånden i denne analyse generer han teori: 


“When the theory seems sufficiently grounded in a core variable and in an emerging integration of 

categories and properties, then the researcher may begin to review the literature in the substantive 

field and relate the literature to his own work in many ways. Thus scholarship in the same area 

starts after the emerging theory is sufficiently developed so the researcher is firm on his discovery 

and will not be forced or preconceived by concepts.” (Glaser, 1992: 32) 

Det er efter min opfattelse i denne fundering i felt, feltets egne data og den meget sene 

introduktion af teori, at grounded theory’s styrke ligger. Og det er samtidig derved at den 

formulerer sig stik modsat andre feltmetodiske og analytiske anvisninger. Hvor feltet 

lukkes for tidligt med indførelsen af analytiske redskaber, som hindrer feltforskerens 

åbenhed og som rummer bestemte muligheder for forklaring. 




Idealtyper og grounding 

Hos Weber fandt vi hans idealtyper, som er de figurer, jeg som forsker på forhånd kan 

tænke mig frem til, at feltet må rumme: “En idealtype er en mental konstruktion - et 

tankebillede - som forskeren anvender til at nærme sig den komplekse virkelighed. 

Idealtypen har intet med ‘ideal’ at gøre, den er udelukkende ideel i rent logisk forstand. 

Forskeren kan skabe idealtyper om hvad som helst, og ingen af disse skal vurderende 

islæt. Idealtypen er et instrument for forskeren, når han forsøger at fange virkelighedens 

overvældende mangfoldighed, og dens nytte afhænger af, om den bidrager til “viden om 

konkrete kulturelle fænomeners sammenhænge og den kulturelle betydning disse har”. 

(Weber 1977: 140-141). Forskeren når frem til idealtypen ved “ensidigt at betone én eller 

et par synsvinkler og ved at lægge en masse spredte og ikke klart afgrænsede fænomener 

sammen ... enkelte fænomener som føjer sig efter disse ensidigt betonede synsvinkler og 

bliver til et samlet tankebillede” (Weber 1977: 139).” (Månsson i Kaspersen, 1998: 89) 

Disse Weber’ske idealtyper ligner for mig at se de medier, der indgår i og udtrykkes af 

et systems selvreference, som Luhman taler om i sin systemteori (Rasmussen, 1996: 54), 

og som i sin praksis ytrer sig på en specifik og ikke generaliserbar måde (ideografisk). Jeg 

kan således allerede inden min ankomst til feltet forudsige, at feltet rummer idealtyper 

som officerer, soldater, våben, en kommandostruktur, ytringer om fred, krig, konflikt, 

parter, osv. Til disse idealtyper knytter sig forskellige magtcontainere med forskellig grad 

af allokative ressourcer (Giddens, 1984: 31ff), erfaringer og ytringer. Det er disse 

positioners lokale diskurser, jeg har undersøgt i dette studie. 

Hvad disse ‘perspektiver’ angår, så læser jeg dem således, at det er i disse at forskeren 

skal grounde, idet han ikke her kan vide, hvordan omverdenen opfattes her. Her 

produceres de data, jeg som forsker skal sammenligne ytring for ytring, og når så jeg når 

frem til en kategori eller et tilhørsforhold, skal jeg sammenligne konceptet med næste 

ytring, osv. (Glaser, 1998: 139) Jeg skal således gennemgå eller fremstille mine data fra 

feltet: dvs. mine feltnoter, mine oplevelser, mine følelser, feltets tekster, taler, symboler, 

handlinger og stemninger ytring for ytring for at finde frem til kategorier. Når jeg har 

fundet en kategori i feltet, skal denne kategori fortsat sammenlignes med de efterfølgende 

ytringer. 

Heri rejser sig den problemstilling, at et feltstudie og en empirifremstilling (et foto, en 

udvalgt tekst, et symbol), nødvendigvis medfører en udvælgelse og tolkning, som ikke kan 

være neutral og objektiv, men i sig selv allerede udgør en teoretisering, og som derfor 

udtrykker det uløselige forhold, som den hermeneutiske cirkel udtrykker. 

Grounding 

Målet for en feltforsker, som bruger grounded theory er at afdække feltets hovedvariabel, 

som viser sig i forbindelse med feltets hovedbekymring eller hovedfokus. “The grounded 

theory problem and its continual resolution, is always there, as participants always have a 

main concern they are dealing with.” (Glaser, 1998: 115) 


Hvad er data? 

