Erindringspolitik i Spanien

At det var muligt, at forholde sig sådan til historien, skyldtes til
gengæld, at tragedie-opfattelsen af borgerkrigen var meget udbredt: ”A
general sense of collective guilt existed regarding the faillure of the Republican
expirience and every effort was made to ensure that its illfated conclusion, the Civil
War, was not repeated.”. 56
Den mest relevante konklusion i forhold til den videre
historieskrivning, er den konkrete politiske effekt som erindringen
ifølge Aguilar fik:
”It was precisely these two factors, the memory of historical misfortune and the fear
of the dangers of radicalisation, that contributed most to moderating the demands of
all the important political and social groups of the time and to legitimising a
different means of bringing about political transformations. Negotiation, pactmaking,
giving ground, tolerance – in short, the famous consensus – were
established to the point that they became, at certain critical moments, an end in
themselves rather than a means, irrespective of the substance of the agreement.” 57
Erindringen om krigen lagde altså grunden til en tradition, som
dyrkede overkommelsen eller forglemmelsen af borgerkrigen.
Ved Transitionen aktiveredes en udlægning af historien, der
passede ind i den usikre kontekst, man stod i. Ifølge denne udlægning
var borgerkrigen en tragedie, som skyldtes manglende tolerance og
villighed til at samarbejde og lave kompromiser i republikken. Det
faktum, at den kollektive erindring var udviklet under Francotiden, og
at oppositionen primært bestod af folk opvokset efter krigen, gjorde
sandsynligvis, at mange af de ledende kræfter havde dannet ca. den
samme tolkning af krigen.
Mange af de senfrankisktiske værdier levede videre såsom fokuset
på fred, stabilitet og økonomisk fremgang. Det, som blev tilføjet, var
en vilje og evne til at gå på kompromis, som var kraftigt ansporet af
erfaringen med republikken og borgerkrigen.
Det interessante ved forholdet til historien var, at man var enige
om, at begge parter havde sin del af skylden, og at man derpå tolkede
forsoningen som et spørgsmål om at lægge låg på yderlige diskussion
af fortiden.
I forhold til den officielle historie-fortælling i Spanien havde det
for mig at se visse interessante konsekvenser at fastholde en tragediefortælling
om borgerkrigen og Francotiden. Det kan således forventes
at sætte nogle rimeligt faste rammer om fortællingen omkring
borgerkrigen, hvis man ikke vil bryde med kompromiset, sådan som
Pérez-Díaz her beskriver tragediefortællingen:
”The share of guilt and responsibility must be more or less evenly distributed
among the combatants, since both were to blame, and the total amount of guilt and
56 Aguilar 2002: 150
57 Aguilar 2002: 151
23