Erindringspolitik i Spanien

ikke blev instrumentaliseret som politisk våben, da resolutionen blev
vedtaget i enighed.
Overrækkelsen af statsborgerskaberne skulle imidlertid komme til
at udstille en række problemer hos PP. Således vandt PP valget i 1996,
og dermed var det formelt set også dem som regerende parti, der
skulle stå for overrækkelsen af statsborgerskaberne. De ledende PP
folk viste her en betragtelig berøringsangst og undskyldte sig for at
slippe for at stå for overrækkelsesceremonien. Så det endte med, at det
blev parlamentets socialistiske viceformand, der kom til at stå for
det. 280
Forskellige udtalelser i El País viser også, at resolutionen var
problematisk for PP. Et PP byrådsmedlem kaldte således direkte De
Internationale Brigader for mordere 281 og Federico Trillos fra PPs
ledelse udtalte efter at brigandisterne var blevet modtaget i
parlamentet, at det var bedst ikke at genopvække triste minder. 282
Den anden faktor, som begyndte at gøre sig gældende, var en
udnyttelse af PPs problematiske forhold til fortiden. PPs problem var
således, at de repræsenterede den del af vælgerne, som de spanske
samfundsforskere kalder de sociologiske frankister. Disse
karakteriseres i dag ifølge Walther Bernecker af at mene, at Francos
oprør og diktaturet var nødvendige og gode for Spanien, selvom
undertrykkelsen var lidt for hård.
Dette er ifølge Bernecker årsagen til, at PP har været meget
tøvende med at fordømme det militære oprør i 1936 og diktaturet og
har været imod fjernelsen af de frankistiske monumenter. 283 Så sent
som i 2000 mente 10% af spanierne ifølge en meningsmåling, at
Franco primært havde været et gode for Spanien. 284 Der er og var altså
tale om en position med en betydelig stemmemæssig betydning, især i
et land domineret af to næsten lige store partier. Samtidig gælder det
dog for flertallet af deres vælgere og potentielle vælgere, at de i høj
grad bakker op omkring det demokratiske Spanien, som blev skabt
under Transitionen. Derfor var det også vigtigt for PP ikke at fremstå
som politiske arvinger efter frankisterne.
Som sagt nævner Humlebæk, at PPs rødder i det frankistiske
regime blev sat på dagsordenen i forbindelse med valget i 1993. Dette
gik også igen i aviserne. Således kan man for eksempel i El País i et
interview med PPkandidaten Guillermo Cortázar se, at han blev
tvunget til at tage afstand fra at PP skulle repræsentere det
højrefrankistiske miljø. Op til valget i 1996 og i de følgende år
280 Humlebæk 2005 10
281 El País 28.02.1996
282 El País 16.11.1996
283 Bernecker 2004: 699
284 Aguilar og Humlebæk 2002: 131
75