Læs artikel. - Historie-nu.dk

TEKST TEKST Finn Madsen [5. oktober 2005]
Finn Madsen
er cand. phil. og Ph.D.
i religionshistorie
Historie Historie Historie Netmagasinet
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber diskussionerne.
Metode- og
objektivitetsdiskussionen
hos Kr. Erslev og Max Weber
Indledning:
Når man arbejder med etablering og benyttelse af
kendsgerninger i humanistisk forskning, er objektivitetsdiskussionen
aldrig langt borte. Denne diskussion, der drejer sig
om relationen mellem forsker og det studerede objekt, dukker
især op i den videnskabelige teori- og metodelitteratur, og en af
diskussionens klassikere er Max Weber. Jeg vil gerne i korthed
forsøge at placere Webers objektivitetsovervejelser og
metodeideer, som de er fremkommet i visse af Webers værker,
til dels ved at perspektivere hans metode ved sammenligning,
ikke med den tyske historiker Richert som det er set, men med
Kr. Erslev, der var drivkraften i indførelsen af den tyske historiske
metode i Danmark. Formålet er at søge at indkredse de to
forskellige forståelser af begrebet objektivitet som henholdsvis
Erslev og Weber står for.
I sit „objektivitetsessay“ fra 1904 1 fremkommer Max
Weber med så grundlæggende metodeovervejelser, at de i dag
indgår i såvel historikeres som sociologers metodeovervejelser,
og isoleret set har Webers idealtypebegreb og distinktionen
mellem levnings- og beretningsudnyttelse, som den kendes fra
Kr. Erslev, gennem årtier vist deres anvendelighed. Men i det
følgende skal de to forskeres metoder ses som led i Webers og
Erslevs strategier for at opnå datidens rådende positivistiske
forskningsideal, hvis kærne var antagelsen af parallel separathed
mellem det akademisk forskende og observerende subjekt, og
det studerede objekt.
Webers metode:
En vigtig metodisk drøftelse i Webers omtalte
objektivitetsessay, drejer sig om „værdiforbindelser“.
Virkeligheden omkring mennesket er uendelig polariseret hvorfor

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2
2
ingen kan forholde sig til alle aspekter. Forskeren vælger derfor
subjektivt et aspekt, til netop de dele af virkeligheden der findes
relevante. Kort sagt: for ikke at fortabe sig må forskeren have
en problemstilling eller et kundskabsmål, ellers står forskeren
blot med en bunke mere eller mindre sorterbare data. Dette er
hvad Weber betegner en „værdiforbindelse“. Forskeren afgrænser
dele af den uendelige mængde empiri, som med ét bliver til
operationaliserbare kendsgerninger. Denne afgrænsningsproces
kan ifølge Weber ikke undgå at påvirkes af personlige dragninger,
og Weber drager derfor den konsekvens, at her er subjektivitet
nødvendig og tilladt. Endelig ved Weber, at processen som helhed
er styret af forskeren og ikke af materialet.
I essayet „Der Nationalstaat und die
Volkswirtschaftspolitik.“ (Tübingen 1895) har Weber præciseret,
at der opstår problemer, når forskeren kommer med „værdifrie“
ideer om, hvori f.eks. „den gode, rigtige politik“ består. Ifølge
Weber er sådanne ytringer uvedkommende i videnskabernes
sfære, der i modsætning til „das Sollen“ skal beskæftige sig med
„das Sein“. Gør forskningen dette sidste, opfylder den Webers
krav om „værdifrihed“.
To yderligere led i Webers metodeidé er „idealtypen“ og
„værdidomsbegrebet“. I værket „Den protestantiske etik og
kapitalismens ånd“ 2 vil Weber antyde sammenhænge mellem en
karakteristisk socialgruppes handling og dets overordnede ideer.
