Erindringspolitik i Spanien

Erindringspolitik i Spanien
– Hvordan man i det demokratiske
Spanien forholdt sig til Den Spanske
Borgerkrig og etableringen af det
frankistiske diktatur
Erwin Christensen
Speciale i faget historie, Københavns Universitet
Vejleder: Mogens Pelt
Afleveret februar 2007
1

Indhold
Indledning.......................................................................................................5
Problemformulering......................................................................................7
Begreber..........................................................................................................8
Metode ............................................................................................................9
Teori ..............................................................................................................10
Hvad er erindringspolitik?..........................................................................10
Benedict Anderson: Imagined Communities ..........................................11
Opfundne traditioner..................................................................................13
Diskursanalyse..............................................................................................15
Teoretisk resume .........................................................................................18
En tragediefortælling...................................................................................19
Rammen for dannelsen af den kollektive erindring ...............................20
Historiens rolle for styrets legitimitet .......................................................21
Civilsamfundet og den offentlige diskurs ................................................23
Erindringens betydning under Transitionen ...........................................24
Borgerkrigen i en ny officiel spansk selvforståelse -
Transitionsidealer ........................................................................................26
Konsekvenser af en transitionsdiskurs.....................................................28
Det faghistoriske alternativ ........................................................................28
Det militære oprør.......................................................................................30
Borgerkrigen.................................................................................................32
Krigsførslen ................................................................................................. 32
Debatten om omfanget ............................................................................. 32
Terror i republikken ................................................................................... 33
Frankistisk terror......................................................................................... 34
Konklusion på krigsførsel.......................................................................... 36
Efterkrigsundertrykkelsen ..........................................................................36
Formål .......................................................................................................... 37
Omfang ........................................................................................................ 37
Undertrykkelsens karakter......................................................................... 38
Koncentrationslejre og fængsler............................................................... 39
Den økonomiske repression ..................................................................... 39
Volden som fundamentalt element i styrets sammenhængskraft ........ 41
Ideologien bag undertrykkelsen................................................................ 42
Franco som figur ........................................................................................ 44
Kirken........................................................................................................... 45
Konklusion...................................................................................................46
Skolebøgernes indhold i perioden 1940-1976.........................................47
Skolebøger – strukturelle elementer .........................................................49
Faget histories udformning........................................................................49
Regionale forskelle ......................................................................................50
Undervisningsbekendtgørelser ..................................................................51
Den spanske historieopfattelse set udfra bekendtgørelser ....................53
2

Sammenligning af regionale gymnasiebekendtgørelser..........................53
Censur ...........................................................................................................54
Præsentation af materiale - bøger..............................................................56
Forlag ............................................................................................................58
Brug af historiebøger ..................................................................................59
Konklusion...................................................................................................59
Analyse af udvalgte spanske gymnasiehistoriebøger ..............................60
Introduktion til bøger og forlag anvendt til analysen.............................60
Årsager til krigens start ...............................................................................63
Krigens gang ...............................................................................................65
Terror under krigen.....................................................................................66
Efterkrigsterror ............................................................................................68
Konsekvenser af borgerkrigenkrigen........................................................70
Aktører – Kirkens rolle...............................................................................70
Konklusion på empirisk undersøgelse af skolebøger.............................72
Analyse af erindringspolitikken .................................................................73
1982-1996 kontinuitet.................................................................................74
Årsager til socialisternes politik - Strukturelt opgør med fortiden.......76
1995-1999 Fortiden kommer tilbage i politik..........................................77
1999-2004 Brud med tragediefortælling på politisk niveau...................80
Politiske kræfter ...........................................................................................83
Efterspil 2004-2006.....................................................................................83
Erindringspolitik og skolebøger ................................................................84
Konklusion...................................................................................................84
Diskussion ....................................................................................................86
Er de spanske skolebøgers beskrivelse af Den Spanske Borgerkrig
og efterkrigstid udtryk for en tragediefortolkning af samme
periode?.........................................................................................................86
Er skolebøgerne udtryk for et politisk ønske om at fastholde en
bestemt version af historien? Eller har de udviklet sig i takt med
den større politisk åbenhed og forskning i Spanien?..............................90
Hvilken politisk funktion kunne en given tragediefortælling have? ....92
Transitionen som nyt nationalt identitetssymbol................................... 94
Transitionsdiskursen som politisk base................................................... 95
Politisk behov for nyfortolkning af transitionsdiskurs.......................... 96
Speciale konklusion.....................................................................................98
Abstract...................................................................................................... 104
Litteratur .................................................................................................... 105
Kilder - Skolebøger .................................................................................. 110
Kilder – Gymnasiebekendtgørelser ....................................................... 112
Kilder - Aviser........................................................................................... 112
Diverse kilder ............................................................................................ 115
3

Indledning
I dette speciale vil jeg undersøge, hvordan spanske
gymnasiehistoriebøger forholder sig til Den Spanske Borgerkrig og
efterkrigstid. Dette vil blive sammenholdt med en undersøgelse af de
politiske debatter om forholdet til samme del af fortiden. Formålet
med dette er at undersøge, om man kan sige, at der er ført en bestemt
erindringspolitik i Spanien, og hvilke konsekvenser denne
erindringspolitik har haft for den officielle historiefortælling. 1 Min
tese er således, at de spanske skolehistoriebøger er centrale eksempler
på den fællesnationale officielle historieforvaltning.
Min interesse for emnet opstod, mens jeg var
udvekslingsstuderende i Madrid i 2001-2002 ved Universidad
Complutense. Det overraskede mig således meget, at der lige ved
universitetet kunne stå en kæmpestor triumfbue for Francos sejr i
borgerkrigen. I mine øjne noget af en hån mod dem som tabte. Året
før havde jeg set en Franco statue i el Ferrol og gadenavnet Rua do
Franco i Santiago de Compostela. For mig ville det virke naturligt, at
man tog afstand fra et diktatur, især et der kommer fra en borgerkrig.
Jeg læste på det historiske fakultet, hvor jeg ville forvente, at man
havde et reflekteret forhold til historien, men også her virkede det til,
at uafklaretheden levede i bedste velgående. Den eneste gang en
underviser kom ind på den, var fremstillingen: ”Franco gjorde noget
godt og noget dårligt, og så snakker vi ikke mere om det.”. Man
fornemmede, at det var et emne, der ikke skulle diskuteres.
Senere, da jeg vidste mere om Francoperioden selv, blev jeg
mentor for en spansk studerende. Han fik overbevist mig om, at den
stod virkeligt galt til med spaniernes kendskab til deres egen historie.
Således sagde han til mig: ”Det kan godt være Franco var en diktator, men
han var ikke så slem som andre diktatorer”. Igen en udtalelse som for mig
at se peger tilbage på en ”både godt og skidt” version af Francos
betydning.
Disse oplevelser satte mig på sporet af at undersøge, hvorfor man
ikke forholdt sig mere kritisk til perioden. For at analysere dette er det
relevant at se på den nationale spanske historieskrivning.
For at kunne forstå specialet er det relevant at se på den historiske
baggrund for det. Spanien var således i første halvdel af det 20.
århundrede præget af politisk ustabilitet. Dette førte i første omgang
til etableringen af et militærdiktatur, der i 1931 blev afløst af en
demokratisk republik.
1 Hermed mener jeg den fortælling, som formidles af statslige institutioner, og
dermed kan siges at være sanktioneret af disse.
4

Republikken prægedes af et relativt kaotisk politisk miljø. Dette
artikuleredes omkring to kulturelle hovedtraditioner med historiske
rødder, som ofte betegnes som ”de to Spanier”: På den ene side et
moderne, sekulært og liberalt Spanien og på den anden side et
traditionelt og katolsk Spanien med autoritære tendenser. Da valget i
februar 1936 ikke gav nogen virkelig afklaring af magtforholdene i
Spanien, og der var en større offentlig uorden, besluttede en gruppe
generaler at tage magten ved et kup og gennemtvinge deres opfattelse
af orden.
Kuppet mislykkedes, men da generalerne besad dele af Spanien og
de centrale dele af hæren, valgte de at gå i krig med regeringen for at
fuldende kuppet. Dette førte til en 3 år lang borgerkrig. Resultatet af
borgerkrigen blev, at det først lykkedes Franco at etablere sig som
enerådende leder på oprørssiden og med sin sejr i borgerkrigen at
etablere et personligt diktatur i hele Spanien, som varede frem til efter
hans død i 1975. Diktaturet var i starten meget inspireret af fascismen
og undertrykte hårdt sine modstandere i efterkrigsårene.
Efter Francos død gennemgik Spanien en forholdsvis hurtig og
velorganiseret overgang til demokrati, kaldet den spanske Transition,
hvor de ledende kræfter indenfor det frankistiske styre sammen med
den demokratiske opposition fik forhandlet sig frem til et glidende
politisk systemskifte, som fandt sted i perioden 1976 til 1978, hvor
Spanien fik sig en ny demokratisk grundlov. Traditionelt betegnes hele
perioden frem til 1982 dog som Transitionen, idet demokratiet her
havde overlevet både et militært kupforsøg i 1981, og det havde vist
sig muligt, at socialisterne kunne vinde et valg og overtage
regeringsmagten, uden at hæren valgte at vælte dem. Demokratiet blev
altså fra 1982 anset som nogenlunde stabilt. Begrebet Transitionen
betegner altså hele perioden fra demokratiseringsprocessen startede i
1976 til demokratiet kunne siges at være nogenlunde stabilt i 1982.
Fortiden var et centralt problem under Transitionen, fordi der
aldrig havde fundet noget forsoning sted mellem borgerkrigsparterne
under Francostyret, herunder at styret aldrig havde frasagt sig det
retfærdige i krigen. Dette problem blev umiddelbart løst med en
amnestilov vedtaget af parlamentet i 1977, som gjorde retsforfølgelse
for politiske forbrydelser begået før lovens vedtagelse umulig. Loven
blev vedtaget af et stort flertal i parlamentet, og de forskellige
betydningsfulde politiske ledere opfordrede til, at man nu lagde
fortiden bag sig og koncentrede sig om fremtiden. Dette er siden af
mange samfundsdebatører blev kaldt en forglemmelsespagt, især fordi
man fra den spanske regerings side valgte ikke at forholde sig officielt
til denne del af fortiden helt frem til, at socialisterne tabte
regeringsmagten i 1996.
5

Ifølge en række forskere, herunder blandt andet Paloma Aguilar og
Walther Bernecker, kunne man blive enige om at forglemme fortiden,
fordi der i de sidste årtier af Franco regimet opstod en meget udbredt
tragediefortælling omkring borgerkrigen. Essensen i denne fortælling
var, at borgerkrigen praktisk taget var uundgåelig, og at de to sider i
konflikten begge var ansvarlige for de ødelæggelser og krænkelser, der
blev begået. Krigen var primært en tragedie, der skulle glemmes.
Det er at forvente, at et politisk kompromis om at forglemme
fortiden må have sat visse begrænsninger for, hvad man kunne skrive
om borgerkrigstiden i de spanske skolebøger, hvis skolebøgerne ikke
skulle betvivle det nationale kompromis. Min hypotese er derfor, at
man måtte fortsætte med en historiefortælling, som lå forholdsvist tæt
op ad den som var dominerende under Transitionen, herunder at
fortællingen endvidere har måttet gentage argumentet for
forglemmelsespolitikken, nemlig krigen som en tragediefortælling.
Angående det politiske niveau er min centrale hypotese, at
Transitionens centrale plads som fællesnationalt symbol, og den
forsoning som er en central del af symbolet, har gjort det besværligt at
tage fortiden op på politisk niveau uden at risikere at blive hængt ud
for at ødelægge netop denne forsoning.
Problemformulering
Mit formål med denne opgave er at studere udviklingen i den
spanske erindringspolitik, som den kommer til udtryk i de spanske
gymnasie-skolebøger.
Jeg vil undersøge, hvordan spanske skolebøger behandler Den
Spanske Borgerkrig og efterkrigstid med henblik på at undersøge, om
de er eksponenter for en tragedie-fortolkning af samme periode.
Herunder vil jeg undersøge, om skolebøgerne er udtryk for et politisk
ønske om at fastholde en bestemt version af historien, eller om de har
udviklet sig i takt med den større politiske åbenhed i Spanien.
Dette vil jeg koble sammen med en analyse af, hvilken politisk
funktion en given tragedieversion kunne have. Denne skulle gerne
kunne udsige noget om, hvilke faktorer der henholdsvis taler for en
fastholdelse tragedieversionen og hvilke, der motiverer en ændring.
Det faglige perspektiv, som jeg ser i denne opgave er, at den kan
afdække nogle af de mekanismer, der styrer hvordan den
fællesnationale historiefortælling bliver til og reproduceres. Dertil kan
den bidrage til at belyse, hvordan man i Spanien har forholdt sig til et
meget problematisk tema i landets historie.
Rent teoretisk vil jeg i specialet udfra Anette Warrings foredrag
”Historiske Jubilæer som Erindringspolitik” definere, hvad
erindringspolitik er. Hun definerer således erindringspolitik som en
magtkamp om, hvad der skal huskes og glemmes, der har det formål at
påvirke den måde mennesker opfatter verden på i en ønsket retning.
6

Staten og dermed det politiske niveau er helt centrale i dette spil. Jeg
vil bruge Paloma Aguilar til at forklare dannelsen af spaniernes
kollektive erindring om borgerkrigen.
Da jeg ser de måder som historien fremstilles på som bestemte
sammenhængende meningskomplekser, der kan beskrives ved hjælp af
begrebet diskurs, vil jeg udfra Marianne Jørgensen og Louise Phillips
bog ”Diskursanalyse” definere, hvad en diskurs er, og hvordan
begrebet kan anvendes i forhold til specialets materiale.
I forhold til at bedømme den kollektive nationale erindrings
betydning i forhold til den nationale diskurs, vil jeg ud fra Benedict
Anderson og Eric Hobsbawm klarlægge hvilke centrale mekanismer,
der gør sig gældende i den nationale diskurs.
For at få defineret en teori vedrørende Transitionen og eksistensen
af en tragediefortælling vil jeg trække på den spanske sociolog Victor
Pérez Díaz og den spanske forsker Paloma Aguilar. Endelig vil jeg
bruge Laura Desfor Edles til at få defineret de centrale symboler for
Transitionen.
Begreber
Forskellige navne eller betegnelser har ofte forskellige værdiladede
konnotationer. Dette gør sig i høj grad gældende i litteraturen om den
spanske borgerkrig. De mest markante i en spansk kontekst er den
vindende frankistiske parts betegnelser for republikken og
republikanerne. Det er nærmest umuligt at finde helt neutrale
betegnelser, men jeg vil i min centrale fremstilling kalde Franco og
oprørsgeneralerne for oprørerne, idet det meget præcist beskriver,
hvad de gjorde. Den republikanske side vil jeg betegne som
republikanerne, idet denne side bestod af de politiske grupperinger
som støttede op omkring den eksisterende retsorden.
I min gennemgang af konkrete bøger har jeg til gengæld valgt at
bibeholde de udtryk forfatteren bruger, fordi de indeholder en vis
mening. Således betegnes den frankistiske side også som oprørerne
eller ”de nationale”, mens republikkens styrker af og til kaldes ”de
røde”.
Endelig har jeg valgt at bruge ”forglemmelse” til at betegne det, at
man bevidst søger at glemme noget.
Metode
I det følgende vil jeg beskrive, hvordan jeg metodisk set vil gå
frem.
Specialets empiri består af gymnasieskolebøger,
gymnasiebekendtgørelser og avisartikler. Som nævnt i indledningen vil
jeg starte med at se på Gymnasieskolebøgerne. Her vil fokus være på,
hvordan fortællingen er opbygget i skolebøgerne, hvor stor ligheden
er, og hvordan fortællingen forandrer sig over tid. Et centralt mål for
7

undersøgelsen er endvidere at finde ud af, om skolebøgerne kan siges
at være eksponenter for en bestemt tragedieversion af begivenhederne,
herunder om væsentlige fakta omkring historien er udeladt. For at
kunne gøre det sidste vil jeg endvidere udfra den accepterede historievidenskabelige
udlæggelse af perioden etablere et alternativ til
skolebøgerne, som jeg kan sammenligne dem med.
Min undersøgelse vil fokusere på skolebøger og bekendtgørelser
for regionen Madrid, da denne region sammen med flere af de andre
geografisk centrale spanske regioner, primært definerer sig udfra en
spansk nationalidentitet og derfor bedst kan tages som udgangspunkt
for en analyse af den officielle spanske nationalhistorie. Som
modsætning præges mange regionerne i periferien af et større behov
for at markere deres egen lokale eller nationale identitet. De regionale
forskelle og min begrundelse for at vælge Madrid som hovedcase vil
blive gennemgået senere.
Ved at analysere censurbestemmelser, gymnasiebøger og
skolebøgernes grad af ensretning vil jeg søge at give et bud på, i hvor
høj grad staten er en aktiv aktør i udformningen af skolebogsteksterne.
På grundlag af ovenstående analyser skulle det også være muligt at
konkludere på, om skolebøgerne kan tages som udtryk for en officiel
spansk nationalhistorie.
For at undersøge historiens rolle på det politiske plan, vil jeg tage
udgangspunkt i artikler fra det førende spanske dagblad, El País. Dette
kan ikke i sig selv siges at være fuldt ud repræsentativt i forhold til de
holdninger, som findes i Spanien, men den har dog i høj grad dækket
de politiske diskutioner omkring borgerkrigsperioden, hvorfor den er
en god kilde til de væsentligste politiske positioner og diskurser på
området. Denne gennemgang vil blive suppleret med faglitteraturen.
Undersøgelsen vil fokusere på, hvordan man på toppolitisk plan har
forholdt sig til historien omkring borgerkrigen. Herunder at analysere,
hvad den såkaldte tavshedspakt har betydet. I den forbindelse vil jeg
også analysere denne tavsheds betydning i forhold til forsoningen som
nationalt symbol i forbindelse med Transitionen.
Rent tidsmæssigt vil specialet afgrænse sig til at behandle perioden
fra omkring Francos død og frem til socialisterne genvandt magten i
Spanien i marts 2004.
I min fremgang vil jeg først fastlægge den teoretiske baggrund for
specialet. Målet hermed er at få defineret de begreber og
forudsætninger, der er nødvendige for min analyse.
Herefter vil jeg analysere skolebøgerne i to dele. Først vil jeg
forsøge at fastlægge historiebøgernes kontekst for at kunne sige noget
om den betydning, som deres indhold kan tillægges, og så vil jeg
undersøge det konkrete indhold. Herefter vil jeg gennemgå den
dominerende version af historien i historievidenskaben
8

I specialets anden del vil jeg undersøge det politiske niveau. Først
perioden 1976-1995 hvor fortiden formelt set søgtes holdt ude af
politik og derefter perioden 1995-2004, hvor historien blev et politisk
tema. Herefter vil jeg se på, om man kan sige, at det politiske niveau
har været hæmmet af Transitionens og den tilknyttede forglemmelses
rolle som nationalt symbol. Endelig vil der blive sluttet af med en
diskussion af de behandlede problemstillinger.
Teori
Hvad er erindringspolitik?
Erindringskultur betegner den måde, vi erindrer vores fortid på. Det
bruges ofte i forbindelse med, hvordan vi vedligeholder eller skaber
den nationale kollektive erindring og identitet. Erindringskultur er altid
et gruppefænomen, da det er svært at tale om, at enkeltpersoners
traditioner udgør en kultur. Et godt eksempel på erindringskultur er,
når mange danskere den 4. maj sætter lys i vinduet for at mindes
befrielsen. Ved at gøre dette vedligeholder man mindet om den tyske
besættelse af Danmark, og om hvor stor en begivenhed, det var at
blive befriet. Derudover aktiverer man også en række tilknyttede
værdier som for eksempel, at det er vigtigt at leve i et frit og
demokratisk land, og at vi er danskere. Symbolikken og betydningen er
selvfølgelig mere kompliceret end det beskrevne, men det rækker til
illustration. Det er også illustrativt på den måde, at det viser, hvordan
en masse individder kollektivt giver et minde videre ved kollektivt at
vedligeholde og videregive en tradition. I denne opgave vil jeg kun
beskæftige mig med erindringskultur som et nationalt fænomen.
Staten er oftest en vigtig aktør i skabelsen af et lands eller en
nations erindringskultur. Dette gælder i hvert fald både Spanien og
Danmark. Den del af forvaltningen af erindringskulturen som staten
direkte eller indirekte er indblandet i, kaldes for erindringspolitik. Den
danske historiker Anette Warring giver følgende korte definition af
hvad det er: ”Erindringspolitik er en form for magtudøvelse og betegner en særlig
form for identitetspolitik, hvor fortiden står i centrum i forsøget på at påvirke
menneskers forestillingsverden, holdninger, værdier og følelser.” 2
Bag denne definition ligger der en forestilling om, at vores
oplevelse og forståelse af nutiden delvist baserer sig på en erindret
fortid. Fortiden er derfor et væsentligt element i udlægningen af
nutiden, hvilket gør den til en relevant del af et politisk argument, og
omvendt medfører en politisk interesse i, at promovere en bestemt
udlægning af historien. 3
2 Warring 2005: 5
3 Warring 2005: 4
9

Statsmagtens legitimitet og magtudøvelse baserer sig således i vid
udstrækning på historier og erindringer, som bekræfter deres
berettigelse. Dette gør erindringspolitik til en vigtig politisk
kampplads. Konkret kan erindringspolitik derfor beskrives som en ” ..
magtkamp om, hvad der skal huskes og hvad der skal glemmes og kan føres med
henblik på enten at opretholde, bearbejde eller omdanne eksisterende
erindringsfællesskaber.” 4
De to Warringcitater giver en for dette speciale relevant udlægning af,
hvad erindringspolitik er. Specielt vil jeg fremhæve, at de også
indebærer, at en mere en passiv erindringspolitik på et område stadig
er erindringspolitik, såfremt vi taler om et område, hvor statsmagten
indgår som aktør.
At staten er så betydningsfuldt et instrument for
erindringspolitikken, skyldes i høj grad, at den oftest er en vigtig aktør
i udformningen af skoleundervisningen, har indflydelse på offentlige
tv-kanaler, producerer store mængder af information gennem sine
institutioner, støtter/driver museer, bestemmer nationale fridage og
ceremonier.
Hvilken erindringspolitik staten fører bliver derefter en kamp
primært mellem politiske partier, men hvor også andre aktører vil søge
at promovere deres erindringspolitik.
Benedict Anderson: Imagined Communities
Det er relevant at gøre sig nogle overvejelser om, hvad en national
historie egentlig er for en størrelse, hvilken funktion den har, og
hvordan den bliver konstitueret. Et centralt bud på dette finder man i
Benedict Andersons bog Imagined Communities. Anderson behandler
i sit værk skabelsen og vedligeholdelsen af forskellige nationale
identiteter og nationalhistorier. Hans hovedpointe er, at nationer er
forestillede fællesskaber, idet medlemmerne kun møder en lille del af
nationens øvrige medlemmer.
Nationen som identifikationsenhed er ifølge Anderson en meget
ny størrelse, som er udviklet gennem de sidste 200 år. Som årsager til
udviklingen af den nationale identitet nævnes blandt andet religionens
mindskede betydning, forbedret kommunikation,
statsadministrationens udvikling og politiske forhold. Det centrale for
dette speciale er dog, at nationen ifølge Anderson gennem denne
proces i vid omfang erstattede religionen som højeste
identifikationsfaktor. Så der i dag, som regel ikke er noget over
nationen. Med alt dette in mente når Anderson frem til følgende
definition på nationen: ”it is an imagined political community – and imagined
as both inherently limited and sovereign.”. 5
4 Warring 2005: 5
5 Anderson 1991: 6
10

Anderson viser, at udviklingen af en bestemt national identitet
både kan være udtryk for en kollektiv proces og en centralt styret
proces. For så vidt angår statens involvering, så understreger han, at
den officielle nationalisme altid tjener statens interesser. Staten er i de
fleste tilfælde en vigtig aktør, bevidst eller ubevidst, i skabelsen af den
nationale bevidsthed. Ud fra hans beskrivelse vil statsmagten søge at
præge og bruge den nationale identitet og historie, når først den
nationale identitet er etableret, idet der er en stor grad af legitimitet
forbundet med nationen.
Anderson demonstrerer, at det at tale samme sprog ikke
nødvendigvis gør, at man er medlemmer af samme nation. Sproget er
ofte en vigtig del af den nationale identitet, men det helt centrale for
den nationale identitet er nationens historie. Historie opstod også
netop som selvstændigt fag i forbindelse med, at nationsideen vandt
frem. Man skulle således udforske den fælles nationale historie.
Ifølge Anderson karakteriseres den nationale historiefortælling af
følgende: ”The fact of the matter is that nationalism thinks in terms of historical
destinies,..”. 6 Den nationale historiefortælling er altså udtryk for en slags
skæbnefællesskab. Da nationen endvidere er en tidsløs enhed i sin
egen opfattelse, får det den konsekvens, at vi opfatter historiske
dødsfald og konflikter som vores egne, selvom vi intet har haft med
dem at gøre. Dette er særdeles relevant i forhold til spaniernes forhold
til den spanske borgerkrig, da de færreste af spanierne fra den periode,
specialet behandler, selv havde deltaget aktivt i konflikten.
Endvidere har det den specielle effekt, at for eksempelvis
religionskrige, som dem der fandt sted i Frankrig i 1500-tallet, bliver
betragtet som broderkrige. Desuden så man fx i Frankrig i slutningen
af 1800-tallet opfordringer til at glemme disse brødre- konflikter,
hvilket ifølge Anderson tjente præcist det modsatte formål, idet man
ved at insistere på, at disse episoder skulle forglemmes netop
emfatiserede deres erindring. Denne bevidste forglemmelse tjener til at
styrke den nationale identitet, idet den understreger broderskabet og
den fælles nationale identitet som det naturlige.
Han konstaterer også, at ethvert betydeligt skift i bevidsthed vil
medføre karakteristiske forglemmelser. Dette siger han i forbindelse
med skabelsen af den nationale identitet, men da nationen så at sige
konstant bliver genskabt, må udvalgte dele af historien også blive
forglemt eller genhusket.
6 Anderson 1991: 149
11

I forhold til min problemstilling er de centrale pointer, som kan
uddrages af Anderson, at 1) at ”nationen” er et forestillet fællesskab,
der ikke desto mindre 2) generelt er den bredeste og stærkeste
identifikationsfaktor i dag. 3) Det centrale element som binder
nationen sammen er ideen om en fælles historie og skæbne. 4) Fra de
nationale identiteter blev etableret, har staten været en vigtig aktør i
skabelsen og bevarelsen af den nationale identitet på grund af statens
centrale betydning i samfundet og det store legitimeringspotentiale,
der ligger i den nationale identitet.
5) Store forandringer i samfundet betyder som regel, at dele af
historien bliver glemt mens andre erindres eller generindres. 6) Bevidst
forglemmelse kan i høj grad være udtryk for, at en bestemt historisk
erfaring emfatiseres, ved at det gentages, at denne begivenhed bør
forglemmes af nogle bestemte årsager. Denne tilgangsvinkel gør efter
min egen opfattelse disse begivenheder til meget gode rummelige
symboler, fordi det tilsløres, hvad der konkret skete, mens det som
kan læres af det skete konstant gentages.
Opfundne traditioner
Dette afsnit baserer sig på Eric Hobsbawms artikel “Inventing
Traditions”.
Benedict Anderson leverer en udmærket redegørelse for, hvordan
nationale identiteter overordnet kan siges at fungere. I forhold til ham
giver Eric Hobsbawm en mere detaljeret teori om, hvordan skabelsen
af bestemte historiske traditioner foregår. Herunder kæder han
udformningen af traditionerne sammen med udviklingen i samfundet.
Det er værd at bemærke, at Hobsbawm som Anderson tager
udgangspunkt i en socialkonstruktivistisk tilgangsvinkel. Hans centrale
påstand er således, at samfundet holdes sammen og legitimeres af
”opfundne traditioner”. Han er dog lidt uklar, idet han skelner mellem
naturlige traditioner, som fandtes før den industrielle revolution, og
opfundne traditioner, som skulle udfylde legitimeringshullet efter de
gamle, da liberalismen fik vind i sejlene. 7
Hobsbawm definerer de opfundne traditioner og deres funktion
således :
”'Invented tradition' is taken to mean a set of practises, normally governed by
overtly or tacitly accepted rules and of ritual or symbolic nature, which seek to
inculcate certain values and norms of behaviour by repetition, which automaticly
implies continuity with the past. In fact, where possible, they normally attempt to
establish continuity with a suitable historic past.” 8
Det præciseres endvidere, at ”opfundne traditioner” både dækker
over traditioner, som intentionelt er opfundet og formelt
7 Hobsbawm 1983: 8
8 ibid: 1
12

institutionaliserede, og traditioner som mere eller mindre af sig selv er
opstået i løbet af en kortere periode. 9
Traditionerne repræsenterer selv som uforanderlige historiske
traditioner, som forudsætter en bestemt praksis som for eksempel
gentagelse. 10 At opfinde en tradition er derfor en formaliserings- og
ritualiseringsproces, som legitimeres med en reference til fortiden. 11
Ofte udmærker den sig ved at kræve gentagelse af bestemte
handlemønstre.
Den indbyggede historiske kontinuitet i de opfundne traditioner er
dog ofte lige så opfundet som traditionen selv. De nye traditioner er
oftest et svar på nye situationer, som refererer til gamle situationer,
eller som etablerer deres fortid gennem gentagelse. 12
Traditioner er ifølge Hobsbawm en stærk legitimitetsskaber .
Traditionerne bruger historien som et argument, der kan legitimere
handling og sikre gruppesammenhængen. 13 Dette gælder ifølge
Hobsbawm især nyere sociale konstruktioner som nationen,
nationalstaten, nationale symboler og national historie, der alle er
baseret på ”.. exercises in social engineering which are often deliberate and always
innovative, if only because historical novelty implies innovation.” 14 Nationale
historier er altså ifølge Hobsbawm altid opdigtede. 15 De er skabt ved,
at de, som har været i en position, hvor de kunne gøre det, har lavet et
bestemt udvalg, som de har skrevet, afbilledet og institutionaliseret. 16
Hobsbawm hævder i øvrigt, at de opfundne praksisser modsat de
gamle ofte er temmelig uspecifikke og vage med hensyn til de værdier,
rettigheder og pligter som medlemmerne skal opfylde for at være en
del af gruppen. Eksempler på disse er patriotisme, loyalitet, pligt og
det at ”følge spillets regler”. 17 Dette er meget klart i forbindelse med
den nationale identitet, der markerer medlemskab med følelsesmæssigt
og symbolsk ladede tegn. Symbolernes får således deres betydning
gennem deres udefinerede universalitet. Uafhængige nationer hævder
således deres identitet og suverænitet gennem deres nationale flag og
national-sang, som begge er symboler, som kræver umiddelbart
respekt og loyalitet. 18 De nationale tegn i Hobsbawms udlægning
passer således fint ind i diskursteoretikernes påstand om, at det sociale
rum defineres omkring nogle knudetegn, der udmærker sig ved at være
særdeles åbne for fortolkning, hvilket jeg kommer ind på længere
nede.
9 ibid: 1
10 ibid: 2
11 ibid: 4
12 Hobsbawm1983: 2
13 Hobsbawm 1983: 12
14 Hobsbawm 1983: 14
15 Hobsbawm1983: 7
16 Hobsbawm 1983: 13
17 Hobsbawm 1983: 10
18 Hobsbawm 1983: 11
13

I bogen “Nations and Nationalism since 1780” hævder
Hobsbawm endvidere at nationer og nationalismer ”.. are,.., dual
phenomena, constructed essentially from above, but which cannot be understood
unless also analysed from below, that is in terms of the assumptions, hopes, needs,
longings and interests of ordinary people, which are not necessarely national and
still less nationalist.” 19 Hobsbawm understreger endvidere, at nationen
og dens tilknyttede fænomener må analyseres i lyset af politiske,
tekniske, administrative, økonomiske og andre forhold. 20
I forhold til den spanske demokratiske Transition og dens mulige
fordring på en ny tradition er det relevant, at Hobsbawm siger, at
opfindelsen af traditioner kan forventes at ske meget hurtigere, når en
hurtig forandring af samfundet svækker eller ødelægger de sociale
mønstre, de gamle traditioner var udformet til, og de nye sociale
mønstre ikke passer ind i de gamle traditioner.
Diskursanalyse
Jeg vil i dette afsnit tage udgangspunkt i Marianne Jørgensen og
Louise Phillips bog ”Diskursanalyse”. Denne bog præsenterer tre
forskellige diskursteoretiske skoler, som den kalder diskursteori, kritisk
diskursanalyse og diskurspsykologi. Som repræsentanter for den første
næver den Ernesto Laclau, Chantall Mouffes og Michel Foucault, for
den andens vedkommende er den centrale figur Norman Fairclough,
og for den sidste er Billig, Edwards, Potter og Wetherell vigtige
teoretikere.
Denne bogs udlægning af diskursteorien er tilstrækkelig, da mit
formål primært er at definere en række analyseredskaber og ikke at
bevæge mig ind i en diskursteoretisk diskussion. Jeg vil derfor søge at
samle de forskellige begreber, som Jørgensen og Phillips nævner, til en
brugbar basisteori. Udfra deres fremstilling er den mest frugtbare
kombination kritisk diskursanalyse kombineret med delementer fra
diskursteorien. Deres hovedbegrundelse for dette er, at den kritiske
diskursanalyse er mere praktisk anlagt i forhold til at analysere, hvor
diskursteorien er mere teoretisk. I forhold til dette speciale er denne
tilgang også meget hensigtsmæssig, idet den bygger på en konkret
lingvistisk analyse af tekster og en sammenholdning af de diskurser de
repræsenterer med de øvrige betydende sociale strukturer.
Diskursanalysen er hovedsagligt en sproglig analyseform, der
beskæftiger sig med den sproglige konstruktion af verden. Den
samlende forestilling bag de diskursanalytiske tilgange er en ”..idé om, at
sproget er struktureret i forskellige mønstre, som vores udsagn følger, når vi agerer
inden for forskellige sociale domæner –”. 21 At den måde, vi taler om verden
19 Hobsbawm 1990: 6
20 Hobsbawm 1990: 10
21 Winter 1999: 9
14

på, i høj grad styrer, hvordan vi fortolker verden herunder også vores
identiter og sociale relationer. 22
Et jordskælv vil for eksempel udfra en naturvidenskabelig diskurs
være en uundgåelig begivenhed skabt af naturkræfter. Ud fra en
religiøs diskurs vil det måske være Guds vilje. Begge udsagn referer til
den samme begivenhed, men hvordan, man forholder sig til den,
varierer meget udfra, hvordan den er italesat.
Jeg vil definere en diskurs, som en bestemt sammenhængende
måde at italesætte bestemte emner på. Som Jørgensen og Winther
skriver, er diskursen altså en fastlæggelse af betydning indenfor et
bestemt domæne. 23
Diskursen defineres udfra det diskursive felt, der er det potentielle
antal betydningstilskrivninger, et tegn har. Principielt er det diskursive
felt nærmest infinitivt, da det dækker de betydningstilskrivninger, som
tegn har haft eller har i andre diskurser. Den enkelte diskurs søger at
skabe en sammenhængende beskrivelse af et tegn ved at udelukke
nogle af de potentielle betydningstilskrivninger, der findes i det
diskursive felt. 24
Diskurser er en vigtig faktor i konstitueringen af det sociale felt.
Hvordan, vi taler om tingene, betinger således i høj grad forståelsen af
verden og hvilke handlinger, der er mulige. Herunder forklarer og
definerer diskurser sociale positioner og roller.
Diskursteorien præsenterer en position, der tillader, at det sociale
opfattes som en ren diskursiv konstruktion. Ifølge Laclau og Mouffes
er samfundet således en stor diskursiv struktur, hvilket vil sige, at
diskurserne konstituerer den sociale virkelighed.
I forhold til dette repræsenterer de kritiske diskursanalytikere som
f.eks. Norman Fairclough en for mig mere anvendelig position. Ifølge
dem er den diskursive praksis en af flere sociale praksisser, hvilket
muliggør, at andre sociale praksisser også spiller tilbage på
udformningen af diskursen. 25 Diskurser ses stadig som en vigtig
konstituent af det sociale, idet den kritiske diskursanalyse fokuserer på
at afsløre den diskursive praksis rolle i opretholdeldelsen af den sociale
orden. Diskurserne forventes her at have en tyngde og træghed, som
sætter en bremse på forandringer af de sociale strukturer. Ifølge den
kritiske diskursanalyse er det derfor relevant at se på spillet mellem det
sociale og det diskursive felt.
22 Winter 1999: 9
23 Winther 1999: 36
24 Winther 1999: 37
25 Winther 1999: 77
15

