Erindringspolitik i Spanien

høj grad overtaget af fagforeningsråd. 88 Set i denne kontekst arbejdede
republikkens ledelse altså for en forbedret retstilstand, hvilket Salas
også delvist anerkender. Så republikken søgte altså at sikre den bedst
mulige retstilstand under de givne omstændigheder.
Frankistisk terror
I forhold til volden på den frankistiske side, er det værd at starte
med Espinosa Maestres beskrivelse af de frankistiske troppers ageren i
det vestlige Andalusien og Extremadura fra borgerkrigens start til
1945. Ifølge ham var det specielle ved oprøret i 1936 oprørernes faste
beslutning om en umiddelbar udryddelse af modparten. 89
Hans påstand er, at kupmagerne helt fra starten så terror mod
modparten som en vigtig del af det at tage magten: ”Kupmagerne agerede
fra første øjeblik med en vished om at jo hårdere undertrykkelsen var, og jo flere
folk der blev indblandet i den, jo sværere ville det blive at vende om.” 90
Espinosa underbygger solidt denne påstand begyndende med en
opgørelse af, at allerede natten den 17. juli 1936 blev 189 personer
myrdet i Det Spanske Protektorat Marokko. Desuden citerer han en
ordre fra General Yagüe 91 , der blandt andet lød på at ”tilbagehold de
offentlige myndigheder, som måtte være mistænkelige” og ” eliminer de
venstreorienterede elementer: kommunister, anarkister, fagforeningsfolk, frimurere,
etc.” 92
Terroren mod dem, som Franco opfattede som sine modstandere,
var altså en integreret del af tankegangen bag oprøret og ikke bare en
forholdsregel for at sikre sit bagland, som følge af at kuppet slog fejl. 93
Espinosa konkluderer på det grundlag, at Franco var nødt til at
fortsætte borgerkrigen efter at hans forsøge på at tage Madrid slog fejl
for ikke at skulle stå til regnskab for sine forbrydelser. 94
Espinosa beskriver to faser i undertrykkelsen. Den første fase var i
krigens første måneder og sluttede i begyndelsen af 1937. I denne fase
var der ikke etableret nogen frontlinie. Modstanden mod de
fremrykkende frankistiske tropper bestod derfor primært af
bevæbnede civile, hvis der var egentlig modstand.
Den centrale opgave for de fremrykkende tropper var at sikre sig
kontrollen med områderne. Det skete ved at erstatte byråd og
borgmestre med loyale folk. Ofte med en efterfølgende nedskydning
af de republikansksindede medlemmer af byrådet. Fremrykningen var
præget af retsløshed, og folk blev skudt eller fængslet uden rettergang.
Kolonnelederne krævede, at der blev udgydt en bestemt mængde blod
88 Juliá 2006: 20-21
89 Espinosa 2004: 53
90 Min oversættelse. Espinosa Maestre 2004: 55
91 General for dele af de spanske kolonistyrker i Marokko
92 Espinosa 2004: 61
93 Læsegruppe forstod ikke denne sætning
94 Espinosa 2004: 55
32