Læs artikel. - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2
2
ingen kan forholde sig til alle aspekter. Forskeren vælger derfor
subjektivt et aspekt, til netop de dele af virkeligheden der findes
relevante. Kort sagt: for ikke at fortabe sig må forskeren have
en problemstilling eller et kundskabsmål, ellers står forskeren
blot med en bunke mere eller mindre sorterbare data. Dette er
hvad Weber betegner en „værdiforbindelse“. Forskeren afgrænser
dele af den uendelige mængde empiri, som med ét bliver til
operationaliserbare kendsgerninger. Denne afgrænsningsproces
kan ifølge Weber ikke undgå at påvirkes af personlige dragninger,
og Weber drager derfor den konsekvens, at her er subjektivitet
nødvendig og tilladt. Endelig ved Weber, at processen som helhed
er styret af forskeren og ikke af materialet.
I essayet „Der Nationalstaat und die
Volkswirtschaftspolitik.“ (Tübingen 1895) har Weber præciseret,
at der opstår problemer, når forskeren kommer med „værdifrie“
ideer om, hvori f.eks. „den gode, rigtige politik“ består. Ifølge
Weber er sådanne ytringer uvedkommende i videnskabernes
sfære, der i modsætning til „das Sollen“ skal beskæftige sig med
„das Sein“. Gør forskningen dette sidste, opfylder den Webers
krav om „værdifrihed“.
To yderligere led i Webers metodeidé er „idealtypen“ og
„værdidomsbegrebet“. I værket „Den protestantiske etik og
kapitalismens ånd“ 2 vil Weber antyde sammenhænge mellem en
karakteristisk socialgruppes handling og dets overordnede ideer.
Til dette formål etablerer Weber idealtyperne „den protestantiske
etik“ og „den kapitalistiske ånd“, ved tekster af henholdsvis Baxter
og Franklin. Idealtypen er ikke et tværsnit af virkeligheden men
etableret på forskerens præmisser. Dens styrke ligger i, at
forskeren er sig dette forhold bevidst, og gør opmærksom på
denne værdiforbindelse når arbejdet offentliggøres. Weber
etablerer idealtyper baseret på litteraturlæsning, med karakter
af en næsten romantisistisk indkredsning af ekstremer. Filosoffen
Søren Kierkegaard brugte samme teknik i „Enten eller“ i filosofiens
tjeneste, epikeren Steen Steensen Blicher gjorde det i sine
noveller, og Webers samtidige, religions-psykologen William
James, benyttede sig af samme teknik. En egentlig
forskningshistorisk placering af idealtypen som såvel fag- som
skønlitterær arbejdsmetode, er bestemt ikke målet her. Kun skal
nævnes William James’ bog „Religiøse erfaringer“ (Kbh. 1907,
oprindelige udgave kom 1902). Heri anvender James et
idealtypebegreb, f.eks. p.102-06, hvor han, som Weber senere
brugte Baxter og Franklin, bruger Bunyan og Tolstoy som den
idealtypiske model af mennesker, der forløses gennem religion.
Efter at have refereret Edwin D. Starbuck’s to former for religiøs
livsanskuelse, „onceborn“ og „twiceborn“ skriver James:
„I deres yderliggående Former som ren Naturrealisme eller ren
Frelseteori er de to Typer krasse Modsætninger. Men her som
ved de fleste gængse Rubriceringer gælder det, at de krasse
Yderligheder kun er abstrakte Idealer, og at de virkelige
Mennesker, saadan som vi møder dem i Livet, er
Overgangsformer og Blandinger“. (James op. cit p.92, FM’s
fremhævning)