Til dette formål etablerer Weber idealtyperne „den protestantiske
etik“ og „den kapitalistiske ånd“, ved tekster af henholdsvis Baxter
og Franklin. Idealtypen er ikke et tværsnit af virkeligheden men
etableret på forskerens præmisser. Dens styrke ligger i, at
forskeren er sig dette forhold bevidst, og gør opmærksom på
denne værdiforbindelse når arbejdet offentliggøres. Weber
etablerer idealtyper baseret på litteraturlæsning, med karakter
af en næsten romantisistisk indkredsning af ekstremer. Filosoffen
Søren Kierkegaard brugte samme teknik i „Enten eller“ i filosofiens
tjeneste, epikeren Steen Steensen Blicher gjorde det i sine
noveller, og Webers samtidige, religions-psykologen William
James, benyttede sig af samme teknik. En egentlig
forskningshistorisk placering af idealtypen som såvel fag- som
skønlitterær arbejdsmetode, er bestemt ikke målet her. Kun skal
nævnes William James’ bog „Religiøse erfaringer“ (Kbh. 1907,
oprindelige udgave kom 1902). Heri anvender James et
idealtypebegreb, f.eks. p.102-06, hvor han, som Weber senere
brugte Baxter og Franklin, bruger Bunyan og Tolstoy som den
idealtypiske model af mennesker, der forløses gennem religion.
Efter at have refereret Edwin D. Starbuck’s to former for religiøs
livsanskuelse, „onceborn“ og „twiceborn“ skriver James:
„I deres yderliggående Former som ren Naturrealisme eller ren
Frelseteori er de to Typer krasse Modsætninger. Men her som
ved de fleste gængse Rubriceringer gælder det, at de krasse
Yderligheder kun er abstrakte Idealer, og at de virkelige
Mennesker, saadan som vi møder dem i Livet, er
Overgangsformer og Blandinger“. (James op. cit p.92, FM’s
fremhævning)

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 3
3
James uddyber ikke sine metodiske overvejelser over
idealtypemodeller nærmere, men som det ses, er han et par år
forud for Webers objektivitetsessay og „Den protestantiske etik
og kapitalismens ånd“. Kort inden Weber udgav sine metodiske
overvejelser, der refereres her i artiklen, besøgte Weber USA,
og var naturligvis kendt med de nyeste strømninger her. Han
citerer og diskuterer endda ovenstående værk af James i en
note i „Den protestantiske etik og kapitalismens ånd“. Som det
ses kom James lidt før Weber, men termen „idealtype“ er Webers,
mest fordi Weber forholdt sig eksplicit og mere detaljeret til
begrebet i metodeessayet, end William James gjorde. Idealtypen
er på samme måde som andre modeller, en definition eller en
samling definitioner af funktionel karakter 3 . Kilderne udvælges,
sammenlignes referentielt med den abstrakte model, og placeres
ind på en skala, med henblik på at styrke eller afkræfte forskerens
hypotese om empirisk virkelighed. Da forskeren under valget af
idealtype ikke behøver at tage hensyn til empiri, anser Weber, at
forskeren kan forholde sig objektiv i forholdet mellem kilderne
og idealtypen når idealtypen anvendes som reference. Men under
læsningen af Webers metodeanvisninger savnes anvisninger på,
hvorledes objektiviteten konkret skal opretholdes. Forskerens
mulighed for objektivitet var Max Webers postulat, idet det
refererer til noget som Weber ikke expliciterer, nemlig ideen om
intersubjektiv kontrol. Tilbage hertil om et øjeblik.
