Den gamle mahognisekretærs historie.pdf

14
Han lover mig en evig vår,
Trods vinterstorm og død,
Så skal I have tak for det og meget, meget andet – og så er der en hel del, som I nok vil tilgive
jeres – lidt skrappe –
Mor
Ribe, Pastor Bruuns dejlige enkesæde, hvor jeg har haft lov at bo så mange år, først med
børnene – og så ene.
Oktober 52
Paul Birger Eller og Jensine Eller med deres børneflok i 1929. Nederste række fra venstre:
Karen (f. 1923) – Jensine (f. 1888) – Hans Christian (f. 1925) – Paul Birger (f. 1876) –
Inger (f. 1921 og eneste stadigt levende). Øverste række fra venstre: Einar (f. 1919) –
Astrid (f. 1917) – Vilhelm (f. 1909) og Anna (f. 1915).
Min farmor, Jensine Eller, levede heldigvis meget længere end hun forsøgte at forudse i 1952. Hun
døde først som 93-årig i Herning i 1981. Samme år (1952), som hun skrev sit brev til sine børn,
besøgte jeg hende som 10-årig i Ribe en uges tid. Her erindrer jeg ikke at mahognisekretæren stod.
Det må den dog have gjort, da min farmor omtaler den i sit brev fra 1952, og da min farmor i 1958
flyttede til Herning i en bedre og mere moderne lejlighed tæt på sin datter Anna (min faster), fulgte
mahognisekretær og ur med. At jeg er sikker på at det var i 1952 skyldes at jeg rejste alene med tog
fra Ribe til Herning, og at jeg nøje erindrer, at jeg og mine kusiner (og en yngre fætter) sad og hørte
radioreportager med Gunnar ”NU” Hansen fra de olympiske leje i Helsinki.
Sammen med kopien af min farmors brev i ”den hemmelige skuffe” fandt jeg også et brev fra min
far (Vilhelm Eller) til hans yngste bror (Hans Christian Eller) dateret 16. februar 1982; altså kun lidt
over 2 måneder efter at min farmor var død i Herning. – Dette brev kan også have interesse for flere
af Eller-slægtens efterkommere, så det afskriver jeg bagest i denne beretning som Note nr. 5.