I grounded teori er alt data. Forskningsperspektivet er åbent for alle de ytringer som 

forskeren formår at opfatte. Mine egne oplevelser af forvirring, vrede og depression, 

følelsen af eksklusion, den konstante korrigeren af måden jeg bar min uniform, den 

manglende åbenhed og at soldaterne konstant glemte vores aftaler medtager jeg som data. 

Feltet gjorde ‘noget’ ved mig. Feltet gør ‘noget’ ved de mennesker, som befinder sig i det. 

Jeg oplever, og prøver således at forstå feltet ‘indefra’, så at sige. Men derudover, så er 

feltet én stor samling data. 




Jeg læste computerblade, ugeblade, ‘mandeblade’, bilblade, militære bulletiner, opslag, 

inskriptioner på indersiden af toiletdørene, hjemmesider, etc. som data og 

feltobservationer. Indsamlede hjemmesider, opslag, blade eller tog billeder af 

toiletdørenes indersider. Hvilket medførte undrende blikke fra andre soldaters side, når 

jeg kom ud, og smilede uskyldigt: “Hvad??” (Glaser, 1992: 32) Alt hvad feltet selv valgte 

at tage med og dele i lejren, havde feltet i samme åndedrag tildelt en betydning og indgik 

dermed i feltets tolkning af verden, og jeg valgte at medinddrage det som data. 

De mere håndfaste etnografika som militære tidsskrifter, informationsfoldere, 

skrivelser fra Hærens Operative Kommando (HOK), fotos, diplomer eller lignende 

samlede jeg ind, og lagde til side, da de kan læses på hvilket som helst tidspunkt i 

forskningen. Denne slags data kan opfattes som supplerende data, og det betyder mindre 

at disse ‘ytringer’ først senere optages i den konstante sammenligning. Sådan etnografika 

hjælper med at generere koncepter og hypoteser præcis som al anden data. (Glaser, 1992: 

36f) 

Koder, kategorier, latente mønstre og koncepter 

Gennem selve processen med at konceptualisere data (’koge’ data ind til et enkelt begreb), 

retter forskeren en konstant opmærksomhed på det under- eller bagvedliggende mønster, 

som de kodede ytringer indgår i, og efterhånden som forskeren konstant koder, analyserer 

og forsøger at skabe teoretiske mønstre, begynder det latente teoretiske mønster at dukke 

op. Det sker, når én af kategorierne igen og igen lader til at være relateret til andre 

kategorier og deres tilhørsforhold. På den måde bliver denne kategori efterhånden 

hovedkategori eller den gennemgående kategori, fordi de fleste andre kategorier er 

relateret til den. Således både foreskriver og bliver denne kategori teoriens latente struktur. 

Når én gang forskerens opmærksomhed er rettet mod en kategori, begynder han at 

undersøge og afdække kategoriens tilhørsforhold ved den gentagne kodning og analyse. 

Sådanne kategorier og tilhørsforhold konceptualiserer kun, hvad forskeren ser, men med 

teoretiske koder begynder forskeren at konstruere sammenhænge mellem dem og komme 

med hypoteser, som foreslår hvordan ytringer og kategorier kan være relateret til 

hinanden. Disse groundede hypoteser tillader konceptuelle deduktioner, ikke logiske, som 

på sin side guider det teoretiske mønster, der igen leder frem til yderligere produktion af 

data, analyse og derved udvider og uddyber perspektivet i den opdukkende teori. (Glaser, 

1992) 

Åben kodning 

Åben kodning er det indledende skridt i den teoretiske analyse, som tillader en første 

afdækning af kategorier og deres tilhørsforhold. Formålet med åben kodning er at 

forskeren starter uden koncepter. Den åbne kodning afsluttes når den frembringer en 

kategori. Denne første kategorisering af ytringer gennem den stadig gentagne 


sammenlignings metode er det første basale analytiske skridt i retning af at producere 

data. Under den åbne kodning bliver data brudt ned i mindste enheder, som bliver tæt 

undersøgt og sammenlignet for ligheder og forskelle, samtidig med at data stilles 

spørgsmålet: Hvilken kategori eller hvilket tilhørsforhold til en kategori udviser denne 

ytring? Dette spørgsmål og den åbne kodning er den basale tilgang til produktion af data, 

og leder frem til at sammenhænge dukker op. (Glaser, 1992: 38) 




At kode data 

Man koder ved at starte med at læse data linie for linie og sammenligne ytringen med 

andre ytringer. Ytringen kan findes i et udtryk, en sætning eller to, i symboler, i tøj eller i 

kropslige rutiner. 