Det sociale rum bindes sammen af fælles symboler. Man kan sige,
at det sociale diskursive rum holdes sammen via knudepunkter.
Knudepunkterne er centrale symboler, som er åbne for
betydningstilskrivning og derfor kan beskrives forskelligt af forskellige
diskurser, uden at de mister deres repræsentative rolle for andre
diskurser. De giver karakteristisk kun mening i forbindelse med andre
elementer og defineres ofte ud fra, hvad de ikke er.
”Dansk” er således et klart eksempel på et knudepunkt, der virker
repræsentativt, men som ikke har det store konkrete indhold set
isoleret. Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti ser sig således som
danske, men der er stor forskel på, hvad de lægger i det.
I de fleste tilfælde er der flere diskurser, som kæmper i samme
terræn. 26 Summen af disse diskurser kalder Fairclough for en
”diskursorden”. Mellem diskurserne i diskursordenen foregår der en
diskursiv kamp. Det vil sige en kamp om, hvorledes dette område skal
beskrives. Er der nogenlunde enighed om en diskurs, beskrives denne
diskurs som ”hegemonisk”. Er der stor uenighed beskrives
diskurserne i diskursordenen som ”politiske”, og de diskurser, vi ikke
en gang sætter spørgsmålstegn ved men bare tager for givet, kaldes
”objektive”.
Diskurserne er aldrig statiske men forandres hver gang, de bruges,
idet de optager elementer fra andre diskurser eller indgår i andre.
Dette er også en konsekvens af den diskursive kamp.
I forhold til dette speciale er en af de relevante pointer fra de
diskursanalytiske tilgange, at der ikke findes en objektiv sandhed, men
at sandheden altid er en diskursiv størrelse.
Dernæst er selve begrebet diskurs relevant. Når der således ikke
findes en objektiv sandhed, men sandheden er diskursiv, er det
relevant at identificere, hvilken diskursorden der findes med hensyn til
den spanske borgerkrig, samt hvilke læsninger og vurderinger der er
indlejret i diskursordenens diskurser, og om der finder en diskursiv
kamp sted.
I den forbindelse er det også vigtigt at undersøge, hvilke tendenser
der er til reproduktion og forandring. 27 Et godt redskab til det er ifølge
Fairclough intertekstuelle og interdiskursive analyser. 28
Endeligt er det vigtigt at se på de elementer, som er centrale i
gruppedannelse. Det gør det som tidligere nævnt relevant at se på,
hvilke knudepunkter der er, og hvordan de defineres.
26 Winther 1999: 38
27 Winther 1999: 16
28 Winther 1999: 144
16

Teoretisk resume
Den samlende forestilling bag de diskursanalytiske tilgange er, at
vores sprog er struktureret i nogle mønstre, som vores udsagn må
følge for at give mening. Et sådant mønster kan kaldes for en diskurs.
Diskursen er et udtryk for et forsøg på at skabe en sammenhængende
mening ved at udvælge nogle bestemte betydningstilskrivninger
indenfor det mulige antal betydninger og udelukke resten.
Diskursen defineres som en af de centrale sociale praksisser i
forhold til at definere det sociale felt. Således sætter diskurserne en
klar begrænsning for, hvordan man kan tale om tingene, hvis det, man
siger, skal give mening.
Dette giver specielt meget mening, når vi taler om nationalisme og
historie, da disse ifølge både Anderson og Hobsbawm i høj grad er
sprogligt konstruerede. De to sidstnævnte lægger dog meget vægt på,
at nok har det nationale og den nationale historie en stor betydning i
forhold til skabe et socialt fællesskab og i forhold til at legitimere en
eksisterende samfundsorden, men samtidig er den nationale diskurs
meget fleksibel i forhold til at tilpasse sig ændrede forhold i
samfundet. Forskellen mellem Anderson og Hobsbawn består i,
hvilken grad de mener, at samfundets elite kan omskabe den nationale
diskurs. Her er Hobsbawm mest vidtgående, idet han tilskriver
samfundets elite en evne til at skabe traditioner nærmest efter eget for
godt befindende. Anderson er mere moderat, idet han anerkender, at
staten er en vigtig aktør i skabelsen af den nationale bevidsthed, men
at den i høj grad er det gennem en operationalisering af den
eksisterende nationale diskurs.
Den diskursanalytiske tilgang er frugtbar kombineret med
Anderson og Hobsbawm, fordi nationen som et tænkt fællesskab er en
diskurs, og denne tilgang på den måde kan vise, hvilke begrænsninger
der er i forhold til at kunne ændre diskursen, idet diskurserne har en
tyngde og en træghed i forhold til at ændres. Således vil den, som
søger at ændre på en national diskurs som regel selv være en del af
den, så hans udgangspunkt er diskursen selv, og hans budskab skal
indpasses, så det giver mening i forhold til diskursen. Den har
endvidere den fordel, at den baserer sig på tekstanalyse, hvilket gør
den meget relevant til at undersøge mit kildemateriale, fordi den
tillader at anskue enhver ytring som en udtryk for en diskurs.
Anderson og Hobsbawm siger til gengæld noget om nationens
karakter og de kræfter, der kan ændre definitionen af nationen.
Desuden påviser de sammenhængen mellem samfundsudviklingen og
nationsopfattelsen og den medfølgende historie.
17

Det sociale diskursive rum holdes ifølge den valgte
diskursanalytiske tilgang sammen af knudepunkter, der er centrale
symboler, som er åbne overfor betydningstilskrivning og derfor kan
fortolkes forskelligt af forskellige diskurser. Dette passer også fint med
Hobsbawms påstand om, at det, han kalder opfundne traditioner, har
meget uspecifikke kriterier for hvilke værdier, rettigheder og pligter,
medlemmerne skal opfylde for at være en del af gruppen.
I spansk sammenhæng kan borgerkrigen og Transitionen opfattes
som kernesymboler, idet de blev tilknyttet nogle basisværdier men
med plads til variationer af den konkrete udlægning.
En tragediefortælling
Den Spanske Borgerkrig var en særdeles traumatisk oplevelse for
spanierne. Denne oplevelse blev ifølge Paloma Aguilar 29 og Victor
Pérez-Díaz 30 i løbet af de sidste 10-15 år af diktaturet koncentreret
omkring en opfattelse af, at borgerkrigen var en tragedie. Skabelsen af
en tragediefortælling omkring borgerkrigen er interessant, fordi begge
forfattere tillægger denne en stor betydning for forløbet af
Transitionen. Dette ses tydeligt af følgende citat af Aguilar:
”..eksistensen af en traumatisk erindring om Den Spanske Borgerkrig spillede en
afgørende rolle i den institutionelle udformning af Transitionen ved at favorisere
forhandling og inspirere til en forsonlig og tolerant attitude hos hovedaktørerne.” 31
De to forfattere griber emnet an på hver sin måde, som begge er
nyttige for min analyse. Aguilar fokuserer i sit værk ”Memory and
Amnesia” på konstitueringen og udviklingen af den kollektive erindring
omkring borgerkrigen i løbet af Francotiden. Hun baserer sig i høj
grad på officielle kilder som biografnyhedstjenesten og skolebøger, på
grund af deres store udbredelse 32 , og fordi hun antager, at styrets
monopol over de informationsproducerende institutioner havde en
betydende rolle i socialiseringen af mange spaniere. 33 Hun lægger
således vægt på erindringens sociale funktion i forhold til at skabe en
fælles begrebsverden. 34
Hendes studie viser derfor primært, hvad der kunne lade sig at
gøre indenfor den frankistiske erindringspolitik. At denne blev
påvirket af den kollektive erindring i samfundet som helhed er dog
ganske givet. Pérez-Díaz griber emnet mere sociologisk an, idet han
konstaterer, at der udvikledes en tragediehistorie, hvorefter han
forklarer hvilke sociologiske faktorer, der favoriserede en sådan
fortælling.
29 Aguilar 2002: 30
30 Pérez-Díaz 1993: 24
31 Aguilar 2002: 25
32 Aguilar 2002: 49
33 Aguilar 2002: 29-32
34 Aguilar 2002: 12
18

Rammen for dannelsen af den kollektive erindring
Det første væsentlige aspekt, Aguilar kommer ind på, er rammen
for dannelsen af den kollektive erindring om krigen. Francos sejr i
borgerkrigen betød således, at det var en bestemt udlægning af
historien som vandt, og at den endelige forarbejdning af det skete kom
til at foregå i et samfund uden en fri debat.
I de første mange år af styrets levetid var den eneste version af
historien, man kunne gøre sig til fortaler for uden at risikere
repressalier, styrets egen. Alle alternative erindringer blev fortrængt til
familieniveau, hvor mange forældre endda undlod at sige noget til
deres børn for ikke at blive udsat for diskrimination. 35 Styrets
udlægning af historien var derfor det eneste fælles reference-punkt,
spanierne kunne spejle deres egen oplevelse i, hvilket gjorde, at den
sandsynligvis havde en betydelig indflydelse på udviklingen af den
kollektive erindring. Først fra 1960erne slækkede styret på sin rigide
kontrol. 36
Ovenstående medfører det metodiske problem, at det er meget
svært at afgøre, hvor stor en transcendens den frankistiske version af
historien havde. Hendes centrale antagelse er dog, at den frankistiske
fortælling via sin funktion som dominant erindring havde en væsentlig
betydning for dannelsen af den kollektive erindring om krigen. 37
Historiens rolle for styrets legitimitet
Aguilar antager, at historien tilpasser sig de nutidige behov, hvoraf
legitimeringen af staten er en helt central del. Historien er således et
særdeles vigtigt element i begrundelsen for en bestemt
samfundsindretning, sådan som Hobsbawm også konkluderer det.
Fortiden kan således i høj grad formes og tilpasses en bestemt
læsning. 38 Den centrale funktion af Francostyrets officielle historie var
da også at legitimere styret. 39
Her er det relevant at differentiere legitimitetsbegrebet og
introducere begreberne oprindelseslegimitet og
performancelegitimitet. Det første referer til, at man legitimerer en
bestemt samfundsorden ud fra grunden til dens tilblivelse. I
Francostyrets tilfælde at den borgerkrig, man havde udkæmpet, var
nødvendig og god for landet. Altså en rent historisk betinget legimitet.
Det andet begreb referer til, at en bestemt styreform legitimeres med
dens præstationer eller resultater. Denne legitimitet kræver, at der er
gået et stykke tid, og at der er nogen resultater at fremvise. Den blev et
vigtigt element i Francostyrets anden halvdel.
35 Aguilar 2002: 32
36 Aguilar 2002: 129
37 Aguilar 2002: 29
38 Aguilar 2002: 265
39 Aguilar 2002: 266
19

Skiftet i retning af en mere performancebaseret legitimitet gjorde
det muligt med en stor ændring i synet på borgerkrigen. I de første 20
år af styrets levetid baserede styret sig således overvejende på en
oprindelseslegitimitet, der byggede på borgerkrigssejren.
Et kerneelement i denne legitimitet bestod i en delegitimering af
Den Anden Republik, der ifølge frankisterne var ude af stand til at
standse gadevolden, til at forhindre invasioner af det nationale
territorium, til at forsvare spanske interesser, til at sikre arven fra den
katolske tradition og til at sikre den nationale enhed. Republikanerne
blev beskrevet som værende brutale og grusomme folk, der myrdede
hensynsløst og ødelagde den nationale arv. Krigen var både uundgåelig
og nødvendig for at få renset ud i personer og strukturer, som var
skadelige for landet. 40 Krigen medførte kort sagt det sande katolske
Spaniens sejr over ”AntiSpanien”.
Fra 1960erne, hvor Spanien oplevede et økonomisk boom,
baserede styret sig overvejende på en performancelegitimitet. Det vil
sige dets evne til at skabe fred, stabilitet, økonomisk fremgang og
international anerkendelse. 41 Resultatet af krigen blev dermed
forbundet med social fred, national enhed og harmoni og med
økonomisk fremgang og voksende levestandard. Disse idealer og en
dyrkelse af ideologisk neutralitet erstattede den katolsk-nationalistiske
korstogsideologi, som prægede starten af diktaturet, hvilket var en
central forudsætning for Transitionen.
Samtidig kultiverede frankisterne frygten for, at et liberalt
demokrati ligesom republikken ville kunne føre til en gentagelse af
borgerkrigen. 42 Borgerkrigen i sig selv blev i højere grad set som en
tragedie, uden af styret dog af den grund var i stand til at frasige sig sin
skabelseshistorie. 43 Styrets legimitet baserede sig således stadigvæk på
en retfærdiggørelse af krigen og en politik, der marginaliserede krigens
tabere. Nu var det centrale argument dog, at Franco med sin sejr
afsluttede 150 års kaos og ufred i Spanien. 44 Styrets legitimitet kunne
derfor ikke rumme en forsoning med taberne, hvilket gjorde, at de
ledende kræfter under Transitionen måtte forholde sig både til den
smertefulde erindring om borgerkrigen og forsoningen. 45
Der skete altså en værdiændring i løbet af Francostyrets levetid,
hvor man gik fra en kraftig fokusering på nationen, den katolske
tradition, den nationale enhed og orden til et fokus på stabilitet,
økonomisk fremgang og modernitet. Det er dog værd at bemærke, at
man dermed ikke forlod oprindelseslegitimiteten som begrundelse,
idet borgerkrigen var forudsætningen for styret og dets resultater.
40 Aguilar 2002: 46
41 Aguilar 2002: 49
42 Aguilar 2002: 25
43 Aguilar 2002:267
44 Aguilar 2002: 40-48
45 Aguilar 2002: 33
20

I forhold til borgerkrigens betydning for Transitionen, fremhæver
Aguilar, at alle i den politiske gruppe som gennemførte Transitionen
var født under eller efter borgerkrigen, hvorfor de ikke havde noget
direkte forhold til de ideologiske konflikter, som skabte borgerkrigen,
men kun havde egne erindringer om krigens resultat. 46 Desuden
aktiverede den usikre situation under forhandlingerne om
demokratiske reformer en følelse af at stå i samme situation som i
republikken, hvilket aktiverede en bestemt erindring af borgerkrigen. 47
Denne passede meget godt med Francostyrets delegitimering af
republikken
Aguilar forudsætter i sit studie, at erindring og læring hænger
sammen. Dette gælder ifølge Aguilar klart for Den Spanske
Borgerkrig. Hendes påstand er således, at det vigtige var, hvordan man
erindrede krigen og hvilken lære, man drog af den. Hvilke konkrete
begivenheder som huskedes var mindre væsentligt:
”It is a matter of observing how the war was remembered; not so much what was
actually remembered about it (factual memory), but what values and lessons were
linked to this memory (memory as a function) and why (process of socialisation).” 48
Den dominerende erindring om borgerkrigen var, hvilke forfærdelige
konsekvenser den havde haft. Dette gjaldt især de yngre generationer,
der ikke havde oplevet optakten til krigen, og derfor havde krigens
konsekvenser som deres primære erfaring.
Civilsamfundet og den offentlige diskurs
Den meget vellykkede Transition skyldtes ifølge sociologen Pérez-
Díaz i høj grad, at der i Spanien i løbet af Franco-tidens sidste 20 år
udvikledes et civilsamfund på grund af den økonomiske udvikling,
større åbenhed overfor omverdenen, en bedre uddannet befolkning og
mere liberal politik fra diktaturets side. Fire elementer i civilsamfundet
var derfor allerede forholdsvist veludviklede, da Franco døde. Det
drejede sig om eksistensen af en retsstat, et forholdsvist frit marked og
eksistensen af foreninger og et offentligt rum.
Et vigtigt element i den forbindelse var, at i de sidste 15 år af
Francostyret var den yngre generation af spaniere mere veluddannede
end tidligere, og at de gennem deltagelse i økonomiske, sociale og
uddannelsesmæssige institutioner i civil-samfundet havde lært
pragmatiske og kompromissøgende strategier byggende på værdier
som logik, valgfrihed, tolerance, fremgang og individuel lykke. 49
46 Aguilar 2002: 4
47 Aguilar 2002: 9
48 Aguilar 2002: 25
49 Pérez-Díaz 1993: 19
21

”Det næste skridt var, at man måtte finde en ny offentlig diskurs som passede
med erfaringerne med et civilsamfund; og det er i jagten på dette sprog at vi finder
en anden hjørnesten i Transitionen: modificeringen af diskursen omkring
borgerkrigen gjorde det nemmere at overvinde erindringen.”. 50
Hans argument er, at civilsamfund og borgerkrig er hinandens
modsætning både som koncepter og realitet. Erindringen om
borgerkrigen gjorde det derfor i lang tid umuligt at omsætte de
kulturelle og institutionelle forandringer i politiske termer, fordi landet
forblev besat af erindringen af borgerkrigen. 51
Især i den yngre gruppe spaniere udviklede der sig en mere
moderat udlægning af borgerkrigen og dens konsekvenser, der passede
bedre med den yngre generations erfaringer med samarbejde og
kompromis, og som kunne udgøre en fælles acceptabel historie.
Mange fra den unge generation distancerede sig fra krigens parter og
nægtede at tage stilling.
I Pérez-Díaz udlægning kan den fortælling, der opstod,
kondenseres til, at oprørstyrkerne måske handlede forkert ved at starte
borgerkrigen, men at det var rimeligt legitimt, fordi de havde
bøndernes, katolikkernes og middelklassens støtte. De var kort sagt
retfærdigt oprørte over de radikale trusler fra det ekstreme venstre og
den manglende beslutningsdygtighed og inkompetence hos det
moderate venstre. Desuden flyttedes en del af skylden for krigen over
på de udenlandske aktører, der blandede sig. Borgerkrigen og dens
konsekvenser blev i dette lys mest betragtet som en tragedie. 52 De
yngre generationer havde altså hverken nogen ejerskabsfornemmelse i
forhold til borgerkrigen eller nogen speciel frankistisk ideologi.
Erindringens betydning under Transitionen
Som tidligere nævnt spillede mindet om borgerkrigen en stor rolle
under Transitionen, da Republikken og den efterfølgende borgerkrig
var spaniernes hidtidige erfaring med en Transition.
Borgerkrigserindringen blev således aktiveret under Transitionen.
Dette betød samtidig, at fokus blev lagt på, hvordan en gentagelse
kunne undgås fremfor på, hvem der havde skylden for krigen. 53
Politikere både på højre- og venstrefløjen frygtede muligheden for ny
borgerkrig, fordi de vidste, at der ikke havde fundet nogen forsoning
sted. 54 Konsekvensen af dette var, at ”..every effort was made to ensure that
the various political adversaries did not turn the past into a political weapon, an
eventuality which, many feared, could have made the peaceful dialogue impossible
among the heirs of the ideological opponents in the Civil War.” 55
50 Min oversættelse. Pérez-Díaz: 1996:26
51 Pérez-Díaz 1996: 26
52 Pérez-Díaz 1993: 24
53 Aguilar 2002: 268
54 Aguilar 2002: 33-34
55 Aguilar 2002: 269
22

At det var muligt, at forholde sig sådan til historien, skyldtes til
gengæld, at tragedie-opfattelsen af borgerkrigen var meget udbredt: ”A
general sense of collective guilt existed regarding the faillure of the Republican
expirience and every effort was made to ensure that its illfated conclusion, the Civil
War, was not repeated.”. 56
Den mest relevante konklusion i forhold til den videre
historieskrivning, er den konkrete politiske effekt som erindringen
ifølge Aguilar fik:
”It was precisely these two factors, the memory of historical misfortune and the fear
of the dangers of radicalisation, that contributed most to moderating the demands of
all the important political and social groups of the time and to legitimising a
different means of bringing about political transformations. Negotiation, pactmaking,
giving ground, tolerance – in short, the famous consensus – were
established to the point that they became, at certain critical moments, an end in
themselves rather than a means, irrespective of the substance of the agreement.” 57
Erindringen om krigen lagde altså grunden til en tradition, som
dyrkede overkommelsen eller forglemmelsen af borgerkrigen.
Ved Transitionen aktiveredes en udlægning af historien, der
passede ind i den usikre kontekst, man stod i. Ifølge denne udlægning
var borgerkrigen en tragedie, som skyldtes manglende tolerance og
villighed til at samarbejde og lave kompromiser i republikken. Det
faktum, at den kollektive erindring var udviklet under Francotiden, og
at oppositionen primært bestod af folk opvokset efter krigen, gjorde
sandsynligvis, at mange af de ledende kræfter havde dannet ca. den
samme tolkning af krigen.
Mange af de senfrankisktiske værdier levede videre såsom fokuset
på fred, stabilitet og økonomisk fremgang. Det, som blev tilføjet, var
en vilje og evne til at gå på kompromis, som var kraftigt ansporet af
erfaringen med republikken og borgerkrigen.
Det interessante ved forholdet til historien var, at man var enige
om, at begge parter havde sin del af skylden, og at man derpå tolkede
forsoningen som et spørgsmål om at lægge låg på yderlige diskussion
af fortiden.
I forhold til den officielle historie-fortælling i Spanien havde det
for mig at se visse interessante konsekvenser at fastholde en tragediefortælling
om borgerkrigen og Francotiden. Det kan således forventes
at sætte nogle rimeligt faste rammer om fortællingen omkring
borgerkrigen, hvis man ikke vil bryde med kompromiset, sådan som
Pérez-Díaz her beskriver tragediefortællingen:
”The share of guilt and responsibility must be more or less evenly distributed
among the combatants, since both were to blame, and the total amount of guilt and
56 Aguilar 2002: 150
57 Aguilar 2002: 151
23

esponsibility must also be reduced, since neither was entirely guilty as much as each
was responding to threats from the other.” 58
Han påstår endvidere, at den frankistiske fortid ikke er blevet
afsagt men snarere henlagt i tavshed, og at man undgik referencer til
personlig involvering i borgerkrigen.
Borgerkrigen i en ny officiel spansk selvforståelse -
Transitionsidealer
Historiens betydning under Transitionen er relevant, fordi man
med overgangen til demokrati også var nødt til at redefinere, hvad den
spanske nationalidentitet var og finde en fælles national historie, der
kunne rumme flest muligt spaniere.
Denne nye nationalidentitet blev i høj grad skabt i selve
Transitionsprocessen, der medførte skabelsen af en ny demokratisk
tradition i den politiske kultur.
Denne tradition krævede ifølge Pérez Díaz udarbejdelsen af en ny
kulturel udtryksform, herunder en række politiske symboler, som
hellige tekster (forfatningen), forbilledlige institutioner (monarkiet),
ritualer (demokratiske valg og vedtagelsen af sociale alliancer) og en ny
forståelse af spansk historie (specielt en rekonstruktion af en spansk
kollektiv historie) og en formulering af fælles myter, som for eksempel
en genfortolkning af borgerkrigen som en national tragedie. 59
Her er det interessant at se på hvilken rolle borgerkrigen spillede i
Transitionens symbolssprog.
Laura Desfor Edles 60 har lavet en kulturel analyse af den såkaldte
konsensus periode (april 1977-december 1978). Denne består i en
symbol og repræsentationsanalyse af artikler vedrørende Transitionen i
en række aviser i forbindelse med tre vigtige faser af konsensus
perioden (Første demokratiske valg, Moncloapagten og de sidste fire
måneder af forfatningsskrivningen). Hun fandt frem til, at der blandt
de mange symboler var fire sammenhængende repræsentationer, som
dominerede teksterne. Det drejede sig om: 1) en ny start, 2)
borgerkrigen, 3) national forsoning og 4) demokrati.
De blev brugt gennemgående af de forskellige politiske aktører om
end på forskellig vis afhængigt af hvilken aktør og situation. De indgik
også på forskellig måde i de forskellige konkurrerende ideologier, men
de dannede alligevel en fælles kerne i konsensuspolitikken. En slags
fælles værdisæt eller diskursive knudepunkter.
58 Pérez-Díaz 1993: 24
59 Pérez-Díaz 1993: 5
60 Edles 1998: 22-150
24

Borgerkrigen formede i dette sæt den symbolske modsætning til de
tre andre, der alle tre indebar en klar intention om ikke at se tilbage.
”Den nye start” indebar et tidsmæssigt brud skabt af Francos død.
Dette blev af centrum-venstre ledere fulgt op med opfordringer om at
se frem, ikke tilbage.
”Den nationale forsoning” er endnu mere interessant som symbol.
Med dette mentes der således, at man skulle lægge splittelsen,
polariseringen og konfrontationen fra borgerkrigen bag sig. Det vil
sige, at politiske, regionale, klassemæssige og religiøse modsætninger
skulle overkommes. Man forholdt sig således til borgerkrigen, men
uden at det var accepteret, at man egentlig gravede i den.
Symbolet ”Demokrati” betød dyrkelse af kompromis og dialog.
Dette symbol indebar både en afstandtagen fra diktaturet men også fra
Den Anden Republik. Det nye demokrati dannede modsætning til
begge. Man talte om parlamentarisk monarki og undgik at genskabe
centrale republikanske institutioner. 61
Som det fremgår pegede hele Transitionslogikken væk fra fortiden.
Borgerkrigen og republikken spillede på alle leder rollen som
modsætning til det nye demokrati.
Borgerkrigen blev altså passet ind i et nationalt metanarrativ om de
to spanier, der konstant kommer op at slås men til sidst forliges
gennem en enestående forsoning under den demokratiske Transition.
Netop en sådan overordnet historiefortælling er det, Walther
Bernecker hævder var udkommet af Transitionen. 62
Denne overordnede historie kræver dog, som Pérez-Díaz siger, at man
relativt ukritisk fastholdt tragedie-versionen af den spanske borgerkrig.
Ifølge Walther Bernecker gjorde det nye Spaniens dyrkelse af
moderniserings- og europæiseringsidealet endvidere, at borgerkrigen
og fortiden kom til at repræsentere Spaniens tilbageståenhed, noget
man ikke var stolt over. 63
Når borgerkrigen forstået som tragedie dannede baggrund for en
væsentlig del af symbolerne for det nye Spanien, som den dramatiske
krise i et metanarrativ, der legitimerede og definerede det nye
demokratiske Spanien, så forekommer det naturligt, at det må have sat
betydelige grænser for, hvad man i en officiel sammenhæng kunne sige
om borgerkrigen og efterkrigsforbrydelserne. Specielt når man
sammenholder det med den ikonstatus, den spanske Transition har og
har haft som et forbilledligt eksempel på en fredeligt og vellykket
overgang til demokrati både i og udenfor Spanien, er det klart, at
denne succes har en høj symbolværdi i Spanien selv i dag.
61 Edles 1998: 51-55
62 Bernecker 2004: 700
63 López-Casero 1994: 73
25

Konsekvenser af en transitionsdiskurs
Når der altså blev skabt en egentlig Transitionsdiskurs omkring
Spaniens nyere historie på det politiske niveau, er det rimeligt at
forvente, at denne også måtte have en meget styrende indflydelse på
udformningen af skole-historiebøger om perioden.
Tragediemodellen vil således ifølge Pérez-Díaz kræve, at skylden
for borgerkrigen fordeles rimelig ligeligt mellem krigens parter,
samtidig med at begge parter delvist kan undskyldes med, at de blev
tvunget til handling af modparten.
Det kan endvidere forventes, at der ikke vil blive gået i detaljer
med hensyn til, hvad der præcist hændte. Desuden må det forventes,
at fokus rettes mod et begrænset antal aktører, og at forbindelsen
mellem bestemte begivenheder og konkrete aktører er rimeligt uklar.
Dette må især forventes at være tilfældet med
efterkrigsundertrykkelsen, da den meget svært lader sig forklare som
en kollektiv tragedie, idet den jo i realiteten var den totale ydmygelse af
den ene part i borgerkrigen. Derfor må denne del af historien være
nedtonet.
Det faghistoriske alternativ
I dette afsnit vil jeg se på, hvordan den faglitteratur, der ikke er
underlagt de samme krav og traditioner som skolebøgerne,
beskrivelser af borgerkrigen og efterkrigstiden. Det gør jeg udfra den
forventning at tradition og politiske hensyn spiller en rolle for
udformningen af skolebøgerne, hvorfor det er relevant at
sammenligne deres fremstilling med, hvad forskningen i
begivenhederne omkring borgerkrigen har frembragt. Mit fokus har
været at præsentere, hvad der foreligger af relativt let tilgængelig viden
om perioden, og ikke at give en udtømmende bibliografisk
gennemgang af værkerne om emnet.
Hensigten er at fastlægge en række centrale problemstillinger i
forhold til den relevante periode for på den måde at kunne analysere,
hvorledes skolebøgerne adskiller sig fra udgivelser, der ikke skal tage
de samme hensyn som skolebøgerne. Fokus vil være på at give en
gennemgang af de historiske fakta relationeret til tragediefortællingen
omkring borgerkrigen i spansk historieopfattelse. Der har i grove træk
været enighed om, hvad der foregik i republikken, så jeg vil
koncentrere mig om den frankistiske side af tragedieligningen.
Dette afsnit bygger på en række nyere beskrivelser af politikken og
forfølgelserne på Francosiden. Værkerne er udvalgt, fordi de er
repræsentative for den kritiske historieskrivning omkring borgerkrigen
og Francotiden, der i høj grad bryder med den traditionelle forsonlige
udlægning af Francotiden.
26

Julián Casanova kommer i sin artikel med en udlægning af
udviklingen i forskningen på oprørssiden under borgerkrigen og
Francos diktatur. Ved 50 års jubilæerne for oprettelsen af Republikken
og for borgerkrigens start i henholdsvis 1981 og 1986 blev der således
ifølge Casanova fokuseret stort set udelukkende på de
socioøkonomiske og politiske begivenheder på den republikanske side
under borgerkrigen. En af årsagerne til dette var, at denne del af
historien var let tilgængelig, og at ingen havde noget mod, at den blev
udforsket, mens der var mange, der ikke ønskede den frankistiske side
udforsket. Fra 1986 skiftede historikernes fokus til diktaturet og i
anden halvdel af firserne begyndte de første empiriske undersøgelser
af den frankistiske undertrykkelse under krigen og i efterkrigstiden at
udkomme. I løbet af 1990erne og frem til i dag, har der været et boom
i værker omkring borgerkrigen, Francoregimet og volden og
undertrykkelsen på de to sider i borgerkrigen.
Resultatet er, at der i dag foreligger omfattende studier af
emnerne. 64
Michael Richards: Un Tiempo de Silencio, der blev udgivet første
gang på engelsk i 1998 og på spansk i 1999 65 , præsenterer et
overordnet billede af Francoregimets undertrykkelse både under og
efter krigen, samt giver et godt indblik i dets politik og ideologi.
Bogen ”Víctimas de la guerra civil” fra 1999 er et centralt værk i
litteraturen om ofrene for den frankistiske undertrykkelse under og
efter krigen. Den er skrevet af fire af de mest anerkendte forskere på
området. Bogen samlede som det første værk resultaterne fra de
mange regionale eller provinsielle studier til et samlet billede af, hvad
man er nået frem til omkring hele Spanien. 66
Desuden har jeg brugt tre artikler fra bogen Morir, matar, sobrevivir,
der blev udgivet første gang i 2002 og genudgivet i 2004. 67 Artiklen af
Julián Casanova giver en oversigt over problemstillingerne ved
Francostyret og dets undertrykkelsespolitik. 68 Artiklerne af Franco
Espinosa Maestre 69 og Conxita Mir 70 er lokalbeskrivelser af
henholdsvis frankisternes undertrykkelse i starten af borgerkrigen med
fokus på provinserne i det sydvestlige Spanien, der først blev besat af
Franco, og af undertrykkelsen i Kataloniens landområder i
efterkrigstiden. Disse områder var nogle af de sidst erobrede.
64 Casanova 2004: 44-46
65 Richards 1999: vi
66 Richards 1999: xii
67 Casanova 2004: vi
68 Casanova 2004: 3-50
69 Espinosa 2004: 51-119
70 Mir 2004: 121-193
27

Julián Casanova lægger i bogens indledning ikke skjul på, at dens
undersøgelse af de historiske realiteter om Francostyret også er et
indlæg i en partsdebat:
”Der findes ikke kun et syn på frankismen og vi, forfatterne til denne bog, har
i vores skrifter anlagt forskellige vinkler. Vi deler imidlertid en fast beslutning om
at forhindre at arvingerne til den frankistiske sejr hvidvasker deres fortid yderligere.
Den mest voldelige og undertrykkende fortid som vores moderne historie har
kendt.” 71
Bøgerne tegner et meget sammenhængende billede af det
frankistiske Spanien, hvad angår undertrykkelsen og dens omfang.
Den modsatte retning i den spanske historiografi, som Julián
Casanova refererer til, repræsenteres primært af historikeren Pio Moa.
Denne betragtes i brede historikerkredse som tendentiøs og dårligt
funderet i sit arbejde, hvilket blandt andet fremgår af nedenstående
citat fra den anerkendte engelske hispanist Paul Preston:
”Ja jeg kender Pío Moas arbejde. Jeg synes, at det han gør, er at ignorere
størstedelen af de undersøgelser, der er udført af professionelle historikere, hvad
enten de er venstre- eller højreorienterede, for at repetere den frankistiske
propaganda om borgerkrigen og den umiddelbare efterkrigstid på en lettere måde.
… Jeg forstår heller ikke hvordan der kan være så store uenigheder, når der først
foreligger grundige undersøgelser. Selvfølgelig er der altid plads til nuancer, forskelle
i fortolkning og opfattelse. Men når der er uenigheder om for eksempel hvad
Francos tropper gjorde under deres fremrykning til Madrid, hvilket er grundigt
undersøgt af Francisco Espinosa, og derefter afvist af Pío Moa, så er den eneste
forklaring på uenighederne, de ueniges politiske intentioner. 72
Jeg vil derfor udelade Pío Moa fra denne undersøgelse, da han i
høj grad afviger fra den generelle strømning blandt de historikere, der
har beskæftiget sig med emnet, og fordi hans værk kun nyder
begrænset videnskabelig anerkendelse.
Det militære oprør
En central påstand i tragediefortællingen er, at borgerkrigen var
uundgåelig. Blandt andet fordi Spanien var strukturelt underudviklet,
og fordi der var for store modsætninger og spændinger i det spanske
samfund til, at det kunne løses ad demokratisk vej. Dette hænger fint
sammen med oprørsgeneralernes egen påstand om, at de blot kom en
kommunistisk revolution i forkøbet.
Argumentet om, at borgerkrigen var uundgåelig, har den
indbyggede svaghed, at krigen blev forårsaget af dele af det
sikkerhedsapparat, der skulle sikre staten mod ydre og indre fjender.
Argumentet hænger derfor kun sammen ud fra en overbevisning om,
71 Min oversættelse. Casanova 2004: xi
72 Min oversættelse.
El Mundo d. 24 juni 2003 – interview taget fra El Mundos hjemmeside
http://www.elmundo.es/encuentros/invitados/2003/06/774/
28

at demokratiet som styreform ikke duede i Spanien i 1930erne. Paul
Preston afviser denne forklaring, og henviser til, at den politiske
situation faktisk var ved at stabilisere sig, da kupforsøget indtraf, og
han understreger, at den primære årsag til borgerkrigen var
kupforsøget. 73 De nyere historikere er generelt enige i denne
opfattelse, hvilket vil fremgå af det følgende. Santos Juliá forklarer det
militære kupforsøg, som en voldelig politisk aktionsform, der var
opstået en accept af på begge sider af det politiske spektrum gennem
de foregående års militære kupforsøg og revolutioner. Det centrale
argument i hans argumentation er dog, at uden hærens indblanding var
en borgerkrig utænkelig i 1936, idet denne aktør kontrollerede stort set
alle brugbare våben i Spanien. Årsagen til at det kom til en borgerkrig,
angives i forlængelse heraf til at være den manglende enighed i hæren
om at begå statskup. 74
Julián Casanova afviser med henvisning til andre europæiske lande
det strukturelle argument ved at pege på, at en situation med intern
konflikt med kampe, spændinger og mere eller mindre vold ikke
nødvendigvis behøver at udløse en borgerkrig. 75
I forhold til oprørsgeneralernes påstand om, at de blot kom en
kommunistisk revolution i forkøbet, fremhæver Casanova, at det var
militærkuppet og det deraf følgende sammenbrud i republikkens
magtapparat, der muliggjorde de revolutionære tilstande i mange dele
af de områder, som forblev loyale overfor den republikanske
regering. 76 Richards har samme vurdering. 77 Endvidere konstaterer
han, at der ikke fandtes nogen stærk forenet højrefløjsbevægelse,
hvorfor hærens vilje til via voldelige midler at tage magten blev
afgørende. 78 Iifølge Richards var der dog et relativt bredt socialt
fundament som støttede det militære oprør. 79
Der kan diskuteres meget om de strukturelle problemer, store
politiske uoverenstemmelse og om en kommunistisk revolution var
sandsynlig. Det centrale er dog, at en lille gruppe generaler besluttede
sig for at begå statskup mod den demokratisk valgte regering. Et kup
der mislykkedes, fordi der ikke var opbakning nok til det, hvorefter
generalerne alligevel valgte at starte en krig for at gennemtvinge
kuppet.
73 El Mundo d. 24 juni 2003 – interview taget fra El Mundos hjemmeside
http://www.elmundo.es/encuentros/invitados/2003/06/774/
74 Julía 2006: 16
75 Casanova 2004: 4
76 Casanova 2004: 44
77 Richards 1999: 10
78 Richards 1999: 18
79 Richards 1999: 18-20
29