Men hvorfor overhovedet have en reference? Hvorfor
sammenligne, og skalere? Idealtypen anvendes især, når
forskeren skal overkomme det umulige, f.eks. beskrive
overordnede kognitive træk hos et antal millioner mennesker på
3/4 side. Idealtypebegrebet var vigtigt for Weber, der havde en
særlig kategori til udsagn der indeholdt „værdidomme“, som ifølge
Weber var stof, der lå udenfor videnskabens sfære, nogle „nogo-areas“,
der dog kunne gøres tilgængelige med idealtypen som
arbejdsmetode. Weber mente at menneskets hverdagshandlinger
er styret af ideelle og materielle interesser, men at de
bagvedliggende ideer kan dreje udviklingen. Disse ideer tilhører
hvad Weber kalder værdidomsstoffet, og manifesterer sig f.eks.
i religionernes hellige skrifter, og de fremmede skriftreligioner
var for Weber ikke blot „naturreligioner“ eller „naturfænomener“,
som evolutionisterne havde hævdet. De var, som kristendommen,
dele af måden menneskets handlen legitimeres på. Weber anså,
at idealtypen åbnede for forskerens arbejde med dette
værdidomsstof, på en måde så forskeren ikke reduceredes til
beskriver. Jeg mener derfor, at Webers formål med idealtypen
for det første var at skabe mulighed for at opnå mere end
deskriptive resultater, og for det andet at skabe mulighed for at
opstille andre kundskabsmål end udsagnenes filosofiske
sandhedsværdi. F.eks. ved under analyser af samfund og grupper
at undersøge relationen mellem ideer og handling.
Det sidste led i Webers metode, der skal nævnes her, er
kravet om „intersubjektiv kontrol“. Det færdige forskningsresultat
skal kunne anerkendes, som Weber skriver, „af en kineser“ 4 .
Kravet om intersubjektiv kontrol i forskningen hævdede Weber,

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 4
4
fordi han anså at mennesket, i hvert fald det vestlige menneske 5
og kineserne, grundlæggende besidder en fælles rationalitet. I
praksis mente Weber det internationale lærde kollegie skulle tage
stilling til forskerens bidrag til den videnskabelige viden. Dette
krav stillede Weber, fordi han nok anså at virkeligheden er uendeligt
polariseret, men den fremtræder som én helhed for alle. Hermed
har Weber inddraget „intersubjektiv kontrol“, som en del af
verificeringen af forskningsresultaters gyldighed. „Intersubjektiv
kontrol“ er det bindemiddel i Webers metodiske begrebsapparat,
som gør det til en metode. For gennem intersubjektiv kontrol
indfører Weber en falcificerbarheds kontrol.
Kr. Erslevs metode.
I den historieforskning der opstod efter bruddet med
krønikeskrivningen, var man af den overbevisning, at man kunne
komme frem til historisk virkelighed ved så at sige at sigte kilderne.
Man anså, at sandheden om menneskets fortid lå gemt i de
historiske kilder, og denne sandhed gjaldt det om at finde gennem
grundig og korrekt kildekritik. Dette hang tæt sammen med
datidens positivistiske subjektfornægtende naturvidenskabelige
forskerideal. Epoken betegnes af historiografer
„kildepositivismen“, og blev efterfulgt af
„kendsgerningspositivismen“, der ofte opfattes som moderne
historieskrivnings egentlige arne, med de metoder der i Danmark
blev introduceret af Kr. Erslev 6 . Erslev erkendte indirekte, at
historieskrivning, altså forskernes slutninger på baggrund af
kilderne, er afhængige af hvilke spørgsmål forskeren stiller
kilderne, og i forhold til den tidligere historieskrivning var der tale
om en klart ændret opfattelse af kilderne og med mere plads til
forskerens rolle. Erslevs syn på kilderne betegnes „funktionelt“,
hvilket afspejler en delvis erkendelse om, at forskerens subjekt
er inddraget i forskningsprocessen 7 , og for Erslev så den historiske
forskningsproces ud som følger:
1) kildefremdragelse
2) kildekritik
3) etablering af subjektneutrale kendsgerninger
4) syntesedannelse (forfattelse af det aktuelle værk)
Punkt 1-3 i ovenstående erkendelseskæde, betegnes den
tekniske fase, og her anså Erslev, at forskeren objektivt, dvs.
neutralt, kunne etablere kendsgerninger, som udgjorde
byggestenene i et historisk værk. Erslev erkendte dog forskerens
aktive rolle i punkt 4: syntesedannelsen, men kun i
syntesedannelsen. Erslevs krav til historikeren i syntesedannelsen
er det lidet stringente, at han skal have menneskekundskab,
verdensforståelse og søge sandheden 8 .
