Den gamle mahognisekretærs historie.pdf

Søren Hertel Eller GLIMT FRA ELLER-SLÆGTENS HISTORIE
Leosalle 26, 6270 Tønder
Tlf. 74 72 36 50 mobil 30 25 36 50
e-mail: soren@eller.dk
Den gamle mahognisekretærs historie.
Det er et såre menneskeligt karaktertræk, at alle har behov og ønsker for at kende deres aner. Det, at
vide hvem man stammer fra på både sin fars og sin mors side, er uhyre vigtigt for udviklingen af et
menneskes personlighed. Et andet menneskeligt karaktertræk er at have noget konkret fra slægten,
som peger bagud, og som man ved, at generationer før en selv har glædet sig over. Derfor er gamle
familieklenodier altså ikke noget, man bare ejer, men nærmere noget man er blevet betroet at passe
godt på, indtil det kan gå videre i slægten.
I slægten ELLER husker de fleste i mit slægtled - og før os vore forældre - det gamle skuffedarium
med det mere smagfulde navn mahognisekretæren, der tidligere stod i enten præstegården i Nr.
Vium, i mit barndomshjem på Frederiksberg, i stuen hos vor fælles farmor/mormor i Ribe og senere
i Herning, eller fra H.C. og Margareths Hjem. Og det er denne mahognisekretærs historie jeg nu vil
forsøge at beskrive glimtvis og i kronologisk orden. Den er svær at følge i alle led, men jeg har
henholdt mig til hvad min far, Ludvig Vilhelm Hertel Eller (1909–1996), tidligere har fundet frem
til gennem sin slægtsforskning; Herunder i et enkelt tilfælde gennem en bog om sin oldefar på
mødrenes side. Desuden er jeg her i foråret 2012 blevet opmærksom på et par gamle breve, som
omtaler mahognisekretærens historie.

Min far havde nu ikke videre held med at komme frem til konkrete resultater, idet der i hans
undersøgelser indgår en hel del ca.-årstal, ligesom der også er personer i historien, der ligefrem
mangler navne. Det har jeg nu rådet bod på, og jeg ville have ønsket, at min far havde levet længe
nok til at opleve internettet, hvor man på få øjeblikke kan google sig frem til de mest utrolige
oplysninger.
2
Jeg er ikke klar over af hvem eller hvor mahognisekretæren er blevet fremstillet, men det er ud fra
dens stil sandsynligvis sket i København engang midt i 1770’erne. Det er altså et temmelig gammelt
møbel, der har været en del af slægtshistorien gennem snart 240 år. Siden dengang er den så gået i
arv fra generation til generation, og dette skete også af og til efter dødsfald, hvor der var en efterladt
enke. Hun måtte nemlig ofte flytte fra en embedsbolig til mindre bolig, hvor der ikke var plads til
det store møbel. - Mahognisekretærens historie omfatter tre forskellige slægtslinier siden dens
tilblivelse: I det 18. århundrede (1700-tallet) blev den anskaffet i slægten HAFFNER, arvedes
videre gennem det 19. århundrede (1800-tallet) i slægten HERTEL, og endelig i det meste af det
20. århundrede (1900-tallet) og frem til i dag har den været i slægten ELLER.
Lidt fakta om mahognisekretæren.
Som navnet siger, er mahognisekretæren udført i træsorten mahogni, der er en tropisk/subtropisk
amerikansk træsort, der i handelen går under navne som ægte mahogni, Cuba-mahogni, spanskmahogni
og Domingo-mahogni. Mahogni kommer fra et op til 30 m højt træ, som vokser i Florida,
Mexico, Mellem-amerika og Vestindien. Man anvender veddet af planten Swietenia mahagoni,
som er opkaldt efter den amerikanske botaniker Bernhard MacMahon (1775–1816). Træet har
uligefinnede blade og små gule blomster. Kerneveddet er hårdt, tungt og velegnet til polering. Det
er rødligbrunt og de mange uregelmæssige figurer, som det fremviser i længdesnit, gør det særlig
velegnet til finering af møbler i en tykkelse af 1 – 1,5 mm; - Slægtens mahognisekretær er dog på de
ydre flader udført i massiv mahogni. Mahognitræ er første gang indført til Europa i året 1724.
Navngivningen først omkring år 1800 betyder, at da slægtens prydmøbel blev udført i midten af
1770’erne, blev denne træsort kaldt noget andet. - Men dyr og sjælden har den altid været.

Og møbelnavnet ”sekretær”, hvor stammer det så fra? I Nudansk ordbog står der: ”Sekre’tær -en, -
er (gennem fransk fra middelalder latin secretarius afledt af secretum noget hemmeligt, privat, se
sekret; egentlig: person, der opbevarer en højtstående persons privatsegl. – 1. funktionær, der
assisterer en overordnet; specielt som titel for visse tjenestemænd: s. i Udenrigsministeriet. – 2.
(muligvis m. tilknytning til latin secretarium ”hemmeligt rum”, jf. sekret) art skabsmøbel med
mange skuffer.” En 3. forklaring lader jeg ligge, da den drejer sig om den specielle sekretærfugl.
3
Slægtens mahognisekretær er et prægtigt møbel. Overfladen er lakeret og poleret mahogni, og f.eks.
ses det på skuffernes forsider, at de er udført i massiv mahogni, der med svalehaler er limet til
skuffernes korpus af gedigent egetræ. Møblet består af to dele; - en underdel med to store skuffer,
og en overdel, der nederst også har en stor skuffe, og som øverst afsluttes med endnu en stor skuffe
med samme dimensioner. Imellem overdelens to store skuffer kan en massiv mahogni skriveklap
slås ned, og der åbenbares bagved et skuffedarium med flere mindre skuffer og åbne rum.
Størrelsen af møblet er følgende: Højden fra gulv til top er inkl. møblets fødder 152,5 cm, mens det
uden fødder er 143,0 cm højt. Bredden af mahognisekretæren er på top-pladen 101,5 cm, mens
korpusbredden er 98 cm. Møblets dybde er i lukket tilstand 53,5 cm på top-pladen, og 51,5 cm på
korpusset. Mahognisekretæren er enormt tung, og hvis den ikke havde kunnet skilles ad i to dele og
skufferne kunne tages ud, så ville det være noget nær umuligt for almindelige mennesker at flytte
rundt på den. – Jeg har sammen med min fætter Olaf Eller i Påsken 2012 båret den fra en trailer og
ind i vort hus i Tønder, og det var en meget krævende opgave.
Med nedslået skriveklap fungerer møblet som et mindre skrivebord, hvor bordpladens størrelse er
på 88,5 cm gange 60,0 cm. Som det kan ses på et foto af møblet, så åbenbarer den åbne skriveklap
nederst 3 mindre skuffer ved siden af hinanden. Over de to yderste skuffer er der to åbne rum, og
over den midterste skuffe findes en rektangulær (27 cm høj og 32 cm bred) låge uden nøglehul eller
knop til at åbne med. Denne låge åbnes ved tryk på en knap i bunden under lågen, når den midterste
skuffe trækkes ud. Bag lågen står et lille løst skuffedarium, der nederst har en bred skuffe, hvorover
der sidder yderligere fire parvise mindre skuffer. Dette lille, løse skuffedarium kan ikke lirkes ud,
hvorfor det må være indsat i rummet bag lågen inden møblet blev sammenlimet under fremstillingsprocessen.
Oven over de åbne rum i siderne og over midterlågen afsluttes skuffedariet bag skriveklappen
af to større skuffer i siderne og en stor trekantet skuffe i midten. På undersiden af disse tre
øverste skuffer findes en ”hemmelig” smal skuffe (kun 3,0 cm høj), der kan udløses ved tryk på en
knap inde bag den rektangulære låge. Den smalle skuffe springer frem drevet af to spændte
stålfjedre på dens bagside.

