17.07.2013 Views

Erindringspolitik i Spanien

Erindringspolitik i Spanien

Erindringspolitik i Spanien

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Politisk behov for nyfortolkning af transitionsdiskurs<br />

At det blev både muligt og nødvendigt at forholde sig til<br />

Transitionen skyldtes i høj grad, at det konservative PP fornyede sig<br />

ved at deres formand, som var en meget betydningsfuld minister<br />

under Franco, trak sig og gav plads til den unge José María Aznar i<br />

1989. Dermed kunne PP for alvor kæmpe om pladsen som retmæssig<br />

repræsentant for det nye <strong>Spanien</strong>.<br />

Nu var det således pludseligt relevant at inddrage fortiden for at<br />

vise, at PP var opstået fra dele af det gamle Franco-regime. Fortidens<br />

tilbagekomst på den politiske scene kan altså i høj grad tilskrives en<br />

politisk kamp om at repræsentere det nye <strong>Spanien</strong>, hvis centrale<br />

symbol var Transitionsdiskursen. Fortiden blev et våben, der kunne<br />

bruges til at antyde, at PP idealer egentligt var i modstrid med<br />

Transitionen og det nye <strong>Spanien</strong>. Dette blev specielt en stærk faktor<br />

for at få fortiden på dagsordenen efter at PSOE tabte valget i 1996.<br />

Allerede i 1996 viste det sig nemlig i forbindelse med forskellige<br />

hyldestceremonier for gamle frivillige fra De Internationale Brigader,<br />

at PP havde et stort problem med hensyn til at forholde sig til<br />

fortiden. PPs fornyelse var således en døråbner i forhold til at få<br />

fortiden på dagsordenen.<br />

At dette i løbet af anden halvdel af 1990erne kunne udvikle sig til<br />

et decideret krav fra oppostionen om en direkte offentlig afstandtagen<br />

fra Francos oprør og bestemte gerninger skal nok også søges i to<br />

andre udviklingstendenser, der gjorde tragediefortællingen mindre<br />

gangbar. Sluthalvfemserne var således den periode, hvor der for alvor<br />

begyndte at udkomme forskningsbaserede værker, der dokumenterede,<br />

hvad der egentligt var foregået, og som grundigt dokumenterede, at<br />

parterne så langt fra var lige hensynsløse i deres adfærd. Jeg kan ikke<br />

direkte påvise det, men det virker sandsynligt, at den omfattende<br />

dokumentation gjorde det både nemmere og mere relevant at tage<br />

fortiden op til revision. Den anden tendens kan igen forbindes med<br />

rodfæstningen af demokratiet i <strong>Spanien</strong>. Den indbyggede vurdering i<br />

tragediefortællingen, om at det kunne være nødvendigt for Franco at<br />

starte et militærkup og en borgerkrig, passede ikke særligt godt ind i en<br />

demokratisk diskurs. Denne udlægning åbner således mulighed for, at<br />

diktatur i nogle situationer er det bedste.<br />

Disse tendenser førte til, at der i oppositionen opstod en ny<br />

fortolkning af Transitionsdiskursen, eller om man vil en anden<br />

transitionsdiskurs. Denne opstod i et møde mellem den demokratiske<br />

diskurs og Transitionsdiskursen. Den nye transitionsdiskurs indebar en<br />

anden forståelse af symbolet forsoning. Den centrede sig i en tolkning<br />

93

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!