Således består grounded teoretisk kodning ikke udelukkende af hele gennemlæsninger 

af interviews eller feltnoter for at nå frem til et konceptuelt indtryk, men opfanger hurtigt 

feltets markeringer og positioner. Denne impressionisme negligerer detaljerne og deres 

sammenlignende mening i skabelsen af koncepter. De koncepter, som kommer ud af 

dette, er således ikke skabt gennem en ensidig og rigoristisk eller verificeret tilpasning til 

mønster og form. Det er således kun en forestilling, der ser ud til at passe, men som ikke 

er opstået gennem en udelukkende systematisk fremgangsmåde. Derved ligner de 

Schleiermachers ‘divination’, Webers ‘idealtype’ og Heideggers kast. 

Som vi så ovenfor, så starter forskeren altså med at sammenligne ytringer, og stiller 

spørgsmålene: hvilken kategori indikerer denne ytring, eller: hvilket tilhørsforhold til en 

kategori udviser denne ytring, og sidst: hvad er aktørens hovedovervejelse? Samtidig med 

at forskeren sammenligner ytring med ytring og ytring med koncept, og stiller de tre 

spørgsmål, er det væsentligt at være opmærksom på at det at generere koncepter, er en 

meningsskabende aktivitet. Eller mere præcist en teoretisk meningsskabende aktivitet. Og 

for at opnå mening, er der flere ting som skal til for at skabe kategorien: at det ‘passer’, 

udfylder mønsteret, at kategorien er mættet og at der er udskiftelighed af ytringer i 

forhold til samme kategori. At det passer betyder validitet, som er betegnelsen for at 

kategorien eller dens tilhørsforhold passer til data. (Glaser, 1998: 140) 

Tilhørsforhold 

Efterhånden som kategorier bliver konstrueret, bliver de næste ytringer sammenlignet 

med kategorien, hvorved der opstår tilhørsforhold til kategorierne. Og ved derefter at 

afdække en kategoris tilhørsforhold og dens relation til alle andre kategorier igen og igen 

kommer forskeren frem til feltets gennemgående kategori. Hvis forskeren derimod først 

vælger en gennemgående kategori, og derpå tvinger dens tilhørsforhold og relation til 

andre kategorier igennem, er forskeren tydeligvis forudfattet. (Glaser, 1992: 81) 

Kategorier 

Kategorier er analysens basale enhed. Man kan tale om ‘rå’ data som fænomener, men det 

er ikke let at relatere til disse eller tale om dem, uden samtidig at konceptualisere og 

derved skabe et mønster. 

Forskeren sammenligner ytring med ytring, og når en kategori eller et tilhørsforhold er 

opstået, sammenligner han konceptet med næste ytring. Dette har fire formål 1) Det 

verificerer konceptet som den kategori, der betegner et mønster i data, 2) Det verificerer 


at kategoriens nomenklatura passer på mønsteret, 3) Det genererer kategoriens 

tilhørsforhold, og 4) Det mætter kategorien og dens tilhørsforhold gennem 

udskifteligheden af ytringer. (Glaser, 1998: 139) 

Identificeringen af kategorier er en helt central del af analyseprocessen, men må altså 

ikke forveksles med den teoretiske analyse. Listen med kategorier som data er fordelt i 

gennemgår undervejs i feltstudiet sædvanligvis store forandringer. Man kan således ofte se 

at kategorierne bliver mere analytiske efterhånden som arbejdet skrider frem. Dette er et 

udtryk for at data-analysen som det fremgår ikke i den kvalitative metode kan være en 

adskilt del av forskningsprocessen. Denne konstant gentagede proces er en central del av 

den erfaringsbaserede teoretisering, som Glaser og Strauss taler om, hvor teori gradvis 




udvikles på grundlag af data, og den efterfølgende produktion af data strategisk følger 

den gradvise teoretisering. 

Det konceptuelle niveau 

Der er mange konceptuelle niveauer i grounded theory. Den mest fundamentale 

konceptuelle ramme og den mest lette at tage fejl af er forskellen mellem kategori og 

tilhørsforhold. En kategori er et højere niveau koncept end et tilhørsforhold. Det 

indeholder det underliggende mønster i data. Et tilhørsforhold er et koncept om en 

kategori. F.eks. leder officerer værnepligtige/menige. At lede er en kategori. De leder 

for at nå et mål. Mål er et tilhørsforhold til at lede. De leder for at opbygge en enhed. 