4
Den midterste rektangulære låge flankeres af to elfenbenssøjler; begge med messing fodstykke og et
kapitæl, der tydeligvis er af den Korinthiske søjletype med både opretstående og nedadbøjede blade
af akantus. Skufferne og lågen er dekoreret med indlagte mønstre i geometriske former af skiftende
mørke og lyse træsorter (ibenholt og birketræ), der dekorationsmæssigt giver møblet et lidt ”jødisk”
præg, der kan lede tanken hen på det Gamle Testamentes Pagtens Ark.
Det er i øvrigt lidt af en gåde at finde ud af hvilken måleenhed møbelsnedkeren i sin tid har anvendt
ved fremstillingen af mahognisekretæren. Metersystemet, som jeg har anvendt til at opmåle den
med, er det jo ikke, idet det først blev indført ved lov i Danmark den 4. maj 1907. Metersystemet
var ganske vist allerede blevet defineret i 1791 og indført ved lov i Frankrig i 1799, men på dette
tidspunkt var slægtens mahognisekretær allerede omkring 20 år gammel. Den normale måleenhed,
der blev anvendt i Danmark sidst i 1700-tallet var tommer, fod og alen. Her er en tomme 2,614 cm
og der går 12 tommer på en fod (= 0,31385 meter) og 2 fod på en alen (= 0,62771 meter). - Ingen af
disse mål giver mening, hvis man omregner mahognisekretærens mål til dem.
Ved en tilfældighed er jeg dog måske kommet lidt nærmere på gådens opklaring, da jeg faldt over
en interessant artikel i Weekensavisens tillæg Bøger den 11. maj 2012. Her anmeldes på side 5
under overskriften ”Kirkerummets hemmeligheder” en ny bog af Helge Nielsen: ”Et byggeri for
Vorherre og evigheden”. Helge Nielsen er gennem opmålinger i statistisk signifikante materialer fra
middelalderkirker fra Bornholm, Skåneland, Sjælland, Thy og Ribe-egnen nået frem til, ”at kunne
fastlægge, at disse kirker fra 11-1200 tallet har haft fælles måleenhed, og det noget så hjemmegroet
og lokalt forankret som måleenhederne fod og alen, svarende til 24,5 cm og 49 cm.” – Og her siger
det Bingo! Mahognisekretærens højde (uden fødder) på 1,43 m svarer næsten på millimeter til 70
tommer, hvilket er lig med 5 fod og 10 tommer. Og endnu bedre passer bredden af korpusset på 98
cm, hvilket er præcis 2 alen af dem, som Helge Nielsen er kommet frem til.
Mahognisekretæren er tydeligvis udført i den såkaldte Louis XVI-stil (Louis seize). Denne stilart
opstod i Frankrig i sidste halvdel af det 18. århundrede, og var dominerende mellem ca. 1760 og
1785. Herefter aftog stilartens dominans langsomt hen imod Napoleons-tiden, hvor den efterhånden
afløstes af Empire-stilen eller Kejser-stilen, der holdt sig i ca. 25 år fra 1795-1820. I denne periode
var der virkelig gang i kopieringen af den antikke græske og romerske kunst og livsform, og
Napoleon I’s kejserkroning den 18. maj 1804 var et orgie i antik nostalgi.
Louis-seize stilen – mahognisekretærens stil - var et svar på den nyvakte interesse for den antikke
kunst, der efterfulgte opdagelsen af den askebegravede romerske by Pompeji, der blev fundet i
1748. Denne interesse for antikken fremkaldte en reaktion mod rokokoens lette leg med formerne.
De efterfølgende arkæologiske udgravninger i både Grækenland og Italien genvakte interessen for
klassisk kunst og levevis overalt, og der opstod en trang til forenkling. Ro og værdighed blev altså
igen det kunstneriske ideal. Louis-seize-stilen havde dog stadig meget af rokokoens elegance og
ynde, og den må betegnes som en overgangsform til den klassiske Empire-stil, der fulgte efter.
Louis seize-stilen er først og fremmest en dekorationsstil, som træder stærkest frem i datidens
kunsthåndværk og møbelkunst. I ornamentikken møder vi en række antikiserende enkeltheder:
Urner, guirlander, rosetter, riflede rammer, ovale medaljoner m.m., og symmetrien og den rette linie
kommer igen til anvendelse.
Slægtens mahognisekretær er desværre uden mestermærke eller etikette; - Noget alle snedkermestre
dengang ellers udstyrede deres møbler med. Der har med stor sandsynlighed tidligere været en
sådan etikette på den, men den er nok fjernet ret tidligt i dens historie. Hele møblets form siger sen

5
Louis-seize-stil, og sådanne møbler fremstilledes i København fra midt i 1770’erne. Her gik flere
snedkermestre f.eks. sammen i Det kongelige Meubelmagazin, der blev etableret i 1777 og virkede
frem til 1815.
Møblet er blevet restaureret engang i slutningen af 1940’erne af en lokal møbelsnedker i Ribe. Her
blev revner og sprækker forårsaget af moderne centralvarme på Frederiksberg limet smukt sammen,
og sekretæren fik nye fødder af massiv mahogni. Oprindeligt har møblet nok haft originale ”Louisseize
fødder”, der er enkle, firkantede klodser, men sikkert grundet nedbrydning fra århundreders
ludholdig gulvvask måtte de udskiftes. De nye fødder er fortil dekorative ”løvefødder” med tæer og
det hele, hvilket ikke er Louis-seize-stil. Det er derimod sen-Empire fra perioden 1820-1840. I
Tyskland kaldes denne stil for Biedemeyer-stil, som er det samme som Christian VIII-stilen her i
Danmark; - Men det har den lokale møbelsnedker i Ribe nok ikke haft helt styr på! - Til hans ros vil
jeg dog sige, at mahognisekretæren igen kom til at fremstå i smuk, elegant, nylakeret og højpoleret
stand.
Lidt om tiden i slutningen af 1700-tallet.
Tiden i slutningen af 1700-tallet, hvor sekretæren stammer fra, gav helt anderledes livsvilkår, end
dem som nutidens mennesker er underlagt. Familierne fik dengang rigtig mange børn – det var ikke
unormalt med 10 til 12 børn – da datidens præventionsmetoder ikke var effektive, og i de fleste
hjem næsten ukendte. Børnedødeligheden var i forhold til i dag enorm høj, og i alle familier blev
der født børn, der døde som spæde eller senere i barndommen. Der var ingen offentlig hjælp at
hente for de mennesker, der ikke længere kunne arbejde. Enten måtte man gennem sit arbejdsliv
eller via arv have opsparet en formue, som man så trak på i alderdommen, eller også måtte man
have succesrige børn, der kunne tage sig af forældrene, når de blev gamle og svage.
Mange kvinder døde i barselssengen og ofte sammen med det barn, de skulle føde. Bakterier var
ukendte, hygiejnen omkring fødslerne var helt manglende, og mange kvinder forblødte, da man ikke
havde mulighed for at stoppe indre blødninger. Tab af unge hustruer gjorde, at de tilbageblevne
enkemænd ofte blev gift flere gange, hvilket igen gav anledning til yderligere børnefødsler. - Ved at

studere de tre slægters stamtavler kan vi se, at disse livsvilkår også har været virkeligheden i vor
families tidlige historie.
6
Der gik af og til kuk i generationerne især blandt præster (og dem har der jo været mange af
gennem slægten Ellers historie), idet det helt frem til starten af 1900-tallet ikke var ualmindeligt, at
en ung præst for at få et kald måtte gifte sig med enken efter den tidligere præst. Det var den eneste
måde en præsteenke dengang kunne få forsørget sig selv og sine eventuelle børn på. – Men ellers
var det normalt, at borgerskabets sønner først giftede sig efter endt uddannelse (f.eks. teologerne),
når de havde fået kald og indkomst.
En yderligere ting, der adskiller mennesker fra 1700-tallet med mennesker fra vor tid er, at i de
borgerlige familier som vi her følger, var det helt normalt at forældrene udvalgte ens ægtefælle. Der
blev udøvet et voldsomt pres på især unge piger (dengang fik stort set ingen piger en uddannelse),
for at blive gift og derved forsørget. Selvfølgelig var der også eksempler på at to unge, som blev
forelskede, kunne få hinanden; - men det hørte til undtagelserne! Vi har også set, at flere fra slægten
blev gift flere gange, og ofte blev ældre enkemænd så udstyret med en ny og yngre kone. Omvendt
er der eksempler på at unge præster for at få et embede, blev nødt til at affinde sig med en ældre
kone, som tit havde børn fra et tidligere ægteskab. I disse aldersmæssigt ”skæve” parforhold har det
nok krævet meget af den enkelte, for at få ægteskabet til at fungere. – Næppe nogen af os, som lever
i dag, ville affinde os med sådanne forhold!

