Erindringspolitik i Spanien

”Det næste skridt var, at man måtte finde en ny offentlig diskurs som passede
med erfaringerne med et civilsamfund; og det er i jagten på dette sprog at vi finder
en anden hjørnesten i Transitionen: modificeringen af diskursen omkring
borgerkrigen gjorde det nemmere at overvinde erindringen.”. 50
Hans argument er, at civilsamfund og borgerkrig er hinandens
modsætning både som koncepter og realitet. Erindringen om
borgerkrigen gjorde det derfor i lang tid umuligt at omsætte de
kulturelle og institutionelle forandringer i politiske termer, fordi landet
forblev besat af erindringen af borgerkrigen. 51
Især i den yngre gruppe spaniere udviklede der sig en mere
moderat udlægning af borgerkrigen og dens konsekvenser, der passede
bedre med den yngre generations erfaringer med samarbejde og
kompromis, og som kunne udgøre en fælles acceptabel historie.
Mange fra den unge generation distancerede sig fra krigens parter og
nægtede at tage stilling.
I Pérez-Díaz udlægning kan den fortælling, der opstod,
kondenseres til, at oprørstyrkerne måske handlede forkert ved at starte
borgerkrigen, men at det var rimeligt legitimt, fordi de havde
bøndernes, katolikkernes og middelklassens støtte. De var kort sagt
retfærdigt oprørte over de radikale trusler fra det ekstreme venstre og
den manglende beslutningsdygtighed og inkompetence hos det
moderate venstre. Desuden flyttedes en del af skylden for krigen over
på de udenlandske aktører, der blandede sig. Borgerkrigen og dens
konsekvenser blev i dette lys mest betragtet som en tragedie. 52 De
yngre generationer havde altså hverken nogen ejerskabsfornemmelse i
forhold til borgerkrigen eller nogen speciel frankistisk ideologi.
Erindringens betydning under Transitionen
Som tidligere nævnt spillede mindet om borgerkrigen en stor rolle
under Transitionen, da Republikken og den efterfølgende borgerkrig
var spaniernes hidtidige erfaring med en Transition.
Borgerkrigserindringen blev således aktiveret under Transitionen.
Dette betød samtidig, at fokus blev lagt på, hvordan en gentagelse
kunne undgås fremfor på, hvem der havde skylden for krigen. 53
Politikere både på højre- og venstrefløjen frygtede muligheden for ny
borgerkrig, fordi de vidste, at der ikke havde fundet nogen forsoning
sted. 54 Konsekvensen af dette var, at ”..every effort was made to ensure that
the various political adversaries did not turn the past into a political weapon, an
eventuality which, many feared, could have made the peaceful dialogue impossible
among the heirs of the ideological opponents in the Civil War.” 55
50 Min oversættelse. Pérez-Díaz: 1996:26
51 Pérez-Díaz 1996: 26
52 Pérez-Díaz 1993: 24
53 Aguilar 2002: 268
54 Aguilar 2002: 33-34
55 Aguilar 2002: 269
22