Enhed er et tilhørsforhold til at lede, o.s.v.. 

Der er konceptuelle niveauer af kategorier, som er relative til formuleringen af en 

teori: hoved kategorien eller den gennemgående kategori er det højeste niveau; derefter 

kommer de sekundære hovedkategorier, som danner den teoretiske sammenhæng. 

Hovedkategorien relaterer til de fleste andre kategorier og deres tilhørsforhold, da 

hovedkategorien gennem disse relationer skaber det meste af den adfærd, der udfolder i 

feltet. En kategori, som relaterer sig til noget af denne gennemgående kategori kaldes en 

sekundær hovedkategori. F.eks. mødeaftaler eller passende tid giver rum til ledelse. 

Mødeaftale og passende tid er en sekundær hovedkategori til ledelse. 

Kodning genererer kategorier og deres tilhørsforhold gennem gentagen 

sammenligning af ytringer og kategorier. Væsentlige kategorier betegner den adfærd, der 

er i feltet. Disse kategorier kan beskrives ved ’in vivo’ betegnelser, som er en del af feltets 

egne koncepter. I nogle studier betegnes meget af data med in vivo koder. Eller 

væsentlige koder kan genereres af forskeren gennem den gentagne sammenligning. 

Teoretiske koder dukker op i kodningen som måder at forbinde væsentlige koder med 

hinanden under arbejdet med at skabe en sammenhængende teori. (Glaser, 1998: 137) 

Fordomme og konstant sammenligning 

Efterhånden som mening opstår, og spreder sig fra data gennem kodning, indsamling, 

analyser, hukommelse, teoretiske mønstre og afgrænsning gennem mætning, så dukker 

hovedkategori og efterfølgende hovedkategorier op. I denne proces er der meget, som 

foregår samtidig. Brug af memoer kan holder styr på, hvad det er der dukker op. Men det 

er ikke bare at liste kategorier og tilhørsforhold op. De skal beskrives med deres mening 

og relation til hinanden. 

Da den gentagne sammenligning skaber et mønster, som kaldes en kategori, bliver 

fordomme (subjektivitet) korrigeret gennem denne proces. Et koncept som baseres på et 

indtryk eller kun en enkelt hændelse kan være meget påvirket af fordomme. Efterhånden 

som mange ytringer bliver sammenlignet begynder mønsteret i adfærden at dukke op og 

forskerens fordomme bliver på denne måde kun et konceptualiseret tilhørsforhold til 


kategorien. Fordomme er derfor kun yderligere én variabel, som kan kontrolleres på 

denne måde af seriøse forskere. 

Der er således ikke noget, der kan defineres som en sand eller falsk relation. Ved at 

korrigere gennem gentagen sammenligning bliver en ‘falsk’ relation bare en anden relation 

tilknyttet af en anden kategori. 

Mætning og hovedkategori 

Efterhånden som flere og flere kategorier og deres tilhørsforhold ‘mættes’ kan forskeren 

se og formulere, at han nærmer sig en teoretisk færdiggørelse. Han er ved at afdække 




hovedkategorien og de fleste andre kategorier, som afgørende påvirker adfærden i feltet, 

og som konstant former hovedinteressen (anliggende) for feltets aktører. 

Således er mætning og afgrænsningen baseret på ytringernes udskiftelighed. Dette 

betyder, at selvom ytringer er empirisk forskellige, så indikerer de det samme koncept, 

tilhørsforhold og dens hypotetiske relation til andre kategorier og deres tilhørsforhold. 

(Glaser, 1998: 140) 

Opgaven at konceptualisere data medfører en konstant opmærksomhed mod det 

underliggende mønster, som de kodede ytringer indgår i, og efterhånden som den 

konstante kodning, analyse og forsøg på at skabe teoretiske mønstre, vil det latente 

teoretiske mønster begynde at dukke op. Det sker, når én af kategorierne igen og igen, og 

lader til at være relateret til andre kategorier og deres tilhørsforhold. På den måde bliver 

denne kategori efterhånden hovedkategori eller den gennemgående kategori, fordi de 

fleste andre kategorier er relateret til den. Således både foreskriver og bliver denne 

kategori teoriens latente struktur. 

Litteratur 

Der henvises til litteraturen fra min afhandling. Denne tekst bygger på samme.

Videnskab - globalpeace.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?