7
Slægten HAFFNER (kendt fra ca. 1689 – 1806)
(Se også slægtsdiagram I på side 21)
Men tilbage til mahognisekretærens historie: Det hele begyndte med, at en tysk feltpræst og
magister ved navn Reinhold (von) Haffner indvandrede til Danmark engang i slutningen af 1600tallet
se note 1) . Vi ved ikke hvorfra i Tyskland, eller præcis hvorfor han kom. Måske blev han inviteret
til en stilling i f.eks. militæret? De fleste, som dengang har haft overskud og kræfter til at starte en
ny tilværelse i et andet land, var relativt yngre mennesker. Det betyder nok højest omkring 30 – 35
år gammel. Måske har Reinhold medbragt kone og barn/børn, men det er nok sandsynligt, at han
først har giftet sig og stiftet familie efter ankomsten til det nye land, da det dengang var forbundet
med store vanskeligheder at rive sine rødder helt op, hvis de også omfattede ægtefælle og børn.
Reinhold von Haffner slog sig efter al sandsynlighed ned i København, idet han fik en søn her i
1689. Dengang var København en lille, overskuelig by, hvor de fleste indbyggere inden for f.eks.
militæret kendte hinanden. Der er således stor sandsynlighed for at Reinhold von Haffner har kendt
slægten ELLERs anden fægtemester Hans Cassimir Eller. Han var født 1645 i Sorø, hvortil hans
far, Hans Wilhelm Eller, var indvandret til fra Strasbourg i 1642, hvor han blev fægtemester ved
Sorø Ridderlige akademi. Hans Cassimir Eller var fægtemester ved Det Ridderlige Akademi i
København fra 1691 og til sin død samme sted i 1703. – Reinhold von Haffner selv døde i 1707.
Reinhold von Haffner fik altså en søn (han fik sikkert nok også andre, for os ukendte børn), der blev
opkaldt efter faderen og hed Reinhold Wilhelm von Haffner. Han blev født i København i 1689 og
døde som løjtnant i Rendsborg i 1754. Han giftede sig i Slesvig i 1725 med en Catharina Magretha
Bondy (1707–1778). Reinhold Wilhelm von Haffners ægteskab berigedes bl.a. af en søn, som også
fik samme navn som sin farfar og far (det gør det lidt forvirrende), så han kom til at hedde Reinhold
Jacob von Haffner (1733-1806).
Også han gik i sin faders fodspor i militæret og drev det endnu videre end denne. Han endte som
oberstløjtnant, og han blev i 1769 gift med Wibecke Margretha Wildenrath (1744–1817). Det er i
starten af dette ægteskab at mahognisekretæren blev anskaffet. Det er som tidligere nævnt nok sket i
midten af 1770’erne, og allerede dengang har det været et opsigtsvækkende møbel af en ekstrem
sjælden træsort; - det har virkelig kostet kassen! - Prydmøblet er herefter gået i arv fra slægtled til
slægtled, så det i dag er havnet som Eller-familiens berømte gamle mahognisekretær inkl. et stueur
med alabastsøjler og spejlvægge.
I dette ægteskab kendes to børn: Johan Wolfgang Reinhold von Haffner (1770–1829) og søsteren
Wilhelmine Margrethe Haffner (1777–1835). Hos Wilhelmine forsvandt det lille, snobbede ”von”,
og det er gennem arv til hende, da faderen døde i 1806, at sekretæren med ur og det hele, kom
videre til slægten Hertel. – Om slægten Haffner skal nævnes, at den fortsatte sine stolte militære
traditioner, og at store kendte danske personligheder som forfatterne Karen Blixen se note 2) og H.C.
Branner se note 3) nedstammer fra denne slægt

8
Slægten HERTEL (fra 1806 – 1909)
(Se også slægtsdiagram II på side 22)
Wilhelmine Margrethe Haffner blev gift med Jørgen Lund Hertel (1764-1831), der endte som
sognepræst i Ballerup-Maaløv Sogn ved København. I 1792 blev han præst i Rønnebæk og Olstrup
sogn ved Næstved, og blev først gift med en Anna Magdalene Møller, der var datter af en hofbagermester
i København. Med hende fik han to sønner inden hun døde i januar 1798. - Samme år ægtede
han så Wilhelmine Margrethe Haffner.
Jørgen Lund Hertel og hans nye kone Wilhelmine fik seks børn, hvoraf vi kun kender de tre; Det er
ikke usandsynligt, at de 3 andre er døde som spæde eller små. De tre kendte børn fulgte hver på
deres vis de gamle familietraditioner. Den ældste, Frederik Christian Hertel, blev artillerikaptajn, og
fulgte således Haffner-familiens stolte militærtraditioner, som blev fortsat helt frem til nyere tid,
hvorunder de bl.a. har omfattet en generalmajor og en krigsminister se note 4) . Det var dog hans yngre
bror, Hans Wilhelm Hertel, der arvede sekretær og ur, da faderen døde i 1831. Hans Wilhelm Hertel
blev præst ligesom sin far og farfar. Endelig kendes en yngre søster Vibeke Jacobine Christiane
Hertel, som nok var opkaldt efter sin mormor.
Moltrup Præstegaard ca. 1860
Men det er Hans Wilhelm, som vi skal interessere os for, og nu nærmer vi os slægten Eller! Hans
Wilhelm blev født i 1800 og døde i 1872. Hans levnedsbeskrivelse er kendt i mange detaljer, idet
han var meget kendt i det Nordslesvigske område, hvor han blev præst i Moltrup og Bjernede Sogne
lidt nordvest for Haderslev. Han var stærkt dansksindet og tog ivrigt del i al dansk kultur. Således
var han medstifter af verdens første højskole i Rødding i 1844, hvor man kan se hans underskrift på
de aktiebreve, der blev solgt allerede fra omkring 1840. Ved tre-årskrigens start i 1848 blev han af
de slesvigske myndigheder bortvist fra sit embede. Efter Danmarks sejr i 1850 blev han genindsat i
embedet. Efter katastrofen i 1864 blev han lagt på is af de tyske myndigheder, og han måtte til sidst
flytte til Danmark for at få mulighed for at leve et anstændigt liv i sine sidste år.

