Erindringspolitik i Spanien

Transitionen beskrives som regel som afsluttet med, at PSOE i
1982 vandt valget og fik absolut flertal i parlamentet, uden at det
medførte at hæren greb ind. Valget betød at UCD, som havde været
det største parti under Transitionen, stort set mistede alle deres
mandater. Ved samme valg blev Alianza Popular (AP), det senere
Partido Popular (PP), det største oppositionsparti med 24 procent af
stemmerne.
AP lededes af den tidligere francominister Manuel Fraga og havde
rødder i reformorienterede dele af det gamle Franco-styre. Med valget
var grundstenen lagt til den politiske organisering, Spanien har den dag
i dag, med PSOE og PP som de to store partier. I 1980erne var PSOE
dog det altdominerende parti med absolut flertal bag sig.
PSOE repræsenterede om noget transitionsidealet om en ny tid.
Det var et parti, som ikke havde noget med det tidligere styre at gøre,
og dets ledelse bestod af en række yngre mænd med Felipe González i
spidsen, der var vokset op efter borgerkrigen, og således ikke havde
noget med de gamle konflikter fra borgerkrigen at gøre.
PSOE baserede i høj grad deres politik på transitionsdiskursen.
Det vil sige, at de søgte at fokusere på fremtiden og insisterede på, at
fortidens konflikter og splittelse af det spanske samfund var fortid, og
at der ikke var grund til at grave i disse. På denne måde fortsatte
socialisterne forglemmelsesdiskursen som sidestillede forsoning med
forglemmelse. Dette kom helt klart til udtryk i forbindelse med en
pressemeddelelse fra den socialistiske regering under Felipe González i
forbindelse med 50 års jubilæet for krigens start i 1986. González
udtalte heri, at ”En borgerkrig er ikke nogen mindeværdig begivenhed, uanset
hvor meget det udgør en afgørende oplevelse på livsvejen for dem som oplevede og led
under den.” ”..den er endegyldigt historie, en del af spaniernes erindring og deres
kollektive erfaring.” 264
Citatet viser fint, at regeringen ikke ønskede at tage stilling til
borgerkrigen. Som fænomen søgtes borgerkrigsoplevelsen gjort til
noget individuelt, og kun erfaringen beskrives som relevant for
Spanien som helhed. Hermed refereres der tilbage til
tragedieudlægningen af den spanske borgerkrig.
Udtalelsen sluttes af med noget, der minder om en besværgelse, hvor
det pointeres, at borgerkrigen ikke har eller skal have en nogen
levende betydning i et land, hvis værdigrundlag baserer sig på
principper om frihed og tolerance. 265 Dette giver kun mening, hvis
man forudsætter, at det kunne være anderledes, hvorfor det i realiteten
henviser til, at man godt var klar over, at der lå en potentielt alvorlig
konflikt her.
264 El País 19/7 1986
265 El País 19/7 1986
71