Spørgsmålet om objektivitet var for Erslev spørgsmålet
om, hvorledes forskerens historiske erkendelse i den tekniske
fase var blevet til, og om forskeren havde været „objektiv“ under
punkt 1-3. Erslev opstillede som bekendt en del regler om,
hvorledes sådan noget foregår i „Historisk Teknik“. Udspaltningen
af forskeren i en positivistisk objektiv „kildefremdrager“ og en

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 5
5
humanistisk subjektivt influeret „historieskriver“, viser en
inkonsistens i Erslevs forskningsproces, idet det er umuligt at
have én form for objektivitet i kildekritikfasen og én form i
syntesedannelsen, uden også at spalte objektivitetsbegrebet.
Erslev-traditionen betegnes, som følge af det postulerede
objektive resultat af den kildekritiske fase,
„kendsgerningspositivisme“.
Webers metode i forhold til Erslevs:
Hvis man antager Webers krav om intersubjektiv kontrol
som et ubetinget krav, ses, at hans metode ikke nøjagtigt kan
indordnes i ovenstående erslevske kendsgerningspositivistiske
skema for, hvad god objektiv metode er. Weber ekspliciterer to
ekstra punkter, 0 og 5, og uddyber punkt 3 og 4:
0) erkendelse af værdiforbindelse, (problemformulering)
1) kildefremdragelse
2) kildekritik
3) etablering af subjektneutrale kendsgerninger og evt.
relatering af disse v.hj. af idealtypen,
hvis de rummer værdidomme.
4) syntesedannelse styret af problemformuleringen
5) verificering af det aktuelle værk gennem intersubjektiv
kontrol
Kravet om objektivitet kunne altså efter Webers anskuelse
indfries ved den omtalte anvendelse af idealtypen, og kravet om
intersubjektiv enighed i evalueringen af resultatet. I og med kravet
om at resultatet skal verificeres gennem intersubjektiv kontrol,
omdefinerede Weber objektivitetskravet fra, som hos Erslev, at
være rettet mod neutralitet i erkendelsens tilblivelse, til at være
rettet mod erkendelsens begrundelses gyldighed. Forskeren kan
stille spørgsmål om, hvad han har lyst, mente Weber, også af
komparativ art som idealtypen jo lægger op til 9 , men svarene
skal begrundes korrekt overfor omverden. Om det er tilfældet
for det enkelte forskningsresultat, afgøres gennem intersubjektiv
kontrol. Derfor kan Weber karakteriseres som repræsentant for
den såkaldte „begrundelsespositivisme“. Det er værd at mærke
sig, at konsekvensen af kravet om intersubjektiv kontrol er, at
objektivitetskravet omdefineres ved at udvide subjektbegrebet
til at omfatte kollektivet 10 . Hvis uafhængige forskningsmiljøer
godkender et forskningsresultat som værende sandt og virkeligt,
er „objektivitet“ i forholdet mellem kilde og forsker underordnet
- og så er „sandheden“ blevet et forhandlingsanliggende. Det
problematiske heri er f.eks., at der kan være
interessemodsætninger mellem forskningsmiljøerne, udsprunget
af specifikke historiske forhold, for eksempel lokale forskelle i
organisering af de vidensproducerende miljøer. Som man vil se,
mangler her entydighed i metoden, for der ligger en modsætning
i, at sandhed ikke er noget absolut, samtidig med at forskeren
skal ville sandheden.