9
Hans Wilhelm Hertel – 2 fotos fra 1860’erne
Hans Wilhelm blev gift med Louise Catinka von Westen, med hvem han fik fem børn fra 1832 til
1844. Det yngste af disse børn var Ludvig Vilhelm Hertel, som i 1897 skrev en bog om sin fars liv
og levned: ”H. Wilh. Hertel – Bidrag til den sønderjydske Folkevækkelses Historie.” Heri
nævnes den berømte sekretær på side 350, hvor han beskriver den gamle Moltrup Præstegård, hvor
Hans Wilhelm med familien levede et simpelt liv. Efter beskrivelsen af den gamle nedslidte præstegård,
står der: ”Desuden de gamle Værelser og de tarvelige Møbler passede sammen; thi med
Undtagelse af den gamle Mahognisekretær og tilhørende Stueuhr med Alabastsøjler og Spejlvægge,
som havde tilhørt Oldeforældrene Haffner, var alt tarveligt …”.
Ludvig Vilhelm Hertels bog om faderen ”H. Wilh. Hertel” udkom som sagt i 1897. Den udkom i
Odense på den Milo’ske Boghandels Forlag, på hvilket trykkeri den også blev trykt. Antallet af
eksemplarer er mig ukendt. Den bærer som sagt undertitlen ”Bidrag til den sønderjydske Folkevækkelses
Historie”, og den er tilegnet ”Sønderjydernes Historieskriver Hr. Rigsarkivar, Dr.
Phil. A.D. Jørgensen”. Forfatterens ”Fortale” fylder knap 5 sider, og er dateret ”Brænderup
Præstegaard pr. Ejby, den 11. Maj 1897.” - Mit eksemplar er temmelig slidt, og foran har min
farmor Kitty Hertel skrevet sit navn med sirlig skrift. Senere har min farfar slået sit ovale embedsstempel
i bogen: ”Paul Eller – Sognepræst. Nr. Vium pr. Herborg”. Den har nok oprindelig
været skindindbundet, men er senere blevet nyindbundet, og jeg kan genkende min fars hobby som
bogbinder i den i 1980’erne foretagne indbinding.
Bogen er en lang hyldest til Hans Wilhelm Hertels livsgerning, der tager udgangspunkt i hans
tidlige slægtskabsforhold. Især to ting fylder bogen ud: Min tipoldefars religiøse tilhørsforhold og
hans store fædrelandskærlighed. Sproget er efter nutidens forhold holdt i meget svulmende og
højtideligt vendinger. - Det er fra denne bog vi ved, at både sekretær og ur har tilhørt Reinhold
Jacob von Haffner (1733-1806). Det er lidt forvirrende her, idet det var Reinhold Wilhelm von
Haffner (1689-1754), der på mødrene side var Hans Wilhelm Hertels oldefar. Men så gammel er
mahognisekretæren altså ikke, så det forfatteren af den gamle bog – ”Ludvig Vilhelm Hertel” – i

10
1897 må have ment var, at den havde tilhørt hans egen oldefar, som altså var den samme som hans
fars bedstefar.
Ludvig Vilhelm Hertel – Engang i 1890’erne
Efter Hans Wilhelm Hertels død i 1872 arvede sønnen Ludvig Vilhelm Hertel (1844–1909) både
sekretær og ur. Ludvig Vilhelm Hertel blev først præst i Vejerslev på Mors, hvor han blev gift med
Thomine Ludovika Husum (1842–1919). Da de ikke selv fik børn adopterede de i 1882 et barn født
den 2. juni 1881 af en ugift mor. Efter adoptionen beholdt barnet sit fødenavn og kom til at hedde
Jensine Kristine Hertel, men da forældrene ikke selv havde valgt hendes fornavne, kaldtes hun hele
sit korte liv for Kitty. – Hun blev min biologiske farmor, men hun har altså ingen genetisk forbindelse
til de tidligere Hertel’er eller Haffner’e.
Thomine og Ludvig Vilhelm Hertel, samt deres datter Kitty (støttende sig til huset) ca. 1905

11
Slægten ELLER (1909 – foreløbig 2012)
(Se også slægtsdiagram III på side 23)
Kitty voksede op i Brænderup Præstegård på Nordfyn. Hendes far giftede hende i 1906 i sin kirke i
Brænderup med den unge kapellan Paul Birger Eller (1876–1934). I 1907 fødte hun et dødfødt
drengebarn og i 1909 fik de deres eneste overlevende barn Ludvig Vilhelm Hertel Eller (1909–
1996), opkaldt efter sin morfar, der døde kun en uges tid efter lille Vilhelms fødsel. Han blev
allerede fra fødslen kun kaldt for Vilhelm, og han brugte selv kun på officielle papirer sit første
navn Ludvig. Samme år købte Paul Birger Eller mahognisekretæren med tilhørende ur af sin
svigermor, der nu var blevet enke. I 1912 døde Kitty kun 31 år gammel i barselsseng og den lille
nyfødte dreng overlevede heller ikke. - Efter Kittys død indgik Paul Birger Eller i 1914 i et nyt
ægteskab med Kitty’s ungdomsveninde Jensine Johanne Andersen (1888–1981).
Kitty og Paul Birger Eller, marts 1908
(Ludvig) Vilhelm Hertel Eller (min far) skrev i 1987 på et stykke papir, som han indlagde i sin
morfars bog om oldefaderen ”H. Wilh. Hertel”, følgende om den gamle mahognisekretær og uret:
”Da Paul Birger Eller (Vilhelms far) døde i 1934 fik hans enke i andet ægteskab, Jensine Eller,
tilladelse til at sidde i uskiftet bo. Underskrevne, ældste søn af Paul Birger Eller og eneste søn af
Kitty Hertel, var dengang ude på Østen og måtte give skriftlig tilladelse hertil. Enkelthederne i
tilladelsen husker jeg ikke, men jeg antager, at et beløb på kr. 2.000, som jeg arvede efter min
biologiske mor og som delvis betalte min studietid i København, betød, at jeg ikke kunne gøre
krav på noget af bohavet. Omkring 1940 overlod min nye mor, Jensine Eller, mig sekretæren og

uret mod betaling, men da den gamle sekretær revnede ved at komme til en centralvarmefyret
lejlighed på Frederiksberg, tilbød mor mig at tage tingene tilbage og lade sekretæren reparere.
12
Ved mors død i 1981 deltes hendes møbler mellem mine søskende. Jeg måtte jo betragtes som ude
af den del af boet, men fik ligelig andel af kontantarven. Ved bodelingen blev de to genstande
adskilt, idet sekretæren gik til Hans Christian Eller og uret til Anna Thomsen, født Eller.
Begge er senere af mig gjort bekendt med, at de to genstande altid har hørt sammen, og det har
været nævnt, at der skal ske en sammenføring ved et senere arveskifte.
I forbindelse med nærværende bog (”H. Wilh. Hertel”) synes jeg det er rimeligt, at den følges af
”Fostbroderskabet” af Ludvig Vilhelm Hertel. Denne bog er omtalt i forordet til bogen om Hans
Wilhelm Hertel.
Lyngby 20/10-1987 Ludvig Vilhelm Hertel Eller”
Paul Birger Eller med sønnen Ludvig Vilhelm Paul Birger Eller med sin nye kone Jensine
Hertel Eller i 1912 kort tid efter Kitty Ellers død. Eller og sønnen Ludvig Vilhelm Hertel Eller
foran Nr. Vium Præstebolig i 1915.
Allerede i 1952 har min (sted)farmor Jensine Johanne Eller (1888-1981) nedskrevet sin opfattelse af
det arvemæssige hændelsesforløb omkring først min genetiske farmors død i 1912 og senere sin
mands (min farfars) død i 1934. Det var en dårlig fotokopi af et håndskrevet brev, som jeg fandt i
mahognisekretærens ”hemmelige” smalle skuffe, der åbenbarede dette.. – Brevet er til Jensines 6
”egne” børn om bl.a. hvad der skulle ske, hvis deres mor også gik hen og døde i ”utide”. Det
gengives i sin fulde ordlyd i det følgende:

