Erindringspolitik i Spanien

mellem de to elementer, der gør det rimeligt at hævde, at de spanske
gymnasiehistoriebøger har været et middel til at styrke nation ved at
udbrede en bestemt udlægning af borgerkrigen og efterkrigstiden.
Det første, man skal gøre sig klart i denne forbindelse, er, at alt
tyder på, at den spanske stat har været fuldstændigt passiv i forhold til
at ændre på bekendtgørelseskravene om, hvilke temaer der skulle
indgå i beskrivelsen af perioden. Årsagen til denne passivitet mener jeg
primært skal findes i tragediefortællingens betydning for Transitionen
og dens funktion i den nationale fortælling. Dette vil blive gennemgået
under mit afsnit om tragediefortællingens politiske funktion. Det
centrale er her, at alle partierne i det spanske parlament i perioden
1980-95 fulgte den samme basistankegang eller om man vil
transitionsideologi, hvis kerne var, at man skulle glemme fortiden og
koncentrere sig om at definere det nye Spanien. Felipe Gonzalez, der
var ministerpræsident i stort set hele perioden var en af de klare
fortalere for denne linie.
At kritisere eller ændre på den fortælling om borgerkrigen, som
dominerede bøgerne i slutningen af Franco-perioden blev dermed det
samme som at true et veletableret politisk kompromis.
Denne politik i forhold til borgerkrigen skal holdes sammen med det
faktum, at det nye spanske demokrati arvede hele sit institutionelle
apparat fra diktaturet. Herunder arvede de et særdeles centraliseret
skolesystem, hvor undervisningsministeriet alene definerede
undervisningsbekendtgørelserne, og herunder et censur-system hvor
alle skolebøger skulle godkendes af undervisningsministeriet, inden de
blev trykt. Dette system bevaredes stort set uberørt frem til 1996.
Ved at kombinere den politiske situation med det institutionelle
system for perioden 1980-96, kan det antages, at den statslige
censurkommite kunne ændre væsentligt på sin godkendelsespolitik, da
en sådan ændring på grund den stærke politiske kontrol med
godkendelsen af skolematerialet ville være et brud på politikken med at
ikke at skabe diskussion om fortiden.
Jeg kan ikke direkte påvise sammenhængen, men det er en
sandsynlig del af forklaringen på, hvorfor man stadig i begyndelsen af
1990erne udgav tekster, der var godkendt af censuren i 1977 før
diktaturet blev afviklet. I begyndelsen af 90erne havde den historiske
forskning dog heller ikke leveret de klare dokumenterede beviser på
forskellen mellem borgerkrigens to sider, hvad angik omfanget og
arten af de forbrydelser, der blev begået, som i anden halvdel af
halvfemserne næsten gjorde en forholden sig til dette aspekt
uomgængelig i skolebøgerne.
For perioden 1980-95 kan der altså med rette tales om, at
skolebøgerne var udtryk for en centralt styret erindringspolitik i
forhold til skolebøgerne, selvom den kan beskrives som passiv og
indirekte.
87