Den gamle mahognisekretærs historie.pdf

5
Louis-seize-stil, og sådanne møbler fremstilledes i København fra midt i 1770’erne. Her gik flere
snedkermestre f.eks. sammen i Det kongelige Meubelmagazin, der blev etableret i 1777 og virkede
frem til 1815.
Møblet er blevet restaureret engang i slutningen af 1940’erne af en lokal møbelsnedker i Ribe. Her
blev revner og sprækker forårsaget af moderne centralvarme på Frederiksberg limet smukt sammen,
og sekretæren fik nye fødder af massiv mahogni. Oprindeligt har møblet nok haft originale ”Louisseize
fødder”, der er enkle, firkantede klodser, men sikkert grundet nedbrydning fra århundreders
ludholdig gulvvask måtte de udskiftes. De nye fødder er fortil dekorative ”løvefødder” med tæer og
det hele, hvilket ikke er Louis-seize-stil. Det er derimod sen-Empire fra perioden 1820-1840. I
Tyskland kaldes denne stil for Biedemeyer-stil, som er det samme som Christian VIII-stilen her i
Danmark; - Men det har den lokale møbelsnedker i Ribe nok ikke haft helt styr på! - Til hans ros vil
jeg dog sige, at mahognisekretæren igen kom til at fremstå i smuk, elegant, nylakeret og højpoleret
stand.
Lidt om tiden i slutningen af 1700-tallet.
Tiden i slutningen af 1700-tallet, hvor sekretæren stammer fra, gav helt anderledes livsvilkår, end
dem som nutidens mennesker er underlagt. Familierne fik dengang rigtig mange børn – det var ikke
unormalt med 10 til 12 børn – da datidens præventionsmetoder ikke var effektive, og i de fleste
hjem næsten ukendte. Børnedødeligheden var i forhold til i dag enorm høj, og i alle familier blev
der født børn, der døde som spæde eller senere i barndommen. Der var ingen offentlig hjælp at
hente for de mennesker, der ikke længere kunne arbejde. Enten måtte man gennem sit arbejdsliv
eller via arv have opsparet en formue, som man så trak på i alderdommen, eller også måtte man
have succesrige børn, der kunne tage sig af forældrene, når de blev gamle og svage.
Mange kvinder døde i barselssengen og ofte sammen med det barn, de skulle føde. Bakterier var
ukendte, hygiejnen omkring fødslerne var helt manglende, og mange kvinder forblødte, da man ikke
havde mulighed for at stoppe indre blødninger. Tab af unge hustruer gjorde, at de tilbageblevne
enkemænd ofte blev gift flere gange, hvilket igen gav anledning til yderligere børnefødsler. - Ved at