13
Lidt orientering for at undgå misforståelse.
Fru Hertel (Thomine Ludovika Hertel (1842–1919)) ønskede at Vilhelm (min far) skulle arve
hende (hans mor var død flere år før fru H.) men noget testamente havde hun ikke efterladt, og da
Vilhelm var umyndig måtte Far (min farfar) overtage boet og indbetale vurderingssummen i
Overformynderiet. Pastor Husum (fru Hertels bror?) blev antaget som værge for Vilhelm.
Vilhelms penge blev senere – tillige med tilskud hjemmefra – brugt til hans uddannelse.
Da Far (igen min farfar) var død (i 1934) blev vort bo efter Skifterettens ordning gjort op, og
Vilhelm fik udbetalt sin arvepart. I (ulæseligt ord) 35 fik Vilhelm udbetalt en livsforsikring på 500
kr, som Far havde tegnet for ham.
Da Vilhelm selv fik hjem, fik han sin mors bøger og det sølvtøj med hendes navn på, bedstefars
servietring fra ordinationen og de to andre sølvringe med navn (Ludvig og Thomine), de fine
Haffner-billeder og do. merskumspibe, Fars skrivestel m. lysestager, sølvkranse m.m. – og det gl.
sølvkaffestel istandsat til bryllupsgave.
Selv om Vilhelm ikke har krav på noget her i hjemmet, er der nogle ting, jeg synes tilkommer
ham, det er buffeten, (udfaldet ord) med på væggen og de tre billeder: Dejlig er jorden *) , Jesus
renser (?) Templet (*) og Bethesda dam. Far sagde, da vi på sygehuset talte om de ting, at hvis
Vilhelm ville have sekretæren skulle det kun være som arvepart. (Sådan havde pastor Hertel for
øvrigt ”reddet” den fra sit hjem), …
Son det fremgår er flere ord vanskelige at tyde, hvilket skyldes at den yderste højre side af første
side i det håndskrevne brev, har ligget skævt på fotokopimaskinen, hvorved der mangler omtrent en
cm af højre side af originalen. Nederst på første side er tilføjet følgende:
*)*)*) de tre ting har Vilh. fået. Buffeten *) og uret *)*) var bryllupsgave 6-6-1906
*) fra Br. Sogn (Brænderup Sogn) *)*) fra faster Augusta og Tram.
Jensine Ellers brev fortsætter:
… så satte vi den og det gl. ur til 250 kr., deraf har Vilhelm betalt 85 kr.(3x 25+10), mere har
Vilhelm ikke talt om, og efter Fridas (min biologiske mor) sygdom og død har jeg heller ikke
ønsket flere afdrag, (i Skjern og de første år her trængte jeg hårdere end nu).
Jeg håber, I seks børn ordner tingene på god måde. De penge, jeg nu har, er arv efter mine
forældre og onkel Herting (?); somme tider har de næsten været brugt, men er så samlet igen –
omtrent.
Det er med både undren og tak jeg tænker på, at alt er gået for os, som det alligevel er efter Fars
død. Vi har været under Guds velsignelse. Der har været sorger og tunge tider, men gud har
hjulpet os igennem, det kan vi ikke takke nok for. Selv kan jeg ikke takke nok for den hjælp og
trøst Guds ord og hans forjættelser har givet mig – som mange dejlige salmer.
Om begravelse, som præsten i N. Vium nok vil foretage, vil jeg kun sige, at jeg finder det mest
tiltalende at et menneske stedes til hvile i stilhed – og bekendtgørelse om dødsfald efter
begravelsen. - - (Men gør, som I synes.)
I finder nok en lille sten, der passer ved siden af Fars, og vil I skrive på den:

14
Han lover mig en evig vår,
Trods vinterstorm og død,
Så skal I have tak for det og meget, meget andet – og så er der en hel del, som I nok vil tilgive
jeres – lidt skrappe –
Mor
Ribe, Pastor Bruuns dejlige enkesæde, hvor jeg har haft lov at bo så mange år, først med
børnene – og så ene.
Oktober 52
Paul Birger Eller og Jensine Eller med deres børneflok i 1929. Nederste række fra venstre:
Karen (f. 1923) – Jensine (f. 1888) – Hans Christian (f. 1925) – Paul Birger (f. 1876) –
Inger (f. 1921 og eneste stadigt levende). Øverste række fra venstre: Einar (f. 1919) –
Astrid (f. 1917) – Vilhelm (f. 1909) og Anna (f. 1915).
Min farmor, Jensine Eller, levede heldigvis meget længere end hun forsøgte at forudse i 1952. Hun
døde først som 93-årig i Herning i 1981. Samme år (1952), som hun skrev sit brev til sine børn,
besøgte jeg hende som 10-årig i Ribe en uges tid. Her erindrer jeg ikke at mahognisekretæren stod.
Det må den dog have gjort, da min farmor omtaler den i sit brev fra 1952, og da min farmor i 1958
flyttede til Herning i en bedre og mere moderne lejlighed tæt på sin datter Anna (min faster), fulgte
mahognisekretær og ur med. At jeg er sikker på at det var i 1952 skyldes at jeg rejste alene med tog
fra Ribe til Herning, og at jeg nøje erindrer, at jeg og mine kusiner (og en yngre fætter) sad og hørte
radioreportager med Gunnar ”NU” Hansen fra de olympiske leje i Helsinki.
Sammen med kopien af min farmors brev i ”den hemmelige skuffe” fandt jeg også et brev fra min
far (Vilhelm Eller) til hans yngste bror (Hans Christian Eller) dateret 16. februar 1982; altså kun lidt
over 2 måneder efter at min farmor var død i Herning. – Dette brev kan også have interesse for flere
af Eller-slægtens efterkommere, så det afskriver jeg bagest i denne beretning som Note nr. 5.

15
Jeg skylder at vise portrætter af de to personer, der i min levetid har været mest omtalt i forbindelse
med mahognisekretæren; - Min far, Ludvig Vilhelm Hertel Eller, der ofte kun skrev sit navn som
Vilh. Eller, og min farmor Jensine Eller, uden hvis indgriben mahognisekretæren sandsynligvis ville
være gået ud af slægten:
Vilh. Eller med 30 års interval (piben var karakteristisk for ham!):
tv som 40 årig i 1949 i perioden hvor mahognisekretærens skæbne i slægten ELLER blev afgjort,
og th som 70 årig i 1979; - Altså samme alder, som jeg – hans næstældste søn – har i dag.
Jensine Eller; - Min generations elskede farmor/mormor; – Sådan er vi mange, der husker hende.
Her fotograferet på sin 90 års fødselsdag den 29. april 1978 i sit hjem på Brorsonsvej 37 i Herning.
Hun havde stor sans for vigtigheden af at bevare og videregive slægtens historie og klenodier.