Borgerkrigen
Krigsførslen
Et andet centralt element i tragedieopfattelsen var, at parterne var
omtrent lige brutale med hensyn til at forfølge deres modstandere. Der
er heller ingen tvivl om, at mange blev forfulgt på begge sider af
konflikten. Forskningen har dog vist, at der var betydelige kvalitative
og kvantitative forskelle på, hvad der skete på de to sider, hvilket vil
blive gennemgået i det følgende.
Debatten om omfanget
Debatten om undertrykkelsen hos borgerkrigens to parter har
koncentreret sig meget om omfanget. Den første til at udgive et værk
med en oversigt over konsekvenserne af undertrykkelsen for Spanien
som helhed, var den frankistiske historiker Ramón Salas Larrazábal,
der i 1977 udgav bogen Pérdidas de guerra. 80 Dens betydning består i
dens historiske rolle som referencepunkt for debatten om emnet. Hele
to af de analyserede skolebøger for perioden 1996-2004 nævner
således hans estimater for antallet af dræbte.
Francisco Moreno tilbageviser i et appendix Ramón Salas tal ved at
sammenligne med de empiriske undersøgelser. 81 Dette viser, at det var
tal, man stadig måtte forholde sig til i den spanske debat, da artiklen
udkom første gang i 1999 82 . Moreno gennemgår i sit appendix Salas tal
med tallene for de 25 provinser, der var blevet grundigt
gennemforsket i 1999. Salas samlede skøn over antallet af henrettede
af frankisterne under og efter krigen i disse provinser er på 34.397,
mens Moreno udfra de nye studier kommer frem til 72.883 henrettede.
Den frankistiske vold i Spanien var væsentligt større end det som Salas
angiver. Omvendt viser de nyere studier, at den republikanske vold var
væsentligt mindre omfattende end Salas angiver. Her var der i 1999
udforsket 19 provinser, i hvilke Salas angiver det totale antal ofre til
60.628, mens de nyere studier kan summeres op til et antal dræbte på
37.843. 83
Moreno anslår at 50.000 mennesker blev dræbt af den
republikanske terror, hvor Francostyrets historikere kom frem til
70.000. Han konstaterer herefter at antallet af henrettede af
Frankisterne under i de 25 helt studerede og 11 delvist studerede
provinser tilsammen når op på 94.699. Han giver dog intet estimat
over det samlede antal ofre for hele Spanien. 84 Dette skyldes
sandsynligvis et ønske om at blive taget seriøst af så mange som muligt
80 krigstab
81 Moreno 2006: 407-411
82 Julía 2006: 4
83 Moreno 2006: 410
84 Moreno 2006: 407-411
30

i den spanske debat ved kun at bringe klare kendsgerninger omkring
de mest problematiske spørgsmål.
Morenos opgørelse kan imidlertid bruges til at konkludere, at
undertrykkelsen i republikken ikke overordnet kan sidestilles med den
frankistiske. Det allerede kendte tal viser således, at antallet af dræbte
på grund af den frankistiske undertrykkelse under krigen og i
efterkrigstiden var mindst dobbelt så stort som antallet af dræbte på
grund af den republikanske terror.
Terror i republikken
Den frankistiske historiker Ramón Salas Larrazabal 85 beskriver i sin
bog om den spanske borgerkrig 86 terroren på de to sider. Især hans
beskrivelse af den republikanske side er interessant, da denne var
veludforsket, da bogen blev skrevet, og han som tidligere frankistisk
officer må forventes at repræsentere en af de mest kritiske
udlægninger af terroren i republikken. De tal Salas bygger sit værk på,
holder som sagt ikke, men hans version af måden forfølgelserne blev
udført er interessant.
Han beskriver, hvorledes folkemilitser i republikken i månederne
efter det militære oprør d. 18 juli 1936 udsatte deres modstandere i det
republikanske bagland for en massiv bølge af vold, hvor præsterne var
den mest udsatte gruppe. Retstilstanden i republikken kritiseres for, at
politifunktionen blev overtaget af patruljer fra venstrefløjspartierne og
fagforeningerne. De udøvede deres magt med ubegrænsede beføjelser
og afstraffede folk på grund af de mindste indicier. For at fortjene
døden var det nok at være præst, religiøs eller læse højrefløjsaviser.
Regeringen reagerede på dette ved at oprette specielle
statssikkerhedsdomstole i hver provins med tre dommere og en jury
bestående af repræsentanter for partier og fagforeninger.
Salas kritiserer den republikanske regering for ved oprettelsen af
disse domstole at sanktionere et partisk retssystem. Konsekvensen var,
at den anklagede var berøvet enhver garanti for upartiskhed. Han
medgiver dog, at det faktisk var en forbedring af retstilstanden i
forhold til den, der blev udøvet af folkemilitserne. Desuden
anerkendes det, at regeringen søgte at eliminere parallelle
magtinstitutioner. 87
Sammenligner vi med Santos Julías beskrivelse, så skete der det
ved det militære oprør, at den republikanske stat brød sammen, fordi
den ikke længere besad de nødvendige magtmidler til at håndhæve sin
magt. Retshåndhævelsen og den lokale administration blev i stedet i
85 Beskrivelse af Ramón Salas Larrazabal http://www.aire.org/paracas_ea/salas.htm
Han var løjtnant i Francos hær ved krigens slutning og kom med den blå division,
etc.
86 Salas 1986
87 Salas 1986: 89-91
31

høj grad overtaget af fagforeningsråd. 88 Set i denne kontekst arbejdede
republikkens ledelse altså for en forbedret retstilstand, hvilket Salas
også delvist anerkender. Så republikken søgte altså at sikre den bedst
mulige retstilstand under de givne omstændigheder.
Frankistisk terror
I forhold til volden på den frankistiske side, er det værd at starte
med Espinosa Maestres beskrivelse af de frankistiske troppers ageren i
det vestlige Andalusien og Extremadura fra borgerkrigens start til
1945. Ifølge ham var det specielle ved oprøret i 1936 oprørernes faste
beslutning om en umiddelbar udryddelse af modparten. 89
Hans påstand er, at kupmagerne helt fra starten så terror mod
modparten som en vigtig del af det at tage magten: ”Kupmagerne agerede
fra første øjeblik med en vished om at jo hårdere undertrykkelsen var, og jo flere
folk der blev indblandet i den, jo sværere ville det blive at vende om.” 90
Espinosa underbygger solidt denne påstand begyndende med en
opgørelse af, at allerede natten den 17. juli 1936 blev 189 personer
myrdet i Det Spanske Protektorat Marokko. Desuden citerer han en
ordre fra General Yagüe 91 , der blandt andet lød på at ”tilbagehold de
offentlige myndigheder, som måtte være mistænkelige” og ” eliminer de
venstreorienterede elementer: kommunister, anarkister, fagforeningsfolk, frimurere,
etc.” 92
Terroren mod dem, som Franco opfattede som sine modstandere,
var altså en integreret del af tankegangen bag oprøret og ikke bare en
forholdsregel for at sikre sit bagland, som følge af at kuppet slog fejl. 93
Espinosa konkluderer på det grundlag, at Franco var nødt til at
fortsætte borgerkrigen efter at hans forsøge på at tage Madrid slog fejl
for ikke at skulle stå til regnskab for sine forbrydelser. 94
Espinosa beskriver to faser i undertrykkelsen. Den første fase var i
krigens første måneder og sluttede i begyndelsen af 1937. I denne fase
var der ikke etableret nogen frontlinie. Modstanden mod de
fremrykkende frankistiske tropper bestod derfor primært af
bevæbnede civile, hvis der var egentlig modstand.
Den centrale opgave for de fremrykkende tropper var at sikre sig
kontrollen med områderne. Det skete ved at erstatte byråd og
borgmestre med loyale folk. Ofte med en efterfølgende nedskydning
af de republikansksindede medlemmer af byrådet. Fremrykningen var
præget af retsløshed, og folk blev skudt eller fængslet uden rettergang.
Kolonnelederne krævede, at der blev udgydt en bestemt mængde blod
88 Juliá 2006: 20-21
89 Espinosa 2004: 53
90 Min oversættelse. Espinosa Maestre 2004: 55
91 General for dele af de spanske kolonistyrker i Marokko
92 Espinosa 2004: 61
93 Læsegruppe forstod ikke denne sætning
94 Espinosa 2004: 55
32

under fremrykning. Ofte tog soldaterne en gruppe fanger med fra den
forrige by eller landsby og henrettede dem langs vejen. En procedure
som fortsatte til starten af 1937. 95
Mødte soldaterne modstand, betød det ofte, at lokalbefolkningen
blev udsat for løssluppen vold. Eksempelvis blev hele bydele ødelagt i
Sevilla og Badajoz for at have ydet modstand, og bjerge af lig hobede
sig op i gaderne. 96
Efter de første par uger besluttede militærledelsen at organisere
undertrykkelsen via krigsretter. Disse var rene skueprocesser, hvor
nogle af de første dømte var de lovligt valgte myndigheder og
regeringsloyale militærfolk. Undertrykkelsen var dog stadig meget
vilkårlig, og folk blev skudt både med og uden dom. I Merida og
Badajoz og ved Rio Tinto Minerne var der for eksempel så mange
fanger, at man ikke kunne overskue at dømme dem, hvorfor de fleste
blev massakreret. 97
Den anden fase karakteriseredes af en mere systematiseret
undertrykkelse. I december 1936 blev der således givet ordre om, at
fangerne skulle for en krigsret. Først i april 1937 var man dog nået så
langt, at stort set alle fanger kom for en krigsret inden de
henrettedes. 98 Som et eksempel på domstolenes effektivitet og
begrænsede retssikkerhed, nævner Espinosa, at fire militærdomstole i
Malaga samlet dømte 20.000 personer, hvoraf 3000 blev dømt til
døden. 99 Denne anden fase betød en ny bølge af udrensninger af
marxistisk revolutionære elementer, som især gik ud over
venstrefløjsfolk og fagforeningsfolk, og den varede helt til 1945. 100 De
henrettedes efterladte familier blev ofte udsat for afpresning eller
dømt til at betale bøder for de mandlige familiemedlemmers
forbrydelser. 101
Michael Richards beskriver i sit værk hvorledes den frankistiske
politik i hele Spanien fra starten af konflikten målrettet gik ud på at
ødelægge alle de strukturer som støttede republikken, og at foretage en
”rensning” af arbejderklassen. 102 Dette skete under indflydelse af en
ideologi hos oprørerne om at socialisme, anarkisme, kommunisme,
anarkisme, regional nationalisme 103 og frimureri alt sammen var udtryk
for en slags sygdom som mange spaniere var blevet smittet af, og som
kun kunne udryddes ved at eliminere de smittede personer. 104
95 Espinosa 2004: 70-71
96 Espinosa 2004: 70
97 Espinosa 2004: 81-85
98 Espinosa 2004: 86
99 Espinosa 2004: 97
100 Espinosa 2004: 86-87
101 Espinosa 2004: 92-93
102 Richards 1999: 33
103 Hermed menes primært den baskiske og katalanske nationalisme
104 Richards 1999: 33 + 45
33

Konklusion på krigsførsel
På grundlag af ovenstående kan det konkluderes, at der var en
betydelig forskel i måden at føre krig på mellem republikken og
oprørsgeneralerne. I republikken skyldtes volden i starten stort set, at
lov og orden brød sammen i forbindelse med, at generalerne gjorde
oprør, hvilket gjorde det muligt for lokale grupper at hævne sig på
deres modstandere. Republikkens ledelse kæmpede dog for at
genskabe en rimelig retstilstand.
Hos oprørerne var vold og udryddelse af modstanderen derimod
en central del af strategien helt fra starten. Man ville udrydde, hvad
man så som en antispansk sygdom, som havde inficeret samfundet,
ved at elimere dens bærere. I denne proces afskaffedes enhver form
for retssikkerhed, og befolkningen blev hensat til at leve i frygt for at
blive anmeldt. Fremgangsmåden kan ikke forklares ud fra krigshensyn,
selvom krigssituationen eventuelt kan have gjort undertrykkelsen
værre.
Efterkrigsundertrykkelsen
Frankisternes gerninger i efterkrigstiden kan meget dårligt passes
ind i nogen form for tragediemodel, hvorfor det har stor relevans at se
på, hvordan det frankistiske styre agerede, efter at det havde vundet
total kontrol med Spanien 1. april 1939. Det vil jeg gøre ved først at
gennemgå organiseringen af volden i efterkrigstiden. Herefter vil jeg se
på den økonomiske undertrykkelse. Herudover vil jeg se på påstande
omkring voldens funktion som et helt centralt element i regimets
sammenhængskraft. Endelig vil jeg se på nogle vurderinger af regimet
som havende en grundlæggende plan om på alle niveauer at
undertrykke modstanderen.
Formål
Ifølge Francisco Moreno var sejrherrerne ved krigens slutning
endnu usikre på, at de havde opnået deres mål, selvom de havde
opløst de republikanske partier og arbejderbevægelsen. De havde
således endnu ikke færdiggjort den totale nedbrydning af
republikanismen og arbejderbevægelsen. Frankisterne fortsatte derfor
en massiv undertrykkelseskampagne for at umuliggøre enhver
fremtidig reorganisering af republikanismen og arbejderbevægelsen. 105
Casanova understreger, at tilintetgørelsen af krigens taber var det
primære mål efter krigen. Dette gjaldt specielt i de sidst erobrede
områder, men forfølgelserne fortsatte også i de områder, der fra
starten af var faldet under den frankistiske kontrol. Massehenrettelser,
tortur og lynretssager fortsatte. Casanova henviser til, at man kan
opgøre i hvert fald 50.000 dødsfald, som skyldtes den frankistiske
105 Moreno 2006: 277
34

forfølgelse af modstanderen, hvoraf de 35.000 var direkte
henrettelser. 106
Omfang
Med hensyn til efterkrigsterrorens omfang er dette dog kun det
direkte verificerbare tal udfra de områder, der var undersøgt, da
artiklen udkom første gang i 2002. Paul Preston siger således i
indledningen til Michael Richards bog: ”Justitsministeriet anerkendte, at
omkring 190.000 personer var blevet henrettet eller var døde i fængsel mellem
1939 og 1944;” 107 Michael Richards angiver selv, at det er sandsynligt,
at 200.000 mennesker blev dræbt efter krigen enten ved direkte
henrettelser eller fordi de døde i fængsel. Hans kilde til dette tal er den
spanske stats statistiske årbog, som opgør antallet af henrettede og
døde i fængsel til 192.684 personer. 108 Omfanget af dødsofre alene
ligger således ifølge den eksisterende forskning et sted mellem 50.000
og 200.000.
Undertrykkelsens karakter
Med hensyn til den voldelige undertrykkelses karakter, lægger
Casanova vægt på, at terroren efter krigen var organiseret oppefra og
sanktioneret ved lov. 109 Richards deler organiseringen op i tre perioder:
Først en periode med militær justits, hvor folk blev dømt for militært
oprør, hvis de var loyale mod republikken eller ikke støttede
Francosiden. Så en periode fra d. 9/2 1939 hvor ”Ley de
Responsabilidades Políticas” blev offentliggjort, hvor folk blev dømt
ved specialdomstole. Denne lov gjorde det kriminelt at forstyrre
offentlig orden fra 1934 og at modsætte sig Nationalbevægelsen 110 fra
18/7 1936. Endelig en fase med vægten på det almindelige civile
retssystem, som indledtes ved lov den 19. februar 1942. 111
Retssagerne var lynretssager, hvor al bevisførelse blev gennemgået
på en gang, og hvor almindelige retsikkerhedsprincipper var sat helt ud
af kraft. Bevisbyrden, både med hensyn at bevise om anklagede var
skyldig eller uskyldig, baserede sig på rapporter om den anklagede,
som den lokale borgmester, lokalkommandanten og den lokale leder af
Falangen skulle indsende. Disse var naturligvis alle frankister.
Retssikkerheden var så begrænset, at man reelt set var dømt på
forhånd, hvis man blev anklaget. 112
106 Casanova 2004: 19-20
107 Richards 1999: ix
108 Richards 1999: 7
109 Casanova 2004: 20
110 Dette var hvad frankistesrne kaldte det militære oprør mod republikken
111 Richards 1999: 46
112 Casanova 2004: 20-23
35

Retsforfølgelsen var vilkårlig, og Francisco Moreno beskriver,
hvordan myndighederne selv angav folk for at få tilstrækkeligt med
røde dømt, hvis de ikke mente, at der var anmeldelser nok. Han giver
også eksempler på, hvordan folk blev dømt til døden, selv om det
under retssagen var klart, at man manglede beviser for at anklagede
havde gjort noget ulovligt. 113 Moreno konstaterer også, at størstedelen
af henrettelserne efter krigen var udtryk for politiske repressalier. 114
Denne retstilstand gjorde, at rigtigt mange måtte leve i frygt for at
blive anklaget. Anmeldernes magt var uindskrænket, så når man blev
anklaget, var man næsten dømt på forhånd. 115 Loven medførte en
masseangiveri-kampagne både fordi folk brugte den til at få ram på
andre med, og fordi det var en måde til at vise, at man var loyal
overfor styret, så man ikke selv kom i klemme. 116
Omfanget af retsforfølgelserne var enormt. Alene under loven Ley
de Responsabilidades Políticas blev der åbnet 325.000 sager. 117
Dommene varierede fra økonomiske straffe til dødsstraf. Herudover
betød det, at man civilt set blev sortlistet og kunne få meget svært ved
for eksempel at få arbejde. 118 Ved siden af dette officielle retssystem
forsatte den tilfældige nedskydning af fanger dog også gennem
1940erne. 119
Koncentrationslejre og fængsler
Et andet meget markant fænomen var, at mellem 500-700.000
krigsfanger blev interneret i koncentrationslejre i 1939. Richards
beskriver lejrene som et instrument til ydmygelse, lidelse og nogen
gange død for fangerne. De tidligere republikanske soldater blev hårdt
straffet. Først og fremmest blev de stuvet meget tæt sammen og fik
for lidt mad, hvorfor mange døde af sult og sygdom. Mange fik tæsk,
og der foregik også en masse tilfældige henrettelser i lejrene. 120
Udover koncentrationslejrene fandtes der også de almindelige
fængsler, der takket være de mange anklager var overfyldte. I 1940
husede alene det almindelige fængselssystem 280.000 fanger. 121 Også
her var de hygiejniske forhold meget dårlige, og folk sultede, hvilket
gav en høj dødelighed. Moreno opgør antallet af døde i fængsel
registreret af den hidtidige forskning til 5266. Dette dækker dog kun
17 ud af 52 spanske provinser. 122
113 Moreno 2006: 310
114 Moreno 2006: 313
115 Moreno 2006: 315
116 Moreno 2006: 309
117 Casanova 2004: 21-22
118 Casanova 2004: 22
119 Moreno 2006: 316
120 Moreno 2006: 279-281
121 Moreno 2006: 288
122 Moreno 2006: 298
36

Endelig var der arbejdslejre og arbejdsbatallioner, med ca. 100.000
fanger. 123
Den økonomiske repression
Udover den fysiske forfølgelse af krigens tabere, fandt der en
omfattende økonomisk undertrykkelse sted. Moreno beskriver den
som en vilkårlig udplyndring, hvor man udnyttede deres svage
stilling. 124
Legalt set antog den økonomiske undertrykkelse to former:
Taberne blev idømt at betale økonomiske straffe, og for det andet blev
de marginaliseret fra arbejdsmarkedet.
Herudover førtes der en autarkisk 125 økonomisk politik, som
gjorde, at der ikke var fødevarer nok, hvilket gjorde det svært at
overleve for mange. Endelig var folk, som kunne anses for tabere af
borgerkrigen, ofre for udplyndringer af soldater, naboer, frankister og
andre, der benyttede, at ofrenes retsstilling var særdeles dårlig.
Med hensyn til økonomiske sanktioner mod krigens tabere så var
der allerede fra 1936 dekreter, der dikterede at modstanderens
ejendom kunne konfiskeres. Denne politik blev slået fast med Loven
om Politiske Forbrydelser, som trådte i kraft d. 9. februar 1939. Denne
lov baserede sig primært på en økonomisk straf spændende fra en
bøde til konfiskering af al ejendom eller inhabilisering 126 af personen.
Frygten for en økonomisk straf var en vigtig del af regimets
undertrykkelse, som var tiltænkt både som straf og afskrækning for at
få folk til at holde sig fra politik. 127
Loven om Politiske Forbrydelser virkede med tilbagevirkende kraft
helt til oktober 1934. Den gjorde ikke alene revolutionære handlinger
strafbare fra 1934 men også manglende deltagelse i eller modstand
mod den Nationale Bevægelse, som Franco kaldte sit oprørsstyre. Den
var også speciel fordi skylden, i tilfælde af den anklagede var død,
tilfaldt de efterladte familiemedlemmer. Dette var meget ofte
tilfældet. 128
Selv uformuende dagsarbejdere blev idømt bøder på en halv til en
hel månedsløn, hvilket var nok til at bringe dem i økonomisk ruin.
Rigtigt mange sager måtte dog frafaldes pga. manglende ejendom at
gøre udlæg i (2/3 af anklagede var arbejdere). Så det vigtigste ved
loven var at den virkede som en trussel, der havde en pacificerende
effekt på samfundet. 129
123 Moreno 2006: 337-338
124 Moreno 2006: 343
125 Økonomisk system baseret på selvforsyning
126 En juridisk sortlistning af personen
127 Moreno 2006: 343
128 Moreno 2006: 347
129 Moreno 2006: 346-347
37

Moreno beskriver, hvorledes arbejde også blev krigsbytte. Således
blev der i 1939 vedtaget en lov om, at 80% af alle job skulle gives til
folk, som havde kæmpet for eller støttet Bando Nacional 130 .
Lønningerne var ofte ikke særligt gode, men en begrænset løn var dog
bedre end ingenting.
Denne proces blev kombineret med en udrensning af illoyale
elementer fra statsadminstrationen, lærerkorpset og forskellige
professionelle grupper som læger, advokater og journalister. Politikken
skabte loyalitet mod regimet og sammenhold i el Bando Nacional. For
krigens tabere betød den en generel arbejdsmæssig marginalisering, og
de var ofte henvist til prostitution og tyveri for at skaffe sig det daglige
brød. 131
Michael Richards beskriver i sit værk, hvordan den overordnede
økonomiske politik forfordelte arbejderne og dem, som regimet så
som sine fjender. Han beskriver konsekvenserne af regimets autarkiske
politik. Med dette begreb henvises der til, at regimet første en hård
selvforsyningspolitik både af økonomiske og ideologiske årsager.
Denne politik betød, at regimets økonomiske behov, herunder
behovet for valuta, blev sat over folkets behov for mad. Således blev
der trods mangel på mad ikke importeret fødevarer. 132 Richards
skønner at resultatet af denne politik var at 200.000 mennesker døde
af sult. 133
Dette kombineredes med en kraftig politisk bestemt sænkning af
reallønnen, så arbejderne i 1940erne måtte kæmpe med både
underbeskæftigelse og sulteløn. 134 Politikken sigtede på en klar
økonomisk omfordeling 135 , hvor et antal virksomheder og personer
med forbindelse til styret akkumulerede en masse kapital på
bekostning af både by- og landarbejdere og småjordsejere. 136
Arbejderklassen som helhed oplevede en kraftig forringelse af dens
livsvilkår, men dem som ramtes hårdest af den autarkiske politik var
dem, som styret havde stemplet som dets fjender. Hvis manden sad i
fængsel, var blevet dræbt eller havde en sulteløn, måtte kvinderne ofte
prostituere sig for at bidrage til at underholde familien. Noget som
endvidere i rent ideologisk forstand bekræftede styrets ideologi, der
anså dem for urenlige og dyriske. 137 Hele 70% af de fængslede var gift,
og deres koner og børn blev altså ofre for styrets politik. 138 Var
manden fri men sortlistet af regimet, var overlevelsen også svær.
130 Betyder den nationale gruppe og referer til frankisterne
131 Moreno 2006: 360-364
132 Richards 1999: 108
133 Richards 1999: 101
134 Richards 1999: 118
135 Richards 1999:120
136 Richards 1999:148
137 Richards 1999:187
138 Moreno 2006: 300
38

Moreno konkluderer, at de forskellige politiske tiltag gjorde, at
venstrefløjsfolk blev forhindret i at rekonstruere deres liv. 139
Det kan altså konkluderes, at store dele af befolkningen blev hårdt
ramt af styrets økonomiske politik, og at krigens tabere gennem
regimets sanktioner blev presset helt ud på kanten af overlevelse for
manges vedkommende.
Volden som fundamentalt element i styrets
sammenhængskraft
Volden og undertrykkelsen under Francoregimet var et vigtigt
element for at få regimet til at hænge sammen. Denne sammenhæng
påpeges af flere forfattere og tages med her, fordi det siger noget om
styrets karakteristika.
Michael Richards hævder, at fraværet af en stor social mobilisering
til støtte for styret gjorde, at styret måtte basere sig på en politik, der
var karakteriseret ved undertrykkelse. Der var således ingen stor
samlet organiseret gruppe, der kunne udgøre kernen i det nye styre. 140
Espinosa beskriver i sit værk, hvorledes volden gav
sammenhængskraft blandt dem, som støttede det militære oprør og
Francoregimet. Hans pointe er således, at den fascistiske terror
krævede alle magtinstansers deltagelse, og samtidig krævede den
fortielse og udryddelsen af enhver uenighed omkring dens udførsel. 141
Volden blev således på lokalt plan ofte styret af de lokale oligarkier 142 ,
som lod medhjælpere eller politi og soldater gøre det beskidte arbejde.
Denne meddelagtighed i voldsudøvelsen udgjorde med Espinos ord
den mørtel, hvoraf den sejrende blok blev støbt. 143
Fandtes der således ikke nogen sammentømret gruppe før
borgerkrigen, som Richards understreger, så skabte undertrykkelsen
altså sammenhold. Også Francisco Moreno understreger, at volden var
et strukturelt element i frankismen. Det var ikke et forbigående
fænomen men kernen i den nye stat og en slags grundprincip for
frankismen. 144
Ideologien bag undertrykkelsen
Borgerkrigen og undertrykkelsen kan anskues ud fra mange
forskellige synsvinkler. Der kan argumenteres for, at borgerkrigen
mest var en klassekamp, idet den startede som en del af samfundets
elites ønske om at sætte arbejderbevægelsen på plads inden den
overtog hele samfundet, og fordi Francos regime helt fra starten
tilgodeså de besiddende klasser på arbejderklassens bekostning. Det
139 Moreno 2006: 278
140 Richards 1999: 20
141 Espinosa 2004: 85
142 Generelt godsejere på landet
143 Espinosa 2004: 90
144 Moreno 2006: 277
39

interessante er imidlertid, at kupgeneralerne fra starten af ikke
repræsenterede nogen klar ideologi eller plan for, hvad der skulle ske
med samfundet efter et kup. Som Julián Santos udtrykker det:
”Militærfolkene havde ikke bekymret sig om at udarbejde en diskurs, der
kunne retfærdiggøre deres handling: De begrænsede sig til at konstatere at
regeringen var faldet i revolutionære organisationers, sekters og fagforeningers vold,
der alle hentede deres inspiration fra udlandet, som konsekvens af hvilket Spanien
befandt sig i en ”kaotisk situation som der ikke er andre veje ud af end voldelig
handling””. 145
Francisco Espinosa beskriver også udryddelsen af marxismen, som
det primære mål. 146 Hans argument er videre, at undertrykkelsen var
planlagt før krigen, 147 og at kupmagerne startede med at undertrykke,
og først senere skabte en teori, som understøttede undertrykkelsen. 148
I starten baserede oprøret mod republikken sig altså mest på en
fælles afstandtagen fra republikken. Rimeligt hurtigt under
borgerkrigen begyndte man at danne en mere sammenhængende
fællesideologi, der bestod af en sammensmeltning af ideologierne hos
dem, som støttede oprøret: Militæret, kirken, Falangen og forskellige
konservative grupper. Dette var nødvendigt for at forklare det, man
gjorde. Derfor er det relevant at gennemgå den for at vise, hvilken
undertrykkende ideologi det frankistiske styre baserede sig på. Til dette
formål er Michael Richards værk et udmærket udgangspunkt, idet han
beskriver den ideologi, som styret baserede sin undertrykkelse på. Den
kunne kaldes en fascistisk inspireret nationalkatolicisme 149 .
Den spanske fascisme var præget af en korporativistisk tankegang,
hvor det spanske samfund opfattedes som en stor organisme. Denne
var, ligesom andre levende væsner kan være det, plaget af en infektion,
som skulle fjernes, for at organismen kunne overleve. 150 Til
kropsbilledet hørte der en vertikal samfundsopfattelse, hvor man gik
ud fra, at samfundsorganismen havde brug for hoved eller ledelse
bestående af en udvalgt elite. 151 Borgerklassen blev set som samfundets
centralnervesystem. 152 Arbejdernes opgave i denne tankegang var at
arbejde og intet andet. En funktion de blev forhindret i at udfylde af
en udenlandsk marxistisk infektion, som derfor måtte fjernes. 153
145 Min oversættelse. Juliá 2006: 21
146 Espinosa 2004: 87
147 Espinosa 2004: 115
148 Espinosa 2004: 96
149 Richards 1999: 14
150 Richards 1999: 69
151 Richards 1999: 62
152 Richards 1999: 34
153 Richards 1999: 81
40

