Erindringspolitik i Spanien

Julián Casanova lægger i bogens indledning ikke skjul på, at dens
undersøgelse af de historiske realiteter om Francostyret også er et
indlæg i en partsdebat:
”Der findes ikke kun et syn på frankismen og vi, forfatterne til denne bog, har
i vores skrifter anlagt forskellige vinkler. Vi deler imidlertid en fast beslutning om
at forhindre at arvingerne til den frankistiske sejr hvidvasker deres fortid yderligere.
Den mest voldelige og undertrykkende fortid som vores moderne historie har
kendt.” 71
Bøgerne tegner et meget sammenhængende billede af det
frankistiske Spanien, hvad angår undertrykkelsen og dens omfang.
Den modsatte retning i den spanske historiografi, som Julián
Casanova refererer til, repræsenteres primært af historikeren Pio Moa.
Denne betragtes i brede historikerkredse som tendentiøs og dårligt
funderet i sit arbejde, hvilket blandt andet fremgår af nedenstående
citat fra den anerkendte engelske hispanist Paul Preston:
”Ja jeg kender Pío Moas arbejde. Jeg synes, at det han gør, er at ignorere
størstedelen af de undersøgelser, der er udført af professionelle historikere, hvad
enten de er venstre- eller højreorienterede, for at repetere den frankistiske
propaganda om borgerkrigen og den umiddelbare efterkrigstid på en lettere måde.
… Jeg forstår heller ikke hvordan der kan være så store uenigheder, når der først
foreligger grundige undersøgelser. Selvfølgelig er der altid plads til nuancer, forskelle
i fortolkning og opfattelse. Men når der er uenigheder om for eksempel hvad
Francos tropper gjorde under deres fremrykning til Madrid, hvilket er grundigt
undersøgt af Francisco Espinosa, og derefter afvist af Pío Moa, så er den eneste
forklaring på uenighederne, de ueniges politiske intentioner. 72
Jeg vil derfor udelade Pío Moa fra denne undersøgelse, da han i
høj grad afviger fra den generelle strømning blandt de historikere, der
har beskæftiget sig med emnet, og fordi hans værk kun nyder
begrænset videnskabelig anerkendelse.
Det militære oprør
En central påstand i tragediefortællingen er, at borgerkrigen var
uundgåelig. Blandt andet fordi Spanien var strukturelt underudviklet,
og fordi der var for store modsætninger og spændinger i det spanske
samfund til, at det kunne løses ad demokratisk vej. Dette hænger fint
sammen med oprørsgeneralernes egen påstand om, at de blot kom en
kommunistisk revolution i forkøbet.
Argumentet om, at borgerkrigen var uundgåelig, har den
indbyggede svaghed, at krigen blev forårsaget af dele af det
sikkerhedsapparat, der skulle sikre staten mod ydre og indre fjender.
Argumentet hænger derfor kun sammen ud fra en overbevisning om,
71 Min oversættelse. Casanova 2004: xi
72 Min oversættelse.
El Mundo d. 24 juni 2003 – interview taget fra El Mundos hjemmeside
http://www.elmundo.es/encuentros/invitados/2003/06/774/
28