16
Jeg vil supplere min farmors og fars beskrivelser af historien om sekretæren med, hvad jeg selv
erindrer om den. - Jeg har en svag erindring om mahognisekretærens tilstedeværelse i mit
barndomshjem på Julius Valentinersvej 32 på Frederiksberg. Derimod har jeg ingen erindring om
uret, men min ældre bror Paul Birger Eller (født 1936) fortæller, at han udmærket husker også uret.
I Herning husker jeg begge dele fra nogle af mine besøg hos min farmor, hvor de stod indtil hendes
død i 1981. Herefter gik sekretæren, som min far skrev, til min farbror Hans Christian Eller (1925–
2008; - i familien aldrig kaldet andet end H.C.), mens uret gik til min faster Anna Eller Thomsen
(1915-1998). Selv om min far i brevet fra 1982 troede at uret også endte hos H.C., så var det altså
dengang efter farmors/mormors død i 1981, at de to ting – sekretæren og uret – blev adskilt efter at
have været et samlet hele siden midt i 1770’erne.
For at gøre en lang historie kortere bliver jeg nødt til – og absolut uden malice - at fremføre
følgende: Der kan skrives rigtigt meget godt om min kære afdøde far, som jeg beundrede og savner
meget. Men noget finansgeni var han ikke. I al den tid jeg husker ham, har han tjent pænt over den
danske gennemsnitsindkomst, men desværre brugte han af og til et par procent mere end han fik
ind. Ikke at forstå sådan, at jeg på nogen måde følte at vi manglede noget i mit barndomshjem, men
det var årsagen til, at min far især i sine yngre år af og til kom i bekneb med at få pengene til at slå
til. Det betød, at han i 1940’erne og lidt ind i 1950’erne stampede sølvtøj og andre arvesager. Da det
samme så ud til at skulle overgå mahognisekretæren greb min farmor resolut ind og købte den
tilbage. Jo, den var gået noget i forfald ved at komme fra en kakkelovnsfyret lejlighed i Ribe og ind
i en centralvarmet lejlighed på Frederiksberg. - Derfor fik hun den sendt til en dygtig møbelsnedker
i Ribe, som fik den tilbage til dens prægtige tilstand.
Engang først i det nye årtusinde var familien samlet i en eller anden anledning. Her satte H.C. sig
ned ved mit bord og fortalte, at han engang efter sin død ville overlade sekretæren til mig, da jeg var
den sidste i Eller-slægten, der bar navnet Hertel, der jo var den gren af familien, hvorfra sekretæren
kom ind i slægten Eller. Det blev jeg selvfølgelig smigret over, og min faster Inger (Inger Eller
Nystad (født i 1921), som overhørte det, kommenterede det positivt. Senere nogle få år før sin død
gentog H.C. dette over for mig, men jeg tror aldrig at han nedskrev noget om det.
Da H.C. i 2008 døde som enkemand, tænkte jeg ikke på sekretæren, da jeg deltog i hans begravelse.
Det var hans 3 børn, som opgjorde og arvede boet, og det ville have været meget taktløst af mig
efterfølgende at bringe H.C.’s gamle tilbud om at overtage sekretæren på bane. - Jeg har egentlig
ikke vidst, hvad der blev af den efter H.C.’s død.
Lidt om det gamle urs skæbne.
Som nævnt ovenfor blev mahognisekretæren og det tilhørende ur adskilt ved min farmors død i
1981. Mahognisekretæren gik til min farbror, Hans Christian Eller (HC), og det gamle ur gik til min
faster, Anna Eller Thomsen. Da sidstnævnte, som var blevet enke allerede i 1991, døde i 1998,
arvede hendes fire børn hende. Efter lidt telefonsnak med den ældste, Ingrid Eller Thomsen (født
1940), fik jeg at vide at det gamle ur var endt hos det næstældste barn, Karen Eller Thomsen (født
1942), gift med Kristian Vestergaard-Jensen (kaldet Kras, født 1945). Uret stod nu i deres hjem i
Middelfart. - Jeg besøgte Kras en dag sidst i juni i år, hvor jeg så og fotograferede det gamle ur,
som stod oven på en gammel egetræssekretær i deres stue. Det kunne ikke gå mere, men det kan en
god urmager nok rette op på.

17
Som det fremgår af fotoet, så er uret – ligesom mahognisekretæren - udført i den klassiske Louis-
seize stil fra sidste fjerdedel af 1700-tallet. Urets korpus er poleret mahognitræ, og det har fire søjler
i alabast, hvor sekretæren har to. Bag søjlerne er placeret et spejl, foran hvilket urværkets pendul
hænger. Selve uret står oven på ”søjletemplet”, og urskiven er dækket af en cirkulær glasramme. -
For neden på den hvide urskive med romertal står producentens navn: ROBERT Á PARIS.
Jeg har brugt megen tid med at surfe på internettet for at prøve at finde ud af hvem denne urmager –
”Robert fra Paris” – egentlig var. Det har ikke givet noget tilfredsstillende resultat. Mit bedste bud
er en fransk urmager (horloger) Robert Robin, født i 1742 og død i 1799; d.v.s. at han netop har
været aktiv i Louis-seize stilens glansperiode fra ca. 1760 – 1785, altså den samme tidsperiode som
mahognisekretæren blev udført i.
Hvis det er rigtigt, at det er fra Robert Robins værksted uret stammer, så er det et fantastisk ur!
Robert Robin var Kong Louis XVI’s hofurmager, som bl.a. er berømt for i 1785 at producere et
fantastisk ur til Dronning Marie-Antoinette. Dette ur blev kort efter konfiskeret af den franske
revolutions ”fædre”, og det står i dag som en perle i det store galleri på det nationale historiske
revolutionsmuseum i Paris. – Hvis ELLER-sælgtens gamle ur virkelig stammer fra dette værksted,
så vil det være en vaskeægte sensation! MEN, - der er sikkert udført mange flotte stueure på den tid
af os i dag ukendte urmagere, og varemærketyveri af kendte mærker var bestemt ikke ukendt!
Jeg viste for nylig fotoet af det gamle ur til min faster Inger Eller Nystad (født 1921), som er den
eneste stadig levende fra min fars generation. Hun fik et farvebillede af uret, og blev meget glad for
det. Hun huskede det tydeligt fra sin barndom i præsteboligen i Nr. Vium, hvor hun og hendes
søskende havde givet det øgenavnet ”spejlkommoden”.

18
Andre familiearvesager.
Jeg har siden min fars død i 1996 haft nogle få ting stående, hvoraf nogle stammer fra slægten
Hertel og andre fra slægten Eller. - Et spejl med mahogniramme og med tilhørende konsol, som
hænger i min og Ullas entre i Tønder. Et lille lavt nodebord med fire hylder i mørkbejset og lakeret
”nød”, som jeg selv har repareret, da en af hylderne var flækket. Disse to ting antager jeg er fra
omkring 1880. Dertil kommer en gammel gyngestol (ca. 1900), der er af mørkbejset træ. Den har
såkaldte faste gænger; d.v.s. at de to gænger er fastholdt af stærke fjedre, så den kan gynge på et
fast understel; - Mine børnebørn elsker den! Oprindeligt var den betrukket med vinrød silkebrokade,
men den måtte ombetrækkes, da stoffet var meget slidt. Det ”nye” stof stammer fra bolsteret af en
gammel underdyne fra Dragsholm Slot. Det er såkaldt olmerdug (”fra Ulm”) af hør og uld. Farven
er beige og der er karakteristiske sorte striber i stoffet.
Et sidste par arvestykker med forbindelse til Hertel-slægten, som jeg husker fra min barndom, er
følgende: En lang pibe med merskumshoved, som hang på væggen i mit barndomshjem. Farven er
gennem tid og brug blevet smuk gyldent mørkebrun, og det lange rør er flettet af sorte hestehår.
Men det mest karakteristiske ved den er et sølvlåg, hvorpå der med gotisk skrift er indgraveret
”Haffner”. Som barn havde jeg svært ved at læse indskriften, og i lang tid troede jeg, at der stod
”hofnar”. Den lange pibe må altså stamme fra Haffner-slægten, og den er nok fra engang i sidste del
af 1700-tallet. – Den omtales i min farmors brev fra 1952, og i dag ejes den af min yngre bror Lars
Olaf Glaring Eller (født 1950). Endelig et væg-slagur i egetræ, som var en bryllupsgave til min
farfars og farmors bryllup i 1906; vistnok fra en lokal fynsk godsejer, der kendt min oldefar Ludvig
Vilhelm Hertel. - Det hænger nu hos min ældre bror Paul Birger Eller (født 1936) i hans hjem i
Hillerød.
Mahognisekretærens nyeste historie.
Men i februar 2012 mailede min fætter Olaf Eller (født 1960 og H.C.’s ældste søn) til mig og
fortalte, at han og hans kæreste Mette den 1.maj 2012 flyttede til et mindre hus i Dragør, og hvor de
så konstaterede, at de ikke vil få plads til mahognisekretæren. Da han vidste, at jeg nok havde
mailadresser på alle vore fælles fætre og kusiner, så bad han mig om at videresende det om
sekretæren til alle, da han havde lovet at informere om det, hvis han ikke længere havde plads til
den. – Jeg mailede tilbage og fortalte om min tilknytning til sekretæren gennem bl.a. gener til Kitty
Hertel, og at jeg huskede den fra mit barndomshjem. Samtidigt fortalte jeg ham, at min ældre bror
Paul ikke var interesseret i den.
Min historie gjorde indtryk på Olaf, der skrev tilbage og sagde, at ”selvfølgelig skal sekretæren
tilbage til dig, Søren”. – Og her står den så i mit hjem i Tønder, hvor alle er meget velkomne til at
komme og se den (og besøge os!). Jeg skal nok passe rigtig godt på den, og lade den gå videre til et
af Kitty’s oldebørn (mine børn), som en gang i fremtiden lader den gå videre til et af hendes tipoldebørn
og så videre. - Jeg er mig mit ansvar bevidst og vil gøre mit til, at den gamle, smukke
mahogni-sekretær forbliver i slægten ELLER og får den anerkendelse, som den klart har krav på.
Tønder, den 29. oktober 2012 Søren Hertel Eller

