Den gamle mahognisekretærs historie.pdf

16
Jeg vil supplere min farmors og fars beskrivelser af historien om sekretæren med, hvad jeg selv
erindrer om den. - Jeg har en svag erindring om mahognisekretærens tilstedeværelse i mit
barndomshjem på Julius Valentinersvej 32 på Frederiksberg. Derimod har jeg ingen erindring om
uret, men min ældre bror Paul Birger Eller (født 1936) fortæller, at han udmærket husker også uret.
I Herning husker jeg begge dele fra nogle af mine besøg hos min farmor, hvor de stod indtil hendes
død i 1981. Herefter gik sekretæren, som min far skrev, til min farbror Hans Christian Eller (1925–
2008; - i familien aldrig kaldet andet end H.C.), mens uret gik til min faster Anna Eller Thomsen
(1915-1998). Selv om min far i brevet fra 1982 troede at uret også endte hos H.C., så var det altså
dengang efter farmors/mormors død i 1981, at de to ting – sekretæren og uret – blev adskilt efter at
have været et samlet hele siden midt i 1770’erne.
For at gøre en lang historie kortere bliver jeg nødt til – og absolut uden malice - at fremføre
følgende: Der kan skrives rigtigt meget godt om min kære afdøde far, som jeg beundrede og savner
meget. Men noget finansgeni var han ikke. I al den tid jeg husker ham, har han tjent pænt over den
danske gennemsnitsindkomst, men desværre brugte han af og til et par procent mere end han fik
ind. Ikke at forstå sådan, at jeg på nogen måde følte at vi manglede noget i mit barndomshjem, men
det var årsagen til, at min far især i sine yngre år af og til kom i bekneb med at få pengene til at slå
til. Det betød, at han i 1940’erne og lidt ind i 1950’erne stampede sølvtøj og andre arvesager. Da det
samme så ud til at skulle overgå mahognisekretæren greb min farmor resolut ind og købte den
tilbage. Jo, den var gået noget i forfald ved at komme fra en kakkelovnsfyret lejlighed i Ribe og ind
i en centralvarmet lejlighed på Frederiksberg. - Derfor fik hun den sendt til en dygtig møbelsnedker
i Ribe, som fik den tilbage til dens prægtige tilstand.
Engang først i det nye årtusinde var familien samlet i en eller anden anledning. Her satte H.C. sig
ned ved mit bord og fortalte, at han engang efter sin død ville overlade sekretæren til mig, da jeg var
den sidste i Eller-slægten, der bar navnet Hertel, der jo var den gren af familien, hvorfra sekretæren
kom ind i slægten Eller. Det blev jeg selvfølgelig smigret over, og min faster Inger (Inger Eller
Nystad (født i 1921), som overhørte det, kommenterede det positivt. Senere nogle få år før sin død
gentog H.C. dette over for mig, men jeg tror aldrig at han nedskrev noget om det.
Da H.C. i 2008 døde som enkemand, tænkte jeg ikke på sekretæren, da jeg deltog i hans begravelse.
Det var hans 3 børn, som opgjorde og arvede boet, og det ville have været meget taktløst af mig
efterfølgende at bringe H.C.’s gamle tilbud om at overtage sekretæren på bane. - Jeg har egentlig
ikke vidst, hvad der blev af den efter H.C.’s død.
Lidt om det gamle urs skæbne.
Som nævnt ovenfor blev mahognisekretæren og det tilhørende ur adskilt ved min farmors død i
1981. Mahognisekretæren gik til min farbror, Hans Christian Eller (HC), og det gamle ur gik til min
faster, Anna Eller Thomsen. Da sidstnævnte, som var blevet enke allerede i 1991, døde i 1998,
arvede hendes fire børn hende. Efter lidt telefonsnak med den ældste, Ingrid Eller Thomsen (født
1940), fik jeg at vide at det gamle ur var endt hos det næstældste barn, Karen Eller Thomsen (født
1942), gift med Kristian Vestergaard-Jensen (kaldet Kras, født 1945). Uret stod nu i deres hjem i
Middelfart. - Jeg besøgte Kras en dag sidst i juni i år, hvor jeg så og fotograferede det gamle ur,
som stod oven på en gammel egetræssekretær i deres stue. Det kunne ikke gå mere, men det kan en
god urmager nok rette op på.