Erindringspolitik i Spanien

moderne Spanien ved at reformere den strukturelle og institutionelle
struktur, man havde arvet fra Francostyret, og Spanien skulle
integreres som et respekteret medlem af det internationale samfund
ved at optages i EF og Nato.
Hverken realpolitisk eller ideologisk set var der således nogen
specielt god grund til at grave i fortiden. Dette udtryktes klart af
Gonzalez appel til at lade fortiden ligge i 1986. Det skal bemærkes, at
det næppe kun har været realpolitik, der gjorde at et opgør med
fortiden ikke kom på dagsordenen. Der kan næppe herske tvivl om de
fleste spaniere var lykkelige over, at man via transitionsaftalerne havde
fået skabt politisk frihed og havde overkommet gamle konflikter.
Ellers er det svært at forklare, at det manglende opgør med fortiden
ikke kom på den politiske dagsorden før i anden del af 1990erne.
PSOE enorme succes ved valgurnerne frem til de tabte valget i 1996
viser tilbage til samme tolkning, idet de i høj grad repræsenterede
transitionsdiskursen og den fremskridtsideologi, der var en del af den.
Under PSOEs regeringer skete der også store forandringer i
Spanien. Helt centralt i forhold til begivenhed og forandringer, der
kunne bruges som symboler for det nye Spanien, var
decentraliseringen af funktioner til de nydannede spanske regioner, der
viste at der var plads til forskellighed i Spanien og gav spanierne nye
enheder at identificere sig med, medlemskabet af EF og Nato, der
styrkede den spanske identitet, som en del af det moderne vesten, og
endeligt Spaniens afholdelse af OL og verdensudstillingen i 1992, der
virkeligt var synlige symboler på, hvad det nye Spanien kunne. Hertil
skal tillægges, at demokratiet også rodfæstedes og var en selvfølgelig
del af det nye Spanien i slutningen af PSOEs regeringsperiode.
Det nye Spanien var altså en realitet i starten af halvfemserne.
Idealerne fra Transitionen om demokrati, fremskridt og forsoning var
i vid omfang realiseret. Rent symbolsk havde det nye Spanien også fået
flere elementer at trække på symbolsk set, end det havde i starten,
hvor det der mest forenede spanierne var et ønske om at fjerne sig fra
fortiden, og det centrale symbol derfor var, at det nye Spanien
repræsenterede forsoning. Det var det nye Spaniens skabelseshistorie
og en af de centrale legitimationsfaktorer for det. Dette gjorde det
også svært at ændre på delementerne i symbolet, da det for de fleste
spaniere repræsenterede en kæmpe succes. På den anden side set så
gjorde skabelsen af de mange nye symboler sandsynligvis, at det blev
muligt til en hvis grad at fortolke udlægningen af Transitionen.
92