Richards beskriver i hvorledes undertrykkelsen ideologisk
centreredes om de to begreber ”renselse” og ”hygiejne”. De to
begreber udtrykte sammensmeltningen og tillempningen af hhv. en
traditionel katolsk diskurs og en moderne fascistisk eugenisk diskurs. 154
Den katolske renselse fungerede symbolsk på flere planer. For det
første definerede den spanske kirke borgerkrigen som en ny
reconquista (generobring), hvilket refererer tilbage til de kristne i
Spaniens århundreder lange kamp for at generobre Spanien fra de
muslimske maurere. Ligeledes skulle Spanien under den nye
reconquista renses for jødedom, frimueri, marxisme og seperatisme. 155
For det andet var der det kollektive eller organiske niveau, hvor det
spanske samfunds krop måtte lide for at renses. Denne
renselsesdiskurs udsprang fra en traditionel katolsk tanke, der indebar,
at man kunne frelse sig gennem lidelse, hvilket så symbolsk overførtes
på samfundet. 156
Samme tankegang blev brugt til at legitimere behandlingen af
enkeltindividder. Således kunne krigsfanger rense sig og sikre sig frelse
gennem fangearbejde i regimets arbejdslejre. Ditto arbejderne som var
tvunget til at leve med lave lønninger. På den måde hjalp regimet altså
arbejdere og fanger til at få et evigt liv ved at lade dem leve under
miserable forhold i dette liv. 157 I hvor høj grad denne religiøse diskurs
kunne retfærdiggøre misgerninger ses af følgende citat af en af dem
som deltog i den frankistiske undertrykkelse: ”Vi har skudt mange, det er
sandt, men vi har ladet dem bekende sig og få nadveren, og det har de
[republikanerne] ikke. Der ser De forskellen.” 158 At sende folk i himlen var
således fuldt ud acceptabelt.
Hygiejneideen hang sammen med den moderne raceteori og
hermed racehygiejne. Ifølge denne indgangsvinkel var marxismen
udtryk for degeneration i racen. Styrets psykiatere lavede forsøg, som
viste, at marxismen var en lære, som tilhørte de mindst begavede og
mindst kultiverede. Borgerkrigen blev i denne kontekst beskrevet som
racehygiejne, hvilket var argumentet for, at det var nødvendigt at
fortsætte udrensningerne og henrettelserne efter krigen. Mindre
belastede individer kunne dog regenereres gennem underlæggelse af en
overvågningskultur. 159
Regimet byggede altså på en ideologi som var dybt
antidemokratisk. En ideologi som straffede alle former for anderledes
tænkning og betragtede de anderledes tænkende som laverestående
væsner. En tankegang, det ville være naturligt at fremhæve i
154 Richards 1999: 64
155 Richards 1999: 6
156 Richards 1999: 53-54
157 Richards 1999: 95
158 Espinosa 2004: 81
159 Richards 1999: 65-70
41

undervisningen som et eksempel på, hvilken tankegang der prægede
det fascistiske diktatur i dets første 10-20 år.
Franco som figur
I det forudgående har jeg argumenteret for, at terror og
undertrykkelse og ofte udryddelse af modstanderen var en integreret
del af Francostyret helt fra generalerne gjorde oprør i juli 1936. Denne
tankegang var styrende for handlingerne, fra dem som udførte den
praktiske undertrykkelse helt op til toppen af styret herunder også
Franco selv. Dette forhold understreges af flere af forfatterne. Santos
Juliá nævner for eksempel, at Franco i starten af borgerkrigen udtalte
til en amerikansk journalist, at han ikke ville tøve med at skyde
halvdelen af spanierne, hvis det var prisen for at pacificere landet. 160
Francisco Moreno skriver i sit værk, at alle de dødsdomme afsagt ved
krigsretterne blev underskrevet af Franco selv. 161 Endelig fortæller
Richards, at Franco i 1937 gjorde det klart for den italienske
ambassadør, at for ham betød sejren udryddelsen af store mængder af
republikanere og total ydmygelse og terrorisering af den overlevende
befolkning. 162 Det er relevant at insistere på at Franco både ønskede
og understøttede undertrykkelsespolitikken, fordi regimets propaganda
skabte et ganske anderledes billede, som var meget sejlivet. Casanova
beskriver således, hvordan Franco fik fremstillet sig selv som person
som værende from og religiøs og som meget fjern fra de værste dele af
hans diktatur.
Kirken
Den katolske kirke var en central aktør i diktaturets
skabelsesproces og leverede ministre til Francos regeringer gennem
hele styrets levetid. Da denne institution endvidere fortsat er en
betydelig organisation i det spanske samfund i dag, har dens rolle
under Francoregimet været et ømtåleligt emne. Kirken var på den ene
side et offer for borgerkrigen, idet det kom til omfattende forfølgelser
af den i de første måneder af borgerkrigen i de områder, hvor det
militære oprør ikke fik fodfæste. Tallet der går igen alle steder i den
forbindelse er 7000 dræbte kirkefolk. 163
Det relevante er her også at se på den rolle, kirken havde i den del
af Spanien, som blev kontrolleret af oprørsgeneralerne. I forhold til
den vold, der blev udøvet på oprørssiden, havde kirken en central
funktion på to planer. I beskrivelsen af dette, vil jeg tage udgangspunkt
i Julián Casanovas beskrivelse. For det første legitimerede kirken i høj
grad styret. Det gjorde de blandt andet ved at udråbe borgerkrigen til
160 Juliá 2006: 25
161 Moreno 2006: 325
162 Richards 1999: 35
163 Casanova 2004: 46
42

et korstog og glorificere Franco som person. Mest centralt var dog, at
kirken legitimerede volden og skabte en ideologi, som gjorde den
acceptabel.
Som jeg har skrevet under afsnittet om styrets ideologi, var denne i
høj grad præget af en katolsk ide om renselse. Den nationalkatolske
ideologi blev i høj grad fostret af kirken. Som en del af renselsen af det
spanske samfund kaldte kirken folk til hævn og blodsudgydelser over
de vantro republikanere. Kirken deltog endda i mange tilfælde selv
direkte i undertrykkelsen. De undersøgte ofte folks politiske fortid,
lavede rapporter om dem og indgav anmeldelser af folk, og mange af
de, der blev henrettet, var anmeldt af præster.
I fængslerne tog præsterne sig af den åndelige kontrol. De
straffede dem som modsatte sig deres evangelisering med dårlige
rapporter. 164 Espinosa giver i sin bog en række konkrete eksempler på
præsternes ageren, der understøtter påstanden meget klart. 165 Hans
konklusion er da også, at kirkens rolle i undertrykkelsen var
betydelig. 166
Konklusion
Det kan konkluderes, at der var en betydelig forskel på terroren
mellem den frankistiske og den republikanske side af konflikten.
Terroren i republikken var især et resultat af det sammenbrud i
ordensmagten, der opstod som følge af generalernes oprør. Forskellige
revolutionære grupper i republikken udnyttede dette til at føre deres
revolutionsplaner ud i livet og mange steder også til at hævne sig på
dem de opfattede som deres modstandere. Republikkens ledelse søgte
dog fra start af at genskabe en nogenlunde tålelig retstilstand.
Modsat byggede kupgeneralernes strategi helt fra starten på en
udryddelse af modparten. En strategi som fortsattes i stort omfang til
1945, og som blev udført uden nogle retsgarantier for ofrene.
Forfølgelsen af modparten blev endvidere udført på flere planer:
For det første blev mange således fængslet eller henrettet, og deres
familiemedlemmer blev ofte udsat for en økonomisk repression. For
det andet betød styrets økonomiske politik, at der ikke var fødevarer
nok i landet på grund af importbegrænsninger. Kombineret med en
generel sænkning af arbejderklassens reallønninger, gjorde det, at den
for de flestes vedkommende befandt sig på sultegrænsen. Denne
politik medførte at ca. 200.000 spaniere døde af sult. Den økonomiske
repression mod taberne var altså en alvorlig trussel mod tabernes
overlevelse, fordi de befandt sig nederst i hierarkiet, når det gjaldt om
at få adgang til de begrænsede ressourcer. Mange måtte sjæle eller
prostituere sig for at overleve.
164 Casanova 2004: 33-40
165 Espinosa 2004: 77, 88
166 Espinosa 2004: 118
43

Omfanget af forfølgelserne på de to sider af konflikten, kan ifølge
nyere forskning opgøres til ca. 50.000 dødsofre for forfølgelser I
republikken mod i hvert fald 100.000 dræbte som følge af frankistiske
forfølgelser under og efter krigen. Nogle forskere skønner at så mange
som 200.000 kan være blevet dræbt af frankisterne alene efter krigen.
Det kan altså konkluderes, at den frankistiske terror både kvalitativt og
kvantitativt var langt grovere end den republikanske.
Endelig kan det konkluderes, at Francoregimets ideologi, som kan
kaldes nationalkatolicisme, byggede på en ide om renselse, der gjorde
volden til en integreret del af styrets ideologiske fundament. Dette
ideologiske fundament blev i vid udstrækning formet og støttet af
kirken, som endda også ofte deltog i anmeldelsen af afvigere med
henblik på undertrykkelse. Endelig kan det konkluderes, at
undertrykkelsen blev udført med klar billigelse og styring fra Franco
selv.
Skolebøgernes indhold i perioden 1940-1976
Inden jeg går i gang med at analysere udviklingen i historiebøgerne
i postfrancotiden, er det værd at se på den forudgående tradition og
udvikling i fortællingen i de spanske gymnasieskolebøger. I
beskrivelsen af dette vil jeg gå ud fra det studie som Paloma Aguilar
præsenterer i bogen ”Memory and Amnesia”.
I begyndelsen af Francoregimet karakteriseredes skolebøgerne af
en beskrivelse af Den Anden Republik, 167 der passede med
begrundelsen for oprøret. Republikken blev beskrevet som et stort
kaos, hvor den var ude af stand til at standse gadevolden, sikre den
nationale enhed og uafhængighed og krænkede og forfulgte de
religiøse. Krigen var en nødvendighed for at rense landet for personer
og strukturer, som skadede det. Franco var simpelthen blevet tvunget
til at føre krig for at skabe et stabilt samfund, der kunne sikre en
fremgangsrig fremtid. 168
Selve borgerkrigen blev udlagt som en heroisk fortælling, hvor det
sande Spanien fordrev noget udenlandsk. Krigen blev i tråd hermed
kaldt ”korstoget”, ”befrielseskrigen” eller ”det berømmelige oprør”. 169
I tråd hermed blev krigen heller aldrig benævnt borgerkrig.
Det tragiske element i disse fremstillinger bestod i en fremhævelse af
det heroiske i fortællingen. Der var således et stort fokus på, hvordan
heltene ofrede sig for Spanien. 170
167 Den Anden Republik betegner det demokratiske styre der var i Spanien fra 1931-
1939
168 Aguilar 2002: 46
169 Aguilar 2002: 61
170 Aguilar 2002: 60
44

Bøgerne havde alle omtrent den samme struktur, som forblev stort
set uforandret i de første efterkrigsår: 1) opremsning af fejlene ved
republikken (politisk kaos, gadeuorden, mm.), 2) Mordet på
frankistlederen José Antonio Primo de Rivera, 3) det glorværdige
oprør, 4) Den Røde Terror, 5) Den religiøse forfølgelse, 6)
Caudilloen 171 . 172
Fra starten af 1950erne neddæmpedes de nationalistiske toner. For
selve borgerkrigens vedkommende blev den centrale påstand fra
slutningen af 1950erne, at borgerkrigen var uundgåelig, grundet
Spaniens lange tradition for splittelse og borgerkrig. I denne
fremstilling var Franco frelseren fra kaos, som afsluttede denne lange
ufredstradtion. Den øgede kontakt med udlandet og det dermed øgede
kendskab til eksistensen af velfungerende demokratier gjorde, at denne
forklaring videre blev ændret til, at det var det spanske folks specielle
egenskaber og historie, der gjorde, at de ikke var i stand til at fungere
under et sådant regime. Demokrati ville automatisk føre til borgerkrig.
Anerkendelse, af at krigen overhovedet havde været en borgerkrig, var
også et stort skridt, som blev taget i denne periode.
I løbet af 1960erne skiftede fokus i bøgerne sideløbende med
udviklingen af styrets performance-legitimitet. De værdier, der nu var i
fokus, var fred, tolerance og dialog. De unge skulle socialiseres ved at
indprente dem med værdierne fred, sameksistens, orden tolerance og
harmoni for at undgå en gentagelse af borgerkrigen. Noget som
nidkært efterstræbtes af de fleste tekstbogsforfattere. 173
Bøgerne brugte ofte metaforer for en fælles sejr til at understrege,
at det var det vigtigste. Et eksempel på det er en bog, som starter med
at berette om den første succesfulde bestigning af Mount Everest,
hvor det understreges, at her betød en gruppes sejr ikke et nederlag for
nogen modpart. Det var tværtimod en fælles sejr for os alle.
I 1961 udkom den første bog, som refererede til borgerkrigen som
”kollektivt vanvid”. Den bog var også det første eksempel på, at man
undgik at vurdere borgerkrigen under henvisning til, at det var umuligt
at forholde sig upartisk til den. Den blev behandlet som en skamfuld
episode. 174
Et vigtigt appendiks til denne udvikling i skolebøgerne kan findes i
Francostyrets egen udvikling af en mere faghistorisk fremstilling af
krigen i løbet styrets sidste 10 år. Blandt andet med henblik på at
imødegå den indkommende kritiske litteratur fra udlandet. Folkene
bag studerede både styrets egne og republikkens kilder og resultatet
171 Caudillo betyder fører på spansk og henviser til Franco. Brugen af denne
betegnelse viser fascinationen af de fascistiske stater Tyskland og Italien.
172 Aguilar 2002: 60
173 Aguilar 2002: 64
174 Aguilar 2002: 64
45

var en mere faktuel historie, som dog stadig havde en frankistisk
vinkel.
I disse nyere mere faghistoriske værker holdt man fast i
uundgåeligheden af borgerkrigen, men man holdt ikke fast i, at krigen
var en nødvendighed. Der var endvidere en generel anerkendelse af
skyld, som gjorde det muligt med en vis grad af imødekommelse
mellem nationalister og republikanere. 175
Skolebøgerne udviklede sig altså gennem Francotiden fra en
forherligelse af borgerkrigen og begrundelse for undertrykkelsen af
modparten til, at borgerkrigen blev beskrevet som en kedelig og
uundgåelig tragedie, som dog havde medført fredelige forhold og
fremgang i landet. Samtidig spores en tendens til at søge at forholde
sig forholdsvist neutralt til krigen, og en tendens til at
historiefortællingen blev mere faktaorienteret.
Skolebøger – strukturelle elementer
I dette delafsnit vil jeg afdække en række strukturelle forhold
omkring de spanske gymnasiehistoriebøger for at muliggøre en
vurdering og undersøgelse af dem.
Det drejer sig om bøgernes udformning, brug og
godkendelsesforhold, samt om at få afgrænset og begrundet et
meningsfuldt geografisk undersøgelsesområde og udvælge nogle
centrale forlags bøger.
Faget histories udformning
De to centrale undervisningslove som ligger til grund for
historieundervisningen i den periode jeg undersøger er LGE 176
skolereformen fra 1970 og LOGSE 177 skolereformen fra 1990. Ifølge
den første lov indgik borgerkrigsperioden i det fag i den tredje klasse i
gymnasiet, som blev kaldt ”Spanien og de spansktalende landes
historie”. Med undervisningsreformen i 1990 blev gymnasiet skåret
ned til en toårig uddannelse, og historiefaget hvori borgerkrigen indgik
omdøbt til Spaniens historie, som var et fag, der dækkede de seneste
200 år af Spaniens historie. Den borgerlige regering udvidede i 2001
dette fag til at omfatte hele den spanske historie. LOGSE
skolereformen medførte også, at regionerne fik ret til at definere en
del af pensum, hvilket også ændrede faget. 178 Det centrale i denne
forbindelse er imidlertid, at opbygningen af skolepensummet til de to
fag viser, at kravene, til hvordan borgerkrigen skulle behandles, ikke
påvirkedes direkte af, at faget skiftede navn og delvist indhold.
175 Aguilar 2002: 67-70
176 LGE står får Ley General de Enseñanza, der på danske kan oversættes med den
overordnede undervisningslov
177 LOGSE står for Ley de Ordenación General del Sistema Educativo, oversat:
overordnet lov om undervisningssystemets organisering.
178 Brev fra Patricio de la Blas 14.06.2006 – findes på bilagscd
46

Regionale forskelle
Som nævnt i indledningen er der mange regionale forskelle på,
hvordan materialet til historieundervisningen er udformet. Det
skyldes, at de 17 autonome regioner, som Spanien er opdelt i, har fået
ret til at definere en del af det obligatoriske pensum til
historieundervisningen. Da dette forhold er en vigtig strukturel faktor
for undervisningen i historie, vil jeg her søge at definere, hvordan
dette udmønter sig i forskellige historiefortællinger i regionerne og
give et bud på, hvad det betyder for beskrivelsen af
borgerkrigsperioden. Herunder vil jeg også argumentere for valget af
Madrid som case.
Jeg vil kort gennemgå udviklingen i lovgivningen på området, give
et bud på hvad, der karakteriserer de regionale fortællinger, og endelig
vil jeg se på nogle eksempler på regionale historiebekendtgørelser i
forhold til den nationale.
Dette afsnit bygger primært på Pérez Garzons, Rivíere Gómez og
López Facals artikler i bogen ”La gestión de la memoria”. Bogens
hovedtema er at analysere, hvordan de forskellige spanske
nationalismer 179 har udviklet sig og fremtræder i de spanske
historieskolebøger. Den giver et godt bud på hvilke mekanismer, der
har en central indflydelse på udformningen af bøgerne.
LOGSE skolereformen betød som sagt, at regionerne fik
kompetence til at udarbejde deres egne undervisningsbekendtgørelser,
hvor hoveddelen af de emner, eleverne skulle igennem, dog stadig
fastlagdes af det spanske undervisningsministerium, men hvor
regionerne fik mulighed for at definere en vis procentdel af pensum.
Konkret fik de almindelige regioner lov til selv at disponere over 35%
af pensum, mens de tre regioner Baskerlandet, Katalonien og Galicien
fik lov til at disponere over hele 45%. 180 At de sidste tre regioner fik
ekstrakompetencer, skyldes sandsynligvis, at de alle har en
dominerende lokal national identitet.
Ifølge Pérez Garzón fik uddelegeringen af kompetencer til
regionerne den effekt, at der opstod 17 forskellige versioner af
historien, en for hver region. 181 Det har samtidigt medført en kamp
mellem staten og forskellige regioner om, hvad hver især skal definere.
Historien er af regionerne i høj grad blevet brugt til at differentiere sig
fra den generelle spanske historie for at skabe en regional eller national
identitet. Der er altså opstået nye regionale identiteter, og gamle
nationale identiteter, som for eksempel den katalanske, er blevet
forstærkede gennem skabelsen af regionale myter. 182 Ofte er denne
179 Primært den spanske, katalanske og galicisk nationalisme
180 Manzano 2002: 275
181 Pérez 2000: 13
182 Rivíere Gómez 2000 161-162
47

skabelse af en regional identitet af de regionale aktører blev kaldt for
”genopdagelse” af identiteten. 183
Det relevante for denne undersøgelse består i, at de regionale
identiteter ofte er blevet konstrueret op imod den spanske
nationalidentitet. Her er det specielt interessant at se på en narrativ
figur, som Pérez Garzón kalder ”rollen som gammelt offer”. 184
Rivíere Gómez taler ligeledes om en ”offerhistorie i regionerne”. 185
Denne fokuserer gerne på den lidt ældre historie. På Kanarieøerne
fokuseres der for eksempel på den spanske erobring af øerne, som
udryddede den oprindelige kultur ved at indføre den spanske. 186
Undertrykkelse er ifølge Rivíere Gómez et typisk tema i
regionalhistorierne. 187
Til dette hører en aktivering af regionale minder om spansk
identitet, som noget man fik presset ned over hovedet på bekostning
af andre identiteter. 188 Spændingsfeltet mellem den spanske
nationalhistorie og de regionale historier er størst i de tre regioner
Katalonien, Baskerlandet og Galicien, hvor der er en fremtrædende
lokal nationalistisk bevægelse 189 , og mindst i de fem regioner Castilla la
Mancha, Castilla y Leon, Madrid, Kantabrien og Rioja, der udgjorde
det spanske kerneland Kastillien. 190
Generelt ser det ud til, at de regionale skolebøger mest fremhæver
en modsætning til Spanien, hvad angår den tidlige historie, hvorimod
man ikke stiller sig på samme måde kritisk over for borgerkrigen og
frankismen. Der er dog undtagelser, som for eksempel at man i
enkelte bøger i Galicien kan læse, at den galiciske nationalidé blev
ødelagt af borgerkrigen og frankismen. 191
Undervisningsbekendtgørelser
Forud for en undersøgelse af skolebøgerne er det relevant at se på,
hvordan de undervisningsbekendtgørelser, de skal leve op til, er
udformet. Bekendtgørelserne lægger således rammen for
undervisningen.
Dette afsnit baserer sig på den fællesnationale
gymnasiebekendtgørelse og bekendtgørelserne fra 2003 fra Madrid,
Katalonien og Baskerlandet. De er valgt ud fra, at Madrids kunne
forventes at ligge tættest på den nationale spanske bekendtgørelse og
183 Rivíere Gómez 2000: 164
184 Pérez 2000: 225
185 ”específica victimización en la historiografía de las comunidades”
186 Rivíere 2000: 173
187 Rivíere 2000: 180
188 Pérez 2000 15
189 Rivíere 2000: 166
190 Rivíere 2000: 182
191 López 2000: 142
48

nationale historiefortælling, mens de to andre qua regionernes lokale
nationalismer kan forventes at positionere sig længst væk fra den.
Da jeg sammenlignede den nationale minimumsbekendtgørelse
med Madrids bekendtgørelse, fandt jeg som ventet, at de var stort set
identiske. Den nationale lægger op til en traditionel politisk historie
omkring borgerkrigen og efterkrigstiden, og den lægger ikke specielt
op til at tage kritiske elementer op. Madrids bekendtgørelse adskiller
sig i realiteten kun fra den nationale ved, at den fordrer en
gennemgang af krigens konsekvenser.
Den nationale bekendtgørelse fra 2003 kan bruges til at uddrage en
hel del om kontinuiteten i den krævede gennemgang af borgerkrigen.
Emnet om borgerkrigen skal således indeholde: ”14. Borgerkrigen.-
Det militære oprør. Den politiske udvikling i de to zoner. Internationaliseringen af
konflikten”. 192 Når man sammenligner med det undervisningsprogram,
der er i Fermín Gastaminzas gymnasiebog fra 1970 193 , og som med
meget høj sandsynlighed har været en let udvidet version af den
daværende nationale bekendtgørelse, fremgår det, at der ikke er sket
nogle større ændringer. Den ene forskel består i, at ”det militære
oprør” i den gamle kaldes for ”nationalbevægelsen”. Så den nye
bekendtgørelse tillægger altså mindre legitimitet til selve oprøret end
Francostyret selv, hvilket er meget naturligt. Det undsiges dog ikke
direkte. Den anden forskel består i, at den gamle bekendtgørelse ikke
har et selvstændigt punkt til den internationale vinkel på konflikten.
Formålet med dette er givetvis, at skyde noget af skylden for krigen og
dens konsekvenser over på en ekstern part, som Pérez-Díaz hævder,
man har gjort. 194 Det centrale er dog, at den nationale
historiebekendtgørelse omkring borgerkrigen og efterkrigstiden i
meget høj grad ligner den frankistiske ditto, og at den ikke lægger op
til kritik af perioden. Herudover er der ingen speciel grund til at
beskæftige sig yderligere med den nationale bekendtgørelse, da
Madrids bekendtgørelse ligner den så meget, at den linie, der her bliver
anlagt, stort set også kan siges at være den fællesnationale linie.
Den begrænsede ændring, der er sket over tid, i den nationale
bekendtgørelse gør, at det ikke er relevant at gennemgå de
mellemliggende bekendtgørelser. Således må de fleste af ændringerne i
skolebøgerne skyldes en ændret skrivepraksis og regionale
bekendtgørelser, da den nationale bekendtgørelse ikke lægger op til en
forandring. Uforanderligheden i den nationale bekendtgørelse
bekræfter i høj grad også antagelsen om, at borgerkrigen og
efterkrigsundertrykkelsen er et område, det er for farligt at begive sig
ind på rent politisk; at det stadig dækkes af transitionskompromiset
om ikke at grave i fortiden.
192 BOC 2003: 26048
193 Gastaminza 1970: indlagt program
194 Pérez-Díaz 1993: 24
49

Den spanske historieopfattelse set udfra bekendtgørelser
Bekendtgørelserne kan bruges til at udlede væsentlige oplysninger,
om hvilke træk man har dyrket i den spanske historieundervisning.
Det første, som springer i øjnene er, at bekendtgørelserne alle
sammen er bygget op om en gammeldags kronologisk opfattelse af, at
eleverne igennem gymnasiet skal igennem alle historiske perioder fra
stenalderen til i dag. Historien er opdelt i navngivne perioder, som
hver skal behandle nogle bestemte temaer. Denne meget traditionelle
tilgang til historieundervisningen sætter selvsagt sine begrænsninger
på, hvad man kan nå at gennemgå. Det lægger også op til
undervisningsbøger, som er udformet som komplette og
sammenhængende pakker over historien. Den for specialet relevante
periode indgår således i den moderne historie, som for Spaniens
vedkommende dækker de sidste 200 år og behandles på gymnasiets
andet år.
På den måde er undervisningsbøgerne et meget godt udtryk for,
hvilken gennemgang af historien eleverne får. Det gør også, at de
enkelte temaer må præsenteres i en sammenhængende national
diskurs. Langtidsperspektivet og den begrænsede tid til hvert emne gør
også, at det må være en forholdsvis bestemt læsning af historien man
tilstræber. Den kronologiske måde at organisere stoffet på ser ud til at
være den samme som man brugte under Francotiden.
Sammenligning af regionale gymnasiebekendtgørelser
Jeg har set på bekendtgørelserne fra de autonome regioner
Madrid, Katalonien og Baskerlandet, fordi de må forventes at lægge
længst væk fra hinanden i indholdet.
I Madrid er det tema nr. 14, som hedder ”borgerkrigen”, der
dækker borgerkrigen og efterkrigsforbrydelserne. Det som her skal
gennemgås er ”Det militære oprør. Krigens udvikling. Internationaliseringen af
konflikten. Den politiske udvikling hos begge parter. Konsekvenserne af krigen.”
Undertrykkelsen af modstanderen må altså i denne sammenhæng
forstås som en konsekvens af krigen, selvom dette punkt også rummer
de rent fysiske og sociale ødelæggelser af landet. Mere interessant er, at
hvis efterkrigsforbrydelserne skal behandles, så må de forstås som en
konsekvens af krigen. Der lægges i hvert fald ikke op til en
gennemgang af, hvad den frankistiske undertrykkelse gik ud på, hvilke
motiver der lå bag den, og hvilke sociale konsekvenser den havde.
Tema nr. 15 om Francotiden lægger ikke op til nogen forholden sig til
efterkrigsundertrykkelsen. Så den må næsten ses i sammenhæng med
borgerkrigen.
Den baskiske bekendtgørelse ligner meget den for Madrid, når det
gælder borgerkrigen. Det gør den efterfølgende beskrivelse af
Francotiden også bortset fra det lokale historiske punkt om
Baskerlandet under Franco. Her skal der således gennemgås et punkt
50

som hedder ”undertrykkelse, samarbejde og modstand”. Så her lægges der
op til fokus på netop undertrykkelsen, der, fordi den skal præsenteres i
en national kontekst, meget vel kunne komme til at fremstå som
noget, der specielt overgik baskerne.
For den katalanske bekendtgørelses vedkommende skal
borgerkrigen beskrives med en meget katalansk vinkel med størst
fokus på, hvad som foregik i Katalonien. Her skal borgerkrigens
konsekvenser ikke specifikt gennemgås under borgerkrigen. Til
gengæld hedder det første punkt under frankismen: ”Det frankistiske
regimes oprindelse og fundament. Undertrykkelsen.”. Her har vi altså noget,
der kunne ligne en kritisk tilgang til netop efterkrigsforbrydelserne
adskilt fra selve krigen. Det passer også godt ind i en katalansk
nationalistisk kontekst, idet Katalonien først blev erobret i
borgerkrigens sidste måneder, og undertrykkelsen derfor mest foregik
efter krigen.
Sammenlagt ser det altså ud til, at man i Madrid følger en
historieskrivning, som følger den nationale diskurs, som den blev
skabt under Transitionen, mens de to regioner, domineret af nationale
mindretal, ser ud til at bruge undertrykkelsen til at distancere sig fra
den fællesspanske historieskrivning.
Udformningen af de forskellige skolebekendtgørelser viser også, at
traditionen må have en stor indflydelse på, hvordan bøgerne bliver
udformet, da indholdet i bøgerne langt fra fastlægges i detaljer.
Censur
For at bestemme graden af statens indflydelse på skolebøgerne er
det relevant at se på udviklingen i kontrollen med indholdet i de
spanske skolebøger. Udgangspunktet var således en situation med
decideret censur, som fastholdtes i LGE skolereformen fra 1970. LGE
skolereformen bestemte at undervisningsbøgerne skulle kontrolleres
og godkendes af det spanske undervisnings- og
videnskabsministerium. En regel som blev fastholdt i forbindelse med
LOGSE skolereformen fra 1990. Fra 1990 begynder regionerne dog
også at spille en rolle, idet de som sagt fik ret til at definere en del af
pensum. En ret som regionerne gradvist har gjort brug af. Således at
det område der administreres direkte af det spanske
undervisningministerium gradvist er blevet mindre og i 2000 havde
alle regionerne påtaget sig autoriteten i fastlæggelsen af
undervisningen.
51

For området administreret af det centrale
undervisningsministerium blev der i 1992 vedtaget et dekret som
betød at kontrollen kom til kun at omfatte en godkendelse af
forlagenes udkast til udformning af bøgerne 195 . Dette krav blev
yderligere modificeret i 1998 med et dekret som ophævede den
forudgående kontrol af undervisningsbøgerne og udkastene 196 .
Kontrollen begrænsedes hermed til en efterfølgende kontrol af
skolebøger som ”..gør sig skyldige i uregelmæssigheder som måtte retfærdiggøre
en erklæring om mangel på egnethed til brug i undervisningscentrene.” 197
Rapporten konkluderer dog videre, at de regioner, som har
overtaget ansvaret for undervisningsmaterialet i deres område, har
deres eget system med hensyn til kontrol og autorisering af
undervisningsmaterialer. Dette indebærer i de fleste tilfælde, at der er
krav om en godkendelse af forlagsprojektet 198 , af selve historiebøgerne
eller af begge dele.
For Madrids vedkommende følger kontrollen med
undervisningsmaterialet i regionen ifølge Madrids dekret 74/2004 de
retningslinier, som angives i LOCE 199 loven fra 2002. 200 Ifølge LOCE
har de forskellige skoler selv ret til at vælge det undervisningsmateriale
de vil bruge. Herefter understreges det, at materialet ikke kræver
nogen forudgående godkendelse før det bliver udgivet og anvendt.
Bøgerne skal naturligvis opfylde mimimumsbetingelserne for hvert
enkelt fag, men de skal også ifølge LOCE:
”..afspejle og danne respekten for de forfatningsmæssige principper, værdier,
friheder, rettigheder og pligter, som al undervisningsaktivitet skal rette sig efter.” 201
Tilsyn med skolebøgerne og de øvrige skolematerialer er en del af
den ordinære inspektion som de regionale
undervisningsadministrationener udøver over de samlede
undervisnings- og læringselementer. Krænkelse af forfatningens
principper og værdier medfører administrative sanktioner, som
undervisningsadministrationerne fastlægger. 202 Det er ikke lykkedes
mig at finde de præcise bestemmelser for udøvelsen af kontrol i
Madrid, men da de følger LOCE, vil jeg antage, at de primært bare
holder øje med de bøger, som allerede er trykt og i brug.
195 Teksterne taler om ”proyectos editoriales” som kunne oversættelse
udgivelsesprojekt.
196 Teksterne taler om ”proyectos editoriales” som kunne oversættelse
udgivelsesprojekt.
197 http://www.mec.es/cesces/1.13.e.htm rapport om undervisningssystem fra 2000
198 ” proyecto editorial”
199 LOCE står for Ley Organica de Calidad de la Enseñanza, oversat: lov om
undervisningskvaliteten
200http://www.madrid.org/educa_dgoa/rg/eso_bach/bach_normativa/Decreto_74
_2004/Decreto_74_2004.htm
201 BOE 2002: 45213
202 BOE núm. 307 side 45213 – findes på bilagscd
52

Der findes dog stadig også et nationalt organ til udøvelse af
kontrol med undervisningen i regionerne. Det kaldes i LOCE for den
overordnede inspektion. Det er denne institutions opgave at sikre at
de forskellige regionale bekendtgørelser om indholdet i undervisning
og undervisningsmaterialet lever op til den krævede fælles
undervisningsstandard. 203
Opsummerende kan det konkluderes, at de spanske
undervisningsbøger stadig kontrolleres af myndighederne. Situationen
med både en national og en regional kontrolinstans med hver deres
kontrolprincipper kunne meget vel forventes at begrænse
mulighederne for at eksperimentere i værkerne. Hvorom alting er, kan
det konkluderes, at statsmagten udøver indflydelse på indholdet i
bøgerne.
Præsentation af materiale - bøger
For at kunne forstå hvad spanske gymnasiehistoriebøger er, og
hvorfor deres indhold kan tillægges en meget stor udbredelse, er det
værd at se på, hvordan de er opbygget. Som nævnt under
gennemgangen af gymnasiebekendtgørelserne baserer undervisningen
sig på en kronologisk gennemgang af Spaniens historie de sidste 200
år. Bøgerne er alle indrettet efter bekendtgørelserne, så de dækker hele
perioden og alle temaerne. Man bruger således kun en bog til
gennemgangen af hele perioden.
I forhold til valget af skolebøger, er det ifølge Patricio de Blas 204 ,
som er gymnasielærer i Madrid og medlem af Statens Skoleråd, i
højere grad de pædagogiske egenskaber end de videnskabelige, der
bliver fokuseret på ved bogvalg. Det vil sige, om sproget er klart, om
indholdet er systematisk fremstillet, og hvilke dokumenter og øvelser
der er til eleverne. Hvilke bøger som konkret skal anvendes vedtages
af lærerne på området ved afstemning. Endelig er det vigtigt at være
opmærksom på, at skolebogskrivning er en svær kunst, som kræver en
vis grad af simplificering. 205 Indholdet vil således altid være en
fortættet og udvalgt version af historien i forhold til mere detaljerede
og nuancerede fortællinger, man kan finde andre steder.
Hvad angår indholdet, så lader det til, at man her er forholdsvist
konservativ. I hvert fald kritiserer Pérez Garzón det spanske
undervisningssystem for at holde sig til det allerede vedtagne. 206 Han
beskylder også historieskrivningen for at være meget reaktionær ved
for eksempel at fastholde en opdeling af historien i dynastiske
203 BOE núm. 307 side 45211-45212 – findes på bilagscd
204 Brev fra Patricio de Blas dateret 14/06/2006- Findes på bilagscd
205 López 2000: 158
206 Pérez Garzon 2000: 12
53

perioder. 207 Herunder stiller han sig kritisk i forhold til skolebøgernes
behandling af Franco-perioden og dens nationalisme opfattelse. 208
Den historiefortælling, som bøgerne videregiver, baserer sig i høj
grad på en essentialistisk nationsopfattelse. 209 Det vil konkret sige, at
spansk nationalidentitet præsenteres som en naturligt iboende kvalitet,
hvorfra nogle såkaldt ”perifære nationalismer” forsøger at udskille sig.
210 López Facal bruger som et eksempel på, at den spanske
nationalidentitet ses som essentialistisk, at spanierne ikke anser sig for
at repræsentere nogen nationalisme. 211 Nationalisme er noget, der
hører Tyskland til. 212 Dette skyldes blandt andet ifølge López Facal, at
nationsbegrebet siden LGE skolereformen i 1970 i høj grad er gået fra
at være eksplicit til at være implicit. Der er således ret få referencer til
den spanske nation, men nationen eksisterer dog implicit som den
enhed, der får teksterne til at hænge sammen. 213
Endvidere er det ifølge Pérez Garzón en væsentlig karakter ved
historiefortællingen både centralt og regionalt, at den er teleologisk. 214
Hermed menes, at landet, nationen eller regionen altid beskrives som
en enhed, der har udviklet til et stadigt højere niveau gennem alle de
etaper de har været igennem. Transitionsdiskursens udlægning af
Transitionen som overvindelsen af borgerkrigen og de ”to Spanier”
passer på den måde godt til gymnasiebogsformen.
Med LGE-reformen flyttedes fokus nu i tidens trend fra myter til
komplekse socioøkonomiske forklaringer, selvom myterne stadig
underliggende var tilstede via den essentialistiske nationsopfattelse. 215
Forlag
I dette afsnit vil jeg søge at klarlægge, hvilke forlag der er på
skolemarkedet, hvad der karakteriserer dem, og hvilke der er de mest
betydningsfulde med henblik på at kunne lave et repræsentativt udsnit
af bøger, jeg kan undersøge.
Oplysningerne i afsnittet bygger på López Facals artikel ”La nación
ocultada” fra 2000 og på et brev fra Patricio de Blas til mig. 216
Ifølge López Facal kom fire forlag til stort set at dominere markedet
for historiebøger til det spanske gymnasium fra LGE skolereformen i
1970 frem til LOGSE skolereformen i 1990. Det var forlagene Anaya,
207 Pérez Garzón 2000: 107
208 Pérez Garzón 2000: 20-21
209 Pérez Garzón 2000: 110
210 Pérez Garzón 2000: 23-24
211 López Facal 2000: 138
212 López Facal 2000: 149
213 López Facal 2000: 156
214 Pérez Garzón 2000: 28
215 López Facal 2000: 119
216 Brev fra Patricio de Blas dateret 14/06/2006- Findes på bilagscd
54

Santillana, Vicens Vives og Ecir. 217 Anaya og Santillana skulle være de
mest dominerende af dem. 218
Ifølge Patricio de Blas er de forlag der sælger flest tekstbøger i dag:
Vicens Vives, Anaya, Santillana, SM, Edebé, Akal, Bruño og
Edelvives. Ifølge ham er de bøger, som er mest udbredt på de
offentlige skoler, fra forlagene Anaya, Vicens Vives, Santillana og
AKAL.
For at få et analysegrundlag for hvilken historiefortælling som
præger de spanske gymnasier, er det derfor rimeligt at fokusere på de
tre forlag Anaya, Santillana og Vicens Vives, fordi disse har haft en
dominerende stilling på det spanske tekstbogmarked længe. For at få
et repræsentativt udsnit, vil jeg endvidere inddrage SM, idet dette
forlag er katolsk ifølge López Facal 219 , og også de Blas beskriver det
som mere højreorienteret. Det er vigtigt at få den katolske udlægning
af historien med, da kirken var nært allieret med Franco de første
årtier af diktaturet, og da kirken den dag i dag er tættest knyttet til det
borgerlige Partido Popular. Blandt de udvalgte forlag repræsenterer
Vivens Vives ifølge de Blas en mere venstreorienteret linie som en
modsætning til SM.
De Blas skriver, at der efter hans opfattelse ikke er vigtige
ideologiske forskelle forlagene imellem vedrørende behandlingen af de
historiske emner. Han mener, at de afgørende faktorer er, at man
bestræber sig på ikke at gå ud over det politisk korrekte, samt
forfatterens egen holdning. Noget lignende kan man uddrage af López
Facals gennemgang, hvor han blandt andet skriver, at SM var meget
katolsk og anti-jødisk, men fra 1970erne og fremad lagde en meget
mere forsonlig linie. 220
I forhold til bøgernes indhold er det relevant at notere sig, at
forlagene af og til genbruger materiale fra ældre skolebøger, hvilket
ikke bibringer nogen fornyelse. 221 Med hensyn til repræsentativiteten af
en undersøgelse af Madrids skolebøger i forhold til resten af Spanien,
er det endvidere særdeles centralt, at det er de samme forlag, som
dominerer det meste af det spanske marked. Dette fremgår for
eksempel af de Anaya bøger jeg har haft rådighed over fra Andalusien
og Valencia fra hhv. 1998 og 2003. Her er de lokale forhold således
beskrevet i et tillæg til den generelle historie. Så beskrivelsen fra et
område i Spanien til et andet kan forventes at være forholdsvis tæt på
hinanden, der hvor de store forlags bøger bruges.
217 López Facal 2000: 126
218 López Facal 2000: 129
219 López Facal 2000: 122 og www.fundacionsantamaria.org
220 López Facal 2000: 122
221 López Facal 2000: 138
55

