Erindringspolitik i Spanien

under fremrykning. Ofte tog soldaterne en gruppe fanger med fra den
forrige by eller landsby og henrettede dem langs vejen. En procedure
som fortsatte til starten af 1937. 95
Mødte soldaterne modstand, betød det ofte, at lokalbefolkningen
blev udsat for løssluppen vold. Eksempelvis blev hele bydele ødelagt i
Sevilla og Badajoz for at have ydet modstand, og bjerge af lig hobede
sig op i gaderne. 96
Efter de første par uger besluttede militærledelsen at organisere
undertrykkelsen via krigsretter. Disse var rene skueprocesser, hvor
nogle af de første dømte var de lovligt valgte myndigheder og
regeringsloyale militærfolk. Undertrykkelsen var dog stadig meget
vilkårlig, og folk blev skudt både med og uden dom. I Merida og
Badajoz og ved Rio Tinto Minerne var der for eksempel så mange
fanger, at man ikke kunne overskue at dømme dem, hvorfor de fleste
blev massakreret. 97
Den anden fase karakteriseredes af en mere systematiseret
undertrykkelse. I december 1936 blev der således givet ordre om, at
fangerne skulle for en krigsret. Først i april 1937 var man dog nået så
langt, at stort set alle fanger kom for en krigsret inden de
henrettedes. 98 Som et eksempel på domstolenes effektivitet og
begrænsede retssikkerhed, nævner Espinosa, at fire militærdomstole i
Malaga samlet dømte 20.000 personer, hvoraf 3000 blev dømt til
døden. 99 Denne anden fase betød en ny bølge af udrensninger af
marxistisk revolutionære elementer, som især gik ud over
venstrefløjsfolk og fagforeningsfolk, og den varede helt til 1945. 100 De
henrettedes efterladte familier blev ofte udsat for afpresning eller
dømt til at betale bøder for de mandlige familiemedlemmers
forbrydelser. 101
Michael Richards beskriver i sit værk hvorledes den frankistiske
politik i hele Spanien fra starten af konflikten målrettet gik ud på at
ødelægge alle de strukturer som støttede republikken, og at foretage en
”rensning” af arbejderklassen. 102 Dette skete under indflydelse af en
ideologi hos oprørerne om at socialisme, anarkisme, kommunisme,
anarkisme, regional nationalisme 103 og frimureri alt sammen var udtryk
for en slags sygdom som mange spaniere var blevet smittet af, og som
kun kunne udryddes ved at eliminere de smittede personer. 104
95 Espinosa 2004: 70-71
96 Espinosa 2004: 70
97 Espinosa 2004: 81-85
98 Espinosa 2004: 86
99 Espinosa 2004: 97
100 Espinosa 2004: 86-87
101 Espinosa 2004: 92-93
102 Richards 1999: 33
103 Hermed menes primært den baskiske og katalanske nationalisme
104 Richards 1999: 33 + 45
33