Noter:
19
1) Militærslægten (von) Haffner kom til Danmark i slutningen af det 17. århundrede med feltpræst, magister Reinhold
Haffner (død 1707), der efter familieoptegnelser var sønnesøn af Johan Jacob von Haffner til Westhoffen, som tilhørte
en elsassisk uradelsslægt.
Reinhold Haffner var bedstefar til oberstløjtnant Reinhold Jacob (von) Haffner (1731-1806) - (Ifølge mine (Søren
Ellers) optegnelser var han født i 1733). Denne sidstnævnte Reinhold var fader til oberstløjtnant Johan Friedrich
Wilhelm (von) Haffner (1768-1822) til Dal i Ullensaker, hvis efterkommere lever i Norge. (Denne søn er ukendt for
mig (Søren Eller), da hans forældre først blev gift i 1769). Han var også far til generalmajor Adam Mogens Wenzel
(von) Haffner (1774-1844) og generalløjtnant Johan Wolfgang (Reinhold) (von) Haffner (1770-1829) til Egholm.
Denne sidste var fader til politiker og general Wolfgang Haffner (1810-1887) til stamhuset Egholm – hvis datter Ebba
Wilhelmine Haffner (1836-1914), gift med overhofstaldmester, grev Alfred Piper, bragte stamhuset til denne svenske
greveslægt, af hvilken hendes efterkommere nu fører navnet von Haffner-Piper – og til oberst Waldemar Haffner (1816-
1894), hvis søn, stutteriejer, kammerherre Johannes Wolfgang Haffner (1845-1913) til Brodda var fader til amtsforvalter
i Haderslev Waldemar Haffner (1872-1948).
Et andet dansk medlem af slægten var officeren og tegneren Johan Heinrich Wilhelm von Haffner (1746-1808).
Slægten blev aldrig naturaliseret i Danmark (d.v.s. givet indfødsret, der var en lovfæstet optagelse af udlændinge og
indvandrere som statsborgere i samfundet; – Søren Ellers kommentar).
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi.
2) Karen Blixen (1886-1962) var datter af Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895) og Ingeborg Westenholz (1856-1939).
Karen Blixens farfar hed også Adolph Wilhelm Dinesen (1807-1876) og han var gift med Dagmar Alvilde Haffner
(1818-1874). Dagmar Alvilde Haffners far var Johan Wolfgang Reinhold von Haffner (1770-1829), som var bror til
Wilhelmine Margrethe Haffner (1777-1835). De to sidstnævnte søskende var børn af Reinhold Jacob von Haffner
(1733-1806) og Wibecke Margretha Wildenrath (1744–1817), som altså var dem, der anskaffede mahognisekretæren til
deres officershjem i København i 1770’erne.
3) Hans Christian Branner (1903-1966) var søn af Georg Christian Johannes Branner (1866-1908) og Fanny
Frederiksen (1871-1962). H.C. Branners farfar var Georg Christian Mechlenburg Branner (1811-1889), som var gift
med farmoderen Louise Vilhelmine Hertel (1836-1907). Farmoderens forældre var granfætter/grankusine Nicolaj
Andreas Hertel (1797-1862) gift med Vibeke Jacobine Christiane Hertel (1809-1859), idet de havde fælles bedsteforældre
(Peder Hansen Hertel (1715-1768) og Anna Hedvig Bloch (1730-1798)). Pudsigt nok var Vibeke J.C. Hertel
datter af Jørgen Lund Hertel (1764-1831), der var gift med Wilhelmine Margrethe Haffner (1777-1835), som vi også
finder i Karen Blixens slægt. – Det var små cirkler i borgerskabet, som man dengang havde omgang med!
4) Johan Wolfgang Reinhold von Haffner (1770-1829) udnævntes i 1812 til generalmajor, og var under krigen 1807-
1814 militærrådgiver for Kong Frederik VI. Han fik sønnen Wolfgang Haffner (1810-1887), som først blev officer og
senere politiker. I 3-års krigen 1848-1851 var han fører for en eskadron herregårdsskytter. I perioden 1866 til sin død i
1887 var han medlem af Landstinget. I 1869 blev han Indenrigsminister og i 1870-1872 var han som general Krigs- og
Marineminister i Holsteins kabinet. Denne post fortsatte han på i 1875-1877 i ministeriet Estrup.
5) Brev fra min far (Vilhelm Eller) til min farbror (Hans Christian Eller – ”H.C.”) dateret Lyngby, 16-2-1982:
Kære Hans Christian!
Det har glædet mig meget at erfare, at den gamle sekretær og uret er havnet hos dig, for jeg synes ikke, det kan finde
en bedre plads end i jeres dejlige hus.
Desværre har jeg jo ikke plads og desuden har jeg for længst givet afkald på disse ting.
Det kan måske interessere dig at høre lidt om møblets historie, og jeg vil derfor citere et uddrag af en bog, der
hedder: ”Hans Wilhelm Hertel Bidrag til den sønderjydske Folkevækkelses Historie”, udgivet i 1897 af min
biologiske morfar, pastor Ludvig Hertel i Brænderup.