Brug af historiebøger
I forhold til skolebøgerne er det en overvejelse værd, om eleverne
overhovedet har fået gennemgået temaet omkring borgerkrigen. Jeg
har således talt med flere spaniere, som sagde at deres lærer havde
sprunget emnet over. Ligeledes beskriver Patricio de Blas skrevet til
mig, at mange lærere i hvert fald tidligere søgte at undgå emnet. 222
Disse udsagn viser, at den beretning omkring borgerkrigen, som
bøgerne giver, at emnet måske er for kontroversielt for mange
undervisere.
Denne usikkerhed om den konkrete brug er dog ikke centralt for
dette speciale, da bøgerne fortsat må formodes at repræsentere en
historie, som det er politisk acceptabelt at udbrede. Uanset om
bøgernes beskrivelserne af borgerkrigen faktisk er blevet anvendt, så
må de forventes at holde sig indenfor det politisk acceptable.
Konklusion
De spanske myndigheder bestemmer i forholdsvis detaljeret grad,
hvilke temaer der skal gennemgås i faget historie i det spanske
gymnasium. Borgerkrigen er således en del af gennemgangen af
Spaniens historie de sidste 200 år på gymnasiets andet år. En periode
for hvilken eleverne nærmest skal lære noget om hvert eneste år.
Kontrol af skolebøger er endvidere udpræget i Spanien, hvilket
både viser en tæt forbindelse mellem staten og
undervisningsmaterialet, samt sandsynligvis ansporer til en betydelig
grad af konservatisme i udfærdigelsen af skolebøgerne, da den eneste
klare angivelse af, hvad man kan skrive, er det der allerede er udgivet.
Da de spanske gymnasiehistoriebøger til andet år er udformet som
pakkeløsninger, der skal dække hele perioden fra omkring 1800 til i
dag, betyder det, at bøgernes disposition i meget høj grad følger
bekendtgørelsen, og sandsynligvis at indholdet holder sig relativt tæt
op ad, hvad der allerede er skrevet.
Det kan konkluderes ud fra en sammenligning af
bekendtgørelserne fra Madrid, Katalonien og Baskerlandet, at der kan
være en del forskel på, hvad der skal gennemgås i de forskellige
regioner. Baskerlandet og Katalonien er dog nok de to regioner, som
afviger mest i det nationale billede, da disse i høj grad undsiger sig den
spanske nationalidentitet. Madrids bekendtgørelse svarer til gengæld til
den nationale, der kun er forandret meget lidt siden Francotiden. Det
kan konkluderes, at bekendtgørelserne for Madrid ikke i nogen større
udstrækning har været en drivkraft for at ændre fortællingen om den
spanske borgerkrig og efterkrigstid.
Til sidst kan det konkluderes, at det strukturelle forhold at en
række nationale skolebogsforlag dominerer skolebogsmarkedet for
222 Brev fra Patricio de Blas dateret 14/06/2006- Findes på bilagscd
56

historiebøger med stor sandsynlighed virker homogeniserende på eller
sikrer homogeniteten af den historie, der videreformidles, idet disse
sandsynligvis tillemper en type standardbog til de regionale markeder.
Analyse af udvalgte spanske gymnasiehistoriebøger
Introduktion til bøger og forlag anvendt til analysen
For at kunne sige noget om min undersøgelses værdi, vil jeg her kort
præsentere det udvalgte materiale og årsagen til at vælge det. Udfra
min diskussion omkring forlagene valgte jeg, at undersøge bøgerne fra
forlagene Anaya, Santillana, Vicens-Vives og SM.
Jeg har valgt at se på disse forlags skolebøger fra årene 1980, 1988,
1998 og 2004. Dette har jeg fulgt så vidt som muligt, men fandtes der
ikke en udgave fra det år, har jeg taget den udgave, som kom tættest
på. Mit argument for at vælge disse år er, at i 1980 var demokratiet
blevet etableret, men at skolebøger og samfundet i det hele taget stadig
fungerede efter de rammer, diktaturet havde skabt. Argumentet for
1988 er, at Spanien dette år haft en demokratisk forfatning i 10 år.
Desuden havde man her fra 1986 skullet indføje et afsnit om
Transitionen, hvilket var den første officielle ændring af
historiepensum, hvilket kunne tænkes at have medført nogen
ændringer, når Transitionen nu også skulle indtænkes. Endelig havde
man passeret 50 års jubilæet for borgerkrigens start i 1986, som var en
begivenhed, der også gav anledning til nogle diskutioner om netop
borgerkrigen. 1998 har jeg valgt udfra, at det netop var i perioden
1996-99, at borgerkrigen for alvor vendte tilbage på den politiske
dagsorden. Bøgerne fra 1998 er således et godt udgangspunkt for at se
på, hvordan skolebøgernes behandling af borgerkrigen fremstod i
forhold til den politiske forholden sig til emnet.
Endelig var 1998 det sidste år, hvor det Spanske
Undervisningsministerium forudgodkendte skolebøgerne. Så det giver
muligheden for at vurdere, om det, at den direkte kontrol ophørte,
havde en effekt. Jeg har valgt 2004, fordi det var det sidste år af
Partido Populars regeringsperiode, og fordi 2004 omtrent er det
nyeste, der kan skaffes.
For de første 4 bøger fra 1980, er det karakteristisk, at de alle er
godkendt af censuren i 1977. Det vil i praksis sige, at de hører til den
frankistiske historietradition, idet deres tilblivelsesproces må have
fundet sted under en frankistisk administration. Det første
demokratiske valg blev således afholdt den 15 juni 1977.
For den følgende periode havde jeg et problem med at finde en
Santillana bog fra 87-88, så det er blevet en bog fra 1985 i stedet. De
tre andre er fra 1987-88. Bøgerne viser en forbavsende grad af
kontinuitet, idet teksten omkring borgerkrigen og efterkrigstiden for
Santillana, SM og Vicens Vives vedkommende er fuldstændigt
57

identiske med deres forgængere fra 1980. De eneste ændringer er, at
rækkefølgen på nogle afsnit eller layoutet er ændret. Teksten er dog
præcist den samme. Anayas bog fra 1987 er den eneste af bøgerne i
sættet, som udgør et nyt værk. Forlagene kunne åbenbart tillade sig at
udgive de samme bøger i meget lang tid. For Vicens-Vives
vedkommende udgav de således præcist den samme tekst om
borgerkrigen og efterkrigstiden i 1994.
Det næste sæt bøger er fra 1998-1999. De angiver alle på nær
bogen fra Vicens Vives tydeligt, at de er kontrolleret og godkendt.
Santillana bogen er et genoptryk af en bog udgivet i 1996. For de tre
øvrige bøgers vedkommende er der tale om førsteudgaver.
Alle bøgerne i sættet er således nye, hvilket måske skyldes, at der har
været et behov for fornyelse på netop dette tidspunkt på grund af de
nye regionale gymnasiebekendtgørelser.
For den sidste periode er det nyeste, jeg har kunnet finde, fra SM
et genoptryk fra 2001 af bogen fra det forrige sæt fra 1999. Derudover
dækker dette sæt over fem bøger fra de fire forlag. Forlagene Anaya og
Vicens Vives havde således på dette tidspunkt hver to bøger i deres
udvalg. Fornyelsen er dog igen sparsom, idet kun Santillanas bog og en
af Vicens Vives bøger er nye. Den ekstra Anaya bog af Joaquín Prats
er således fuldstændig identisk i sin beskrivelse af borgerkrigen og
efterkrigstiden med en gymnasiehistoriebog fra Andalusien fra forlaget
Anaya 1998.
Vicens-Vives bog af Fernández og Santillanas bog af Burdiels
repræsenterer således den eneste fornyelse i forhold til der forrige sæt.
Det bør også nævnes her, at Vicens-Vives udgav et tillæg om Madrid
til komplementering af den generelle historiebog. Den fortæller dog
intet specielt om de begivenheder, som dette speciale er centreret om,
og derfor har jeg udeladt det fra undersøgelsen.
Udover det materiale som indgår direkte i de fire sæt, har jeg
blandt andet set på et par regionale historiebøger fra Anaya, og nogle
andre generelle historiebøger. Disse vil dog ikke blive inddraget i
undersøgelsen. En rimelig kritik af mit materiale er, at jeg mangler SMs
bog udgivet 1989-90 og en Santillana bog udgivet 1986-1994. Disse
bøger kunne vise, at der allerede skete forandringer i bøgerne tidligere.
Ud fra at Anaya bogen fra 1987 imidlertid ikke indeholder de store
fornyelser, og at Vicens-Vives blev ved med at udgive den samme bog
fra 1980 til 1994, vil jeg antage, at disse bøger i høj grad følger den
traditionelle form angående beskrivelsen af borgerkrigen og
efterkrigstiden.
Med udgangspunkt i ovenstående gennemgang af de 4
undersøgelsessæt, er det rimeligt at tale om to sæt, hvor det første
dækker perioden 1980-1995 og det andet dækker perioden 1996-2004.
58

Hvad angår strukturen på fortællingen omkring borgerkrigen og
efterkrigstiden, er de spanske gymnasie-historiebøger forbløffende ens
både forlagene imellem og over tid.
Dette gælder især for beskrivelsen af borgerkrigen, og det viser, at
bøgerne i høj grad er udformet efter bekendtgørelserne på området og
efter en bestemt tradition for, hvordan historien om borgerkrigen
skulle fortælles.
Beskrivelsen af borgerkrigen centreres for alle bøgernes
vedkommende fra 1980-2004 om følgende fire punkter: 1)
Baggrunden for det militære oprør – Den problemfyldte situation efter
folkefrontens sejr. 2) Den politiske udvikling hos borgerkrigens to
parter. 3) Den strategiske udvikling af krigen. 4) Internationaliseringen
af krigen.
Derudover er der i Vicens-Vives, Santillanas og SMs bøger fra
perioden 1980-1988 ansatsen til et punkt omkring krigens
konsekvenser. Det udgøres dog ikke af meget andet end et par
intetsigende linier. Hverken Anayas 1980 eller 1987 bog har dog noget
punkt om konsekvenserne af krigen.
Bøgerne som repræsenterer spektret 1996-2004 skiller sig i deres
borgerkrigsbeskrivelse især ud fra den forrige gruppe bøger derved, at
konsekvenserne af borgerkrigen er blevet udviddet til et mere
betydeligt punkt. Dens placering varierer dog lidt. Det står som regel
under borgerkrigen men kan også stå under kapitlet om
institutionaliseringen af Francostyret. En del af denne beskrivelse af
konsekvenserne af krigen består i de nye bøger af en beskrivelse af
undertrykkelsen i de kæmpende parters bagland. Kun i SMs bog fra
1999-2001 er undertrykkelsen stort set ikke nævnt.
Når det gælder efterkrigstiden er især for bøgerne 1980-88 præget
af en meget kort beskrivelse af perioden 1939-1975. De temaer som
gennemgås for efterkrigstiden er:
1) Institutionaliseringen af Francostyret og den politiske udvikling, 2)
Den økonomiske politik (autarki) og 3) Udenrigspolitiken – Spanien
under Den Anden Verdenskrig.
Under punktet om institutionaliseringen af regimet, nævnes det
kort i Anayas bog fra 1987 223 og Santillanas 1980-85 bog 224 , at der
fandt en hårdt undertrykkelse sted imod taberne af krigen.
Bøgerne som repræsenterer perioden 1996-2004 har derimod
generelt et afsnit, som behandler efterkrigsforbrydelserne. Dette enten
under konsekvenser af krigen eller under et selvstændigt afsnit om
undertrykkelse og opposition. Kun SMs 1999-2001 bog kommer
meget kort ind på efterkrigsundertrykkelsen.
Herudover bliver Francostyrets karakter og de økonomiske
konsekvenser af det diskuteret mere kritisk.
223 Prats 1987: 349
224 Sánchez García-Saúco 1980: 353
59

Udfra min undersøgelse af skolebøgernes struktur, kan det
konkluderes, at strukturen på fortællingen omkring borgerkrigen og
efterkrigstiden fastholdes. Udviklingen i fortællingen sker ikke ved, at
den eksisterende struktur forandres, men derimod ved at der tilføjes et
par nye emner omkring undertrykkelse under borgerkrigen og efter
borgerkrigen. Karakteristisk er det dog, at det centrale element i
borgerkrigsfortællingen fortsat er en beskrivelse af krigens strategiske
forløb.
Årsager til krigens start
En central del af tragediefortællingen omkring Den Spanske
Borgerkrig skulle bestå i, at borgerkrigen var uundgåelig. Det er derfor
relevant at se på, hvordan starten på borgerkrigen beskrives i
gymnasiehistoriebøgerne. I den forbindelse er det centralt, om krigen
beskrives som noget uundgåeligt, der startede nærmest af sig selv, eller
om nogle var skyld i borgerkrigen, og i så fald hvem.
Ser vi på sættet 1980-1988 er det karakteristisk, at alle bøgerne
beskriver krigen som noget mere eller mindre uundgåeligt, og som
begge parter var lige skyldige i. Alle bøgerne beskriver endvidere
optakten til borgerkrigen og det militære oprør på præcist den samme
måde. Det er de samme begivenheder og vurderinger, som
videregives. Det beskrives således, at ekstremismen voksede hurtigt
både på højre- og venstrefløjen og gjorde en fredelig sameksistens
umulig. Som det udtrykkes i en af bøgerne, herskede der allerede en
”borgerkrigsstemning inden borgerkrigen. 225 En interessant detalje er
dog, at det generelt fremgår, at det militære oprør var under
planlægning helt fra omkring da Folkefronten vandt valget i februar
1936. Det udsagn indgår dog primært i beskrivelsen af radikaliseringen
af situationen. Den udløsende faktor for borgerkrigen beskrives
således som mordet på højrefløjens parlamentariske leder Calvo Sotelo
d. 13 juli 1936. Herefter beskrives, hvorledes Spanien blev delt i to
zoner, og borgerkrigen startede, som kendsgerninger, der ikke behøver
forklaring.
Anayas bog af Joaquin Prats fra 1987 226 afviger en smule fra de
andre, hvorfor den fortjener at blive kommenteret specielt. Dens
fortælling holder sig indenfor de ovenfor skitserede rammer, men
fortællingen er dog udvidet med et par væsentlige detaljer. Her ses
således et større behov for at begrunde fortællingen. Denne
begrundelse falder i to dele: For det første indføres der en strukturel
forklaring på borgerkrigens start, hvor argumentet er, at Spanien var så
underudviklet, at en borgerkrig nærmest var uundgåelig. For det andet
startes beskrivelsen med en undskyldning om, at der findes mange
meget passionerede fortællinger om borgerkrigen, hvilket bruges til at
225 SM 1980: 284
226 Prats 1987: 319-326
60

understrege, at det præsenterede udgør en mere nøgtern synsvinkel.
Det nye er altså et større behov for at begrunde fortællingen.
Sættet 1996-2004 kendetegner sig i første omgang ved, at bøgerne
varierer en del i deres fortællinger. Både i forhold til det ældre sæt og i
forhold til hinanden. Anaya (Cortazar 1998), Santillana (Tusell 1998)
og SM (Santacana 1999) ligner umiddelbart Anayas udgave fra 1987 en
del. Borgerkrigen beskrives således også her som noget uundgåeligt og
begge konfliktens parter som ca. lige skyldige. Både Tusell og
Santacana beskriver hærens oprør som en reaktion på en oplevet eller
reel fare for en venstreorienteret revolution. Cortazar viser dog den
meget voldelige indstilling bag oprøret ved at inkludere et interview
Franco gav lige efter krigens start til News Cronicle, hvori han siger, at
han vil vinde krigen, om han så skal slå halvdelen af spanierne ihjel. 227
Den anden del af sættet bygger på de samme elementer i
beretningen om borgerkrigens start, men de anlægger en mere kritisk
vinkel, selvom uundgåelighedsfortællingen stadig er en model de
forholder sig til. Bøgerne som repræsenterer denne anden del er
Vicens-Vives 1999 af Aróstegui, Vicens Vives 2003 af Fernández
García, Santillana 2004 af Burdiel og Anaya 2003 Prats. Det
karakteristiske ved disse bøger er, at de for alvor begynder at sætte
spørgsmålstegn ved, om Den Spanske Borgerkrig virkeligt var
uundgåelig, og at de i høj grad placerer skylden for borgerkrigen på
hæren og højrefløjen. Det er således fælles for dem, at de lægger mere
vægt på militærets kupforberedelser end på ekstremismen på
venstrefløjen for at forklare kupforsøget. Borgerkrigens start følger
dog som en naturlig konsekvens af kuppet i alle bøgerne. Den eneste
undtagelse er Vicens-Vives bog fra 2003 af Aróstegui Sanchez, hvor
det konstateres, at borgerkrigen skyldtes international hjælp til
konfliktens parter. 228
I forhold til Aróstegui (Vicens-Vives 1999-2003) og Burdiel
(Santillana 2004), er det vigtigste kritiske element i dem, at de tydeligt
viser, at det militære kup var planlagt i god tid for at sikre nogle
generalers egne interesser. Rigtigt kritiske er dog kun Fernández
García (Vicens-Vives 2003) og Prats (Anaya 2003). Skylden for det
militære oprør og borgerkrigen lægges her klart hos hæren og
højrefløjen. Begge afviser således, at der var nogen umiddelbar trussel
for en socialistisk revolution. De har dog stadig en strukturel
forklaring på kuppet, idet de henviser til den spanske tradition for
militærkup, som det der adskilte Spanien fra de øvrige europæiske
lande, som også havde stor social uro i denne periode, men som ikke
fik militærkup ud af det. 229 Motiverne bag kuppet bliver også klart
fremstillet som reaktionære og usympatiske. Med Fernández Garcías
227 Cortazar 1998: 291
228 Aróstegui Sanchez 2003: 290
229 Férnandez García 2003: 292 og Prats 2003: 325
61

ord ønskede folkene bag kuppet at bevare et gammeldags semifeudalt
samfund. 230
Karakteristisk for alle bøgerne i sættet 1996-2004 er, at de generelt
hænger sig meget i hvilke fejl regeringen begik ift. at bremse kuppet.
Herudover kan det konkluderes, at tragediefortællingen om
uundgåeligheden lever videre i mange af bøgerne. Væsentligt er dog, at
der nu kan ses en spredning og forskellighed i tolkningen af
begivenhederne. Således står den militære konspiration tydeligere frem
som den reelle årsag til borgerkrigen i flere af bøgerne, og kupviljen i
militæret gives direkte skylden i to af bøgerne. Historierne i de to sæt
1980-88 og 1996-2004 er dog overordnet set stadig bygget meget ens
op, men i det sidste sæt, er det dog tydeligt, at det nu er accepteret at
variere fortællingen en smule.
Krigens gang
Bøgerne fra begge sæt fokuserer meget på at beskrive selve krigens
strategiske udvikling. Denne sammen med beskrivelsen af den
internationale involvering i konflikten fremstår som et meget stabilt og
standardiseret element i bøgerne, som ikke rigtigt forandres over tid
hverken med hensyn til omfang eller indhold. Der er en række mindre
detaljer i denne beskrivelse, som det er værd at bemærke. Dette afsnit i
bøgerne bruges ofte til indirekte eller direkte til at kritisere
republikkens ledelse for 1) ikke at have været effektive nok til at
standse oprøret i opløbet, 2) for at reagere for langsomt da oprøret
brød ud og 3) for ikke at have været håndfaste og beslutsomme nok i
organiseringen af republikkens militære indsats. Dette bliver stillet
overfor en meget effektivt administreret frankistisk krigsmaskine. For
mig er det et tegn på, hvor stærk traditionen er i spansk
historiebogsskrivning, at denne fremstilling bare videreføres med små
ændringer. Den strategiske realitet i krigen var, at republikken tabte
terræn hele tiden, hvilket man ikke havde behøvet så meget plads for
at fortælle.
Terror under krigen
Et væsentligt punkt for dette speciales problemstilling er, hvordan
parterne behandlede deres modstandere bag fronten. Jeg vil derfor se
på, hvordan terroren mod civilbefolkningen bliver beskrevet, da dette
er et område, som passer meget dårligt ind i tragediefortællingen, der
forudsætter, at man var lige gode om det.
230 Férnandez Gárcia 2003: 292
62

Ser vi på sættet 1980-88, er det karakteristisk, at
krigsforbrydelserne og terroren mod civilbefolkningen knapt nok
nævnes. I Anayas 1980 bog nævnes de slet ikke. SM 1980, Santillana
1980 og Anaya 1987 nævner den forfølgelse, som kirken blev udsat for
i republikken i det kaos, der opstod, da hæren gjorde oprør.
Herudover bliver det i Vicens-Vives 1980 kort nævnt, at medlemmer
af fagforeninger og venstrefløjspartier blev forfulgt hårdt i det
frankistiske Spanien. Det nævnes dog ikke hvordan. Anaya 1987
nævner også bare kort, at der skete nogen undertrykkelse nogle steder
på Francosiden. Generelt må man sige, at terroren stort set bliver
ignoreret i bøgerne. Kirken som offer for en voldsbølge på den
republikanske side er dog et billede, som generelt fremhæves.
Omfanget af krigsforbrydelser er ikke det, som gør de to parter
forskellige fra hinanden.
For sættet 1996-2004 er det karakteristisk, at bøgerne nu generelt
forholder sig mere klart til krigsforbrydelserne. Det udsagn, der nu er
konsensus om, ser ud til at være, at begge parter begik mange
krigsforbrydelser, men at karakteren af den frankistiske var grovest
eller mest intensionaliseret. Undtagelserne fra dette er SMs 1999 bog
af Santacana, der praktisk taget ikke nævner krigsforbrydelserne og på
det plan minder om det første sæts beskrivelse. Det nævnes kun i
Santacana, at frankister og kommunister gik efter at eliminere deres
modstandere, men det specificeres ikke yderligere. Santillanas 1998
bog af Javier Tusell er ikke så langt fra de øvrige bøger, men
opstillingen af krigsforbrydelsen stilles op, så de to parter fremstår
som fuldstændigt lige gode om det.
For Anayas 2003 bog af Joaquin Prats 231 og Anayas 1998 bog af
García de Cortázar 232 er det karakteristisk, at de er mere kritiske
overfor forbrydelserne begået på Francosiden end overfor den
republikanske sides. Kritikken formuleres dog meget vagt. Begge
henholder sig til, at der skete grove krigsforbrydelser på begge sider.
En klar forståelse af det skrevne kræver en medfølgende mundtlig
uddybning af en underviser. Således skriver García de Cortázar, at den
republikanske forfølgelse var selektiv, mens den frankistiske var
massiv og gik ud på at skabe et bagland renset for fjender. Herudover
er der en klar tendens til at ville forsøge at fremstå som tilsyneladende
objektiv, idet han skriver, at den frankistiske historiker Salas
Larrazábal har opgjort antallet af dræbte til ca. 50.000 på hver side af
konflikten, men med flest ofre på republikansk territorium, og andre
historikere som Gabriel Jackson har opgjort antallet af dræbte alene på
den frankistiske side under krigen og i efterkrigen til 150.000. 233
Ligeledes konkluderer Prats i sin bog, at terroreren på den frankistiske
231 Prats 2003: 336
232 García de Cortázar 301,312
233 García de Cortázar 301
63

side nogle gange var værre end på den republikanske, og at der ifølge
nye tal døde flere på den frankistiske side end på den republikanske.
Der peges også på, at terroren på den frankistiske side i højere grad
var styret oppefra, idet der står at den fulgte ordrer fra militære ledere.
Han fører dog ikke argumentet til ende ved direkte at sige, at den
politiske og militære ledelse på Francosiden stod bag. Han nøjes med
at konkludere, at den mest aggraverende forskel mellem de to sider i
konflikten var, at ingen på den frankistiske side, ikke engang kirken,
protesterede mod forfølgelserne. 234
Den sidste del af sættet har en mere klar opdeling af
forbrydelserne. Denne del repræsenteres af Vicens Vives bogen fra
1999 af Aróstegui, Vicens Vives bogen fra 2003 af Fernández García
og Santillana bogen fra 2004 af Burdiel. I disse bøger fremgår det mere
tydeligt, at der på den frankistiske side lå en målrettet strategi til grund
for forfølgelserne, mens det på den republikanske side primært var
ukontrollerede grupper af civile, som stod bag i månederne efter det
militære oprør.
Som Fernández García udtrykker det: ”Den del af hæren, som havde
gjort oprør, brugte fra første færd en ekstrem hård undertrykkelse for at skræmme
fjenden……..De kaldte det en krigsnødvendighed.”. 235 Det er dog kun
Burdiel, som går videre end det, idet hun også leverer nogle klare tal
for hvor mange, der blev dræbt på begge sider. Hun skriver således, at
50.000 heraf 7000 gejstlige døde som ofre for forfølgelser på
republikansk område, mens mindst 85.000 døde som ofre for den
frankistiske undertrykkelse, der betegnes som en ”uforsonlig og
systematisk undertrykkelse”. 236
For hele sættet 1996-2004 er den plads, som bruges på
krigsforbrydelserne begrænset. Bøgerne varierer dog en del i
detaljeringsgraden. Mængden af detaljer følges i høj grad af den
kritiske tone. Jo mere detaljeret den faktiske fremfærd bliver beskrevet,
jo mere negativt kommer Francosidens handlinger til at fremstå.
García de Cortázar nævner således under gennemgangen af
Francostyrets politiske udvikling under krigen, at mange skolelærere
blev udrenset og ofte skudt. 237 Både Aróstegui og Burdiel omtaler, at
folk i Francoområdet blev dømt af standretter. 238 En højere
detaljeringsgrad stiller ikke republikken i et dårligt lys på samme måde.
Det ville vise mere klart, hvordan det militære oprør fik lov og orden i
republikken til at bryde sammen med det resultat, at forskellige lokale
grupper fik mulighed for at begå masser af overgreb med en masse
drab til følge.
234 Prats 2003: 336
235 Fernández García 2003: 301
236 Burdiel 2004: 394
237 García de Cortázar 1998: 312
238 Aróstegui 1999: 245 og Burdiel 2004: 394
64

En væsentlig detalje ved alle bøgerne i sættet er, at de får nævnt at
de gejstlige blev forfulgt i det republikansk kontrollerede område. De
udgør også den eneste gruppe ofre, som nogle af bøgerne sætter klare
tal på. Fernández García skriver 6500-16500 239 og Burdiel skriver
7000. 240 Kirken beskrives altså generelt som et offer for konflikten.
Dette er en vigtig del af argumentet for at kunne forsvare, at kirken
valgte at støtte op om Franco-siden og erklærede oprøret som et
korstog. Den eneste kritik jeg har fundet af kirken, er Prats kritik i
Anayas 2003 bog, hvor han kritiserer kirken for ikke at have
protesteret mod terroren på den frankistiske side. 241
Efterkrigsterror
Francoregimets forfølgelser af dets modstandere efter krigen hører til
de mest problematiske dele af historien, hvis man ønsker at tro på en
tragediehistorie omkring borgerkrigen. Efter krigen var der således
ikke længere nogen krigsmodstander. Så Francoregimets forfølgelser af
dets fjender kan ikke ligestilles med, at modparten gjorde det samme.
Det er også svært at hævde, at det var nødvendigt af sikkerhedshensyn,
da Franco allerede kontrollerede hele landet. For at det skal passe ind i
tragedien, skal det nærmest fortolkes i sammenhæng med
borgerkrigen. Efterkrigsundertrykkelsen er virkelig et område, der kan
svække Francoregimets historiske legitimitet alt efter, hvordan det
bliver beskrevet.
I sættet 1980-1988 er det karakteristisk, at
efterkrigsundertrykkelsen slet ikke nævnes i 3 af bøgerne. Santillanas
bog af Enrique Centeno nævner, at folk, som var loyale mod
republikken, blev udrenset fra skoler og administration, og at
venstrefløjspartierne blev hårdt undertrykt, samt at 22700 ifølge Salas
Larrazábal blev henrettet i perioden 1939-1952. 242 Prats skriver i
Anayas 1987 bog, at krigens tabere blev specielt hårdt undertrykt i de
første efterkrigsår, hvor ca. 300.000 blev holdt som politiske fanger.
Ligeledes nævnes udrensninger i administration og skolevæsen samt
forfølgelser af tilhængerne af republikken. Endelig nævnes det, at
mindst 30.000 blev henrettet efter krigen. 243 Formålet var at sikre
regimet mod oppositionen.
I sættet 1996-2004 omtales efterkrigs-undertrykkelsen i alle
bøgerne som hård. Der er imidlertid store forskelle på hvor meget det
udsagn bliver uddybet i bøgerne. De to bøger som skiller sig mest ud
hvad angår en begrænset beskrivelse er Santillanas 1998 bog af Tusell
og SMs 1999 bog af Santacana. Den første bog beskriver
239 Fernández García 2003: 301
240 Burdiel 2004: 394
241 Prats 2003: 336
242 Enrique Centeno 1980: 353
243 Prats 1987: 349-350
65

efterkrigsundertrykkelsen under afsnittet om konsekvenser af krigen.
Konkret nævnes det kun, at ca. 30.000 blev henrettede, og at 270.000
var fængslede. 244 Santacana beskriver undertrykkelsen meget kort
under et afsnit kaldet ”Problemerne i efterkrigstiden” 245 og nævner
kun, at undertrykkelsen var hård, og at der var 300.000 politiske
fanger.
Dernæst er der en mellemgruppe bestående af Anayas 2003 bog af
Prats og Vicens-Vives 2003 bog af Fernández García. De er mere
detaljerede i deres beskrivelse af undertrykkelsen. Som det udtrykkes
af Prats: ”De som vandt ekskluderede og forfulgte dem som ikke klart havde
sluttet sig til deres gruppe.” 246 Fernández García skriver ligeledes, at det
frankistiske regime blot fortsatte dets politik fra under krigen. Endelig
specificeres det, at det var militære domstole, som afsagde fængsels- og
dødsdomme. Desuden nævnes det, at både undervisningssektoren og
administrationen blev udsat for udrensninger af personer, som kunne
formodes at være loyale mod republikken. 247 Antallet af henrettede og
fængslede opgøres til det samme i disse bøger som i de første.
Den sidste gruppe bestående af Santillanas 2004 bog af Burdiel,
Vicens-Vives 1999 bog af Aróstegui og Anayas 1998 bog af Cortázar
udmærker sig ved, at her er beskrivelsen endnu længere og endnu
mere kritisk. Dette viser sig allerede i opgørelsen over ofre, hvor
antallet af henrettede opgøres til 40.000-60.000. Aróstegui skriver
derudover direkte, at målet var en undertrykkelse og ødelæggelse af
dem, som styret formodede var dets fjender. 248 I tråd hermed skriver
både Cortázar og Burdiel, at krigens tabere blev udsat for en
vedvarende social marginalisering. 249 Burdiel tilføjer, at Francoregimet
målrettet søgte en destruktion af de regionale kulturer. 250 Cortázar
udmærker sig endvidere ved en hård kritik af kirken for ikke at have
protesteret mod forbrydelserne. 251
Bøgerne spænder altså særdeles vidt i deres beskrivelse af
efterkrigsforbrydelserne. Fra praktisk talt kun at nævne dem som en
tvungen del af historien til forholdsvist klare beskrivelser af, hvordan
undertrykkelsen foregik, hvad omfanget var, og hvem der var ofre.
Det afspejler fint forskellene i Spanien med hensyn til synet på
fortiden.
Desuden viser det, at det sandsynligvis var et ønske om at kunne
leve op til bekendtgørelserne i så mange regioner som muligt, som har
gjorde det nødvendigt at behandle undertrykkelsen overhovedet.
244 Tusell 1998: 327
245 Santacana 1999: 364
246 Prats 2003: 344
247 Prats 2003: 363 og Fernández García 2003: 314
248 Aróstegui 1999: 267
249 Cortázar 1998: 330 og Burdiel 2004: 407
250 Burdiel 2004: 407
251 García de Cortázar 1998: 330
66