Afslutning

I sit værk „Den protestantiske etik og kapitalismens ånd“
demonstrerede Weber anvendelsen af sin metode: etablering af
værdiforbindelser, anvendelse af idealtypen, og udspillet til
intersubjektiv kontrol. Skønt Weber som tidligere nævnt var
opmærksom på gyldighedsproblematikken, der søgtes verificeret
gennem intersubjektiv kontrol, nedprioriterede han
pålidelighedskriteriet i forbindelse med udnyttelsen af kvantitative
data 11 . Reaktionerne udeblev da heller ikke, for den lærde verden
var allerede vild med intersubjektiv kontrol. Jeg mener imidlertid
det er diskutabelt, hvorvidt man kan udstrække sin tillid til
intersubjektiv kontrol, i den grad som Weber tilsyneladende
ønskede.
Lighedspunktet mellem Webers metode og Erslevs er, at
forskerens uafhængighed og objektive værdifrihed postuleres som
en mulighed. Hvor Weber anså subjektinddragelse i
problemformuleringsfasen og i forbindelse med valget af
idealtypen uundgåelig, anså Erselv, at det subjektinddragende
fremkommer i syntesedannelsen. Endvidere er Webers metode,
som Erslevs, karakteriseret af kravet om at forskeren skal „ville
sandheden“. Man kan tale om, at i de to traditioner som Weber
og Erslev repræsenterer, anerkendes subjektets overordnede
rolle i forskningsprocessen ikke. For Erslevs vedkommende
opretholdt han forestillingen om neutralitet i dataetableringsfasen,
men accepterede dog forskerens rolle i anvendelsen af disse
data. Forsknings betingelse er, at forskning ikke foregår på
objektniveau, dvs. objekter og fænomener kan ikke studeres i
deres rene eksistens. Etableringen af kendsgerninger ud fra data
involverer uvægerligt forskerens erkendende subjekt. Og
forskeren arbejder med konstruerede kategorier, der gør, at
forskerens resultater bliver funktioner af de kategorier, der indgår
i forskerens spørgsmål. Og det er netop derfor, forskning hverken
er objektiv eller sand, men er hypotesedannelse om empiri, også
selvom hypoteserne til tider besidder en til vished grænsende
sandsynlighed.
-----------------------------
1Her efter Max Weber: „Samfunnsvitenskapens „objektivitet“, i:
Fivelsdal, Eigil: Max Weber, makt og buråkrati. pp.: 161-220.
Oslo 1971.
2Max Weber: „Die protestantische Ethik und der Geist des
kapitalismus“, i: „Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie“,
bind I, p. 18-19. Thübingen 1920.
3Se f.eks.: Baird Robert D.: Category formation and the History
of Religions. Berlin New York 1971, eller: Luckmann, Thomas:
Invisible Religion. New York 1967
4Max Weber: Samfundsvitenskapernes „objektivitet“, p.168, i
Fivelsdal op.cit.
5 Max Weber: „Die protestantische Ethik und der Geist des
kapitalismus“, i: „Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie“,
bind I, p. 1-16. Thübingen 1920.

6 Erslev, Kr.: Historisk Teknik. Kbh. 1926
7Karsten Thorborg: Arbejdspapirer til historisk metode. p. 8.
Genoptryk Kbh. 1986.
8 Kr. Erslev, op. cit. paragrafferne 96 og 99.
9 Webers diskussion med historikeren Heinrich Rickert gik på om
det var forsvarligt med komparative modeller. Hvor Weber anså
at forskeren skulle stille generelle spørgsmål ud fra den
komparative model, idealtypen, anså Rickert man skulle rette
fokus mod det unikke.
10 Karsten Thorborg op. cit. p. 11.
11 Her tænkes på note 4 i „Die protestantische Ethik und der
Geist des kapitalismus“ (se: „Gesammelte Aufsätze zur
Religionssoziologie“, bind I, p. 18-19. Thübingen 1920), der
henviser til de undersøgelser. der blev udgangspunkt for Webers
anvendelse af kvantitativt materiale som springende punkt for
den kvalitative undersøgelse. Webers samtids, og eftertidens,
indvendinger drejede sig om dette materiales tvivlsomme
bæreevne for Webers teser.