Glaaade jul - Kofoeds Skole

6
Foto: susanne Borg Pedersen
Kofoeds Skoles opgave som et ”socialt laboratorium“
forudsætter en bred folkelig opbakning – også økonomisk.
Stort set alle sociale institutioner i Danmark er
grundlagt af private ildsjæle og med privat finansiering.
Men med velfærdssamfundets udbygning
blev de fleste institutioner overtaget af det offentlige
og er mere eller mindre blevet en del af ”systemet“.
For 30-40 år siden var den gængse politiske
opfattelse, at hvis hjælpeorganisationer og sociale
institutioner endnu havde brug for privat støtte,
f.eks. indsamlinger og brug af frivillige, var det et
udtryk for, at velfærdssamfundet endnu ikke var
helt udbygget. Ordet ”godgørenhed” fik en uheldig
klang!
Denne holdning ændrede sig imidlertid langsomt
op gennem 1980’erne, hvor man indså, at de
private organisationer og institutioner, det såkaldte
”civilsamfund“, havde en vigtig rolle at spille som
supplement til den offentlige indsats. Daværende
socialminister Palle Simonsen, som i dag er formand
for Kofoeds Skoles repræsentantskab, dannede
Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde,
som satte fokus på den frivillige, alternative indsats.
Forståelsen for den private indsats er vokset i
tiden derefter, og ind i det nye århundrede kan de
frivillige organisationer registrere en stigende
offervilje i form af frivillig indsats og pengegaver.
opmærksomhed og hjælp
Kofoeds Skole har i de næsten 80 år, skolen har
eksisteret, haft stor opmærksomhed fra befolkningens
side, både politisk og økonomisk. For kordegn
Kofoed selv var også økonomien et religiøst spørgsmål;
han troede fuldt og fast på, at hvis det var
Guds vilje, at skolens arbejde skulle gøres, ville
han også sende de nødvendige midler. Gang på
gang i de første årtier blev skolen reddet i sidste
Foto: Privat
Et socialt laboratorium
med mange hjælpere ”Jeg føler et ansvar“
gæSTESKRiBENTEN Af Aase Olesen, bestyrelsesformand på Kofoeds Skole
øjeblik, takket være den brede offentlige forankring,
som Kofoed havde skaffet. Velhavende enkeltpersoner,
virksomheder, banker, indsamlinger og
beskedne bidragydere har i tidens løb støttet skolens
arbejde.
Blandt dem, der i dag giver os testamentariske
gaver, er der endnu en del, som selv kan have
oplevet Hans Christian Kofoed, der døde i 1952. Vi
ved ikke, om denne form for støtte vil ebbe ud, når
oplevelsen af Kofoeds karismatiske person kun vil
være at finde i historiebøgerne.
Derfor er det vigtigt for os at udbrede kendskabet
til skolen, som den er i dag. Det mest karakteristiske
ved Kofoeds Skoles pædagogik er måske, at
den hele tiden ændrer sig, fordi vores elevgruppe
ustandselig forandrer sig og giver os nye udfordringer.
Her under den ”fulde beskæftigelse” bliver
skolens elever således paradoksalt nok ”tungere og
tungere“. Skræmmende tal viser, at næsten halvdelen
af eleverne har været på kontanthjælp i mere
end 10 år.
Nytænkning i tide
Sat lidt på spidsen kan man sige, at Kofoeds Skoles
opgave som et ”socialt laboratorium” forudsætter
en bred folkelig opbakning – også økonomisk. Det
er de private midler, som administreres gennem
bevillinger i bestyrelsen, og de øremærkede gaver,
som sætter skolen i stand til at tænke nyt i tide. Og
det er det, der dybest set gør Kofoeds Skole til den
unikke offentlige og private institution, som den
har været i mange år – et sted, hvor den altoverskyggende
opgave er at give hjælp til selvhjælp til
dem, der har allermest brug for at bevare håbet om
en bedre tilværelse.
Igennem mange år har Bente Leth Pedersen støttet
Kofoeds Skoles arbejde med arbejdsløse og socialt udsatte.
iNTERViEw
Af Gry Abrahamsen
”Der sidder en stakkels, ung
mand. Hvorfor skal sådan en
mand sidde der, tænker jeg – og
så giver jeg ham en tyver, for jeg
har jo en tyver i lommen. Der
bliver flere og flere hjemløse, og
der er brug for, at nogen gør
noget,“ siger 63-årige Bente
Leth Pedersen fra Jelling i
Midtjylland. ”Samfundet burde
gøre mere for dem. Det er som
om, at de bliver lidt oversete,
glemte. Det er et forfærdeligt
problem.“
Det må kunne hjælpe lidt
Det er ikke kun den unge mand
på gaden, der har glæde af
Bente Leth Pedersens indstilling.
”Jeg har det godt, og mine
børn har det godt. Derfor føler
jeg mig meget privilegeret. Og
jeg føler et ansvar for at gøre
noget for dem, der er mindre
heldige. Men jeg føler mig også
lidt hjælpeløs. Derfor sender jeg
tre gange om året penge til
Kofoeds Skole – og jeg støtter
også nogle af de andre hjælpeorganisationer.
Det må da kunne
hjælpe lidt. Det er godt, at
nogen gør et stykke arbejde.“
Bente Leth Pedersen stiftede
som nyuddannet lærer tilfældigt
bekendtskab med Kofoeds Skole
engang i 1970’erne. Præcis
hvordan fortaber sig i erindringen,
”men det var højst sandsynligt
i en avisartikel“. Dengang
tog hun initiativ til at støtte
Kofoeds Skole, og det har hun
gjort lige siden. Hun er fascineret
af de mange elever på skolen,
som viser pludselige og
overraskende ressourcer, og som
udvikler sig positivt. Bente Leth
Pedersen synes, det er spændende
at følge arbejdet i skolens
værksteder og projekter – og
kunne derfor også tænke sig at
besøge skolen en dag, når hun
alligevel er i København for at
besøge sin datter. Men endnu
har hun ikke været forbi.
Værdigheden er vigtig
Skolens menneskesyn er vigtigt
for Bente Leth Petersen.
”For H.C. Kofoed var det
kristne grundlag afgørende. For
mig er det mere noget med en
grundindstilling. Kofoeds Skole
behandler mennesker med værdighed.
De får hjælp til selvhjælp
– og det har skolen mange
forskellige tilgange til. Det kan
jeg godt lide, det harmonerer
med mine egne holdninger,“
siger hun og fortsætter:
”Det handler også om at søge
svar på de svære spørgsmål:
Hvordan får vi flere mennesker i
arbejde? På hvilken måde kan vi
sikre, at alle har tag over hovedet?
Hvad kan vi gøre for dem,
der har det svært? Det er spørgsmål,
som Kofoeds Skole forholder
sig aktivt til og i det daglige
arbejde forsøger at besvare på
deres egen måde.“
Sådan kan jeg være med
”Jeg er egentlig ikke vant til at
snakke med så mange om, at jeg
støtter hverken Kofoeds Skole
eller de andre humanitære organisationer.
Det er nok af frygt for
at fremstå som en hattedame, der
klapper de stakkels mennesker
på hovedet og køber sig til aflad.
Det har jeg jo ikke lyst til. Men
jeg føler mig virkelig privilegeret
– og det er min måde at gøre
noget på. Selvom det først og
fremmest bør være en samfundsopgave
at hjælpe mennesker i
nød, fratager det ikke mig en
personlig forpligtelse. Og sådan
kan jeg hjælpe mennesker, der
ikke er lige så heldige som mig.“
Kofoeds Avis