Konsekvenser af borgerkrigenkrigen
Detaljeringsgraden i beskrivelsen af efterkrigsforbrydelserne svarer
meget godt til, hvor meget de samme bøger fra andet sæt beskriver de
generelle konsekvenser af krigen. SMs 1999 bog af Santacana og
Santillanas 1998 bog af Tusell giver således kun en meget kort og
summarisk opgørelse over krigens konsekvenser.
De øvrige forfattere beskriver i kortere eller længere form de store
problemer, der var i landet efter borgerkrigen. Anayas 1998 bog af
Garcia de Cortázar 252 og Vicens Vives 1999 bog af Aróstegui 253
beskriver rimeligt grundigt de økonomiske problemer, som Spanien
havde efter krigen, og kommer samtidig ind på den sult og
sortbørshandel, der var udbredt på grund af fødevaremangel i
efterkrigstiden. Den mest vidtrækkende konklusion, man kan drage af
skolebøgerne, er, at krigen medførte en stor skade for befolkningen,
og at regeringens økonomiske politik ikke var specielt velfungerende.
Det fremgår at reallønningerne faldt, men det bliver ikke nærmere
gennemgået, hvem krisen gik værst ud over.
Aktører – Kirkens rolle
Den katolske kirkes rolle under den spanske borgerkrig er et potentielt
konfliktfyldt emne. Kirken tog således meget hurtigt parti for det
militære oprør under general Francos ledelse. Var kirken således
medskyldig i konflikten? Eller var den i virkeligheden et offer? Det er
basalt set denne problemstilling, der forhandles vedrørende kirken. At
kirken ligefrem tillod sig at kalde Francos oprør for et korstog, kræver
en vis forklaring. Det andet specielle element ved kirken er, at den er
den eneste aktør fra borgerkrigen, som stadig findes i samme form.
Ser vi på sættet 1980-88, er bøgerne som sædvanligt ikke så
detaljerede. Vicens-Vives 1980 bog af Balanza nævner slet ikke kirken i
forbindelse med borgerkrigen. Anayas 1980 bog af Vilá Valentí
nævner kun at kirken var blandt de konservative grupper, som støttede
Francos regering. 254 De tre sidste bøger: Anayas 1987 bog af Prats,
SMs 1980 bog af Garmendia og Santillanas 1980 bog af Centeno
beskriver alle i større eller mindre omfang, at kirken blev forfulgt i
republikken. 255 Centeno skriver som den eneste en del om
forfølgelserne af de gejstlige. I forlængelse af dette skriver han som
den eneste, at kirken d. 1. juli 1937 ustedte et bispebrev, der klart
støttede Franco. Det skrives ikke direkte, at der var en sammenhæng
med forfølgelserne, men eftersom det skrives lige bagefter
beskrivelsen af forfølgelserne, står det som en rimelig grund til
252 García de Cortázar 1998: 332
253 Aróstegui 1999: 264
254 Vilá Valentí 1980: 361
255 Prats 1987: 326, Garmendia 1980 og Centeno 1980: 344
67

støtten. 256 I det første sæt fremtræder kirken altså reelt set kun som
offer, som havde brug for Francos beskyttelse mod de overgreb, den
blev udsat for i republikken.
I sættet 1996-2004 varierer beskrivelserne af kirkens rolle lidt mere,
men kirken bliver generelt ikke forbundet med regimets forbrydelser.
Kirken fremstilles stadig primært som offer. Alle bøgerne på nær SMs
1999 bog af Santacana beskriver i kortere eller længere form, at kirken
blev forfulgt i republikken.
Forklaringerne på kirkens støtte til Francoregimet varierer. I
Santillanas 1998 bog af Tusell 257 , Santillanas 2004 bog af Burdiel 258 og
Vicens-Vives 2003 bog af Fernández García 259 beskrives kirkens støtte
som en konsekvens af forfølgelserne, eller også lige efter
forfølgelserne, hvilket giver et lignende argument.
Vicens-Vives 1999 bog af Aróstegui skriver direkte, at kirken
støttede Franco fra begyndelsen. 260 Anayas 1998 bog af García de
Cortázar og Anayas 2003 bog af Prats beskriver begge at kirken gav en
betinget støtte til Franco, der blandt andet indebar, at kirken tog
afstand fra regimets fascistiske tendenser. 261 Prats og García de
Cortázar viser dog begge en mere kritisk attitude i forhold til kirkens
rolle. Hos disse to forfattere ses der også en begyndende kritik af
kirken. Prats kritiserer i en bisætning kirken for ikke at have
protesteret mod Francos forfølgelse af sine modstandere under
krigen. 262 García de Cortázar derimod retter en hård kritik mod kirken
for at være medskyldig i Francoregimets forfølgelser efter krigen. Han
skriver således, at kirken vidste alt om undertrykkelsen, og han
konstaterer følgende: ”Der manglede ikke, det er sandt, præster ved
henrettelsespelotonnerne i gang med at give den sidste olie; men i forhold til at bede
om nåde hverken åbnede de munden eller brugte deres vægt overfor de ansvarlige for
undertrykkelse.” 263
Konklusion på empirisk undersøgelse af skolebøger
Der ses praktisk taget ingen forandring i skolebøgerne fra 1980 og
frem til midt i 1990erne. Forlagene udgiver stort set de samme bøger.
Fra 1996-98 kommer der en ny serie skolebøger, som er mere
detaljerede. Årsagen til dette er sandsynligvis, at nye regionale krav til
indholdet gjorde, at man var nødt til at udvide det. I hvert fald ses der
kun en begrænset fornyelse af skolebøgerne frem til 2004.
256 Centeno 1980: 352
257 Tusell 1998: 329
258 Burdiel 2003: 406
259 Fernández García 2003: 300
260 Aróstegui 1999: 232
261 García de Cortázar 1998: 304 og Prats 2003: 340-341
262 Prats 2003: 336
263 Min oversættelse. García de Cortázar 1998: 330
68

I sættet 1980-1988 bliver borgerkrigen generelt beskrevet som
noget uundgåeligt, som bare skete. Enkelte af bøgerne nævner, at der
skete en undertrykkelse af modstanderen, men der bliver ikke gået i
detaljer med, hvad der skete. For så vidt at kirken nævnes i disse
bøger, er det som offer.
For bøgerne i sættet 1996-2004 inddrages der generelt flere fakta i
beskrivelsen af borgerkrigen og undertrykkelsen. Dette skyldes
givetvis, at forskningen var blevet udvidet i 90erne, samtidig med at
det fremgår, at jo mere kritiske bøgerne er, jo flere data bringer de om
undertrykkelsen. For sættet gælder det, at der ses en klar polarisering i
udlægningerne af borgerkrigen og efterkrigstiden. To af bøgerne,
Santillanas 1998 bog af Tusell og SMs 1999 bog af Santacana
fortsætter klart traditionen fra bøgerne i første sæt. De er typiske
repræsentanter for tragediefortællingen, idet borgerkrigen beskrives
som uundgåelig, og terroren beskrives som om begge parter begik
cirka lige meget. Begge bruger endvidere meget lidt plads på at
beskrive terroren, og begge disse bøger beskriver kirken, som kun
værende et offer i konflikten.
Overfor dette ses en klart kritisk ny tendens mest tydeligt
repræsenteret af Vicens-Vives 1999 bog af Aróstegui og Santillanas
2004 bog af Burdiel, der på alle punkter stiller sig meget kritiske i
forhold til tragedietraditionen. De sætter spørgsmålstegn ved
uundgåeligheden af borgerkrigen ved at påpege, at generalerne
planlagde kuppet i meget god tid. De bryder endvidere med påstanden
om, at begge parter var lige gode om terroren, idet de understreger, at
der lå en målrettet strategi bag forfølgelserne på Francosiden. Kun
Burdiel kommer dog med klare tal til at vise, at antallet af dræbte på
Francosiden også var betydeligt større. Bøgerne i mellemgruppen
lægger sig ind imellem disse to positioner. Hvorvidt krigen var
uundgåelig er dog generelt et tema, og den frankistiske fremfærd bliver
generelt beskrevet som lidt værre end republikanernes. Det kan tages
som et udtryk for en manglende vilje til virkeligt at bryde med
tragediefortællingen, og som et udtryk for, at den stadig er en vigtig
fortællemæssig figur.
En del af den mere kritiske profil er også for flere af bøgerne, at
kirken nu ikke længere kun beskrives som et offer, men også som
medansvarlig for den terror, som den tabende part blev udsat for.
Udfra det undersøgte materiale er det ikke muligt at konkludere, at
de forskellige forlag har nogen bestemte profiler, hvad angår deres
historiefortælling. SMs bog af Santacana er ganske vist rimeligt
traditionel i sin fremstilling, som man kunne forvente af et katolsk
funderet forlag, der kunne have interesse i at fremstille kirkens rolle og
det styre den deltog i på en mere positiv måde. Da der imidlertid kun
er tale om en bog, er det et meget tyndt grundlag at konkludere på.
Det taler endvidere imod en teori om bestemte forlagsprofiler, at
69

Santillana har udgivet både en meget traditionel tragediefortælling
skrevet af Tusell, der endda har en meget positiv to siders beskrivelse
af Franco med i sin bog, og en meget kritisk bog som den skrevet af
Burdiel. Gennemgående ser det altså ud til, at forfatteren er væsentligt
mere afgørende end forlaget i forhold til at bestemme indholdet.
Analyse af erindringspolitikken
Min tese er, at den spanske transition satte rammen for et nyt
værdisæt i den spanske nationalidentitet, som fik en stor betydning via,
at Transitionen blev et centralt nationalt symbol for det nye Spanien.
Jeg har tidligere i opgaven gjort rede for nogle af symbolets centrale
delelementer udfra Laura Desfor Edles.
Transitionssymbolet blev så stærkt og fik så klar en karakter, fordi
transformationsprocessen tog så lang tid, og fordi aktørerne i meget
høj grad formåedes at enes om og fastholde nogle bestemte mål for
demokratiseringen. I forholdet til erindringspolitikken vil jeg påstå, at
de idealer, som Transitionen symboliserer, har været afgørende for,
hvad man har kunnet sige om perioden i de spanske
gymnasiehistoriebøger om borgerkrigen og efterkrigstiden.
De afgørende elementer er her: Transitionen som symbol på
forsoning og forening af de ”to Spanier” i et Spanien, der i første
omgang blev tolket som, at man skulle lægge fortiden bag sig samt et
ideologisk fokus på demokrati og fremskridt.
Jeg vil i det følgende søge at påvise, hvorledes transitionsdiskursen
fortsatte nærmest uændret gennem 1980erne og derved blokerede for,
at der kunne bringes nye elementer ind i den accepterede fortælling
om borgerkrigen.
Herefter vil jeg vise, hvorledes transitionsdiskursen fra midten af
1990erne søgtes omformuleret til, at forsoningen ikke skulle forstås
som forglemmelse. Dette har udfoldet sig som en diskursiv kamp
mellem det konservative Partido Popular på ene side og de fleste
andre partier i det spanske parlament på den anden, hvor førstnævnte
har ønsket at fastholde ideen om forsoning som forglemmelse, og de
andre har talt for forsoning med stillingtagen til fortiden. Jeg vil vise,
at transitionsdiskursen i høj grad har sat rammen for denne debat.
Hertil vil jeg søge at påvise strukturelle og politiske ændringer, der har
bevirket en ændring i den officielle stillingtagen til borgerkrigen og har
muliggjort en ændret fortælling i skolebøgerne.
1982-1996 kontinuitet
I dette afsnit vil jeg gennemgå, hvordan socialisterne i PSOE
forholdt sig til fortiden under deres regeringsperiode 1982-1996.
Herunder vil jeg vise, at de realpolitisk gjorde op med den frankistiske
fortid, men at dette foregik i tråd med transitionsidealet om at lægge
fortiden bag sig.
70

Transitionen beskrives som regel som afsluttet med, at PSOE i
1982 vandt valget og fik absolut flertal i parlamentet, uden at det
medførte at hæren greb ind. Valget betød at UCD, som havde været
det største parti under Transitionen, stort set mistede alle deres
mandater. Ved samme valg blev Alianza Popular (AP), det senere
Partido Popular (PP), det største oppositionsparti med 24 procent af
stemmerne.
AP lededes af den tidligere francominister Manuel Fraga og havde
rødder i reformorienterede dele af det gamle Franco-styre. Med valget
var grundstenen lagt til den politiske organisering, Spanien har den dag
i dag, med PSOE og PP som de to store partier. I 1980erne var PSOE
dog det altdominerende parti med absolut flertal bag sig.
PSOE repræsenterede om noget transitionsidealet om en ny tid.
Det var et parti, som ikke havde noget med det tidligere styre at gøre,
og dets ledelse bestod af en række yngre mænd med Felipe González i
spidsen, der var vokset op efter borgerkrigen, og således ikke havde
noget med de gamle konflikter fra borgerkrigen at gøre.
PSOE baserede i høj grad deres politik på transitionsdiskursen.
Det vil sige, at de søgte at fokusere på fremtiden og insisterede på, at
fortidens konflikter og splittelse af det spanske samfund var fortid, og
at der ikke var grund til at grave i disse. På denne måde fortsatte
socialisterne forglemmelsesdiskursen som sidestillede forsoning med
forglemmelse. Dette kom helt klart til udtryk i forbindelse med en
pressemeddelelse fra den socialistiske regering under Felipe González i
forbindelse med 50 års jubilæet for krigens start i 1986. González
udtalte heri, at ”En borgerkrig er ikke nogen mindeværdig begivenhed, uanset
hvor meget det udgør en afgørende oplevelse på livsvejen for dem som oplevede og led
under den.” ”..den er endegyldigt historie, en del af spaniernes erindring og deres
kollektive erfaring.” 264
Citatet viser fint, at regeringen ikke ønskede at tage stilling til
borgerkrigen. Som fænomen søgtes borgerkrigsoplevelsen gjort til
noget individuelt, og kun erfaringen beskrives som relevant for
Spanien som helhed. Hermed refereres der tilbage til
tragedieudlægningen af den spanske borgerkrig.
Udtalelsen sluttes af med noget, der minder om en besværgelse, hvor
det pointeres, at borgerkrigen ikke har eller skal have en nogen
levende betydning i et land, hvis værdigrundlag baserer sig på
principper om frihed og tolerance. 265 Dette giver kun mening, hvis
man forudsætter, at det kunne være anderledes, hvorfor det i realiteten
henviser til, at man godt var klar over, at der lå en potentielt alvorlig
konflikt her.
264 El País 19/7 1986
265 El País 19/7 1986
71

Det var karakteristisk for PSOE regeringen, at dette var dens
absolut eneste officielle udtalelse om borgerkrigsperioden. 266 I tråd
med dette beskriver også Bernecker i sin artikel om Spaniens
demokratisering, hvordan erindringen om borgerkrigen i 1980erne
primært fungerede som et afskrækkelsessymbol, når angsten for indre
uroligheder blev for stor. 267
Rent erindringspolitisk betød det altså, at der ikke kom nogen
politisk diskussion af fortiden. Det fik ifølge Bernecker som
konsekvens, at erindringspolitikken kom til at dreje sig om at bevare
status quo, idet alt andet ville kunne provokere uønskede diskussioner.
Et tydelig resultat af denne officielle erindringspolitik var, at
symbolerne fra Francotiden, som statuer, monumenter og vejnavne,
kun forsvandt meget langsomt. 268
PSOE fortsatte ifølge Carsten Humlebæk interessant nok denne
meget passive erindringspolitik i forhold til Francotiden helt frem til at
de tabte valget til PP i 1996. 269
Årsager til socialisternes politik - Strukturelt opgør med
fortiden
Carsten Humlebæk lægger i sin forklaring meget vægt på, at
tragediehistorien var udtryk for et forsøg på at skabe en
sammenhængende nationalhistorie, som spanierne kunne samles om,
og som muliggjorde, at Transitionen kunne blive så succesfuld. 270
Det, man fokuserede på, var frygten for en gentagelse af
borgerkrigen. Derfor blev en demokratisk fremtid for Spanien og en
dybdegående politisk og offentlig debat om diktaturet opfattet som
modstridende mål på grund af frygten for en gentagelse af
borgerkrigen. 271
Som en følge af det skabtes der på det politiske niveau ifølge
Carsten Humlebæk et informelt tavshedskompromis, hvis kerneessens
var, at de politiske partier afstod fra at bruge fortiden politisk 272
Det interessante er, at forskerne har svært ved at forklare, hvordan
det kan være, at PSOE i løbet af alle sine 14 år som regeringsbærende
parti blev ved med at føre den samme erindringspolitik. For starten af
PSOEs regeringsperiode hvor demokratiet endnu ikke var så godt
rodfæstet, kan overholdelsen af tavshedspagten, som Humlebæk
påpeger, fint forklares med, at regeringen ønskede at konsolidere
demokratiet. Da endelig demokratiet var sikret, kunne socialisterne
være begyndt at ændre den politiske brug af fortiden, men det gjorde
266 Humlebæk 2005: 8
267 Bernecker 2004: 695
268 Bernecker 2004: 701
269 Humlebæk 2005: 10
270 Humlebæk 2005: 1
271 Humlebæk 2005 7
272 Humlebæk 2005 8
72

de ikke. I samme ombæring konstaterer han dog også, at der da heller
ikke var pres fra andre sider for at gøre det. 273
Det undrer Carsten Humlebæk, at kompromiset om ikke at bruge
fortiden politisk holdt så lang tid, idet fordelene ved denne aftale ikke
var ligeligt fordelt mellem de politiske partier, da især mange fra PP
havde en fortid indenfor Francostyret. Humlebæk pointerer således, at
det ville have været meget naturligt, hvis PSOE havde søgt at
kapitalisere den fordel. 274 Han giver dog selv svaret, da han forklarer,
at PSOE brød kompromiset ved valget i 1993, fordi socialisterne her
for første gang frygtede at tabe til PP. 275
Udfra det konkluderer jeg, at socialisterne altså ikke havde noget
magtpolitisk motiv til at inddrage fortiden før 1993, eftersom de sad
sikkert på magten. Da de endelig begyndte at bruge den, skyldes det til
gengæld magtpolitiske overvejelser og ikke et ønske om retfærdighed.
PSOE søgte således i deres valgkampagne at fokusere på PPs
frankistiske fortid og insinuere, at demokratiet ville være truet, hvis PP
vandt valget. Dette blev ikke fulgt op af forslag om at fordømme
militæroprøret i 1936 eller diktaturet efter valget. 276
For mig viser det, at Transitionsdiskursen og tragedie-opfattelsen
af borgerkrigen havde en meget stærk generel opbakning i Spanien i de
første 20 år efter Francos død. Regeringsudtalelsen fra 1986 peger i
den retning, og det samme gør det faktum, at der ikke var nogen, som
pressede på for at få et opgør med fortiden. Selv valgkampen i 1993
giver det mest mening at betragte i forhold til transitionsdiskursen.
Socialisterne forsøgte jo her netop at holde fast i deres rolle, som
repræsentant for Transitionen og fornyelsen ved at påstå, at PP
repræsenterede fortiden.
Ser man på PSOEregeringens handlinger, så viser de også et stærkt
fokus på at gennemføre Transitionens idealer om et nyt Spanien, der
fokuserede på fremtiden, fremskridt og på at blive et almindeligt
europæisk land. Man kan sige, at deres fokus var på at skabe en ny
spansk identitet, som et moderne europæisk demokratisk land. Således
fik de Spanien optaget i EF og Nato, og sikrede, at Spanien i 1992
både fik Olympiaden til Barcelona og verdensudstillingen til Sevilla. 277
Endelig arbejdede den videre på at sikre demokratiet gennem reformer
af de institutioner, man havde arvet fra Francoregimet. 278
På denne baggrund mener jeg at kunne konkludere, at socialisterne
i høj grad fik skabt en ny spansk nationalbevidsthed baseret på
transitionsdiskursen. Som det dominerende parti i det nye Spanien,
havde de heller ingen interesse i at stille sig til dommer over deres
273 Humlebæk 2005 8
274 Humlebæk 2005 8
275 Humlebæk 2005 10
276 Humlebæk 2005 10
277 Humlebæk 2005 10
278 Aguilar og Barahona de Brito 2001: 105-112
73

vælgere, idet de repræsenterede det nye samlede Spanien, som alle
skulle kunne stemme på uanset fortid.
Fortiden blev derfor først et interessant emne, da PP begyndte at
forny sig og fremstå som en repræsentant for en mere konservativ
version af det nye Spanien. I 1989 valgte PPs leder Manuel Fraga, der
havde været minister i 15 år under Franco, således at overlade posten
til den unge og rimeligt uplettede José María Aznar. Dermed var PPs
klare forbindelse til Francotiden brudt, og vejen var banet til at kunne
tiltrække flere vælgere.
1995-1999 Fortiden kommer tilbage i politik
Perioden 1995-1999 var en slags overgangsperiode i forhold til
Den Spanske Borgerkrig på politisk niveau. Borgerkrigen kom således
her igen på den politiske dagsorden, men uden at det egentligt
udfordrede Transitionsdiskursen eller tragediefortællingen omkring
borgerkrigen. Denne reintroduktion af historien holdt sig i første
omgang inden for tragediehistorien, idet den kun beskæftigede sig med
ofrene, men afholdt sig fra at tage stilling til nogen skyldsspørgsmål.
Der skete to væsentlige bevægelser i denne periode. Den første er,
at 60 års jubilæet for krigens start blev anledning til, at parlamentet
behandlede et resolutionsforslag om et uafklaret emne i forhold til
borgerkrigen, og dermed bragte borgerkrigen tilbage i politik. Den
anden var, at Partido Popular (PP) fra 1993 var en seriøs kandidat til at
danne regering og i 1996 faktisk vandt valget. Da partiet blev skabt af
højtstående folk fra det frankistiske diktatur, medførte det, at nogle
medier og politiske modstandere satte spørgsmålstegn ved PPs
forbindelse til fortiden.
Den førstnævnte sag bestod i at Det Baskiske Nationalist Parti
(PNV) og det venstreorienterede parti Forenede Venstre (IU) i 1995
stillede et resolutionsforslag om at give statsborgerskab til
medlemmerne af De Internationale Brigader, der havde kæmpet for
republikken under borgerkrigen, og som var blevet lovet
statsborgerskab af republikkens sidste statsminister Juan Negrín.
Forslaget blev stemt igennem med støtte både fra PSOE og PP. 279
Vedtagelsen af resolutionen var en vigtig milepæl i forhold til den
politiske forholden sig til fortiden. For det første åbnede den mulighed
for, at man politisk kunne tale om fortiden. For det andet at man på
politisk niveau begyndte at tage stilling til borgerkrigen, idet
resolutionen indebar en hædring af en af aktørerne hos den tabende
part. Resolutionen brød dog ikke med tragediefortællingen, idet den
hverken beskæftigede sig med skyldsspørgsmål i borgerkrigen eller
sagde, at der var en forskel på de to sider i konflikten. Den betød
heller ikke noget egentligt brud med transitionsdiskursen, idet fortiden
279 Humlebæk 2005 11
74

ikke blev instrumentaliseret som politisk våben, da resolutionen blev
vedtaget i enighed.
Overrækkelsen af statsborgerskaberne skulle imidlertid komme til
at udstille en række problemer hos PP. Således vandt PP valget i 1996,
og dermed var det formelt set også dem som regerende parti, der
skulle stå for overrækkelsen af statsborgerskaberne. De ledende PP
folk viste her en betragtelig berøringsangst og undskyldte sig for at
slippe for at stå for overrækkelsesceremonien. Så det endte med, at det
blev parlamentets socialistiske viceformand, der kom til at stå for
det. 280
Forskellige udtalelser i El País viser også, at resolutionen var
problematisk for PP. Et PP byrådsmedlem kaldte således direkte De
Internationale Brigader for mordere 281 og Federico Trillos fra PPs
ledelse udtalte efter at brigandisterne var blevet modtaget i
parlamentet, at det var bedst ikke at genopvække triste minder. 282
Den anden faktor, som begyndte at gøre sig gældende, var en
udnyttelse af PPs problematiske forhold til fortiden. PPs problem var
således, at de repræsenterede den del af vælgerne, som de spanske
samfundsforskere kalder de sociologiske frankister. Disse
karakteriseres i dag ifølge Walther Bernecker af at mene, at Francos
oprør og diktaturet var nødvendige og gode for Spanien, selvom
undertrykkelsen var lidt for hård.
Dette er ifølge Bernecker årsagen til, at PP har været meget
tøvende med at fordømme det militære oprør i 1936 og diktaturet og
har været imod fjernelsen af de frankistiske monumenter. 283 Så sent
som i 2000 mente 10% af spanierne ifølge en meningsmåling, at
Franco primært havde været et gode for Spanien. 284 Der er og var altså
tale om en position med en betydelig stemmemæssig betydning, især i
et land domineret af to næsten lige store partier. Samtidig gælder det
dog for flertallet af deres vælgere og potentielle vælgere, at de i høj
grad bakker op omkring det demokratiske Spanien, som blev skabt
under Transitionen. Derfor var det også vigtigt for PP ikke at fremstå
som politiske arvinger efter frankisterne.
Som sagt nævner Humlebæk, at PPs rødder i det frankistiske
regime blev sat på dagsordenen i forbindelse med valget i 1993. Dette
gik også igen i aviserne. Således kan man for eksempel i El País i et
interview med PPkandidaten Guillermo Cortázar se, at han blev
tvunget til at tage afstand fra at PP skulle repræsentere det
højrefrankistiske miljø. Op til valget i 1996 og i de følgende år
280 Humlebæk 2005 10
281 El País 28.02.1996
282 El País 16.11.1996
283 Bernecker 2004: 699
284 Aguilar og Humlebæk 2002: 131
75

eskyldte PSOE direkte PP for at være repræsentanter for en
udemokratisk tradition.
Bannerføreren i disse angreb var den tidligere næstformand for
PSOE, Alfonso Guerra. Han markerede sig med meget direkte angreb
på PP. Allerede i 1995 udtalte han således, at PPs leder José María
Aznar ikke var demokrat i 1979. 285 I 1997, året efter at socialisterne
tabte valget, kom Guerra med, hvad El País kaldte, de mest alvorlige
beskyldninger en repræsentant for PSOE er kommet med. Han
udtalte, at PPregeringen havde mistet den legimitet de havde vundet
ved valget på grund af deres totalitære og autoritære måde at udøve
magten på. Han tilføjede, at det ikke kunne overraske, fordi det var
diktaturets arvinger, børnene og børnebørnene af dem, som
forhindrede friheden. 286
PPs sejr i valget i 1996 og dermed PSOEs nye plads som
oppositionsparti åbnede altså op for en diskursændring i forholdet til
fortiden. Umiddelbart kunne det kaldes et brud med
Transitionsdiskursen, idet PSOE brød idealet om ikke at bruge
fortiden politisk. Dog giver det mere mening at tale om, at de
omformede diskursen, idet de således jo primært forsøgte at vise, at
PP ikke repræsenterede Transitionsdiskursen.
Et sidste element i tilbagevenden af de fortidige regnskaber i
perioden 1995-1999 måtte PP selv præsentere. De havde lovet Det
Baskiske Nationalistparti (PNV), at de ville få kompensation for den
ejendom, de fik konfiskeret under borgerkrigen. Dette tvang PP til at
fremsætte et begrænset lovforslag om tilbagegivelse af konfiskeret
ejendom til de politiske partier, hvilket igen indebar en vurdering af
begivenhederne under krigen. 287
Sammenlagt kan det altså konkluderes, at der i perioden 1995-1999
skete en mindre ændring i udlægningen af Transitionsdiskursen, der
gjorde, at man kunne tage stilling til mindre og ufarlige dele af
begivenhedsforløbet i forbindelse med borgerkrigen og etableringen af
Francoregimet. De ændrede styrkeforhold i det spanske parlament
efter valget i 1996 gjorde endvidere historien til et relevant politisk
kampvåben i forhold til at bevise, hvem der mest repræsenterede
Transitionsideologien.
285 El País 18.05.1995
286 El País 29.09.1997
287 El País 28.04.1997, 05.12.1997, 24.06.1998, 27.11.1998
76

1999-2004 Brud med tragediefortælling på politisk niveau
Kernen i den politiske udvikling i perioden 1999-2004 har været to
resolutionsforslag til fordømmelse af Francostyret fra hhv. 1999 og
2002. Derudover har der været en lang række debatter om mindre
spørgsmål, der kan lokaliseres via avisen El País dækning. Disse
debatter centrerede sig om to forskellige fænomener
1) Konkret politisk stillingtagen til bestemte dele af borgerkrigen
og diktaturet gennem forskellige resolutionsforslag.
2) Indirekte afstandstagen til fortiden gennem fjernelse af
monumenter.
Da socialisterne tabte valget i 1996, var vejen banet for en
diskursændring i forholdet til borgerkrigen og Francostyret. Jeg vil
argumentere for, at denne diskursændring foregik indenfor rammerne
af transitionsdiskursen. Det er således et centralt symbol i
Transitionsdiskursen, der kommer til forhandling. Nemlig den del af
diskursen som satte forsoning lig med forglemmelse, eller som
Bernecker udtrykker det her: ”Bis vor kurzem war die Amnestie, die zu
Beginn der Transition verkündet wurde, mit verordneten Amnesie verbunden, die
ebenfalls die gesellschaftliche Aufarbeitung verhinderte.” 288 Jeg vil udfra
avisdækningen af denne diskursive kamp søge at klarlægge
positionerne og undersøge, om der opstod en ny diskurs.
60-året for afslutningen af Den Spanske Borgerkrig i 1999 blev
anledningen til, at borgerkrigen kom på dagsordenen igen. Overfladisk
set lignende situationen meget vedtagelsen af at give statsborgerskab
til brigandisterne i 1995. Således stillede en række
parlamentsmedlemmer efter et møde med repræsentanter for det
spanske eksilsamfund i México et resolutionsforslag om at mindes
masseflugten fra Spanien ved borgerkrigens slutning i 1939. Altså igen
en æresbevisning til nogle ofre. Noget som El País da også
konkluderer, der normalt burde være opbakning til. Resolutionsteksten
indeholdt imidlertid også en eksplicit fordømmelse af ”det fascistiske
kup mod republikken”. 289
PP forsøgte sig med et modforslag, der ikke tog stilling til
forskellene på borgerkrigens to parter. 290 Det kompromis kunne de
andre partier dog ikke acceptere, og det endte med, at den første
resolution blev vedtaget i parlamentet af de øvrige partier uden PPs
deltagelse, hvilket var muligt fordi PP var en mindretalsregering.
El País dækning i de to dage efter vedtagelsen af resolutionen (15-
16/9 1999) viser klart eksistensen af to diskurser omkring fortiden
præsenteret af hhv. det regerende PP og oppositionspartierne. PP
holdt således ved den oprindelige transitionsdiskurs:
288 Bernecker 2004: 701
289 El País 15.09.1999
290 Humlebæk 2005 15
77

1) De fastholdt tragediefortolkningen idet de udtalte, at ”det er dumt at
tale om ”gode og onde”” 291
2) De udtalte, at det var bedst for Spanien at tale om fremtiden og
glemme fortiden
3) De anklagede PSOE for at splitte Spanien ved at udtale sig om
fortiden, hvilket viser en fastholdelse af den oprindelige
sammenkædning mellem forsoning og forglemmelse. 292
Oppositionspartierne med PSOE i spidsen gav udtryk for, at det
var på tide at komme over forglemmelsen. PSOE udtrykte det på den
måde, at resolutionen var nødvendig fordi demokratier ikke kan basere
sig på forglemmelse. Den nye diskurs var således, at forsoningen ikke
var afhængig af forglemmelsen.
Oppositionens udtalelser om PPs position viste med al tydelighed,
hvorfor fortiden var et politisk problem for PP. Det Baskiske
Nationalist Parti PNV og IU beskyldte således PP for at repræsentere
frankisterne ved sin handling, og PSOE konstaterede, at PP
repræsenterede højreorienterede grupper, som ikke tillod dem at
stemme for resolutionen. 293
Den politiske situation ændrede sig med valget d. 13 marts 2000,
hvor PP fik absolut flertal i parlamentet. 294 Dette gjorde på den ene
side, at vedtagelsen af politiske forslag krævede PPs medvirken, og på
den anden side gjorde det, at oppositionen kun kunne have fordele af
at fremsætte forslag om anerkendelse af bestemte grupper. I løbet af
det næste 1,5 år kan man udfra El País dækning se, at oppositionen
stillede mindst seks forskellige småforslag om for eksempel at afsætte
penge til at åbne massegrave eller anerkende, at Lluis Companys død 295
gjorde ham til et symbol.
Den 24. oktober 2002 gik PP med på at vedtage en resolution, som
skulle ære det frankistiske diktaturs tvangsarbejdere. 296 Denne blev
imidlertid af oppositionen fulgt op med fem nye forslag.
Dette fik PP til at ændre strategi, og i stedet for at gå imod
oppositionens forslag kom partiet med et forslag om at vedtage en
samlet resolution, der skulle samle alle initiativerne og en gang for alle
få borgerkrigsemnet og diktaturet ud af den politiske debat. PP håbede
derved at slippe for at skulle tage stilling til konstante
resolutionsforslag fra oppositionen om at anerkende forskellige nye
offergrupper. Dette fremgår klart af PPs udtalelser på
vedtagelsesdagen. 297
291 El País 16.09.1999
292 El País 16.09.1999
293 El País 16.09.1999
294 El País 13.03.2000
295 Lluis Companys var en betydningsfuld katalansk nationalistleder, der blev
henrettet af frankisterne
296 El País 25.10.2002
297 El País 21.11.2002
78

Resultatet blev vedtagelsen af en resolution, som officielt fordømte
det militære oprør i 1936 og gav moralsk anerkendelse til krigens
tabere og diktaturets ofre. Resolutionen indebar også økonomisk
støtte til åbning af massegrave, med det forbehold at disse ikke blev
brugt til at vække gamle hævnfølelser.
Det vigtige ved resolutionen var, at Spanien hermed officielt brød
med tragediefortællingen og erklærede, at den ene part i borgerkrigen
var væsentligt mere skyldig end den anden.
Samme resolution førte til en genbekræftelse af
transitionsdiskursen. Ordførere fra alle partierne talte således om
begivenheden, som en genskabelse af Transitionsånden.
Aftalen blev i talerne ved vedtagelsen beskrevet som en videreførsel af
Transitionens fællesskab i anerkendelsen af ofrene fra borgerkrigen og
Francos diktatur.
Et vigtigt resultat af denne resolution var, at transitionsdiskursen
og tragediefortællingen blev skilt fra hinanden. Herudover fik Spanien
en ny officielt politisk sanktioneret historie, der klart beskrev den ene
side i borgerkrigen som mere skyldig end den anden.
Hermed var historien dog ikke ude af politik, som PP ellers havde
troet. Af El País dækning fremgår det således, at PP i det følgende år
afviste tre forslag, som ellers umiddelbart lå i en naturlig forlængelse af
den forrige resolution. PP afviste således at justitsministeriet skulle
betale for åbningen af grave for dem, som blev henrettet efter
borgerkrigen 298 , afviste et forslag om hjælp til frankismens ofre 299 og
afviste en hyldest til frankismens ofre. 300
Politiske kræfter
Det er værd at se på nogle af drivkræfterne bag forsøget på at
ændre transitionsdiskursen. Det bemærkes her, at det var Det Baskiske
Nationalist Parti (PNV) og det venstreorienterede parti Forenede
Venstre (IU), der bragte borgerkrigen ind på den politiske dagsorden
igen i 1995. 301
Initiativet udgik således fra de sektorer i det spanske politiske
miljø, der historisk set kunne forventes at ønske et opgør med
Francotiden. Det vil sige fra de af Franco undertrykte nationalismer og
fra den del af venstrefløjen, som Franco forfulgte mest nidkært.
Endvidere kan det observeres, at jubilæerne for henholdsvis
borgerkrigens start og slutning har været centrale i forhold til at sætte
borgerkrigen på den politiske dagsorden. Dette ses første gang i
forbindelse med jubilæet i 1986, hvor Felipe González så sig nødsaget
til at afvise, at der var noget at mindes. I øvrigt et godt eksempel på
298 El País 11.12.2002
299 El País 15.10.2003
300 El País 24.11.2003
301 Humlebæk 2005 11
79

Andersons pointe om, at en bevidst forglemmelse i virkeligheden
fungerer som erindring den specifikke begivenhed og den lære, der er
knyttet til den.
Ligeledes havde jubilæerne i 1996 og 1999 for hhv. borgerkrigens
start og slutning også en vigtig dagsordensættende rolle med hensyn til
at få borgerkrigstiden på dagsordenen.
Efterspil 2004-2006
14 marts 2004 vandt PSOE valget til det spanske parlament, 302 og
den 17. april 2004 dannede de regering under ledelse af José Luis
Rodríguez Zapatero. 303 Zapatero udviste allerede fra sin
indsættelsestale en vilje til at tage væsentlige spørgsmål i det spanske
samfund op. 304
Selvom fortiden ikke blev nævnt i talen, så udmøntede denne
reformvilje sig også i et forsøg på et endeligt retfærdighedsopgør med
fortiden. Den 11. september 2004 nedsattes således en interminesteriel
kommission med det formål at give en formel genoprejsning til
frankismens ofre fra borgerkrigens start til Francos død i 1975. 305
Det store avisemne på dette tidspunkt var dog kommisionen, der
skulle undersøge forløbet op til det store terrorangreb i Madrid 11.
marts 2004. En sag hvor PP var under alvorligt pres. 306
Erindringspolitik og skolebøger
Der var ingen væsentlige tiltag med hensyn til skoleundervisningen
omkring borgerkrigen på nationalt plan før PSOE kom til magten igen
i 2004. Den konkrete ændring af skolebøgerne ser ud til at være
foranlediget af nye bekendtgørelser på regionalt niveau i Spanien.
Imidlertid kan der fra 1996 iagttages en gradvis åbning på nationalt
niveau i forhold til fortiden.
På dette plan kan der altså ses en klar parallel mellem udviklingen
på det politiske og det regionale plan. Således var det regionale partier
og det spanske parlaments lille og mest venstreorienterede parti IU,
der igen fik borgerkrigen på dagsordenen.
Konklusion
Transitionsdiskursen har sat rammen for den politiske forholden
sig til borgerkrigstiden lige siden Transitionen. Forsoningselementet i
diskursen blev fortolket som en forglemmelse af fortiden på politisk
niveau.
302 El País 15.03.2004
303 El País 17.04.2004
304 Kopi af tale på avisen el mundos hjemmeside:
http://www.elmundo.es/documentos/2004/04/15/discurso.pdf
305 Min oversættelse. El País 11.09.2004
306 El Mundo 10-12.09.2004
80

