Erindringspolitik i Spanien

Indledning
I dette speciale vil jeg undersøge, hvordan spanske
gymnasiehistoriebøger forholder sig til Den Spanske Borgerkrig og
efterkrigstid. Dette vil blive sammenholdt med en undersøgelse af de
politiske debatter om forholdet til samme del af fortiden. Formålet
med dette er at undersøge, om man kan sige, at der er ført en bestemt
erindringspolitik i Spanien, og hvilke konsekvenser denne
erindringspolitik har haft for den officielle historiefortælling. 1 Min
tese er således, at de spanske skolehistoriebøger er centrale eksempler
på den fællesnationale officielle historieforvaltning.
Min interesse for emnet opstod, mens jeg var
udvekslingsstuderende i Madrid i 2001-2002 ved Universidad
Complutense. Det overraskede mig således meget, at der lige ved
universitetet kunne stå en kæmpestor triumfbue for Francos sejr i
borgerkrigen. I mine øjne noget af en hån mod dem som tabte. Året
før havde jeg set en Franco statue i el Ferrol og gadenavnet Rua do
Franco i Santiago de Compostela. For mig ville det virke naturligt, at
man tog afstand fra et diktatur, især et der kommer fra en borgerkrig.
Jeg læste på det historiske fakultet, hvor jeg ville forvente, at man
havde et reflekteret forhold til historien, men også her virkede det til,
at uafklaretheden levede i bedste velgående. Den eneste gang en
underviser kom ind på den, var fremstillingen: ”Franco gjorde noget
godt og noget dårligt, og så snakker vi ikke mere om det.”. Man
fornemmede, at det var et emne, der ikke skulle diskuteres.
Senere, da jeg vidste mere om Francoperioden selv, blev jeg
mentor for en spansk studerende. Han fik overbevist mig om, at den
stod virkeligt galt til med spaniernes kendskab til deres egen historie.
Således sagde han til mig: ”Det kan godt være Franco var en diktator, men
han var ikke så slem som andre diktatorer”. Igen en udtalelse som for mig
at se peger tilbage på en ”både godt og skidt” version af Francos
betydning.
Disse oplevelser satte mig på sporet af at undersøge, hvorfor man
ikke forholdt sig mere kritisk til perioden. For at analysere dette er det
relevant at se på den nationale spanske historieskrivning.
For at kunne forstå specialet er det relevant at se på den historiske
baggrund for det. Spanien var således i første halvdel af det 20.
århundrede præget af politisk ustabilitet. Dette førte i første omgang
til etableringen af et militærdiktatur, der i 1931 blev afløst af en
demokratisk republik.
1 Hermed mener jeg den fortælling, som formidles af statslige institutioner, og
dermed kan siges at være sanktioneret af disse.
4