20
Hans Wilhelm Hertel – min mødrende oldefar – var sognepræst i Moltrup og Bjernede sogne i Haderslev stift, efter
at han først havde haft et præstekald i Sdr. Felding.
Han var én af danskhedens forkæmpere i Sønderjylland og blev i 1848 bortvist fra embedet, fordi hans indstilling
ikke faldt i tråd med de tyske myndigheders ønsker. Han blev senere genindsat i embedet.
Der hang hos mor i Herning en lille akvarel, 22 x 15 cm, af den gamle, for længst nedrevne Moltrup Præstegård, et
billede, som jeg nu har. (i dag hænger det på min væg i Tønder, Søren Eller).
Om denne gamle præstegård beretter bogen bl.a.:
”… Mod syd laa Stuehuset med de grønne Vinduesskodder omkring de lave, temmelig smaa Vinduer, og dette saa
endnu mere uanseeligt ud mod Gaarden end fra Haven og Vejen forbi denne; men alt dette glemtes, naar man kom
ind i Forstuen med Stenfliserne som gulv, var blevet skilt ved Overtøjet og traadte ind i Værelserne. Ja, ganske vist
var disse smaa og lave, saa naar de voksne Sønner kom hjem, klappede de på Bjælkerne for at føle sig hjemme.
Skulde man fra det ene til det andet Værelse, maatte man et Trin op eller ned, og i Værelserne havde hist og her
Gulvet en mærkværdig skraa Hældning ned mod Murene, forsaavidt Gulvet ikke gik i Bakke og Dal; men hyggeligt
var der alligevel, og vel var det en bestemmelse i Haderslev Provsti at Sognefolkene skulde vedligeholde og ombygge
Præstegaarden, men derom vilde hverken Hertel eller hans Børn høre Tale. Desuden de gamle Værelser og de
tarvelige Møbler passede sammen; thi med Undtagelse af den gamle Mahognisekretær og tilhørende Stueuhr med
Alabastsøjler ogSpejlvægge, som havde tilhørt Oldeforældrene Haffner, var alt tarveligt …”
”Oldeforældrene Haffner” var: Oberstløjtnant Jacob Haffner, gift med Vibeke Margrethe Wildenroth. Deres datter
Wilhelmine Magdalene Haffner, arvede sekretæren. Hun blev gift med min mødrene tipoldefar, Jørgen Lund Hertel,
født 1764, sognepræst i Ballerup-Måløv.
Deres søn var pastor Han Wilhelm Hertel i Moltrup, hvis søn, Ludvig Vilhelm Hertel, i Brænderup var min
biologiske mors far.
Når vi regner fra vor generation, er sekretæren altså 6 generationer gammel!
Dens senere historie er: Vores Far overtog den fra pastor Hertels enke, min bedstemor, og betalte – vistnok – 500 kr.
for den. Aftalen var, at jeg skulle have den for det samme, og det fik jeg da jeg selv giftede mig i 1935 (min far
oplyser i sit brev fra 1987, at han først fik den omkring 1940).
Desværre forstår jeg på Mors brev fra 1952, at jeg aldrig fik betalt hende hele summen (på kr. 250, jf. min farmors
brev fra 1952), hvilket jeg ville ønske, Mor havde sagt til mig for længst. – Men det har nok sine årsager.
Som du måske ved, var der nogle år, hvor Mor og jeg ligesom ikke rigtig forstod hinanden, og jeg er klar over, det
var min skyld. Heldigvis ved du og mine andre søskende også, hvordan forholdet mellem Mor og mig blev med
årene, og i de sidste 25-30 år tror jeg, vi havde et forhold, der var lige så varmt, som hvis jeg havde været Mors
biologiske søn. – Det er dejligt at tænke på, nu hvor vi alle savner Mor så usigeligt meget.
Nå, videre med sekretæren:
Under Fridas lange sygdom og p.gr. af mine gennem nogle år ret svingende indtægter var min økonomi blevet meget
anstrengt, og da sekretæren ikke kunne tåle overgangen fra en kakkelovnsfyret til en centralvarmelejlighed, gik den
i forfald. Den revnede og klappen var ved at falde af. Jeg prøvede selv at gøre noget ved det, men jeg er jo ikke
møbelsnedker, og til sidst blev Mor og jeg enige om, at Mor fik sekretæren tilbage og ville lade den reparere, hvilket
jo er sket på en smuk måde.
Jeg synes, det kunne være morsomt for dig at vide lidt om det gamle møbels omtumlede tilværelse: Fra et
officershjem i København til et præstehjem, først i Sdr. Felding, så i Moltrup, så i Brænderup, så i Nr. Vium og i
Skjern, tilbage til København, tilbage til Ribe, så til Herning og nu til sidst til et overlærerhjem i Rødovre!
Både Aase og jeg sender dig og Margareth og jeres børn mange kærlige hilsener.
Vi glæder os til, at vi ses i Roskilde (hos min faster Karen og onkel Svend) den 27.ds., for det gør vi vel?
(underskrevet:) Vilhelm

21
Slægten HAFFNER
Indvandret fra Tyskland engang sidst i 1600-tallet:
Reinhold (von) Haffner ← gift ? → NN (ukendt)
(? - 1707) ↓
↓
↓
↓
Reinhold Wilhelm von Haffner → gift 1725 med ← Catharina Margretha Bondy
(1689-1754) (1707-1778)
↓
↓
↓
↓
Reinhold Jacob von Haffner → gift 1769 med ← Wibecke Margretha Wildenrath
(1733-1806) (1744-1817)
↓ ▼ ◄Mahognisekretæren anskaffet i 1770’erne
↓ ▼
↓ ▼
↓ ▼ ◄ I 1806 arves mahognisekretæren af datteren
Wilhelmine Margrethe Haffner → gift 1798 ← med Jørgen Lund Hertel
(1777-1835) (1764-1831)
Slægtsdiagram I

HERTEL’erne fra sidst i 1700-tallet:
22
Slægten HERTEL
Slægtsdiagram II
Peder Hansen Hertell → gift 1755 med ← Anna Hedvig Bloch
(1715-1768) ↓ (1730-1798)
↓
↓
↓
Jørgen Lund Hertel → gift 1798 med ← Wilhelmine Margrethe Haffner
(1764-1831) (1777-1835) ▼
↓ ▼ ◄ I 1806 arves mahognisekretæren af Wilhelmine Margrethe Hertel, født Haffner
↓ ▼
↓ ▼
↓ ▼◄ I 1831 arves mahognisekretæren af sønnen Hans Wilhelm Hertel
Hans Wilhelm Hertel → gift 1827 med ← Louise Cathinka von Westen
(1800-1872) (1800-1844)
↓ ▼
↓ ▼
↓ ▼
↓ ▼ ◄ I 1872 arves mahognisekretæren af sønnen Ludvig Vilhelm Hertel
Ludvig Vilhelm Hertel → gift 1882 (?) med ← Thomine Ludovika Husum
(1844-1909) (1842-1919)
↓ ▼
↓ ▼
↓ ▼
↓ ▼ ▼◄ I 1909 købes mahognisekretæren af
(Jensine Kristine) Kitty Hertel → gift 1906 med ← Paul Birger Eller
(1881-1912) (1876-1934)

23
Slægten ELLER
Slægtsdiagram III
ELLER’ne fra først i 1900-tallet:
▼◄ I 1909 købes mahognisekretæren af
Paul Birger Eller → gift 1906 med ← (Jensine Kristine) Kitty Eller, født Hertel
(1876-1934)▼ (1881-1912)
↓ ↓ ▼
↓ ↓ ▼►arves i 1934 af ► ► ► ▼
↓ → gift i 1914 med ← Jensine Johanne Eller, født Andersen → → → → → → → ↓
↓ ▼◄ købes i 1940 af ◄ ◄ ▼ ▲ ▼ ↓
↓ ▼ ▲►sælges ca.1950 igen til ►▲ ►arves i 1981 af ►▼ 7 børn med Paul Birger Eller:
Ludvig Vilhelm Hertel Eller → gift 1935 med ← Frida Sørensen ▼( ► ur ►)Anna Eller Thomsen (1915-1998)
(1909-1996) ↓ (1906-1949) ▼ Astrid Koldby Nielsen (1917-1979)
↓ ↓ ▼ Ellen Marie Eller (1918-1919)
↓ Gift 1950 → med ← Aase Gunhild Glaring ▼ Einar Eller (1919-1994)
↓ (1921-1994) ▼ Inger Eller Nystad (født 1921)
↓ ▼ Karen Holm (1923-1987)
Søren Hertel Eller → gift 1969 med ← Ulla Østerberg ▼ og
▲ (født 1942) (født 1943) ▼ ↓
▲ ▼ ◄ ◄ ◄ ◄ ↓
▲ ▼ ← ← ← ← ← ← ← ← ← ←
▲ ▼ ↓
▲ Hans Christian Eller → gift 1957 med ← Margaret Elisabeth Friis-Hansen
▲ (1925-2008) (1926-2007)
▲ ▼
▲ arves i 2008 af
▲ ▼
◄◄ ◄ ◄ ◄ ◄ ◄ ◄overdrages i 2012 til ◄ ◄◄ Olaf Eller