Det politiske fokus blev i stedet lagt på Transitionens
hovedelement: skabelsen af det nye demokratiske Spanien.
Opbakningen til dette projekt blev manifesteret ved valget i 1982,
hvor socialistpartiet PSOE vandt et absolut flertal i parlamentet.
Partiet var en af hovedaktørerne bag Transitionen og havde en ung
ledelse, der ikke havde nogen forhistorie hverken indenfor Francos
regime eller borgerkrigen. De repræsenterede om nogen fornyelse.
Dette kom til udtryk i fremadrettede projekter som en videreførelse af
Transitionen gennem reformer af de frankistiske institutioner, en
europæisering af Spanien og en stræben efter at vise Spaniens kunnen.
Fra 1989 blev PP i stand til at repræsentere fornyelse, idet José
María Aznar erstattede den gamle frankist Manuel Fraga som
formand. Med denne fornyelse fik PP en reel chance for at vinde et
valg. Da partiet ikke længere blev ledet af en kendt frankist blev
historien til et potentielt politisk våben for at vise, at PP
repræsenterede fortiden og ikke fremtiden. Dette førte ved valget i
1993 til de første brud på de implicitte løfter om ikke at bruge fortiden
politisk, der var en del af forsoningssymbolet.
Fra 1995 skete der en omformulering af transitions-diskursen.
Det skete på foranledning af to af arvtagerne fra de tabende partier
under bogerkrigen, Izquierda Unida (IU) og det baskiske
nationalistparti PNV, der stillede et resolutionsforslag om
anerkendelse af bestemt tabergruppe. Det vigtigste var her, at
forsoningselementet dermed omfortolkedes fra at have betydet
forglemmelse til at betyde en gensidig tilgivelse, med plads til at tale
om det skete. Den andet vigtige element var, at fortiden kom på den
politiske dagsorden.
Jubilæet for borgerkrigens afslutning i 1999 markerede første
forsøg på officielt at bryde med tragediefortællingen. Denne gang
søgte PP regeringens opposition at gå et skridt videre og direkte at
bryde med tragediefortællingen ved at fordømme Francos fascistiske
oprør mod republikken i et resolutionsforslag, som skulle ære de
mange, der måtte flygte efter borgerkrigen. PP nægtede dog at bryde
tragediefortællingen med det resultat, at resolutionen blev vedtaget
udenom PP.
Konsekvensen var, at der nu fandtes to klare politiske diskurser
omkring forholdet til fortiden. Begge søgte at legitimere sig på
baggrund af transitionsdiskursen og dens forsoningssymbol. Partido
Popular fremhævede Transitionens fortræffeligheder og forsvarede en
traditionel fortolkning af transitionsdiskursen, hvilket vil sige en
forståelse af forsoningen som værende lig med forglemmelse af
fortiden.
81

Den anden diskurs repræsenteredes af partierne PSOE og IU og af
nogle af de regionale partier. Essensen af denne diskurs var, at
forsoning ikke er det samme som forglemmelse. Ifølge denne diskurs
var det forsoningen, der var det væsentlige, så man kunne forholde sig
til historien, når bare ikke det gik ud over forsoningen.
Denne legitimeren sig udfra transitionsdiskursen satte nogle
begrænsninger for det politiske spil. Venstrefløjen kunne ikke bare
vedtage love og resolutioner omkring forholdet til fortiden uden at
sørge for, at PP ville være med, fordi de dermed kunne beskyldes for
at forbryde sig på forsoningen. På den anden side kunne PP ikke tåle
at sige helt nej til kritiske resolutioner omkring fortiden. Dette fordi
der var en stadig større opmærksomhed omkring Francostyrets
forbrydelser, og fordi de ikke kunne tåle at blive sat i bås som arvinger
til frankisterne.
Fra 1999 har dialektikken mellem disse to diskurser været
afgørende for, hvordan man konkret fra den spanske stats side kunne
forholde sig til fortiden. På trods af bruddet i 1999, viste det sig dog
allerede i 2002, hvor vigtigt det var for de politiske partier, især de
store partier PSOE og PP. Det lykkedes således at vedtage en fælles
resolution, der fordømte Francos oprør. Der blev også talt om en
genoplivelse af transitionsånden i forbindelse med resolutionens
vedtagelse, hvilket viser Transitionens store betydning som symbol for
spanierne.
Denne dialektik har betydet, at det ikke på en gang har været
muligt at vedtage et omfattende opgør med fortiden. På den anden
sikrede den, at der kun eksisterede én officiel spansk version af
historien.
Det vigtigste har dog været, at det gennem forskellige
kompromiser i 2002 lykkedes at komme frem til en officiel
fælleshistorie, der brød med tragediefortællingens ligestilling af de to
parter og erklærede, at borgerkrigen og de deraf følgende rædsler
primært skyldtes den ene part. Borgerkrigen var fra da af officielt en
tragedie primært forårsaget af en part.
Den resulterende officielle historie passer meget fint med den
udlægning af historien der dominerede gymnasiehistoriebøgerne på
samme tidspunkt. Nemlig en beskrivelse af borgerkrigen, der baserer
sig på en opfattelse af borgerkrigen som svært uundgåelig, men en part
som den klart mest skyldige i krigen.
82

Diskussion 307
Er de spanske skolebøgers beskrivelse af Den Spanske
Borgerkrig og efterkrigstid udtryk for en
tragediefortolkning af samme periode?
I de sidste 10-15 år af Francoregimet udviklede der sig i Spanien en
opfattelse af Den Spanske Borgerkrig som værende mest af alt en
tragedie. Denne fortolkning var specielt udbredt blandt dem, som var
børn under og lige efter krigen og derfor primært havde mærket
konsekvenserne af krigen, men som ikke havde været med i den
ideologiske optakt til krigen. Historien var en klar moderering af de
første mange års frankistiske understregelse af det ønskværdige i
krigen og dens rensende effekt på Spanien. Denne fortolkning af
krigens blev omdannet til en sammenhængende fortælling, der
rummede plads for en ligeværdig behandling vinder-gruppen og tabergruppen
imellem, idet den fordelte ansvaret for krigens udbrud og de
begåede forbrydelser nogenlunde ligeligt mellem de to parter.
Årsagen til borgerkrigen sås som et fælles onde, som havde præget
både højre- og venstrefløjen før krigen, nemlig ideologisk fanatisme og
en manglende respekt for modparten, der mundede ud i en manglende
evne til at begå kompromiser. Krigen var ifølge denne
tragediefortælling praktisk talt uundgåelig, og det var tilfældet der
gjorde, at det lige blev højre-fløjen, der startede krigen.
De undersøgte spanske gymnasieskolebøger er for perioden 1980-
1995 i høj grad eksponenter for tragediefortællingen. De præsenterer
således ingen vurdering af de to parter, deres projekter og de midler de
fandt acceptable for at nå deres mål. Fokus er på parternes strategiske
håndtering af krigen.
I de nyere bøger fra 1996 til 2004 ses et mere nuanceret billede,
hvor parternes hensigter med krigen og måden at behandle deres
modstandere på i højere grad vurderes. Det mest markante er, at der
er kommet variation i bøgernes udlægning, med et spektrum af bøger
som spænder fra ren tragediefortælling til en meget kritisk stillingtagen
til Francosiden. Det overordnede billede er dog, at
tragediefortællingen lever videre i en modereret form, hvor den
frankistiske side beskrives som en anelse værre end republikken. Selv
de mest kritiske af bøgerne er meget mere tilbageholdende i deres
udlægning af Francosiden end faglitteraturen. Væsentlige emner som
Francoregimets ideologi, og dets næsten altomfattende
307 I dette afsnit vil jeg diskutere det materiale, som jeg har præsenteret
i de foregående afsnit. Da der således ikke præsenteres nyt materiale,
er der i afsnittet ingen fodnoter til eksterne værker.
83

undertrykkelsespolitik både under og efter krigen berøres kun i
begrænset omfang.
De spanske historikeres udforskning af kildematerialet fra
samtiden for at undersøge, hvad der faktisk var foregået på konfliktens
to sider, skabte fra slutningen af 1980erne til slutningen 1990erne et
meget detaljeret empirisk baseret overblik over begivenhederne. Dette
viste klart, at der var en meget stor forskel på, hvordan de to
kæmpende regimer behandlede deres ideologiske modstandere, og
hermed også hvilket samfunds- og menneskesyn de stod for.
På baggrund af denne forskning gør de fleste spanske
historieforskere klart op med tragediefortællingen. For det første gør
de gældende, at borgerkrigen ikke var uundgåelig, idet den spanske
hær var den eneste institution i det spanske samfund, der besad våben
nok til, at de ville kunne gennemføre et succesfuldt oprør. Eller
udtrykt på en anden måde, havde den spanske hær ressourcer til at slå
et hvilket som helst oprør i Spanien ned. Krigens start skyldtes altså
primært, at der indenfor den spanske hær var en tradition, der gjorde
det legitimt for den at skride til handling i forhold til det politiske
system, når den spanske nation var i fare, og at betydelige dele af
hæren i 1936 var villige til at gøre oprør mod den eksisterende
politiske ledelse af Spanien.
Denne konklusion kan uddrages ud fra hvad, man har vist hele
tiden. Der i kan den forbindelse argumenteres for, at forskellige
militærledere retfærdigt fandt, at den republikanske regering truede,
hvad de anså for essensen af den spanske nation: nationens enhed og
den katolske tro, og at den ikke kunne eller ville sikre lov og orden.
Den nyere forskningen har imidlertid vist, at oprørsgeneralernes
projekt helt fra starten af havde en ideologi og en målsætning, der var
langt mere omfattende end at sikre de tre nævnte elementer.
Kildematerialet peger således på, at oprørsgeneralerne helt fra kuppets
start, og dermed inden de vidste, at det havde fejlet, gik målrettet efter
en fysisk eliminering af modstanderen. Noget som også understreges
af, at udrenselses- og afstraffelsespolitikken blev fortsat i meget stort
omfang i adskillige år efter krigens afslutning. På den måde har
studierne af de faktiske begivenheder vist, at den hårde fremfærd ikke
bare var en strategisk nødvendighed efter det fejlslagne kupforsøg for
at undgå en 5. kolonne i det frankistiske bagland.
Oprørsgeneralerne repræsenterede ikke en klar ideologi fra starten
af, men de var generelt repræsentanter for en national-katolsk
tankegang, hvor Spanien som nation blev anskuet som en organisme
med nationalkatolske karakteristika, der var truet på sin eksistens af en
udefrakommende infektion af liberalisme og socialisme.
84

For at redde nationen var det derfor både rimeligt og nødvendigt
at slå de mest udtalt angrebne af denne sygdom ihjel, samt gennem et
afstraffelsessystem at sikre, at de mindre angrebne holdt sig på den
rette vej. I løbet af borgerkrigen og efterkrigstiden blev disse tanker
underbygget af tænkere indenfor regimet til en egentlig ideologi, der i
sin kerne bestod af en meget ensrettet essentialistisk definition af,
hvad det ville sige at være spanier. Ifølge denne talte rigtige spaniere
spansk, ærede den spanske nation, var katolikker og respekterede den
private ejendomsret og samfundets hierakier.
Denne essentialistiske nationsopfattelse kombineredes med
datidens ideer om racer og arvelighed, så afvigelser fra ovenstående
blev udlagt som tegn på genetisk degeneration af racen, hvilket igen
retfærdiggjorde udryddelse for at undgå videre smitte. Noget som
sideløbende forbandtes med en katolsk organisme ideologi, der
beskrev Spanien som en krop, der måtte lide for at rense sig for sine
urene elementer. Denne del af ideologien foreskrev også, at det
enkelte lettere angrebne individ kunne rense sig gennem pålagt
strafarbejde eller kontrol fra statens side. Ideologien udmøntedes i en
massiv undertrykkelse, der baserede sig på et retssystem stort set uden
retsgarantier, hvor man som oftest blev fundet skyldig, hvis man blev
anklaget.
Forskningen har altså vist, at generalernes oprør og den deraf
skabte frankisme, var udtryk for en ideologi, der både i ord og
handling var både brutal og intolerant.
I forhold til den republikanske side har forskningen vist, at de
republikanske myndigheder generelt søgte at beskytte de lokale
repræsentanter for højre-fløjen mod overgreb, og at der rent faktisk
ikke skete så mange overgreb, modsat hvad frankisterne senere skulle
påstå. Størstedelen af den vold der blev begået mod højrefløjsfolk i
den del af Spanien, som forblev loyal mod republikken, skyldtes at
grupper og uorganiserede enkeltindividder udnyttede sammenbruddet
af den officielle ordensmagt til sætte deres egen dagsorden igennem.
Republikken som institution søgte derimod at genskabe lov og orden
efter bedste evne.
Endeligt har forskningen godtgjort, at der ikke blev dræbt ca. lige
mange som følge af undertrykkelse i de to parters bagland, som
senfrankistiske historikere som Ramón Salas hævdede, men at antallet
af dræbte var mindst dobbelt så stort på den frankistiske side selv efter
de mest konservative skøn.
De meget klare empirisk baserede udsagn om perioden, som den
nyere historieforskning er kommet med, er kun i begrænset grad
blevet taget til indtægt i udarbejdelsen af gymnasiehistoriebøger for
perioden 1996-2004.
85

Årsagen til dette skal findes i en række strukturelle faktorer, hvoraf
den første er, at man fra det spanske undervisningsministeriums side
har valgt ikke at ændre i bekendtgørelsen, hvorfor de obligatoriske
temaer, man skal igennem, fortsat har været den politiske og
strategiske udvikling på begge sider. Det har haft den konsekvens, at
man lagde op til at diskutere, hvem der var bedst til at føre krig.
Derudover skal de spanske skolebøger kunne godkendes af forskellige
offentlige kontrolinstanser, og samtidig må bøgerne ikke være mere
provokerende, end at de fleste skoler vil kunne vælge dem som
undervisningsmateriale uden at få ballade for det.
For at passere disse strukturelle forhindringer, må
skolebogsforfatterne være meget opmærksomme på, hvad der er
acceptabelt. Da de eksisterende skolebøger er det bedste bevis for,
hvad der er acceptabelt at skrive, vil jeg antage, at
historiebogsskrivningen i høj grad baserer sig på at gengive den
eksisterende skolebogsfortælling i forskellige varianter. Dette vil også
kunne forklare, hvorfor bøgerne er så forholdsvis ens i deres
beskrivelse. Jeg kan dog ikke i dette speciale direkte påvise, at denne
sammenhæng mellem de strukturelle forhold og skolebøgerne
eksisterer.
Den mest tydelige faktor for, at der alligevel skete en ændring i
bøgerne i perioden 1996-2004, var, at regionerne en efter en fra 1990
til 2000 fik kompetence til at definere en del af pensum selv. Nogle af
regionerne valgte at inkludere emner som konsekvenser af krigen og
undertrykkelse blandt emnerne for borgerkrigsperioden.
Da det er tydeligt, at skolebogsforlagene laver bøger efter, at de så
vidt som muligt skal kunne sælges i hele Spanien, har det givetvis
motiveret dem til at inkludere disse emner i deres behandling, selvom
nogen af dem stadig kun behandler det meget overfladisk. Den anden
forandringsmotor er den nyere historielitteratur, der lægger op til en
mere kritisk behandling af Franco. Den langsomme forandring af
skolebøgerne kan også tages som et udtryk for traditionens træghed.
Er skolebøgerne udtryk for et politisk ønske om at
fastholde en bestemt version af historien? Eller har de
udviklet sig i takt med den større politisk åbenhed og
forskning i Spanien?
Når de spanske gymnasiehistoriebøger således i perioden 1980 til
1995 praktisk talt slet ikke fornyede sig i deres beskrivelse og
fortolkning af borgerkrigen og efterkrigstiden, og for den
efterfølgende periode 1996-2004 generelt kun blev fornyet moderat,
var det så resultatet af den spanske stats erindringspolitik?
Jeg kan i dette begrænsede speciale ikke påvise nogen direkte
kausalitet mellem den spanske stats erindringspolitik og udformningen
af skolebøgerne. Der kan dog påpeges en række sammenhænge
86

mellem de to elementer, der gør det rimeligt at hævde, at de spanske
gymnasiehistoriebøger har været et middel til at styrke nation ved at
udbrede en bestemt udlægning af borgerkrigen og efterkrigstiden.
Det første, man skal gøre sig klart i denne forbindelse, er, at alt
tyder på, at den spanske stat har været fuldstændigt passiv i forhold til
at ændre på bekendtgørelseskravene om, hvilke temaer der skulle
indgå i beskrivelsen af perioden. Årsagen til denne passivitet mener jeg
primært skal findes i tragediefortællingens betydning for Transitionen
og dens funktion i den nationale fortælling. Dette vil blive gennemgået
under mit afsnit om tragediefortællingens politiske funktion. Det
centrale er her, at alle partierne i det spanske parlament i perioden
1980-95 fulgte den samme basistankegang eller om man vil
transitionsideologi, hvis kerne var, at man skulle glemme fortiden og
koncentrere sig om at definere det nye Spanien. Felipe Gonzalez, der
var ministerpræsident i stort set hele perioden var en af de klare
fortalere for denne linie.
At kritisere eller ændre på den fortælling om borgerkrigen, som
dominerede bøgerne i slutningen af Franco-perioden blev dermed det
samme som at true et veletableret politisk kompromis.
Denne politik i forhold til borgerkrigen skal holdes sammen med det
faktum, at det nye spanske demokrati arvede hele sit institutionelle
apparat fra diktaturet. Herunder arvede de et særdeles centraliseret
skolesystem, hvor undervisningsministeriet alene definerede
undervisningsbekendtgørelserne, og herunder et censur-system hvor
alle skolebøger skulle godkendes af undervisningsministeriet, inden de
blev trykt. Dette system bevaredes stort set uberørt frem til 1996.
Ved at kombinere den politiske situation med det institutionelle
system for perioden 1980-96, kan det antages, at den statslige
censurkommite kunne ændre væsentligt på sin godkendelsespolitik, da
en sådan ændring på grund den stærke politiske kontrol med
godkendelsen af skolematerialet ville være et brud på politikken med at
ikke at skabe diskussion om fortiden.
Jeg kan ikke direkte påvise sammenhængen, men det er en
sandsynlig del af forklaringen på, hvorfor man stadig i begyndelsen af
1990erne udgav tekster, der var godkendt af censuren i 1977 før
diktaturet blev afviklet. I begyndelsen af 90erne havde den historiske
forskning dog heller ikke leveret de klare dokumenterede beviser på
forskellen mellem borgerkrigens to sider, hvad angik omfanget og
arten af de forbrydelser, der blev begået, som i anden halvdel af
halvfemserne næsten gjorde en forholden sig til dette aspekt
uomgængelig i skolebøgerne.
For perioden 1980-95 kan der altså med rette tales om, at
skolebøgerne var udtryk for en centralt styret erindringspolitik i
forhold til skolebøgerne, selvom den kan beskrives som passiv og
indirekte.
87

I perioden 1990-2004 skete der to centrale ændringer af den
spanske erindringspolitik, der medførte, at der blev åbnet op for en
ændring af den eksisterende fortælling om borgerkrigen. Den mest
centrale var en strukturel reform af det spanske skolevæsen, der i
perioden 1990-2000 gav regionerne kompetence til at definere en del
af pensum. Dette indebar også, at det i højere grad blev regionernes
egne undervisningsmyndigheder, som overtog opgaven med at
godkende bøgerne, mens at det centrale undervisningsministerium
bare skulle udføre den overordnede kontrol.
Ministeriet ændrede som nævnt ikke i sin
minimumsbekendtgørelse vedrørende borgerkrigen, men mange af
regionerne valgte at gøre undertrykkelsen under krigen og krigens
konsekvenser til obligatoriske temaer. Årsagerne til at regionerne
valgte at udvide det eksisterende pensum omkring borgerkrigen har
givetvist været, at de på den ene side via den nye lov blev tvunget til at
tage stilling til pensum, og at en del af regionerne har en meget stærk
regional eller national identitet, der i mindre grad referer til en
fællesspansk historie for at forklare og legitimere sin eksistens, hvorfor
det for dem er nemmere at sætte spørgsmålstegn ved tragediemyten.
Den anden ændring af erindringspolitikken var, at det fra 1995
gradvist blev acceptabelt at tale om og forholde sig til
borgerkrigsperioden i det spanske parlament. Først gennem at vise at
det var acceptabelt at diskutere små resolutioner til æresoprejsning til
forskellige offergrupper fra krigen. En udvikling der i 2002
kulminerede med, at et samlet parlament vedtog at fordømme Francos
oprør i 1936.
Dermed havde Spanien fået en ny fælles politisk accepteret
udlægning af borgerkrigen, der kunne rumme at den ene part, var
mere skyldig end den anden.
Sammenholdes den politiske udvikling med de bøger, der er
skrevet og udgivet i perioden 1998-2004 er det slående, at
skolebøgerne i deres udsagn omkring perioden grupperer sig omkring
en modificeret udgave af tragediefortællingen, hvor den ene part dog
var mere skyldig end den anden, som ligger meget tæt op ad
resolutionen fra 2002, og dens forgænger fra 1999 der dog ikke havde
de borgerliges støtte.
Dette tyder på, at selv om kontrollen med skolebøgerne blev
slækket og selv om der kom større variation, så var der fortsat direkte
og indirekte kontrolmekanismer, der gjorde at man i udformningen af
skolebøgerne var nødt til at holde sig tæt op ad den udlægning af
historien, der var nogenlunde politisk enighed om på nationalt plan.
88

Hvilken politisk funktion kunne en given
tragediefortælling have?
Tragediefortællingen er en fortolkning af borgerkrigen, som ifølge
Paloma Aguilar og Victor Pérez-Díaz udvikledes i løbet af den sidste
halvdel af Francostyret. Denne historie opfyldte socialt set et behov
blandt de generationer, der voksede op efter krigen, for at befri sig fra
deres forældres og bedsteforældres konflikt og dermed de arvede rolle
som vindere eller tabere af krigen. Denne opdeling stemte således ikke
længere overens med den spanske virkelighed, hvor de formelt set to
forskellige grupper arbejdede sammen, og hvor politik ikke længere
spillede nogen rolle i dagligdagen. Dette kunne lade sig at gøre ved at
fokusere på den konkrete oplevelse af borgerkrigen som en rædsel,
som var det, som mange af de yngre spaniere huskede om krigen.
Her bliver Benedict Andersons teori om at nationer skabes og
holdes dem sammen af en fælles historie, der gør at nationens
medlemmer kommer til at dele et historisk skæbnefællesskab, der
forbinder nationens enkeltindividder til begivenheder de ikke selv har
været med til. Tragediefortællingen var således det første skridt i
retning af at skabe en fælles spansk nationalidentitet. Et fælles spansk
karakteristika bestående af idealisme og kompromisløshed var
uundgåeligt endt i en borgerkrig, som alle spaniere havde lidt under.
Denne fælles nationalidentitet var en overvindelse af, hvad man i
Spanien betegner som de to Spanier, og som prægede den nationale
historie, som Francoregimet promoverede i de første to årtier af
regimet: Det sande Spanien sejrede over Antispanien. Ifølge denne
skulle man for at være rigtig spanier være på den sejrende side, katolsk
og konservativ.
Sætter vi tragediefortællingen ind i en diskursiv kontekst, kan dens
diskurs om borgerkrigen ses som et knudepunkt, idet den blev
tilknyttet nogle basisværdier, men med plads til variationer af den
konkrete udlægning. For eksempel indeholder den ingen vurdering af
det faktum at Franco vandt borgerkrigen.
Da Franco døde ønskede betydningsfulde dele af det frankistiske
styres elite en demokratisk reform af regimet. Et ønske de delte med
den illegale opposition. Som Hobsbawm og Anderson skriver, er
historien et centralt legitimeringselement, og for at skabe et nyt styre
var det et vigtigt element, at kunne vise hvordan det relaterede sig til
fortiden. Derfor var det centralt, at både styret og oppositionen i vid
omfang delte de vurderinger af fortiden, som var indlejret i den
diskurs, som tragediefortællingen var udtryk for.
Diskursivt skabte tragediefortællingen på den måde en ramme for
forhandlingerne om demokratiske reformer mellem styret og
oppositionen. For det første var den et central knudepunkt i den
nationale diskurs, der integrerede begge parter i et fællesskab med den
samme erfaring. For det andet satte den en fælles ramme for
89

forståelsen af demokratiforhandlingerne via at tragediefortællingen
havde indbygget en bestemt forståelse af årsagen til og konsekvensen
af borgerkrigen. Det Aguilar beskriver som, at historien er udtryk for,
at samfundet har lært den samme lektie.
Denne lektie var kort beskrevet, at krigens skyldtes ideologisk
fanatisme og manglende kompromisvilje, samt at resultatet af denne
indstilling var absolut rædselsfuldt. Idealet i forhandlingerne var
således pragmatik og kompromisvilje. Man kan sige, at historien
fungerede som et dobbeltspejl, hvor den eksisterende fortælling viste
det man frygtede kunne gentage sig igen, og hvor behovet for
pragmatisme og kompromisvillighed under forhandlingerne blev
legitimeret af en bestemt udlægning af fortiden. For det tredje tillod
den, at man ikke behøvede at forholde sig til historien, fordi man var
enige om basislæren, og fordi den ligeligt fordelte skyld gjorde det
unødvendigt at placere et præcist ansvar.
Transitionen som nyt nationalt identitetssymbol
Med Transitionen fulgte som Victor Pérez-Díaz beskriver det også
behovet for skabelsen af en ny fælles nationalidentitet. Francostyrets
legitimitet var således tæt forbundet til dets sejr i borgerkrigen,
undertrykkelsen af taberne og udemokratiske tilstande.
Dette stemmer fint overens med Hobsbawms udsagn om, at det
kan forventes, at en hurtig forandring af samfundet vil medføre en lige
så hurtigt dannelse af nye traditioner til legitimering af den nye
situation. Desto mere når man tager i betragtning, at han beskriver
traditionerne for at være af rituel eller symbolsk karakter og følger
bestemte regler. De søger at indprente bestemte værdier og
opførselsnormer gennem gentagelse. Dette indebærer automatisk en
direkte eller opfundet forbindelse med fortiden. Således indebar
demokratiet nye værdier, og de nye traditioner omkring demokratiet
var forbundet med historien via tragediefortællingen.
I forhold til defineringen af de nye traditioner, er Hobsbawms tro
på elitens evne til at skabe traditioner også interessant, når denne altså
kombineres med de begrænsninger der følger af den diskursive tilgang.
Således viser Laura Desfor Edles i sin analyse af den mest afgørende
periode af Transitionsprocessen, at der skabtes nogle centrale
nationale symboler, der blev fællesnationale symboler netop ved at
parterne fokuserede kraftigt på nogle bestemte værdier, de kunne blive
enige om. Herved skabte de nye fællesnationale symboler.
Edles lokaliserer i sit værk 4 kerne symboler: ”Ny start” der
indebar at fremtiden blev fortolket som et brud med fortiden og blev
forbundet med et ideal om at se frem om ikke tilbage. ”Borgerkrigen”
symboliserede den konfrontation man ville væk fra. ”National
forsoning” refererede til et ideal om at overkomme gamle konflikter
90

ved at glemme dem. ”Demokrati” refererede til en dyrkelse af
kompromis og dialog.
Denne skabelse af en ny nationalidentitet indebar selvfølgelig som
Pérez-Díaz skriver mere end dette. De fire kernesymboler giver dog et
udmærket indtryk af tragediefortællingens centrale position i det sæt af
symboler som blev integreret i det, som kan kaldes
transitionsdiskursen.
At der kan tales om en transitionsdiskurs kan ikke uden videre
udledes af Edels fremstilling, idet hendes undersøgelse primært giver
et situationsbillede af en central men mindre del af Transitionen. Men
som Pérez-Díaz beskriver i sit værk om dannelsen af det demokratiske
Spanien, så blev den nye nationalidentitet i høj grad skabt under
Transitionen. Og af min undersøgelse af det politiske forhold til
fortiden fremgår det også, hvor stærkt et nationalt symbol
Transitionen er. Herunder fremgår det, at transitionsdiskursen i høj
grad centrerer sig om præcist de kernesymboler Edles kortlægger.
Så fra demokratiets start i Spanien baserede den fællesnationale
historie sig på to kernesymboler bestående af tragediefortællingen og
Transitionen. Rent diskursivt hang de sammen, da den anden blev set
som overvindelsen af den første. Transitionsdiskursen blokerede
endvidere for, at man på politisk niveau kunne betvivle
tragediefortællingen. Diskursivt fordi idealet for det nye Spanien var at
se frem, og fordi det var imod forståelsen af forsoningen at tage gamle
konflikter op. Desuden ville påstande om, at den ene part i
borgerkrigen var klart værre end den anden nemt kunne delegitimere
Transitionen fordi man så ville have lavet et kompromis med en part
som ikke havde sin legitimitet i orden. Rent praktisk bakkedes dette op
af en amnestilov vedtaget af et bredt flertal i parlamentet, som gav
amnesti til alle dem som havde begået forbrydelser under det
foregående regime, hvilke forhindrede at enkeltpersoner fik fortiden
på dagsordenen.
Transitionsdiskursen som politisk base
Rent politisk dannede transitionsdiskursen rammen om de første
20 år af det spanske demokrati. Da partiet UCD der havde været der
med premierminister Adolfo Suarez i spidsen havde været
dominerende under hele transitionsprocessen stort set blev udslettet
ved valget i 1982, var det således den anden store partshaver i
transitionsprocessen socialistpartiet PSOE med Felipe Gonzalez i
spidsen, der vandt absolut flertal.
Gonzalez havde selv forhandlet transitionskompromiset og havde
ingen speciel interesse i at undsige det. Hans valgsejr skyldtes
sandsynligvis også netop, at han både repræsenterede overgangen til
demokrati og fornyelse. Gonzalez regeringer tog fat på det, der kan
kaldes en anden fase af Transitionen. Der skulle skabes et nyt
91

moderne Spanien ved at reformere den strukturelle og institutionelle
struktur, man havde arvet fra Francostyret, og Spanien skulle
integreres som et respekteret medlem af det internationale samfund
ved at optages i EF og Nato.
Hverken realpolitisk eller ideologisk set var der således nogen
specielt god grund til at grave i fortiden. Dette udtryktes klart af
Gonzalez appel til at lade fortiden ligge i 1986. Det skal bemærkes, at
det næppe kun har været realpolitik, der gjorde at et opgør med
fortiden ikke kom på dagsordenen. Der kan næppe herske tvivl om de
fleste spaniere var lykkelige over, at man via transitionsaftalerne havde
fået skabt politisk frihed og havde overkommet gamle konflikter.
Ellers er det svært at forklare, at det manglende opgør med fortiden
ikke kom på den politiske dagsorden før i anden del af 1990erne.
PSOE enorme succes ved valgurnerne frem til de tabte valget i 1996
viser tilbage til samme tolkning, idet de i høj grad repræsenterede
transitionsdiskursen og den fremskridtsideologi, der var en del af den.
Under PSOEs regeringer skete der også store forandringer i
Spanien. Helt centralt i forhold til begivenhed og forandringer, der
kunne bruges som symboler for det nye Spanien, var
decentraliseringen af funktioner til de nydannede spanske regioner, der
viste at der var plads til forskellighed i Spanien og gav spanierne nye
enheder at identificere sig med, medlemskabet af EF og Nato, der
styrkede den spanske identitet, som en del af det moderne vesten, og
endeligt Spaniens afholdelse af OL og verdensudstillingen i 1992, der
virkeligt var synlige symboler på, hvad det nye Spanien kunne. Hertil
skal tillægges, at demokratiet også rodfæstedes og var en selvfølgelig
del af det nye Spanien i slutningen af PSOEs regeringsperiode.
Det nye Spanien var altså en realitet i starten af halvfemserne.
Idealerne fra Transitionen om demokrati, fremskridt og forsoning var
i vid omfang realiseret. Rent symbolsk havde det nye Spanien også fået
flere elementer at trække på symbolsk set, end det havde i starten,
hvor det der mest forenede spanierne var et ønske om at fjerne sig fra
fortiden, og det centrale symbol derfor var, at det nye Spanien
repræsenterede forsoning. Det var det nye Spaniens skabelseshistorie
og en af de centrale legitimationsfaktorer for det. Dette gjorde det
også svært at ændre på delementerne i symbolet, da det for de fleste
spaniere repræsenterede en kæmpe succes. På den anden side set så
gjorde skabelsen af de mange nye symboler sandsynligvis, at det blev
muligt til en hvis grad at fortolke udlægningen af Transitionen.
92

Politisk behov for nyfortolkning af transitionsdiskurs
At det blev både muligt og nødvendigt at forholde sig til
Transitionen skyldtes i høj grad, at det konservative PP fornyede sig
ved at deres formand, som var en meget betydningsfuld minister
under Franco, trak sig og gav plads til den unge José María Aznar i
1989. Dermed kunne PP for alvor kæmpe om pladsen som retmæssig
repræsentant for det nye Spanien.
Nu var det således pludseligt relevant at inddrage fortiden for at
vise, at PP var opstået fra dele af det gamle Franco-regime. Fortidens
tilbagekomst på den politiske scene kan altså i høj grad tilskrives en
politisk kamp om at repræsentere det nye Spanien, hvis centrale
symbol var Transitionsdiskursen. Fortiden blev et våben, der kunne
bruges til at antyde, at PP idealer egentligt var i modstrid med
Transitionen og det nye Spanien. Dette blev specielt en stærk faktor
for at få fortiden på dagsordenen efter at PSOE tabte valget i 1996.
Allerede i 1996 viste det sig nemlig i forbindelse med forskellige
hyldestceremonier for gamle frivillige fra De Internationale Brigader,
at PP havde et stort problem med hensyn til at forholde sig til
fortiden. PPs fornyelse var således en døråbner i forhold til at få
fortiden på dagsordenen.
At dette i løbet af anden halvdel af 1990erne kunne udvikle sig til
et decideret krav fra oppostionen om en direkte offentlig afstandtagen
fra Francos oprør og bestemte gerninger skal nok også søges i to
andre udviklingstendenser, der gjorde tragediefortællingen mindre
gangbar. Sluthalvfemserne var således den periode, hvor der for alvor
begyndte at udkomme forskningsbaserede værker, der dokumenterede,
hvad der egentligt var foregået, og som grundigt dokumenterede, at
parterne så langt fra var lige hensynsløse i deres adfærd. Jeg kan ikke
direkte påvise det, men det virker sandsynligt, at den omfattende
dokumentation gjorde det både nemmere og mere relevant at tage
fortiden op til revision. Den anden tendens kan igen forbindes med
rodfæstningen af demokratiet i Spanien. Den indbyggede vurdering i
tragediefortællingen, om at det kunne være nødvendigt for Franco at
starte et militærkup og en borgerkrig, passede ikke særligt godt ind i en
demokratisk diskurs. Denne udlægning åbner således mulighed for, at
diktatur i nogle situationer er det bedste.
Disse tendenser førte til, at der i oppositionen opstod en ny
fortolkning af Transitionsdiskursen, eller om man vil en anden
transitionsdiskurs. Denne opstod i et møde mellem den demokratiske
diskurs og Transitionsdiskursen. Den nye transitionsdiskurs indebar en
anden forståelse af symbolet forsoning. Den centrede sig i en tolkning
93

af forsoningen udfra en betragtning om, at det essentielle i symbolet
var forsoning, og at man derfor godt kunne tage stilling til
begivenheder på et moralsk plan. PP forsvarede imidlertid den
traditionelle udlægning af forsoningen som værende lig med
forglemmelse af fortiden. Det helt specielle i dette tilfælde var,
repræsentanterne for de to forskellige forsoningsdiskurser var nødt til
at søge kompromis med modparten for at kunne vise, at man virkeligt
var en repræsentant for forsoning.
Konsekvensen har været, at det var meget svært at lave et samlet
politisk opgør om fortiden. I stedet skete det drypvist som Carsten
Humlebæk skriver. Der blev således blev vedtages en masse
resolutioner om bestemte offergrupper fra borgerkrigen og diktaturet,
og i 2002 kom det til et mere generelt kompromis om at fordømme
Francos oprør, der dog var for begrænset til i længden at være
tilstrækkelig. Også under PSOE-regeringen fra 2004 har mekanismen
vist sig at være i funktion, idet de har søgt at inddrage PP i det
endelige opgør med historien, som de fra starten af deres regering
lagde op til.
Konsekvensen af denne dialektik har været, at fortiden er blevet
hængende som et politisk spørgsmål, og at den officielt accepterede
udlægning af historien kun langsomt ændrer sig. Samtidig har den
langsomme udvikling dog sikret, at der i grove træk kun er en officiel
fælles accepteret udlægning af historien.
Den meget nidkære forholden sig til fortiden helt ned i
detailspørgsmål i det spanske parlament kan tages som et tegn på, at
der er nogle politiske begrænsninger på, hvor kritisk man kan udlægge
fortiden i de offentlige institutioner og hermed også de spanske
gymnasier, hvis undervisningen ikke skal udlægges som værende
politisk.
Endelig skal man have i tankerne, at diskursivt var og er et
fuldstændigt opgør med tragediefortællingen også svær. Dette kan
anskueliggøres udfra denne enkle sammenligning:
Tragediefortællingen bygger på en grundlæggende opfattelse af, at
borgerkrigen var uundgåelig, og at begge parter var ca. lige skyldige i
det der foregik. Transitionen er så en smuk forsoning mellem to
ligeværdige parter.
Omskrives historien derimod fuldstændigt, således at man
beskriver blodbaddet og demokratiets ophør i Spanien med, at nogle
autoritært indstillede og fascistisk inspirerede generaler besluttede at
afskaffe demokratiet og dræbe alle der stod i vejen for et indføre et
autoritært styre, så kan Transitionen opfattes som at den demokratiske
opposition måtte lade sig diktere af et illegitimt styre.
Der kan altså være flere grunde til, at tragediefortællingen
tilsyneladende fortsat må siges at findes om end i en modificeret form,
hvor frankisterne var mest skyldige.
94

Speciale konklusion
Det kan konkluderes, at de spanske gymnasiebøger for perioden
1980-1995 klart repræsenterer forskellige udgaver af den såkaldte
tragediehistorie. Karakteristisk for dem er, at krigen beskrives, som om
den næsten opstod af sig selv. Desuden fokuserer de meget entydigt
på en politisk og strategisk beskrivelse af begivenhederne. Dette med
et klart fokus på hvad der skete politisk og strategisk set, og ikke så
meget på hvordan. Det kendetegner i det hele taget fremstillingerne, at
de mest er en opremsning af forskellige begivenheder, som kun i
meget begrænset omfang forklares. Det hele bliver således på
overfladen beskrevet meget neutralt, som om der ikke var så meget
forskel på de to sider. Det mest oplagte tema udfra fremstillingerne er
en diskussion om, hvad i det strategiske forløb af krigen, der gjorde at
den ene side vandt. Udover dette er det tragediefortællingen, man står
tilbage med, idet krigen starter stort set af sig selv og parterne
behandles som ligeværdige.
I gymnasiehistoriebøgerne for perioden 1996-2004 kan det
konstateres, at de centrale temaer stadig er den politiske og militære
udvikling. Fortællingens overordnede struktur viser således en stor
kontinuitet. Interessant er det imidlertid, at der også sker en række
centrale ændringer. Herunder er det mest centrale, at bøgerne generelt
forholder sig til de politiske forfølgelser på begge sider i et omfang der
varierer fra meget lidt mellem bøgerne. Noget som det krævedes at
omtale af mange af de nye regionale gymnasiebekendtgørelser. Et
andet centralt træk ved de nye bøger er et større behov for at forklare
og vurdere begivenhederne. Herunder er der i bøgerne blevet plads til
varierende tolkninger spændende fra en opdateret udgave af
tragediefortællingen typisk for bøgerne fra den forrige periode til
bøger, som klart udpeger den frankistisk side i krigen som den mest
skyldige og den groveste. Selv de mest kritiske bøger følger dog
samme generelle sidemæssige vægtning af de forskellige emner, og de
er generelt væsentligt mere moderate i deres udlægning af Francosiden
end de samtidige faghistoriske værker. Ser vi bøgerne som et
gennemsnit, så kan det generelt konkluderes, at tragediehistorien i
store træk er blevet bibeholdt, men den ændring at frankisterne nu
beskrives som en anelse værre end deres modpart.
Det kan dermed konkluderes, at de undersøgte spanske
gymnasieskolebøger i høj grad er eksponenter for tragediehistorien.
Udviklingen i fortællingen i bøgerne viser, at de er præget af en
stor træghed i beskrivelsen af emnet, der kun tillader en meget
langsom optagelse af det der ellers er almindeligt accepteret i
historikerkredse.
95

Om fremstillingen i skolebøgerne var udtryk for et direkte politisk
ønske om at fastholde en bestemt version af fortiden, kan jeg ikke
eftervise i denne opgave. Der er dog nogle klare paralleller mellem den
politiske forholden sig til borgerkrigen og den umiddelbare
efterkrigstid, og skolebøgernes beskrivelse af samme periode. Således
holdt den socialistiske PSOE regering sig stort set fra at beskæftige sig
med perioden, og dens leder Felipe Gonzalez opfordrede direkte til at
lade fortiden ligge i 1986 og beskrev den som en tragedie. Så på det
politiske niveau var tragediefortællingen altså det gangbare og kunne
ikke diskuteres.
For perioden 1996-2004 blev der politisk set åbnet for, at det var
acceptabelt at diskutere fortiden i parlamentet, hvilket i 1999 medførte
at oppositionen i parlamentet fordømte Francos oprør. En
fordømmelse der i 2002 blev vedtaget af et samlet parlament
inkluderende det regerende PP. Med denne resolution erklærede man
politisk, at den frankistisk side i borgerkrigen var værre end den
republikanske. Den blev dog ikke fulgt op af et generelt historisk
opgør med Francotiden. Så både i skolebøgerne og på det politiske
niveau konstaterede man altså, at der var forskel på parterne uden at
tage et endeligt opgør med tragediefortællingen. Udviklingen i
skolebøgerne er dog lidt foran den politiske, hvilket viser, at det ikke
var den spanske regering, der stod for skiftet. Til gengæld gjorde den
nationale politiske udvikling det sandsynligvis acceptabelt at skrive
mere kritisk og varieret i bøgerne.
Erindringspolitik kræver ikke nødvendigvis, at man gør noget
aktivt på alle områder. Således kan den politiske passivitet i forhold til
borgerkrigen ses som del af en aktiv erindringspolitik med det formål
at promovere transitionsdiskursen. En passiv bevaren af noget
eksisterende kan dermed også være et udtryk for en politik. Her er det
relevant at konstatere, at den spanske undervisningspolitik i hele den
undersøgte periode 1980-2004 har været udtryk for kontinuitet i
forhold til, hvad skolebøgerne skulle skrive om borgerkrigen. Det
spanske undervisningsministerium har således ikke ændret på sine
krav.
For perioden 1980-1995 er det rimeligt at antage, at den spanske
stat via sin passivitet i forhold til borgerkrigsperioden, udtrykt i Felipe
Gonzalez ord fra 1986, om at fortiden var fortid, førte en
erindringspolitik, der ikke tillod, at fortællingen i gymnasiebøgerne
blev ændret. Bøgerne var således underlagt direkte censur af det
spanske undervisningsministerium indtil 1996.
Med en regering og langt hen ad vejen et parlament som lagde
vægt på, at fortiden ikke måtte blive et politisk spørgsmål, var de
eksisterende skolebøgers beskrivelse af borgerkrigstiden det eneste
forlag og skolebogskommision havde at gå udfra i bedømmelsen af,
hvad der var acceptabelt at skrive.
96

Det politisk aktive element i forhold til at inddrage nye elementer i
skolebøgernes beskrivelse af borgerkrigsperioden var nogle af de
regionale gymnasiebekendtgørelser, hvilket også forklarer, hvorfor
skolebøgerne er lidt foran den politiske proces på nationalt plan. Det
er dog også igen et bevis på, at en mere kritisk fortælling blev mulig
qua at den spanske stat løsnede sit greb om erindringspolitikken ved at
decentralisere kompetencer og ved at bestemte emner blev taget op i
parlamentet.
I forhold til at vurdere tragediefortællingens politiske funktion kan
denne forstås i lyset af Benedict Andersons konklusion om, at
nationen har erstattet religionen som den højeste og vigtigste
kollektive identitet. Herunder at fællesskabet i høj grad bygger på, at
nationens medlemmer ser sig som værende medlemmer af et historisk
skæbnefællesskab. Det er netop her, at tragediefortællingens centrale
funktion skal findes, idet den transformerede det, der i Francoregimets
første 20 år blev fejret som det sande Spaniens sejr over Antispanien,
til en tragedie, der var fælles for alle spaniere. Det var i Pérez-Días
udlægning resultatet af, at efterkrigsgenerationerne havde behov for at
finde et fælles fundament for deres samarbejde, og som Aguilar gør
rede for, de specielle vilkår under diktaturet for dannelse af den
kollektive erindring.
Tragediefortællingen gjorde spanierne til et folk med en fælles
lidelseshistorie. Denne kom til at danne den centrale diskursive ramme
for forhandlingerne om en overgang til demokrati mellem det
frankistiske regime og oppositionen efter Francos død. Under
forhandlingerne kan man med Hobsbawms udtryk sige, at den
politiske elite producerede en ny tradition ved at skabe et sæt
basisregler for det politiske spil i Spanien. Dette legitimeredes i høj
grad via en forbindelse af transitionskompromiset med
tragediefortællingen om borgerkrigen.
Kompromiset baserede sig på tre symboler: Demokrati, forsoning
og fremskridt. Disse blev set som modsætningen til symbolet
borgerkrig forstået som tragediefortællingen. På denne baggrund
dannedes der en ny national diskurs, hvor de 4 symboler fungerede
som diskursive knudepunkter, der kunne defineres forskelligt. Denne
nye nationaldiskurs integrerede en gammel spansk diskurs om
eksistensen af to forskellige spanier med Den Spanske Borgerkrig som
sit ekstreme udtryk, sådan at Transitionen blev udtryk for
overvindelsen af denne fælles lidelsesfulde spaltning af Spanien.
Symbolet forsoning blev under Transition defineret så meget som
forglemmelse af fortiden, at det at tage fortiden (før Transitionen) op i
politisk sammenhæng kunne tolkes som et forræderi mod det nye
Spaniens skabelseshistorie. Desuden legitimeredes Transitionen i høj
grad af tragediefortællingen, hvorfor en kritik af tragediefortællingen
meget nemt kunne laves om til en kritik af den måde, Transitionen var
97

foregået på. Den nye nationale diskurs havde altså en indbygget
diskursiv blokering af mulighederne for at forholde sig til fortiden.
Realpolitisk understøttedes diskursen af, at de politikere som
havde skabt transitionsdiskursen, var dem som regerede frem til 1996.
I tråd med denne diskurs søgte de at skabe det nye Spanien.
Fra midten af 1990erne betød en kombination af faktorer, at en
forholden sig til fortiden både blev mulig og også tvunget frem på
politisk plan. Det som, primært tillod dette, var, at Felipe Gonzalez
PSOE regeringer meget succesfuldt fik skabt en ny spansk identitet
ved at skabe en masse symboler for det nye Spanien, hvorved
Transitionsidealerne i høj grad projiceredes fremad, således at
transitionsdiskursen nu også blev forbundet til nye symboler og ikke
kun som et modspejl til borgerkrigen. Hertil kom, at ny forskning
bidrog med konkret dokumentation for, at borgerkrigsparterne
langtfra havde været så lige i deres fremfærd som tragediefortællingen
påstod, hvilket gav dokumentarisk skyts til at røre ved fortiden.
Der var en række faktorer, der pressede på for, at fortiden skulle
tages op. For det første stod den efterhånden rodfæstede
demokratiske diskurs i modsætning til tragediefortællingen, fordi den
demokratiske legitimitet ikke bare kan rumme, at det kan være
acceptabelt at lave et militærkup.
For det andet betød PSOEs lange tid ved magten og den interne
fornyelse i PP betød, at PSOE nu ikke længere var selvskreven som
repræsentant for fornyelseselementet i Transitionsdiskursen. Dette
gjorde historien til et vigtigt politisk våben for PSOE til at bevise, at
de repræsenterede Transitionen ved at pege på PPs rødder i
frankismen.
For det tredje betød de store reformer af Spanien som PSOE
havde gennemført, at et opgør med fortiden havde en mere
betydningsfuld plads i den politiske dagsorden, og for det fjerde gav
den voksende dokumentation af Francoregimets forbrydelser også et
pres for at forholde sig til fortiden.
Disse forskellige faktorer udmøntede sig i, at der i det spanske
parlaments partier bortset fra PP udvikledes en ny transitionsdiskurs,
hvor forsoningssymbolet ikke længere var forbundet med
forglemmelse. Denne nye diskurs indebar en kontinuitet af
transitionsdiskursen herunder også ideen om de to Spanier, der skulle
forsones. Den repræsenterede en dagsorden med et opgør med
Francoregimet, der reelt indebar et opgør med tragediefortællingen.
Dette opgør stod dog i modsætning til den nationale diskurs, som
transitionsdiskursen var en central del af.
Et opgør med fortiden indenfor en demokratisk diskurs var via
den nye diskurs fastholdelse af de ”de to Spanier” som basiskoncept
ikke fuldt ud muligt, da man hermed ville implicere, at Franco rent
faktisk repræsenterede en af de to Spanier, som i dag repræsenteres af
98

PP. Den anden begrænsning for, hvor langt man kunne gå i et opgør
med tragediefortællingen, bestod i at forsoningselementet fortsat var et
vigtigt legitimeringssymbol, og at det var nødvendigt at vise at man
respekterede dette ved at lave kompromiser med repræsentanten for
modparten.
Konceptuelt betød fastholdelsen af de to Spanier som en central
del af den nationale diskurs, og den politiske kompromis-kultur som
skyldtes forsoningssymbolet, at man kun kunne blive enige om et
delvist opgør med tragediefortællingen i form af en fælles
fordømmelse i 2002 i det spanske parlament af Francos militæroprør i
1936.
Tragediefortællingen har således fortsat en betydning i spaniernes
selvforståelse om end den altså er blevet forandret til, at Franco var
den mest skyldige fordi han startede krigen og ødelagde demokratiet.
Et fuldstændigt brud med den er svært at forestille sig, så længe ”de to
Spanier” bliver ved med at være et centralt koncept i den spanske
nationale selvopfattelse. Den demokratiske diskurs, forskningen og det
at repræsentanterne for Francoregimet bliver færre vil dog med al
sandsynlighed medføre, at den fællesnationale diskurs bevæger sig
imod en større afstandtagen fra Franco og dermed
tragediefortællingen.
99

Abstract
This is a study of the Spanish memory politics regarding the
Spanish civil war and the Franco dictatorship expressed via highschool
history books and the political discourse in the period 1980-2004.
Focusing on whether the history books where exponents of the
tragedy version of the civil war which was an interpretation of the civil
war that was developed in the last two decades of the Franco
dictatorship. It depicts the war as inevitable and distributes the guilt
for the war equally between the republicans and the uprising led by
Franco. The tragedy version includes the assumption that the two
parties committed roughly the same number of crimes against their
enemies in the rearguard. An assumption the last 15 years’ empirical
research has proven wrong by demonstrating that the Franco side was
far more brutal.
Secondly, the study examines whether the highschool history
books are the expression of a political will to maintain a certain
version of events.
Thirdly it is analyzed which political function the tragedy version
of the civil war could have, in order to see which factors respectively
motivate for keeping the tragedy version and for changing it.
I found that the content in the books could be divided in two
samples based on years: 1980-1995 and 1996-2004. The first clearly
represents the tragedy version. The second the same basic structure
but represents varying representations generally centered on a
modification of the tragedy version which gives the Francoist side
more guilt than the other side.
The Spanish government has actively promoted forgetting of the
civil war through the studied period. Until the mid nineties it was thus
difficult to renew the story in the books, given that the curriculum was
defined and the books had to be approved by the ministry of
education. The political factor for chance was a general untightening
of the state’s memory politics giving the regions authority to define
parts of the curriculum in the region. Some regions used this to
include the repression under and after the civil war.
The tragedy version is so important because the Spanish transition
was then described as the overcomming of the tragedy of the civil war.
The transitions role as a strong national symbol has made it
discoursively difficult to really leave the tragedy version of the civil
war. It is however in conflict with a democratic discourse that does
not allow taking power by force. The clash between the discourses
presented by the tragedy version and democracy has been one of the
strong discoursive motivations for a chance of the first one.
100

Litteratur
Aguilar, Paloma og Humlebæk, Carsten (2002): ”Collective Memory
and National Identity in the Spanish Democracy”
History & Memory vol.14 1/2, 2002
Indiana University Press
Aguilar, Paloma (2002): Memory and Amnesia – The Role of the Spanish
Civil War in the Transition to Democracy
Oxford: Berghahn
Anderson, Benedict (1991): Imagined Communities
London: Verso
Arostegui, Julio (1994): “Vademecum para una rememoración”
Arbor 1986 nummer 491-492
Madrid: CSIC Consejo Superior de Investigaciones Cientificas
Arostegui, Julio (1994): Violencia y política en España
Madrid: Marcial Pons
Barahona de Brito, Alandra; González-Enríquez, Carmen og Aguilar,
Paloma (2001):
The Politics of Memory – Transitional Justice in Democratizing Societies
Oxford University Press 2001
Bernecker, Walther (2004):
“Spaniens übergang von der Diktatur zur Demokratie”
Vierteljahrhefte für Zeitgeschichte, 52. Jahrgang/Heft 4/ Oktober 2004
Institut füt Zeitgeschichte Oldenburg
Bunk, Brian (2002):
“Your Comrades Will Not Forget”
History & Memory - Volume 14, Number 1/2, Fall 2002, pp. 65-92
Indiana University Press
Casanova, Julián (1999) ”Mártires de la Cruzada”
El País 11.09.1999
Madrid
Casanova, Julián; mfl (2004):
Morir, matar, sobrevivir – La violencia en la dictadura de Franco
Barcelona: Crítica
Ceberio, Jesús; mfl. (1996): Memoria de la Transición
Madrid: Santillana S.A. Taurus
101

Edles, Laura Desfor (1998): Symbol and Ritual in the New Spain
Cambridge University Press
”Encuentros digitales - Paul Preston” (Journalistens navn fremgår ikke)
http://www.elmundo.es/encuentros/invitados/2003/06/774/
El Mundo 24.06.2003
Madrid
Espinosa, Francisco (2004):
“Julio de 1936. Golpe militar y plan de exterminio”
Casanova, Julián; mfl (2004):
Morir, matar, sobrevivir – La violencia en la dictadura de Franco
Barcelona: Crítica
Hobsbawm, Eric; Ranger, Terence (1983): The Invention of Tradition
Cambridge University Press
Hobsbawm, Eric(1990): Nations and Nationalism since 1780
Cambridge University Press
Humlebæk, Carsten og Ulla Grøn (2001):
“Skabelsen af Las dos Españas”
Er Spanien anderledes
Den Jyske Historiker nr. 91/92 august 2001
Humlebæk, Carsten (2005): "Political Uses of the Recent Past in the
Spanish Post-Authoritarian Democracy"
Max Paul Friedman og Padraic Kenney (redaktører):
Partisan Histories. The Past in Contemporary Global Politics
Palgrave-Macmillan, New York / Basingstoke, 2005, pp. 75-88.
(Jeg har brugt tekst i form a word-dokument udleveret af Humlebæk)
Informe sobre el estado y la situación del sistema educativo español 1998-1999
(2000)
Consejo Escolar del Estado
http://www.mec.es/cesces/indice.e.htm
Juliá, Santos (1999): ”Política de la historia”
El País 19.09.1999
Madrid
Juliá, Santos (2002): ”Acuerdo sobre el pasado”
El País 24.11.2002
Madrid
102

Juliá, Santos (2006): Victimas de la guerra civil
Madrid: Ediciones Temas de Hoy
Kloch, Kasper (2003): Den tabuiserede nation
Kandidatspeciale fra København som forefindes på Det Kongelige
Bibliotek.
López-Casero, Francisco; Bernecker, Walther; Waldman, Peter (1994):
El precio de la modernización
Frankfurt am Main: Vervuert Verlag
López Facal, Rámon (2000): “La nación ocultada”
Pérez Garzón, Juan Sisinio: La gestión de la memoria
Barcelona: Crítica 2000
Lacomba, Juan (1986):
“La represión en Andalucia durante la guerra civil”
Arbor 1986 nummer 491-492
Madrid: CSIC Consejo Superior de Investigaciones Cientificas
Manzano Moreno, Eduardo (2000): “La construcción histórica del
pasado nacional”
Pérez Garzón, Juan Sisinio: La gestión de la memoria
Barcelona: Crítica
Manzano Moreno, Eduardo og Pérez Garzón, Juan Sisinio (2002): “A
difficult nation. History and nationalism in contemporary Spain”
History and Memory, vol 14, 2002
Indiana University Press
Marías Aguilera, Julían (1978): España en Nuestras Manos
Madrid: Espasa-Calpe
Marías Aguilera, Julían (1977): La Devolución de España
Madrid: Espasa-Calpe
Marías Aguilera, Julían (1998): La Devolución de España
Madrid: Alianza Editorial
Mir, Conxita (2004): “El sino de los vencidos: la represión franquista
en la Cataluña rural de posguerra”
Casanova, Julián; mfl (2004):
Morir, matar, sobrevivir – La violencia en la dictadura de Franco
Barcelona: Crítica
103

Molinero, Carme; Sala, Margarida; Sobrequés, Jaume (2003):
Una Inmensa Prisión – Los campos de concentración y las prisiones durante la
guerra civil y el franquismo
Barcelona: Crítica
Monterrubio, Oscar (1986): “Las JSU y el PSOE en la guerra civil”
Arbor 1986 nummer 491-492
Madrid: CSIC Consejo Superior de Investigaciones Cientificas
Moreno, Francisco (2006): “La represión en la posguerra”
Juliá, Santos: Víctimas de la guerra civil
Ediciones Temas de Hoy
Morán, Gregorio (1992): El precio de la transición
Barcelona: Editorial Planeta
Narotzky, Susana og Smith, Gavin (2002): “”Being Político” in Spain
– An ethnographic Account of Memories, Silences and Public
Politics”
Muse volume 14, Number 1/2, Fall 2002, pp. 189-228
Indiana University Press
Pérez-Díaz, Víctor (1990): “La “invención” de la España democrática”
El País 23.06.1990
Madrid
Pérez-Díaz, Victor (1993):
The return of civil society : the emergence of democratic Spain
Harward University Press 1993
Pérez-Díaz, Victor (1996): España puesta a prueba 1976-1996
Alianza Editorial
Pérez Garzón, Juan Sisinio (2000):
La gestión de la memoria – La historia de España al servicio del poder
Barcelona: Crítica 2000
Pradera, Javier (1990): ”Vísperas republicanas”
El País 12.04.1990
Madrid
Preston, Paul (1986): The Triumph of Democracy in Spain
London: Methuen
104

Preston, Paul (2005):
Juan Carlos – Steering Spain from Dictatorship to Democracy
London: Harper Perennial
Richards, Michael (2002):
“From War Culture to Civil Society”
History & Memory - Volume 14, Number 1/2, Fall 2002, pp. 93-120
Indiana University Press
Richards, Michael (1999): Un tiempo de silencio
Barcelona: Editorial Crítica
Riviére Gómez, Aurora (2000): “Envejecimiento del presente y
dramatización del pasado: una aproximación a las síntesis históricas de
las comunidades autónomas españolas (1975-1995)”
Pérez Garzón, Juan Sisinio: La gestión de la memoria
Barcelona: Crítica 2000
Salas Larrazabal, Ramón y Jesus María (1986):
Historia general de la guerra de España
Ediciones Rialp
Sánchez Recio, Glicerio: “La justicia popular durante la guerra civil”
Arbor 1986 nummer 491-492
Madrid: CSIC Consejo Superior de Investigaciones Cientificas
Soto, Álvaro (2002): La transición a la democracia – España 1975-1982
Madrid: Alianza Editorial
Warring, Anette: Historiske Jubilæer som Erindringspolitik
Foredrag fra 2005 tilgængeligt på:
http://www.dokumentasjon2005.no/foredrag/Unionsoplosningjubil0
4_05(2).doc
Winter Jørgensen, Marianne og Phillips, Louise (1999):
Diskursanalyse som teori og metode
Frederiksberg : Samfundslitteratur
Kilder - Skolebøger
Aróstegui Sánchez, J (1999): Panorama - Historia
Barcelona: Vicens-Vives
Aróstegui Sánchez, J (2003): Crisol – Historia
Barcelona: Vicens-Vives
105

Asián, José Luis (1941):
Elementos de Geografía Regional e Historia de España
Barcelona: Casa Editorial Bosch
Balanza, M, mfl (1980):
Ibérica – geografia e historia de España y de los paísese hispánicos
Vicens-Vives
Balanza, M, mfl. (1988):
Ibérica – geografia e historia de España y de los paísese hispánicos
Barcelona: Vicens-Vives
Balanza, M, mfl. (1994):
Ibérica – geografia e historia de España y de los paísese hispánicos
Barcelona: Vicens-Vives
Burdiel, Isabel; mfl. (2004): Historia de España
Madrid: Santillana
Calvo Esteras, Rosa; mfl. (1986): 3.ºB.U.P. Geografía
Madrid: Minesterio de Educación y Ciencia
Fernández, A.; mfl. (2003): Acervo - Historia
Barcelona: Vicens-Vives
Fernández, María Teresa, mfl. (1997): Historia – 2.º Bachillerato
Madrid: McGraw Hill
García de Cortázar, Fernando; mfl. (1998): Historia
Madrid: Anaya
García de Cortázar, Fernando; mfl. (2003): Historia
Madrid: Anaya
Garmendia, Jose A. (1980):
Geografia e historia de España y de los paises hispanicos
Madrid: Ediciones S.M.
Garmendia, Jose; García, Pedro (1987): Geografia e historia 3
Madrid: SM Ediciones
Gastaminza, Fermin og Arenaza, Ignacio (1970):
Historia de españa y universal
Madrid: Ediciones S.M.
106

Gibaja Velázquez, J.C. (2004): Madrid
Barcelona: Vicens Vives
Prats, Joaquín, mfl. (1987): Geografía e historia de España 3
Madrid: Anaya
Prats, Joaquín; mfl. (1998): Historia – Bachillerato
Madrid: Anaya
Prats, Joaquín; mfl. (2003): Història – Batxillerat
Madrid: Anaya
Prats, Joaquín, mfl. (2003): Historia 2
Madrid Anaya
Sánchez García-Saúco, Juan Antonio (1980):
Geografia e historia de España y de los países hispánicos
Madrid: Santillana
Sánchez García-Saúco, Juan Antonio (1985):
Geografia e historia de España y de los paísese hispánicos
Madrid: Santillana
Santaca, Joan; mfl. (1999): Historia 2
Madrid: Ediciones SM
Tusell Gómez, Javier (1996): Historia de España Contemporáneo
Madrid: Santillana
Tusell Gómez, Javier (1998): Historia de España contemporánea
Madrid: Santillana (copyright 1996)
Valenti, Vila; mfl. (1980): Geografía e historia
Madrid: Anaya
Godkendt af MEC: 22/7-1977
Kilder – Gymnasiebekendtgørelser
”Anexo I – Historia” (2003) (baskisk gymnasiebekendtgørelse)
Boletín Oficial del País Vasco BOPV nummer 58 side 4747ff
(Findes på bilagscd)
Curriculum Batxillerat Historia (Kataloniens gymnasiebekendtgørelse)
http://www.gencat.net/educacio/depart/pdf/batcom/historia.pdf
Generalitat de Catalunya (Findes på bilagscd)
107

Historia de España (2004) (Madrids gymnasiebekendtgørelse)
http://www.madrid.org/educa_dgoa/rg/eso_bach/bach_normativa/
Decreto_74_2004/Decreto_74_2004.htm (Findes på bilagscd)
Comunidad de Madrid – Consejería de Educación
Real decreto 832/2003 (national spansk undervisningsbekendtgørelse)
Boletín Oficial del Estado BOE nummer 159 side 13384ff
Madrid: Minesterio de la Presidencia (Findes på bilagscd)
Kilder - Aviser
El País:
1976
15.12.1976 ”La abstención, consecuencia de nuestra permanente
actitud democrática”
1977
15.10.1977 ”Amnistía al fin”
15.10.1977 ”Todos apoyaron la amnistía”
1986
19.07.1986 ” ’Una guerra civil no es un acontecimiento comemorable’,
afirma el gobierno ”
1993
02.03.1993
”Aznar ordena al PP que olvide la agresividad y de imagen positiva”
15.05.1993 ”No pretendemos la estocada ni el paseo triunfal”
28.05.1993 ”Ni terranientes, ni clericales”
1995
18.05.1995 ”Guerra dice que Aznar no era demócrata en 1979”
1996
28-02-1996 ”Un concejal del PP tacha de ‘asesinas’ a las Brigadas
Internacionales”
07.11.1996 ”Los brigadistas reciben el homenaje del Congreso”
16.11.1996 ”Trillo dice de los brigadistas que "más vale no resucitar
hechos tristes"”
1997
28.04.1997 “El Gobierno aplaza la devoloción del patrimonio a los
partidos para no aumentar el gasto público en 1997”
08.08.1997
”Cortés pide que el Archivo de Salamanca no sea un arma política”
09.12.1997
“El franquismo depuró a 60.000 maestros, según un estudio”
29.09.1997 “El Gobierno ha perdido la legitimidad que le dieron los
votos por su totalitarismo en el poder”
28.11.1997 “EL PSOE acusa a TVE de dar cabida a los ‘sectores más
reaccionarios de nuestro país’ ”
108

05.12.1997 ”El Gobierno se compromete a una próxima devolución
del patrimonio incautado a los partidos en la guerra”
1998
24.06.1998
”El PP impone una ley restrictiva de restitución por la guerra civil”
19.11.1998 “Rescatar la memoria de una guerra”
27.11.1998 ”Aprobada la ley para restituir bienes incautados a los
partidos tras la guerra”
1999
01.06.1999 “El PP no apoya el texto legal sobre los exiliados que
define la guerra civil española como ‘un golpe fascista’ ”
18.06.1999 ”Constituido el patronato del Archivo de la Guerra Civil”
25.08.1999 “El catedrático García Delgado afirma que la guerra civil
española cortó un proceso de modernización”
15.09.1999 “EL PP se queda solo en el congreso y no condena la
sublevación de Franco”
15.09.1999 “Enfrentamiento incivil”
16.09.1999 “El PP no condena el golpe de 1936 porque es imprudente
hablar de ‘buenos y malos’ ”
18.09.1999 ”Zarrías dice que el modelo político del PP es el mismo
que en 1936 llevó a un golpe fascista”
27.09.1999 ”El PP acusa a los socialistas de ser incoherentes en el
asunto del dictador”
27.11.1999
”La iglesia no perdirá perdón por su implicación en la guerra civil”
04.11.1999
”El Congreso rechaza erigir un monumento sobre la guerra civil”
11.11.1999 ”El PP se niega de nuevo a condenar el golpe de Franco en
un debate en Álava”
02.12.1999 ”Franquismo desaparecido”
04.12.1999 ”Iglesia y perdon”
2000
25.08.2000 ”Convergència reclama al PP una ‘reparación histórica’ de
la figura de Lluís Companys”
17.10.2000 ”Todos los partidos reconocen que la heroica muerte de
Companys le convirtió en un símbolo”
2001
28.02.2001 ”El PP rechaza la propuesta socialista de 'rehabilitar' a los
guerrilleros 'maquis'”
07.04.2001 ”El PNV se querella con el Gobierno de Aznar por no
devolverle el patrimonio”
2002
17.10.2002 ”El PSOE propone destinar un millón de euros a las fosas
de la Guerra Civil”
109

25.10.2002 “El Congreso aprueba honrar a los ‘esclavos’ de la
dictadura franquista”
07.11.2002 ”El PP rechaza dar un millón para abrir fosas comunes de
la guerra”
18.11.2002 “El honor enterrado”
20.11.2002 “El Congreso en bloque expresa su reconocimiento de las
víctimas del franquismo”
21.11.2002 ”El PP condena el golpe de Franco y promete honrar a
todas las víctimas de la Guerra Civil”
11.12.2002 ”El PP rechaza que Justicia pague las exhumaciones de los
ejecutados tras la guerra civil”
2003
11.09.2003
“El Congreso deniega revisar los juicios sumarisimos del franquismo”
15.10.2003
”El PP rechaza una moción sobre ayudas a víctimas del franquismo”
24.11.2003
”El PP, contrario a un homenaje a víctimas del franquismo”
02.12.2003
”El PP, ausente en el homenaje a las víctimas del franquismo”
03.12.2003 ”Homenaje a los represaliados”
2004
03.05.2004
“El PSOE retirará la subvención a la Fundación Francisco Franco”
06.05.2004
”Herrera defiende la unidad del Archivo Histórico de Salamanca”
27.05.2004 ”El PSOE promueve en Salamanca otro manifiesto sobre
el Archivo de la Guerra”
19.06.2004 ”Desafecto al régimen”
22.08.2004 ”Recuperar la memoria de la República”
10.09.2004 ”El Gobierno rehabilitará ‘jurídica y moralmente’ a las
víctimas del franquismo”
11.09.2004 “Revisión de la Guerra Civil”
11.09.2004
“Las víctimas de la Guerra Civil y de la dictadura rehabilitados por
ley”
11.09.2004 ”Victimas del franquismo”
15.09.2004 ”Es el momento de la memoria”
20.09.2004 ”La última cuenta pendiente de la democracia”
20.09.2004 ”El testimonio urgente de los últimos supervivientes”
2005
17.03.2005 ”El PP critica la retirada de la estatua de Franco porque
puede ’abrir heridas’ en la sociedad”
17.03.2005 ”Fomento retira de madrugada la estatua ecuestre de
Franco en Nuevos Minesterios”
110

19.03.2005 ”Rajoy acusa al PSOE de romper el espíritu de la
transición al retirar la estatua de Franco”
12.09.2005
”Las asociaciones se impacientan y exigen una solución definitiva”
12.09.2005
”De la Vega frena la ley de memoría histórica para acoger a ambos
bandos”
12.09.2005 ”Las fosas de Franco se abre poco a poco”
Madrid
Diverse kilder
Brev fra Patricio de la Blas 14.06.2006 – findes på bilagscd
”Ley Orgánica 10/2002, de 23 de diciembre,de Calidad de la
Educación”
Boletín Oficial del Estado BOE 2002: 45213
Madrid: Minesterio de la Presidencia
Fundación Santa María
www.fundacion-sm.com
Ramón Salas Larrazabal – Pionero del paracaidismo militar español
Beskrivelse af Ramón Salas Larrazabal
http://www.aire.org/paracas_ea/salas.htm (Findes på bilagscd)
”Discurso de investidura del candidato del candidato a la presidencia
del gobierno, José Luis Rodríguez Zapatero
Congreso de los Diputados, 15 de abril de 2004”
http://www.elmundo.es/documentos/2004/04/15/discurso.pdf
El Mundo 2004 (Findes på bilagscd)
111